Indlæg

MORITURIS: Voldtægt, død og grumme gladiatorer

Der leveres oprigtig ubehag med den onde Morituris. En herlig mørk og makaber midnats-shocker, der med beskidt genklang udfolder sin depraverede historie om en flok unge menneskers natlige møde med nogle brutale gladiatorer-zombie-lignende monstermænd. Absolut morbidt og med sin egen brutale voldspoesi.

Denne italienske exploitation-lækkerbisken starter dog i velkendt land inden gladiatorerne kommer på banen. Her er et par feststemte tøser på vej til rave med deres nye mandlige venner. Det viser sig dog, at det ikke er nogle særligt søde fyre. For i stedet for dans og kindkys, byder de i ly af skovens mulm og mørke op til voldtægt og misbrug. Grumt og beskidt.

morituris 01

Ja, Morituris giver denne skønne fysiske reaktion, hvor maven vender sig i takt med pigernes pinsler tager til. Her er det værd at fremhæve Valentina D’Andrea og Désirée Giorgetti som de to hårdtprøvede piger. De formår virkelig at sende angsten isnende ind i marv og ben, mens det insisterende score ligeledes guider gruen på vej.

Raffaele Picchio har lavet et både originalt og fantastisk bæst af en film, der giver mindelser om brutale klassikere som The Last House on the Left og I Spit on Your Grave samt film af landsmanden Ruggero Deodato, så som Kannibalmassakren og The House on the Edge of the Park – det uden at blive en tam hyldest.

morituris 02

Her er tale om en film, der absolut er i sin egen ret. Et væmmeligt bekendtskab, der på en bølge af had fortsætter helt ind i mørket. Midnatsgru, der gør alt det rigtige for mig. Ubarmhjertig, skånselsløs og aggressiv brutalitet, hvor en sadistisk sidehistorie fornemt ekkoer pigerne og deres voldtægtsmænds blodige skæbner.

Filmen: 4/6 4_6 - stars_LILLE

Billede, lyd, ekstramateriale:
Billedet fremstår ofte meget mørkt, hvilket jeg dog ikke tror hænger sammen med et dårligt transfer, men fordi filmen simpelthen ser sådan ud. For billedet står skarpt og farvemættet hele vejen. Lydsporet spiller også fint, men niveauerne synes at rode lidt rundt af og til – dog intet graverende. Desuden medfølger en fin stak ekstramateriale.

morituris 03

Her får man filmens trailer, et slideshow med stills fra filmen samt en fin behind the scenes, hvor cast og crew taler om filmen – blandt andet dens brug af vold og måden historie fortælles på (21 min.). Herudover får man den italienske varulvekortfilm Versipellis af Donatello Della Pepa (24 min.). Den er en smule rodet fortalt, men varulven er ikke computergeneret og så spares der heller ikke på blodet, hvilket er et plus i min bog.

Billede: 4/6 4_6 - stars_LILLE | Lyd: 4/6 4_6 - stars_LILLE | Ekstramateriale: 3/6 3_6 - stars_LILLE [tabgroup][tab title=”Morituris | dvd-anmeldelse”] Samlet vurdering: 4/6
4_6 - stars
morituris cover
Originaltitel: Morituris, Italien, 2011
Udgivelse: d. 9. april 2013
Instruktion:
Raffaele Picchio
Medvirkende: Valentina D’Andrea, Andrea De Bruyn, Désirée Giorgetti m.fl.
Spilletid: 83 min.
Udgiver: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

LITTLE DEATHS: tre grufulde historier

Den britiske antologi-gyser Little Deaths består af tre kortfilm, der på hver deres måde tager publikum med på en bizar tur ind i dystre kringelkroge og depraverede verdener af død, sex og lemlæstelse. Ikke hele vejen lige fængende forløst, men bestemt både idérigt og grumt nok til at opmærksomheden holdes ved lige.

Der lægges ud med House and Home, hvor et ægtepar har en noget skummel hobby med at invitere hjemløse til middag og oveni hatten byde på en omgang vold og nedværdigelse. Men løjerne tager (som forventet) en uventet drejning, hvor offer/bøddel-tematikken kommer grumt i spil.

little deaths 01

Stramt fortalt, men ikke syg nok til for alvor at tage stikket hjem på horror-kontoen og så fremstår de medvirkende ikke helt overbevisende hele vejen. Med Mutant Tool skrues der op for det bizarre, hvor der blandt andet kommer nazi-eksperimenterende super-sperm på banen. Jep, det er skørt og herligt langt ude.

Så selvom de outrere eksperimenter mister lidt momentum, lever filmen fint videre i kraft af sin kuriøse historie og væmmelige stemning, hvor der da også for god ordens skyld spædes til med stoffer, vold og prostitution. Selvfølgelig. Ballet lukkes med den sadistiske kærlighedshistorie Bitch.

little deaths 02

Her møder man et kærestepar, der har deres op- og nedture, hvor hun som en edderspændt dominatrix tager styringen i deres sexlege. Men spændingerne tager til og følelserne blusser uventet op. Et ikke helt vellykket psykologisk drama om magtforhold, mens den glubske finale ikke synes velbegrundet nok.

Little Deaths er med andre ord en blandet pose bolsjer, hvor ingen af de tre indslag for alvor har pondus. De viser dog hver især interessante idéer, hvor Mutant Tool er favoritten hos mig – alene på grund af dens bizarre præmis. Men hverken samlet eller hver især giver de tre film andet end et ok gib i horror-stokken – om jeg så må sige.

Filmen: 3/6 3_6 - stars_LILLE

Billede, lys, ekstramateriale:
Filmene gengives med ok farver, men et ikke lige veldefineret billede hele vejen, hvor der opstår en smule udtværinger og støj – dog intet graverende. Lydsporet spiller ligeledes ok med fine niveauer og god plads til grum atmosfære. Ekstramaterialet begrænser sig til en række trailers samt et slideshow med stills fra filmene.

Billede: 4/6 4_6 - stars_LILLE| Lyd: 4/6 4_6 - stars_LILLE| Ekstramateriale: 1/61_6 - stars_LILLE[tabgroup][tab title=”Little Deaths | Dvd-anmeldelse”]Samlet vurdering: 3/6
3_6 - stars

little deaths cover
Originaltitel: Little Deaths, England, 2011
Udgivelse: d. 5. marts 2013
Instruktion:
Sean Hogan, Andrew Parkinson, Simon Rumley
Medvirkende: Luke de Lacey, Holly Lucas, Siubhan Harrison m.fl.
Spilletid: 94 min.
Udgiver: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

LIVID: Grumt gotisk gys er et forførende mareridt

Selvom det er velkendte horror-elementer, der udgør det gotiske gys Livid, så venter der flere overraskelser undervejs. Fortællingen får nemlig et eget og uventet liv i det knirkende palæ, hvor den dystre fortælling folder sig dragende ud. Her emmer det af olm haunted house-stemning, mens det smukke og grufulde fængslende forenes.

På sin første dag som hjemmehjælper besøger den unge Lucie nemlig et stort hus, hvor en creepy gammel dame ligger i livsløs koma med et snurrende iltapparat over ansigtet – nærmest som et levende lig. Men da natten falder på, vender Lucie sammen med sin kæreste og en ven nysgerrigt tilbage. De vil finde den skat, som den rige olding efter signede skulle have gemt et sted i de skumle gemakker.

livid01

Deres skattejagt ender dog snart som et overnaturligt mareridt, der med en mørk logik sætter virkeligheden ud af spil og i stedet indsætter isnende gru. For godt nok starter filmen som en spøgelseshistorie grundet i en relaterbar virkelighed, men den ender som et pirrede ondt bæst, hvor det uforklarlige hersker. Man forstår godt sammenligningen med bl.a. italienske Dario Argentos irrationelle skrækfilm.

Livid vil og har da også allerede delt publikum på grund af sin mangel på rationel sammenhæng i sin sidste halvdel. Men jeg er vild med den drømmende logik og det overrasende genremiks, der her skaber en helt unik atmosfære. En herlig ambitiøs film, der tør tage chancer og udfordre en ofte stivbenet og konservativ genre.

livid02

Det er de to franskmænd Julien Maury og Alexandre Bustillo, der står bag. De debuterede i 2007 med Inside, der er en mest forrygende, blodige og poetiske skrækfilm, jeg har set de seneste år. Med Livid er de gået i en ny retning, hvilket bestemt ikke gør det mindre interessant at se, hvad de kommer op med i fremtiden. Jeg holder i hvert fald øje med dem – og det bør du også.

Filmen 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Billede, lyd og ekstramateriale:
Filmens forførende og dunkle scener står yderst flot på Blu-ray-udgivelsen. Her kommer både de mange mørke nuancer og det smukke production design til sin ret. Lydsporet gør også sit til at sætte adrenalinen i gang med nervepirrende panoreringer, lyde i skyggerne og velbalancerede niveauer.

Der medfølger desuden et fint interview med de to instruktører, der blev lavet under den københavnske filmfestival Blodig Weekend tidligere i år (22 min.). Her fortæller de bl.a. om, hvordan de startede deres samarbejde, tankerne bag Livid og deres idéer til rebootet af Hellraiser, som de tidligere har været tilknyttet. Herudover får man et slideshow med stills fra filmen (2 min.) samt dens trailer.

Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 4/6 4_6 - stars_LILLE | Ekstramateriale 2/6 2_6 - stars_LILLE[tabgroup][tab title=”Livid | Blu-ray-anemeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:
4_6 - stars

livid cover
Originaltitel: Livide, Frankrig, 2011
Instruktion: Julien Maury, Alexandre Bustillo
Medvirkende: Chloé Coulloud, Félix Moati, Jérémy Kapone m.fl.
Spilletid: 88 min.
Udgiver: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

At leve med tabet og jage den forløsende hævn

Traumatiske oplevelser i barndommen har affødt adskillelige superhelte – og hvis der også er involveret et par døde forældre, er kimen med sikkerhed lagt til, at det forældreløse barn på et tidspunkt ifører sig en maske for at banke skurke på plads. Den fængslende og mørke Boy Wonder ligger dog på trods af sin titel og helte-tematik langt fra de superheltefilm, der de seneste år har oversvømmet biograferne.

Her pakkes helte-myten nemlig underspillet ind i en rå realisme, der er fri for smarte gadgets og storslået action, mens dramaet også har en psykologisk tyngde, flere af de kulørte superhelte mangler. Men genrens konventioner er i spil hele vejen, men altså på subtil vis. Det er primært det rørende og tragiske portræt af Sean, der udgør filmens kerne, mens spandex og megalomaniske nemesisser forbliver i kulissen.

Sean bor alene med sin far og ligner enhver anden flittig studerende, men den introverte teenager bærer på et tragisk traume. For som lille så han sin mor blive dræbt for øjnene af sig, så i ly af natten og iklædt en sort hættetrøje går han nu i flæsket på kriminelle i sin evige jagt på sin mors drabsmand og den forløsende hævn.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Cool, blodig og dynamisk samurai-action

Hvis du tror, at hæsblæsende actionfilm nødvendigvis skal være sådan noget med hurtige biler, larmende maskinpistoler og eksploderende helikoptere, så tro om igen. For Takashi Miikes helt igennem forrygende remake 13 Assassins leverer i den grad både cool, blodig og åndeløst pulserende action – med samuraier!

Filmen udspiller sig i midten af 1800-tallets Japan, hvor den brutale Lord Naritsugu hærger landet med både mord, tortur og voldtægter. Derfor får samuraien Shimada til opgave at gøre det af med den barbariske tyran og samler 13 samuraier, som han vil føre i kamp mod Naritsugu og hans 200 mand store hær. En på papiret umulig mission, men Shimada har en plan, der måske kan give dem sejren.

Filmens første del fungerer som en yderst indtagende optakt inden det godt en time lange og voldsomme opgør sparkes åndeløst igang. Her foldes det smukke univers flot og stemningsfuldt ud med både dragende æstetik og dramatisk klangbund. Man følger bl.a. hvordan de 13 karismatiske samuraier samles og får samtidig syn for den magtbegærlige Naritsugus diabolske raseren.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Jennifer Aniston jagtes af ækel dværgtrold

Jeg har lige genset den kuriøse gyser Dværgtroldens hævn fra 1993. Her render en ung Jennifer Aniston rundt med en shotgun i favnen, mens hun forsøger at få gjort kål på en ækel lille trold, der er på jagt efter sit guld. Det hele starter selvfølgelig en nat med lyn og torden, mens dramatiske strygere spiller om kap med regnens trommen.

O’Grady tror nemlig, at han har skudt papegøjen, da han har fået fingre i en krukke med guld efter at have fanget sig en irsk dværgtrold – eller en Leprechaun (det er også filmens originaltitel). Men da J.D. og hans datter – jep, Aniston i hvide sneaks og med pink sokker – 10 år senere flytter ind i O’Gradys gamle hus, slipper den fæle trold fri. Den er vred og hærger nu hævngerrigt løs i sin jagt på at få sit guld tilbage.

Det kan godt være, at Dværgtroldens hævn ikke er specielt uhyggelig, men det er til gengæld herligt aparte og sprælsk horror-underholdning, hvor trumfkortet er den ondskabsfulde trold. Han overspilles veloplagt af dværgen Warwick Davis, der iført grønstribede knæstrømer og væmmelig monster-makeup både fjoller barnligt rundt på rulleskøjter og bider ansigtet af uskyldige ofre. En skøn skurk.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Israelsk galskab smitter ikke skræknerven

Så skal vi igen med en gyser ud i skoven. Men selvom coveret til Rabies proklamerer, at her er tale om noget så eksotisk som ”Israels første skrækfilm”, er der ikke nye ingredienser i kødgryden. Løjerne består af de for genren velkendte elementer – ikke at det er en dårlig ting, men i dette tilfælde udebliver den medrivende gru, selvom de medvirkende en efter en må lade livet på mere eller mindre blodig vis.

Filmen åbner stærkt. En pige er faldet i en psykopats underjordiske fælde. Mørket omslutter klaustrofobisk staklen, mens hendes bror løber efter hjælp. Herefter præsenteres vi for resten af de medvirkende, hvis veje kommer til at krydses i skovens dyb. En flok unge på afveje, ubehjælpsomme betjente, skovfogeden og hans kæreste – psykopaten fra åbningsscenen ser vi dog ikke meget mere til.

For det skal vise sig, at det slet ikke er noget så håndgribeligt som en galning med en økse, der er skurken her. Noget langt mere udefinerbart er på færde – noget, der på en eller anden måde synes smitte alle, som begiver sig ind i skovens skygger. En galskab, der som rabies forvandler rationale til voldeligt vanvid.

Det er i udgangspunktet interessant at lade gruen slå uforudsigeligt ned blandt de medvirkende. Alle kan således potentielt være mordere, eller det næste offer. Desværre lykkedes det bare ikke for denne uhåndgribelige ondskab at slå ordentlig rod. Uhyggen udebliver, men ubehaget er heldigvis intakt ved enkelte af filmens mord – hvor der bl.a. kommer landminer (!) og en hammer på banen. Av.

Men selvom man får et par vellykkede kills samt en herlig sadistisk betjent, så forbliver Rabies et noget trægt bekendtskab, der heller ikke helt vellykket får balanceret sin sorte humor med den rene ondskab. Filmens tone vakler og afviklingen af skovens nedslagtninger snubler undervejs. Men for satan, den der ’hammer-til-underkæbe-scene’ var dæleme brutal, yes!

Ekstramateriale:
Der følger desværre intet ekstramateriale med dvd-udgivelsen, udover trailers for andre af selskabets titler (filmen er ikke udkommet på Blu-ray). Det kunne ellers have været interessant at høre lidt fra de to debuterende filmskabere bag, Aharon Keshales og Navot Papushado, da det uden tvivl er en genre de brænder for.

Originaltitel: Kalevet, Israel, 2010
Instruktion: Aharon Keshales, Navot Papushado
Medvirkende: Lior Ashkenazi, Danny Geva, Ania Bukstein m.fl.
Spilletid: 90 min.
Udgiver: Another World Entertainment

Hjemsøgt hotel sniger sig olmt afsted

Selvfølgelig er gamle hoteller hjemsøgte – specielt de store og knirkende af slagsen. Sådan er det også i Ti Wests atmosfærefyldte slow burner-gys The Innkeepers. En skrækfilm, der emmer af kærlighed til genren og hvor spøgerierne folder sig ud i roligt tempo. Her venter altså ikke et hurtigt horror-kick eller for den sags skyld stribevis af jump scares.

Derimod er her tale om en herlig tilbagelænet sag, der selvsikkert holder tempoet på halvt blus og ikke jager afsted for at please et skrækhungrende publikum. Det er lige så meget forventningerne om, hvad der lurer i mørket, der er drivkraften, som det er håndgribelige payoffs på chok-kontoen. Bare rolig, for her er både skumle genfærd og neglebidende gru på spil, men snigende som nattefrosten en kold vinteraften.

Det gamle Yankee Pedlar Inn drejer efter 100 år nøglen om. Vi følger således Claire og Luke, to afslappede ansatte, som holder skansen den sidste weekend, hotellet har åbent. Der er kun indlogeret et par gæster, så Luke har god tid til at fifle med sin hjemmeside om hotellets spøgelseshistorier, mens Claire er opsat på at få optaget gespensterne på bånd. Stille og roligt begynder fortidens beboere at røre på sig…

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Menneskeskæbner på ensom kollisionskurs

Michael Haneke er en af mine favorit-instruktører – og han burde også være en af dine. For han laver fantastiske film, der både udfordrer sit publikum og drilsk leger med mediet. Forførende og fascinerende film, der ofte også er foruroligende bekendtskaber. Jeg har lige genset hans kradse multiplot-film Kode ukendt fra 2000, der netop er udkommet på det danske marked. Herligt.

Her følger vi en række menneskers liv i Paris, hvor filmen primært udspiller sig – dog med afstikkere til bl.a. et fattigt Østeuropa og en gård langt fra byen. Der er en smuk skuespillerinde, en mut landmand og hans søn, en illegal indvandrerkvinde, en ung, sort franskmand og en dedikeret krigsfotograf. Det er umiddelbart vidt forskellige liv, vi her får et indblik i – men måske de slet ikke er så forskellige endda.

Michael Haneke kan ikke siges at lefle for sit publikum – og Kode ukendt er ingen undtagelse. Her gives ingen lette løsninger, fine spændingskurver eller entydige svar. Filmen undsiger sig på det nærmeste også et egentligt dramaturgisk forløb, men er snarere umiddelbart tilfældige kig ind i disse menneskers liv, hvor filmens scener ikke har en klar tilknytning til et overordnet forløb.

Det kan måske lyde ekskluderende – det er ikke tilfældet. For bl.a. fordi de medvirkende puster både nærvær og troværdighed ind i deres respektive roller, gribes man af hver af deres historie. Bl.a. indvandrerkvinden, der i Luminita Gheorghius undskyldende skikkelse giver et nuanceret billede af tiggeren på gaden, mens Thierry Neuvic som charmerende fotograf slår skår i et umiddelbart eventyrligt liv.

Så selvom Haneke kan siges at behandle sine karakterer nærmest som forsøgsdyr i en undersøgelse af mennesket, fremstår de alle som rigtige personer af kød og blod. Det hænger bl.a. også sammen med at Haneke via lange uafbrudte skud, skaber en insisteren på tilstedeværelse i scenerne. Her klippes der ofte også ind og ud midt i sætninger – som snapshots af virkeligheden og med et til tider dokumentarisk feel.

Filmen giver ofte også en nærmest voyeuristisk fornemmelse, bl.a. i scenen hvor Juliette Binoche som den følelsesforvirrede skuespillerinde står mutters alene i sin lejlighed og stryger tøj til lyden af tv’et og nabobarnets skrigeri. Omgivet af liv og alligevel alene og passiv. Netop denne scene er en af flere, der er med til at pege på hvad disse mennesker har tilfælles – og hvad vi måske alle har tilfælles.

For er vi i sidste ende ikke alle alene – fremmedgjorte fra verden og os selv? Dette noget dystre portræt af mennesket er dog blot ét blandt flere tematikker. Bl.a. har Haneke også spørgsmålet om identitet og virkelighed i spil, hvilket han bl.a. gennem en leg med mediet driller frem. Man ryger fx ind i en intens scene med skuespillerinden, der mod ens forventninger viser sig at være en scene fra en af hendes film.

Her bliver virkelighed og identitet vendt på hovedet og man må bl.a. spørge sig selv, hvor grænsen mellem ens egen identitet og en påtaget rolle går, oprigtige og påtagede følelser. Nå, men inden jeg får vendt mere lommeuld, stopper jeg. Men mine rablerier vidner blot om Hanekes elegante evne til at sætte sit publikums tanker i gang.

Og ja, selvom Kode ukendt en multiplotfilm, skal man ikke forvente sig en film som – de i øvrigt fremragende – Magnolia og Short Cuts, eller for den sags skyld den bastante Babel eller de forfærdelige Crash og Hævnen, men derimod et eget enigmatisk og selvstændigt værk med mange ukendte koder at løse.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Ekstramaterialet er meget sparsomt og består kun af filmens trailer samt et slideshow med stills fra filmen. Både billede og lyd fungerer fint og velafstemt på denne dvd-udgivelse, dog uden at være prangende – og så er filmen altså ikke 130 minutter som angivet på coveret, men derimod 112 minutter, anyways.

Jeg vil lige nævne, at også Hanekes isnende og foruroligende mesterværk Pianisten netop er udkommet her i landet. Den kan absolut også anbefales og er måske et bedre sted at starte, hvis man er ny med Haneke. Well, ellers kan man også nuppe den fascinerende og ubehagelige Funny Games. Og få fat i originalen, selvom det kun er hans eget remake, der er udkommet her i landet – det er dog heller ikke helt ueffent.

Originaltitel: Code inconnu: Récit incomplet de divers voyages, Frankrig/Tyskland/Rumænien, 2000
Instruktion: Michael Haneke
Medvirkende: Juliette Binoche, Thierry Neuvic, Josef Bierbichler m.fl.
Spilletid: 112 min.
Udgiver: Another World Entertainment

Kærlighed og hævn i brutal karambolage

Man siger, at hævnen er sød – i den brutale Revenge: A Love Story er den også både smuk, smertelig og malet op i medrivende billeder med matte farver og dragende kompositioner. En fremragende hævn-thriller, hvor kærlighedens altopslugende kraft støder sammen med et hævntogt uden nåde. Ganske vist blodig, men uden at miste sin menneskelige nerve eller grebet om kærlighedens ulykkelige skæbner.

Hong Kong er udsat for en række bestialske mord på gravide kvinder og en intens jagt på morderen er sat ind. Menneskejagten bringer den unge Kit i politiets varetægt og der indledes et særdeles hårdhændet forhør. Herfra bringer filmen os i flashbacks tilbage til den fatale begivenhed, der ledte Kit til de blodige gerninger. Mere skal ikke afsløres her – så undlad også lige at læse bagsideteksten på filmens cover.

For måden hvorpå plottet og Kits motiv foldes ud er både elegant, overraskende og hele tiden med til at holde et sikkert greb i publikum. Her leges der pirrende med publikums empati – eller mangel på samme. Det er dog sikkert, at det er kærligheden mellem Kit og den søde Wing, der besegler det intense og poetiske mordtogt, hvor hævn, forløsning og tilgivelse dirrer i den tørre luft.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere