Indlæg

Project Almanac: Tidsrejsende teenagere får problemer med deres tidsmaskine

En tidsrejsende Blu-ray: Et tilbagevende tema i science fiction er tidsrejser. Det forstår jeg godt, for det at kunne rejse i tiden er for mig også en af de mest fascinerende tanker at lege med – og i Project Almanac bliver det ikke kun ved tanken for en gruppe teenagere. De finder nemlig planerne til, hvordan man kan bygge en tidsmaskine – og så bygger de én. Hvem har ikke ønsket sig det?

Jeg elsker i hvert fald denne tidsmaskine-genre, hvor mine favoritter blandt andet er den nyere Looper, mens klassikere som Back to the Future, Terminator og Twelve Monkeys bestemt også er på listen over favoritter. Så som andre film har vist, er det selvfølgelig ikke uden problemer at bygge en tidsmaskine.

Project-Almanac-blu-ray-01

Det er det bestemt heller ikke for vennerne i Project Almanac – og da slet ikke fordi, de vælger at bygge den, så de blot kan få styr på deres problemer og af rent egoistiske årsager. For inden de får set sig om, er de ude i ikke kun at skulle redde sig selv, men også selve menneskeheden.

Så ja, du bør nok lige tænke dig om en ekstra gang næste gang, du tænker, at du vil bygge en tidsmaskine. Men du kan jo eventuelt starte med at se Project Almanac, så du har en idé om, hvad du går ind til. I rollerne som de tidsrejsende teenagere finder man blandt andre overvejende fotogene Jonny Weston, Sofia Black D’Elia, Sam Lerner, Allen Evangelista og Virginia Gardner.

Project-Almanac-blu-ray-02

Filmen er desuden lavet i found footage-genren – altså illusionen om, at vores hovedpersoner filmer begivenhederne. Som man kender det fra eksempelvis nyere film som Cloverfield og Paranormal Activity. Jeg er nu ret sikker på, at jeg også ville bygge mig en tidsmaskine, hvis jeg faldt over planerne for sådan en.

Project Almanac er udkommet på dvd og Blu-ray den 2. juli 2015. [tabgroup][tab title=”Project Almanac | Blu-ray”]
Project-Almanac-cover
Originaltitel: Project Almanac, 2015
Release: den 2. juli 2015
Instruktion: Dean Israelite
Medvirkende: Amy Landecker, Jonny Weston, Allen Evangelista m.fl.
Spilletid: 106 min.
Udgiver:
Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

Star Trek – The Next Generation: Syv sæsoners legendarisk science fiction-serie på Blu-ray

En serie, du skal se: Der blev skabt tv-serie-historie i årene 1987 til 1994, hvor Star Trek: The Next Generation sendte sine syv sæsoner, der bød på i alt 176 episoder med det ikoniske rumskib Enterprise og det ligeledes legendariske mandskab – ledt an af karismatiske Patrick Stewart som Captain Jean-Luc Picard. Nu er alle seriens syv sæsoner udkommet på Blu-ray i en boks med en nyrestaureret billed- og lydside af denne episke science fiction-serie.

Star Trek-universet er dog noget ældre end denne serie, hvor den originale Star Trek-serie ramte verden tilbage i 1966. Star Trek: The Next Generation foregår 100 år efter, at 60’er-serien endte og har altså helt nye karakterer på rollelisten. Så selvom du måske aldrig har set et eneste afsnit af en af de mange Star Trek-serier, der efterhånden findes, kan du passende starte med denne boks.

star trek nex generation 01

Det er i hvert fald en serie fyldt med spændende karakterer, intense dilemmaer og ikke mindst dragende problematikker, der godt tør tage livtag med de helt store spørgsmål her i livet – så som, hvad det vil sige at være menneske. Ja, Star Trek: The Next Generation er udover at være flotte rumskive og eksotiske rejser i rummet også en serie til hjernen – uden at hjertet glemmes undervejs.

Og hvem bliver ikke bare en lille smule rejselysten, når Patrick Stewart ytrer seriens legendariske sætning: ”Space: the final frontier. These are the voyages of the starship Enterprise. Its continuing mission: to explore strange new worlds, to seek out new life and new civilizations, to boldly go where no one has gone before.” Det gør jeg i hvert fald – og så er det jo skønt, at man kan tage på en forrygende rumfærd med Jean-Luc Picard og resten af crewet på Enterprise.

star trek nex generation 02

Udover, at serien præsenteres med en virkelig flot og nyrestuareret billed- og lydside, hvor blandt også effekter er blevet vellykket opdateret, følger der også en stor omgang ekstramateriale med. Blandt andet interviews med forfatterne, cast og crew samt en dokumentar om seriens tilblivelse, kommentarspor, making of og slettede scener med mere. Dette er med andre ord den perfekte boks, hvis du skal se Star Trek: The Next Generation – og det kan jeg kun anbefale dig at gøre.

Star Trek: The Next Generation – The Full Journey er udkommet på Blu-ray 4. juni 2015. [tabgroup][tab title=”Star Trek The Next Generation: The Full Journey | Blu-ray “]
Star Trek next generation cover boks
Originaltitel: Star Trek The Next Generation: The Full Journey, 1987-1994.
Release: den 4. juni 2015
Instruktion: Corey Allen m.fl.
Medvirkende: Patrick Stewart, Jonathan Frakes, LeVar Burton, Michael Dorn, Gates McFadden m.fl.
Spilletid: 134 timer 36 min.
Udgiver: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

 

THE GAMBLER: En spilleglad Mark Wahlberg får røven på komedie

En Blu-ray til gamblerne: Hollywood er naturligvis langt fra færdige med at lave remakes. Nu blev det så tid til, at Karel Reisz’ Hasard fra 1974 skulle en tur igennem genindspilningsmaskinen. Mark Wahlberg går i James Caans fodspor i hovedrollen, mens det er manden bag Abernes planet: Oprindelsen, Rupert Wyatt, som har givet thrillerdramaet nyt liv fra instruktørstolen med The Gambler.

Filmen er netop udkommet på Blu-ray og handler om litteraturprofessoren Jim Bennett (Mark Wahlberg), der kommer på dybt vand. For der er ikke mange støvede bøger at komme efter her, men derimod uforbederligt gambleri – på grænsen til ludomani og lidt til. Bennett skylder nemlig penge til det lokale kasino og får en stakket frist til at betale gælden tilbage.

Gambler 02

Det er naturligvis ikke så lige til for Bennett at overholde tidfristen – eller loven for den sags skyld. Snart er både gangstere og andre lyssky typer involveret, mens Bennett får sat sit liv over styr i det store gambleri for at tilbagebetale sin gæld. Det hele går selv sagt ikke lige efter bogen. På rollelisten finder man også John Goodman, Brie Larson, Michael K. Williams og Jessica Lange.

Ekstramaterialet på Blu-ray-udgivelsen er begrænset til en featurette, der ser på ligheder og forskelle mellem originalen og remaket samt vejen fra 1974-version til denne opdaterede genindspildning (15 min.), mens der også følger en en række forlængede og slettede scener med. Så er spøgsmålet blot, om du får lyst til straks at besøge det lokale kasino – eller holde dig til at gense The Gambler.

The Gambler er udkommet på Blu-ray og dvd den 4. juni 2015.[tabgroup][tab title=”The Gambler| Blu-ray”]
Gambler cover
Originaltitel: The Gambler, 2014
Release: den 4. juni 2015
Instruktion: Rupert Wyatt
Medvirkende: Mark Wahlberg, John Goodman, Brie Larson, Michael K. Williams, Jessica Lange m.fl.
Spilletid: 111 min.
Udgiver: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

GAME OF THRONES SÆSON 4: Kampen om magten i Westeros er forrygende serieunderholdning

EN SERIE DU SKAL SE | BLU-RAY: Det er ganske enkelt et imponerende højt niveau, der holdes med fjerde sæson af HBO-serien Game of Thrones. Her taler jeg ikke kun om den imponerende og detaljerige produktion, hvor man tages rundt i det store rige Westeros, men også den flergrenede fortælling. For her udfoldes de mange karakterer, magtkampe og interne stridigheder fortsat gribende og med overraskende drejninger hele vejen gennem sæsonens 10 afsnit.

For ingen kan vide sig sikre i denne sæson, hvor nærmest hvert afsnit både afliver faste karakterer eller tilføjer nye bekendtskaber. Og som seriens foregående sæsoner er også denne fjerde sæson også virkelig god til at balancere sit store persongalleri på en måde, så jeg holdes engageret i de mange relationer og historier, der løber på kryds og tvær. Ja, hele vejen mod sæsonens mildt sagt nervepirrende finale.

game of thrones 4 01

Her er dog på ingen måde tale om ét langt forspil mod sæsonafslutningen, for her bugter magtkampene sig fra det ene højdepunkt til det andet – lige fra stridighederne i syd til kampene i nord. Et længere referat af handlingen vil jeg ikke her begive mig ud i, da det hurtigt vil blive for omsiggribende og fordi, jeg ikke vil afsløre unødige detaljer af fortællingen. For en af seriens fortsatte styrker er nemlig uforudsigeligheden. For lige som man tror at have regnet en karakter ud, lægges der nye og overraskende nuancer til.

Men uden at afsløre noget, kan jeg dog godt sige, at blandt andet er dværgen Tyrion Lannister (Peter Dinklage). Han er stadig en af seriens mest interessante karakterer – underkuet af sin far og med en kompleks blanding empati og magtfuld beslutsomhed. Daenerys Targaryen (Emilia Clarke) trådte for alvor i karalter i tredje sæson – fra blidt fruentimmer til beslutsom hærfører. Hun er en af mine fortsatte favoritter at følge, hvor både hun og hendes drager kommer yderligere i spil i denne sæson.

game of thrones 4 02

Nikolaj Coster-Waldaus selvsikre Jaime Lannister led et knæk i tredje sæson – mildt sagt – og bliver er her ligeledes kun en endnu mere interessant karakter at følge. Men for at gøre det ganske kort, så er 4. sæson af Game of Thrones serieunderholdning af den fineste, blodigste og mest magthungrende slags. En serie, der fortsat imponerer med sit gennemførte middelalder- og fantasy-univers og et medrivende karaktergalleri.

Serien gør sig desuden forrygende godt på Blu-ray med et veldefineret og skarpt billede samt et klart og velbalanceret lydspor. Udgivelsen indeholder også et både interessant og informativt ekstramateriale, hvor man blandt andet får en række kommentarspor mes cast og crew, indblik i det store univers og mange karakterer samt behind the scenes og slettede scener.

Game of Thronessæson 4 er udkommet på dvd og Blu-ray den 16. februar 2015.  [tabgroup][tab title=”Game of Thrones sæson 4 | En serie du skal se”]
game of thrones 4 cover
Originaltitel: Game of Thrones Fourth Season, USA, 2014
Udgivelse: d. 16. februar 2015
Instruktion: D. B. Weiss m.fl.
Medvirkende: Peter Dinklage, Nikolaj Coster-Waldau, Lena Headey, Emilia Clarke m.fl.
Spilletid: 560 min.
Distributør: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

JOE: Alle film med Nicolas Cage er værd at se – ikke mindst Joe

Blu-ray-anbefaling: Hvis du er fast læser her på siden, så ved du også, at jeg er vild med Nicolas Cage. Og nej, ikke på den der ironiske måde. Jeg synes fandeme, at han er god, forrygende og helt vidunderligt vanvittig. Godt nok har han medvirket i en del mere eller mindre tvivlsomme film de seneste år, men med Joe indtager han en mere seriøs og afdæmpet rolle.

Her spiller han den forhenværende kriminelle Joe, der nu arbejder som tømrer. En dag på arbejdet møder han tilfældigt den 15-årige Gary. Et umage og overraskende venskab tager form. Gary ligger nemlig under for sin voldelige far, hvorfor Joe tager hånd om Gary og måske også herigennem komme overens med sig selv og sine indre dæmoner.

Joe blu-ray 01

Gary spilles af Tye Sheridan og filmen er baseret på Larry Browns bog af samme navn fra 1991. Filmens instruktør David Gordon Green har tidligere stået bag mere eller mindre vellykkede komedier som Your Highness, Pineapple Express og The Sitter samt komediedramaet Prince Avalanche, men altså her vellykket kastet sig over et mere alvorligt drama. Dem må han godt lave flere af. Gerne med Cage.

Så nej, det passer altså ikke, at Nicolas Cage de seneste mange år kun har været med i billige actionfilm så som Tokarev, Stolen og Seeking Justice. Hvis du vil have det modbevidst, kan jeg kun anbefale Joe. Ja, jeg kan egentlig anbefale den uanset hvad og uanset, hvad dit forhold til Nicolas Cage måtte være. For han er forrygende god i den og det er filmen også.

Joe er udkommet på dvd og Blu-ray den 12. januar 2015. [tabgroup][tab title=”Joe | Blu-ray-anbefaling”]
Joe blu-ray cover
Originaltitel: Joe, USA, 2013
Udgivelse: d. 12. januar 2015
Instruktion: David Gordon Green
Medvirkende: Nicolas Cage, Tye Sheridan, Gary Poulter m.fl.
Spilletid: 117 min.
Distributør: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

 

 

BOARDWALK EMPIRE SÆSON 5: Fremragende sidste sæson af HBO’s gangsterserie

EN SERIE DU SKAL SE: Så nåede vi til afslutningen på en af nyere tids bedste serier, nemlig med femte og sidste sæson af HBO’s forrygende gangsterserie Boardwalk Empire. Her har Steve Buscemi siden seriens start i 2010 ledt an som den knudrede og magtfulde Nucky Thompson i Atlantic City. Jeg har fulgt med fra starten, hvorfor det da også er en smule vemodig nu at skulle sige farvel.

Det var Martin Scorsese, der skød serien yderst engagerende og medrivende i gang ved at instruere pilotepisoden og siden ved også agere producer på serien. En serie, der har holdt niveauet højt og hele vejen udviklet på både sit cast og detaljerede univers, hvor historien tog sin begyndelse under spiritusforbuddet i 1920’ernes USA og frem til sidste sæson, der foregår i 1931.

boardwalk empire 5 blu-ray 01

Men udover at være en flot og dragende periodeskildring, er det seriens mange sprudlende, gådefulde og urovækkende karakterer, der for alvor har været drivkraften – hvor folkene bag absolut heller ikke har været blege for både at slå centrale karakterer ihjel eller indlemme nye bekendtskaber. Det har skabt en stemning af, at alt kan ske og gang på gang vist, at karakternes handlinger har helt konkrete og afgørende konsekvenser.

Steve Buscemi er ganske vist seriens omdrejningspunkt og hele vejen en sand fornøjelse. En mand, der kun er blevet mere og mere presset for hvert afsnit og hver sæson. Seriens styrke er altså både i sit overbevisende univers, sine mange spændende karakterer og forrygende præstationer samt ikke mindst seriens både elegante og overbevisende måde at balancere sine mange plottråde på.

boardwalk empire 5 blu-ray 02

Der er hele vejen således skabt både overraskende og fatale alliancer blandt de mange parter, der alle har forsøgt enten at bevare magten eller at tilrane sig magten. Hvor man udover Buscemi blandt andet også finder en stærk Kelly Macdonald som Nuckys hustru samt Nuckys fortvivlede bror (Shea Whigham) og ikke mindst en forbitret Michael Shannon som den evigt uheldige eks-agent Nelson Van Alden.

Blu-ray-udgivelsen af Boardwalk Empire sæson 5 består af 8 afsnit og byder vanen tro på interessant og dybdegående ekstramateriale. Man får blandt andet et indblik i alt fra de mange karakterer, den historiske baggrund til en paneldiskussion med skabere og skuespillere samt seks kommentarspor til forskelige afsnit af sæsonen. En serie, jeg helt sikkert vil vende tilbage til.

Boardwalk Empire sæson 5 er udkommet på dvd og Blu-ray den 12. januar 2015. [tabgroup][tab title=”Boardwalk Empire sæson 5 | En serie, du skal se”]
boardwalk empire 5 cover
Originaltitel: Boardwalk Empire Fifth Season, USA, 2014
Udgivelse: d. 12. januar 2015
Instruktion: Tim Van Patten m.fl.
Medvirkende: Steve Buscemi, Kelly Macdonald, Michael Shannon, Shea Whigham m.fl.
Spilletid: 451 min.
Distributør: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

 

SPARTACUS – Den komplette serie: Fire fremragende sæsoner med sandaler, sværd og sex

Blu-ray-anbefaling: Hvis du er typen, der er vild med sværd og sandal-film, bør du straks få fat på Blu-ray-udgivelsen med den komplette serie af Spartacus. Her er der nemlig godt med sværd og sandaler samt rigelige mængder af sex og vold, storhed og fald, liv og død, krig og kærlighed. Serien kørte fra 1010 til 2013 og består af 39 afsnit, der fordeler sig på fire sæsoner.

Serien tager, som du nok har luret, udgangspunkt i gladiatoren Spartacus, der ifølge historiebøgerne stod i front for et stort slaveoprør i Romerriget. Her er dog ikke tale en historietime en til en. Nok langt fra. Vi befinder os mere i et stiliseret univers i samme boldgade som eksempelvis Zack Snyders 300 og Ridley Scotts Gladiator. Ja, måske ikke just historisk korrekt, men absolut underholdende.

spartacus serie blu-ray 02

Et univers, der syder og bobler af sex og vold. Og i store mængder af begge dele. Her bliver der med andre ord ikke sparet på brugen nøgne mennesker. Både mænd og kvinder. Og både for fra og bag fra. Mens det også sprutter ivrigt med blod og afskårne lemmer – gerne i slow-motion.

Det hele er larger than life, men uden at miste det engagerende drama. For godt nok spilles her på de store og bombastiske følelser, men det gøres på en medrivende måde, fordi det er universelle følelser, der på trods af sværd og sandaler gøres relaterbare ved en række spændende og velspillede karakterer. Et drama rig på både komplekse intriger og forræderi i stor stil.

Du kan altså roligt sætte små 36 timer af til en tur tilbage til et dramatisk Romerriget. Det kan du roligt gøre uanset, hvor vild du måtte være med sværd og sandaler. For dramaet er for alle – i hvad fald så længe, du ikke er den sarte type.

– SPARTACUS – Complete Collection (1.-4. sæson) er udgivet på Blu-ray den 27. november 2014. [tabgroup][tab title=”Blu-ray-anbefaling | Spartacus – Complete Collection”]
Spartacus serie cover
Originaltitel: Spartacus – Complete Collection (2010-2013)
Release: den 27. november 2014
Instruktion: Jesse Warn m.fl.
Medvirkende: Andy Whitfield, Liam McIntyre, John Hannah, Manu Bennett m.fl.
Udgiver: 20th Century Fox Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

PLANET OF THE APES – PRIMAL COLLECTION: En pokkers masse talende aber, der er din tid værd

Blu-ray-anbefaling: Med Blu-ray-udgivelsen Planet of the Apes: Primal Collection kan du gå all in på abeunderholdningen med de otte abefilm: Planet of the Apes (1968), Beneath the Planet of the Apes (1969), Escape from the Planet of the Apes (1971), Conquest of the Planet of the Apes (1972), Battle for the Planet of the Apes (1973), Planet of the Apes (2001), Rise of the Planet of the Apes (2011) og Dawn of the Planet of the Apes (2014).

Det hele startede med Pierre Boulles bog La Planète des Singes fra 1963, der i 1968 fik den forrygende filmatisering af Franklin J. Schaffner med Charlton Heston i hovedrollen. Hermed var en franchise født, der indtil videre har kastet yderligere syv film af sig samt blandt andet diverse tegneserier, legetøj, bøger og to tv-serier i henholdsvis 1974 og 1975, den ene animeret.

planet of the apes collection blu-ray 01

Tim Burton forsøgte mindre heldigt at genindspille den originale film i 2001. Hermed kunne universet på film være blevet lagt i graven for good. Heldigvis fik aberne som bekendt nyt liv med Rupert Wyatts forrygende reboot i 2011, der tidligere i år fik en endnu bedre fortsættelse med Dawn of the Planet of the Apes.

Hermed synes aberne at være back for good – der venter i hvert fald endnu en film forude i 2016. Den glæder jeg mig selv sagt til. Inden den lander, kommer jeg helt sikkert til at gense de her abefilm flere gange. For ja, godt nok er filmserien af svingende kvalitet, men universet er hele vejen fascinerende.

abernes planet revolutionen 01

Noget af det, der jo er en fornøjelse ved Blu-ray er, at ældre film kan få pustet nyt liv i både billede og lyd, som med de første fem film. Samtidig byder denne udgivelse også på timevis af ekstramateriale. Her er altså god mulighed for at kunne gå amok med et univers, der lever videre i bedste velgående her små 50 år efter den første film. Forrygende damned dirty apes!

PLANET OF THE APES – Primal Collection er udkommet på Blu-ray den 27. november 2014. [tabgroup][tab title=”Blu-ray-anbefaling | Planet of the Apes – Primal Collection”]
planet of the apes collection cover
Originaltitel: Planet of the Apes – Primal Collection (1968-2014)
Release: den 27. november 2014
Instruktion: Franklin J. Schaffner, Tim Burton, Rupert Wyatt m.fl.
Medvirkende: Roddy McDowall, Natalie Trundy, Kim Hunter, Charlton Heston, Maurice Evans, Andy Serkis m.fl.
Udgiver: 20th Century Fox Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

TRUE BLOOD SÆSON 7: En epoke med sentimentale og sexede tv-vampyrer har nået sin ende

EN SERIE DU SKAL SE: Syvende og sidste sæson af den overnaturlige vampyrserie True Blood er netop udgivet her i landet. Hermed runder HBO-serien 80 afsnit siden første sæson i 2008. En serie, der er blevet mere spraglet for hver sæson. Ikke altid til det bedre, men det har hele vejen været underholdende at besøge byen Bon Temps i det varme Louisiana.

Sidste sæson byder på 10 afsnit, hvor en del plottråde skal afsluttes – blandt andet, hvordan det ender med den søde, tankelæsende Sookie Stackhouse og hendes to bejlende vampyrer, Eric Northman og Bill Compton. Nu har serien ganske vist udviklet sig til meget andet end et trekantsdrama med vampyrer. Her indfinder sig som bekendt alverdens væsner og mystiske begivenheder.

true blood 7 sæson blu-ray 01

Alt fra varulve, hekse og formskiftere. Men selvom der er blevet fyldt godt på med karakterer, mens Anna Paquins rolle som Sookie af og til er blevet skubbet i baggrunden, er det fortsat hende, der for mig er seriens kerne. Serien er dog generelt fyldt med andre både spændende, skøre og blot bizarre bekendtskaber, der for de flestes vedkommende også er interessante at følge.

Det bliver derfor også vemodigt at skulle sige farvel til en serie, jeg har fuldt siden første afsnit – også selvom det altså er en serie, der svinger i kvalitet. Men på trods af sine ujævnheder, er det et univers og nogle karakterer, det fortsat interessant at følge. Lige fra Kristin Bauer som vampyren Pam og hendes komplekse fortid med sin skaber Eric Northman, en stoisk Alexander Skarsgård.

true blood 7 sæson blu-ray 02

Videre til den rapkæftede kok Lafayette (Nelsan Ellis) og den egenrådige Tara (Rutina Wesley), samt selvfølgelig en bleg Stephen Moyer som vampyren Bill Compton og den godhjertede kvindebedårer Jason (Ryan Kwanten). Vanen tro for HBO-serier har også True Blood sin del af sex, vold og blod. Alt i rigelige mængder, hvor også den kulsorte humor fortsat indfinder sig.

Jeg har sæson for sæson taget lettere og lettere på seriens plothuller og halvt optegnede karakterer og blot overgivet mig til seriens farverige univers og spraglede persongalleri. Så selvom serien for mit vedkommende var mest tiltalende i de første par sæsoner, vil jeg selvfølgelig anbefale dig en sidste tur til True Blood-land.

True Blood sæson 7 er udkommet på dvd og Blu-ray den 10. november 2014.
[tabgroup][tab title=”Blu-ray-anbefaling | True Blood sæson 7″]
true blood season 7 cover
Originaltitel: True Blood – The Complete Seventh Season, USA, 2014
Release: d. 10. november 2014
Instruktion: Stephen Moyer m.fl.
Medvirkende: Anna Paquin, Stephen Moyer, Sam Trammell, Alexander Skarsgård m.fl.
Spilletid: 562 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

UNIVERSAL MONSTERS – THE ESSENTIAL COLLECTION: Klassiske filmmonstre i sort/hvid er et must-have på Blu-ray

Blu-ray-anbefaling: Du skal gøre plads på filmhylden til Blu-ray-udgivelsen Universal Monsters: The Essential Collection. Her får du nemlig otte sort/hvid-klassikere med nogle af de mest ikoniske filmmonstre. Du kender dem uden tvivl alle sammen. Ellers bør du straks komme til det.

Udgivelsen indeholder således: Dracula (1931), Frankenstein (1931), The Mummy (1931), The Invisible Man (1933), Bride of Frankenstein (1935), The Wolf Man (1941), Phantom of the Opera (1943) og Creature from the Black Lagoon (1954). Med andre ord otte film, du bør eje, se og gense.

horror collection universal 01

De otte film udgør nogle af de væsentligste grundsten i både horrorgenren og i filmhistorien – og man får blandt andet også her nogle af de mest ikoniske fremstillinger af monstrene. Blandt andet Bela Lugosi som Dracula, Boris Karloff som Frankensteins monster og Lon Chaney, Jr. som The Wolf Man.

Ikke nok med, at det er nogle fremragende og stemningsfulde film, så leveres de alle med en flot billed- og lydside, der kun gør dem til yderligere en fornøjelse at se eller gense. Desuden følger der med hver film også ekstramateriale, der løber op på mere en 12 timer sammenlagt, hvoraf det meste absolut er værd at gå på opdagelse i.

horror collection universal 03

Så uanset om du allerede har set filmene, eller har dem alle til gode, bør du altså gøre dit liv bedre ved at få fat på denne Blu-ray-udgivelse. Det er film, jeg selv nyder at gense. Blandt andet fordi jeg er dedikeret horrorfan, men ligeså meget fordi, jeg er forgabt i film – og de her værker har bestemt ikke mistet magien.

UNIVERSAL MONSTERS: THE ESSENTIAL COLLECTION er genudgivet på Blu-ray d. 17. oktober 2014.

[tabgroup][tab title=”Blu-ray-anbefaling | Universal Monsters: The Essential Collection”]
universal moster collection cover
Originaltitel: Universal Monsters: The Essential Collection
Release: den 17. oktober 2014
Instruktion: James Whale, Tod Browning, Karl Freund m.fl.
Medvirkende: Boris Karloff, Claude Rains, Edward Van Sloan, Dwight Frye, Bela Lugosi, Colin Clive m.fl.
Udgiver: Universal Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]