Indlæg

HAPPY END: Kølige Michael Haneke og menneskets lidelser

Biografanmeldelse: Den østrigske filmskaber Michael Haneke maler med sine velkendte kølige penselstrøg, når hans nye drama folder sig fragmentarisk og observerende ud. Ganske vist er titlen ‘Happy End’, men det bliver der – for dem, der kender Haneke – ikke just tale om, hvor det er selve den menneskelige eksistens, der kigges efter i sømmene. Helt konkret det bedre borgerskab.

Naturligvis er det ikke just et videre flatterende portræt af mennesket og borgerskabet, der mest af alt fremstår afstumpet og ude af kontakt med sig selv, men også både utilstrækkelig, skrøbelig og på afveje i livet. Nej, det er ikke den sundeste tilstand, vi finder mennesket i, hvor man følger en velhaverfamilie og de problemer, der bobler både lige under og over overfladen.

happy end biograf 02

Man følger således den stenrige familien Laurent, der bor sammen i en enorm og voluminøs herskabsvilla i Calais i Frankrig – naturligvis med tjenestefolk. Men selvom det hele på overfladen ser godt og succesfuldt ud, gemmer familien på både mørklagte problemer og lyssky hemmeligheder. Det er disse skyggesider, Michael Haneke minutiøst borer i og ruller ud.

Det gør han på både tåkrummende, sorthumoristisk samt helt grundlæggende dramatisk fin vis. Men dog også i det lange løb noget i armslængde fra dramaet og de medvirkende – koldt og kynisk observerende. Så meget, at filmen sine steder får mere form af en stiløvelse og et menneskeligt eksperiment, mere end, at fortællingen og de medvirkende griber mig om følelserne.

happy end biograf 03

Det bliver momentvis også en hæmsko for mit engagement i den ellers herligt betændte familie, hvor det hele efterhånden som filmen skrider frem, synes at falde mere og mere fra hinanden. Der er blandt andet familieforetagendet – et succesfuldt konstruktionsfirma – der står på afgrundens rand, da næste generation, der skal overtage ikke dur til meget. Hertil kommer depression, utroskab og alkoholmisbrug samt generel mangel på at have omsorg for hinanden.

Filmen er tænkt som en opfølger til det hjertegribende kammerspil ‘Amour’ fra 2012, men når dog ikke nær samme højder i sit kig ind i menneskets dyb. Det hele bliver en kende for kalkuleret sat i scene og nuancerne er ikke hele vejen lige elegante. Det er til gengæld blandt andet Jean-Louis Trintignant, Isabelle Huppert og Mathieu Kassovitz i rollerne som henholdsvis familiens senile overhoved og hans to børn – en overarbejdende kvinde samt en fraværende far.

– ‘Happy End’ får 3 ud af 6 stjerner:
3_6 - stars

– ‘Happy End’ har biografpremiere den 28. marts.

AMOUR: Med kærligheden i live til det allersidste farvel

Av, den her gør ondt – men på den helt rigtige måde. Usentimentalt og med fængslende sanselighed giver Amour livets sidste åndedrag en øm skrøbelighed og døden et koldt nærvær. For nej, vi lever ikke evigt og alle dem vi elsker skal dø. En kendsgerning, der med Michael Hanekes seneste film får håndgribelig tyngde og et menneskeligt ansigt. Smuk, tragisk og pokkers gribende. Bum.


George og Annes hyggelige pariser-lejlighed ånder af et langt og nysgerrigt liv dedikeret til hinanden og musikken. Ja, kærligheden er intakt hos ægteparret, der har levet sammen i en menneskealder. Men en morgen, hvor de som så mange gange før sidder og får morgenkaffen ved deres lille køkkenbord, slår ulykken ned.

Anne får et slagtilfælde og det bliver starten på den deroute, vi nu hjælpeløst må følge med hjertet oppe i halsen. For den ellers energiske og selvstændige kvinde sygner langsomt hen på sin vej mod det uundgåelige sidste farvel. George dedikerer sig uselvisk til at opretholde og troligt beskytte hende og deres liv sammen – men hvor langt rækker kærligheden og hvad er værd at ofre for den?


De to hovedroller indtages med en insisterende tilstedeværelse, der på trods af sparsomme locations og det på overfladen lavmælte drama hele vejen bibringer filmen et intenst liv og karaktererne en troværdig kompleksitet. Jean-Louis Trintignant giver George en afklarethed i forhold til sin kones tilstand, men også med en usagt rådvildhed i hjerteskærende spil. Man kan heller ikke tage øjnene fra smukke Emmanuelle Riva, der er helt uforlignelig som Anne – lige til det sidste.

Haneke har med sine to hovedroller ganske enkelt skabt en på mange måder unik oplevelse. Realismen er ganske vist i højsædet, hvor bl.a. lange observerende indstillinger bringer det nærværende drama helt tæt på. Her er også den for Haneke velkendte leg med mediet – som bl.a. i åbningsscenen, hvor en fyldt teatersal kigger forventningsfuldt ud på os i biografen – som et spejl af filmens publikum.


Her pustes også på underspillet vis poesi og en drømmelignende virkelighed ind i dramaets tragiske realiteter. For selvom filmen udspiller sig i hjemmets intime rum, bliver det aldrig et regnfuldt køkkenvask-drama. Well, her er ganske vist både en køkkenvask og regnvejr, men I ved, hvad jeg mener – og ellers uddyber jeg gerne over en lunken latte i Grand-biografen sammen med alle de gamle mennesker.

Jep, Haneke er en personlig favorit – og han bør også være din (ellers har du sovet i timen). Og bare rolig, jeg er ikke en ukritisk fanboy – så believe the hype. For når den østrigske instruktør leverer en filmoplevelse, der på så forrygende vis sitrer af både tankevækkende og ren følelsesbåret filmmagi, er der ingen grund til at spare på de rosende ord – se ovenfor og se så straks filmen!
[tabgroup][tab title=” Amour | Biograf-anmeldelse“]


Originaltitel:
Amour, Østrig | Frankrig | Tyskland, 2012
Premiere: d. 20. december
Instruktion: Michael Haneke
Medvirkende: Emmanuelle Riva, Jean-Louis Trintignant, Isabelle Huppert, William Shimell, Alexandre Tharaud m.fl.
Spilletid: 127 min.
Distributør: Camera Film[/tab][/tabgroup]