Indlæg

LOOPER: Hjernevridende tidsrejse er medrivende science fiction

Man kan ikke andet, end at blive rundtosset, hvis man forsøger at få fod på tidsrejser, deres mange paradokser og hjernevridende muligheder. Men det er unægteligt en fascinerende tanke at kunne rejse frem og tilbage i tid, hvilket forløses både medrivende og intelligent i den intense tidsrejsethriller Looper.

Vi befinder os i 2042, hvor lejemordere – såkaldte loopers – arbejder for fremtidens kriminelle. For i 2072 er tidsmaskinen en realitet og ofre sendes således tilbage i tiden for at blive likvideret og gemt af vejen. Men en dag, da looperen Joe står klar til at trykke på aftrækkeren i det øjeblik ofret fra fremtiden dukker op, er det hans eget fremtidige jeg, han pludselig ser i øjnene – og hvad gør man så?!

looper bd06

Som looper risikerer man nemlig, at arbejdsgiverne sender ens ældre jeg tilbage i tiden, så man uvidende dræber sig selv – en barsk måde at blive fyret på. Men Joes ældre jeg har ikke som de andre ofre en sæk over hovedet og undviger skuddet. Så nu er der to gange Joe på fri fod. Snart er begge jaget vildt, mens de forsøger at hitte redde i og styre hvad fremtiden vil bringe…

Ja, det kan hurtigt blive knudret, når tiden overvindes og en mand møder sit ældre jeg i en jagt på at overleve fremtiden. Men instruktør og manusforfatter Rian Johnson formår elegant at etablere sit tidsrejsekoncept uden at man mistes undervejs – men heldigvis nok til at de modstridende tidskomplikationer pirrende kilder ens intellekt.

looper bd01

Det er intelligent science fiction, der nærmest ubesværet forener sit koncept med en hele tiden æggende historie og interessante karakterer – det uden at miste sin kvalitet som rendyrket thriller-underholdning. Joseph Gordon-Levitt og Bruce Willis har som henholdsvis ung og gammel Joe en herlig uforudsigelig dynamik. Deres tanker snor sig udfordrende om samme hjerne, mens tiden slår krøller og fremtiden omskrives.

Og selvom her leveres højspændt action med automatvåben og blodsprøjt, så er det historien og karaktererne, der er i front, mere end konstant dundrende bulder og brag. Looper stoler på sin historie og gemmer sig ikke bag tanketomme eksplosioner og fremtids-gadgets, men bruger disse elemeter med omtanke og som en naturlig del af det fængslende univers.

looper bd03

Jeg er dog i tvivl om nødvendigheden af at sminke Gordon-Levitt, så han matcher en ung Willis. Det synes til at starte med en smule akavet – også selvom makeuppen er overbevisende. Det ændrer dog ikke på, at Looper er et yderst medrivende bekendtskab, der bag de krøllede tidsrejser også er en gribende fortælling om kærlighed og hvad man vil ofre for den. Tankevækkende, tragisk og smukt.

Filmen: 5/65_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen står upåklageligt på Blu-ray, hvor det indtagende univers kommer flot til live med både solid farvegengivelse og god detaljegrad. Lydsporet går ligeledes klart igennem og giver fint rum til både scoret, skudsalver og replikker. Herudover medfølger en omgang ganske fint ekstramateriale.

Her får man i tre features et ret interessant indblik i filmens score (16 min.). Videre er der en feature om de to gange Joe (5 min.), en overfladisk making of (8 min.), en feature om fremtidens look (3 min) samt en feature om tidsrejser (8 min.) og en smukt animeret trailer for filmen. Ikke det mest grundige materiale, men det giver et hurtigt kig ind bag kulisserne. Slutteligt er der 22 slettede scener, der bl.a. udbygger historien og karaktererne, men intet ophidsende.

Billede: 5/6 5_6 - stars_LILLE| Lyd: 5/6 5_6 - stars_LILLE| Ekstramateriale: 3/6 3_6 - stars_LILLE[tabgroup][tab title=”Looper | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering 5/6
5_6 - stars
looper bd cover
Originaltitel:
Looper, USA/Kina, 2012
Instruktion: Rian Johnson
Medvirkende: Joseph Gordon-Levitt, Bruce Willis, Emily Blunt, Paul Dano, Noah Segan, Jeff Daniels m.fl.
Spilletid: 118 min.
Udgivelsesdato: 5. februar 2013
Distributør:
Midget Entertainment[/tab][/tabgroup]