Indlæg

COWABUNGA! ‘Batman vs Teenage Mutant Ninja Turtles’ på Blu-ray

Superhelte på Blu-ray: Okay, lad det være sagt med det samme. Jeg er kæmpe fan af Batman, og jeg er kæmpe fan af Teenage Mutant Ninja Turtles. Så derfor får kombinationen af de to da også mit hjerte til at banke bare en smule hurtigere – ja, hvis ikke en del hurtigere. Det er denne sprængfarlige kombination, man finder i ‘Batman vs. Teenage Mutant Ninja Turtles’, der udkommer på Blu-ray her i landet.

Ja, både den dystre Nattens Ridder og de noget mere kække grønne padder har fulgt mig helt fra barnsben, så at de nu forenes her i en animationsfilm er da kun guld for mig og forhåbentligt også ligesindede – for ja, dem er der givetvis mange af. Men hvad handler denne nye superheltefilm så egentlig om? Jo, her begynder en ny plage i Gotham City ay stjæle eksperimental teknologi, så nu gør Batman sig klar.

Men Batman er denne gang ikke den ensomme hævner på jagt efter at redde dagen. For denne gang er der også et team af grønne krigere på sagen, nemlig de forrygende Teenage Mutant Ninja Turtles! Under de fire padders ledelse finder man Leonardo, mens også den teknologi-kloge Donatello er med sammen med de altid frygtløse Raphael og den kvikke Michelangelo. Det er disse mystiske kampsportudøvere, der kommer på kollisionskurs med Dark Knight.

Blu-ray-udgivelsen indeholder desuden også en omgang ekstramateriale, hvor man således kan dykke en smule mere ned i universet og karaktererne i animationensfilmen gennem featuretten ‘Cowabunga Batman! When comic book worlds collide’, videre til ‘Fight the night in Gotham’ og så får man også et smugkig på den næste animationsfilm fra DC, nemlig den såkaldte ‘Batman: Hush’.

‘Batman vs Teenage Mutant Ninja Turtles’ udkommer på dvd og Blu-ray den 29. august.

Superhelte samles i ‘Lego DC Aquaman: Rage of Atlantis’

Superhelte samlet på Blu-ray: Du kender uden tvivl en god række af de superhelte og superskurke, der indtager den animerede film ‘Lego DC Aquaman: Rage of Atlantis’. For ganske vist er det Aquaman, som prominent indgår i filmens titel, men man finder altså også en række af DC Comics’ andre populære super-karakterer.

For det er nemlig det legendariske hold i form af Justice League, der her indtager fortællingen. Således finder man i LEGO-versioner blandt andet min favorit i Batman, videre til den flyvende og godhjertede Superman samt den seje Wonder Woman og naturligvis også Cyborg. Nå ja, og ikke mindst den svømmende og seje Aquaman.

For her kan du nemlig således opleve undervandsriget Atlantis. Et kongerige under havets overflade, der som bekendt regeres af netop Justice League-medlemmet Aquaman. Her finder man også dronning Mera og hendes betroede halvbror Orm ved hendes side. Her er der således ikke det, som Aquaman ikke kan klare.

Men naturligvis står freden for skud. For Aquaman kommer nemlig på en prøve, der truer hele verden og mere til – så nu er Aquaman pludselig ikke længere i sit rette element: Under havets overflade.

– ‘Lego DC Aquaman: Rage of Atlantis’ udkommer på dvd og Blu-ray den 18. oktober.

Animationsfilmen ‘The Death of Superman’ bringer DC’s helte sammen i den ultimative kamp

Superheltemøde på Blu-ray: I animationsfilmen ‘The Death of Superman’ samles en række af DC’s mest ikoniske og elskede helte og heltinder. Du kan således blandt andet møde først og fremmest Clark Kent aka Superman, videre til hans romantiske sidekick Lois Lane og den stærke Wonder Woman, den grønne Green Lantern samt den hurtige Flash, den svømmende Aquaman og Cyborg samt ikke mindst Bruce Wayne aka Batman og den skurkagtige Lex Luthor.

Filmen er nu udkommer på Blu-ray, hvor fortællingen omhandler en asteroide, der falder ned i havet og hermed udløser en ustoppelig kraft kaldet Doomsday. Et kæmpe og muskuløst monster. Således må Batman, Wonder Woman og resten af Justice League samles i en kamp mod denne ultimative trussel af en anden verden.

Der skal dog en styrkeprøve af dimensioner til mellem netop den ligeledes bomstærke Superman og den frygtindgydende Doomsday til for at afgøre planetens udsatte skæbne. ‘The Death of Superman’ er baseret på fortællingen fra tegneseriens verden af samme navn. Det er film nummer 32 i det såkaldte DC Universe Animated Original Movies, mens det er den 11. film i DC Animated Movie Universe.

Blu-ray-udgivelsen byder desuden på en omgang ekstramateriale. Her kan man blandt andet dykke ned i en række featuretter, nemlig ‘Death Of Superman: The Brawl That Topped Them All’, ‘From The DC Comics Vault’ samt to bonus tegnefilm og et kig på DC Universets næste animerede film.

– ‘The Death of Superman’ udkommer på dvd og Blu-ray den 11. oktober 2018.

BATMAN NINJA: Nattens ridder for fuld japansk animation

Animeret Batman på Blu-ray: Hvem er ikke bare en smule vild med Batman? Ja, det er jeg i hvert fald – og nok også bare lidt mere en blot en smule vild med ham. Derfor er jeg da også altid på stikkerne, når der dukker en ny film eller for den sags skyld tegne film om med nattens ridder. Sådan er der nu udkommet på Blu-ray med ‘Batman Ninja’.

Ja, det er altså en lidt anden Batman, man her stifter bekendtskab med, mens også flagermuse-heltens ærkefjende dukker op i form af den vanvittige Joker, der desuden også har Harley Quinn med sig. Selveste Catwoman er også med, videre til Poison Ivy, Nightwing, Two-Face, Bane samt naturligvis også Batmans trofaste butler Alfred Pennyworth med flere.

Det er Japans førende mangategnere, der her genfortolker Batman og hans modstandere i denne anime-film. Fortællingen starter i Gotham City, hvor Gorilla Grodds tidsmaskine svigter, hvilket sender en flok tossede skurke tilbage til middelalderens Japan, hvor de begynder at hærge. Men kan Batman forhindre den anløbne Joker og andre tyranner i at omskrive historiens gang?

Blu-ray-udgivelsen byder desuden på en om ekstramateriale, hvor man også finder filmen med det originale japanske lydspor samt tre teaturetter i form af ‘East/West Batman’  og ‘Batman: Made in Japan’ samt ’New York Comic Con Presents Batman Ninja’. Så her er med andre ord lidt forskelligt at dykke ned i efter du har været en tur til Japan med den altid forrygende Batman.

– ‘Batman Ninja’ udkommer på dvd og Blu-ray den 19. juli 2018.

Der er fart på ‘Lego DC Comics Super Heroes: The Flash’

Hurtig superhelt på Blu-ray: DC Comic’ medrivende og alsidige superhelteunivers indeholder nogle af alletiders mest ikoniske superhelte. Tænk blandt andet blot på flagermusemanden Batman, den godhjertede Superman samt den heroiske Wonder Woman. De er alle tre at finde i denne Lego-animerede tegnefilm, der dog har den lynhurtige helt The Flash i hovedrollen.

Du finder også en af superhelteuniversets mest legendariske skurke på rollelisten, nemlig ingen ringere end den storgrinende og vanvittige Joker. I filmen beslutter Jokeren sig for, at Daily Planet-bygningen skal “renoveres”, hvilket betyder, at alle mursten begynder at løsne sig. Superheltesammenslutningen Justice League må derfor nu gribe ind.

Lego The Flash 02

Det går dog hverken værre eller bedre end, at The Flash her bliver fanget i en tidssløjfe, hvor den såkaldte Reverse Flash håner ham igen og igen. Så nu får holdet imidlertid brug for hjælp fra navne som The Atom, Krypto the Superdog og Ace the Bat-Hound, hvis de altså skal lykkedes med at bryde cyklussen og redde Metropolis.

Således står den på både hurtige, kulørte og actionfyldte legoklodser for fuld fart, når ‘Lego DC Comics Super Heroes: The Flash’ folder sin superhelte-spækkede fortælling ud. Så hvis du er blot det mindste begejstret kombinationen af de legendariske legoklodser, animationsfilm samt superhelte, så bør du overveje, om ikke denne film er noget for dig.

– ‘Lego DC Comics Super Heroes: The Flash’ udkommer på dvd og Blu-ray den 22. marts.
Lego The Flash blu-ray cover

‘Justice League: The New Frontier’ leverer masser af superhelte

Animationsfilm på Blu-ray: Okay, kan du som jeg bare heller ikke få nok af farverige og heroiske superhelte, der skal redde verden? Ja, så er der godt nyt med denne Blu-ray-udgivelse af animationsfilmen ‘Justice League: The New Frontier’. For her samles nemlig et stort hold af nogle af DC Comics’ mest legendariske helte til kamp mod en ond fjende, der truer Jorden.

‘Justice League: The New Frontier’ er en animationsfilm fra 2008 og er således historien om, hvordan den legendariske Justice League tog sin begyndelse. Her kommer den muskuløse Superman, den dystre Batman og den heroiske Wonder Woman i regeringens søgelys, så nu er det kun den alvorligst tænkelige trussel, der kan tvinge heltene sammen med øvrige superhelte.

jutice league the new frontier 01

Således møder vi blandt andet også den hurtige The Flash, den vilde Green Lantern og den kappeklædte Martian Manhunter. De danner sammen den heltmodige superhelte-liga, der således går i kamp mod den store fælles fjende i et spektakulært og stort opgør for at redde intet mindre end verden og sikre menneskehedens fremtid.

Blu-ray-udgivelsen byder desuden på en fyldig omgang ekstramateriale. Her finder man blandt andet historien om Darwyn Cooke, der skrev bogen som filmen er baseret på, videre til ‘Super Heroes United!: The Complete Justice League History’ samt et kig på en superskurk og kommentarspor med mere.

– ‘Justice League: The New Frontier’ udkommer på dvd og Blu-ray den 15. marts 2018.Justice League The New Frontier blu-ray cover

JUSTICE LEAGUE: Superhelte i hopla på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: “You can’t save the world alone” – sådan lyder taglinen til superhelte-sammenkomsten ‘Justice League’. Det er der da også noget om, når Batman her samler og står i front for en flok helte, der sammen skal redde Jorden fra en mægtig fjende, der truer med død og undergang. Således møder vi også Wonder Woman, Aquaman, Cyborg og Flash. Nu er filmen udkommet på det formidable 4K Ultra HD-format.

Men så nemt er det naturligvis ikke lige at samle det umage hold af helte – blandt andet synes den rå Aquaman ikke videre interesseret, ligesom heller ikke Cyborg bare hopper på vognen. Meeen mon ikke det alligevel lykkedes Batman at få dem ombord? Naturligvis – og da hele flokken endelig står sammen, så står den i den graf på bulder, brag og eksplosioner.

Justice League 01

Ja, der er gang i action-paletten, når instruktør Zack Snyder åbner op for posen – og det gør han. Det skorter dog heller ikke på action, før holdet er samlet. Således får vi blandt andet serveret en brutal Batman i kamp, mens også Wonder Woman giver den gas under en gidseltagning. Sejt! Filmen lever så absolut af sin action, for selve plottet er ikke videre spidsfindigt.

Men det simple plot står ikke i vejen for underholdningen, hvor vi jo også skal introduceres for tre nye helte, vi ikke før har mødt på film. Nemlig den som sagt rå Aquaman, den forpinte Cyborg og den kække Flash. Det er dog Batman og Wonder Woman, der bærer heltene frem – men Flash tilføjer dog lidt comic relief i de ellers overvejende mørke eskapader. Ikke altid lige vellykket.

Justice League 02

Men Ben Affleck er fortsat en god, gammel og bad-ass Batman, mens Gal Gadot også i denne omgang er cool som Wonder Woman. Noget mindre karismatiske står de øvrige helte – måske bortset fra Flash, der er på banen med lidt drenget charme. Godt nok er den mægtige skurk herligt olm, men desværre også lidt kedelig – selvom han har en sej hær af flyvende bæster.

‘Justice League’ leverer altså ikke den mest sindoprivende historie, men derimod overvejende solid superhelte-action og kulørt underholdning holdt i mørke farver. Med Ben Affleck i overbevisende flagermusedragt og en medrivende Wonder Woman, der tager stikket hjem, når filmen måske nok vakler en smule undervejs, men aldrig mere end, at actionscenerne kan redde løjerne.

4K Ultra HD og ekstramateriale:
Superhelte-løjerne gør sig forrygende flot på 4K Ultra HD med et farvemættet og detajlelækkert billede samt en dynamisk og bombastisk lydside. Sådan. Filmen medfølger desuden på Blu-ray. Ekstramaterialet giver blandt andet et indblik i holdet af helte videre til udseendet af superheltenes dragter samt et kig på deres forskellige udstyr med mere.

– ‘Justice League’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 22. marts 2018.
justice league 4k blu-ray cover

GOTHAM SÆSON 3: Kom med til skyggernes by fyldt med skurke

Superskurke på Blu-ray: Hvis du godt kan lide flagermusemanden Batman og hele rosset fra Gotham City, så bør du altså overveje, om ikke du bør give dig i kast med den amerikanske tv-serie ‘Gotham’. Den tager nemlig publikum med tilbage i tiden, hvor Batman endnu ikke var Batman, og hvor de legendariske skurke havde deres fødsel. Nu er sæson 3 udkommet på Blu-ray.

Serien er således baseret på de sidenhen så legendariske karakterer fra DC Comics-universet – her med blandt andet unge udgaver af James Gordon og Bruce Wayne. Videre finder man også skurke så som Oswald Copplepot aka Pengvinmanden, Edward Nygma aka The Riddler samt den fremtidige Poison Ivy og Jervis Tetch aka Mad Hatter.

gotham season 4 01

Det er altså et interessant kig bagud i tiden, der her giver et indblik i nogle af de mest spændende karakterer i superhelte-universet. Serien har Ben McKenzie i front som en ung James Gordon, mens en ung Bruce Wayne altså også dukker op sammen med flere af Batmans fremtidige skurke som nævn ovenfor samt blandt andet også Catwoman, Fugleskræmslet og Mr. Freeze med flere.

I denne nye sæson er indsatserne højere end nogensinde før. Jim Gordon bliver dusørjæger, mens Bruce Wayne afdækker flere hemmeligheder bag sine forældres død. Bullock og Barnes prøver at bekæmpe kriminaliteten, men står over for de spirende superskurke Oswald Copplepot (Pingvinmanden), Edward Nygma (The Riddler) samt Poison Ivy og Jervis Tetch (Mad Hatter).

Blu-ray-udgivelsen byder desuden på en omgang ekstramateriale, hvor du kan få et indblik i seriens forskellige aspekter, blandt andet med kig på skurkene samt interviews og slettede scener.

– ‘Gotham’ sæson 3 udkommer på Blu-ray den 11. januar 2018.
gotham season 4 cover

THE DARK KNIGHT RISES: Episk flagermusefinale på skøn 4K

4K Ultra HD: Med dødsforagt og episk schwung kaster ‘The Dark Knight Rises’ sig ud fra Gothams svimlende tinder og ned i et fængslende mørke af desperation og anarki. Den med spænding ventede afslutning på Christopher Nolans trilogi om nattens ridder er nu udkommet på 4K Ultra HD – og hvilken afslutning. Det er sand filmisk fryd fra start til slut og bestemt et tilfredsstillende sidste kapitel, til trods for mindre skavanker.

Det er otte år siden, Batman tog skylden for statsanklager Harvey Dents død. Kriminaliteten kom under kontrol og kappen blev lagt på hylden. Men da den muskelsvulmende Banes ambitiøse planer om at lægge byen i ruiner foldes ud, må Bruce Wayne rejse sig fra sit skjul og atter iføre sig masken. En kamp mod totalt kaos er i gang, mens døden ånder både flagermusemanden og hele Gotham City i nakken.

dark knight rises 4K 03

Det er et plottungt bæst, Nolan har strikket sammen og her strækker ud over hele 165 fascinerende minutter. Jo vist, der er et par bump i afviklingen af de mange plottråde, men aldrig noget, der truer med at sætte filmens medrivende momentum over styr. Balancegangen mellem dramatisk tyngde og storladen action holdes i hævd, hvor vi bl.a. også introduceres for den tvetydige Selina Kyle, bedre kendt som Catwoman.

Det er et næsten umenneskeligt pres, Nolan har lagt på sig selv med sine to første Batman-film – oprindelseshistorien ‘Batman Begins’ og ‘The Dark Knight’ med en uforglemmelig Heath Ledger som Jokeren. Men både som selvstændig film og åndeløs afslutning på sagaen, fungerer denne spektakulære kolos af et filmmonster nærmest gnidningsløst – og ikke uden nervepirrende overraskelser. Herligt.

dark knight rises 4K 01

Christian Bale bærer igen rollen som forpint helt, der må stå ansigt til ansigt med egne dæmoner og ikke mindst en enorm Tom Hardy som den skræmmende Bane. En fascinerende skurk, der udgør en værdig modstander til Batman og fornemt smelter sammen med Nolans univers. Anne Hathaway kommer jeg nok aldrig rigtig til at holde af, men hun klarer fornemt rollen som den uforudsigelige femme fatale Selina.

Hans Zimmers både smukke og adrenalinfremkaldende score akkompagnerer elegant de forførende billeder, hvor Nolan atter smækker yderst heftige actionscener sammen – ren eye candy, men også med en oprigtig frygt for begivenhedernes udfald i sig. Så selvom der er et par halvstive replikker imellem og til tider lidt mere plotafvikling end karakterudvikling, så er ‘The Dark Knight Rises’ bestemt en både medrivende og underholdende afslutning på en fænomenal trilogi

4K Ultra HD og ekstramateriale:
Afslutningen på Christopher Nolans trilogi gør sig i den grad mere end overbevisende på det overlegne hjemmebiograf-format 4K Ultra HD. Flagermusen gengives med en skarpt, farvenuanceret og klart billede, mens lydsiden også imponerer. Herudover får man også mere end tre (!) timers ekstramateriale, der dykker ned i filmen og universet. Filmen medfølger desuden på Blu-ray.

– ‘The Dark Knight Rises’ udkommer på 4K Ultra HD den 18. december 2017.
dark knight rises UHD cover

THE DARK KNIGHT: Forrygende Batman vs. Joker på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Christopher Nolans Batman-trilogi er en dyster, dragende og medrivende genfødsel af en af de mest ikoniske superhelte nogensinde – og en trilogi, der har taget superheltegenren til hidtil usete højder. Batman var ellers blevet kørt kulørt i sænk af Joel Schumachers farverige fadæser, ‘Batman Forever’ og ‘Batman & Robin’ fra 1995 og 1997.

Men Christopher Nolan pillede det karikerede tegneserieaspekt af Nattens ridder og placerede ham i et virkelighedsnært Gotham City fyldt af korruption, kriminalitet og grådighed. Nu er hans anden film om Batman, ‘The Dark Knight’ udkommet på det overlegne 4K Ultra HD-format, så du kan nyde denne helt igennem mesterlige film i hjemmebiografen igen og igen.

dark knight 4K 01

Opfølgeren slog benene væk under både kritikere og fans verden over, da den i 2008 landede i biograferne – og med god grund. For Batmans kamp mod sit ikoniske nemesis, den vanvittige Joker, serverer adrenalinpumpende action, moralsk udfordrende problematikker og ikke mindst Heath Ledgers ærefrygtindgydende præstation som Jokeren. Der lægges desuden nye og komplekse nuancer til både universet og Bruce Wayne. Absolut et højdepunkt for superheltegenren, der blev svær for Christopher Nolan at matche med sin tredje film.

4K Ultra HD og ekstramateriale:
Det er svært at forestille sig, at filmen skulle kunne tage sig bedre ud til hjemmebiografen end på 4K Ultra HD. Billedet står hele vejen overbevisende flot, mens den dynamiske lydside ligeledes imponerer. Helt igennem forrygende. Det samme kan siges og udgivelsens ekstramateriale, hvor der er meget og meget godt at dykke ned i, hvor filmen i den grad bliver gået efter. Sådan! Filmen medfølger desuden på Blu-ray.

– ‘The Dark Knight’ udkommer på 4K Ultra HD den 18. december 2017.
dark knight UHD cover