Indlæg

THE JUNGLE BOOK: Tag en tur ud i junglen med Mowgli

Blu-ray-anbefaling: De fleste kan nynne med på bjørnen Baloos sang The Bare Necessities og orangutangen King Louies I Wanna Be Like You, som man hører i Disneys tegnefilmsklassiker fra 1967. Nu er historien om drengen Mowgli ude på Blu-ray i den nye liveaction-udgave, der blandt andet byder på imponerende computerskabte dyr i The Jungle Book.

Og ja, de to sange er også med i denne udgave af den utrolige fortælling om drengen Mowgli, der vokser op i junglen blandt ulve. Men det er naturligvis ikke uden problemer, at være det eneste menneske i en jungle fyldt med vilde dyr. For snart har han den farlige og hævngerrige tiger Shere Khan på nakken.

the-jungle-book-01©2016 Disney

Mowgli må derfor forlade sin ellers sikre ulveflok for at sikre deres og de andre dyrs ve og vel, inden Shere Khan gør det af med ham. Det sender Mowgli ud på en både spændende, smuk og farefuld rejse gennem junglen, hvor han både møder en række karismatiske dyr og samtidig må finde sin egen plads i verden.

Så med den glubske tiger i hælene møder Mowgli blandt andre den godmodige bjørn Baloo, der har veloplagt stemme af ingen ringere end Bill Murray, videre til en stoisk Ben Kingsley, der lægger stemme til panteren Bagheera, som også agerer Mowglis vejviser i livet og junglen.

the-jungle-book-02©2016 Disney

Videre på sin færd møder Mowgli også de mere skurkagtige karakterer som naturligvis den frygtindgydende Shere Khan med stemme af Idris Elba videre til en forførende og hvislende uhyggelig Scarlett Johansson i rollen som slangen Kaa samt ikke mindst Christopher Walken, der lægger stemme til den enorme og farligt tvetydige, men helt igennem medrivende orangutang King Louie.

Ja, du kan roligt tage en tur ud i junglen med The Jungle Book, der udover de forrygende stemmer til dyrene byder på en både fint naiv samt stærk Neel Sethi som Mowgli og ikke mindst bjergtagende naturbilleder fra jungledyb til forfaldne paladser. Det hele ser og lyder desuden forrygende godt på Blu-ray-udgivelsen, som også byder på fint ekstramateriale, der ser på skabelsen af filmen.

The Jungle Book udkommer på Blu-ray den 6. oktober 2016.

jungle-book-cover[tabgroup][tab title=” The Jungle Book | Blu-ray “]
Titel: The Jungle Book, 2016
Release: den 6. oktober 2016
Instruktør: Jon Favreau
Medvirkende:
Neel Sethi, Bill Murray, Ben Kingsley, Idris Elba, Lupita Nyong’o, Scarlett Johansson, Giancarlo Esposito, Christopher Walken m.fl.
Spilletid: 1 time 46 minutter
Udgiver: Walt Disney Home Entertainment[/tab][/tabgroup]