Indlæg

ALLE VED DET: Potent drama med familieintriger i spil

Biografanmeldelse: Det starter ellers så livsbekræftende med et lystigt bryllup og glade familier samlet til fest i en mindre by uden for Madrid. Men da en ulykke indtræffer, ændres nattens muntre fest sig til et sandt mareridt for familien i drama-thrilleren ’Alle ved det’. Jeg vil dog ikke her afsløre, hvad denne ulykke består i – det må du selv i biografen for at opleve.

Inden den tragiske begivenhed rammer familien som et lyn fra en klar himmel, er brudens storesøster Laura kommet til byen fra Argentina. Hun har taget sin teenagedatter og lille søn med, men efterladt sin mand hjemme. Det er dog ikke kun et møde med søsteren og familien, der venter, men også et gensyn med sin ungdomskæreste Paco. De er dog begge to nu med nye partnere.

Nattens begivenheder gør imidlertid, at de to må holde sammen – og ligeledes holde sammen på familien. Et på en gang lavmælt, intenst og brusende drama er her sat i søen, hvor skepsis og mistro breder sig i familien, efterhånden som de efterfølgende dage går og den tragiske nats begivenhed for alvor begynder at sætte sig fast som en ond igle, mens også fortidens hemmeligheder spøger.

I rollen som den ulykkelige Laura, finder man en nærværende og intens Penélope Cruz, mens den livsglade Paco indtages af en både mild og indlevende Javier Bardem. Samspillet mellem de to er ganske gribende, nuanceret og helt rørende. De to fanger mig fra filmens start. Desværre mister filmen undervejs noget momentum i sin fortælling, hvilket går ud over mit engagement.

Hertil kommer, at jeg desværre aldrig for alvor har følelser i spil – selvom fortællingens tragiske slagside er yderst tilstedeværende filmen igennem. Men ’Alle ved det’ bliver altså ganske enkelt med sine to timer og 10 minutter for lang for sit eget bedste. Der opstår for meget stilstand, hvor et ellers velspillende karakterdrama ikke helt er nok til at holde filmen flyvende.

Det sagt, så er Asghar Farhadis ’Alle ved det’ et overvejende gribende og intenst drama med familierelationer og fortidens hemmeligheder nærværende i spil. Penélope Cruz og Javier Barden er både gode hver for sig og ikke mindst i samspil. Desværre er filmen for lang for sit eget bedste, hvilket hiver noget nærvær og indlevelse ud af den ellers spændende fortælling.

’Alle ved det’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Alle ved det har biografpremiere den 21. marts.

SILVIO OG DE ANDRE: Kulørt, sexet og billedsmukt politiker-portræt

Biografanmeldelse: Den både flatterede, berømte og berygtede italienske premiereminister Silvio Berlusconi er centrum for den kulørte, sexede og flotte ‘Silvio og de andre’. Han er en stærk personlighed, der efterlader sig mange kontroverser og skandaler i kølvandet på sin person og politiske karriere. Det er dem og blandt andet også forholdet til sin kone, man her får et indblik i.

Fortællingen er dog ikke et en til en-portræt af politikeren, men snarere en fiktionalisering af ham og menneskene i hans inderkreds. Man følger således i skiftende fortælletempo og med masser af både nøgne damer, sex og fester Berlusconis vilde liv i tiden op til hans forfald. Fra farvestrålende højdepunkter til personlige nedture.

For han har måske nok også succes midt i skandalerne, men hans personlige liv bobler af problemer, særligt til hustruen, hvor ægteskabet slår revner. Men den magtfulde mand – og en af Italiens absolut rigeste – lader sig ikke sådan skubbe rundt med, så han gør, hvad han kan for at beholde magten, ikke kun rent politisk, men altså også på privatfronten.

Det er Instruktøren Paolo Sorrentino, der her sætter den excentriske politiker stævne – det gør han til dels nuanceret, sine steder morsomt og ikke mindst med fart på festerne. Desværre går fortællingen flere gange i tomgang og gentager sig selv, mens filmens flow undervejs også mister momentum. Den kan ganske enkelt ikke bære sin spilletid på hele to timer og 30 minutter.

Det sagt, så holdes filmen blandt andet oppe af sin smukke, dragende og visuelt stimulerende billedside samt ikke mindst af Toni Servillo i den dameglade og magtsyge hovedrolle. Han er så absolut et fund til at skulle forløse den ganske komplekse karakter, der er omgærdet af både mystik og med flere hemmeligheder i bagagen bag det ellers smilende ydre.

’Silvio og de andre’ er med andre ord en delvist vellykket stykke fiktionsfortælling baseret på den virkelige politiker og hans tumulte liv – både de mange skandaler samt nederlag og succeser. Det ikke mindst tilsat i hobevis af smukke kvinde, stoffer og sex. Det er både underholdende, men desværre sine steder også en lidt trægt iscenesat fortælling, der dog blandt andet lever af sine smukke billeder.

’Silvio og de andre’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Silvio og de andre’ har premiere den 14. marts.

MARIA STUART, DRONNING AF SKOTLAND: Royal strid vinder på hovedrollerne

Biografanmeldelse: Velkommen til 1500-tallet i det historiske drama ‘Maria Stuart, Dronning af Skotland’. Her ligger kusinerne Mary Stuart og den ældre Elizabeth I i bitter magtstrid om tronen. For som helt spæd blev Mary nemlig dronning af Skotland, mens hun som blot 16-årig blev gift med den franske konge. Hun vender dog tilbage til Skotland to år efter sit ægteskab, da hendes mand dør.

Her vil Mary indtage den engelske trone igen – nemlig sin forhenværende position, som hun forlod, da hun rejse til Frankrig. Men nu, hvor hun er tilbage må hun således indlede en strid med den regerende dronning, nemlig netop Elizabeth I, der dog ikke just har tænkt sig at afgive sig sin magtfulde position. Langt fra. På den måde bliver det starten på et intrigant rænkespil.

Magtspillet mellem de to kvinder er på den måde skudt fint i gang. Her indtages rollen som Mary af den både stærke og besnærende Saoirse Ronan, som det er svært at tage øjnene fra, når hun toner frem i den ganske vist lidt tungt udfoldede fortælling. Modsat hende som Elizabeth I finder man en stålsat og mere mystisk Margot Robbie, der udover den hårde magtkamp også tumler med private problemer.

‘Maria Stuart, Dronning af Skotland’ er på den måde – udover at være fortællingen om magtkampen mellem de to kvinder – også et portræt af dem, deres liv og private udfordringer. Blandt andet og ikke mindst, hvad angår deres interne forhold eller mangel på samme, videre til en manglende tronfølger og ligeledes manglen på samme. To komplekse og nuanceret spillede portrætter.

Desuden er filmen smukt iscenesat, hvor både kostumer og omgivelser er med til at tage mig tilbage i tiden. Desværre er filmen som nævnt sine steder ret tungt forløst, hvilket blandt andet hiver noget momentum, nærvær og intensitet ud af persondramaet. Det er en skam, når nu de to hovedrolleindehavere ellers er fine og dragende bekendtskaber.

Filmen bliver da også med sine to timers spilletid for lang for sit eget bedste. Men mine forbehold til trods, så lever ‘Maria Stuart, Dronning af Skotland’ blandt andet netop af sin flot iscenesatte miljøbeskrivelse samt ikke mindst Saoirse Ronan og Margot Robbies portrætter. Derfor ender filmen da også lige en tand højere på skalaen end de tre stjerner, den ellers snuser til.  

‘Maria Stuart, Dronning af Skotland’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Maria Stuart, Dronning af Skotland’ har biografpremiere den 14. marts.

VAN GOGH – VED EVIGHEDENS PORT: Sanseligt kunstnerportræt går i øjnene

Biografanmeldelse: Vi kender alle hans farverige malerier, hvor blandt andet nærmest helt opløste naturlandskaber bugter sig hvirvlende over lærredet. Nemlig den hollandske maler Vincent van Goghs værker. Med ‘Van Gogh – Ved evighedens port’ fortælles kunstnerens historie med nedslag i malerens tumulte liv som både enspænder og outsider, men også som en unik ener.

I hovedrollen finder man en dragende og nuanceret Willem Dafoe, der med sart nærvær og en evig jagt på kunsten og naturen er med til at bringe mig ind i hovedet maleren, der udover at tumle med at få et gennembrud som kunstner også har sin del af problemer med at finde sin plads i både verden og livet samt at finde bare nogenlunde ro i sindet.

For van Gogh var nemlig langt fra populær i sin samtid. Derimod var han fattig og ildeset i kunstnerkredse, hvor langt de fleste så hans værker som grimme – bortset fra blandt andet vennen og maleren Paul Gauguin. Plaget af euforiske perioder og i kontakt med naturen skaber han sine varme værker, der emmer af liv og ikke mindst et helt særegent blik på både naturen, verden og livet.

Det er dette blik, man med filmen kommer ind bag ved – ind i hovedet på van Gogh, det han ser og overfører til sine lærreder. Man følger blandt andet også skabelsen af malerierne, hvilke med fint schwung manifesterer sig dragende for øjnene af mig. Det er både smukt og legende at være vidne til. På samme måde som også fortælleformen er smuk og legende.

Ikke mindst filmens smukke billeder smyger sig insisterende om mig, mens fortællingen flere steder helt opløses i drømmende scener. For når filmen bliver mere plotdrevet og biografisk konkret, mister filmen noget af sin faldhøjde, mens den desværre også ender med at blive for lang for sit eget bedste. Ikke desto mindre er filmen både smuk, dragende og livgivende.

‘Van Gogh – Ved evighedens port’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Van Gogh – Ved evighedens port’ har premiere den 7. marts.

CAPTAIN MARVEL: Brie Larson løfter Marvel-filmen som sej heltinde

Biografanmeldelse: Vi er nu kommet til endnu en film i det omfattende Marvel-univers, der blev skudt i gang med ’Iron Man’ tilbage i 2008. Nu 11 år senere er vi med ’Captain Marvel’ nået til film nummer 21 (!), hvor vi skal præsenteres for en ny heltinde i det sprudlende univers. Hun spilles veloplagt, charmerende og sjov af Brie Larson, der løfter filmen og bærer den i mål.

For egentlig er her tale om mere af det samme, som man er blevet forvent med fra Marvels side. Ja, det er faktisk på grænsen til at være det Marvel-generiske i både udtryk, karakterer og fortælling. Trumfkortet er dog her uden tvivl Brie Larson i rollen som den seje heltinde. Hun er hele vejen medrivende at følge, når filmen altså måske mister en smule momentum.

Men hvad handler filmen så om? Jo, vi ankommer til Jorden anno 1995, hvor rumvæsnet Vers aka Captain Marvel nødlander, da en mission går på røven. Jorden lider under en gruppe rum-terrorister kaldt Skrulls. Heltinden må derfor nu mestre sine utrolige kræfter for at stoppe de onde og grønne væsner. Helt alene er hun dog ikke, da hun blandt andet får hjælp af Fury.

Samuel L. Jackson er altså igen på banen som cool Shield-agent, der her tager kampen op mod ondskaben sammen med at par øvrige gamle kendinge, mens man blandt nytilkommere i Marvel-universet blandt andet finder Jude Law som Vers’ læremester samt en tvetydig og altid seværdig Ben Mendelsohn. Dette er dog uden tvivl Captain Marvels film og historie.

Således er jeg også – udover medrivende action-scener og flotte effekter – vidne til en udviklingshistorie, der handler om at finde sig selv, men også at få styr på en mystisk fortid, der spøger i heltinden baghoved. Ja, ’Capatain Marvel’ er måske ikke just original, men den er altså underholdende og ret medrivende, mens Brie Larson er med til at løfte filmen op på sin fjerde stjerne.

‘Captain Marvel’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Captain Marvel’ har premiere den 6. marts.

COLD PURSUIT: Liam Neeson hævner sig i generisk hævnthriller

Biografanmeldelse: Så skal Liam Neeson søreme endnu engang til det. Nemlig at hævne sig i endnu en hævnthriller. Og ja, Liam Neeson har altså fint med filmisk pondus i ‘Cold Pursuit’, når han her indtager rollen som den i grunden helt almindelige mand Nels Coxman, der uvildigt ender mit i en omgang narkohandelsballade, der sender ham på en dræbende krigssti.

Ja, præmissen er dejligt simpel. Det handler om hævn, skurke og vold – men også familie, ensomhed og savn. Det er dog førstnævnte treenighed, der har størst gennemslagskraft, mens de sidstnævnte tre flagrer uforløste i vinden. Men hvordan klarer filmen sig så, når det mest af alt handler om hævn og at slå på tæven? Jo, kort sagt sådan ok.

For ganske vist har ‘Cold Pursuit’ et par helt habile og voldelige hævnscener, men eskapaderne er også bare ret så både generiske, forudsigelige og uden nævneværdig personlighed. Det hæmmer blandt andet mit engagement i de hårdtslående løjer – og her ligeledes de medvirkende. Ikke mindst Liam Neesons Nels Coxman.

Netop Coxman fremstår nemlig ikke videre troværdig. Her er ingen overgang fra almindelig mand til hårdtslående hævner, hvor han fra starten er en brutal og toptrænet soldat værdig. Udviklingen i hans karakterer er altså flad, hvilket også er med til at gøre hans karakter mindre interessant. Om han er mere interessant i den norske original, ‘Kraftidioten’, ved jeg dog ikke.

‘Cold Pursuit’ har på trods – og som sagt – et par ting kørende for sig, blandt andet volden, uden at filmen dog løfter sig over det forglemmelige. Hertil er karaktererne for flade, forudsigelige og generiske. End ikke den ellers top-onde skurk har det nærvær eller urovækkende væsen over sig til at få mig til for alvor at tro på ham – han bliver mest af alt en karikatur på en bad guy.

Men ja, udover et par habile og voldelige scener samt ikke mindst en intens og altid seværdig Liam Neeson i hovedrollen, så har filmen også en fin og velafbalanceret omgang sort humor, der fint passer ind i fortællingen, der desværre bare er alt for klodset og forudsigelig forløst til sådan for alvor at rive mig med. Derfor ender ‘Cold Pursuit’ også som en middelmådig hævn-thriller.

‘Cold Pursuit’ får 3 ud af 6 stjerner;

‘Cold Pursuit’ har biografpremiere den 28. februar.

THEY SHALL NEVER GROV OLD: Teknisk imponerende dokumentar om Første Verdenskrig

Biografanmeldelse: Peter Jackson er manden bag den monumentale Ringenes Herre-trilogi. Nu har han med ‘They Shall Never Grow Old’ skabt en teknisk imponerende dokumentarfilm om Første Verdenskrig. Man kommer nemlig som publikum her med tilbage til krigen, der forløb fra 1914 til 1918 med ret så utrolige optagelser fra dengang.

Den tekniske genistreg er imidlertid her, at det er lykkedes at farvelægge de mange optagelser fra for 100 år siden, så blandt andet turene ned i de mudrede skyttegrave, videre til marcherende soldater og tromlende tanks bliver bragt vibrerende og nærværende til live. Således måber jeg næsten, da filmen går fra sine sort/hvide optagelser til farve i filmens start. Imponerende.

Til at akkompagnere den indtagende billedside har Peter Jackson gjort brug af arkivinterviews, der alle kommer fra mænd, der tjente under krigen. Således består filmen af de farvelagte optagelser sammen med blandt andet plakater fra tiden, mens man filmen igennem altså hører interviewene som voice-overs, der beskriver soldaternes hverdag og tid under krigen.

Denne form bliver desværre en kende statisk, når først min umiddelbare betagelse af de farvelagte optagelser aftager en smule undervejs. Jeg savner også lidt at få sat ansigt på de mange mænd, der ellers levende beretter om deres kammeratskab og krigens barske væsen, videre til den humor, der var tilstede i den farlige frontlinje på trods af de rå omstændigheder.

Hertil kommer, at det også kunne have været rart, hvis beretningerne og billederne var blevet sat en smule mere i historisk kontekst. Men at dette mangler er på den anden side også fint med til at holde fokus på netop det, man ser og hører: nemlig det liv, der blev levet og oplevet af de mange unge soldater for nu 100 år siden – ja, unge mænd helt ned til omkring de 16 år.

‘They Shall Never Grow Old’ er kort fortalt en dokumentarfilm, der griber mig rent teknisk med sin øjenåbnende billedside, der desuden er tilsat en troværdig lydside. Jeg mindes ikke at have været så tæt på Først Verdenskrig før. Desværre bliver filmens form som sagt en smule statisk, men det sagt, lever filmens 100 minutter ok af sit imponerende teknisk greb og mændenes beretninger.

‘They Shall Never Grow Old’ får 4 ud af 6 stjerner.

‘They Shall Never Grow Old’ har biografpremiere den 28. februar.

DOGMAN: En hundefrisør på brutal afveje

Biografanmeldelse: Vi ankommer i Matteo Garrones på en gang både varme og kynisk kolde ‘Dogman’ til en grå forstad nord for Napoli. Her finder man den spinkle og godhjertede hundepasser og -frisør Marcello, der lever sit stille liv i ro, fred og vellidt af lokalsamfundet. Helt ren i kanten er den ellers lavmælte hundelsker og fraskilte mand dog ikke. Han sælger nemlig kokain ved siden af sin hundesalon.

Dette bringer ham ikke kun på kant med loven, men også i omgangskreds med lyssky typer – ikke mindst den yderst uforudsigelige, kokainglade og voldelige Simone – en ubehagelig mand, der hærger og gør hele forstaden utryg med sit iltre temperament. Filmen er således – udover at være et fint fortalt portræt af Marcello – også historien om afhængighedsforholdet mellem ham og Simone.

På den måde skrues der med et fast greb op for intensiteten i en film, der udvikler sig til en spændende trykkoger af vold, kynisme og misbrug. Jeg nærer nemlig fra starten sympati for tøffelhelten Marcello, der ligger under for alle andres luner – han gør, hvad der bliver sagt og tør ikke tvinge sin egen mening igennem. Dette bringer ham imidlertid på glatis i det lille samfund.

For hvordan skal han tackle det voldelige forhold til Simone samtidig med, at han holder sig gode venner med det øvrige samfund – samt ikke mindst fortsat at kunne forkæle sin datter med rejser for de penge, han tjener på sit salg af kokain? Marcello spilles desuden af en formidabel Marcello Fonte, der med lige dele sarthed og engagerende fåmælthed folder sit fint afstemte portræt ud.

Hertil kommer, at Simone i skikkelse af den store og intimiderende Edoardo Pesce er et yderst overbevisende usympatisk bekendtskab. Ganske vist bliver de to mænds modsætninger lige sort/hvide nok i sin udfoldelse, mens historien mangler lidt mere kød på sig i forhold til sin spilletid. Men det sagt, så er deres forhold på trods det meste af vejen spændende at følge.

Der venter desuden en ret så intens finale. Men på vejen dertil går filmen desværre en smule i tomgang og mister herved lidt af sit ellers ganske engagerende momentum. ’Dogman’ er dog i sidste ende et fint og brutalt thriller-drama med gode præstationer fra ikke mindst sine to hovedroller, der i deres dynamik måske nok er lidt overfortalt, men altså også fint medrivende.

‘Dogman’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Dogman’ har biografpremiere den 28. februar.

INSTANT FAMILY: Oversentimental familiekomedier er klægt bekendtskab

Biografanmeldelse: Egentlig er der en sympatisk agenda med den amerikanske komedie ‘Instant Family’, nemlig det at hylde familien, mens der også er tematikker i spil som, nemlig hvad det egentlig vil sige at være netop en familie. For hvornår kan man blandt andet kalde sin plejefamilie for ens rigtige familie – og ens plejemor for mor samt ens plejefar for far?

Dette forsøges sat komisk, men også lettere dramatisk stævne. Desværre ender det hele klægt på røven i en lang række scener i klichéfuld forening med oversentimentalitet i en fortælling, der går i ring om sig selv og sine i grunden ellers ganske fine problematikker – nemlig dem for nævnt ovenfor, men også det at blive skilt fra sin egentlig biologiske mor.

Men ja, hvad handler ‘Instant Family’ så i grunden om? Jo, man følger her ægteparret Ellie og Pete, der har et godt liv med et succesfuldt arbejde. Men noget mangler: børn. De vælger derfor at adoptere. Det bliver til et styk sur teenager, der tumler med en hård opvækst og adskillige plejefamilier på bagen sat det at være vokset op på et børnehjem, da hendes mor er stofmisbruger.

Oveni dette følgers hendes to små søskende med, nemlig en opmærksomkrævende dreng, der filmen igennem er uheldig, mens lillesøsteren er svær at styre, da hun kræver alt, hvad hun peger på – og ellers laver hun en scene med skrig og skrål. Og med et er Ellie og Petes liv forandret fra at være i kontrol til at være ude af kontrol med en helt ny familie.

Men selvom filmen er både klichéfuld og kedeligt forudsigelig samt er både klæg og kikset sentimental, så er der også en ret så veloplagt Rose Byrne i rollen som plejemoren. Hun er filmens lyspunkt midt i al skramlet. Hun har faktisk et par ganske vittige scener undervejs, hvor hunviser fin komisk timing. Desværre er filmen altså bare langt fra ligeså god som hende.

Rose Byrne står over for Mark Wahlberg, der ikke just er videre medrivende, selvom der faktisk er ok ping pong mellem de to. Men en ganske fin Rose Byrne redder altså langt fra ‘Instant Family’ fra at være netop en kedeligt klichéfuld og forudsigelig film, der ender helt og aldeles forfærdeligt med en slutscene, der kammer og i klam sentimentalitet.  

‘Instant Family’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘Instant Family’ har premiere den 28. februar.

GREEN BOOK: Forrygende feel good i godt selskab

Biografanmeldelse: Ja, komediedramaet ’Green Book’ er så absolut en feel good-film – men altså en af de virkeligt gode. Her er blandt andet en medrivende balancegang i humoren, der med lige dele underspillet og tør præcision fik mig til at grine op til flere gange undervejs – det uden, at duoen i front bliver til karikaturer, men mennesker af kød og blod.

I front finder man nemlig Viggo Mortensen og Mahershala Ali i rollerne som det umage par og komplette modsætninger, nemlig den rapkæftede og jordnære Tony Lip samt den distingverede pianist Dr. Don Shirley. De to ender med at komme på en tur sammen i de amerikanske sydstater i 1960’erne, hvor racismen er at finde overalt. Filmen er desuden baseret på en rigtig historie.

Det er derfor ikke just uden problemer, at den sorte Don Shirley bevæger sig afsted på sin tour gennem landet. Selv Tony Lip har det en smule svært med sorte – men endnu mere det at skulle have en chef over sig til at bestemme, hvad han skal gøre og ikke gøre. På den måde clasher de to naturligvis også – men ja, undervejs bonder de også mere og mere. 

Men selvom historien måske nok ikke just er uden de store overraskelser, så er den blandt andet så pokkers velskrevet, at det hele vejen er en fryd at se det veloplagte manuskript blive bragt både sjovt, veltimet og sine steder også rørende til live af det umage par. De er ganske enkelt godt selskab – og bærer således altså filmen fint igennem sine forudsigeligheder. 

Filmen bliver måske nok lige en smule for lang i sidste ende, men det er så absolut skønhedspletter i en film, jeg ikke kunne andet end at blive i godt humør af. Det uden, at filmen bliver oversentimental, men altså overordnet bevarer en vittig og engagerende tone med adskillige morsomme scener mellem de to meget forskellige mænd.

Måske bliver racismeproblematikken undervejs en kende for meget skåret ud i pap, men filmen dvæler ikke ved den i stort opsatte neon-bogstaver. ’Green Book’ lever ganske enkelt engagerende hele vejen af sit både vittige og veloplagte manuskript, hvor Viggo Mortensen og Mahershala Ali er formidable at sidde ved siden af i bilen, mens den ruller gennem USA’s sydstater.

’Green Book’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Green Book’ har biografpremiere den 21. februar.