Indlæg

DAWN OF THE PLANET OF THE APES: Fuck yes, talende aber til hest med våben i hænderne

Blu-ray-anmeldelse: Hvis en anmeldelse skal fungere som en art salgstale for, om man skal eller ikke skal se en film, ville jeg lade denne anmeldelses rubrik være argumentet for, at du selvfølgelig skal se Dawn of the Planet of the Apes. Men lad mig lige uddybe, hvorfor aber og automatvåben er en så forrygende god kombination, som tilfældet er.

Filmen foregår 10 år efter begivenhederne i forgængeren, Rise of the Planet of the Apes, fra 2011. Den behøver du dog ikke at have set, da titelsekvensen her gør et eventuelt uindviet publikum ajour. Men se den alligevel. Den er god. Men okay, menneskeheden er sendt til apokalyptisk tælling grundet en dødelig virus, mens aberne har udviklet sig yderligere og opbygget et samfund ledet af overaben Caesar, der nærmest er eneste genganger fra forgængeren.

abernes planet revolutionen 05

Det kommer atter til en konfrontation mellem mennesker og aber, hvor én dum handling udløser startskuddet til krigen. Men selvom løjerne i grunden er ret fjollede – du ved, aber og automatvåben – er her ikke tale om hjernedød abeaction. Actionscenerne er hele vejen motiveret af handlingen og har en følelsesmæssig pondus, der kun gør den dynamiske action gennem jungledyb og murbrokker endnu mere medrivende.

Det er i sig selv en bedrift at lave en film, der overbevisende bevarer sin alvorlige tone, selvom her er tale om en film med talende aber, der rider rundt på heste og skyder med maskinpistoler. En i hver hånd, selvfølgelig. Det er Andy ’Gollum’ Serkis, der igen aber igennem som Caesar. Det gør han forrygende godt. Det gør CGI-troldmændene bag ham så absolut også.

abernes planet revolutionen 01

For der er oprigtige følelser på de computeranimerede aber – af og til mere end filmens mennesker. Blandt andet en sammenbidt Gary Oldman og humanisten Jason Clarke. Men selvom ikke alle karakterer måske er lige nuanceret optegnet, lykkedes filmen fornemt med at etablere begge sider af krigen, så handlingen konstant er følelsesmæssigt velfunderet i sine karakterer.

Det er muligt, at her er talende aber og maskinpistoler, men det er karaktererne, der er drivkraften. Ikke CGI-magi og eksplosioner. Så hul i, at tematikker som krig, forsoning, tilgivelse og hævn måske bliver en smule overfortalt, mens ikke alle plotdrejninger er fuldt ud troværdige. For her er tale om dyster, medrivende og karakterdrevet abeaction. For fuck sake, her er tale om en film med talende aber til hest med automatvåben i hænderne. Selvfølgelig skal du se den.

Filmen, Dawn of the Planet of the Apes, 5/6:5_6 - stars_LILLE

abernes planet revolutionen 02

Ekstramateriale, billede og lyd:
Det er en sand fornøjelse at gense Dawn of the Planet of the Apes på Blu-ray. Billedet står farvemættet, skarpt og detaljerigt, hvor både animerede aber og rigtig menneskehud gengives velbalanceret og naturligt. Lydsporet bakker den medrivende billedside forrygende godt op med balancerede niveauer og et dynamisk lydbillede – medrivende, bastant og intenst.

Ekstramaterialet er ligeledes en fornøjelse og kommer tilfredsstillende og interessant omkring filmens tilblivelse med en række behind the scenes– og making of-featuretter på i alt små to timer. Her ser man både på historien, computereffekterne, universet, mens man også får slettede scener samt et engagerende kommentarspor med instruktør Matt Reeves.

Ekstramateriale 5/6 5_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Dawn of the Planet of the Apes | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 5/6:
5_6 - stars
Dawn of the Planet of the Apes BD cover
Originaltitel: Dawn of the Planet of the Apes, USA, 2014
Release: den 27. november 2014
Instruktion: Matt Reeves
Medvirkende: Andy Serkis, Jason Clarke, Gary Oldman, Keri Russell, Toby Kebbell, Kodi Smit-McPhee m.fl.
Spilletid: 2 timer 10 min.
Udgiver: 20th Century Fox[/tab][/tabgroup]

Abernes planet: Revolutionen – Fuck yes, talende aber til hest med automatvåben i hænderne

Biografanmeldelse: Hvis en anmeldelse skal fungere som en art salgstale for, om man skal eller ikke skal se en film, ville jeg lade denne anmeldelses rubrik være argumentet for, at du selvfølgelig skal se Abernes planet: Revolutionen. Men lad mig lige uddybe, hvorfor aber og automatvåben er en så forrygende god kombination, som tilfældet er.

Filmen foregår 10 år efter begivenhederne i forgængeren, Abernes planet: Begyndelsen fra 2011. Den behøver du dog ikke at have set, da titelsekvensen gør et eventuelt uindviet publikum ajour. Men se den alligevel. Den er god. Men okay, menneskeheden er sent til apokalyptisk tælling grundet en dødelig virus, mens aberne har udviklet sig yderligere og opbygget et samfund ledet af overaben Caesar, som nærmest er eneste genganger fra forgængeren.

abernes planet revolutionen 01

Det kommer atter til en konfrontation mellem mennesker og aber, hvor én dum handling udløser startskuddet til krigen. Men selvom løjerne i grunden er ret fjollede – du ved, aber og automatvåben – er her ikke tale om hjernedød abeaction. Actionscenerne er hele vejen motiveret af handlingen og har en følelsesmæssig pondus, der kun gør den dynamiske action gennem jungledyb og murbrokker endnu mere medrivende.

Det er i sig selv en bedrift at lave en film, der overbevisende bevarer sin alvorlige tone, selvom her er tale om en film med talende aber, der rider rundt på heste og skyder med maskinpistoler. En i hver hånd, selvfølgelig. Det er Andy ’Gollum’ Serkis, der igen aber igennem som Caesar. Det gør han forrygende godt. Det gør CGI-troldmændene bag så absolut også.

abernes planet revolutionen 02

For der er oprigtige følelser på de computeranimerede aber – af og til mere end filmens mennesker. Blandt andet en sammenbidt Gary Oldman og humanisten Jason Clarke. Men selvom ikke alle karakterer måske er lige nuanceret optegnet, lykkedes filmen fornemt med at etablere begge sider af krigen, så handlingen konstant er følelsesmæssigt velfunderet i sine karakterer.

Det er muligt, at her er talende aber og maskinpistoler, men det er karaktererne, der er drivkraften. Ikke CGI-magi og eksplosioner. Så hul i, at tematikker som krig, forsoning, tilgivelse og hævn måske bliver en smule overfortalt, mens ikke alle plotdrejninger er fuldt ud troværdige, for her er tale om dyster, medrivende og karakterdrevet abeaction. For fuck sake, her er tale om en film med talende aber til hest med automatvåben i hænderne. Selvfølgelig skal du se den.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Abernes planet: Revolutionen | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:
5_6 - stars
abernes planet revolutionen poster
Originaltitel: Dawn of the Planet of the Apes, USA, 2014
Release: d. 17. juli 2014
Instruktion: Matt Reeves
Medvirkende: Andy Serkis, Jason Clarke, Gary Oldman, Keri Russell, Toby Kebbell, Kodi Smit-McPhee m.fl.
Spilletid: 130 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

”The Road” er en trøstesløs og forførende dystopi

Der venter en dyster og trøstesløs rejse i John Hillcoats postapokalyptiske The Road, som bygger på Cormac McCarthys bog af samme navn. Jeg har endnu ikke læst bogen, så kan ikke sige hvor godt filmen følger sit litterære forlæg. Jeg kan blot konstatere, at som film fungerer denne afdæmpede og brutale affære fremragende. Et depressivt kig ind i en verden hvor al civilisation efter en ukendt apokalypse er ophørt. Al dyre- og planteliv er dødt og tilbage er kun rastløse og desperate menneske, som forsøger at overleve de barske omstændigheder.

I filmen følger vi en far og hans søn. De bevæger sig gennem det døde landskab, mens de må flygte fra kannibaliserende bander, lede efter mad og ellers forsøge at holde modet oppe i den konstant nedslående verden, hvor der ikke er meget håb at hente i de langstrakte grå vidder.

Nej, dette er bestemt ikke et postapokalyptisk action-ridt med store pompøse masseødelæggelser, som genren ellers ofte benytter sig af. Dette er en fåmælt og eftertænksom historie, der brutalt og intenst vender evigtgyldige temaer som menneskelighed, godt og ondt. The Road har altså langt mere til fælles med fx Michael Hanekes depressive Ulvetider, end fx de actionfyldte Mad Max-film.

Viggo Mortensen er overbevisende og medrivende som udsultet og fortvivlet fader, mens drengen, spillet af Kodi Smit-McPhee gør det godt som sønnen. Et troværdigt, ofte ømt og interessant forhold, som heldigvis ikke bliver (alt for) sukkersødt og sentimentalt, men hele vejen er udfordrende og dynamisk.

Instruktør John Hillcoat stod senest bag den rå western The Proposition og viser igen en medrivende sans for atmosfæremættet og barsk historiefortælling. Igen har han fået Nick Cave og Warren Ellis til at komponere filmens score, som her smyger sig smukt og gruopvækkende om filmens bjergtagende billeder og skræmmende scenerier.


The Road er ikke en opløftende film, men en særdeles fascinerende og desperat tur ind i en verden hvor menneskelig moral og loyalitet sættes på hård prøve. Et både nedslående og smukt iscenesat postapokalyptisk sceneri, som hele vejen igennem holder en desperat utryghed i hævd. En intens, atmosfærisk og forførende dystopi og således også en fremragende filmoplevelse.

– Deltag i konkurrencen om biografbilletter og filmens score HER.

Originaltitel: The Road, USA, 2009. Instruktion: John Hillcoat. Medvirkende: Viggo Mortensen, Kodi Smit-McPhee, Charlize Theron, Robert Duvall, Guy Pearce m.fl. Spilletid: 1 time 53 min. Biografpremiere: d. 28. januar 2010. Distributør: Scanbox Entertainment.