Indlæg

LOOPER: Hjernevridende tidsrejse er medrivende science fiction

/i /af

Man kan ikke andet, end at blive rundtosset, hvis man forsøger at få fod på tidsrejser og deres mange paradokser samt hjernevridende muligheder. Men det er unægteligt en fascinerende tanke at kunne rejse frem og tilbage i tiden, hvilket forløses både medrivende og intelligent i den intense tidsrejsethriller Looper.

Vi befinder os i 2042, hvor lejemordere – såkaldte loopers – arbejder for fremtidens kriminelle. For i 2072 er tidsmaskinen en realitet og ofre sendes således tilbage i tiden for at blive likvideret og gemt af vejen. Men en dag, da looperen Joe står klar til at trykke på aftrækkeren, i det øjeblik ofret fra fremtiden dukker op, er det hans eget fremtidige jeg, han pludselig ser i øjnene – og hvad gør man så…?!

For som looper risikerer man nemlig, at arbejdsgiverne sender ens ældre jeg tilbage i tiden, så man uvidende dræber sig selv – en barsk måde at blive fyret på. Men Joes ældre jeg har ikke som de andre ofre en sæk over hovedet og undviger skuddet. Så nu er der to gange Joe på fri fod, hvilket selvfølgelig ikke går. Snart er begge jaget vildt, mens de forsøger at hitte redde i og styre hvad fremtiden vil bringe…

Ja, det kan hurtigt blive knudret, når tiden overvindes og en mand møder sit ældre jeg i en jagt på at overleve fremtiden. Men instruktør og manusforfatter Rian Johnson formår elegant at etablere sit tidsrejsekoncept uden at man mistes undervejs – men heldigvis nok til at de modstridende tidskomplikationer pirrende kilder ens intellekt.

Det er intelligent science fiction, der nærmest ubesværet forener sit koncept med en hele tiden flertydigt æggende historie og interessante karakterer – og det uden at miste sin kvalitet som rendyrket thriller-underholdning. Joseph Gordon-Levitt og Bruce Willis – som henholdsvis en ung og en gammel Joe – har en vedkommende kompleksitet og uforudsigelig dynamik filmen igennem. Deres tanker snor sig udfordrende om samme hjerne, mens tiden slår krøller og fremtiden omskrives.

Og selvom her bestemt leveres højspændt action med automatvåben og blodsprøjt, så er det mere historien og karaktererne, der er i front end konstant dundrende bulder og brag. Looper stoler nemlig på sin historie og gemmer sig altså ikke bag tanketomme eksplosioner og fremtids-gadgets, men bruger disse elementer med omtanke og som en naturlig del af filmens fængslende univers.

Jeg er dog i tvivl om nødvendigheden af at sminke Gordon-Levitt, så han matcher en ung Willis. Det synes til at starte med en smule akavet – også selvom makeuppen er overbevisende. Men det ændrer bestemt ikke på, at Looper er et yderst medrivende bekendtskab, der bag tidsrejser og science fiction også er en gribende fortælling om kærlighed og hvad man vil ofre for at bevare den. Tankevækkende, tragisk og smukt. Jep, Looper er klar til at indtage pladsen som en science fiction-nyklassiker.
[tabgroup][tab title=”Looper | Biografanmeldelse”]Vurdering: 5/6

Originaltitel: Looper, USA/Kina, 2012
Premiere: 4. oktober 2012
Instruktion: Rian Johnson
Medvirkende: Joseph Gordon-Levitt, Bruce Willis, Emily Blunt, Paul Dano, Noah Segan, Jeff Daniels m.fl.
Spilletid: 118 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

BLODIG WEEKEND 2012, DAG 4: Træt kannibal, spansk splat, forskruet familie og varulve

/i , /af

DAG 4: I går var sidste dag på den nye filmfestival Blodig Weekend. Fire dage med både grufulde, smukke og medrivende film sluttede med manér, hvor jeg bl.a. løb ind i glubske varulve og poetiske teenager-traumer. Først stod den dog på en kannibalistisk søvngænger med Eddie: The Sleepwalking Cannibal.

Her spiller Thure Lindhardt kunstneren Lars, der er gået kreativt i stå og derfor flytter til en lille canadisk flække for at undervise på en kunstskole. En dag vender hans inspiration dog uventet tilbage i forbindelse med den stumme Eddies blodige søvngængeri og snart opsøger Lars det brutale natteroderi for at få gang i sit udtørrede kunstnersind. Ja, en herlig bizar præmis med sort humor og kunstner-klichéer.

Desværre går filmen en smule død undervejs. Historien afvikles noget statisk, mens forholdet mellem Lars og Eddie ikke helt får dramatisk bund nok til at holde mig fast – og ja, så kunne jeg også godt have undværet den overflødige romance. Til gengæld var filmen flot med sine stemningsfulde nattebilleder og kolde snelandskab. Den tørre humor sad dog ofte lige i skabet, bl.a. takket være Lindhardts underpillede tone – men helt vellykket var den altså ikke.

Inden filmen var der desuden en kort, men interessant debat om genrefilm (som fx gys, science fiction og fantasy), hvor bl.a. disse films trange kår i Danmark og begrænsede tildeling af filmstøtte-kroner blev diskuteret. Super fint med sådanne debatter på festivalen – og så stod den ellers på medrivende blodsprøjt med den spanske [REC]³ Génesis. Her går et bryllup helt i hundene, da en dæmon-lignende virus spreder sig blandt gæsterne, som en efter en forvandles til frådende monstre.

Godt tyve minutter inde i bryllupsmassakren droppes den håndholdte ’found footage’-stil, der ellers kendetegner de første film i serien. Det ændrede dog ikke på intensiteten og det blodopkastende tempo. Man kunne dog for min skyld godt have skruet ned for humoren i filmens anden halvdel. Men den faktisk helt rørende kærlighedshistorie mellem brud og brudgom gik godt i spænd med gruen og så var Leticia Doleras i brudekjole og med en stor motorsav en super cool heltinde.

Herefter ventede den både kradse og smukke Excision – endnu et højdepunkt på festivalen. Med surrealistiske mareridt og et ondt familiefordærv gik den i kødet på teenageren Pauline og hendes problemer med drenge, forældre og seksualitet. Et atypisk familiedrama og teenageoprør, der både var uhyre velskrevet og spillet. Bl.a. imponerede AnnaLynne McCord i hovedrollen som Pauline, der psykisk går i opløsning. Tragisk, men hele tiden med en sympati for Paulines pinsler.

Der blev desuden heller ikke lagt fingre imellem, når de eksplicitte mareridt foldede sig både blodigt og poetisk ud. En æstetisk nydelse og et i gribende portræt. Ja, ganske enkelt en forrygende og original filmoplevelse, der medrivende formåede at balancere tunge temaer som psykisk sygdom, religion og sex – det uden, at den sorte humor ødelagde det forskruede ubehag og den grundlæggende alvor i dramaet.

Tonen blev noget lystigere med den spanske horror-komedie Game of Werewolves. Her blev der serveret heftig varulve-action i en lille indspist landsby, som Tomás tager til for at skrive en bog. Forfatteriet erstattes dog snart af en flugt fra bidske varulve, der desuden var lavet med flotte, praktiske effekter. Herligt old school og med solidt spark i både brøl og brutal varulvevold. En sjov film, uden at blive ren komedie og som for alvor kom op i gear i sin sidste hæsblæsende halvdel.

Jeg nåede at se 15 titler under denne første omgang af Blodig Weekend, der udover at byde på fremragende film også beviste, at horror-genren kan være meget mere end blot blodig og brutal. En genre, der kan rumme både relevante og rørende fortællinger samt spænde fra krads alvor til herlig løssluppen splat. Jeg håber bestemt, at festivalen vender tilbage næste år – hvilket den gør, hvis man kan tro de umiddelbare meldingerne fra arrangørerne. Jeg ser i hvert fald allerede frem til endnu en omgang film, der både udfordrer filmmediet og sit publikum.

– Find mere om Blodig Weekend HER.
– Læs om min DAG 1, DAG 2 og DAG 3.

Læs også om disse relaterede film:
– Kill List: Sprælsk skrækfilm er forrygende ond
– Maniac Cop: Morderisk betjent amok i New York
– Rabies: Israelsk galskab smitter ikke skræknerven
– Hobo with a Shotgun: Rynket Rutger Hauer ser rødt… blodrødt!

BLODIG WEEKEND 2012, DAG 3: Gotisk gys, vanvid, overtro samt indavl og midnatsgru

/i , /af

DAG 3: Blodig Weekend blev endnu mere blodig på tredjedagen, der bød på alt fra morderisk indavl til zombie-lignende gladiatorer. Dagens første film var det flotte, gotiske gys Livid. Den er lavet af de to franskmænd Julien Maury og Alexandre Bustillo, der debuterede i 2007 med Inside – en af de seneste års absolut mest forrygende, blodige og poetiske skrækfilm.

Det smukke og grumme er også fængslende forenet i Livid, der dog er helt anden og mindre blodig sag end debuten. Her var skøn ’haunted house’-stemning i det store, knirkende hus, hvor filmen udspiller sig. Lucie og en flok af hendes nysgerrige venner bryder nemlig ind i gemakkerne efter mørkets frembrud, for at finde den skat, som efter signede skulle være gemt et sted i huset.

Deres skattejagt ender dog snart som et overnaturligt mareridt, der med en egen mørk logik sætter virkeligheden ud af spil og indsætter isnende uhygge. For fra at være en spøgelseshistorie udfoldet i en relaterbar virkelighed, ender filmen som et regulært mareridt, hvor det overnaturlige hersker. Et forførende genremiks. Man forstår godt sammenligningen med bl.a. italienske Dario Argentos irrationelle skrækfilm.

Herefter gik turen ind i et sindssygehospitals mørke gange med den atmosfærefulde The Incident, hvor stormen raser og regnen siler ned. Her går patienterne pludselig amok og kaster sig voldeligt over personalet. En både dyster og herligt tung film, hvor både volden og vanviddet eskalerer på smukkeste vis – og det uden at svælge unødvendigt meget i brutaliteten. Isoleret gru og med super karismatisk skurk.

Dagen fortsatte med Sennentuntschi. En ambitiøs og originalt fortalt film, der med et indbygget mordmysterie bl.a. slyngede sig omkring overtro, okkultisme, religiøs fanatisme og mænds forkvaklede forhold til kvinder. Den blev dog lidt tung i røven og en smule ujævn i sin afvikling af sit knudrede plot. Men pyt med det, for filmen levede fint i kraft af en indtagende og rå miljøskildring samt sin fortættede stemning i det smukke, schweiziske bjerglandskab, hvor det olme drama udspillede sig. 

Herefter hoppede jeg på horror-komedien Inbred, hvor blodet sprøjtede lystigt fra afrevne lemmer og åbne benbrud. En underholdende omgang snask, hvor en flok byboere støder på en hob af morderisk indavl langt ude på landet. Filmen mister dog tempo og energien siver momentant ud af den ellers veldrejede blodpølse.

Men balancen mellem ubehagelig vold og sort humor var ofte fin, mens det kulørte cast af landsbytosser også hjalp på udskejelserne – selvom der gik lidt for meget ”spøg-og-skæmt”-gebis i noget af indavlet.

Jeg sluttede dagen med den onde Morituris. En herlig mørk og makaber midnats-shocker, der leverede både oprigtig ubehag samt et morbidt og overraskende skifte halvvejs i filmen. For denne italienske exploitation-lækkerbisken starter i velkendt terræn med et par søde, feststemte tøser på vej til rave med deres nye mandevenner. De er dog ikke særligt søde gentlemen, for i stedet for dans og kindkys, byder de i ly af skovens mulm og mørke op til voldtægt og misbrug. Grumt.

Ja, Morituris gav denne skønne fysiske reaktion, hvor maven vender sig i takt med pigernes pinsler. Et både originalt og fantastisk bæst af en film, der gav mindelser om klassikere som de brutale The Last House on the Left og I Spit on Your Grave – uden dog på nogen måde af blive en tam hyldest. En film, der så absolut er i sin egen ret og et væmmeligt højdepunkt på festivalen. Fuck yeah! Midnatsgru, der gjorde alt det rigtige for mig uden at blive forudsigelig. Ubarmhjertig, skånselsløs og smuk brutalitet, hvor en bizar og sadistisk sidehistorie desuden fornemt ekkoede pigerne og deres voldtægtsmænds blodige skæbner.

– Find mere om Blodig Weekend og filmvisningerne HER.

Læs også om disse relaterede film:
– Strigoi: Rumænske vampyrer og mystiske mord
– The Ward: Creepy sindssygeanstalt med labre tøser
– The Woman: Lænket kvinde er grotesk familieunderholdning
– A Serbian Film: Kontroversiel serber gør sit bedste for at chokere
– I Spit on Your Grave (remake): Girl power med en blodig hækkesaks

BLODIG WEEKEND 2012, DAG 2: Seriemorder, monster-sprutte og biograf-dæmoner

/i , /af

DAG 2: Fredag kom filmfestivalen Blodig Weekend for alvor i gear og jeg fik set fire film på en forrygende anden dag. Jeg startede med at introducere det fremragende remake af William Lustigs seriemorder-klassiker Maniac i Cinematekets biograf – en voldsomt lækker film. I hovedrollen som morderen Frank finder man en forpint Elijah Wood, der tumler med barndomstraumer og pigeproblemer (mildt sagt).

For den kære Elijah kan simpelthen ikke lade være med at myrde og rituelt skalpere smukke kvinder for at påklæde sine elskede mannequiner deres nye, blodige frisurer. Ja, grumt og brutalt, men også tragisk. For udover de yderst rå og medrivende mord, kommer man også godt ind i hovedet på den syge Frank – ja, nærmest bogstavelig talt. For størstedelen af filmen ses fra Franks point of view, hvilket bl.a. er med til at give ham et uhyggeligt nærvær og samtidig understrege hans ensomhed.

Desuden var filmen en visuelt indtagende sag, der med sine stemningsfulde og smukke billeder fornemt indrammede ubehaget og Franks i grunden sørgelige liv. Maniac forener således eksplicitte mord med et indtagende portræt af en seriemorder – hvilket også er en af originalens styrker. Fik jeg for resten sagt, at der var nogle lækre kills – on screen, insisterende og kniven helt inde i kødet. Sådan!

Stemningen blev noget lettere og mere løssluppen med den efterfølgende horror-komedie Grabbers. En monsterfilm efter alle kunstens regler, der fint fik brugt genrens klichéer uden at miste sin egen berettigelse. For løjerne på en lille irsk ø, hvor et blæksprutte-lignende moster går amok var absolut veloplagt creature feature-underholdning med både veltimet komik og et slimet uhyre.

Det charmerende og skæve cast af irske øboere bød desuden på flere mindeværdige karakterer. Heriblandt Lalor Roddy som uimponeret fisker, Richard Coyle som fordrukken betjent og hans regelrette kollega, en sød Ruth Bradley. Nej, aldrig rigtig uhyggelig, men oprigtig sjov og med herlig tør humor. Aftenen sluttede med den italienske instruktør Lamberto Bavas to snaskede 80’er-film, Demons og Demons 2.

Den første er en perfekt biograffilm, da den netop foregår i en biograf, hvor en flok ækle dæmoner går løs på de sagesløse gæster. Yes! Grønt slim, lysende øjne og et cool soundtrack med både laber synthesizer-bund samt bl.a. Mötley Crüe og Pretty Maids. Opfølgeren blev vist i Husets hyggelige biograf, hvor løjerne fortsatte med dæmonbesatte yuppier, svedige bodybuildere og mere monster-splat. Herligt.

Lamberto Bava var selv til stede og introducerede filmene samt svarede på spørgsmål fra et begejstret publikum. Desuden var det en oplevelse i sig selv at se Demons i en fyldt sal med et hujende publikum! Når ja, jeg fik også lige signeret mine eksemplarer af de to film samt hans Macabre, der vises i dag, hvor der bl.a. også venter gotisk gru med Livid og indavlede galninge i Inbred. Kom så afsted…!

– Find mere om Blodig Weekend og filmvisningerne HER.

Læs også mine anmeldelser af:
– Macabre: Makaber affære i skummel villa
– Inferno: Et vidunderligt inferno af skræk og rædsel
– Four Flies on Grey Velvet: Et smukt morder-mysterium

Der er smæk på den übervoldelige ’Dredd’

/i /af

Man er ikke i tvivl om, hvad der skal ske, når først filmens blodrøde titel banker buldrende ud af lærredet i dundrende 3D. Og ja, det første uskyldige offer jordes da også lige splattet ned af brutale kriminelle, allerede inden man når at sætte sig til rette. Jep, Dredd er fandenivoldsk action med blod, kugler og sort humor lige i fjæset.

Filmen foregår i en dystopisk fremtid, hvor megabyer tordner sig gråt op mod en håbløs himmel af aske og et udsigtsløst intet. Vi befinder os i Mega-City One, hvor kriminaliteten er høj og dødsraten endnu højere. Her forsøger de såkaldte ‘Judges’ at opretholde lov og orden ved at agere jury, dommer og om nødvendigt også bøddel.

Den konstant snerrende Judge Dredd får dog sin sag for, da han og ung kvindelig rekrut bliver fanget i en enorm boligblok. For udover civile, huser blokken også en djævelsk gangsterboss – den nådesløse Ma-Ma. Hun styrer med hård hånd sin klan af morderiske bøller, der nu får til ordre at sende de to betjente i graven…

En af grundene til, at Dredd lykkedes så medrivende godt, er bl.a. fordi, den holder skidtet simpelt. Her er ikke læssevis af subplots, biroller og plot-twists til at sende det voldelige bæsts momentum til tælling, men blot fuld smadder på store guns, bastante one-liners og blodige kills. Brutalt, lige til og ganske enkelt ren fysisk filmfryd for fuld hammer – dog ikke uden et par ujævne bumps undervejs.

For selvom Dredd er en yderst underholdende omgang tegneserievold, så bruges der også nogle lige lovligt letkøbte løsninger i plottets afvikling. Men selv et par halvklodsede manuskriptløsninger er ikke noget, der skubber denne action-tonser  – der desuden er herligt befriet for romancer – nævneværdigt ud af kurs. Heldigvis.

Filmen bygger på den groteske og blodige tegneseriekarakter Judge Dredd, der så dagens lys tilbage i 1977. Samfundssatiren fra de kulørte hæfter er dog ikke så fremherskende i filmen, der har mere travlt med at nedskyde skurke og svælge i volden. Men fred med det, for satiren simrer trods alt lige under overfladen.

Judge Dredd blev også forsøgt filmatiseret i 1995 med Sylvester Stallone i titelrollen – ikke just en succes. Denne gang er det en ubarberet og herligt muggen Karl Urban, der bærer den ikoniske hjelm – som han selvfølgelig ikke tager af! Olivia Thirlby er det labre sidekick (heldigvis uden hjelm), mens Lena Headey indtager rollen som den rå Ma-Ma, hvilket hun til dels slipper godt fra med sit arrede ansigt og rådne tænder.

Filmen får endda også indskudt et par smukke åndehuller af svævende voldspoesi. Ikke mindst, når the bad guys indtager stoffet Slo-Mo, der meget belejligt har den effekt, at man oplever alt 100 gange langsommere. Det afføder nogle skønne ’over the top’ kills i super slowmotion – hvilket man nok til dels kan tilskrive filmens fotograf, Anthony Dod Mantle. Jep, Dredd er et kulørt, herlig voldeligt og flot monstrum.

Som bonus tillader jeg mig også lige at anbefale den fremragende, indonesiske action-smasker The Raid: Redemption. Den har nemlig flere ligheder med Dredd. Her er det også et højhus fyldt med bøller og en ond boss, der skal indtages af et par betjente.

Originaltitel: Dredd 3D, USA/England/Indien, 2012
Premiere: d. 27. september
Instruktion: Pete Travis
Medvirkende: Karl Urban, Olivia Thirlby, Lena Headey m.fl.
Spilletid: 95 min.
Distributør: SF Film<

Endelig sprang Johnny Depp ud som bleg vampyr

/i /af

Tim Burton slår sine krøllede folder i vante gotiske gemakker med Dark Shadows. Johnny Depp har igen en excentrisk rolle og en spraglet garderobe, Danny Elfman står for musikken og Burton finder vanen tro plads til sin søde kone, Helena Bonham Carter. Jep, flokken er klar til endnu en omgang gotisk sjov og vampyrballade.

I 1700-tallets Maine venter der den succesfulde forretningsmand Barnabas Collins en grum skæbne. For da han forelsker sig i den yndige Josette, knuser han den barmfagre heks Angeliques hjerte. I en hævnrus gør hun det således af med Barnabas’ udkårne, forvandler ham til en vampyr og begraver ham levende. Love’s a bitch. Her ligger han så i små 200 år, indtil kisten ved et tilfælde graves op i de kulørte 1970’ere. Bum.

Selvom den blege vampyr er som dumpet ned fra månen, stopper det ikke Barnabas fra at ville have sin nu forfaldne virksomhed til at blomstre på ny. Han flytter derfor ind i sit gamle gods, hvor en dysfunktionel familie af hans efterkommere bor. Sagerne kompliceres dog kun yderligere, da den æggende Angelique dukker op. Gammel kærlighed ruster som bekendt aldrig…

Selvom filmen er baseret på 60’er-serien af samme savn, så er det umiskendeligt Burton. Det smager dog af genbrug, men derfor kan der jo godt være tale om flot og uforpligtende underholdning – det er det da også. Et stykke af vejen. For efter de vage Sweeney Todd og Alice i Eventyrland fremstår Dark Shadows noget mere veloplagt. Både karaktermæssigt og visuelt synes man at kunne spore fornyet fortælleglæde. Men rigtig sjovt eller uhyggeligt bliver det sgu ikke. Desværre.

Depp gør hvad Depp skal i rollen som malplaceret vampyr med hang til flæser og menneskeblod. Hans møde med de hippe 1970’ere afføder da også et par komiske kulturchok – men der hives altså også lidt for billige point hjem på den bekostning, som fx da Barnabas forundret undersøger ’et forhekset’ fjernsyn. Men hey, det var da på tide, at Burton fik klædt sin Depp ud som vampyr.

Det er dog ikke kun Depp, der får lov at skeje ud. Chloë Grace er modvillig teenagetøs, Michelle Pfeiffer er gammelkone-laber med hagelgevær og Helena Bonham Carter er herligt bizar som fordrukken psykiater. Bella Heathcote er blot dådyrsøjne-sød, mens Jackie Earle Haley er cool som stenet pedel. Jeg fik dog aldrig fidus til Eva Green – hun overbeviser altså ikke som småskør og hævntørstig heks.

Ja, der er fyldt godt op på hylderne. Burton mister da også grebet om historien og det store persongalleri undervejs. Der er for mange bolde i luften, filmen mister fokus og engagementet siver ud af de ellers indledningsvist medrivende løjer. Filmen ender med andre ord som en ujævn og unødvendigt rodet størrelse – men mødet mellem gotisk stemning og farverigt 70’er-frisind er ofte forførende.

Billede, Lyd og ekstramateriale:
Filmens smukke production design og gotiske scenerier står virkelig flot på Blu-ray-udgivelsen. De mange mørke nuancer samt 70’-spraglede farver gengives indtagende og detaljerigt. Lydsporet spiller ligeledes overbevisende, hvor bl.a. det labre soundtrack og scoret går klart og velafstemt igennem. Lækkert.

Ekstramaterialet består af ni korte og promo-agtige features, der med bl.a. Burton og Depp går bag om produktionen (i alt 37 min.). Her ser man bl.a. på production design, Depps rolle og special effects. Små og ikke videre dybdegående indslag med for meget rygklapperi. Man kan også se filmen med kommentarer og indklip undervejs, (bl.a. genbrug fra de små features). Herudover får man 5 slettede scener, der dog ikke er det store sus (6 min.). Alt i alt desværre ikke det mest ophidsende ekstramateriale.

Originaltitel: Dark Shadows, USA, 2012
Instruktion: Tim Burton
Medvirkende: Johnny Depp, Michelle Pfeiffer, Helena Bonham Carter, Eva Green, Bella Heathcote, Chloë Grace, Jackie Earle Haley, Jonny Lee Miller m.fl.
Spilletid: 112 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment

Benknusende god action-smadder er toppen

/i /af

Adrenalinen pumper ud af samtlige sprækker og revner i den skurke-besatte bygning i den indonesiske action-succes The Raid: Redemption. Her spares der hverken på håndmadder, automatrifler eller blodige macheter, når en specialstyrke indtager et højhus i Jakartas slumkvarter for at nedlægge en überboss, der holder til på toppen.

Hele huset er selvfølgelig befolket af kamptrænede kriminelle, der alle er udstyret med skarpladte våben og er særdeles veltrænede udi at nedslagte politiet. Jep, her er ganske vist mere action end historie og karakteropbygning, men løjerne afvikles så dynamisk og fandenivoldsk, at jeg ser stort på den noget tynde historie. Det er action for actionens skyld – hvilket i dette tilfælde er rigeligt til at drive filmen frem.

Her smides dog nok af plotdrejninger samt en håndfuld karismatiske skurke og helte på bordet, til at det blodige bæst sparker sig medrivende vej helt til toppen af højhuset. Et adrenalinkick, man ikke må snyde sig selv for – og bestemt en af de for mit vedkommende mest underholdende action-flicks i lang tid.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Ryan Gosling snor sig smidigt i intenst politisk spil

/i /af

Hvad foregår der egentlig bag de lukkede døre, når politikere får aftaler i hus og indtager vigtige poster på deres vej mod toppen – og er det overhovedet muligt at bevare sin integritet og idealisme i den benhårde magtkamp? Med George Clooney i instruktørstolen og som demokratisk guvernør, tages man med bag kulisserne i det spændende politiske drama Kamæleonen.

Som den danske titel indikerer, så kan spillerne på den politiske scene – ikke mindst dem i kulissen – tilpasse sig omgivelserne alt efter hvad der er mest fordelagtigt for at bevare succesen – og jobbet. Ryan Gosling spiller den knivskarpe og dygtige Stephen Meyers, der styrer kampagnen for guvernøren Mike Morris, som kæmper for at blive demokraternes præsidentkandidat.

Morris, der spilles med præsidentværdig gestik af Clooney, er noget så sjældent som en hæderlig politiker. Han vil ikke indgå uldne aftaler, der går imod hans overbevisninger bare for at komme frem i verden. Til at starte med, i hvert fald. For efterhånden som det politiske spil spidser til, bliver der slækket på integriteten og snart ruller en lavine af løgne og intriger, mens knive stikkes i ryggen for et godt ord.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Stumfilmstjerner charmerer bukserne af dig

/i /af

En af de seneste års største filmiske overraskelser er The Artist. For hvem havde lige forudset, at en stumfilm i sort/hvid ville brage igennem med så stor og kritikerrost succes? Ikke mig. Men det er altså også en både rørende og charmerende sag, der elegant fortæller om en stumfilmstjernes nedtur, da talefilmen bryder igennem.

Det er sådan set ikke fordi, at jeg har et specielt nostalgisk forhold til stumfilm eller for den sags skyld den periode af filmhistorien. Men jeg blev bestemt grebet af filmens sødmefulde og romantiske kærlighedserklæring til mediet og filmens uskyld i Hollywoods spæde år i 1920’erne og 30’erne.

Jean Dujardin charmerer desuden alt og alle som den selvsikre stjerne George Valentin, hvis succesfulde karriere får en ende, da man pludselig begynder at tale på film. Han må se sig overhalet i popularitet af den altid friske skuespillerinde Peppy Miller – en herlig energisk Bérénice Bejo. De to danner således parløb med modsat fortegn – succes kontra nedtur, men bundet sammen af en kærlighed til filmen.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Der er ikke bid nok i ’The Hunger Games’

/i /af

’Dræb eller blive dræbt’ – sådan kan man kort opridse præmissen for det ondskabsfylde spil på liv og død i den dystopiske The Hunger Games. Her skal der nemlig kæmpes, indtil kun én overlevende står tilbage som vinder. En præmis, der potentielt indeholder både intens menneskejagt, dirrende drama og moralske dilemmaer for de unge deltagere – skal man fx dræbe for selv at overleve?

Vi befinder os i et fremtidigt USA, hvor magthaverne forsøger at bevare magten over landets 12 distrikter. De afholder således hvert år det tv-transmitterede show Hunger Games – både for at demonstrere deres position samt at minde den undertrykte befolkning om et fejlslagent oprør for år tilbage. Hvert distrikt skal derfor stille med en dreng og en pige. Her ender vor heltinde, Katniss Everdeen – let the games begin!

Jeg har ikke læst bogen af Suzanne Collins som filmen er baseret på, så jeg holder mig fra sammenligninger med bogtrilogien. Jeg kan blot konstatere, at som film snubles der indledningsvis noget hastigt igennem en del information for at få etableret universet og karaktererne. Det er tjep fortællekunst, men ikke lige elegant og man aner til tider næsten manusforfatterne bag, der guider publikum på rette vej.

The Hunger Games er ganske vist ikke altid lige fornemt fortalt, men universet er overbevisende sat i scene med bastant arkitektur og flotte naturscener. Men hvorfor fa’en de rige indbyggere skal ligne farverige skurke fra starthalvfemserne, ved jeg ikke – en blåhåret Stanley Tucci, yikes. Filmens trumfkort er imidlertid Jennifer Lawrence som Katniss. Hun balancerer medrivende mellem barsk og sårbar – og så er hun dæleme også dræbende ferm med bue og pil, cool.

Men selvom vi har at gøre med et spil på liv og død, er det forbløffende hvor få dilemmaer de medvirkende egentlig sættes i – og underligt nok fornemmer man også kun sjældent en reel fare. Heldigvis diskes der – om end diskret – op men lidt blodsprøjt. Det er altid noget. For selvfølgelig skal det sjaske med blod, når et sværd hugges i en modstander – også selvom det er et barn. Sådan. Desværre føler man bare ikke noget særligt, når deltagerne falder på stribe.

Så til trods for filmens kradse præmis og eksistentielle tematikker som liv, død og overlevelse samt mediernes magt, så ender The Hunger Games som en halvtam affære. Her er ganske enkelt for lidt saft og kraft i dramaet, mens det også er småt med gråzoner. Det er de gode mod de onde og ikke så meget der imellem – en skam, at man ikke har turdet udforske nogle mere tvetydige følelser hos spillets deltagere.

Og ja, jeg vil skide på om filmen skal kunne sælges bredt. For når man har en så voldsom præmis som omdrejningspunkt, skal der altså mere drama på drengen – og når filmen oven i købet forråder sin egen præmis i tredje akt, så går luften sgu fejt af ballonen. Den forhastede finale forløser desværre heller ikke det ellers neglebidende oplæg og det kan hverken en snalret Woody Harrelson eller en magtfuld Donald Sutherland redde.

At The Hunger Games er blevet udråbt til at skulle udfylde tomrummet efter de slatne gummi-vampyrer i ’Twiligt’-serien – uden sammenligning i øvrigt – kan jeg dog kun billige (med mindre det selvfølgelig afstedkommer drab på uskyldige teens med bue og pil). For filmens ujævnheder til trods, så er det flot og momentant tankevækkende underholdning, der i sine bedste øjeblikke forener adrenalin og eftertanke. Desværre sker det bare ikke nok.

Ja, nup den japanske Battle Royale fra 2000. Den har en meget lignende præmis og langt mere svung på både historie, karakterer og ikke mindst vold. Jeg skal nok lade være med at råbe ’ripoff’ (alt for højt). Nå ja, se også 80’er-baskeren The Running Man, hvor en svulstig Arnold Schwarzenegger må kæmpe mod både morderiske ishockeyspillere og motorsave for at overleve et overgearet game show.

Billede og lyd:
Hvor filmen har sine svagheder, er der ikke meget at kommer efter hvad billed- og lydkvalitet angår. Blu-ray-udgivelsen står nemlig hamrende flot med fine detaljer, indtagende farver og solide kontraster. Lydsporet spiller ligeledes overbevisende med hæsblæsende panoreringer og fint afstemte niveauer. En sand fornøjelse.

Ekstramateriale:
Udgivelsen inkluderer desuden en dvd med filmen samt en ekstra Blu-ray med masser af interessant ekstramateriale. Her finder man en solid ’making of, der ser på mange forskellige aspekter af filmens tilblivelse – dog med en smule for meget rygklapperi (2 timer 2 min.), endvidere en snak om forfatteren Suzanne Collins arbejde (14 min.) og en feature, hvor Donald Sutherland fortæller om sin rolle (9 min.).

Der er videre en feature om kontrolcentralen, der styrer spillet i filmen (6 min.), en samtale om filmen med instruktøren Gary Ross og en filmkritiker (14 min.) samt et kort indslag, hvor Gary Ross taler om forberedelserne til filmen (3 min.). Slutteligt finder man propagandafilmen fra filmen i sin helhed (2 min.) samt trailers og gallerier med plakater og filmstills. For fans af filmen er dette altså uden tvivl en lækker og grundig udgivelse med flere gode ekstrafeatures. Sådan.

Originaltitel: The Hunger Games, USA, 2012
Instruktion: Gary Ross
Medvirkende: Jennifer Lawrence, Josh Hutcherson, Stanley Tucci, Woody Harrelson, Elizabeth Banks, Lenny Kravitz, Liam Hemsworth, Donald Sutherland m.fl.
Spilletid: 2 time 22 min.
Udgiver: Nordisk Film