Top 10 – de bedste film fra 2010

Det er tid til at se tilbage på filmåret 2010. Det var umiddelbart ikke det stærkeste filmår, men da jeg løb min liste igennem, så det alligevel ikke helt sløjt ud. Jeg kan dog ikke udpege én absolut bedste film. Jeg har simpelthen savnet filmen, der slog benene totalt væk under mig. Ikke desto mindre har året bestemt budt på mange store filmoplevelser. Årets top 10 over de bedste film er listet i vilkårlig rækkefølge og valgt ud af de film, som har haft dansk biografpremiere det forgangne år.

Kick-Ass (Instr. Matthew Vaughn)
Helt og aldeles suveræn superhelte-underholdning, der giver den til tider fortærskede genre nyt liv. Volden er nådesløs, replikkerne rappe og karaktererne interessante. Hele farveladen bakkes op af et heftigt soundtrack og så efterlades man faktisk ikke følelseskold overfor vanviddet.

Where the Wild Things Are (Instr. Spike Jonze)
Filmatisering af den populære børnebog om drengen Max, der havner i landet med de store bæster. En både rørende, smuk og medrivende film om det at føle sig udenfor og misforstået. Bestemt ikke uden kant eller reel uhygge – og så har Karen O fra Yeah Yeah Yeahs leveret filmens fantastiske soundtrack.

The Social Network (Instr. David Fincher)
Tænkt at historien om tilblivelsen af Facebook kunne være så hamrende spændende og dramatisk, som tilfældet er med The Social Network. Men så igen, filmen handler jo ikke om Facebook, men bl.a. om ulykkelig kærlighed, magt og grådighed.

Scott Pilgrim vs. The World (Instr. Edgar Wright)
Der bliver i den grad gået til stålet i Edgar Wrights tredje spillefilm. Et visuelt overdådighedshorn, hvor computerspilsæstetik og tegneserievold blandes unikt og ubesværet med historien om den smaskforelskede Scott Pilgrim, der må bekæmpe sin udkårnes syv onde eks-kærester for at vinde kærligheden.

Amer (Instr. Hélène Cattet og Bruno Forzani)
Et nutidigt tag på en giallo – en italiensk thriller-genre med sin storhedstid i 70’erne med forgangsmænd som Dario Argento og Mario Bava. Den næsten ordløse film duperer med konstant smukke og gruopvækkende billeder, der åndeløst og intenst forenes med en dirrende og hypnotiserende lydside.

Fantastic Mr. Fox (Instr. Wes Anderson)
Vildt charmerede stop motion-film om en flok dyr, der ledt an af en snu ræv, den fantastiske Mr. Fox begiver sig ud på deres hidtil største hønsetyveri. Det er viril fortællekunst med øje for detaljen og ganske enkelt en film, der bugner af opfindsomhed og smittende legelyst.

Roman Polanskis Skyggen (Instr. Roman Polanski)
Polanski er en af undertegnede helt store favoritter og skuffede ikke med sin seneste film. En stemningsfuld og bundsolid politisk thriller, der udspilles i et klaustrofobisk og nærmest labyrintisk hus på en lille forblæst ø på kanten af det brusende hav.

Det hvide bånd (Instr. Michael Haneke)
Hvad er er ondskab, eller måske snarere, hvordan opstår den? Haneke folder elegant og med stoisk overblik sin sort/hvid film ud over mere end 2 timer, hvor vi dykker ned i et lille, indelukket tysk samfund i tiden før Første Verdenskrig bryder ud. En fascinerede film, der tager pusten fra en flere gange undervejs.

Inception (Instr. Christopher Nolan)
Det er slemt underholdende at se Nolan slippe sine vilde idéer løs med et budget, der kan matche de visuelle narrestreger. Æstetisk er Inception en drøm af en film, hvor vi væltes rundt i både velorkestreret vægtløs tilstand og forskellige bevidsthedsniveauer, alt imens vejene slår krøller i sindets afkroge.

Piranha 3D (Instr. Alexandre Aja)
Herlig uforpligtende splatter, hvor letpåklædte strandgæster bliver foder for en flok sulte piratfisk. Det er både dumt, fjollet og tåbeligt, men filmen er mindst ligeså underholdende, som de kaskader af blod, der skamløst sprøjter ud af alle tænkelig kropsåbninger.

Jeg smider også lige et par titler ind, som ikke nåede listen. Nogle var tættere på end andre, men alle bestemt seværdige film. Den dystopiske The Road, Martin Scorseses skumle Shutter Island, den franske fængselsfilm Profeten, den ubehagelige The Killer Inside Me, den hypnotiske Valhalla Rising og Pixars Toy Story 3.

Og så var CPH PIX igen i år garant for nogle af årets bedste filmoplevelser (læs alt HER). Bl.a. leverede Werner Herzog to pletskud, den udknaldede My Son, My Son, What Have Ye Done? og en rablende Nicolas Cage i The Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans. Herudover vil jeg også fremhæve den brutale Kinatay, den groteske The Human Centipede, den velorkestrerede Mother og ikke mindst den djævelsk gode The House of the Devil. Well – måske jeg bare skulle have lavet en top 20 …

Der er også titler, jeg desværre ikke har nået at se endnu, bl.a. Tron: Legacy, The Town, Buried og Somewhere. Dem snupper jeg i det nye år, som forhåbentlig byder på flere forrygende filmoplevelser.

– Læs også: De bedste film 2009

Top 10 – de bedste film fra 2009

Så er det blevet tid til at kaste et blik tilbage på filmåret 2009. Jeg har i den forbindelse lavet en top 10 over mine bedste filmoplevelser fra året, der nu er gået. Listen indeholder kun film, som har haft dansk biografpremiere eller er blevet vist på en af de danske filmfestivaler i 2009. Anyways – here we go.

1. Moon (Duncan Jones)
Det er virkelig en skam at Duncan Jones fremragende spillefilmsdebut Moon ikke fik en bred dansk distribution. For det er både smuk, stemningsfuld og tankevækkende science fiction, hvor Sam Rockwell imponerer i den altoverskyggende hovedrolle. Jeg var heldig at fange filmen på filmfestivalen CPH:PIX.

2. District 9 (Neill Blomkamp)
Et af årets helt store og positive filmoplevelser kom fra spillefilmsdebutanten Neil Bodenkamp. District 9 er ganske enkelt fantastisk fra start til slut og beviser at karakterdrevet science fiction ikke behøver gå på kompromis med hverken visuel idérigdom, bombastisk action eller svimlende special effects.

3. Antichrist (Lars von Trier)
Lars von Triers Antichrist er på en gang poetisk, perverteret og smuk filmkunst. Et angstfyldt og ondt mareridt, der forfører og frastøder i et og samme åndedrag. Kompromisløs, elegant, voldsom og med pragtpræstationer af Charlotte Gainsbourg og Willem Dafoe. En forrygende filmoplevelse. Elsk eller had den, men lov mig at se den!

4. Star Trek (J.J. Abrams)
Et fænomenalt og medrivende rumeventyr. Et særdeles vellykket reboot af den populære Star Trek-franchise med fuld tryk på kedlerne. Man ryger både frem og tilbage i tid og møder glubske monstre uden at filmen glemmer sine karakterer. Ubetinget underholdende.

5. Inglourious Basterds (Quentin Tarantino)
Skamløst underholdende krigsfilm a la Tarantino, som igen leverer velsmurte replikker og medrivende billeder. Og til trods for et stort persongalleri, var det Christoph Waltz, der med sit portræt af den ordekvilibristiske SS officer Hans Landa brændte mest igennem. Fantastisk

6. Watchmen (Zack Snyder)
En ikke alene overrumplende visuel oplevelse, men også en fortællermæssig dyb og eftertænksom film om småting som mennesket, verden, livet og døden. Og selvom filmen ikke matcher sit forlægs historiemæssige detaljerigdom, så leveres den ambitiøse historie troværdigt og medrivende.

7. The Wrestler (Darren Aronofsky)
En nedslidt wrestler, der forsøger at finde tilbage til livet og kærligheden kan lyde en kende corny. Det er bestemt ikke tilfældet. The Wrestler er ganske enkelt et usentimentalt og ægte stykke drama, som forhåbentlig lader Mickey Rourke forblive i rampelyset mange år endnu.

8. Synecdoche, New York (Charlie Kaufman)
Charlie Kaufmans instruktørdebut er et krøllet, forførende og medrivende drama. Her vendes eksistentielle temaer som livet, ensomheden, kærligheden og døden med en formidabel Philip Seymour Hoffman i hovedrollen. Et originalt og karakterdrevet drama, som hele vejen forløses med nærvær.

9. Zombieland (Ruben Fleischer)
Hvad er en top 10 liste værd uden zombier. Anyways, for selvom Zombieland langt fra er perfekt zombieunderholdning, så er det bestemt veloplagt zombiesmadder med rappe replikker, medrivende kills og en Woody Harrelson i zombiedræbende topform.

10. Observe and Report (Jody Hill)
Der skal også været plads til en komedie på listen, men det er nu heller ikke noget problem, når man kan hive en både grotesk og særdeles sorthumoristisk en af slagsen op af hatten. Amoralsk, over grænsen og overraskende voldelig. En sand fornøjelse.

Det er aldrig nemt at lave sådanne lister. Der vil altid være film, som også fortjener en plads. Jeg tillader mig derfor at nævne et par stykker uden for den forgyldte top 10. Jeg var bl.a. slemt underholdt af Sam Raimis tilbagevenden til gyset med Drag Me To Hell og så var det også en udsøgt fornøjelse at se den ultrasplattede Tokyo Gore Police blandt marmorstatuer på Glyptoteket under CPH:PIX. Paranormal Activity var også en herlig hårrejsende overraskelse, mens Coraline var en i særdeleshed forførende og eventyrlige film – og senest tryllebandt Terry Gilliam mig med The Imaginarium of Doctor Parnassus.

Men ligesom der er film, der ikke kom med på listen, er der også film, jeg af uransagelige årsager ikke fik set i løbet af året. Det gælder bl.a. Pixars UP, Coen-brødrenes A Serious Man, Sam Mendes Revolutionary Road, The Hurt Locker og Waltz with Bashir. Dem glæder jeg mig til, at få set i hjemmebiografen i det kommende år.