Indlæg

ALADDIN: Muligvis overflødig genfortolkning, men trods alt ret så medrivende

Biografanmeldelse: Mon ikke de fleste kender den originale Disney-tegnefilm ‘Aladdin’ fra 1992? Nu er den mesterlige Disney-klassiker i hvert fald blevet taget under kærlig behandling af rigtige mennesker af kød og blod i stedet for de tegnede karakterer, når man her genfortæller den samme historie med de samme sange. Ja, filmen er med andre ord meget tro mod originalen.

Så har verden overhovedet brug for denne nye live-action version af ‘Aladdin’? Næ, måske ikke. Men nu er den her altså – og ja, den er faktisk virkelig vellykket. Ret så medrivende foldet ud og fortalt – både hvad angår filmens fint pulserende actionscener og naturligvis også den dynamiske måde, hvorpå de klassiske sange bliver både visualiseret og bragt til live på. 

Det er altså stadig historien om gadedrengen og tyven, men også den både godhjertede, sympatiske og charmerende Aladdin, der får fat i den magiske lampe, som indeholder den blå ånd Genie, der skal opfylde tre af hans ønsker. Det bliver starten på eventyret om gadedrengen, prinsessen Jasmin og den morsomme lampe-ånd samt naturligvis også den onde Jafar.

Hvad der måske mest oplagt er at være bare en kende nervøs for ved denne genfortolkning er i mine øjne det at skulle bringe den ikoniske Genie til live på ny, når nu den originale ånd med stemme af Robin Williams er så legendarisk. Men her gør Will Smith faktisk ganske god figur – det uden at ville kopiere originalen – heldigvis. Men ja, Genie er stadig en spilopmager og morsom.

Desværre er skurken Jafar ikke nær så vellykket. Han bliver aldrig for alvor karismatisk ond og troværdigt farlig, men mere postuleret spillet af Marwan Kenzari – hans rapkæftede papegøje Jago fungerer dog godt med veloplagt stemme af Alan Tudyk. De forelskede Aladdin og Jasmin – spillet af de søde Mena Massoud og Naomi Scott – er ligeledes et fint engagerende bekendtskab.

Desværre bliver de musikalske løjer en kende for lange for sit eget bedste med sine 2 timer og 8 minutter. Tematikker om ikke at skue hunden på hårene, men at se ind bag facaden samt at rigdom ikke gør lykkelig, går dog fint igennem. Desværre mangler filmen en mere karismatisk skurk. Ja, ‘Aladdin’ er måske nok overflødig film, men på trods både flot, dynamisk og ganske engagerende.

‘Aladdin’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Aladdin’ har biografpremiere den 23. maj.  

AMUNDSEN: Polarforsker på vilde vover er solid historiefortælling

Biografanmeldelse: Passionen, ensomheden og jagten på det ukendte. Ja, historien om den norske polarforsker Roald Amundsen er både flot, fascinerende og inspirerende. Desværre er ‘Amundsen’ også en smule ujævn i udfoldelsen af sin ellers dragende fortælling – blandt andet når de vilde ekspeditioner afløses af de private problemer hjemme i Norge.

Men ja, jeg forstår godt, hvorfor Amundsen drages mod det ukendte, når alt det velkendte hjemme er netop så, ja, velkendt. Men at han er så knusende kompromisløs er alligevel vildt og på sin vis også dybt ærefrygtindgydende, når han med dødsforagt drager på sine iskolde ekspeditioner ud på isen og ind i kulden – blandt andet for at opdage det dengang uudforskede Sydpolen.

Sådan har det været lige siden, han var en lille dreng – altså besat af tanken om at opdage det uopdagede. At være det første menneske i uopdagede dele af verden. Her i is og kulde. Men denne jagt på det ukendte kostede ham på privatfronten – blandt andet det ellers tætte forhold til broderen Leon lider knæk undervejs – det samme gør hans kærlighedsliv.

Men selvom her altså er andre personer på banen, så er det uden tvivl Roald Amundsen og hans liv, der er hovedattraktionen – det sammen med de yderst vovede ekspeditioner, der er fortalt med både nerve og nærvær samt intensitet og spænding. Pål Sverre Hagen gør det desuden virkelig godt som hovedpersonen – jeg mærker hans knugende tilstedeværelse og brændende passion.

Desværre glider Amundsens kærlighed derhjemme noget i baggrunden, selvom Bess Magils i skikkelse af Katherine Waterston er både stålsat og sødmefuld, mens broderen Leon i skikkelse af Christian Rubeck er en kende mere vag i sit portræt, hvilket ligeså meget ligger i fortællingens struktur. Det er altså som nævnt, når jeg er med på ekspeditionerne, at filmen for alvor lever.

Det er når, jeg mærker faren, kulden og Amundsens ukuelige vilje ikke bare til at opdage det ukendte og jage det udefinerbare, men også hans ensomhed i en verden, der ellers er fyldt med mennesker. Ingen formår for alvor at nå ind til ham – ikke som det er beskrevet her i hvert fald. Kort fortalt, så er ‘Amundsen’ en på flere måder spændende film, omend den er en kende ujævn.

‘Amundsen’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Amundsen’ har biografpremiere den 23. maj.

KVINDE PÅ KRIGSSTIEN: En kvindes utrættelige kamp for Islands natur

Biografanmeldelse: Hun er en kvinde med en mission. Ustoppelig og utrættelig. Hun vil nemlig have den miljøskadende industri på Island ned med nakken. Således bevæbnet med bue og pil begiver hun sig ud på sin mission for som en enmandshær at tvinge industrien i knæ ved at sætte strømforsyningen ud af kraft. Det er medrivende, morsomt og delvist smerteligt at være vidne til.

Filmens danske titel er passende ‘Kvinde på krigsstien’ – for det er præcis, hvad den sympatiske og stålsatte Halla er. Hun vil nemlig, at den islandske natur skal overleve industriens ødelæggende virke. Men Hallas gentagne sabortagetogter ender snart med en menneskejagt – og nej, den er bestemt ikke for sjov. For Island og den omkringliggende verden er snart på nakken af hende. 

Kan den 49-årige kvinde nu både holde sin identitet skjult, redde miljøet og oven i det også lige adoptere en lille pige fra Ukraine? Der er således sat en spændende og visuel velfortalt film i søen, hvor den islandske natur spiller smukt og dragende op imod fortællingen, der udover at være et interessant kvindeportræt også har temaer som (øko-)terrorisme og selvtægt i spil.

Der er altså meget at komme efter i islandske Benedikt Erlingssons drama- og spændingsfilm – det i både indhold og form. Derfor kan jeg også delvist godt se igennem fingre med, at fortællingen sine steder mister lidt af pusten og sit ellers fine nærvær. For det er blandt andet i Halldóra Geirharðsdóttir som Halla, at filmen finder sin menneskelige nerve og i naturen sin visuelle kraft.

Et fint og forførende filmisk greb finder man i samspillet mellem filmens lydside og billedside. For filmens igennem spiller en trio ikke alene musikken, så den kan høres, men orkestret dukker altså også op som en del af filmens miljø – det både i baggrunden, når Halla flygter eller i forgrunden, når Halla udfører sine (øko-)gerninger i baggrunden. Det er både sjovt og sært dragende.

‘Kvinde på krigsstien’ er altså en både visuelt velfortalt, medrivende og morsom fortælling om en kvinde og hendes utrættelige kamp for den islandske natur. Det er en film, der er til at blive i godt humør af – filmens både alvorlige og relevante miljø-problematik taget i betragtning, hvilket er med til at efterlade en både bittersød, smertelig og melankolsk smag i munden.

‘Kvinde på krigsstien’ får 4 ud af 6 stjerner.

‘Kvinde på krigsstien’ har biografpremiere den 23. maj.

JOHN WICK 3 – PARABELLUM: Keanu Reeves er fortsat pokkers hårdtslående

Biografanmeldelse: Så for pokker. Den står med ‘John Wick 3: Parabellum’ på en frisk omgang håndmadder, blodige heatshots og vilde slagsmål, når Keanu Reeves i den hårdtslående rolle som lejemorderen John Wick er på banen igen. Denne gang med en pris på sit hoved efter at have myrdet et medlem af den internationale lejemorder-orden. Hele 14 millioner dollars.

Nu må John Wick med andre ord tage benene på nakken – eller faktisk rettere tage kampen op – med den lange række af dygtige dræbere, der vil indkassere dusøren. Således er der lagt op til en lang række både akrobatiske, imponerende og vilde action-scener. For ja, dem er der mange af. Det er da også dem, der holder filmen flyvende, når den sine steder bliver en smule lang i spyttet.

For med sine 2 timer og 10 minutter bliver filmen desværre sine steder lige lidt for lang for sit eget bedste og den historie, der skal fortælles. Heldigvis rettes der undervejs op på det en smule manglende momentum med action, action og atter action. For nej, der er bestemt ikke en finger at sætte på de vilde, blodige og voldsomme action-eskapader. 

Her får publikum således serveret en lang række både velkoreograferede og yderst voldelige scener, der involverer alt fra sparkende heste, skarpe sværd og fræsende motorcykler til bidske hunde, blodige knivkast samt iltre pistoler og automatvåben – og mange af dem! Det er så absolut både forrygende, medrivende og herligt voldeligt at se, hvordan John Wick nedlægger den ene fjende efter den anden. 

Så hvor historien måske nok mangler lidt fylde og karaktererne gør det samme, så kommer action-scenerne altså og redder løjerne undervejs, hvor filmen ellers bliver en smule ujævnt udfoldet. Blandt andet bliver en ellers fæl hovedskurk heller ikke videre intimiderende eller karismatisk, mens han leverer sine en smule klodsede one-liners. Det er en skam, at Keanu Reeves ikke får en sejere modstander.

Men det sagt, så er ‘John Wick 3: Parabellum’ altså en på mange måder både solid, engagerende og voldsom efterfølger til de to ligeledes medrivende første kapitler i serien om den dødsensfarlige lejemorder. Keanu Reeves er fortsat pokkers cool, sej og hårdtslående som John Wick i en film, der har nok af action til at modstå filmens ujævnheder og fodfejl.

‘John Wick 3: Parabellum’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘John Wick 3: Parabellum’ har biografpremiere den 16. maj.

EN SPIONS BEKENDELSER: Judi Dench er god, men for lidt med i spionfilm

Biografanmeldelse: Det er en vild historie, der foldes ud i den afdæmpede spion-fortælling ‘En spions bekendelser’, der oven i købet er baseret på en sand historie. Fortiden indhenter nemlig her den aldrende Joan Stanley i 1999 – en virkelig god, nærværende og nuanceret Judi Dench. Desværre er hun bare alt for lidt med i filmen, der mest udspiller sig i fortidens 1930’erne.

Her følger man således den unge Joan lang tid før, at den britiske efterretningstjeneste banker på den pensionerede Joans dør og arresterer hende. Hvorfor de banker på, kommer man således i flashback-fortællingen til at få et fint indblik i. Det viser sig nemlig, at den unge Joan har været en af de mest betydningsfulde spioner for russerne i historien.

For da en ung Joan – en både sart, fint uskyldig, men også målrettet Sophie Cookson – begynder som fysikstuderende på Cambridge University, indfinder kærligheden sig også. Det i skikkelse af den russiske sabotør Leo. Joan hvirvles således ind i et dobbeltspil, hvor det militære kapløb er i fuld gang. Så da hun får job på et tophemmeligt atomforskningscenter må hun vælge side.

Det dilemmafulde valg står nu mellem at forråde sit eget land og sine nærmeste – eller at redde verden fra en mulig atomkrig. For gennem Leo ser Joan pludselig, hvordan verden balancerer på en krigs-knivsæg. På den måde byder fortællingen både på spionage, kærlighed og umulige valg. Alt sammen personificeret i både en ung og gammel Joan.

Men selvom fortællingen grundlæggende er både utrolig og spændende, så bliver filmen desværre bare aldrig rigtigt spænende. Mest af alt er den en smule tung i sin afvikling af strabadserne, der byder på både Joan, der må smugle oplysninger ud fra sit arbejde. Det bliver bare aldrig særligt nervepirrende. Så fungerer kærlighedshistorien bedre, uden for alvor at røre mig.

På bundlinjen får man med ‘En spions bekendelser’ altså en historie, der har potentialet til både at være spændende, nervepirrende og romantisk medrivende. Den bliver desværre bare aldrig nogen af delene sådan for alvor. Men både Judi Dench og Sophie Cookson som KGB-informant gør god figur og redder altså filmen op af sin noget ujævne og kedelige afvikling. 

‘En spions bekendelser’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘En spions bekendelser’ har biografpremiere den 16. maj.

POKÉMON DETECTIVE PIKACHU: Halvt vellykket Pokémon-mysterie

Biografanmeldelse: Jeg kender ikke særlig meget til Pokémon-universet andet end, at jeg har et overfladisk kendskab til diverse Pokémon-karakterer. Jeg var derfor spændt på at blive lukket ind i det populære univers med ‘Pokémon Detective Pikachu’. Blandt andet fordi, man her finder Ryan Reynolds lægge stemme til den legendariske Pokémon Pikachu. Desværre er hen nærved at være filmens eneste lyspunkt. Men også kun næsten.

For det er nu ganske sjovt at overvære rækken af kulørte, nuttede og opfindsomme Pokémon folde sig ud i en historie, der desværre overforklarer sit plot filmen igennem – bare lige så alle kan være med. Men det bliver også bare en smule trættende. Her er dog trods alt ganske godt fart på løjerne, hvor der leveres et par ok medrivende action-scener undervejs.

Man følger den 21-årige Tim, der begiver sig ud for at efterforske privatdetektiven og sin fars mystiske forsvinden. Han støder her på sin fars tidligere Pokémon-makker, nemlig ingen ringere end den gule Pikachu. Underligt nok kan Tim pludselig forstå alt, hvad Pikachu siger – hvilket viser sig at bestå af sin del af jokes, også de mere grovkornede af slagsen.

Det er her Ryan Reynolds stemme kommer veloplagt ind i billedet. For han bærer i sin gule rolle nærmest egenhændigt filmen på sin charme, komik og nuttethed alene. Det er desværre bare ikke nok til at sikre filmen kommer medrivende nok i mål. For undervejs mister de ellers ok tempofyldte løjer en smule momentum, men endnu mere noget af grebet om sin delvist forudsigelige fortælling.

‘Pokémon Detective Pikachu’ falder derfor også en kende flat på maven undervejs, hvor der desværre heller aldrig synes at være reel fare på færde. Det hele bliver en smule for poleret – altså bortset lige fra den kække Pikachus af og til dejligt upassende jokes. Men det øvrige persongalleri er bare ikke for alvor spænende, mens filmens sentimentale scener ikke rigtigt fungerer.

Kort fortalt så charmerer Ryan Reynolds sig igennem filmen som Pikachu, mens action og øvrige både sjove og bizarre Pokémon er med til at bære filmen. Desværre er det bare ikke nok til at redde filmen fra at blive en kende rodet undervejs og på sin vis også en forglemmelig affære, der aldrig rigtigt får mig revet med ind i filmens opklaringsarbejde og Pokémon-mysterie.

‘Pokémon Detective Pikachu’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Pokémon Detective Pikachu’ har biografpremiere den 9. maj.

THE HUSTLE: Anne Hathaway og Rebel Wilson fejler som fupmagere

Biografanmeldelse: Med den umage duo Anne Hathaway og Rebel Wilson i front for denne svindler-komedie, er der lagt op til en omgang uforpligtende underholdning. ‘The Hustle’ er da i høj grad også uforpligtende, men desværre bare ikke videre underholdende. For komikken har trange kår i en film, der ellers gang på gang forsøger at få mig til at grine. Det lykkedes aldrig rigtigt.

Det sagt, så er komedien ikke helt uden charme – det er dog udelukkende på grund af en veloplagt Rebel Wilson, der desværre bare ikke har meget at gøre godt med i den generiske fortælling og jokes, der gentages – bare i en smule nuancerede indpakninger. Det bliver desværre mere trættende end morsomt medrivende i takt med, at løjerne folder sig forudsigeligt ud.

Jeg vil ikke her afsløre noget, men dog lige ridse filmens præmis op. Anne Hathaway og Rebel Wilson spiller to professionelle svindlere, som også er hinandens værste fjender – begge franarrer de gang på gang rige mænd deres penge. Her er Anne Hathaway er den elegante fupmager, mens Rebel Wilson er den klodsede og delvist utrænede svindler.

Det går naturligvis hverken værre eller bedre end, at den umage duo ender med at slå pjalterne sammen i forsøget på at narre en fælles modstander. Det er således i højt humør, at de to begiver sig ud på deres svindler-strabadser, der bare aldrig løfter sig over det som nævnt forudsigelige og komisk kedelige. Som gentagne forsøg på falden-på-halen-komik.

Timingen er bare ikke i skabet, hvilket den også langt fra er, når det kommer til Anne Hathaway, der mest synes noget malplaceret i komedien, hvor hun altså kommer komisk til kort, når hun gang på gang forsøger at få mig til at grine. Det bliver dog mest af alt til pinlige optrin uden det nødvendige komisk flair, der skal til for at få mig til at grine – eller ja, bare trække på smilebåndet.

‘The Hustle’ er med andre ord en ret så forglemmelig komedie, der desværre aldrig rigtig lykkedes med sine komiske optrin – det selvom der er mange af dem. Anne Hathaway synes ude af sync med sin rolle og filmen, mens Rebel Wilson dog tilføjer de flade eskapader en smule charme. Men lige lidt hjælper det altså denne fup-komedie, der ender med at fejle gennem sin forudsigelighed.

‘The Hustle’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘The Hustle’ har biografpremiere den 9. maj.

LONG SHOT: Sød, sjov og charmerende rom-com med umage duo

Biografanmeldelse: Lad det være sagt med det samme, jeg er vild med romantiske komedier. Problemet er blot, at der er langt mellem de gode af slagsen. Heldigvis rammer den både søde, sjove og charmerende rom-com ‘Long Shot’ ret så fint plet – det selvom den ikke byder på nogen overraskelser undervejs i sin historie, der altså forløber lige efter genrens konventioner.

Men pyt med det, for i front finder man nemlig det umage par Charlize Theron og Seth Rogen. Hun er den ambitiøse, succesfulde og stilfulde amerikanske udenrigsminister Charlotte Field, der har planer om at blive intet mindre end USA’s første kvindelige præsident, mens han er den just fyrede, sjove og noget sjuskede journalist Fred Flarsky. Ja, så absolut en umage duo.

Spørgsmålet er jo så bare, om denne umage duo også kan gå hen og blive et rigtigt par af den romantiske slags – deres forskelligheder til trods? Tilfældigheder vil nemlig, at de to støder på hinanden til en fest, hvor de mødes over en fælles fortid. Allerede her synes en gnist at blive tændt mellem de to. En gnist, der kun blusser op filmen igennem. Ja, en romantisk komedie, du ved.

Man skal altså også give slip på noget af virkeligheden her, for filmen skal først og fremmest underholde med både sødme, skarpe og sarkastiske jokes samt ja, den både farlige, men også livsnødvendige kærlighed, vi som mennesker har brug for. Det har de to også – men hvordan skal det dog ikke gå de to og deres meget forskellige liv? For godt nok er det ikke svært at regne ud, hvordan det hele ender – men måden hvorpå det sker er altså pokkers underholdende.

Ganske vist bliver filmen sine steder lige lang nok i spyttet, men det rettes der op på undervejs af den ene sjove scene efter den anden, hvor der naturligvis også bliver plads til den søde og uventede kærlighed. Desuden finder man et par fine og naturligvis også sjove bikarakterer – blandt andet i skikkelse af Charlottes assistent, der ikke kan udstå den uformelle Fred.

‘Long Shot’ er kort fortalt og ganske enkelt en veloplagt romantisk komedie med engagerende Charlize Theron og Seth Rogen i front som det umage par – ja, der er så absolut kemi imellem dem, mens det er både sødt og sjovt at følge, hvordan de nærmer sig hinanden og lærer noget om sig selv undervejs. Ja, der er som sagt langt mellem de gode romantiske komedier, men dette er altså bestemt en af de gode af slagsen. 

‘Long Shot’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Long Shot’ har premiere den 2. maj 2019.

AVENGERS: ENDGAME: Sorgramt helte-epos med schwung på det store drama

Biografanmeldelse: Så for pokker. Vi er nået til det, man nærmest kan kalde den episke konklusion på 11 år med superheltefilm i det såkaldte Marvel Cinematic Universe. Et filmunivers, der for alvor blev skudt i gang med ‘Iron Man’ i 2008. Siden er det blev til et par og tyve film, hvor den nye ‘Avengers: Endgame’ er den ventede opfølger til den bombastiske ‘Avengers: Infinity War’, der endte med en nervepirrende cliffhanger.

Dem, der af uvisse årsager endnu ikke har set ‘Infinity War’, så spoiler jeg lige slutningen – men jeg spoiler naturligvis intet som helst af den nye ‘Endgame’. Bare rolig. Efter at Thanos udslettede halvdelen af alt liv i universet i forgængeren, finder man et sorgramt superhelte-hold, mens Jordens befolkning ligeledes er dybt påvirket af de ødelæggende begivenheder. Det er nu op til de tilbageværende Avengers at rette op på dette – og ja, altså få has på Thanos.

Mere af plottet skal ikke røbes her, da filmen blandt andet beror på netop sine overraskelser – og dem er der altså en god håndfuld af. Desværre er fortællingen også en smule ujævnt udfoldet, hvor filmen mister noget momentum og nærvær sine steder – særligt i sit første og sidste akt. Jeg blev i hvert fald undervejs en smule revet ud af det ellers ganske fine engagement, jeg trods alt havde i de både sorgramte og action-smadrende eskapader.

Her er dog mere fokus på karaktererne end på bulder og brag, hvilket klæder filmen, der er båret mere af alvor end af den humor og mere lette tone, som ellers blandt andet kendtegner superhelte-universet. Det sagt, så er der flere både sjove og fint balancerede scener, der fik mig til at trække på smilebåndet mit i alvoren. Der er altså en ret så vellykket balancegang mellem den grundlæggende alvor i fortællingen og så de morsomme øjeblikke og scener.

Filmen er som sagt karakterbåret, hvilket lykkedes ret så godt at holde i hævd gennem de også fint medrivende actionscener og slåskampe. Blandt andet kommer både Iron Man, Captain America og måske lidt overraskende også Ant-Man medrivende og nuanceret i spil. Et indtagende trekløver, der ret imponerende jongleres med det yderst omfattende persongalleri. Men alle synes at få deres momenter i den tre timer lange film, som desværre sine steder også bliver lidt for lang.

Men filmens nævnte ujævnheder til trods, så er ‘Avengers: Endgame’ altså en tilfredsstillende superhelte-oplevelse og et for nu afsluttende kapitel i det store Marvel-univers. Her er nemlig både interessante helte, der kommer til deres ret samt godt med overraskelser og ikke mindst en interessant skurk i skikkelse af den mægtige Thanos, videre til en engagerende behandling af almengyldige emner som sorg og tab, god og ond, samt familie og tilhørsforhold.

‘Avengers: Endgame’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Avengers: Endgame’ har biografpremiere den 24. april.

THE CURSE OF LA LLORONA: Desværre en ikke videre gysende uhyggelig gyser

Biografanmeldelse: Fedt! En ny gyserfilm i det skræmmende The Conjuring-univers, der tog sin begyndelse i 2013 med netop ’The Conjuring’. Siden da er det blevet til både fortsættelser og spin-offs med film som ’Annabelle’ og ’The Nun’. Med ’The Curse of La Llorona’ er der et nyt og skræmmende genfærd på færde, hvor en mor og hendes to børn må tage benene på nakken.

For år siden druknede La Llorona nemlig sine egne børn som hævn for sin mands utroskab. Efterfølgende tog hun sit eget liv og er siden da gået igen i jagten på børn, der kan tage pladsen efter hendes egne sønner – det for at erstatte det tragiske tab. Gyseren foregår i 1970’ernes Los Angeles, hvor ovennævnte mor og børn bliver hjemsøgt af det skræmmende væsen. Så nu må de ty til overnaturlige midler for at klare skærene.

Egentlig starter ’The Curse of La Llorona’ ganske godt og urovækkende, hvor vi får den tragiske og grumme forhistorie om La Llorona fortalt i et dystert flashback. Desværre forfalder de gysende eskapader snart til at bero mere på billige og ikke videre effektive jump scares og fake scares end på den momentvise snigende uhygge, filmen sine steder også lægger for dagen.

Det suger ret så meget af uhyggen ud af filmen, der således aldrig for alvor skræmmer mig – andet end ved et enkelt eller to noget slatne jump scares. Hertil kommer, at genfærdet ikke bliver etableret videre vellykket – “reglerne” for, hvad hun kan og ikke kan står hen i det uvisse. Nogle gange kan hun dukke op, hvor det skal være, andre gange kan hun ikke gå igennem en dør.

Når jeg ikke ved, hvad hun kan og ikke kan, så kan hun alt – og så bliver det hele altså sådan lidt rodet for mig. Fred med det, hvis så bare løjerne var uhyggelige. Det er de ikke i min bog, desværre. Det selvom La Llorona ser pænt creepy ud. Som en mere fucked up udseende The Nun – det med sort galde om munden og gule øjne. Men det føles også lidt som genbrug, når dørerne knirker og La Llorona springer frem fra mørket i tide og utide.

På den måde er ’The Curse of La Llorona’ også en klichéfuld omgang gys, hvor klichéerne desværre ikke føles videre friske, men mere noget stive i det. Øv. I sidste ende er dette altså en ret så uhygge-fattig omgang genfærd, der forsøger på at skræmme mere med jump scares end urovækkende atmosfære. Det lykkedes ikke og det hele stikker da også helt ubehjælpsomt af i finalen, der er mere bulder og brag end en uhyggelig afslutning på fortællingen.

’The Curse of La Llorona’ får 2 ud af 6 stjerner:

’The Curse of La Llorona’ har biografpremiere den 17. april.