Indlæg

TEXAS CHAINSAW 3D: En sløv og overflødig omgang motorsav

Tobe Hoopers The Texas Chain Saw Massacre fra 1974 er en af mine absolutte favoritfilm og en af horrorgenrens helt store klassikere. Udover at have inspireret et hav af filmskabere, har den også affødt en række sequels, et remake og en prequel. Nu har Leatherface atter pudset motorsaven for at sprede skræk og rædsel med Texas Chainsaw 3D – desværre er her tale om en meget sløv motorsav.

Ud af det blå modtager Heather beskeden om, at hendes bedstemor er død – nu vidste hun bare ikke lige, at hun havde en bedstemor. Men der er en del, Heather ikke ved om sin herkomst – ja, hun vidste faktisk slet ikke, at hun var adopteret og da slet ikke, at hendes rigtige familie har en motorsavssvingende galning i front. Uvidende om dette drager hun og nogle venner til Texas for at indkassere arven.

texas chainsaw 02

Men selvom det altså er et par årtier siden, at den berygtede familie gjorde livet surt for en flok teenagere i Texas, er der stadig liv i Leatherface og hans motorsav. Der er således lagt op til slashersjov med familieforviklinger. Hverken slasher-delen eller familiekomplikationerne indfrier dog sit potentiale – hertil er filmen alt for klodset eksekveret, men nu er det jammerlige manuskript også et regulært rod.

Ikke engang nedslagtningerne hiver mange pointe hjem – og når der hverken stables reelt gys eller olm stemning på benene er der lang vej i mål. Her serveres blot en flok utålelige og tåbelige unge mennesker, der alle er selvskrevne ofre for saven – men også totalt ligegyldige at følge på deres vej i døden. Kun Alexandra Daddario som Heather har lidt tyngde, men hun må også se sig overmandet af filmens stupiditet.

texas chainsaw 01

Jeg har ingen problemer med, at seriens øvrige film ignoreres – heriblandt Hoopers egen sorthumoristiske 2’er fra 1986. Der skal være plads til at gå i nye retninger med franchisen, men filmen har så travlt med at referere til originalen, at den alligevel aldrig synes at turde stå på egne ben. Man har sågar hevet de gamle kendige Gunnar Hansen, Marilyn Burns og John Dugan fra originalen ind samt Bill Moseley, som man kender fra Hoopers 2’er. Men lige lidt hjælper det.

Jeg er på nippet til at give en ekstra stjerne, da der bare er noget grundlæggende fascinerende ved Leatherface – og ja, så er det også cool at se en gut blive savet midt over. Men nej, det redder langt fra denne elendighed op af skidtet – en kedsommelig afvikling af et hjernedødt manus. Så hellere et gensyn med originalen, der på trods af sit rygte er en blodfattig film. Den er så til gengæld pokkers intens, skræmmende og oprigtigt ubehagelig – altså det stik modsatte af denne slatne sequel.

Filmen 1/6: 1_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig imidlertid godt på Blu-ray. Her står de mange dunkle billeder veldefineret og med solid kontrast, mens både detaljegrad og farveskala er flot gengivet. Lydsporet spiller ligeledes godt – de velbalancerede niveauer går klart igennem og skaber desuden olm atmosfære. Udgivelsens trækplaster er imidlertid det ganske omfattende ekstramateriale.

texas chainsaw 03

Man får man hele tre kommentarspor – ét med Tobe Hooper og producer på sequelen, Carl Mazzocone, ét med Gunnar Hansen, Marilyn Burns, Bill Moseley og John Dugan samt ét med instruktør John Luessenhop og Dan Yeager, der spiller Leatherface (hvilket han gør godt). Alle spor er både interessante og informative, hvor særligt det med det originale cast og det med Hooper er herlige, da de har gode historier om originalen samt spændende tanker om franchisen generelt.

Man får også syv kortere behind the scenes-features, der fint kommer omkring filmens forskellige aspekter – lige fra production design til historien og den originale film, alt krydret med interviews af cast og crew (i alt ca. 78 min.). Videre er der en alternativ åbningsscene (3 min.) samt seks indslag, der tager en med under optagelserne på forskellige scener (i alt ca. 33 min.). Man kan desuden se filmen i 3D, hvilket jeg ikke havde mulighed for. Alt i alt er her altså tale om en tilfredsstillende omgang ekstramateriale til en desværre alt andet end tilfredsstillende film.

Ekstramateriale 4/6 4_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE[tabgroup][tab title=”Texas Chainsaw 3D | Blu-ray-anmeldelse”] Samlet vurdering: 3/6
3_6 - stars

texas chainsaw cover
Originaltitel: Texas Chainsaw 3D, USA, 2013
Udgivelse: d. 16. maj 2013
Instruktion: John Luessenhop
Medvirkende: Alexandra Daddario, Trey Songz, Scott Eastwood, Dan Yeager m.fl.
Spilletid: 1 time 31 min.
Distributør: Scanbox Vision[/tab][/tabgroup]