Indlæg

SPIONEN FRA U.N.C.L.E.: Det er tilsyneladende virkelig sjovt at stoppe en atombombekatastrofe

Biografanmeldelse: Jeg ved ikke, om jeg helst vil arbejde for CIA eller KGB. Det er jeg ikke blevet meget klogere på efter at have set Guy Ritchies koldkrigs-spionkomedie, Spionen fra U.N.C.L.E. For både Henry Cavill og Armie Hammer er nogle ok cool spioner som helholdsvis amerikaner- og russerkliché i kampen for at afværge en atombombekatastrofe i de velklædte 1960’ere.

Jeg ved dog med sikkerhed, at jeg klart ville droppe den sixpence, Hammer har på, mens han forsøger at være overbevisende russisk med russeraccent og russisk muthed. Så hellere Cavills stilsikre suits. Nå, jeg snakker stil og overflade – men det er egentlig passende, da det er her filmen ­– som er baseret på en tv-serie fra 60’erne – excellerer. Du ved, den der klassiske form over indhold-ting.

The-Man-from-U.N.C.L.E-01

Desværre kommer Guy Ritchie ikke helt vellykket i mål med sine stilsikre action-øvelser og indtagende 60’er-tableauer. Personerne forbliver for overfladisk optegnet, mens plottet aldrig for alvor griber mig – selvom der ihærdigt forsøges med obligatoriske twists and turns. Til gengæld griber det tilhørende og yderst forførende soundtrack mig. Jeg får lyst til at bygge min tidsmaskine færdig og rejse tilbage til 60’ernes Italien. Et klart plus.

Der er dog flere gode scener. Ikke mindst action-scenerne, så som en intens biljagt i Berlins gader, hvor jeg kastes energisk rundt i passagersædet, mens Guy Ritchie med kyndig hånd dynamik sænker og øger farten, mens bilen suser potent gennem de smalle gader. Der er også fine drilske optrin mellem vores to helte og det kvindelige tredje hjul i skikkelse af Alicia Wikander som 60’er-chikt modspil til de to kamphaner.

The-Man-from-U.N.C.L.E-02

Trekantsdynamikken kommer dog aldrig helt op at ringe. Ja, det er delvist en kemiting, der bare ikke rigtigt får nødvendigt liv. Ja, og så er manuskriptets forsøg på charmerende kækhed ikke altid lige vellykket (skrevet eller leveret). Særligt Cavill som overlegen spioncharmør får ikke altid ramt balancen mellem troværdig kvindebedårer og vittig spion. Men ja, han ligner en!

Og netop det er symptomatisk for filmen – at den ligner. Overfladen er på plads, men alligevel er der noget, som ikke stemmer. Det forbliver ved gode enkeltscener, der aldrig bliver den medrivende helhed, som gemmer sig et sted mellem de gensynsværdige actionscener. Jeg mærker det oprigtige sus fra de hvislende kugler, men mit følelsesregister forbliver upåvirket af persondrama og kærlighedskvaler – ja, og om vores helte lever eller dør.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 3 ud af 6 stjerner:
3_6 - stars
[tabgroup][tab title=”Spionen fra U.N.C.L.E. | Biografanmeldelse”]
manden-fra-uncle-poster
Originaltitel: The Man from U.N.C.L.E., USA, 2015
Release: d. 3. september 2015
Instruktion: Guy Ritchie
Medvirkende: Henry Cavill, Armie Hammer, Alicia Vikander, Elizabeth Debicki, Hugh Grant m.fl.
Spilletid: 116 min.
Distributør: Warner Bros.[/tab][/tabgroup]

FANTASTIC FOUR: Karakterdrevet fødsel af de fire helte – fra ung til voksen og fantastisk

Biografanmeldelse: Nej, ham der stenmanden har heller ikke i denne version en stenpik, men blot et bulet underliv. Mere voksen er dette nye forsøg på at bringe Fantastic Four til live heller ikke. Det er dog nedtonede farver og dramatisk alvor, som hersker mere end sprudlende farver og CGI-action. Her er det en karakterdrevet fødsel af de fire helte, vi får. Fra ung til voksen og fantastisk.

Og ja, der er faktisk en del spilletid, hvor de fire slet ikke er så fantastiske. For først sent i filmen bliver de udsat for det der uheld på deres rejse til en anden dimension (!), der gør, at de får hver af deres unikke evner: At kunne forlænge kroppen som en gummimand, at kunne flyve rundt med ild i, at kunne gøre sig usynlig samt at være lavet af sten og være mega stærk.

fantastic-four-biograf-01

Det er relationerne og menneske bag de fantastiske evner, som bærer filmen. I hvert fald i den første fine halvdel, inden der bukkes under for superheltegenrens noget trættende og obligatoriske CGI-larm, hvor hele kloden skal reddes. Her forsvinder dramaet, nærværet og menneskeligheden til fordel for de brede penselstrøg fyldt med dommedagsaction og hult rabalder.

Well, så er det vist på tide, jeg nævner det fine cast, der består af nogle af de mest interessante nye skuespillere i gamet. Miles Teller er den nørdede og geniale videnskabsmand i front med et ungdomsakavet godt øje til sin kollega, Sue Storm – en bestemt og målrettet Kate Mara. Michael B. Jordan er fyr og flamme (tøhø) som flabet og rebelsk Johnny Storm, mens Jamie Bell er god og solid som mut ven og kommende stenmand.

fantastic-four-biograf-02

Dynamikken i og fortællingen om kvartetten er vellykket – takket være castet og fordi, filmen ikke haster sig igennem en præsentation af holdet for stakåndet at nå til den fantastiske forvandling. Her er det faderopgør, at føle sig udenfor og misforstået, at forelske sig og at blive afvist, der bærer fortællingen. Altså indtil, der går computergeneret tomgang i den. Men flot computergeneret tomgang.

Desværre tynges filmen af lidt tynde personklichéer. Særligt i skurkens tilfælde. Victor (Toby Kebbell) er som Reed videnskabsmand, men blot brændt af verden og kærligheden. Så i stedet for at blive en helt, bliver han en skurk – den grumme Dr. Doom, der giver filmen sin uengagerende finale. En skam, at Fantastic Four i sidste ende ikke fastholder og formår at give karakterdramaet mere pondus. Men nu er de fantastisk fire ok vellykket på plads. Jeg glæder mig til to’eren.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 3 ud af 6 stjerner:
3_6 - stars
[tabgroup][tab title=”Fantastic Four | Biografanmeldelse”]
fantastic-four-poster
Originaltitel: Fantastic Four, USA, 2015
Release: d. 6. august 2015
Instruktion: Josh Trank
Medvirkende: Miles Teller, Kate Mara, Michael B. Jordan, Jamie Bell, Toby Kebbell, Reg E. Cathey og Tim Blake Nelson m.fl.
Spilletid: 100 min.
Distributør: Fox Film[/tab][/tabgroup]

MISSION: IMPOSSIBLE – ROGUE NATION: Tom Cruise har igen bar mave i en film, hvor han løber rundt og gør seje ting

Biografanmeldelse: For meget Tom Cruise er aldrig nok. Så jeg har naturligvis set frem til endnu en umulig mission med en af mine favorit-scientologer. Og den femte film i serien er bestemt en Mission: Impossible-film til benet. Du ved, vilde gadgets, gummimasker, Tom Cruise i bar mave og ja, en umulig mission. Men Mission: Impossible – Rogue Nation er også en ujævn film, der dog vinder på sin pulserende action, veldoserede humor og på Tom Cruise. I bar mave.

Men præcis, hvor umulige kan de her missioner blive ved med at være? Ret så umulige. Åbenbart. Her skal Tom Cruise aka Ethan Hunt og co. nemlig stoppe Syndikatet – en meget ond organisation, som ingen rigtigt tror på eksisterer. Altså udover Ethan Hunt. Nå ja, og så er IMF blevet opløst af CIA. Så Hunt og hans IMF-team er nu jaget vildt af både CIA samt Syndikatet (der naturligvis eksisterer).

Mission-Impossible-Rogue-Nation-biograf-01

Rogue Nation åbner med en virkelig vellykket actionscene, der involverer kemiske våben og Tom Cruise, som kravler rundt på ydersiden af et stort fly i fart. Her kombineres tør humor med Tom Cruises adrenalinfremkaldende stunts og umiskendelige charme. Det er blandt andet en noget overrasket skurk, en overskudsagtig Tom Cruise møder i flyets lastrum – han kvitterer naturligvis med sit vanligt drengede smil. En mand på toppen af sit game.

Ja, der er op til flere godt tænkte, medrivende og veludførte actionscener i filmen. Så som en kombineret motorcykel- og biljagt gennem smalle gader, en operaopsætning med snigmordere og en smokingklædt Tom Cruise i kulissen videre til gode gammeldags nævekampe. Tom Cruise kan som bekendt det hele. Det er jo Tom Cruise. Desværre er historien ikke nær så medrivende forløst.

Mission-Impossible-Rogue-Nation-biograf-03

For i stedet for, at plottet er den naturlige tråd gennem de intense actionscener, folder det sig af og til unødigt tungt ud og punkterer filmens ellers spændstige momentum. Men selvom filmens flow lider en smule under et lidt ujævnt og ikke lige gribende konstrueret plot, så får Tom Cruise og hans team genvundet mit engagement med humor og eksplosioner undervejs. Således rammer filmens rulletekster mig bestemt også med pulsen i vejret.

Nå ja, der er også andre med end Tom Cruise. Rebecca Ferguson er god som den tvetydige Ilsa Faust (wow det til det navn), mens Simon Pegg og Jeremy Renner er tilbage i teamet med henholdsvis ubesværet komisk timing og coolness. Alec Baldwin er gnaven CIA-boss, Ving Rhames er gnaven good guy og en blond Sean Harris er en gnaven samt herligt slimet klichéskurk i front for Syndikatet. Filmen overlever altså sine plotmæssige ujævnheder, mens Tom Cruise ubetinget vinder i rollen som Ethan Hunt og sig selv.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars[tabgroup][tab title=”Mission: Impossible – Rogue Nation | Biografanmeldelse”]
Mission-Impossible-Rogue-Nation-poster
Originaltitel: Mission: Impossible – Rogue Nation, USA, 2015
Release: d. 30. juli 2015
Instruktion: Christopher McQuarrie
Medvirkende: Tom Cruise, Rebecca Ferguson, Simon Pegg, Jeremy Renner, Alec Baldwin, Ving Rhames, Sean Harris m.fl.
Spilletid: 131 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

 

ANT-MAN: Jeg elsker Paul Rudd – så ja, jeg kan godt klare endnu en superheltefilm fra Marvel

Biografanmeldelse: Bare lige for at få det på plads: Jeg elsker Paul Rudd. Så ja, jeg kan godt klare endnu en film i den ellers noget mættede række af superheltefilm fra Marvel. Men selvom Paul Rudd er en i udpræget grad charmerende superhelt, så er Ant-Man først for alvor vellykket i sin sidste halvdel, hvor den bliver langt mere legesyg end sin lidt for forudsigelige første del.

Men hvem er det nu lige Ant-Man er? Jo, kort fortalt kan han ved hjælp af et apparat og tankens kraft få myrer til at lystre sine ordrer (!), mens han ved hjælp en dragt kan skrumpe ind til myrestørrelse – med enorme kræfter vel at mærke (!). Men inden Paul Rudd iklæder sig dragten og bliver til Ant-Man, skal han lige igennem den obligatoriske oprindelseshistorie i rollen som ufrivillig helt.

Ant-Man-biograf-02

Paul Rudd er nemlig den knapt så succesfulde tyv Scott Lang, der vil lægge kriminaliteten bag sig, så han kan være sammen med sin lille datter. Men den geniale videnskabsmand Hank Pym – en stoisk cool Michael Douglas – har andre planer. Pym vil nemlig have Scott til at hjælpe sig med at beskytte hemmeligheden bag Ant-Man-dragten, som er hans opfindelse. For der er naturligvis en ond skurk, der vil have fingre i dragten til onde formål.

Ja, det er præcist så forudsigeligt, som det lyder. Heldigvis har filmen Paul Rudd, der formår at charmere klichéerne op fra slap. For filmen overlever og lever af ham og en afvæbnende humor, der veloplagt og varmt punkterer scener, der ellers ville kamme over i Hollywood-sentimentalitet. Blandt andet et ømt far-datter-øjeblik. Så tak, Paul Rudd – og et i øvrigt indtagende cast, der gør forudsigelighederne yderst underholdende.

Ant-Man-biograf-01

Udover en for evigt cool Michael Douglas som den karismatiske Pym, får man også en rap Evangeline Lilly som Pyms skarpe datter samt Michael Peña som et oprigtigt comic relief som Scotts småtumpede, men elskelige ven og partner in crime. En skaldet Corey Stoll er god som gal og grådig superskurk med mindreværdskomplekser i forhold til sin mentor Pym.

Her er med andre ord forholdsforviklinger, der giver dramaet bund og superhelte-eskapaderne hjerte. Du ved, far-og-datter-problemer, fader-komplekser og tilpas underspillet romantik til, at det fungerer. Så efter en noget skabelonpræget, men også medrivende første del rammer filmen for alvor en original tone og finder sit fodfæstne, der berettiger Ant-Man som en helt i egen ret i Marvels univers. Jeg kan ikke andet end at glæde mig til Ant-Man 2.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

[tabgroup][tab title=”Ant-Man | Biografanmeldelse”]
ant-man-poster
Originaltitel: Ant-Man, USA, 2015
Release: d. 22. juli 2015
Instruktion: Peyton Reed
Medvirkende: Paul Rudd, Evangeline Lilly, Corey Stoll, Bobby Cannavale, Michael Peña, Tip “T.I.” Harris, Wood Harris, Judy Greer, David Dastmalchian og Michael Douglas m.fl.
Spilletid: 117 min.
Distributør: Walt Disney Pictures[/tab][/tabgroup]

TERMINATOR GENESYS: Arnold er en hyggelig dræberrobot i fortumlet Terminator-trainwreck

Biografanmeldelse: Der er så meget galt med dette cheesy, larmende og ofte pinlige femte kapitel i Terminator-sagaen. Af selvsamme årsager er Terminator Genesys rent faktisk en underholdende film. Et kolossalt trainwreck, der bare gerne vil underholde og derfor banker ufortrødent af sted uden at tænke særligt meget over andet end, hvor meget, der kan sprænges i luften. Det er en hel del, kan jeg godt afsløre.

Jeg er ikke sikker på, hvor meget du skal hænge dig i historien – det lader det i hvert fald ikke til, at manusforfattere har gjort. De har dog været ivrige efter at få presset flest mulige påklistrede referencer til seriens to første film ind i dette CGI-skrummel, hvor 67-årige Arnold Schwarzenegger er tilbage som gammelmands-Terminator med gråt hår og de samme one-liners. Det er tydeligt, at han nyder at indtage sin legendariske rolle – og ja, det smitter positivt af på mig.

Terminator Genisys biograf 02

Men ok, plottet: Skynet – det der system styret af kunstig intelligens, der vil udslette menneskeheden – har sendt en Terminator tilbage i tiden for at dræbe Sarah Conner, så hun ikke får sin søn, John Conner, der bliver modstandslederen i kampen mod Skynet. Oprøreren Kyle Reese tager også turen tilbage i tiden for såedes at beskytte Sarah Conner – og får her hjælp fra gamle robot-Arnie.

Ja, det lyder bekendt – og det er det også. Men jeg vil ikke begynde at holde filmen op mod James Camerons to første mesterlige film i serien. I så fald får Terminator Genesys og dens tidsrejsevolapyk ikke en fod til jorden. Men som sit egen klodsede, kulørte og overdrevne science fiction-spektakel underholder den mig. For det er altså lækkert at se Arnold gå en til en med onde robotter, mens vildt mange ting sprænger i luften.

Terminator Genisys biograf 01

Mindre lækkert er det, at franchisens coolness og dystopiske ubehag lægges i graven til fordel for en skamskudt historie og fjollet nostalgi. Eksempelvis dårlig humor som når Arnie gentagne gange mekanisk forsøger sig med et robotsmil, come on. Der er for meget morfar og for lidt badass tilbage i Terminator – og så er det i det hele taget småt med mindeværdige karakterer.

En lidt ligegyldig Emilia Clarke (dragemoderen fra Game of Thrones) får aldrig nødvendig autoritet som Sarah Conner, men forbliver en lille pige med et for stort gevær, mens Jai Courtney mangler karisma og så er Jason Clarke er aldrig rigtig farlig, men blot klichéfuld som skurk. Ja, Terminator Genesys er et underholdende skrummel, der med al sin barnlige glæde over at lege med tidsmaskiner, dræberrobotter og Arnold iført automatvåben får snublet sig ok i mål. Men drop nu alle de der påklistrede referencer til de forrige film.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 3 ud af 6 stjerner:
3_6 - stars[tabgroup][tab title=”Terminator Genisys | Biografanmeldelse”]

terminator genisys poster
Originaltitel: Terminator Genisys, USA, 2015
Release: d. 25. juni 2015
Instruktion: Alan Taylor
Medvirkende: Arnold Schwarzenegger, Emilia Clarke, Jai Courtney m.fl.
Spilletid: 126 min.
Distributør: United International Pictures[/tab][/tabgroup]

JURASSIC WORLD: Vildt mange dinosaurer, der æder folk kan aldrig kun være en dårlig ting

Biografanmeldelse: Ja, Jurassic World går i store fodspor efter Steven Spielbergs milepæl, Jurassic Park, fra 1993. Dem udfylder den ikke. Det havde jeg heller ikke regnet med. Fair nok. Men ja, der er for mange CGI-øgler, generisk action og lidt for meget af det hele. Men selvom større og vildere ikke er vejen til succes, er denne oppustede og delvist forpustede dinosaur altså et underholdende brøl.

Jeg vil ikke dvæle ved den første film, selvom den refereres til undervejs (og ja, vi glemmer lige de to efterfølgere). Nu gælder det dette nye bæst i familien. Den monstrøse park er for første gang i franchsen åben for besøgende – eller omvandrende foder for de glubske fortidsmonstre, som du nok har luret. En genmodificeret kæmpedræber sætter nemlig snart parken på den anden ende (medgivet, en genmodificeret dinosaur er dumt – deal with it).

jurassic world biograf 04

Men i udgangspunktet en helt cool og ok simpel præmis for en omgang monster mayhem. Det får man også, men desværre læsser instruktør Colin Trevorrow og de seks (ja, seks) folk bag manuskriptet historien til med dumme idéer og karakterer, der enten er dumme eller opfører sig dumt. Groft sagt. Eksempelvis ved folk, der burde vide noget om dinosaurer af og til forsvindende lidt om dem.

Problemet med karaktererne er dog måske ikke så meget, at de (af og til) opfører sig dumt, men at de ikke er mere mindeværdige. Ok, Chris Pratt udgør en tilpas tør alfahan-og-jeg-har-styr-på-dinoerne-type, mens Bryce Dallas Howard er skinger, men også ok cool som parkens kvindelige kontormus/heltinde to come. Og så er der to brødre, hvis overlevelse, man skal forsøge at leve sig ind i.

jurassic world biograf 03

Der er naturligvis også skurke med hemmelighedsfulde skurkeplaner. Problemet er bare ligeledes her – udover, at skurkeplanen er stupid – at det ikke er mindeværdige skurke. Well, nok brok for nu – for jeg kan jo faktisk godt lide filmen. Denne store, dumme, larmende og befriende barnagtige film (hmm, måske er de seks personer bag manuskriptet børn?).

Jeg blev med andre ord revet fint rundt på trods af for meget CGI, et ujævnt manuskript og et overtal af ligegyldige statister, der uden dramatisk effekt dør i gabet på øglerne – men det er stadig cool at se på. Ja, Jurassic World bringer på trods af sine plotmæssige dumheder og lidt for mange CGI-dinoer den fortsat fascinerede præmis om en park fyldt med dinosaurer til live. 

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars
[tabgroup][tab title=”Jurassic World | Biografanmeldelse”]
jurassic world poster
Originaltitel: Jurassic World, USA, 2015
Release: d. 11. juni 2015
Instruktion: Colin Trevorrow
Medvirkende: Chris Pratt, Bryce Dallas Howard, Ty Simpkins, Irrfan Khan, Jake Johnson, Omar Sy, Vincent D’Onofrio m.fl.
Spilletid: 124 min.
Distributør: United International Pictures[/tab][/tabgroup]

TOMORROWLAND – A WORLD BEYOND: Jeg vil også have et raketbadekar som Clooney

Biografanmeldelse: Det faktum, at George Clooney har et badekar med indbygget raket i, burde i grunden være nok til, at Tomorrowland: A World Beyond skulle være en sikker vinder. Det er den desværre ikke. I stedet er det et ujævnt, men heldigvis også ofte ganske storslået CGI-eventyr støbt af svimlende fremtidsbyer, roterende robotter og susende jetpacks.

Der er altså for det mest nok at se på, mens fortællingen fletter sig ind og ud mellem vores verden og så det mystiske Tomorrowland. Et land gemt bag vores virkelighed, som Casey – en energisk Britt Robertson – forsøger at finde ud af, hvad er. Hun kommer nemlig via et gådefuldt emblem i kontakt med landet på den anden side, hvilket Clooney som opfinderen Frank spiller en afgørende rolle i.

tomorrowland 01© 2015 Walt Disney Pictures.

Men fortællingen om den eventyrlystne optimist Casey, den vrisne Frank og så mysteriet om Tomorrowland, der burde udgøre det pirrende bagtæppe, får bare aldrig rigtigt fundet sin retning. I stedet sidder jeg lidt og venter på at finde ud af, hvorfor jeg egentlig skal engagere mig i det her flot producerede science fiction-eventyr. Altså udover, at det er et flot produceret science fiction-eventyr.

For selvom George Clooney ganske vist er George Clooney – og det jo i sig selv er en god ting – er han altså en smule kedelig i den her rolle som en halvsur opfinder, der en gang var en ”åh så” charmerende og optimistisk knægt med store drømme. Ja, altså som Casey er det nu. Netop her er en af filmens væsentligste temaer: Det at drømme og at turde at drømme stort. At turde tro på en lys fremtid. Hele livet.

tomorrowland 02© 2015 Walt Disney Pictures.

Det er så absolut en vigtig pointe – og noget, vi alle bør gøre. Men denne sympatiske tematik og et CGI-eventyrligt Tomorrowland med flotte rumfartøjer og enorme bygninger er ikke bare nok. Karaktererne efterlades ofte en smule formålsløse i den ufokuserede fortælling, der dog tumler tilpas energisk rundt i sit tilpas dragende univers til, at filmen ikke kollapser.

Britt Robertson er desuden et godt fund som den ihærdige drømmer Casey, mens hendes mystiske sidekick i skikkelse af Raffey Cassidy giver fin sødme til løjerne. Men instruktør Brad Bird, der ellers har forrygende film som Mission: Impossible – Ghost Protocol, Ratatouille og The Incredibles bag sig får aldrig for alvor samlet sine mange idéer og ellers ganske dragende koncept med Tomorrowland til den medrivende film, der gemmer sig et sted i mødet mellem de to verdener.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 3/6:
3_6 - stars

[tabgroup][tab title=”Tomorrowland: A World Beyond | Biografanmeldelse”]
Tomorrowland poster
Originaltitel: Tomorrowland, USA, 2015
Release: d. 21. maj 2015
Instruktion: Brad Bird
Medvirkende: George Clooney, Hugh Laurie, Britt Robertson, Raffey Cassidy, Tim McGraw, Kathryn Hahn, Keegan-Michael Key m.fl.
Spilletid: 130 min.
Distributør: Disney[/tab][/tabgroup]

MAD MAX – FURY ROAD: Du kan lige så godt begynde at glæde dig til at se den igen – wroooooom!

Biografanmeldelse: Holy fucking shit! Sådan cirka kan jeg opsummere min oplevelse med Mad Max: Fury Road. Ja, det er ment på den absolut mest positive måde. For dette komplet vanvittige, konstant spruttende og ærefrygtindgydende bæst af en biljagt gennem et menneskefjendsk ødeland bør få biograferne til at installere sikkerhedsseler i sæderne. Wroooom!

Lad mig dog lige bakke lidt tilbage. For historien om Mad Max starter som bekendt i 1979 med en blot 21-årig Mel Gibson i titelrollen – iført læderbukser og med speederen i bund. Den blev fulgt op af den meget vellykkede Mad Max 2 i 1981 og den mindre vellykkede Mad Max Beyond Thunderdome i 1985. Nu 30 år senere er Max igen bragt til live af George Miller – manden bag de første film.

mad max fury road 02

Det er Tom Hardy, som nu indtager den ikoniske rolle som Max Rockatansky. Ja, Max er stadig mut, cool og god bag et ret – og en mand plaget af en tragisk fortid. Han undslipper sin fangenskab hos tyranen Immortan Joe og tilslutter sig en lille gruppe ledt an af en karseklippet Charlize Theron som Furiosa. De er også på flugt fra den skrupelløse tyran – en væmmelig Hugh Keays-Byrne, som også var hovedskurken i filmen fra 1979. Således forfulgt af galninge på fire hjul går den voldsomme jagt gennem ødelandet.

Du behøver ikke have set de tre oprindelige film for at hoppe på dette vilde ridt af en biografoplevelse (men gør det lige, for det er forrygende film – i hvert fald de to første). Max Mad: Fury Road fungerer på egen hånd og kaster sig virilt, potent og med dødsforagt ind i dette postapokalyptiske univers af højoktan vildskab, hvor den ene jaw-dropping actionsekvens følger den anden.

mad max fury road 01

Nej, man skulle ikke tro, at George Miller netop har ramt de 70 år, for der er intet bedaget over denne tiltrængte omgang galskab i Hollywood. Du ved, en gut med en elguitar/flammekaster spændt på fronten af en lastbil i fart og en mand, der kaster sig med et spyd i hver hånd fra den ene kørende bil til den anden. George Millers univers føles ægte og omsluttende mig med al sin detaljerigdom, smukke forfaldsæstetik og adrenalinpumpende action.

Alt sammen skabt med et minimum af CGI-effekter. Det er rigtige mennesker, der udfører rigtige stunts, hvorfor filmen også kun føles det mere ægte og farlig. Som når dirt bikes hopper energisk ind og ud mellem enorme køretøjer iklædt pikke og maskinpistoler. Ja, Mad Max: Fury Road er en film i konstant bevægelse. Den sætter sig aggressiv og elegant i hele kroppen, hvor Max, Furiosa og co. er det dramatisk bankende hjerte mellem de brusende maskiner, susende kugler og smukke eksplosioner.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 5/6:
5_6 - stars
[tabgroup][tab title=”Mad Max: Fury Road | Biografanmeldelse”]
mad max fury road poster
Originaltitel: Mad Max: Fury Road, USA | Australien, 2015
Release: d. 14. maj 2015
Instruktion: George Miller
Medvirkende: Tom Hardy, Charlize Theron, Nicholas Hoult, Hugh Keays-Byrne m.fl.
Spilletid: 120 min.
Distributør: Warner Bros.[/tab][/tabgroup]

CPH PIX 2015: Så er filmfestivalen for alvor skudt i gang

CPH PIX 2015: Den vanlige følelse af forventnings glæde, nysgerrighed og spænding har som de forgående år sat sig i min krop. Ja, dette års CPH PIX er for alvor i gang. Det betyder selv sagt også, at jeg har set de første film, hvilket overvejende har været positive filmoplevelser. Dem kommer jeg til lige om lidt. For godt nok er hjertet i CPH PIX filmene, men der er mere til festivalen end filmene.

Her mener jeg ikke alle de andre oplevelser, CPH PIX også byder på – så som at se film on location, debatter og instruktørbesøg. Nej, jeg taler om den der festivalfølelse, der indtager byens biografer og hos mig afføder en næsten helt berusende følelse af generel nysgerrighed på film – samt dem, jeg skal se.

Jeg har derfor også en anderledes følelse i maven, end når jeg ellers går i biografen. Det hænger helt sikkert også sammen med, at man under sådan en festival kan se film på det store lærred, som ellers aldrig ville komme i nærheden af de danske biografer. Her er det ingen hemmelighed, at det for mit vedkommende blandt andet betyder udbuddet af skrækfilm og science fiction.

white god cph pixWhite God

Startskuddet til CPH PIX 2015 lød for mit vedkommende med den ungarske WHITE GOD. En flot, men desværre også uforløst film, hvor en stor flok hunde i Budapest bliver trætte at menneskenes pis og indtager byens gader. Groft sagt. For ja, det er den slags film, der taler i metaforer. Det handler nemlig slet ikke om, hvor synd det er for hunde i fangenskab, men om ulighed, magt og bare sådan generelt om verdens uretfærdighed.

Filmen byder på nogle vilde scener, hvor jeg gang på gang spekulerede på, hvordan pokker de har fået orkesteret alle de hunde. Jeg blev bare aldrig for alvor grebet af filmen, hvor en pige og hendes fraværende far udgør den menneskelige midte for dramaet. Filmen ender med at slæbe sig en smule mat frem mod finalen. Den er til gengæld også intens, men desværre tynget af den forudgående langtrukne spilletid. Vuf.

creep cph pixCreep

Og så løb jeg ellers ind i en række skrækfilm af meget forskellig art. Først i found footage-genren, der tilsyneladende bare ikke vil dø (no pun intended.). Men det håndholdte greb fungerede virkelig godt i den amerikanske CREEP. En solid lille omgang gru, hvor en fotograf har sagt ja til jobbet at filme en mands hverdag. Det foregår langt ude i en hytte i en stor skov, naturligvis.

Manden har nemlig kræft og vil derfor foreviges, så hans ufødte barn kan lære ham at kende, når nu han er død inden, han når at blive far. Dette er begyndelsen på et psykologisk spil mellem de to mænd, hvor udfaldet måske ikke just overrasker, mens filmen også er lidt for glad for billige jump scares. Men det er effektivt fortalt, og så bærer Mark Duplass som den kræftramte mand filmen hele vejen med lige dele charme, creepyness og uforudsigelighed.

it follows pixIt Follows

Der var i år arrangeret en Midnight Movie Marathon, hvilket indebar fire film i gyser og science fiction-land, hvor den første ramt lærredet 22:30. Det var selvfølgelig svært at modstå. Sådan var der heldigvis også mange andre, der havde det. Så i en godt fyldt sal i Empire blev natten skudt i gang med den skamroste og fremragende overnaturlige gyser IT FOLLOWS, der efter en kort pause blev fugt af science fictionkærlighed med den skramlede TURBO KID.

Jeg nuppede dog kun disse to film, inden jeg kapitulerede. Men det af natten, jeg fik med var forrygende. Både filmene, men også midnatsstemningen i salen. Også så er det jo altid hyggeligt at snakke med andre (gyserglade) festivalgæster og noget af det, der gør, at CPH PIX før den der festivalfølelse. IT FOLLOWS er da også allerede en succes på CPH PIX med udsolgte sale og en ekstravisning.

turbo kid pixTurbo Kid

Det forstår jeg godt. For det er en intens film, der med et dundrende synthscore og en stemningsbåret tilgang til gyset, fik frygten malet frem på lærredet, hvor en mystisk og dødelig kraft forfølger vor stakkels hovedperson. Så selvom her er et par ujævnheder i fortællingen, ændrer det ikke på, at det er en af bedste og mest dragende skrækfilm, jeg har set i nyere tid.

Og så var der TURBO KID, der med fortumlet 80’er-charme og low fi-effekter hensatte den fyldte sat til en postapokalyptisk fremtid, der kunne være affødt af Mad Max-filmene. Her kommer en ung knægt på sin BMX-cykel og hans veninde og at toppes med en grum bande. Det afføder både grotesk blodige drab og sort humor, hvor en kærlighed til genren, til vold og BMX-cykler gennemsyrer filmen.

– Besøg CPH PIX på Facebook her og på deres site her.
– Læs mine 10 CPH PIX-filmanbefalinger her.
–  Besøg også Filmskribenten på Facebook her.

– Mine skriverier fra CPH PIX 2010, 2011, 2012, 2013 og 2014.

CHAPPIE: Charmerende robot, heftig kugleregn og babysitterne Die Antwoord med store guns

Biografanmeldelse: Hvem har ikke ønsket sig sin egen robot? Ja, det har alle. Og heldigvis er der er vildt mange robotter i Neill Blomkamps nye film Chappie – fordi det jo er en film af Neill Blomkamp. Du ved, Dictrict 9 og Elysium. Vi er her i en nær fremtid i et beskidt Johannesburg i Sydafrika, hvor loven håndhæves af robotter. Her stjæler et par kriminelle en politirobot og installerer en ny form for avanceret kunstig intelligens i den for at bruge den til deres fordel.

Inden jeg dog lige går videre, så lad mig præsentere filmens hovedroller. For nej, det er hverken Sigourney Weaver som barsk chef for våbenfremstillingen, Hugh Jackman som barsk robotskaber eller en mindre barsk Dev Patel som nørdet robotskaber, men derimod Sharlto Copley som robotten Chappie og ikke mindst duoen Die Antwoord, der spiller sig selv. Dog nok mere kriminelle udgaver af sig selv. Ja, filmen burde egentlig havde heddet Chappie & Die Antwoord.

chappie biograf 01

Well, og så er filmens rå, beskidte og robotfyldte univers en karakter i sig selv. Det er i denne fascinerende verden, vi følger karaktererne på kryds og tværs, dog med Chappie i centrum. For med den nye og uprøvede kunstige intelligens installeret, bliver han som et nyfødt barn, vi således følger vokse op og få sin egen personlighed – påvirket af sine omgivelser og miljøet hos gangsterduoen Die Antwoord, den aggressive Ninja og noget sødere Yo-Landi Vi$$er.

Her er altså tematikker som menneske versus robot i spil. Du ved, spørgsmålet om, hvad det vil sige at være menneske. Mens også mere sociale og politiske tematikker flettes ind i de heftige skududvekslinger mellem den robotiserede politistyrke, gangstere, Chappie og Die Antwoord. For det er actionscenerne og filmens potente tempo, der løfter filmen medrivende af sted.

chappie biograf 02

Filmens historie stritter nemlig i alle mulige retninger, hvor jeg aldrig rigtigt når at blive rodfæstet i karaktererne mere end overfladisk – men nok til, at jeg er involveret i eskapaderne hele vejen. For plottet afvikles altså ujævnt og snubler flere gange undervejs, men rejser sig op gang på gang for at tumle sig anarkistisk videre blandt seje robotter, vilde idéer og medrivende action.

Chappie er med andre ord ikke en strømlinet film. Den tumler rundt, så jeg aldrig helt ved, hvad næste scene byder på eller hvilke karakterer, jeg skal engagere mig i. Heri består filmens fortumlede styrke, men også svaghed. For jeg savner et mere dramatisk engagerende hjerte i fortællingen, der kan få mig mere følelsesmæssigt engageret og ikke kun duperes af action, robotter og våben, hvor Neill Blomkamp for resten godt kunne være gået lidt mere amok. Men Chappie er altså en charmerende, fortumlet og herligt rodet science fiction-bastard.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER.[tabgroup][tab title=”Chappie | Biografanmeldelse”]
Vurdering 4/6:
4_6 - stars
57014_Chappie_plakat_685x1015.indd
Originaltitel: Chappie, USA | Mexico, 2015
Release: d. 5. marts 2015
Instruktion: Neill Blomkamp
Medvirkende:
Sharlto Copley, Dev Patel, Ninja, Yo-Landi Vi$$er, Jose Pablo Cantillo, Sigourney Weaver, Hugh Jackman m.fl.
Spilletid: 120 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]