Indlæg

Stum flugt gennem sneen er en træg traver

Der er både en voldsom eksplosion, helikoptere og op til flere våben at finde på det actionfyldte cover til Essential Killing – og så sættes der trumf på ved at kalde flugtfilmen ’et hurtigt actiondrama’. Den kalder jeg sgu lige bullshit på. Det er altså en markedsføring, der ikke stemmer overnes med filmen – ikke at det nødvendigvis er en dårlig ting, men det er dælme et misvisende cover.

Filmen er snarere et mut og intenst afdæmpet portræt af en krigsfanges flugt gennem et goldt snelandskab. Her ytres stort set ikke et ord og ”det hurtige actiondrama” er til at overse. Her foregår den barske kamp for overlevelse i stilhed, hvilket fornemt understreger følelsen af ensomhed, mens ofte stemningsfulde og mennesketomme naturlandskaber omfavner den hårdtprøvede hovedperson.

Egentlig er filmen modig på flere punkter. En ting er den ordløse flugt, en anden er, at hovedpersonen – en intens Vincent Gallo – ikke er den mest sympatiske fyr. Han slår op til flere uskyldige ihjel og det uden at man har fået et indblik i hans baggrund, der kunne give en forståelse for hans adfærd. Der forsøges dog med pastelfarvede flashback til hans fortid, men det lykkedes aldrig at give ham den dybde og dramatiske klangbund, der kunne have gjort ham mere medrivende at følge.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

På jagt efter sandheden i internettets skygger

Det starter egentlig uskyldigt nok. En dag modtager fotografen Yaniv et maleri af et af sine fotografier. Han begynder en korrespondance med pigen Abby, der har malet billedet og bliver snart også virtuelle venner med resten af hendes familie. Men mystikken breder sig, for brikkerne synes ikke helt at passe – og hvor meget kan man egentlig stole på nogen, der sidder trykt bag skærmen?

Forholdet mellem Yaniv og hans nye ’Facebook-familie’ bliver fulgt tæt af hans bror Ariel og vennen Henry, der laver en dokumentarfilm om det usædvanlige, digitale venskab. Med skjult kamera og eventyrlyst beslutter de sig alle for at opsøge familien for at finde frem til sandheden…

Filmen, der har den kryptiske titel Catfish, udspiller sig altså som en dokumentarfilm. Men at man skulle være vidne til en sand historie er siden premieren sat i tvivl – jeg hopper heller ikke på den. Illusionen holdes dog overbevisende ved lige, hvor det nære kameraarbejde bl.a. er med til at skabe en intens usikkerhed, mens turen udvikler sig til en neglebidende thriller. Her fungerer dokumentar-formatet stærkt.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

’Star Wars: The Complete Saga’ er fantastisk

En af alle tiders mest populære film-serier er ’Star Wars’. En saga, hvis aftryk i filmens verden og populærkulturen er svær at undervurdere. Nu er alle seks film landet på Blu-ray og med timevis af ekstramateriale. Selvom der mildt sagt er delte meninger om den nye trilogi og ikke mindst George Lucas ændringer af filmene, så er Star Wars: The Complete Saga absolut et eventyrlig udgivelse.

Jeg er på ingen måde hardcore ’Star Wars’-fan, men gensynet med det episke eventyr ”in a galaxy far, far away” har været fantastisk underholdende. Jeg er mest begejstret for den oprindelige trilogi (A New Hope, 1977, The Empire Strikes Back, 1980 og Return of the Jedi, 1983) – specielt de to første film. Men den nye trilogi er bestemt ikke uden kvaliteter (The Phantom Menace, 1999, Attack of the Clones, 2002 og Revenge of the Sith, 2005) – jeg har dog stadig svært ved at acceptere Jar Jar Binks.

George Lucas startede eventyret tilbage i 1977, hvor man for første gang stifter bekendtskab med det bjergtagende univers, den mystiske the force samt det fantastiske score af John Williams og ikke mindst de mange ikoniske karakterer. Her ledt an af trekløveret Luke Skywalker, Han Solo og Prinsesse Leia samt C3PO, R2D2 og Chewbacca og ikke mindst den vise Yoda og überskurken Darth Vader.

Sagaens egentlige begyndelse fik vi dog først langt senere med den nye trilogi, hvor historien om Anakin Skywalkers skæbnesvangre forvandling til Darth Vader står centralt. Desværre lykkedes det langt fra Lucas, der igen indtog instruktørstolen efter Irvin Kershner og Richard Marquand havde varetaget en opgave på henholdsvis The Empire Strikes Back og Return of the Jedi at matche den oprindelige trilogi.

Den mildt sagt irriterende Jar Jar Binks er en fjoget pestilens og så er Hayden Christensens stive portræt af Anakin Skywalker ikke specielt gribende. Den ellers komplekse karakter får aldrig den følelsesmæssige klangbund, man kunne have håbet på – det samme kan desværre også siges om den knapt så magiske romance han har med Natalie Portman som den altid velklædte dronning Amidala.

Men selvom historieafviklingen og langt fra alle karaktererne er lige så medrivende som i den gamle trilogi, så er de nye film værd at se alene i kraft af de imponerende scenerier og mange fantastiske skabninger. Og så snydes man heller ikke for flere veldrejede og storslåede actionscener, som det heftige ’pod-race’ eller intense lyssværdsdueller, bl.a. med den onde Darth Maul.

Men uanset de nye films kvaliteter, så er castet og historien bare ikke lige så stærk og mindeværdig som i de gamle film, hvor Harrison Ford, Mark Hamill og Carrie Fisher leder an i kampen mod ondskaben. Både Liam Neeson, Ewan McGregor og Christopher Lee gør dog fornuftig figur i de nye film, men desværre tynges prequel-trilogien af for meget plotmæssigt rod og flere uengagerende passager.


Billede og lyd (samt Lucas forbandende ændringer):
Men nu er det imidlertid ikke så meget på grund af selve filmene, at dette er en af de mest ventede udgivelser nogensinde, men derimod at se hvordan sagaen tager sig ud i HD – og ikke mindst hvilke ændringer Lucas vanen tro måtte have lavet. Og ja, der er igen foretaget ændringer, mens også ændringerne fra henholdsvis 1997 og dvd-udgivelserne i 2004 er bevaret eller rettet til. Lad mig lægge ud med en af de mere positive ændringer. Yoda er i The Phantom Menance
nu fuldt ud computeranimeret og matcher herved karakteren i de andre nye film. Det giver mening og fungerer.

Men desværre overskygger de mange unødvendige ændringer sagaen som helhed – og den gamle trilogi i særdeleshed. Her finder man stadig det indsatte og dybt pinlige dansenummer i Return of the Jedi, mens Lucas fortsat holder fast i ændringen, der gør at dusørjægeren Greedo skyder først og ikke Han Solo. En dybt stupid ændring, der rykker markant ved Fords karakter.

Man finder desuden fortsat den kiksede computergenerede Jabba The Hut samt alverdens større og mindre tilføjelser i form af bl.a. flere monstre og laserskud, hvor desværre ikke alle er lige elegant udført – og lad mig end ikke begynde med mine forbandelser over den nye tilføjelse af Darth Vaders øredøvende ”NOOOO!” i Return of the Jedi. Jeg håber stadig – måske naivt – at Lucas på et tidspunkt bukker under for fan-presset og udgiver filmene i de oprindelige biografversioner på Blu-ray.

Men en ting er ændringerne, en anden er billed- og lydsiden og her er der heldigvis flere plusser end minusser. Den nye trilogi står virkelig flot, selvom The Phantom Menance lider under et ikke hele vejen lige veldefineret billede. Den gamle trilogi fremstår absolut også overvejende godt. Her er naturlig og klar farvegengivelse samt solide kontraster, dog med enkelte ikke helt skarpe scener og så synes Darth Vaders lyssværd for pink, mens der også forekommer en smule svingninger i nuancerne.

Men overordnet ser filmene fantastiske ud, mens lydsiden spiller helt og aldeles upåklageligt sagaen igennem. Udgivelsen består helt bestemt på sine tekniske kvaliteter, men desværre stadig med plads til mindre forbedringer.

Ekstramateriale:
Udgivelsen indeholder ni skiver – én til hver film samt tre bonus-skiver med ekstramateriale. Til hver film følger to kommentarspor med cast og crew, et nyt samt et bestående af ældre interview-bidder. Man skal dog nok være mere hardcore-fan end mig, for at lytte til samtlige spor. Men ud fra de nedslag jeg gjorde, er det tydeligt at folkene bag har både spændende, indsigtsfulde og sjove historier at fortælle.

De to første bonus-skiver er delt op med en til hver trilogi. Her har hver film sit sæt af omfattende features, der bl.a. omfatter diverse interviews med folkene bag, kig på production design, speciel effects og ikke mindst en lang række slettede/forlængede scener. Selvom her er meget, er det fermt sat op og man får nemt klikket sig vej gennem det spændende ekstramateriale – godt 40 timer i alt.

Den sidste bonus-skive indeholder syv både nye og gamle dokumentarer, der giver spændende kig på sagaens forskellige kapitler. Her guider bl.a. skuespillerne en igennem filmene, mens der ses på alt fra speciel effects til sagaens kulturelle betydning og de omdiskuterede ændringer. Herudover finder man en række spoofs af universet på i alt godt 90 minutter, alt lige fra tv-serier til klip fra YouTube.

Her er med andre ord timevis af interessant ekstramateriale, som det meste af vejen er både er spændende og oplysende – også for en ikke fuldt ud inkarneret ’Star Wars’-fan som undertegnede. Dog er det en skam, at ikke alt ekstramaterialet fra dvd-udgivelserne følger med, men det er blot et mindre forbehold. Begge trilogier fås desuden også hver for sig, men så følger bonus-skiverne ikke med.

Konklusion:
Uanset hvad ens forhold måtte være til ’Star Wars’, den nye trilogi eller Lucas mange ændringer, så er det et rumeventyr enhver filmfan skal have set – og med Star Wars: The Complete Saga har filmene aldrig set bedre ud eller lydt mere medrivende.

Så selvom det uden tvivl er den gamle trilogi, der er stærkest, flere af ændringerne er irriterende og der er plads til mindre forbedringer på billedsiden, så er der ingen tvivl om at denne udgivelse absolut er bestået og er et klart must have. Men indtil filmene (forhåbentlig) lander på Blu-ray i de originale biografversioner, så hold fast på slidte VHS-bånd og dvd-udgivelserne fra før Lucas fik smag for at ændre på sagaen.

– LÆS OM ANDRE FILMSERIER PÅ BLU-RAY: Alien Anthology og Ringenes Herre-trilogien.


Originaltitel:
Star Wars: The Complete Saga, 2011 (I: The Phantom Menace, 1999. II: Attack of the Clones, 2002. III: Revenge of the Sith, 2005. IV: A New Hope, 1977. V: The Empire Strikes Back, 1980. VI: Return of the Jedi, 1983).
Instruktion:
George Lucas, Richard Marquand, Irvin Kershner
Medvirkende:
Mark Hamill, Harrison Ford, Carrie Fisher, James Earl Jones, Frank Oz, Hayden Christensen, Natalie Portman, Ewan Mcgregor, Christopher Lee, Samuel L. Jackson m.fl.
Spilletid:
806 min.
Udgiver:
SF Film

Svimlende efterdødstrip i neonoplyst Tokyo

Der er i den grad skruet op for syren i Gasper Noés depressive farveladetrip Enter the Void. En film som ingen anden og på mange måder en fascinerende oplevelse, men mest i kraft af sin både svimlende og excentriske billed- og lydside. For historien, der binder de mange visuelle krumspring sammen er knapt så interessant.

Filmen skydes i gang med en af de mest overrumplende titelsekvenser, jeg har set. Her pumper lyd og lys nådesløst løs inden vi dumper ned i en lille lejlighed i Tokyo. Her bor søskendeparret Oscar og Linda – han er narkohandler og hun er stripper. De mistede som børn deres forældre og har siden været uadskillelige. Så da Oscar bliver skudt, kunne det betyde enden på deres forhold – men ikke i Noés verden.

For Oscars sjæl forlader blot hans krop og svæver herefter rundt for at holde øje med sin søster. Og fordi filmen opleves gennem Oscars øjne eller med kameraet lige bag ham, kommer man på nogle vanvittige kamerature – og der er mildest talt ingen steder, kameraet ikke kan komme. Ind og ud af kroppe, gennem vægge, flyvende henover byen samt frem og tilbage i hans traumatiske erindringer.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Tøser tæsker skurke i laber slowmotion

Ja, det kunne meget vel være undertitlen på Zack Snyders visuelt duperende og computergenerede actioneventyr Sucker Punch. For det er stort set hvad filmen består af – en flok tøser, der deler øretæver ud i stort opsatte slåskampe. Filmen fik selv en del tæv, da den ramte biografen – men at udråbe dette farverige monstrum til en ligegyldig stinker yder ikke Snyders visuelle ridt retfærdighed.

Historien er ganske vist noget rod og karaktererne ikke specielt interessante – alligevel er det svært at tage øjnene fra filmens konstant spraglede univers. Her følger man den trutmundede Baby Doll, der mod sin vilje lukkes inde på et sindssygehospital. For at holde rædslerne ud flygter hun og andre indsatte piger ind i en fantasiverden, hvor de bl.a. bekæmper kæmpesamuraier og nazi-monstre. Wait… what?

Jep, Sucker Punch er en underlig film og plotafviklingen mekanisk som et generisk computerspil – opdelt i kapitler med forskellige fantasi-universer og hertil hørende skurke, som tøserne nedkæmper. Men selvom de hårdtslående piger ikke er specielt vedkommende, så lykkedes det dette skrummel af en computerskabt kitsch-maskine at underholde og fascinere.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

’Scream 4’ er selvbevidst slasher-opkog

Efter 11 års stilhed vender den maskerede morder Ghostface samt det overlevende trekløver tilbage i Scream 4 – og traditionen tro bliver der både skreget, myrdet løs og ivrigt liret filmreferencer af. Desværre bliver det aldrig for alvor nervepirrende og de medvirkende forbliver kedelige. Men som satirisk og letbenet slasher-underholdning med indbygget gensynsglæde har dette fjerde kapitel trods alt en smule at byde på.

Den hårdtprøvede Sydney Prescott, en kampklar Neve Campell med gråd i stemmen vender tilbage til byen, hvor det hele startede for at promovere sin nye bog. Og ja, straks begynder myrderierne igen. David Arquette er tilbage som den elskværdige, men ineffektive sherif Dewey, mens den hidsige journalist Gale Weathers igen spilles af Courteney Cox – nu med et ‘immobilt-fuck-up’ af en overlæbe(!).

Herudover smides en flok nye hoveder ind i spillet og så kan gætterierne om morderens identitet ellers begynde… igen. Desværre lykkedes det ikke Scream 4 at reboote serien med den saft, kraft og humor, man kunne have ønsket sig. Der er for få intense katten-efter-musen-scener og castet er svagt – selv de gamle kendinge. Faktisk synes hverken morderen eller de medvirkende for alvor at træde i karakter.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN
–> Læs mere

Når kærligheden går itu og gør nas

Film om ulykkelig kærlighed er måske ikke lige det, man har mest har lyst til at se – og slet ikke når det som i Blue Valentine gør så pokkers ondt at overvære et forhold gå i opløsning. Ikke desto mindre er det en fremragende film, der med stor indlevelse formår at skildre kærligheden råt, komplekst og usentimentalt – ikke mindst takket være Ryan Gosling og Michelle Williams som parret på vej mod afgrunden.

De spiller Dean og Cindy, som man filmen igennem følger i to forløb – da de mødtes og kærligheden spirede og år senere, hvor forholdet er på vej ned ad bakke. I krydsklip følger man således, hvad der startede smukt og ender så grimt. Netop visheden om den smerte, der venter parret, giver filmen en bittersød klangbund, så selv de mest romantiske scener er tunge melankoli. Av.

Blue Valentine er følelsesmæssig hård kost – hjerteskærende og pokkers gribende. En film om kærligheden og forholdets lumske faldgruber, usynlige og uforudsigelige forhindringer. Og sjældent har et filmpar bragt et forhold så troværdigt og nuanceret til live som her. Lige fra det søde første møde og frem til den sørgelige hårdknude af tabt kærlighed og uindfriede forventninger.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Sindssyg roommate forbliver tam teen-bøvs

Okay, jeg var godt klar over, at der ikke ventede mig den mest skræmmende teen-thriller med The Roommate. Jeg måtte alligevel lige have den igennem afspilleren, da det er danske Christian E. Christiansens første amerikanske film – han er bl.a. manden bag ungdomsfilmen Råzone. Dørene til Hollywood sparkes dog ikke ind med voldsom kådhed, men derimod med en ufarlig og blød metervare.

Sara (Mika Kelly) skal starte på college og her dele værelse med en fremmed – og man ved jo aldrig hvilken psykopat, der pludselig træder ind af døren. Det gør så den blonde Rebecca (Leighton Meester). Hun virker dog ikke umiddelbart bims, men viser sig selvfølgelig snart at være et sindssygt stalker-pigebarn – og så skal Sara og hendes nærmeste ellers bare passe på. Gisp!

Filmen skydes oplagt i gang til tonerne af lidt samlebånds-pop, men snart hives momentum ud af løjerne og forsøget på at stable psykologisk optrappende galskab på benene forbliver uinteressant. Det hjælper selv sagt heller ikke, at Sara leveres med poleret ligegyldighed. Man ønsker snart, at den skøre Rebecca, der er en smule mere interessant ville gøre det af med hende og resten af det plastikglatte cast (undtagen en herligt slesk Billy Zane, of course).

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

I SPIT ON YOUR GRAVE (remake): Girl power med en blodig hækkesaks

Der er ikke noget som en heftigt ’revenge flick’, hvor skurkene får som fortjent – og det brutale remake I Spit on Your Grave leverer et i den grad hårdtslående hævntogt. Det er både råt, pokkers ondt og medrivende, når først den spinkle Jennifer bl.a. med en hækkesaks gør regnskabet op med sine voldtægtsmænd.

spit01

For selvfølgelig skal en sød pige som hende ikke leje sig ind i et sommerhus ude i skoven – helt alene og langt væk fra nærmeste nabo. Snart invaderer en flok skrupelløse bøller nemlig Jennifers lille oase, hvorpå de ydmyger og voldtager hende. Forslået, ødelagt og skælvende dratter hun i floden, der løber gennem skoven og forsvinder – men kun for et par dage senere at vende hævntørstig tilbage…

Selvom der ikke er specielt meget kød på karaktererne og historien ikke er specielt nuanceret, så er hele den blodige affære et både intenst og grumt underholdende bekendtskab. Sarah Butler fungerer fint som den hårdtprøvede Jennifer, der forvandles fra sårbar og sød bypige til rå og udspekuleret hævner, mens bl.a. Andrew Howard som korrupt betjent overbeviser som en af de ondskabsfulde gerningsmænd.

spit02

Karaktererne portrætteres altså fint, de er bare ikke videre interessante. Jennifer er uskyldig, sød og sårbar – altså indtil hun forvandles til iskold hævner med dårlige one liners, mens gerningsmændene er gennemført onde, dog forsøgt nuanceret bl.a. med den lettere retarderede Matthew, der angrer den grumme gerning og til en vis grad var en uvildig del af overgrebet.

Komplekse tematikker som magt, hævn og forløsning er altså i spil – vil hævnen lindre Jennifers smerte, er den overhovedet berettiget og besidder vi alle kimen til at gå på blodigt hævntogt? Det er dog først og fremmest som rendyrket voldstogt, at filmen fungerer bedst – intens og ligetil (man skal selvfølgelig lige godtage, at en pige som Jennifer kan slæbe rundt på de fuldvoksne gerningsmænd).

spit03

Meir Zarchis originale film fra 1978 er stadig en nådesløs og rå oplevelse. Samme ubehagelig eftersmag efterlader genindspilningen dog ikke. Men uanset om man mener remaket er berettiget eller ej, så har Steven R. Monroe lavet en herlig brutal lille film, der tester sit publikums smertetærskel. Desværre får historien ikke helt den tyngde, der ellers ligger potent i det hævngerrige plot.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Blu-ray-udgivelsen gengiver fint og indtagende filmens rå look og nedtonede farveskala, dog uden at imponere – der forekommer bl.a. digital støj og så er flere af de mørke scener ikke helt veldefinerede. Lydsporet er bedre og svinger sig godt rundt med både ubehagelige lydeffekter og grum atmosfære.

Desværre indeholder udgivelsen intet ekstramateriale og det er altså for sløvt, når nu bl.a. den amerikanske og engelske udgivelse indeholder en ’Making of’. Desværre er sådanne skrabede udgivelser ikke noget særsyn på det danske marked – Øv.
[tabgroup][tab title=”I Spit on Your Grave | Blu-ray-anmeldelse”]
4_6 - stars

spit-cover
Originaltitel: I Spit on Your Grave, 2010, USA
Instruktion:
Steven R. Monroe
Medvirkende:
Sarah Butler, Jeff Branson, Andrew Howard, Daniel Franzese, Chad Lindberg, Rodney Eastman m.fl.
Spilletid:
1 time 44 min.
Udgiver:
Soul Media[/tab][/tabgroup]  

Kedeligt hjertetransplantations-ævl

Grunden til at jeg hoppede på thrilleren The Black Heart var ikke filmens producere Tony og Ridley Scott, der ellers fornemt pryder filmens cover, men derimod manden bag novellen, som filmen er baseret. Det er nemlig den legendariske forfatter Edgar Allan Poe – en mand med hang mysterier og det bizarre.

Her er nu heller ikke meget at komme efter, desværre. The Black Heart er en af den slags film, man fornemmer kunne have været interessant, hvis blot historien var blevet fortalt med større overbevisning. Det er ikke tilfældet og det kuriøse plot forbliver en spændende idé, der aldrig bliver medrivende forløst.

Filmen er centreret om Terry, der får et nyt hjerte. Men efter hjertetransplantationen begynder han at hallucinere og ændre adfærd – jep, det er selvfølgelig hjertet der på mystisk vis påvirker Terrys personlighed. Et ganske interessant udgangspunkt, hvor der også smides et konspirations-mysterium i gryden. Desværre bliver historien aldrig overbevisende indfriet, men blafrer blot utroværdigt i vinden.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere