Indlæg

CLIMAX: Et dansende LSD-mareridt ind i Helvede

Biografanmeldelse: Du kan godt finde danseskoene frem. For med ’Climax’ kaster filmskaberen Gasper Noé mig ind i et vildt dansende mareridt af vridende og svedende kroppe. Tilsæt LSD og det hele stikker snart af ind i en ond drøm for gruppen af dansere, der i filmen er samlet for at øve en kold vinteraften. Så mens musikken banker afsted forvandler natten sig til en delirisk fest.

Det er kort sagt filmens præmis. Simpelt og intenst. Det er i høj grad også en film og fortælling, der lever af og ånder gennem sine dynamiske billeder og en pumpende lydside. Det er farver, bevægelse og musik i filmisk forening. Her fortalt med blandt andet lange uafbrudte takes, så jeg som publikum ikke har mulighed for at undslippe den skæbnesvangre nat af dansende vanvid.

Desværre siver luften bare ud af den ellers intense nat efter en ganske medrivende første del, hvor jeg bliver hevet med ud på dansegulvet af et svævende kamera, der indfanger flokken af dansere i fælles forening. Der er bare ikke nok vedvarende saft og kraft i filmens scener, der på skift tager mig med ind i både dansernes samtaler og liv filmen igennem.

For selvom her er potente emner som sex, opdragelse, vold og stoffer på menuen – mens selve livet synes at danse dus med døden i det helt klaustrofobiske dansestudie – så får jeg ikke nok medrivende adgang til dette. De medvirkende forbliver dansende brikker i en audiovisuelt funderet leg, der bare ikke er stærk nok til, at jeg holdes ved ilden.

Enkeltscenerne står dog stærkere end filmen som helhed. Resultatet bliver desværre således en filmisk oplevelse, der stille og roligt falder fra hinanden. Nærværet, intensiteten og energien forsvinder, mens filmen paradoksalt nok forsøger på at blive vildere, hvilket blandt andet inkluderer scener af rå vold, pis på gulvet og psykotisk vridende kroppe i stoffernes favntag.

’Climax’ kommer på trods af sin ujævne helhed ok i mål med sin mareridtsvision. Det lykkedes primært i kraft af netop enkeltscener, mere end det er en film, som vedvarende har et greb i mig. Det er en skam, når nu Gasper Noé egentlig er en dejligt kompromisløs og fandenivoldsk filmskaber. Men i dette tilfælde får han altså ikke hevet mig helt medrivende i mål.

– ’Climax’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ’Climax’ får premiere den 8. november 2018.

Svimlende efterdødstrip i neonoplyst Tokyo

Der er i den grad skruet op for syren i Gasper Noés depressive farveladetrip Enter the Void. En film som ingen anden og på mange måder en fascinerende oplevelse, men mest i kraft af sin både svimlende og excentriske billed- og lydside. For historien, der binder de mange visuelle krumspring sammen er knapt så interessant.

Filmen skydes i gang med en af de mest overrumplende titelsekvenser, jeg har set. Her pumper lyd og lys nådesløst løs inden vi dumper ned i en lille lejlighed i Tokyo. Her bor søskendeparret Oscar og Linda – han er narkohandler og hun er stripper. De mistede som børn deres forældre og har siden været uadskillelige. Så da Oscar bliver skudt, kunne det betyde enden på deres forhold – men ikke i Noés verden.

For Oscars sjæl forlader blot hans krop og svæver herefter rundt for at holde øje med sin søster. Og fordi filmen opleves gennem Oscars øjne eller med kameraet lige bag ham, kommer man på nogle vanvittige kamerature – og der er mildest talt ingen steder, kameraet ikke kan komme. Ind og ud af kroppe, gennem vægge, flyvende henover byen samt frem og tilbage i hans traumatiske erindringer.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere