Indlæg

BLODIG WEEKEND 2014: Kannibal-legende, franske fristelser og en hel masse død

Blodig Weekend 2014: I år strækker genrefilmsfestivalen Blodig Weekend sig over to weekender. Første weekend, der fandt sted i Cinemateket i København, er nu veloverstået. Gruen fortsætter dog allerede fra onsdag den 2. oktober med visningen af den danske found footage-gyser Encounters, mens også Århus lægger krop til festivalen i weekend nummer to. Du finder programmet herunder og hos Blodig Weekend her.

Jeg har rapporteret fra festivalens to første dage her, men nu gælder det anden del af første weekend. Hvor fredagen ubetinget stod i Troma-kongen Llyod Kaufman og The Toxic Avengers navn, så ejede den kontroversielle Cannibal Holocaust aka Kannibalmassakren fra 1980 lørdagen, hvor den 75-årige, italienske instruktør Ruggero Deodato var til stede til en q&a.

kannibal massakren 02 Blodig Weekend 2014 Der gnaskes løs i Cannibal Holocaust aka Kannibalmassakren fra 1980

Inden kannibalklassikeren indtog lærredet lørdag aften, var Cinemateket indtaget af diverse boder, hvor man kunne købe plakater, film og merchandise. Der var virkelig mange spændende sager, og så var det hyggeligt at møde andre gore hounds. Deodato og Kaufman var selvfølgelig også til stede, så man kunne få taget et billede med dem og signeret sine film og filmplakater.

Der var syv film på programmet om lørdagen. Jeg fik set beskedne tre. Først den vellykkede vampyr-mocumentary-komedie What We Do in the Shadows. Her følger et dokumentarhold livet i et vampyrbofællesskab i New Zealand, hvilket selv sagt ikke er problemfrit, når nu man er vampyr. Ikke altid lige komisk vellykket, men vampyrerne var hele vejen godt selskab.

what we do in the shadows Blodig Weekend 2014Den overhøflige vampyr i mocumentary-komedien What We Do in the Shadows

Lige fra den overhøflige Viago (Taika Waititi) til den lidt for selvsikre Deacon (Jonathan Brugh) og den dameglade Vladislav (Jemaine Clement). Grotesk, sjov, blodig, herligt tåbelig og hele vejen leveret med en kærlighed til genren. Efterfølgende var det tid til Kannibalmassakren – og det i propfyldt sal. Helt forrygende fedt.

Selvom den grumme klassiker er mere end 30 år gammel, er det fortsat en brutal og trøstesløs oplevelse med sine dyredrab, voldtægter og generelt blodig omgang med menneskekroppen. En af mine all time favourites. Det var derfor også stort at møde Deodato, der introducerede filmen og efterfølgende deltog i en q&a. Han var en noget uforudsigelig blanding af morsom, veloplagt og vrissen. Men utvivlsomt en fornøjelse – i hvert fald for mig.

deodato Blodig Weekend 2014Instruktør Ruggero Deodato fortæller om sin kannibalklassiker Cannibal Holocaust aka Kannibalmassakren

Lørdagen sluttede med Bustillo og Maurys ret så fremragende Among the Living, efter at jeg havde stammet mig sortsnakkende igennem min introduktion af den franske horrorfilm. En genrebevidst sag i slasherland, der ligger et sted imellem de to franskmænds to forrige film, den blodig Inside og den overnaturlige Livid. I Among the Living følger man tre drenge, der får enden på komedie, da de møder en mystisk maskeret mand. Brutal, eventyrlig og tung af horror-stemning.

Om søndagen var der fire film på programmet. Den schweiziske vampyrfilm Chimères samt en 20-års jubilæumsvisning af Ole Bornedals Nattevagten med besøg af instruktøren. Selv så jeg ABCs of Death 2, hvor hvert bogstav i alfabet udgjorde udgangspunktet for filmens 26 indslag fra forskellige instruktører.

wolfcop Blodig Weekend 2014Halvt betjent, halvt varulv – 100% WolfCop

Et opfindsomt, vanvittigt og blodigt kludetæppe af måder, man kan dø på. Niveauet var højere og mindre ujævnt end forgængeren. Så selvom det er mange kortfilm at tage ind på én gang, var det en ret så forrygende og forrygende skizofren oplevelse. Jeg sluttede søndagen af med den fjollede horrorkomedie WolfCop, der er præcis det, du tror den er – en film om en varulvebetjent.

En film, der er nem at elske, men som jeg gerne ville have elsket endnu mere. For selvom folkene bag utvivlsomt har horrorhjertet på rette sted, var filmen ikke lige veloplagt fortalt, mens ikke alle jokes ramte lige godt plet. Men den var præcis sjov nok til at komme i mål – og så var det en fornøjelse med filmens praktiske effekter. Jeg ser bestemt frem til WolfCop 2, der allerede er på vej.

– Besøg Blodig Weekend på deres site her og på Facebook her.
– Læs også om mine filmanbefalinger på Blodig Weekend 2014 her, og første del  her.
– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Programmet for resten af Blodig Weekend 2014:

ONSDAG DEN 1. OKTOBER 2014
21.00 | ENCOUNTERS | CinemaxX KBH

TORSDAG DEN 4. OKTOBER 2014
21:00 | Den officielle Blodig Weekend-fest. Filmen Nightsatan and the Loops of Doom vises og efterfølgende er der koncert med bandet Nightsatan.

FREDAG DEN 3. OKTOBER 2014
19.00 | Sharknado 2: The Second One | CinemaxX KBH
19.00 | These Final Hours | CinemaxX Aarhus
21.00 | Sharknado 2: The Second One | CinemaxX Aarhus

LØRDAG DEN 4. OKTOBER 2014
19.00 | ZOMBEAVERS | CinemaxX Aarhus |
19.00 | THE DEVIL’s HAND | CinemaxX Aarhus |
21.30 | Open Windows | Grand Teatret
23.45 | Starry Eyes | Grand Teatret

SØNDAG DEN 5. OKTOBER 2014
17.00 | The Quiet Ones | CinemaxX KBH
17.00 | AUX YEUX DES VIVANTS/AMONG THE LIVING | CinemaxX Aarhus
19.00 | These Final Hours | CinemaxX KBH
19.00 | WHAT WE DO IN THE SHADOWS | CinemaxX Aarhus

NYMPHOMANIAC – Director’s Cut: Lars skruer drilsk op for safterne med sin egen, ekstra lange version af den intellektuelle og sæddryppende bollefest

Biografanmeldelse: Endelig er den her. Lars’ egen, dobbeltpenetrerende, abortudrivende, kneppeglade og ucensurerede director’s cut af Nymphomaniac. 90 minutter længere end versionen, der ramte verden tidligere i år. Rejsen gennem Joes utallige seksuelle eskapader – fra barnsben til hun er 50 – når hermed op på hele fem en halv times spilletid. Wow – og et stort ja tak til hr. Lars von Trier.

Men hvor anderledes er Lars’ egen version så? Måske ikke just radikalt anderledes. Og så alligevel. For her deler han nu med rund hånd ud af flere stive pikke, våde vaginaer, sæddryppende mundvige og on screen penetration. Også den dobbelte af slagsen. Umph. Mere om den ekstra spilletid senere. Filmen udfoldes selvfølgelig også i denne version med Charlotte Gainsbourg i centrum som den selvbetitlede nymfoman Joe.

nymphomaniac director's cut 02

Hun bliver fundet forslået i en baggård af den intellektuelle Seligman, spillet med fin tilbageholdenhed af Stellan Skarsgård. Han tager hende med op i sin lejlighed, hvor hun nu fortæller sin livshistorie, der er fyldt med seksuelle møder – men også jagten på kærlighed – for utrætteligt at få Seligman til at et fordømme hende som et dårligt og moralsk fordærvet menneske. Jeg sidder også med. Intenst lyttende, mens hendes historie rulles saftigt ud – i Lars’ egen version.

Ja, der kneppes mere i denne version – men…
Og så tilbage til de ekstra 90 minutter. For udover ovenstående, saftige tilføjelser, får blandt andet også Joes forhold til sin milde far (Christian Slater) mere plads, og så er her også flere nuancer – blandt andet i samtalerne mellem Joe og Seligman. Filmen føles mere dynamisk, mere naturligt flydende. Og ja, så er der lige den der ekstra scene. En grum, blodig og minutiøs abortscene, der giver Joes forsøg på at få Seligmans fordømmelse ekstra brutalt pondus.

nymphomaniac 02

Ja, drop lige de forbehold, du måtte have mod Lars von Trier. For han er også en både morsom og drillesyg herre, der leger med sit publikum. Det er også tilfældet med denne seksuelle dobbeltdækker, der drypper af drilskhed og intellekt. Måske Danmarks sjoveste mand. Blandt andet er Trier i sorthumoristisk hopla i den absurde scene, hvor Uma Thurman som passiv aggressiv og grådkvalt hustru aflægger Joe og sin utro mand et tåkrummende besøg.

Og nu må jeg ikke glemme Stacy Martin, der lægger krop til Joe som ung. Hun balancerer helt forrygende mellem det uskyldige og kalkulerede, det følsomme og iskolde. En kvindekarakter, der ganske enkelt er fængslende at følge hele vejen. Det er desuden et vildt cast, der lægger krop til Triers løjer. Blandt andet med Willem Dafoe som lyssky forretningsmand, Shia LaBeouf (ja, Shia LaBeouf) som Joes langvarige flamme og Jamie Bell i en bondageudøvende rolle. Smæk.

nymphomaniac director's cut 01

Du skal selvfølgelig se Lars’ egen og ekstra lange version
Nymphomaniac er et fascinerende, dragende og tankevækkende opus, der ganske vist har seksualiteten som motor, men i lige så høj grad handler om ensomhed og afhængighed. At søge relationer og nærvær, at mærke sig selv og sine følelser. Nej, de eksplicitte scener er ikke tomme provokationer, men fungerer som nødvendige scener i forståelsen af Joe, seksualiteten og forholdet mellem mand og kvinde.

Det, at filmen udspilles i tilbageblik med kapitler omhandlende perioder i Joes liv, giver desuden filmen en nærmest litterær karakter, ikke mindst grundet Seligman, der intellektuelt dissekerer Joes liv og filmens tematikker. Og med fem en halv times spilletid er det oplagt at gense dette skønne bæst af en film et kapitel hist og her, når den lander på hylderne i din videobutik. Men ja, du skal selvfølgelig først se den i biografen i ét utrætteligt stræk.

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.[tabgroup][tab title=”Nymphomaniac – Director’s Cut | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:
5_6 - stars
nymphomaniac director's cut poster
Originaltitel: Nymphomaniac – Director’s Cut, Dansk | Tysk | Svensk | Fransk | Britisk, 2013.
Premiere: d. 10. september 2014
Instruktion: Lars von Trier
Medvirkende:
Charlotte Gainsbourg Stellan Skarsgård, Stacy Martin, Shia Labeouf, Christian Slater, Uma Thurman, Jamie Bell, Willem Dafoe, Connie Nielsen, Nicolas Bro, Udo Kier m.fl.
Spilletid: 4 timer
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

TEENAGE MUTANT NINJA TURTLES: Jeg siger ’cowabunga’ og glæder mig allerede til 2’eren

Biografanmeldelse: Ja, jeg læste tegneserierne, så tegnefilmene og filmene, havde klistermærkerne og figurerne som knægt. Det har jeg sådan set stadig, og det er stadig noget af det flotteste legetøj around. Jeg har dog ikke et så nostalgisk forhold til Teenage Mutant Ninja Turtles, at jeg har ligget søvnløs over, hvordan denne Michael Bay-producerede ninjapadde-film skulle blive.

Men lad mig blot få sagt, at her er tale om en underholdende omgang tegneserieaction. Nej, den er ikke just historiemæssig original eller uden sine skavanker. Men som farverig og fjollet skildpaddeaction, var jeg (stort set) hele vejen i godt selskab med de fire grønne teenagere – lederen Leonardo, den hidsige Rafael, opfinderen Donatello og den kække Michelangelo.

Teenage Mutant Ninja Turtles biograf 01

Men ja, man skal dog tygge sig igennem sin del af klichéer og forudsigeligheder i den uopfindsomme historie. Her forsøger den onde Shredder og en skrupelløs rigmand at lægge New York for deres fødder ved hjælp af en farlig gas og den maskerede fodklan. Simpelt og ligetil – cool nok. Desværre er historien bare uden næveværdige overraskelser. Oh well.

Filmen gør dog op for sine forudsigeligheder med et veloplagt tempo, veldoseret humor og flere velskabte actionscener – blandt andet en heftig tur ned af en bjergskråning med eksplosioner og hvinende køretøjer, der medrivende forener humor og action. Nå ja, og yderst afgørende for filmen, så er de fire padder velskabte CGI-skabninger. De er brutale, seje og har tyngde.

Teenage Mutant Ninja Turtles biograf 02

Når de deler slag ud, er der vægt bag. De har troværdigt nærvær i filmens univers, hvor padders individualitet også kommer til sin ret. Jeg savnede dog lidt mere ping pong mellem dem, og lidt mindre CGI-rabalder. Megan Fox er mest bare irriterende som reporteren April O’Neil (men jeg overlever). Desværre får William Fichtner som skurk ikke helt fylde nok, mens ikoniske Shredder reduceres til en robotlignende krigs-samurai.

Ja, selvfølgelig kunne Teenage Mutant Ninja Turtles have været en bedre film – i hvert fald mere historiemæssig opfindsom. Men padderne fungerer, humoren er (oftest) veltimet og tempoet medrivende. Og fuck nu, om filmen indfrier barndomsminder og nostalgi. For fuck sake, der skal skabes nye minder, og det er denne film sgu et solidt afsæt for at gøre. Jeg glæder mig til fortsættelsen.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Teenage Mutant Ninja Turtles | Biografanmeldelse”]Vurdering 4/6:
4_6 - stars
Teenage Mutant Ninja Turtles poster
Originaltitel:
Teenage Mutant Ninja Turtles, USA, 2014
Release: d. 4. september 2014
Instruktion: Jonathan Liebesman
Medvirkende: Megan Fox, Alan Ritchson, Noel Fisher, Jeremy Howard, Pete Ploszek, Will Arnett, Danny Woodburn,  Will Arnett, William Fichtner m.fl.
Spilletid: 100 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

BOYHOOD: Som at se livet udfoldet for øjnene af sig

Biografanmeldelse: Ja, du ved jo godt, det kun går én vej – og det er vejen mod graven. Så er der bare lige det der liv, som skal leves, inden dødens kendsgerning ikke længere kan holdes på afstand – hvor hovedet må forsøges holdt oven vande. Både livet og døden står lysende klart frem i Richard Linklaters Boyhood, der er som se selve livet og tiden rulle hastigt af sted for øjnene af en.

Filmen er nemlig skudt over en periode på 12 år og følger Masons opvækst som skilsmissebarn – fra han er seks til han fylder 18. Man ser altså reelt Ellar Coltrane i hovedrollen gå fra at være et småbuttet barn til en ranglet teenager – hvordan han formes som menneske af det liv, vi alle ufravigeligt er en del af. På godt, ondt og alt derimellem.

Boyhood biograf 01

For nej, her er det nemlig ikke kun højdepunkter og lavpunkter, der udfoldes i filmens godt tre timer lange rejse gennem de 12 år, men også hverdagen. De stille og øjensynligt udramatiske timer, der fylder livet op indtil graven åbner sig. Det er på en gang udramatisk og dramatisk, almindeligt og ualmindeligt fantastisk – og hele vejen aldeles gribende.

En fortælling fri af filmmediets ellers slagne dramaturgi – livet følger jo sjældent en skabelon. Her bølger minutterne sig gennem livets små og store begivenheder, kriser og succeser, kærligheder og knæk. En film om alt og intet. Om barndom, opvækst og alderdom, kærlighed og familie, livet, døden og lykken ved at slå smut med en sten. Du ved, det at være til – at være menneske.

Boyhood biograf 03

Det måske på overfladen banale og simple får med Boyhood et nærvær og en menneskelig tyngde, uden at gøre det store væsen af sig. Richard Linklater indfanger her ubesværet et stykke af livet. Det er ganske enkelt medrivende og fascinerende. Ikke kun i kraft af filmens 12 år lange tilblivelsesproces, men også fordi de medvirkende så naturligt indgår i filmens virkelighed.

Ellar Coltrane er den sagte og hele vejen nærværende Mason, Linklaters egen datter spiller Masons snarrådige søster, mens Patricia Arquette udgør deres mor, som slås med dårlige valg i mænd, og Ethan Hawke er den frihedssøgende far, der med filmens tilbagelagte minutter får nye indsigter om sig selv, livet og dem omkring sig. Præcis som de andre medvirkende og mig selv i biografmørket.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Boyhood | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:
5_6 - stars
boyhood poster
Originaltitel:Boyhood, USA, 2014
Release: den 4. september 2014
Instruktion: Richard Linklater
Medvirkende: Ellar Coltrane, Patricia Arquette, Ethan Hawke, Lorelei Linklater m.fl.
Spilletid: 165 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

SIN CITY: A DAME TO KILL FOR: Denne gang falder du desværre i søvn i syndens by

Biografanmeldelse: Ni år efter første besøg i Sin City er Robert Rodriguez og Frank Miller tilbage med opfølgeren Sin City: A Dame to Kill For. Desværre er det et underligt kønsløst, uengagerende og kedeligt besøg – selvom man får den ene æstetisk gennemførte scene i sort-hvid efter den anden. Selvfølgelig tilsat übervold, sex og farvesprøjt. Ja, som man så det i første film.

En flergrenet historie fletter her en række af byens skæbner sammen på kryds og tværs. Ingen af dem er bare videre spændende bekendtskaber. De tilløb der dog er til karaktermæssigt engagement hugges ned inden, de får fat. Det forbliver kliniske stiløvelser og film noir-klichéer uden nævneværdig charme. Det kan selv den ellers lokkende rollebesætning ikke rykke det store ved.

Sin City A Dame to Kill For biograf 02

Her finder man igen Mickey Rourke som den arrede Marv med det gode hjerte, Joseph Gordon-Levitt er en selvsikker gambler og Eva Green en meget lidt blufærdig femme fatale lige efter bogen. Eller rettere tegneserien. For som første film, er også denne baseret på Millers tegneserie og karakteristiske skarpe streg, der her er løftet så godt som 1:1 op på det det store lærred.

Men magien udebliver i denne overførsel fra papir til lærred. Det sort/hvide-univers er dog bestemt gennemført udfoldet og fascinerende at være i, men ender bare ret hurtigt som en stiløvelse uden hjerte og med et multiplot, der aldrig rigtig får foldet sine historier medrivende ud. Følelserne forbliver flade, præcis som karaktererne.

Sin City A Dame to Kill For biograf 01

Her finder man ellers også Ray Liotta som herlig slesk og utro forretningsmand, mens en mut John Brolin brummende har overtaget Clive Owens karakter fra første film. Jessica Alba er derimod aldrig rigtig troværdig – hverken som stripper og slet ikke som deprimeret kvinde med hævn på hjernen. Rosario Dawson og Bruce Willis repriser også deres roller fra Sin City. Gab.

Ja, Sin City: A Dame to Kill For ser på papiret ud til at være den sikre succes på mere af det samme. Men et og andet sted i maskineriet, er der gået kopimaskine i den. Den ægte, engagerende og intense vare er her forblevet i Millers forrygende og tegnede forlæg, der aldrig får det liv, som universet og karaktererne ellers i den grad har potentialet til. Nej, I behøver ikke at lave en 3’er.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Sin City: A Dame to Kill For | Biografanmeldelse”]Vurdering 2/6:
2_6 - stars
Sin City A Dame to Kill For poster
Originaltitel: Sin City: A Dame to Kill For, USA, 2014
Release: d. 28. august 2014
Instruktion: Robert Rodriguez og Frank Miller
Medvirkende: Mickey Rourke, Jessica Alba, Josh Brolin, Joseph Gordon-Levitt, Rosario Dawson, Bruce Willis, Eva Green, Ray Liotta m.fl.
Spilletid: 102 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

HERCULES: The Rock har en løve på hovedet, men lige lidt hjælper det

Biografanmeldelse: Nej, jeg ved heller ikke helt, hvad jeg i grunden havde ventet. Men i det mindste at blive godt underholdt. Det blev jeg imidlertid ikke, hvilket selvfølgelig er fatalt for en actionfilm, hvor The Rock spiller halvguden Hercules med en løve på hovedet. Nej, instruktøren Brett Ratner får mig heller ikke denne gang omvendt til Brett Ratner-fan.

Jeg er dog fortsat på The Rock-holdet. Fordi han har store muskler og en løve på hovedet. Derfor er det altså også mega meget en skam, at Herculesikke er blevet en mere underholdende film, end tilfældet er. For det burde den være blevet. Du ved, The Rock med en stor kølle i hånden plus diverse actionscener, der involverer alt fra store slangemonstre til store vildsvin og store ulve.

hercules biograf 02

Du har nok luret, at her er tale om historien om Hercules. Du ved, Zeus er hans far. Hercules lever således højt på de mytiske beretninger om hans vilde eventyr og overmenneskelige styrke. Filmen forsøger imidlertid at gå bag om helten, at fortælle den rigtige historie. Han plages af en tragisk fortid og mangler troen på sig selv som halvgud. Her er han lejemorder og ender midt i en blodig borgerkrig.

Den dramatisk tyngde i karakteren er dog til at overse, og et par klodsede flashbacks til hans tragiske familieskæbne er altså ikke nok til at give ham følelsesmæssig pondus. Det er hele vejen de store glinsende muskler, der har fortrinsret – og der, hvor Hercules fungerer bedst. The Rock gør ellers sit for at give den skæggede helt dybde. Det lykkede kun overfladisk.

hercules biograf 01

Der er dog en ganske fin leg med grænsen mellem virkelighed og opspind i fortællingen om Hercules, der måske slet ikke er så guddommelig som legenden fortæller. Eller det vil sige, idéen om denne balancegang mellem fiktion og virkelighed er fin. For menneske og halvguds-gråzonen som eventyret er gjort af får aldrig det engagerende liv, man kunne ønske sig. Tonser-action mejer nemlig konsekvent nuancerne i persongalleriet og fortællingen ned.

Klodset, overgjort og ikke videre engagerende. End ikke den stort opsatte finale sætter nævneværdigt fut i adrenalinen. Ikke at fortællemæssig finesse er nødvendig for at levere action-underholdning, men filmens flow mangler engagement og slæber sig gennem ligegyldige dialoger. Det er dog helt klart svært tilfredsstillende at se The Rock smadre en gigantisk løve – i slowmotion. Men filmens få øjeblikke af bastant action er ikke nok til at sikre Hercules sejr. Og så hjælper det lige lidt med en løve på hovedet.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Hercules  | Biografanmeldelse”]Vurdering 2/6:
2_6 - stars
hercules poster
Originaltitel: Hercules, USA, 2014
Release: d. 7. august 2014
Instruktion:Brett Ratner
Medvirkende: Dwayne Johnson, Ian McShane, John Hurt, Joseph Fiennes, Rufus Sewellm.fl.
Spilletid: 98 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

GUARDIANS OF THE GALAXY: Forrygende uhøjtidelig rumaction gør din sommer meget bedre

Biografanmeldelse: Hvis du synes, at der er for få talende og skydegale vaskebjørne på film, har du allerede her første gode grund til at se rumeventyret Guardians of the Galaxy. Bizarre væsner, susende rumskibsaction og tongue-in-cheek-humor er andre mindst ligeså gode grunde. Ja, hvis ikke du har luret det, så er dette en anmeldelse med en indbygget anbefaling i.

Man kastes direkte ud i eventyret efter en kort baggrundshistorie for knægten Peter Quill, der på Jorden i 1980’erne på tragisk vis mister sin mor. Filmen springer frem i tid, hvor den lille knægt med tragedien på slæb, nu er blevet vittig og voksen eventyrer i det ydre rum – en charmerende Chris Pratt. Her har han nuppet et mystisk kugle-artefakt, der har givet ham den onde Ronan på nakken.

guardians of the galaxy 02

Ja, du gættede rigtigt: Det har noget med intet mindre end galaksens skæbne at gøre. Og ja, Peter Quill bliver nødt til at teame op med førnævnte vaskebjørn (med stemme af Bradley Cooper!) samt et trælignende væsen (med stemme af Vin Diesel!), den egenrådige Gamora (en grønmalet Zoe Saldana!) og den muskuløse Drax (wrestleren Dave Bautista!). Et særdeles umage hold, der må forsøge at samarbejde, mens diverse skurke, eksplosioner og plottråde gør sit for at spænde ben for deres foretagende.

Her er kort sagt tale om et skørt, kulørt og herligt offbeat rumeventyr, der er svær ikke at holde af. Du ved, farverig science fiction, der uhøjtideligt og med adskillelige charmerende samt blot bizarre karakterer taler direkte til min og din indre rumfilmsfan. Derfor er det også kun dobbeltærgerligt, at historien ikke er videre interessant, mens humoren ikke altid rammer lige rent.

guardians of the galaxy 01

På trods af historiemæssige skavanker, er der dog ingen tvivl om, at James Gunn er den rette instruktør til tjansen. Han står bag den herlige horror-sjasker Slither samt den skammeligt oversete og sorthumoristiske superhelte-bastard Super. For selvom her ikke er helt samme overraskende og skrubbeløse humor, har eventyret absolut sin del af humoristisk absurditet. Tag blot den skydegale vaskebjørn. Desværre er et følelsesmæssige engagement til at overse.

Peter Quills tragiske ballast får ikke rigtigt fat, selvom han filmen igennem lytter til det mixtape, han blev givet af sin mor på dødslejet. Musikken er dog yderst velvalgt og står i dynamisk kontrast til rumscenerierne med numre af blandt andet David Bowie og Jackson 5. Her er altså tale om et veloplagt og vittigt rumeventyr, der fungerer både som god opvarmning for den kommende Star Wars-film og ikke mindst den allerede annoncerede 2’er, der lander i 2017.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Guardians of the Galaxy  | Biografanmeldelse”]Vurdering 4/6:
4_6 - stars
guardians of the galaxy poster
Originaltitel: Guardians of the Galaxy, USA, 2014
Release: den 31. juli 2014
Instruktion: James Gunn
Medvirkende: Chris Pratt, Zoe Saldana, Dave Bautista, Vin Diesel, Bradley Cooper, Lee Pace, Michael Rooker, Karen Gillan, Djimon Hounsou, John C. Reilly, Glenn Close, Benicio del Toro m.fl.
Spilletid: 121 min.
Distributør: Walt Disney Entertainment[/tab][/tabgroup]

DELIVER US FROM EVIL: Okkult storbygys smadrer dine sanser med alle genrens tricks

Biografanmeldelse: Jeg eeeelsker horrorfilm, jeg eeeelsker dæmongys og jeg eeeelsker okkulte gespenster. Godt, så har vi det på det rene, og du kan så vælge at læse videre eller lade være, hvis du ikke orker at høre, hvad en dedikeret skrækfilmsfan har at sige. Ja, jeg tør også godt kalde mig skrækfilmsekspert, for når man gang på gang må høre den ene ubehjælpsomme og upassionerede ”ekspert” udtale sig om genren, kan jeg uden problemer også bære titlen.

Nå, så blev den blodrøde løber rullet ud. For dette skulle jo gerne blive til en anmeldelse af Deliver Us From Evil. Lad mig starte med noget så uoriginalt som en plotbeskrivelse. I et regntungt Bronx efterforsker den mutte betjent Ralph og hans makker en sag, der viser sig at være mere olm end antaget. Du ved, dæmonbesættelser, okkultisme og den slags. De får derfor hjælp af en katolsk præst, og så går kampen ellers ind for at overvinde ondskaben.

Deliver Us From Evil 02

Selvfølgelig knirker Ralphs forhold til konen, han er ikke-troende og hårdnakket skeptiker overfor alt overnaturligt. Ja, et storbygys med religion, frelse, indre og ydre dæmoner, underlige begivenheder og mystiske symboler i massevis. Eric Bana er herligt indelukket som den martrede betjent, Joel McHale er en smule anstrengende som ”vittig” makker, mens Olivia Munn ikke får meget spilrum, og så er Édgar Ramírez cool som læderjakkebærende præst.

Antydnings kunst er så godt som ikkeeksisterende. Alt smøres ind i lydeffekter, hvor hver en mørk gyde og klam kælder tilsættes et brummende lydtæppe. Det er ofte alt for meget, men bærer også en bastant kvalitet, der gør filmen konstant pågående, som et utrætteligt angreb på sanserne. Fik jeg sagt, at her med rund hånd leveres mere eller mindre vellykkede jump scares? Ja, der dynges på med alle genrens elementer, der måske ikke afføder de mest fugtige håndflader, men snarere en overmæthed, der gjorde mig dejligt tung i kroppen.

Deliver Us From Evil 01

Det føles lidt som en actioninstruktør, der har kastet sig over gyset. Det er dog ikke tilfældet, da Scott Derrickson blandt andet står bag dæmongysene Sinister og The Exorcism of Emily Rose. Godt nok skræmte Deliver Us From Evil mig ikke halvt så meget som dem, men med sin regnvåde storby i ondt forfald, befandt jeg mig i et konstant tungsind og en sitrende usikkerhed. Så ja, jeg kunne fint overleve plottets ujævnheder og den ikke altid lige elegante afvikling af gyset.

Blandt andet vælger Ralph at stikke hånden ind til en dæmonbesat kvinde, for at vise hende noget på sin telefon. Du gætter selv, hvordan det går. Ja, Deliver Us From Evil vil utvivlsomt få haters på nakken, også de der ”skrækfilmseksperter”. Men fuck skavankerne, for den faretruende stemning og det konstante bombardement af sanserne gør dette okkulte storbygys til en herligt udmattende oplevelse. Nå ja, filmen er selvfølgelig baseret på virkelig hændelser.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Deliver Us From Evil | Biografanmeldelse”]
Vurdering 4/6:
4_6 - stars
deliver us from evil poster
Originaltitel: Deliver Us From Evil, USA, 2014
Premiere: d. 24. juli 2014
Instruktion: Scott Derrickson
Medvirkende: Eric Bana, Edgar Ramírez, Olivia Munn, Joel McHale m.fl.
Spilletid: 118 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

Abernes planet: Revolutionen – Fuck yes, talende aber til hest med automatvåben i hænderne

Biografanmeldelse: Hvis en anmeldelse skal fungere som en art salgstale for, om man skal eller ikke skal se en film, ville jeg lade denne anmeldelses rubrik være argumentet for, at du selvfølgelig skal se Abernes planet: Revolutionen. Men lad mig lige uddybe, hvorfor aber og automatvåben er en så forrygende god kombination, som tilfældet er.

Filmen foregår 10 år efter begivenhederne i forgængeren, Abernes planet: Begyndelsen fra 2011. Den behøver du dog ikke at have set, da titelsekvensen gør et eventuelt uindviet publikum ajour. Men se den alligevel. Den er god. Men okay, menneskeheden er sent til apokalyptisk tælling grundet en dødelig virus, mens aberne har udviklet sig yderligere og opbygget et samfund ledet af overaben Caesar, som nærmest er eneste genganger fra forgængeren.

abernes planet revolutionen 01

Det kommer atter til en konfrontation mellem mennesker og aber, hvor én dum handling udløser startskuddet til krigen. Men selvom løjerne i grunden er ret fjollede – du ved, aber og automatvåben – er her ikke tale om hjernedød abeaction. Actionscenerne er hele vejen motiveret af handlingen og har en følelsesmæssig pondus, der kun gør den dynamiske action gennem jungledyb og murbrokker endnu mere medrivende.

Det er i sig selv en bedrift at lave en film, der overbevisende bevarer sin alvorlige tone, selvom her er tale om en film med talende aber, der rider rundt på heste og skyder med maskinpistoler. En i hver hånd, selvfølgelig. Det er Andy ’Gollum’ Serkis, der igen aber igennem som Caesar. Det gør han forrygende godt. Det gør CGI-troldmændene bag så absolut også.

abernes planet revolutionen 02

For der er oprigtige følelser på de computeranimerede aber – af og til mere end filmens mennesker. Blandt andet en sammenbidt Gary Oldman og humanisten Jason Clarke. Men selvom ikke alle karakterer måske er lige nuanceret optegnet, lykkedes filmen fornemt med at etablere begge sider af krigen, så handlingen konstant er følelsesmæssigt velfunderet i sine karakterer.

Det er muligt, at her er talende aber og maskinpistoler, men det er karaktererne, der er drivkraften. Ikke CGI-magi og eksplosioner. Så hul i, at tematikker som krig, forsoning, tilgivelse og hævn måske bliver en smule overfortalt, mens ikke alle plotdrejninger er fuldt ud troværdige, for her er tale om dyster, medrivende og karakterdrevet abeaction. For fuck sake, her er tale om en film med talende aber til hest med automatvåben i hænderne. Selvfølgelig skal du se den.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Abernes planet: Revolutionen | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:
5_6 - stars
abernes planet revolutionen poster
Originaltitel: Dawn of the Planet of the Apes, USA, 2014
Release: d. 17. juli 2014
Instruktion: Matt Reeves
Medvirkende: Andy Serkis, Jason Clarke, Gary Oldman, Keri Russell, Toby Kebbell, Kodi Smit-McPhee m.fl.
Spilletid: 130 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

22 JUMP STREET: Selvbevidst to’er vakler sig veloplagt gennem vittighederne

Biografanmeldelse: Selvfølgelig er Jonah Hill sjov. Det er Channing Tatum faktisk også. Ret meget. Det mere end beviste de med 21 Jump Street, der overraskede alt og alle positivt (også mig) – i hvert fald nok til, at der nu er kommet den obligatoriske to’er. 22 Jump Street skal så forsøge at gentage succesen – og meget gerne overgå forgængeren. Det sker dog kun alt for sjældent. Det sker heller ikke her.

Mindre kan bestemt også gøre det. For godt nok er denne opfølger ujævn i leveringen af jokes og fjollerier, mens historien ikke er andet end en undskyldning for ovenstående fjollerier. Sådan som det jo ofte er med komedier. Man skal grine, så fuck detaljer så som et meningsfyldt plot. Og ja, fuck plottet. Desværre er Hill, Tatum og co. bare ikke træfsikre nok med deres fjollerier.

22 jump street 01

Filmen fortsætter præcis, hvor den første sluttede. Hill og Tatum er de to tumpede betjente, der utroligt nok fik skurkene sendt bag lås og slå i etteren. Med denne succes i ryggen sendes de nu på en ny opgave, der også involverer nogle onde skurke, der også laver slemme ting med stoffer. Men ja, som sagt: Fuck plottet. Vi skal grine – både af og med de to elskelige tumper i front.

En to’er, der er endnu mere selvbevidst end forgængeren, hvorfor en tilbagevendende joke er, at denne to’er jo bare skal være mere af det samme. En selvbevidsthed, der bruges vellykket vittigt flere gange, blandt andet da Hill og Tatum briefes om den nye sag og deres overordnede gør det klart, at det er en sag præcis som den i første film. Eneste forskel er, at deres budget nu er større. Ja, en ægte sequel.

22 jump street 02

Filmens berettigelse ligger dog ikke i et større budget, men hos de to hovedroller. Og igen beviser Hill, at han er en af tiden absolut sjoveste komikere. Blandt andet er hans ufrivillige optræden til en omgang improviseret poetry slam leveret med hans uhyggeligt velproportionerede funny bones. Tatums dumsmarte betjent sætter også sikre grin ind, blandt andet som utroværdig under cover-kriminel.

Men selvom den dynamiske duo har flere både sjove og virkeligt sjove scener, så bliver filmen også for lang. Der går i perioder for lang tid mellem grinene, hvor det ligegyldige og meget lidt engagerende plot står søvngabende kedeligt frem. Hvis man havde været mere kritisk i klipperummet, så kunne 22 Jump Streep være blevet en meget solid buddy cop-komedie. Nu er den bare ok, hvilket jo også er… ok.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”22 Jump Street | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars
22 jump street poster
Originaltitel:
22 Jump Street, USA, 2014
Premiere: d. 19. juni 2014
Instruktion: Phil Lord, Christopher Miller
Medvirkende:
Channing Tatum, Jonah Hill, Ice Cube m.fl.
Spilletid: 112 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]