Indlæg

Gyserfilmen ‘Ready or Not’ buldrer løs med både bizar og blodig gemmeleg

Biografanmeldelse: Vi har vel alle på et eller andet tidspunkt leget gemmeleg. Ja, en ret så uskyldig leg. Det er den dog langt fra i den sorthumoristiske gyserfilm ‘Ready or Not’. For her bliver gemmelegen nemligt til et blodigt spil på liv og blodig død. Det hele starter ellers idyllisk med et stort bryllup. Grace skal nemlig giftes med Alex – og hermed ind i hans stenrige familie.

Alex har ganske vist hintet til, at hans familie er en smule excentrisk. Men at det ender der, hvor det ender, havde Grace dog ikke lige forudset. For i stedet for at tilbringe bryllupsnatten i tosomhed, skal Grace derimod indvies i familien ved at lege gemmeleg – dog med det twist, at svigerfamilien skal finde og dræbe hende inden daggry. Say what?!

Ja, det er den herligt bizarre og enkle præmis for filmen, der med sine 95 minutters spilletid er en lille og kondenseret knaldperle af underholdende katten-efter-musen-gys. Men med jagten på Grace opstår spørgsmålet også om, hvem hun egentlig kan stole på i den brogede familie. For ikke alle synes lige opsatte på at nakke den stakkels Grace. Blandt andet jo hendes mand Alex.

Ikke desto mindre finder man svigerfamilien bevæbnet med armbrøst og økser, der jagter bruden gennem det store palæs smukke, gotiske og atmosfærefulde mørke indre. Men Grace er bestemt ikke sådan lige at få ned med nakken. Hun tager udfordringen op – og hvem er det så lige, der jager hvem? Grace spilledes desuden med engagerende schwung af Samara Weaving.

Hun er svær ikke både at holde af og holde med, når lortet først går ned. For hun er sej, når hun i sine udtrådte gummisko og iført bryllupskjole ikke finder sig i noget pis. Ganske vist kunne de blodige løjer for min skyld godt have været endnu mere vanvittige end tilfældet er. Det sagt, så er det bestemt en ret så underholdende film sine små bump i fortællingens flow til trods.

Ganske enkelt, så er ‘Ready or Not’ en både bizar, blodig og buldrende god filmoplevelse, der på ok nervepirrende og intens vis folder sin præmis engagerende ud. Det med både excentriske karakterer og ikke mindst en betagende flot og dunkel setting i det ornamenterede palæ, hvor gemmelegen udfolder sig. Men ja, lav lige et dobbelttjek på svigerfamilien, inden du gifter dig.

– ‘Ready or Not’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Ready or Not’ har biografpremiere den 12. september.

It Chapter Two: Solid popcorn-horror fra Hollywoods monstermaskine

Biografanmeldelse: Gisp! Så starter det hele igen. For i denne anden og sidste del i fortællingen om Pennywise, vender den dansende klovn nemlig tilbage. Der er gået 27 år siden han sidst spredte død og ødelæggelse i byen Derry. Dengang satte børnene i The Losers Club en stopper for dræberklovnen. Men nu må flokken af venner så vende tilbage til, hvor det hele startede.

Det bliver starten ikke kun på at få Pennywise ned med nakken, men også at finde hinanden igen og ikke mindst at få bugt med frygten og egne dæmoner i mødet med den grumme fortid. Stephen King-filmatiseringen ‘It Chapter Two’ byder således på både dystre traumer, et ubrydeligt venskab og naturligvis sin del af gysende gru i skikkelse af den ækle klovns mange former.

Så selvom jeg ikke rigtigt bliver bange undervejs i de ellers mange foruroligende optrin, er gyserfilmen altså et ganske medrivende bekendtskab. Både blodigt, voldeligt og grumt. Herligt. Og selvom ‘It Chapter Two’ har en spilletid på intet mindre end to timer og 50 minutter, så er flowet ret vellykket – det selvom fortællingen bliver en smule klodset i sin episodiske opbygning.

På den måde forstås, at vennerne en for en lige skal stå ansigt med klovnen og deres personlige frygt. Det giver lidt gentagelser i måden, hvorpå Pennywise popper op, hvor gyset da også lidt for ofte beror på mere eller mindre vellykkede jump scares, hvor klovnen forsøger at jage en skræk i livet på mig. Det lykkedes ikke for alvor. Dermed ikke sagt, at det ikke er fedt at være vidne til de mange både slimede, ækle og blodige optrin.

I rollen som de vokse venner i The Losers Club finder man blandt andre Jessica Chastain, James McAvoy og Bill Hader. De er alle gode – ligesom dynamikken i flokken er gribende. De tumler hver især engagerende med deres problemer – eksempelvis Jessica Chastain med en voldelig mand. Det giver en fin og dyster klangbund til både dramaet og gyset.

Nå ja, og så må jeg bestemt ikke glemme en formidabel Bill Skarsgård i rollen som det onde selv, nemlig Pennywise. Han er intens, klam og foruroligende. Et klart trumfkort for denne solide omgang popcorn-horror fra Hollywoods monstermaskine, der desuden også er overraskende morsom. Bestemt en værdig afslutning på den ligeledes vellykkede første del.

– It Chapter Two får 4 ud af 6 stjerner:

– It Chapter Two har biografpremiere den 5. september. 

CRAWL: Alligator-gys er både medrivende, grumt og gribende

Biografanmeldelse: Okay, lad det være sagt med det samme: jeg har en svaghed for dyr-går-amok-gys – og ja, jeg synes også, at alligatorer er nogle satans seje bæster. Derfor skulle det da også vise sig, at alligator-gyset ‘Crawl’ lige var noget for mig. Den holder, hvad den lover og lever op til at være et både medrivende og gribende samt grumt og blodigt stykke med dyre-gru.

Filmens præmis er ligeså simpel som filmens alligatorer er glubske. Ja, det fungerer. Her følger man nemlig den unge kvinde Haley, der på trods af en mildest talt brutal orkan, drager ind i stormen for at finde sin far, der er er fanget i orkanen. Hun kommer da også frem til sin far, men det viser sig snart, at det ikke just er orkanen, der er deres eneste problem.

Ja, du gættede rigtigt. For i huset, bliver de to nemlig fanget i kælderen, hvor der venter dem yderst sultne og dødsensfarlige alligatorer, der truer med hvert øjeblik at sende de to til blodig tælling. Således bugter og drejer filmens sig gennem den ene nervepirrende scene efter den anden, mens klaustrofobien i kælderens trange indre også snart indfinder sig.

Kaya Scodelario gør det godt som datteren Haley. Hun er yderst sej i sin kamp for overlevelse og i sit tilsyneladende utrættelige forsøg på både at redde sig selv og faren fra den ellers noget så håbløse situation, de er endt i. Desuden er forholdet mellem Haley og hendes far Dave fint og gribende beskrevet. Som Dave finder man en ligeledes god og empatisk Barry Pepper.

Således fungerer ‘Crawl’ altså hovedsageligt som et stramt fortalt og effektivt alligator-gys, men også som et ganske godt og velfunderet datter-og-far-drama. Men ja, det er bestemt gyset, der her er i fokus – det sammen med de farlige bæster, der lurer i vandet. Selvom filmen dog er stramt fortalt, så sniger der sig også en smule ikke helt troværdige scener ind undervejs.

Derfor ryger der lidt af filmens suspension of disbelief, hvilket er en skam, når nu gyset og alligatorerne filmen igennem fungerer. ‘Crawl’ er ikke desto mindre et vellykket dyr-går-amok-gys, der byder på blod, spænding og ok vellykkede jump scares, uden, at hoppene i sædet tager overhånd. Spændingen holdes i live af det, man både kan se og ikke se, der i det mørke vand.

‘Crawl’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Crawl’ har biografpremiere den 22. august.

ANGEL HAS FALLEN: En glædelig action-overraskelse med en slagfærdig Butler

Biografanmeldelse: Sikke dog en glædelig action-overraskelse. For ja, ’Angel Has Fallen’ er en både solid, ganske medrivende og eksplosiv omgang no nonsense-action med en slagfærdig og skarpskydende Gerard Butler tilbage i rollen som den tidligere Secret Service-agent Mike Banning – det for tredje gang. Denne gang bliver han jaget vildt, da han beskyldes for et mordforsøg på USA’s præsident.

Så med både sine egne folk, FBI og en masse skurke i hælene, må han ikke kun forsøge at rense sit eget navn, men altså også afsløre de rigtige bad guys bag attentatet. En ligeså simpel præmis som den er action-effektiv. For her gælder det macho-mænd, maskinpistoler og store eksplosioner. Således springer fortællingen ret fint og veloplagt fra den ene virile action-scene til den næste.

På den måde bliver jeg både rodet ind i alverdens brutale håndgemæng, ildspruttende skuddueller og ikke mindst vilde biljagter. Ja, action-scenerne spiller med andre ord både medrivende, intenst og engagerende – det meste af vejen i hvert fald. Det hele er noget over the top og sine steder bliver fortællingen og karaktererne da også både dejligt karikerede og herligt fjollede.

Man skal med andre ord ikke tage de buldrende eskapader alvorligt. Det her er en omgang uforpligtende rabalder-action, der også lige roder onde russere ind i møllen og så spøger Donald Trump da også lige en enkelt replik: ”make America strong again”. Men nej, det her er ikke nogen politisk tung actionfilm, hvilket blandt andet også filmens lille post-scene vidner om.

Gerard Butler er måske ikke videre karismatisk, men han udfylder bestemt på solid vis sin rolle som den jagede og dæmonforpinte helt, der har alle odds imod sig, men som jo måske nok skal klare skærene i sidste ende. Nej, det er ikke just her, der bliver brudt ny action-jord, men mindre kan bestemt også gøre det – og det er da også, hvad ’Angel Has Fallen’ gør.

Her er med andre ord tale om en 80’er-inspireret omgang action med stort ”A”, der hverken vil mere eller mindre end at levere potent, eksplosiv og underholdende action, action og mere action i sine to timer lange spilletid, der måske nok sine steder mister lidt flow, men heldigvis aldrig mere end, at der i næste nu langes endnu en action-scene over disken, der sikrer, at filmen kommer solidt i mål.

’Angel Has Fallen’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Angel Has Fallen’ har biografpremiere den 22. august.

’Once Upon a Time … in Hollywood’ er et veloplagt kærlighedsbrev til filmmediet

Biografanmeldelse: Luften sitrer altid, når jeg sætter mig ind i mørket for at se en ny film af en af mine favoritinstruktører, nemlig Quentin Tarantino. Det var bestemt også tilfældet med ’Once Upon a Time … in Hollywood’, som er den nyeste film fra hans både filmelskende og filmnørdede hånd. Og lad mig da bare med det samme sige, at jeg er begejstret. Meget.

I filmen følger man i 1969 den fallerede skuespiller Rick Dalton samt hans tro væbner og stuntmand Cliff Booth – en yderst veloplagt duo bestående af Leonardo DiCaprio og Brad Pitt. De to komplimenterer i den grad hinanden godt, hvor blandt andet mindreværd møder selvtillid. De er begge godt selskab filmen igennem, hvor de dynamisk udveksler Tarantinos velsmurte replikker.

Filmen er dog ikke videre plotdrevet, men i høj grad et yderst dragende og detaljerigt tidsbillede samt et karakterstudie af netop den ovenfor nævnte duo. Men det er også et kærlighedsbrev til både filmmediet og Hollywoods drømmemaskine. En kærlighed, der i den grad smitter af på min oplevelse med filmen, som kun bliver bedre jo længere ind i den, jeg kommer.

Således følger man de to mænds liv i Hollywood, hvor den grufulde Manson-kult spøger i kulissen, Vietnamkrigen ulmer og hippierne indtager gadebilledet. Jeg kommer på den måde med tilbage til en svunden tid og med på diverse filmset med Rick Dalton, der indtager rollen som cowboy i forskellige westerns. Ja, kærligheden til westerns lever videre fra Tarantinos to forrige film.

Tarantino spæder desuden til med en lang række øvrige og spændende karakterer. Blandt andet kan Margot Robbie nævnes i rollen som skuespillerinden Sharon Tate – instruktøren Roman Polanskis hustru. Hun er både livlig, cool og sød samt et fint modspil til Leonardo DiCaprio og Brad Pitt. I mindre roller finder man videre også en karismatisk Al Pacino.

Det stopper dog langt fra her, for blandt andet bør også Margaret Qualley som kultmedlem fremhæves. Listen fortsætter, det sammen med filmens mange veloplagte scener, der byder på alt fra flammekastere til en Brad Pitt i bar overkrop. Ja, ’Once Upon a Time … in Hollywood’ går lige i mit filmelskende hjerte med sit sitrende tidsbillede og karismatiske karakterer. Tak, Tarantino.

’Once Upon a Time … in Hollywood’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Once Upon a Time … in Hollywood’ har biografpremiere den 15. august.

’Scary Stories to Tell in the Dark’ er hyggelig uhygge

Biografanmeldelse: Find tæpperne frem og kryb sammen om lejrbålet, for nu står den på hyggelig uhygge med ’Scary Stories to Tell in the Dark’. Her diskes der nemlig op med alverdens gespenster – alt lige fra creepy spøgelser, et grumt fugleskræmsel samt et monstrøst bæst og kriblende edderkopper i massevis. Ja, det er både hyggelig klamt sine steder og altså hele vejen hyggelig uhygge.

Gyserfilmens omdrejningspunkt er en mystisk bog, der indeholder netop uhyggelige historier, der skal fortælles i mørket. En gruppe teenagere kommer i besiddelse af bogen, der altså snart viser sig ikke at være farligere end lige antaget. For bogens skræmmende fortællinger viser sig at blive bragt dødeligt til live, så snart er vennerne på spanden og det med døden lige i hælene.

Den gysende stemning etableres fint og med klassisk fornemmelse for dunkle kældre, klistrende spindelvæv og knirkende døre. Ja, her er også sin del af jump scares. Det kammer dog heldigvis ikke over, for filmen bevarer faktisk mere en både underspillet og charmerende uhygge, der måske ikke just skræmte mig, men som hensatte mig i et dejligt gyserunivers af nostalgi og klassisk filmuhygge.

Der er desuden fin dynamik mellem de unge venner, mens fortællingen udspiller sig med Vietnam-krigen som bagtæppe i året 1968, hvor der vises George A. Romeros zombie-klassiker ’Night of the Living Dead’ fra samme år i drive-in-biografen. Tidsbilledet er altså fint beskrevet uden det dog tager fokus fra det, som det her handler om, nemlig at frembringe det pirrende gys i biografens mørke.

Gyset bliver dog måske nok lidt mekanisk i sin struktur, hvor bogens forskellige historier bliver lidt for stift udfoldet i sine episodiske scener. Heldigvis er disse gyserscener fint forløst med nogle herlige, grumme og arketypiske monstre. Jeg så i hvert fald filmen igennem frem til, hvilke gespenster, der ville indtage lærredet i en af bogens mange gyserfortællinger.

’Scary Stories to Tell in the Dark’ er med andre ord en måske ikke videre original gyser, men den leverer sine monstre med fin flair for den hyggelige uhygge, mens der også spædes til med lidt dejligt klam horror. Desuden beror gyset ikke på billige jump scares og fake scares, men mere på stemning og den rolige opbygning af både fortællingen og sine karakterer.

’Scary Stories to Tell in the Dark’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Scary Stories to Tell in the Dark’ har biografpremiere den 8. august.

FAST & FURIOUS: HOBBS & SHAW: Superfjollet actionrabalder for fuld pedal

Biografanmeldelse: Lad det være sagt med det samme: actionfilmen ‘Fast & Furious: Hobbs & Shaw’ skal ikke tages seriøs. Det er lutter vilde actionfjollerier og en omgang selvbevidst bulder og brag. Ja, det er heldigvis ret så underholdende. For man kommer her med på en højoktan tur ind i en actionmaskine, der ledes veloplagt an af de hårdtslående Dwayne ‘The Rock’ Johnson, Jason Statham, Idris Elba og Vanessa Kirby.

Historien skal du med andre ord ikke hænge dig i. Den er simpel og lige til – men ja, desværre nærmest også blot et opkog af actionklichéer. Ikke desto mindre, så lykkedes filmen ganske enkelt fordi, den ikke lægger skjul på, at den ikke vil andet end at action-underholde, mens jeg som sagt er i godt selskab med den umage duo Johnson og Statham tilsat Kirby og skurken i form af Elba.

Nå ja, og så naturligvis fordi her leveres action, action og mere action. Det af den yderst urealistiske slag, men også af den både medrivende, underholdende og morsomme slags. Men ja, det var den der historie. Hobbs og Shaw må her slå sig sammen mod den fælles fjende Brixton – en cyber-makanisk-optimeret bad guy. Her støder den yderst kompetente Hattie til – Shaws søster.

De tre actionhelte skal nemlig stoppe en yderst dødbringende supervirus, inden den altså lander i fjendes hænder. Ja, that’s it. Ikke så meget pis. Det er kort fortalt mere i måden, hvorpå historien udfoldes, end det er det, den indeholder, som her skal holde den desværre en smule for lange film i luften. Ja, 135 minutter er liiige at strække den. Men fred med det – du ved, veloplagt action.

‘Fast & Furious: Hobbs & Shaw’ er en spin-off af den bilfræsende Fast and Furious-serie, hvor man kender Hobbs og Shaw fra. Der er bestemt også sin del af fræsende biler her, men dette actionbæst er også sin egen, hvor der spædes godt til med kæmpe guns, hidsige helikoptere og knoglebrækkende slåskampe. Filmen nærmest løber fra den ene action-scene til den næste.

Her er altså også et fint flow i filmen – den lidt for lange spilletid til trods – hvor de mere afdæmpede og repliktunge scener mest af alt fungerer som korte og luftgivende bindeled inden, man kastes videre til den næste eksplosion. Ja, humoren indfinder sig både her og i action-delen. Jeg kan da også kort og godt opsummere ‘Fast & Furious: Hobbs & Shaw’ i tre ord: action, action og action.

‘Fast & Furious: Hobbs & Shaw’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Fast & Furious: Hobbs & Shaw’ har biografpremiere den 1. august.

CHILD’S PLAY: Dræberdukken Chucky er tilbage i delvist vellykket slasher

Biografanmeldelse: En af alletiders mest ikoniske mordere er dræberdukken Chucky. Først gang han blev bragt til live, var i 1988 i filmen af samme navn – eller på dansk ’Barneleg’. Denne gang er det dog ikke en fæl seriemorder, der forvandler den ellers flinke dukke Billi til en morder, men derimod systemfejl i den nu mekaniserede dukke, som dog også her får navnet Chucky.

For den 13-årige Andy får nemlig den teknik-avancerede dukke i gave af sin mor. Ingen af dem kender dog til dens morderiske natur. Så inden de når at se sig om, begynder dukken at opføre sig noget mindre artigt, end hvad den ellers er bygget til at skulle være. Således optrappes Chuckys morderiske persona filmen igennem, mens mordene følger med.

Desværre er det ikke, hverken de mest opfindsomme eller mest blodige mord, man her udsættes for. Mindre kan dog også gøre det, for ja, blodet får da lov til at sprøjte lystigt sine steder undervejs. Blandt andet er en drab, der involverer en savklinge ganske cool. Det er dog ikke helt nok til, at filmen kommer i mål på slasher-fronten. Men lidt har også ret – det gælder i hvert fald her.

Mordene begynder med andre ord at hobe sig en smule op, så politiet er snart sat på sagen – selvom de dog langt fra har færden af dræberdukken. Filmen har desuden en ganske fin 80’er-stemning over sig – uden at det bliver retro-ramt af neonlys og svenskergarn. Det er mere i filmens simple fortælling og et par ganske kostelige mord – blandt andet også et, der efterlader et ansigt fritskrabet. Herligt.

Gabriel Bateman gør det ok som Andy, der har sit hyr med Chucky, som jo bare vil være hans bedste ven, mens en noget mere komisk afdæmpet Aubrey Plaza er hans mor. Brian Tyree Henry er politimanden, der er på sagen – og ikke mindst med til at indpode humor i filmen, hvor Chucky i høj grad selv står for sort humoristiske indslag. Han har desuden en besnærende stemme af Mark Hamill.

’Child’s Play’ ender på bundlinjen altså med at være en delvist vellykket lille, men desværre også forglemmelig slasher. Den er hverken videre blodig eller som sådan morderisk morsom. Den har dog sine fine øjeblikke – selvom her også leveres sin del af fake scares, mens Chucky aldrig bliver rigtigt skræmmende, men mere et komisk bekendtskab. Fred med det, for en dræberdukke, du ved.

’Child’s Play’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Child’s Play’ har biografpremiere den 18. juli.

‘Løvernes konge’ er yderst imponerende CGI, men desværre lidt halvstiv

Biografanmeldelse: De fleste kender nok Disney-klassikeren ‘Løvernes konge’ fra 1994 – både de karakteristiske karakterer, ørehængende sange samt den både gribende og morsomme fortælling om løveungen Simba, der må gå så grueligt meget igennem på sin vej til at overtage tronen som løvernes konge efter sin far Mufasa. Nu har tegnefilmen fået et halvstift CGI-makeover.

Ja, det fungerer altså sådan delvist. For fortællingen er stadig lige universel og sangene lige ørehængende. Der er dog noget underligt småstift over, at de ellers engagerende, søde, sjove og skræmmende karakterer i deres nye computeranimerede klæder. Men ja, det er på trods virkelig imponerende at se både dyr og natur blive bragt til live med CGI. Det er dog ikke helt nok.

Billedsiden er dog med til at holde filmen kørende, mens fortællingen har et godt flow. Her forløses filmen nemlig ganske gnidningsløst fra den ene scene til den anden. Og nu skal jeg jo heller ikke sammenligne denne med den mesterlige og originale tegnefilm. Denne ‘Løvernes konge’ er på trods af en smule stivhed samt sine steder desværre også mangel på charme bestemt ok.

For rejsen som Simba undergår fra lille til ung og stærk løve fungerer. Lige fra barnsben, hvor det store og kommende ansvar hviler på hans små og ukuelige skuldre, men med den tragiske begivenhed i bagagen, at han tror, han har dræbt sin far, mens det i virkeligheden er hans onde og indsmigrende onkel Scar. Simba forvises som bekendt herefter og møder snart en vis umage duo.

Det er naturligvis den kække Timon samt den godmodige og ganske morsomme Pumba. Sidstnævnte med med karakteristisk stemme og ikke mindst grin af Seth Rogen, mens førstnævnte er en ivrig Billy Eichner. Donal Glover giver den voksne Simba fin troværdighed, mens Chiwetel Ejiofors stemme er ok frygtindgydende i samspil med den arrede Scar.

‘Løvernes konge’ er altså på bundlinjen en blandt fornøjelse, der holdes oppe af sine sange og en smuk, imponerende og yderst detaljerig CGI-billedside. Der er dog noget halvstift over at se de naturalistiske karakterer synge og snakke i de computeranimerede klæder, hvorfor filmen sine steder også synes en kende flad sit fine flow og sin universelle fortælling til trods.

‘Løvernes konge’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Løvernes konge’ har biografpremiere den 17. juli.

Tag på en yderst urovækkende tur til det okkulte Sverige med ‘Midsommar’

Biografanmeldelse: Lad det være sagt med det samme, Sverige bliver aldrig helt det samme efter, at du har set Ari Asters okkulte gyser ‘Midsommar’. For det er en yderst urovækkende filmoplevelse af de helt store. I hvert fald for mig. Ja, jeg er nærmest helt forelsket i filmen, der tog mig med helt ind i mørket, selvom filmen nærmest 100 procent udspiller sig i gysende dagslys.

I filmen følger man det unge amerikanske par, Dani og Christian. Efter en tragisk begivenhed, der udspiller sig for Dani, vælger hun fyldt til randen af sorg at tage til Sverige med nogle af hendes kærestes venner i forbindelse med en antropologi-opgave – og ellers bare som sommerlig afslapning. For i Sverige venter nemlig fejringen af midsommer i en afsidesliggende landsby.

Solen skinner, da de ankommer til den lille landsby, der ligger midt i det naturskønne Sverige. Idyllen varer naturligvis ikke ved, for der er noget helt galt i den lille by, hvilket i snigende tempo og med ond tålmodighed først går alt for sent op for de amerikanske gæster. Med et dvælende øje for detaljen folder filmen sin foruroligende historie ud med et sikkert greb om halsen på mig.

Ari Aster har her en helt klar vision – og den forløser han på yderst engagerende vis, hvor det ligeså meget er de mange enkeltscener og ikke mindst rækken af WTF-øjeblikke, der nærmest som et antropologisk studie udspiller sig for øjnene af mig. Enigmatisk, brutalt og ganske enkelt dragende. Ja, jeg gætter på, at ‘Midsommar’ går hen og bliver en nyklassiker i folk horror-genren.

Her er i hvert fald meget at fordøje efter første gang, der kun opildner mig til et snarligt gensyn for at få mere med af filmens mange detaljer og rituelle scener i det gysende oplyste Sverige. Desuden finder man i de to hovedroller som Dani og Christian henholdvis en både naturlig og engagerende Florence Pugh samt en ligeledes overbevisende everyday fyr i Jack Reynor.

Ari Aster har med den kuldegysefremkaldende ‘Midsommar’ skabt et bæst af en okkult film, der både fascinerer og frastøder. Det er ganske enkelt virkelig vildt at være vidne til denne sært dvælende og sine steder sorthumoristiske fortælling tage sit sikre tag i maven på mig for ikke at give slip – hverken før eller efter rulleteksterne. Filmen sidder så absolut stadig i kroppen på mig.

‘Midsommar’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Midsommer’ har biografpremiere den 11. juli.