CHRISTINE: Gribende og biografisk drama med Rebecca Hall

Biografisk drama på Blu-ray: Der kan være noget grundlæggende fascinerende ved virkelige historier, der filmatiseres. Sådan er det med Christine, som er et biografisk drama fra 2016 med Rebecca Hall i den altoverskyggende hovedrolle som nyhedsreporteren Christine Chubbuck, der kæmper med både depression og ligeledes professionelle frustrationer over sit forsøg på at klatre op af karrierestigen på sit arbejde.

Og ja, uden at spoile noget, så er filmen den chokerende fortælling om journalisten Christine, der tilbage i 1974 chokerede verden ved at begå selvmord på direkte tv, som det beskrives på Blu-ray-udgivelsens cover. En både gribende og sørgelig historie om en kvinde i dybe eksistentielle problemer, der i sin utrættelige kamp efter at blive nyhedsvært på en lokal tv-station ender i et stort sort og depressivt hul, hun desværre ikke kan kravle op ad.

Christine Blu-ray 01

Det er med andre ord en film om en kvinde, der mister sin vej her i livet og ender med at tage det mest fatale valg af dem alle. Og vi er med hende på derouten hele vejen. Fra konstante skænderier med chefen, hendes usikkerhed samt et problematisk privatliv og videre til ulykkelig kærlighed. Og Rebecca Hall bærer det hele isnende godt hjem, mens man blandt andre også finder Michael C. Hall i en af de øvrige hovedroller.

Filmen gør sig desuden rigtig godt på Blu-ray, hvor 70’er-æstetikken gengives både klart, veldefineret med solid kontrast og farvemættede billeder. Lydsiden spiller også overbevisende med klare og veldefinerede niveauer og fine panoreringer. Desværre indeholder udgivelsen Blu-ray-udgivelsen kun slettede scener som ekstramateriale. Det kunne ellers have været interessant at dykke videre ned i den virkelige historie bag filmen.

Christine udkommer på Blu-ray den 27. marts 2017.
Christine blu-ray cover

DOCTOR STRANGE: Karismatiske Benedict Cumberbatch i syretrippende superheltegilde

Blu-ray-anmeldelse: Så skal vi igen. Endnu en superhelt i Marvels fortsat voksende univers skal introduceres. Og ja, jeg har glædet mig til at mødet med magikeren Doctor Strange – blandt andet fordi, at det er Benedict Cumberbatch, der i titelrollen står for at bringe nyt blod til superhelteholdet. Nu er filmen så landet på Blu-ray.

Desværre er Doctor Strange bare ikke særligt ’strange’, men leverer en ganske generisk oprindelseshistorie om den selvglade kirurg Stephen Strange, der bliver til troldmanden Doctor Strange. For da han under en ulykke skader sine hænder og hermed sin karriere og sit liv, opsøger han nu magiens helende verden, da lægekunsten ikke kan hjælpe ham.

doctor-strange-biograf-01©2016 Disney

Ja, det er her, at den arrogante kirurg finder sig selv og ligeledes lærer uselvisk at hjælpe andre – med hjælp fra en herligt creepy og skaldet Tilda Swinton. Han skal naturligvis også lære sine nye trolddomskræfter at kende i mødet med en ond og desværre ret kedelig skurk, der spilles med mut intensitet af Mads Mikkelsen med vild discokugle-inspireret øjenmakeup.

Nå ja, der er også romantisk modspil i Rachel McAdams som sød kollega samt et cool sidekick i Chiwetel Ejiofor. De forbliver dog halvkedelige statister mod hovedattraktion: Doctor Strange og filmens vilde effekter! For selve historien og karaktererne er ikke just videre ophidsende. Det er en skam, for Benedict Cumberbatch har både nærvær og karisma som Stephen Strange. Men fortællingen løfter sig aldrig rigtigt og spændingen udebliver.

doctor-strange-biograf-03©2016 Disney

Filmen vil blandt andet nå for meget på for kort tid. Plottet skubbes således hektisk frem, hvilket desværre også efterlader den dramatiske tyngde og det karaktermæssige engagement noget fladt på gulvet. Jeg tror ganske enkelt ikke rigtigt på forvandlingen af mennesket Stephen Strange til den magiske Doctor Strange.

Filmen byder dog trods alt på medrivende og ganske overrumplende superhelte-underholdning, når først magien ruller sig ud i spektakulære scener. Her med svimlende ud-af-kroppen-mindfucks, når Stephen møder magiens verden og sit eget indre, videre til vilde actionscener, hvor verden bogstaveligtalt slår knuder på bygninger Inception style. Vildt!

doctor-strange-biograf-02©2016 Disney

Doctor Strange er altså ok underholdende med sine syretrippende actionscener og en karismatisk Benedict Cumberbatch. Humoren rammer både plet og helt ved siden af, men historien bliver aldrig for alvor spændende, og Mads Mikkelsens skurk er forglemmelig. Nu har han som resten af karaktergalleriet heller ikke meget at arbejde med, hvor det kun for alvor er Doctor Strange, der løfter gildet.

Blu-ray-udgivelsen er dog hele vejen en sand fornøjelse med sit veldefinerede, klare og farvemættede billede samt et dynamisk og medrivende lydspor, der fornemt matcher de fortryllende kampscener. Der medfølger desuden en solid omgang ekstramateriale, hvor man finder en række featuretter, der giver et fint indblik i diverse aspekter af filmens tilblivelse. Herudover er der blandt andet også både slettede og forlængede scener videre til spas fra settet samt et kommentarspor med filmens instruktør.

Doctor Strange udkommer på dvd og Blu-ray den 16. marts 2017.
Doctor strange blu-ray cover[tabgroup][tab title=”Doctor Strange | Biografanmeldelse”]
Titel: Doctor Strange, 2016
Udgivelse: den 16. marts 2017
Instruktion: Scott Derrickson
Medvirkende: Benedict Cumberbatch, Chiwetel Ejiofor, Rachel McAdams, Michael Stuhlbarg, Mads Mikkelsen, Tilda Swinton m.fl.
Spilletid: 1 time 50 min.
Udgiver: Walt Disney Studios Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

BLACK SAILS SÆSON 3: Stik til søs med en ny omgang pirateri

Pirater på dvd: Hvis du altid har drømt om at stikke til søs, så kan du passende gøre det med piratserien Black Sails, hvor den tredje sæson netop er udkommet på dvd her i landet. I de 10 nye episoder er vi igen med, når kaptajn Flint og John Silver stævner ud på det åbne hav, mens der naturligvis også er nye pirater på spil, kærlighed og ikke mindst en god omgang skibsaction.

Så hvis du kan klare mosten på de åbne have uden at blive alt for søsyg – eller være alt for bange for kanoner og barske sørøvere – så kan du passende finde piratflaget frem og hoppe ombord på denne sæson 3, hvor en ny og farlig fjende viser sit olme ansigt. Og hvis du skulle være typen, der bare ikke kan få nok af piratserien Black Sails, kan du heldigvis se frem til mere i en fjerde sæson, der venter i horisonten.

Black-Sails-season-3-01

Så tag med tilbage til omkring år 1715, hvor pirateri er i fuldt flor på verdenshavene, og hvor hver mand og kvinde må kæmpe hårdt for at holde sig i live og øverst i et barsk magthierarki. I serien finder man blandt andre også en række rå pirater fra virkelighedens verden – så som Anne Bonny, Charles Vane, Jack Rackham og Blackbeard. Hiv ohøj og en halv flaske rom.

Dvd-udgivelsen byder udover den 9 timer og 10 minutter lange piratunderholdning – leveret med både et flot billede og en havbrusende lydside – også på en omgang ekstramateriale. Her kan man blandt andet gå på opdagelse i seriens spændende univers samt den historiske baggrund for eskapaderne, mens man videre også får et kig på blandt andet Blackbeard. Splitte mine bramsejl.

Black-Sails-season-3-02

Black Sails sæson 2 er udkommet på dvd den 9. marts 2017.

Black-Sails-season-3-cover

TROLLS: De søde, små og farverige trolde kommer!

Farverig Blu-ray: Pressematerialet for Trolls lover ”Krammere, kærlighed og masser af farverigt spas” – og ja, det er lige præcis, hvad du får med animationsfilmen, som DreamWorks står bag. Det er de samme folk, der også har beriget verden med filmene om Shrek videre til Kung Fu Panda-filmene samt de to How to Train Your Dragon-film og Madagascar-franchisen.

Så ja, med andre ord, ved DreamWorks altså godt, hvad de laver – og det kan ses. For det er et skønt, syret og kulørt univers af skæve, skøre og skønne figurer, man møder i den nyeste film fra DreamWorks, hvor de små Trolls vælter lystigt og morsomt rundt. Og ja, filmen er naturligvis baseret på de der velkendte troldedukker med det farverige hår.

Trolls---Still---01

Ja, hvem skulle da have noget imod de disse charmerende, syngende og dansende trolde? Det er der desværre for dem, nogle der har. Så de små trolde er således på den, da deres landsby er under angreb af de såkaldte Borkere, der æder de små og søde trolde, da det er det eneste, der kan gøre de ellers konstant ulykkelige Borkere glade.

Filmen kan ses med både danske og engelske stemmer – og det er bestemt nogle prominente originalstemmer, man finder. Her kan man lægge ører til blandt andre evigt søde Anna Kendrick og Zooey Deschanel samt cool , Justin Timberlake og Russell Brand videre til morsomme James Corden, men også Gwen Stefanis stemme dukker op.

Trolls---Still---02

Blu-ray-udgivelsen er en sand fornøjelse at se filmen på, da billedet i den grad står klart, veldefineret og farverigt. Sådan! Men også lydsporet spiller tydeligt, dynamisk og klart. Desuden finder man lidt ekstramateriale, hvor man blandt andet kan kaste sig over slettede scener samt et kig på troldenes landsby og deres magi med mere.

Trolls udkommer på dvd og Blu-ray den 16. Marts 2017.

Trolls-Blu-ray-cover

OUIJA: ORIGIN OF EVIL: Det dæmoniske spil er tilbage

En gysende Blu-ray: Så kan du godt finde en pude frem, for du kommer til at ville have noget at gemme dig bag, når først denne gyser-prequel til den gysende uhyggelige Ouija fra 2014 folder sig skræmmende ud. For med Ouija: Origin of Evil venter der nemlig endnu mere uhyggeligt gys med det famøse Ouija-brætspil, der hidkalder alverdens onde gespenster. Ja, for som du nok har gættet er det også tilfældet denne gang, hvor vi kommer med tilbage til 1967.

For jer i Los Angeles anno 1967 har en enke og hendes to døtre nemlig en god forretning kørende med fup-seancer for sørgende efterladte. Men naturligvis bliver deres fupnummer snart til virkelighed, da Oiija-brættet er den ægte vare og hermed får de nemlig uheldigvis inviteret en rigtig og meget ond ånd ind i deres hjem, som besætter den yngste datter. Så nu må den lille familie gøre, hvad de kan for at redde hende og sende den onde ånd tilbage til, hvor den kom fra.

Ouija Origin of Evil blu-ray 01

Der er noget grundlæggende skræmmende ved ånde ånder og ikke mindst besatte børn. Det synes jeg i hvert fald, og derfor lykkedes det da også ganske godt for filmen at fange med med en række ganske isnende klamme optrin i familiens store mørke hus. Her med både sin del af jump scares, men også den mere underspillede uhygge. En fin lille gyser.

De uhyggelige løjer gør sig rigtig godt på Blu-ray, hvor filmens ellers mange mørke scener står farvemættet, med solid kontrast og indtage detaljegrad. Det dynamiske lydspor lægger fint til med uhyggen med sine medrivende panoreringer og velbalancerede niveauer. Udgivelsen byder også på en omgang ekstramaterialet med en række slettede scener, en the making of samt et kommentarspor med instruktør, medforfatter og klipper Mike Flanagan.

Ouija: Origin of Evil udkommer på Blu-ray den 6. marts 2017.
Ouija Origin of Evil blu-ray cover

SAUSAGE PARTY: Pølserne kommer i madglad, sjofel og fjollet komedie for voksne

Animationssjov på Blu-ray: Har du mon nogensinde tænkt over, at mad også har følelser? Nej vel. Men det har blandt andre Seth Rogen, der er en af folkene bag den grovkornede, sjofle og dejligt platte animationskomedie Sausage Party. Det er en film, der måske ved første øjekast ligner en hvilken som helst sød animationsfilm fra Pixar eller Disney.

Men tag ikke fejl – den er mere for voksne end for børn. Og netop i denne modsætning mellem form og indhold er der også meget fin humor i. For her følger man nemlig en en pølse med stemme af netop Seth Rogen, som leder an for en række andre madvarer i et supermarked, hvor de jagter den fæle sandhed om, hvad der i virkeligheden sker med dem, når de forlader butikken. Ja, de bliver hakket i stykker, kogt, det, der er værre – og slutteligt spist. Gisp.

Sausage Party blu-ray 01

Hele herligheden er desuden spække med komiske stjerner og meget andet godt. Lige fra nævnt Seth Rogen videre til min personlige favorit Kristen Wiig samt Jonah Hill, Bill Hader og Michael Cera, mens man også får stemmer fra James Franco, Danny McBride og Craig Robinson samt Paul Rudd, Edward Norton og Salma Hayek med flere. Ja, en sand stjerneparade.

Blu-ray-udgivelsens tekniske aspekter er en sand fornøjelse. Billedesiden får hvert levende stykke mad til at stå levende, klart og veldefineret med solide farver og indtagende detaljegrad. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse, hvor de både sjofle og skarpe replikker leveres klart, dynamisk og med fint afstemte niveauer sammen med både musik og øvre elementer. Der er desuden også en fin omgang ekstramateriale at dykke ned i, hvor man blandt andet finder spas fra “settet” videre til et kig på filmens tilblivelse med mere.

Sausage Party udkommer på Blu-ray den 2. marts 2017.
sausage party blu-ray cover

INFERNO: Med Tom Hanks på endnu en mystisk mission

Et mysterie på Blu-ray: Så er Tom Hanks tilbage i rollen som den kløgtige, handlekraftige og nysgerrige Robert Langdon tilbage for nu tredje gang på film. Denne gang i mysteriethrilleren Inferno, som er instrueret af den solide Ron Howard og ja, som bekendt baseret på Dan Browns bog fra 2013 af samme navn. Det er nemlig – som du har gættet – en sequel til den succesfulde The Da Vinci Code samt Angels & Demons.

Denne gang gøres Robert Langdon følgeskab af Felicity Jones, der spiller Sienna Brooks. Sammen følger de en række både interessante, svære og mystiske ledetråde hele vejen gennem Europa i deres kamp for at stoppe en dødelige virus i at sprede sig. For den farlige virus kan nemlig potentielt udslette intet mindre end halvdelen af jordens befolkning. Ja, det er så absolut alvorlige løjer denne gang.

Inferno tom hanks blu-ray 01

Udover en altid god Tom Hanks, der er tilbage som Robert Langdon samt Felicity Jones, finder man blandt andre også vores egen Sidse Babett Knudsen i en vigtig rolle, videre til min personlige favorit i en altid cool og awesome Ben Foster. Så ja, bered dig på en heftig tur gennem det ene land efter det andet, hvor de mange spor fører vores helte på både rette vej og afveje, når de lige forsøger at redde halvdelen af menneskeheden.

Filmen tager sig desuden virkeligt godt ud på Blu-ray-udgivelsen med et både farvemættet, skarpt og detaljerigt billede, mens lydsporet spiller klart, veldefineret og med dynamiske niveauer. En fornøjelse. Ekstramaterialet byder på blandt andet slettede samt forlængede scener, et kig på instruktørens dagbog videre til et kig på karaktererne Robert Langdon og Sienna Brooks samt diverse location omkring i verden fra filmen.

Inferno udkommer på Blu-ray den 2. marts 2017.
Inferno tom hanks blu-ray cover

THE 100 SÆSON 1-3: Tag med til en verden efter en atomkatastrofe

En spændende serie på Blu-ray: Hvis du er typen, der er vild med serier, science fiction og postapokalyptiske scenerier, så er den amerikanske tv-serie The 100 helt sikkert lige noget for dig.

Nu er de tre første sæsoner netop udkommet i en Blu-ray-boks her i landet, så du kan blive opdateret på denne både spændende og postapokalyptiske serie, der havde sin start tilbage i 2014.

the-100-serie-01

Serien er løst baseret på en bog af samme navn fra 2013 og følger her en gruppe unge mennesker, der som de første vender tilbage til Jorden fra deres bolig i rummet efter en altødelæggende atomkatastrofe har hærget Jorden 97 år tidligere og næsten udryddet alt liv. Heraf det postapokalyptiske scenarie.

Ja, dette mildest talt fascinerende setup danner således udgangspunk for en intens, spændende og flot serie om blandt andet menneskets hårde kamp for overlevelse. Som serien da også selv beskriver det: ”Mange vil kæmpe, nogle vil dø, og ingen af dem vil nogensinde være de samme igen”.

the-100-serie-02

Nemlig, bered dig på et overraskende drama, hvor ingen kan vide sig sikker, når først seriens tre første sæsoner ruller sig ud i det ene medrivende afsnit efter det andet. For her bliver følgende spørgsmål nemlig også bidende aktuelt: ”Hvor langt vil du gå for at redde de mennesker, du elsker?”

Så når du har set dig igennem de første tre sæsoners hele 45 afsnit og bare må have mere, så kan du heldigvis ånde lettet op og se frem til en fjerde sæson, der venter forude. Men god fornøjelse med de tre første sæsoner.

– The 100 sæson 1-3 er udkommet på Blu-ray den 23. februar.

The-100-s1-s3-blu-ray-cover

QUARRY SÆSON 1: Kom med ned i Memphis’ kriminelle underverden

En intens serie på dvd: Hvis du er vild med et råt, intenst og barsk krimidrama, så bør du lige læse videre her på siden. For med den amerikanske tv-serie Quarry – der nu er udkommet på dvd her i landet – er det lige netop, hvad der leveres for fuld skrue i den dramatiske og otte afsnit lange krimiseries første sæson.

Første sæson er instrueret af den garvede seriemand Greg Yaitanes, der også har siddet i instruktørstolen på en lang række andre populære serier, så som Banshee, Damages og Lost videre til Prison Break, Bones og Alias. Med Quarry tager han os med til den kriminelle underverden i et barskt Memphis, hvor man følger Mac Conway, der spilles af en sammenbidt Logan Marshall-Green.

quarry_still-01

Mac Conway er en marinesoldat, der venter hjem til Memphis fra Vietnamkrigen i 1972. Han har dog ikke nemt ved at indfinde sig i samfundet igen, mens hans kære heller ikke just tager varmt imod ham. Det er med andre ord ikke nemme odds for ham i en hård by, hvor han må bearbejde alt det grumme, han har oplevet i krigen, mens han bliver draget ind i byens kriminelle underverden.

Så ja, bered dig på et både stærkt og barsk drama samt en tur ind i en kriminel verden med denne første sæson af Quarry. Dvd-udgivelsen byder desuden på godt tre timers ekstramateriale, der dykker ned i seriens forskellige aspekter så som med behind the scenes-interviews, kommentarspor og en featurette videre til slettede scener.

Quarry-s1---DVD-cover

STORKENE: En både sød og sjov animationsfilm med nuttede dyr

Animationssjov på Blu-ray: Vi kender alle den romantiske historie om, at det er storken, som kommer flyvende med de nyfødte babyer. Men i animationsfilmen Storkene vendes det hele morsomt på hovedet, da storkene her nemlig ikke længere er leverandører af søde spædbørn, men derimod af pakker. Ja, ikke nær så romantisk, men derimod en vittig præmis for lidt animationssjov.

Men naturligvis forløber alt ikke lige efter bogen. For Junior – den dygtigste stork til at levere pakker – ender nemlig op med at skulle levere en baby som i gamle dage. Det afstedkommer mildt sagt en masse problemer for den eller så garvede leveringsstork at skulle flyve rundt med sådan en sød lille baby-pige.

Storks-blu-ray-anmeldelse-01

Filmen kan både ses med både dansk tale og de originale stemmer. Når det kommer til de engelske stemmer bag de animerede karakterer, finder man en række ret så alsidige skuespillere. Blandt andet et par af mine favoritter, nemlig komikeren Andy Samberg, den cool Kelsey Grammer og actionstjernen Danny Trejo, mens man også kan lægge øre til bland andre Jennifer Aniston, komikerne Keegan-Michael Key og Jordan Peele videre til den morsomme Ty Burrell.

Udover at filmen naturligvis ser godt ud og ligeledes lyder godt på Blu-ray, så indeholder udgivelsen også en omgang ekstramateriale. Her finder man blandt andet en kortfilm med duen Toady fra filmen samt slettede scener, en musikvideo fra Ninjago med mere. Så flyv roligt en tur med storkene på Blu-ray.

Storkene er udkommet på dvd, Blu-ray og Ultra HD den 9. februar.

Storkene---BD-cover