Indlæg

SPIES & GLISTRUP: Excentrisk duo i middelmådigt parløb

/i , /af

Så er der serveret sikker dansk filmsucces – skulle man tro. For med to af Danmarks mest farverige personligheder i parløb burde sæderne i de danske biografer jo fylde sig selv op. Det er da også muligt, at det bliver tilfældet, men desværre lader filmen en del tilbage at ønske. Spies & Glistrup er nemlig en både ujævn og middelmådig film, der dog har veloplagte Pilou Asbæk og Nicolas Bro i titelrollerne.

Som du nok har luret, handler filmen om det umage venskab mellem rejsekongen Simon Spies og skatteeksperten Mogens Glistrup. Filmen tager sin begyndelse i 1965, hvor Glistrup bliver Spies’ advokat. Sammen giver de Spies Rejser luft under vingerne og baghjul til middelmådigheden. Med store visioner og provokationer følger man således de tos vej frem i verden, mens venskabet begynder at knage.

spies & glistrup 02

Sådan lidt firkantet er her tale om tre historier. Den om Spies, den om Glistrup og så den om deres venskab. Desværre balanceres denne potente, trebenede taburat ikke helt vellykket, men bliver en kende episodisk i sin afvikling, hvor manuskript-strukturen til tider også titter lidt for åbenlyst frem. Blandt andet i skildringen af, hvordan de to herrer på det nærmeste bytter roller halvvejs – Spies bliver indadvendt, mens Glistrup overtager avisernes forsider som forkæmper for nul procent i skat.

Og selvom filmen føles for lang, kommer man ikke for alvor ind på livet af de to excentrikere og deres venskab. Man sidder i sidste ende altså tilbage med en lidt overfladisk fornemmelse i maven. Der diskes dog bestemt op med farverige scener, hvor Spies leder an med morgenbolledamer, stoffer og stiv pik (ja, on screen rejsning op til flere gange). Men desværre flagrer filmen lidt i flere retninger og finder ikke den gyldne balancegang i historien og skildringen af venskabet.

spies & glistrup 01

Det er ellers interessant, at Christoffer Boe har instrueret og været medforfatter, da han er manden bag eksperimenterende og langt mindre folkelige titler som Alting bliver godt igen, Beast og Allegro. Men springet ind i familien Danmarks stuer er ikke helt vellykket. Men både Pilou Asbæk og Nicolas Bro gør god figur og serverer flere dynamiske scener i veloplagt ping pong – også selvom de til tider er lige på vippen til at blive karikaturer.

Man underholdes altså mere overfladisk af deres eskapader, end man gribes følelsesmæssigt af deres historie, kampe og indre dæmoner. Ja, det er altså lidt ironisk, at en film om disse to larger than life-personligheder er endt som en middelmådighed – hvilket jo er netop det, Spies og Glistrup kæmpede imod. Nu kan det ikke vare længe, før vi før filmen Ålen & Trier, if you know what I mean.

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Spies & Glistrup | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars
spies & glistrup poster
Originaltitel: Spies & Glistrup, Danmark, 2013
Premiere: d. 29. august 2013
Instruktion: Christoffer Boe
Medvirkende: Pilou Asbæk, Nicolas Bro m.fl.
Spilletid: 110 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

THE HEAT: Bullock og McCarthy snubler ivrigt over hinanden i kedelig buddy-cop-komedie

/i , /af

Det er sådan set ikke fordi, at Sandra Bullock og Melissa McCarthy ikke forsøger. Ja, de nærmest snubler ivrigt over hinanden med evindelige fuck-fraser og fald-på-halen-komik hele vejen igennem den alt for lange, alt for kedelige og for lidt sjove buddy-cop-komedie The Heat. Ja, et umage par, der sammen skal fælde en fæl narkobaron.

Bullock er den dygtige, regelrette, flittige og bedrevidende FBI-agent Sarah Ashburn (utroligt nok laver de ikke en ellers oplagt ’ass’-burn-joke – oh well), mens McCarthy er den brovnte, ligefremme og storbandende gadebetjent. Ja, diametrale modsætninger, der skal forsøge at arbejde sammen, da Ashburn sendes fra New York til Boston på en opgave, der kan give hende en forfremmelse.

the heat 02

Opskriften med et umage par på jagt efter bad guys fejler for så vidt ikke noget – tænk bare på blandt andet Leathal Weapon-filmene eller den nyere The Other Guys. Den ellers flyvefærdige opskrift stivner desværre bare her i kedsommelig tomgang. Her får man de samme jokes i forskellige og uinspirerede varianter filmen igennem – hvor det stærkeste kort synes at være ”fuck”, eller at duoen falder på røven.

McCarthy er desværre bare mere belastende end morsom som den konstant storskrydende betjent, der trækker sin pistol eller slår på tæven for et godt ord. Hun mangler bare charmen og fremstår mest af alt som en utålelig partner, man egentlig bare håber på ville holde sin kæft. Bullock er mere menneskelig og indgyder på trods af sin frigide person mere sympati – og ja, hun er faktisk også sjov af og til.

the heat 01

Filmen er ellers instrueret af Paul Feig, manden bag den fremragende Bridesmaids, der også havde McCarthy på rollelisten. Den havde så blandt andet også den altid vidunderlige Kristen Wiig både foran kameraet og som medforfatter. Men The Heat overrasker aldrig og jokesne kan ses på lang afstand, mens det krimiplot komedien forsøges hængt op på er både tyndt og uinteressant.

Ja, en klassisk buddy-cop-komedie med kvindeligt fortegn, hvor den obligatoriske forbrødring finder sted undervejs – bare uden at være tilnærmelsesvis så sjov som de medvirkende synes. Og forsøget på at tilføje lidt oprigtigt drama klinger blot hult. Ikke engang en karismatisk skurk bliver det til, men altså blot to lange timer med en storsvovlende McCarthy og en velklædt Bullock i umage parløb og i tomgang. Øv.

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Heat | Biografanmeldelse”]Vurdering 2/6:
2_6 - stars
the heat poster
Originaltitel: The Heat, USA, 2013
Premiere: d. 22. august 2013
Instruktion: Paul Feig
Medvirkende: Sandra Bullock, Melissa McCarthy m.fl.
Spilletid: 117 min.
Distributør: Fox Film[/tab][/tabgroup]

 

ELYSIUM: Matt Damon på hæsblæsende og fascinerende science fiction-ridt

/i , /af

Der lukkes op for godteposen af fremtidslir, heftig action og medrivende scenerier i Neill Blomkamps dystopiske science fiction-basker Elysium. Her tegnes skellet mellem rig og fattig skarpt op, mens en desperat Matt Damon iført kropsforstærkende metalskelet forsøger at klare ærterne i en fremtid, der ikke just tegner lovende for menneskeheden – med mindre man altså er stenrig.

Året er 2154 og Jorden er forpestet af sygdom, fattigdom, forurening og general elendighed. De rigeste har derfor bosat sig på en enorm rumstation, Elysium, hvor alt ånder fred og ro – luften er ren og sygdomme kurreres med et snuptag. Uheldige omstændigheder gør, at arbejderen Max må forsøge den farlige rejse mod Elysium for at redde sig selv, sine nærmeste og gøre op med det forskruede klasseskel.

Elysium 01

Ja, tematikken er tegnet sort/hvidt op – de rige er onde, kolde og kyniske, mens de fattige på Jorden overvejende er gode. Men selvom man godt kunne savne lidt flere tematiske nuancer og satirisk spidsfindighed, ændrer det ikke på, at filmens fascinerende univers fejede benene væk under mig. Det er på en gang legesygt, opfindsomt og over the top, hvor et par teknologiske giraffer da også lige skal sluges.

Det bombastiske plot afvikles ganske vist til tider en kende hurtigt og der smides også et par lette løsninger ind fra højre. Det ændrer dog ikke på, at det hele vejen er medrivende at følge Damons møde med både vilde skududvekslinger, sejlivede robotter og påmonteringen af metalskelettet. Så hul i at løjerne momentvis bliver en kende sentimentale, for her får man splattet eksploderende kroppe som modvægt.

Elysium 02

Jodie Foster er herligt stram i masken som Elysiums hårde forsvarsminister, der skal sikre deres paradis i himlen mod de fattiges indtrængen, mens William Fichtner i en skøn, slesk birolle som brutal boss lige understreger præcis hvor kyniske de rige er. Sharlto Copley er en skånselsløs agent, der uden skrupler og med et samuraisværd i hånden agerer Forsters håndlanger og Damons plageånd. Selvom han ikke hele vejen er helt troværdig som ’ond-ind-til-benet-skurk’, vinder han i længden.

Blomkamp har med andre ord fulgt sin fremragende spillefilmsdebut District 9 op med et heftigt, flot og fascinerende fremtidsridt, der med vilde guns og onde robotter overvinder sine fortællemæssige ujævnheder og noget sort/hvide karakterer, hvor blandt andet et mere nuanceret indblik i Elysiums beboere kunne have givet tematikkerne lidt mere kant. Men Damon er virkelig god og giver menneskelig tyngde og dynamik til både action og gadget-fascination. [tabgroup][tab title=”Elysium | Biografanmeldelse”]
Vurdering 5/6:
5_6 - stars
elysium poster
Originaltitel: Elysium, USA I Frankrig I Canada, 2013
Premiere: d. 15. august 2013
Instruktion: Neill Blomkamp
Medvirkende: Matt Damon, Jodie Foster, Sharlto Copley m.fl.
Spilletid: 1 time 56 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

PACIFIC RIM: Mægtige monstre og enorme robotter er buldrende god underholdning

/i , /af

Du kan godt ånde lettet op, for selvfølgelig er Pacific Rim en yderst fornøjelig omgang kulørt underholdning. Jeg mener, gigantiske monstre i kamp med enorme menneskestyrede robotter. Ja, en buldrende og berusende vinderkombination. Det er da også monsterentusiasten Guillermo del Toro, der instruerer – manden bag monstrøse titler som Pans Labyrint, Hellboy-filmene og Mimic.

I en nær fremtid er Jorden mildest talt er på røven. For fra en sprække på Stillehavets bund er en portal til en anden dimension åbnet, hvorfra kæmpemæssige monstre stiger op for at lægge storbyer i ruiner. Man har derfor bygget enorme robotter, såkaldte Jaegers, der med to piloter ombord bekæmper bæsterne inden de spreder død og ødelæggelse.

pacific rim 01

Men efter en årrække begynder robotterne at lide nederlag. Uhyrerne, der oftere og oftere dukker op fra dybet, overvinder menneskene og dommedag nærmer sig med hastige skridt. Så da den ukonventionelle ex-pilot Raleigh Becket hives tilbage i sadlen af officeren Pentecost, er det i et sidste forsøg på at overvinde monstrene. Det er kort fortalt filmens herligt bombastiske præmis.

Med en nærmest barnlig logik og eventyrlysten naivitet foldes det tegneserielignede univers legende og medrivende ud med sine utrolige maskiner, fascinerende monstre og lettere firskårne karakterer samt selvfølgelig videnskabsmænd med vilde teorier. Ja, vi befinder os i en verden, hvor tyngdeloven strækkes til sit yderste og fantasien overvinder virkeligheden. Lidt som dengang man legede med sine action-figurer.

pacific rim 02

Filmen er måske en smule fattig på mindeværdige karakterer, men Idris Elba har som den rå Pentecost godt med karisma, mens en sød Rinko Kikuchi byder på indtagende uskyld som den uprøvede pilot Mako Mori. Desuden dukker Ron Pearlman op som flamboyant sortbørshandler af monster-organer, selvfølgelig. Charlie Hunnam mangler dog en smule pondus som den egenrådige Raleigh.

Men nu er det ikke karakterstudier, der bærer filmen i mål, men derimod bæsterne, de spektakulære kampe og det flotte univers. Det simple plot byder da også på tilpas med overraskelser og finurlige facetter til, at spektaklet ikke henfalder til monumental action-smadder i kedelig tomgang. Ja, her får fantasien og eventyret frit spil. Uhøjtideligt, fantasifuldt og sprudlende af en kærlighed til genren.

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”Pacific Rim | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:
5_6 - stars

pacific rim poster
Originaltitel: Pacific Rom, USA, 2013
Premiere: d. 1. august 2013
Instruktion: Guillermo del Toro
Medvirkende: Charlie Hunnam, Idris Elba, Rinko Kikuchi, Charlie Day, Robert Kazinsky, Max Martini, Ron Perlman m.fl.
Spilletid: 2 timer 12 min.
Distributør: Warner Bros.[/tab][/tabgroup]

THE WOLVERINE: Forpint Hugh Jackman hvæsser kløerne

/i , /af

Hugh Jackman hvæsser atter kløerne i rollen som den brovtne mutant med hår på brystet i The Wolverine. Her møder vi en fortvivlet Wolverine aka Logan med fuldskæg og langt hår, der bor isoleret i en skov. Ja, det klassiske hjemløse-look, så man ikke er i tvivl om, at han går og grubler over noget – blandt andet sin egen udødelighed, en forpint fortid og ikke mindst sin status som helt.

Men selvom Logan har lagt helterollen på hylden, trækkes han snart ind i manegen igen. For en dag tropper den rødhårede Yukio op for at tage Logan med til Japan, hvor hendes chef, den stenrige forretningsmand Yashida ligger for døden. Han vil nå at takke Logan for at have reddet sit liv for år tilbage – men selvfølgelig venter der en overraskelse eller to i samuraiernes hjemland.

the wolverine 01

For Yashidas barnebarn Mariko, der er arving til det enorme imperium får snart brug for Logans beskyttelse, da både ninajer, yakuzaen og den giftige Viper er i hælene på hende. Så mens Logan forsøger at få styr på sin eksistentielle krise, skal han også lige ondulere diverse bad guys. Ja, her er faktisk en ganske fin balancegang mellem karakterdrevet drama og ferme actionsekvenser – selvom ingen af delene for alvor letter fra jorden.

Men blandt andet sætter en slåskamp på taget af et tog adrenalinen i gang. Her er det altså ikke storbyer, der smadres til ukendelighed, hvilket ellers synes at være blevet normen for superheltefilm. Her gælder det derimod en mere intim historie og velafmålte doser af action og ikke Jordens skæbne eller oppustet CGI-rabalder. Ja, det er sgu lige før, jeg glemmer fadæsen med X-Men Origins: Wolverine fra 2009.

the wolverine 02

Desværre mistes grebet en smule om historien, mens det hele sættes over styr i en unødvendigt larmende, men ganske cool finale, der står i kulørt kontrast til filmens ellers mere jordnære strabadser. Man skal undervejs også lige sluge et par akavede forsøg på humor, som blandt andet da Wolverine skal bades af to stramme japanske tanter eller da han bliver nødt til at tjekke sig ind på et elskovshotel.

Men ja, heldigvis får filmen rettet op på den kollisionskurs, der ellers anes i de første fem minutter, der blandt andet byder på en tissende CGI-bjørn og en dobbeltdrøm – du ved, Logan, der vågner op fra et drøm, der viser sig også at være en drøm. Så selvom The Wolverine altså er en smule ujævnt afviklet og ikke kommer helt vellykket i mål, er det en delvist vellykket superheltefilm.

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”The Wolverine | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars

the wolverine poster
Originaltitel: The Wolverine, USA, 2013
Premiere: d. 15. juli 2013
Instruktion: James Mangold
Medvirkende: Hugh Jackman, Rila Fukushima, Will Yun Lee m.fl.
Spilletid: 126 min.
Distributør: Fox Film[/tab][/tabgroup]

NOW YOU SEE ME: Heist-trylleri er mere flad CGI end rigtig magi

/i , /af

Selvom trylle-thrilleren Now You See Me langt fra er den omgang intelligente heist-underholdning, den gerne vil være, er tryllerierne ikke uden en vis tempofyldt underholdningsværdi. Desværre er der bare mere tale om computerskabt og usandsynligt lir end reelt overraskende magi, når de fire tryllekunstnere afvikler deres storstilede numre.

Her møder man en selvcentreret Jesse Eisenberg, en tjekket Isla Fisher og en tankelæsende Woody Harrelson, mens Dave Franco forbliver en ret så uforløst karakter i firkløveret. Men egentlig kommer man ikke til at kende nogen af dem videre godt – her gælder det mere om at dupere med trylleri og en plotvridende fortælling, end at engagere med interessante karakterer. Fair nok.

now you see me 02

Der er da også fart over feltet, hvor særligt den første halve time fænger med noget af den magi resten af filmen mangler. Her bliver de fire tryllekunstnere ført sammen af en ukendt bagmand, der giver dem instrukser om at udføre et vovet nummer foran tusindvis af publikummer. Fra scenen i Las Vegas røver de således en bank i Paris og lader til alles forbløffelse de mange pengesedler regne ned over publikum.

En forvirret Mark Ruffalo agerer FBI-agenten, der sammen med Mélanie Laurent som utroværdig Interpol-kollega skal opklare den mærkværdige sag. Men en tryllekunstner afslører som bekendt aldrig sit trick – og hvad gør man så? Inden længe venter næste magiske kup og det er således en kamp mod tiden for agenterne, mens tryllekunstnere lægges under hårdt pres – og hvem er den mystiske bagmand i grunden?

now you see me 01

Men lidt på samme måde som Paris-kuppet efterfølgende forklares og herved mister magien, på samme måde går luften også af ballonen for filmen, der ikke formår at stable nævneværdig spænding på benene. Det interessante og fængslende plot udebliver ganske enkelt, hvor man i stedet får serveret svært fordøjelige forviklinger samt en finale, der langt fra er det medrivende pay-off, der eller flittigt lægges op til.

Så selvom det ivrige cast peppes op af altid seværdige Michael Caine og Morgan Freeman, er det ikke nok til at redde tryllerierne ud af middelmådighedens dynd af fortænkte plottwists og lidt for lette løsninger skabt med computermagi. Heldigvis holdes der et fint tempo, som desuden gør det svært at holde styr på alle plothullerne – jep, nothing but smoke and mirrors.

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”Now You See Me | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars

now you see me poster
Originaltitel: Now You See Me, USA, 2013
Premiere: d. 18. juli 2013
Instruktion: Louis Leterrier
Medvirkende: Mark Ruffalo, Jesse Eisenberg, Woody Harrelson, Mélanie Laurent, Isla Fisher, Dave Franco, Michael Caine, Morgan Freeman m.fl.
Spilletid: 115 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

 

THE PURGE: Ethan Hawke kan ikke stille meget op med tam thriller

/i , /af

Året er 2022 og USA har efter en voldsom krise fundet løsningen på arbejdsløshed og kriminalitet. For i 12 timer én gang om året er alt lovligt – inklusiv mord. Denne ene nat virker altså som ventil for samfundet, der således giver afløb for hadet og volden, hvilket har fået USA på fode igen. Vi følger i The Purge således en rig familie i disse farlige timer i deres topsikrede hus, der selvfølgelig ikke er så topsikkert alligevel.

Så mens nogle går amok, forskanser andre sig. Ja, lad lige denne præmis fise ind. Nej vel, den er lidt svær at sluge. Filmen forsøger ellers at give konceptet lidt troværdig tyngde ved at lade eksperter på tv udtale sig om denne kaotiske nat af katarsis. Men rent faktisk bliver den ekstreme præmis aldrig for alvor udforsket. Hverken de politiske kvæk om økonomi og samfundslag eller tematikker som vold, menneskelighed og overlevelse bliver udforsket nævneværdigt.

The Purge 01

De mere komplekse aspekter af filmens præmis forbigås altså, mens man i stedet får en rendyrket home invasion-film – desværre fungerer The Purge heller ikke på det plan. For hvor andre film i denne subgenre, så som Straw Dogs, Funny Games og Panic Room, har leveret nervepirrende klaustrofobi, adrenalinfyldt vold og intens spænding, må man her kigge langt efter noget, der bare kunne minde om et par svedige håndflader.

Til gengæld er der rigeligt med plothuller og et cast, der opfører sig mere eller mindre dumt. Ethan Hawke får dog som den beskyttende familiefar aktiveret en smule engagement i det dystre foretagende, hvor alt kører af sporet for hans familie, der ellers har forskanset sig efter alle kunstens regler. For datterens kæreste har gemt sig i huset og konfronterer efter aflåsningen farmand, mens sønniken med mistænkelig lethed får afsikret huset og lukket en hjemløs mand ind.

The Purge 02

Løjerne optrappes yderlige, da en flok maskeklædte unge banker på med pistoler, macheter i hånden og rigeligt af overspil. Den hjemløse mand var nemlig deres bytte og åbenbart eneste mulighed for deres udrenselse – så hvis ikke han udleveres, vil de bryde ind og myrde hele familien. De bryder selvfølgelig ind og så står den ellers på en tamt eksekveret katten-efter-musen-pølse.

The Purge har altså ikke mange trumfkort i hånden – hverken som en dyster og tankevækkende fremtidsvision, som medrivende home invasion-thriller eller som blodig exploitation. Og nej, det forudsigelige twist i filmens finale redder altså ikke filmen på målstregen, der dog trods alt nås efter små 85 minutter.

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”The Purge | Biografanmeldelse”]Vurdering 2/6:
2_6 - stars

the purge poster
Originaltitel: The Purge, USA, 2013
Premiere: d. 18. juli 2013
Instruktion: James DeMonaco
Medvirkende: Ethan Hawke, Lena Headey, Max Burkholder m.fl.
Spilletid: 85 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

WORLD WAR Z: Brad Pitt på flugt fra sultne zombier

/i , /af

Det er bare med at få benene på nakken, hvis man skal have en chance for at slippe fra horderne af frådende zombier i Marc Forsters stort opsatte World War Z. Så ja, det er præcis hvad Brad Pitt gør, mens han rejser Jorden rundt i forsøget på at finde en måde at stoppe de aggressive bæster på. Der er selvfølgelig også lige tid til at smide en af de mest akavede product placement-øjeblikke længe set ind i filmens finale, Jesus.

Filmen lægger veloplagt og effektivt ud med en intens første halve time, hvor zombie-apokalypsen bryder ud globalt og skræmmende hurtigt. Pitt, hans kone og deres to søde piger ender således midt kaosset, da smitten ud af det blå bryder løs i Philadelphias gader. Her fornemmer man reel panik og håbløshed, mens butikkerne tømmes, den lokale ordensmagt giver op og zombierne bruser ustoppeligt frem.

world war z 02

Desværre mister filmen pondus og nerve herefter, selvom der diskes op med den ene zombiefulde actionscene efter den anden. Men helt ueffen er filmen bestemt ikke. Der holdes et fint, om end ujævnt tempo, mens de panoramiske skud af byer i brænd er ganske flotte og en smule urovækkende – men aldrig for alvor gribende.

Rigtig skræmmende bliver filmen heller aldrig og utroligt nok, er den på det nærmeste uden blod – og det selvom zombier skydes ned i tusindvis (nej, ikke et eneste splattet headshot bliver det til), mens menneskene agerer tagselvbord for de levende døde. Ja, der er altså bare noget selvmodsigende i at lave en børnevenlig film med en så voldsom præmis – well, en zombieapokalypse for hele familien.

world war z 01

Men man savner karakterer at engagere sig i – noget, der kunne give actionscenerne mere nerve og nærvær. Pitt gør det bestemt godt som den godhjertede FN-arbejder, der må efterlade sin familie for at drage i felten. Ja, der bliver plads til et par Jesus-referencer til Pitt undervejs. Men båndet til familien kommer aldrig for alvor til at udgøre en dramatisk medrivende modvægt til zombieballaden – der desuden kan opleves i 3D, hvilket i dette tilfælde er en totalt ligegyldig gimmick.

Det er altså mere action end gys og menneskeligt drama, der skal holde pulsen oppe og engagementet ved lige. Det lykkedes også et stykke af vejen. Men som filmen skrider frem bliver det også en smule repetitativt at følge Pitt fra den ene dødsfælde til den næste, mens tematikker som menneskelighed og civilisation aldrig kommer i spil. Ja, en poleret og lettere uinteressant zombiefilm med et par gode actionscener.

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook her.
– Se også: 7 fremragende film om zombier. [tabgroup][tab title=”World War Z | Biografanmeldelse”]
Vurdering 3/6:

3_6 - stars

world war z poster
Originaltitel: World War Z, USA, 2013
Premiere: d. 11. juli 2013
Instruktion: Marc Forster
Medvirkende: Brad Pitt, Mireille Enos, Daniella Kertesz m.fl.
Spilletid: 116 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

THE BLING RING: På overfladisk rov hos de kendte

/i , /af

Ja, det er for længst stukket af for kendisdyrkelsen – du ved, kendt for at være kendt og alt det der. Men hvordan påvirker og former det et samfund, når typer som Paris Hilton bliver forbilleder? I Sofia Coppolas The Bling Ring følger man en flok teenagere, som netop jagter den livsstil, de ser de kendte og rige udleve på den røde løber og i ligegyldige reality-programmer. Ja, ”Super rich kids with nothing but fake friends,” som Frank Ocean passende synger på soundtracket.

De festglade teens finder ud af, hvornår kendisserne er udenbys, for herpå at bryde ind og tage for sig af tasker, sko, penge og smykker – heriblandt hos netop Paris Hilton samt blandt andet Lindsay Lohan og Megan Fox. Kriteriet for lykke og succes synes her at være bundet op på materiale goder, mærkevarer, penge, fester på kokain og at være på de rigtige VIP-lister. Ja, den glimtende overflade.

bling ring 01

Filmen er baseret på den rigtige historie om en flok unge, der brød ind hos kendisser i Los Angeles tilbage i 2008 og 2009. Der er dog ikke af den grund meget substans at komme efter i skildringen af de medvirkende, der optegnes noget overfladisk. Måske en pointe i sig selv, men det gør også, at man ikke engageres specielt meget i filmen og de unges tyvetogter – well, og så er det desuden ikke specielt sympatiske typer.

Man kommer altså aldrig rigtigt ind under huden de unge, hvor usikkerhed, afsavn og svigt kun i glimt får lov at titte frem fra kulissen. Blandt andet den indadvendte Marc, der via gruppen pludselig får venner eller Nicki, som er på antidepressive og hjemmeskoles af en mor, der opflasker sine børn med kendisser som forbilleder. Leslie Mann som forskruet mor er dog et absurd trumfkort for filmen.

bling ring 02

Hun er dog lige så firkantet skildret som tyve-flokken, hvor man finder Emma Watson, Katie Chang og Claire Julien – alle mere eller mindre utålelige teens med hovedet oppe i røven og alt for travlt med at tage billeder af sig selv. Men hvorfor de er endt sådan forsøges aldrig rigtigt udforsket. Israel Broussard er som Marc den eneste, der har et nogenlunde velbalanceret moralsk kompas (altså lige bortset fra tyvekoster og kokain) – han er nemmere at forstå og engagere sig i.

Løjerne går dog i tomgang med det ene rov efter det andet, mens kameraet kæler for villaer og mærkevarer. Så var der anderledes smæk på de rebelske teens i Harmony Korines sprælske Spring Breakers, der med lignende tematikker også bød bagsiden af den amerikanske ungdom op til dans. Men The Bling Ring hverken provokerer eller underholder desværre nok og sætter heller nævneværdige tanker igang om kendisdyrkelsen, ungdommens jagt på lykke og flugt fra virkeligheden.

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook her. [tabgroup][tab title=”The Bling Ring | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars

bling ring poster
Originaltitel: The Bling Ring, USA, 2013
Premiere: d. 11. juli 2013
Instruktion: Sofia Coppola
Medvirkende: Israel Broussard, Katie Chang, Taissa Farmiga, Claire Julien, Georgia Rock, Emma Watson, Leslie Mann m.fl.
Spilletid: 90 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

THE INTERNSHIP: Vaughn og Wilson i fesen feel-good-fuser

/i , /af

Jeg kan sgu godt lide både Vince Vaughn og Owen Wilson – men for satan, hvor er deres sødsuppe buddy-og-underdog-komedie The Internship dog en feel-good-fuser. Den mangler både grin, bid og overraskelser – til gengæld er den rig på kedelige klichéer, påtagede romancer og hul sentimentalitet.

Sælgerne Billy og Nick mister deres job, og hvad gør et par fuldvoksne mænd så? Jo, de melder sig til et praktikforløb hos Google, der kan give dem fastansættelse. De skal bare lige klare sig igennem en række opgaver. Men ikke nok med, at de intet ved om computere, de kunne også være fædre til de andre deltagere – og så ender endda på et hold med andre outsidere, men mon ikke de formår at blive et rigtigt team.

internship 01

Ja, en klassisk ’fish-out-of-water’-komedie – prøv om du kan gætte udfaldet af deres strabadser. Nu skal man dog ikke nødvendigvis se sådanne film for et overraskende plot, men der er altså mere medrivende måder at servere forudsigelighederne på – og her er det da også kemien mellem Vaughn og Wilson, der skal køre filmen i hus. De er godt selvskab, selvom de er på nippet til at blive parodier på dem selv.

Vaughn som evigt snakkende go-getter og Wilson som den kejtede romantiker. Så ja, selvfølgelig skal Wilson også involveres i en påtaget romance med en sød Rose Byrne. Klichéerne indfinder sig også hos duoens medpraktikanter, blandt andet Tobit Raphael som Yo-Yo, der udgør et fordomsfuldt billede på en asiat, der straffer sig selv, fordi han ikke kan leve op til sin mors strenge ordre. Come on.

internship 02

Sådan er det desværre hele vejen – unuanceret og forudsigeligt, mens filmen også strækker sig over to lidt for lange timer. Og ja, The Intership fungerer desuden som én stor glorificerende reklame for Google – deres logo har sågar fået en plads midt på filmens plakat. Men reklamefilm eller ej, så har den fjollede duo hjertet på rette sted, hvilket trods alt gør det svært at være kyniker helt ind til benet.

Men uanset hvor charmerende de to gutter er og hvor positiv historien om outsiderenes vej til sejr måtte være, kan The Intership ikke løbe fra også at være et lettere kedeligt og ujævnt bekendtskab, der desuden disker op med for få oprigtige grin – det kan selv korte gæsteoptrædener med altid sjove Will Ferrell og Rob Riggle som hellige douchebags desværre ikke gøre det store ved.

Bliv ven med Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”The Internship | Biografanmeldelse”]Vurdering 2/6:
2_6 - stars
internship poster
Originaltitel: The Internship, USA, 2013
Premiere: d. 11. juli 2013
Instruktion: Shawn Levy
Medvirkende: Vince Vaughn, Owen Wilson, Rose Byrne m.fl.
Spilletid: 119 min.
Distributør: Fox Film[/tab][/tabgroup]