THE FAVOURITE: Absurd og morsomt trekantdrama i det 18. århundrede

/i , /af

Biografanmeldelse: Lad det være sagt med det samme: Jeg er vild med den græske instruktør Yorgos Lanthimos’ film – fra blandt andet ‘Dogtooth’, til ‘The Lobster’ og ‘The Killing of a Sacred Deer’. Jeg har derfor også set frem til hans nye film, det absurde og morsomme periodedrama ‘The Favourite’. Og jeg kan ligeså godt allerede sige, at det på flere måder er en formidabel film.

I filmens tages man tilbage til det 18. århundrede i England, der er i krig med Frankrig. Men på trods af krigen vil den noget excentriske dronning hellere bruge tiden på selskabslege, kagespisning og tage sig af sine kaniner. Ved sin side har hun Lady Sarah, mens en ny tjener ved navn Abigail dukker op. Det bliver starten på et både morsomt, dramatisk og absurd trekantdrama.

I front finder man det veloplagte trekløver i Olivia Colman med sublim komisk timing som dronningen, mens Emma Stone er den snu Abigail og en stålsat Lady Sarah portrætteres af Rachel Weisz. Der er virkelig god dynamik og intenst samt underspillet drama imellem dem. Det er ganske enkelt gribende at følge de subtile magtkampe, der bølger frem og tilbage.

Hertil kommer, at filmen er en forførende visuel fornøjelse hele vejen – filmet levende og let af Robbie Ryan. Med både smukke billeder fra hoffets overdådige omgivelser til stearinoplyste nattescener og helt fortryllende scener i naturens favntag. De medrivende billeder bakkes desuden smukt op af musik af blandt andre J.S. Bach, Handel og Vivaldi. Forførende skønt.

Så selvom filmen måske nok af og til går lidt i ring om sig selv og mister en smule momentum sine steder, så opvejes dette fint af netop ovenstående samt det velsmurte og morsomme manuskript, der leveres overbevisende og komisk veloplagt af de medvirkende, hvor der bydes ind med diverse absurde optrin – fra andevæddeløb til opkast og sex samt kast af frugt mod en nøgen mand. 

Yorgos Lanthimos har nok engang leveret en både herligt absurd, veloplagt og morsom film med ’The Favourite’, hvor Olivia Colman, Emma Stone og Rachel Weisz dynamisk giver fortællingen liv og nerve – bakket flot op af billedsiden og den smukke samt medrivende musik og lydside. Ganske enkelt en audiovisuel fornøjelse og et engagerende fortalt drama i sorthumoristiske klæder.

– ’The Favourite’ får 5 ud af 6 stjerner:

– ’The Favourite’ har biografpremiere den 24. januar.  

KURSK: Thomas Vinterberg synker til bunds med ubådsdrama

/i , /af

Biografanmeldelse: Thomas Vinterberg er klar med ubådsdramaet ‘Kursk’, der er baseret på en sand historie. For tilbage i 2000 gik en torpedoaffyring helt galt, hvilke sendte den russisk ubåd Kursk med 118 mænd ombord til bunds på havets dyb. Det bliver i filmen starten på den dramatiske situation, der kun eskalerer til være som tiden bare går og går.

Man følger således 23 mand, der er fanget i den klaustrofobiske ubåd ned i det kolde og våde mørke. Det er en kamp deres liv, hvor de mere eller mindre hjælpeløst bare må vente og håbe på, at de bliver reddet op fra, hvad der kan ende med at begrave dem levende. Så mens deres koner, børn og kærester venter på land, starter både en redningsaktion samt et politisk spil på land.

For det russiske redningsudstyr er ikke helt i top, hvorfor det egentlig er nødvendigt med hjælp udefra. Men Rusland vil ikke sådan lige gå med til at tage imod hjælpen og hermed tabe ansigt. Således er der altså langt op til et højspændt drama imod tiden og med en politisk slagside. Det store problem er bare, at filmen aldrig for alvor bliver spændende, engagerende eller gribende.

Hertil er der blandt andet for mange karakterer, som jeg aldrig får et forhold til – hverken blandt mændene på bunden af havet, og dem på land. Der bliver for meget statister over rollebesætningen. Hertil kommer, at filmen simpelthen mister momentum halvvejs inde i fortællingen, hvilket efterfølgende suger både intensitet og nærvær ud af begivenheder.

Fortællingen er endvidere ret så generisk udfoldet, hvor det blandt andet er meget småt med overraskelser. Dog leverer blandt andet Matthias Schoenaerts ganske fin intensitet som en af de fangede sømænd, mens Léa Seydoux er dejligt bestemt som hans desparate hustru på land. Hertil kommer en stoisk Colin Firth og en aldrende Max von Sydow i en lille, men vigtig birolle.

Man finder endvidere en række danske skuespillere, der blandt andet tæller en fint afbalanceret Magnus Millang, en rolig Bjarne Henriksen og Lars Brygman som dedikeret redningsmand. Lige lidt hjælper det dog på, at ‘Kursk’ synker helt til bunds som både en meget lidt spændende, engagerende og gribende fortælling om en ellers yderst dramatisk begivenhed.

– ‘Kursk’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘Kursk’ har biografpremiere den 24. januar.

SKAMMERENS DATTER II: SLANGENS GAVE: Et ganske vellykket andet kapitel

/i , /af

Biografanmeldelse: Opfølgeren til fantasy-filmen ‘Skammerens Datter’ fra 2015 er landet med ‘Skammerens datter II: Slangens gave’. Den står således på det godes kamp mod det onde. For her er Dina, familien og fyrstesønnen Nico på flugt fra den magtsyge Drakan, der er ved at overtage Højlandet. Imidlertid tages Davin og Nico til fange, så der er meget på spil.

Dina må derfor nu gå grueligt meget igennem, hvor hun blandt andet møder sin ellers ukendte far – den mystiske Sezuan. Sammen må de forsøge at befri de to mænd. Det bliver også starten på et nyt forhold, der synes at bero på hemmeligheder fra faderens side. Dinas mor har da også fortalt, at Dina ikke kan stole på sin far. Filmen er således også historien om far og datter.

Filmen er baseret på de populære bøger af Lene Kaaberbøl, hvor man i filmen altså blandt andet møder både magi i forskellige former samt en enorm og glubsk søslange. Det er et overvejende flot forløst fantasy-univers sat i middelalderlige omgivelser med gamle borge og dystre katakomber. Desværre hensættes en del af scenerne til det mørke indre af Drakans borg.

Det trækker noget energi og eventyrligt schwung ud af de ellers af og til flotte naturvidder, der strækker sig over lærredet. Fortællingen mangler med andre ord noget mere fortællemæssig pondus samt mere overraskende elementer. Det er altså ikke nok, at universet er overbevisende sat i scene – hvor blandt andet også søslangen bringes flot og drabeligt til live.

Men blandt andet gør Rebecca Emilie Sattrup det godt og nærværende som den modige Dina, mens Dejan Cukic bibringer fin tvetydighed og mystik til faderrollen. De to er gode sammen – selvom jeg godt kunne have ønsket mig mere overraskende drama i spillet mellem de to. Jakob Oftebro og Allan Hyde er igen henholdsvis Nico og Davin, hvilket de forløser med svingende held.

‘Skammerens datter II: Slangens gave’ er med andre ord et ganske flot forløst univers med et par fine præstationer, mens der dog godt kunne være mere pondus på både drama og overraskelser, hvor blandt andet fortællingens momentum undervejs lider knæk – og så bliver der smit et par bi-karakterer ind i filmen, der forbliver en smule flagrende elementer i historien. 

– ‘Skammerens datter II: Slangens gave’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Skammerens datter II: Slangens gave’ har biografpremiere den 24. januar:

GLASS: Jordnære superhelte og superskurke

/i , /af

Biografanmeldelse: Instruktør og manuskriptforfatter M. Night Shyamalan er klar med sin tredje film i trilogien, der startede helt tilbage i 2000 med den fremragende ‘Unbreakable’. Den blev fulgt op i 2016 med den udmærkede ‘Split’. Nu er det således filmen ’Glass’, der – indtil videre – runder det hele af og samler de tre hovedpersoner, der indtages af James McAvoy, Bruce Willis og Samuel L. Jackson.

De spiller henholdsvis den personlighedssplittede Kevin Wendell Crumb, den usårlige David Dunn og den knogleskrøbelige, men yderst intelligente Mr. Glass. De tre bliver imidlertid fanget og placeret i et topsikret psykiatrisk fængsel, hvor de bliver underlagt en række både mentale og fysiske undersøgelser af Dr. Ellie Staple – en mystisk og tålmodig Sarah Paulson.

Der venter dog ikke storslåede eksplosioner og imponerende effekter i massevis, hvilket superhelte-film ellers ofte er fyldt med. Her er det i tålmodigt tempo og med subtil samt underspillet historiefortælling, at filmen folder sig grundigt ud. Her er altså meget mere tale om en undersøgelse af de tre karakterer og deres relationer, som det er en tempofyldt og action-båret film.

Det til trods, så leverer filmen dog også et par både intense og hårdtslående scener, der spiller med musklerne. Stærkt og medrivende. Det er også en film, der tager livgreb med superhelte-genren – vender den på hovedet, gør den jordnær og undersøger dens klichéer og genre-elementer. Der er ganske sjovt at være vidne til denne leg med genrens konventioner.

Desuden får man fine og nærværende præstationer fra trekløveret i front. En James McAvoy, der ser ud til at have en fest med at portrættere sin karakters mange forskellige personligheder, videre til en mut og intens Bruce Willis, der faktisk ser ud til, at han giver en fuck samt ikke mindst en karismatisk Samuel L. Jackson, der er elegant og tvetydig som den lynende intelligente Mr. Glass.

’Glass’ er med andre ord en underholdende leg med superhelte-genren, der på underspillet vis folder sin fortælling og karakterer ud i tålmodigt tempo. Her er det således karakterarbejdet, der bærer filmen mere end det er action og eksplosioner. M. Night Shyamalan har altså på ganske fin vis sat sit hidtidige punktum i sin trilogi, hvor det dog fortsat er den første i rækken, der troner mest medrivende op.

– ‘Glass’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Glass’ har biografpremiere den 17. januar.

THE MULE: Clint Eastwood som hårdfør narkokurer

/i , /af

Biografanmeldelse: Den 88-årige levende legende Clint Eastwood er tilbage med sin seneste film ‘The Mule’, hvor han både instruerer og indtager hovedrollen som Earl Stone – en sejlivet mand, der elsker sine blomster, men har det noget sværere med at holde sig på talefod med sin familie. Og da hans forretning går på tvangsauktion, må han finde økonomiske alternativer.

Det bliver nærmest ved en tilfældighed jobbet som narkokurer for et mexicansk kartel. Således sætter han sig noget naivt bag rettet på sin bil for at køre den farlige last af stoffer fra A til B – og for dette modtager han en ikke så lidt klækkelig sum for de yderst risikable ture. Men snart er der agenter på nakken af kartellet og derfor også Earl – så jobbet er nu blot endnu mere udsat.

Clint Eastwood indtager sin rolle med både blid og hårdfør tilstedeværelse – han har screen presence og nærvær i både pressede situationer og de mere rørende af slagsen. Desuden står han blandt andet også for flere af filmens måske en kende overraskende, men hele vejen afstemte komiske indspark. Der er således en fin balance mellem det og filmens alvor.

Her kommer ikke mindst Earls forhold til familien i spil – udover naturligvis kartellet og det moralsk tvivlsomme kurer-job, han udfører. For den aldrende hovedrolle tager filmen igennem sit liv op til revison, da han har fået kappet samtlige bånd til sin familie. Det giver et fint modspil til netop den familie, som de kriminelle mexicanere selv føler at være en del af.

Bradley Cooper ses i rollen som agent, hvilket han med stålsathed og viljestyrke fint forløser – det samme gør blandt andet Michael Peña også som hans kollega. Filmens cast rammer altså ret så rent – både lovens lange arm, de hårdkogte kriminelle og de helt almindelige familiemedlemmer. Her er et sikker greb om fortællingen, der dog desværre er for fattig på overraskelser.

Filmen kører nemlig efter en snorlige og forudsigelige linje, hvilket hiver noget af spændingen ud af de ellers vovede løjer. Det er en skam, når nu Clint Eastwood og co. fint forløser deres respektive roller. På bundlinjen når ‘The Mule’ dog sikkert i mål – bare også en kende for sikkert. Ikke desto mindre vil jeg bestemt anbefale at se filmen for Clint Eastwood alene.

– ‘The Mule’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘The Mule’ har biografpremiere den 10. januar.

FØR FROSTEN: Et fint forknyt drama med en dragende Jesper Christensen

/i , /af

Biografanmeldelse: Vi ankommer til et trøstesløst og barsk Danmark på landet i det 19. århundrede i ‘Før frosten’. Her følger man den fattige bonde Jens, der gruer for den kolde vinter, som venter forude.  Det gælder ren overlevelse for ham og hans lille familie, der lever under trange kår. Jens tvinges i desperation til at indgå en aftale med storbonden på den nærliggende gård.

En aftale om at bortgifte sin datter Signe. Det er kun starten på et fint forknyt drama sat i hårde omstændigheder. For hvor langt vil Jens gå for sine børn og en fremtid, der har andet at byde på end blot hård overlevelse? Således starter et drama med splittelse og en Jens i centrum, der nu også forsøger at holde hovedet oppe i lokalsamfundet.

Jesper Christensen indtager med konstant nærvær og dragende intensitet rollen som den konfliktede og hårdt pressede Jens. Han er filmens uomtvistelige motor. Men han bakkes bestemt op af en række ligeledes både troværdige og engagerende karakterer. Blandt andet finder man en sart Clara Rosager som Signe og en altid god Elliot Hove Crosset.

Der er også blevet plads til Ghita Nørby, der med autoritet indtager sin rolle. Det er med andre ord et fint og karakterbåret drama, der på billedsiden leverer både smukke og triste billeder af det hårde liv i det landlige Danmark, hvor frosten lurer forude. Jeg tror på det barske liv, hvor alt synes nærmest håbløst for Jens og familien.

Men selvom man har en virkeligt god Jesper Christensen til at køre dramaet hjem og et ligeledes solidt opbakkende cast, så bliver filmen og dens afvikling også lige en tand for tålmodig i sin udfoldelse af fortællingen. Det hiver desværre noget tilstedeværelse og engagerende momentum ud af både karaktererne og dramaet.

Men det til trods har instruktør Michael Noer altså et godt greb om det karakterbårne drama og den fint forløste billedside – også nok til, at fortællingen og filmen overlever sine ujævnheder. Uanset hvad, så er ‘Før frosten’ bestemt værd at se alene på grund af Jesper Christensens præstation i den altoverskyggende og splittede hovedrolle som bonden Jens.

– ‘Før frosten’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Før frosten’ har biografpremiere den 10. januar.

DESTROYER: Nicole Kidman indhentes på dragende vis af fortidens spøgelser

/i , /af

Biografanmeldelse: Fortidens spøgelser indhenter den slidte kriminalassistent Erin Bell i den knugende tunge og intense ’Destroyer’. Nicole Kidman indtager med nerve og nærvær rollen som Bell, der for år siden var undercover i et bandemiljø, hvilket endte galt. Nu rører banden på sig igen, hvilket bringer gamle minder i kog, mens et farligt spil for at slutte fred med fortiden indledes.

Fortællingen foldes således ud i to engagerende spor – i fortiden som undercover og nutidens nedslidte Bell, der udover det farlige opgør med fortiden også kæmper med et dysfunktionelt forhold til sin teenage-datter. Historien er dog helt og holdent Bells. Hendes kamp med sig selv, sine omgivelser og sin fatale fortid, der hverken vil slippe hende – eller som hun formår at slippe.

Det er på en gang trist og gribende at være vidne til Bells deroute, hvilket udover filmens måde at fortælle sin historie på bestemt også er Kidmans fortjeneste. Jeg tror på hendes mismod i rynkede nærbilleder af hendes slidte ansigt og i hendes livstrætte måde at bevæge sig igennem livet på. Hun ejer på mange måder filmen, men bakkes bestemt godt op af det øvrige persongalleri.

Her finder man blandt andre Sebastian Stan som Bells medsammensvorne undercover-betjent, mens Toby Kebbell er intimiderende som bandelederen Silas. De er sammen med den matte og velkomponerede billedside med at skabe et troværdigt og hårdt univers, hvor alt synes at være ved at falde fra hinanden. Filmens intime og intense score af Theodore Shapiro skal også fremhæves.

’Destroyer’ er med andre ord en velfortalt og knugende thriller med en dragende Nicole Kidman i den altoverskyggende hovedrolle. Så selvom fortællingen måske mister lidt momentum undervejs, så gør blandt andet hendes præstation og miljøskildringen op for dette og sikrer, at filmen kommer gribende i mål med både nuancer af håbløshed, brutalitet og mismod. En film, der gør ondt.

– ’Destroyer’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ’Destroyer’ har premiere den 3. januar.

UNDER THE SILVER LAKE: Dragende konspirationer i Hollywood

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er noget af et både knudret, fascinerende og mystisk ridt ind i Hollywoods verden af drømme i Los Angeles, man får serveret i ‘Under the Silver Lake’. Her møder man dagdriveren Sam, der uden egentlig retning i sit liv en dag støder på en mystisk kvinde, der svømmer i en pool. Hun forsvinder imidlertid ud af det blå. Men hvorhen?

Dette sætter Sam på det føromtalte helt drømmende ridt ind i Hollywoods verden af aspirerende skuespillere, sminkede musikere, glitrende kvinder, men også fanatiske samlere og stjerne-prostituerede med mange flere. Ja, drømmenes by har meget at byde på, når først man kradser lidt i overfladen – og det gør Sam. Også mere end kradser.

Snart står han nemlig ansigt til ansigt med hemmelighedsfulde konspirationer om Hollywood. Konspirationer, der kun sender ham yderligere ind ind i det enigmatiske Los Angeles. Og ja, det er bestemt en dragende rejse, jeg her kommer med på. Selv når fortællingen måske nok går en smule i tomgang, dukker der i næste nu endnu et krumspring op og tager mig videre.

Andrew Garfield indtager med en lettere tåget og naiv Sam hovedrollen. Selvom han måske ikke er det stærkeste kort i filmen, så forløser han fint den rolle at hive mig med ind i mysteriet – ganske vist sammen med arsenalet af karismatiske karakterer og plotmæssige kolbøtter i en fortælling, der kun vikler sig mere og mere ind i sine egne konspirationer. Ganske medrivende.

Filmen er måske nok også lige en kende for lang for sit eget bedste med sine to timer og tyve minutter. Men på den anden side, så er den lange spilletid også med til at gøre Sams tur ind i Hollywoods bagsider og parallelverden endnu dybere og mere mystisk. Her er ganske enkelt tid til at lede både mig og Sam på vildspor og ind i blindgyder.

Kort fortalt, så er ‘Under the Silver Lake’ et fascinerende bekendtskab, der fint lever af sit knudrede og mystiske plot, der medrivende foldes ud i et Hollywood befolket af unikke personer og hemmelige gåder, som jeg forsøger at finde hoved og hale i sammen med Sam, der på sporet af den mystiske kvinde både boltrer sig i noir, thriller, gys samt drama og mørk komedie.

– ‘Under the Silver Lake’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Under the Silver Lake’ har premiere den 3. januar.

TERNET NINJA: Anders Matthesens rappe ninja i animeret hopla

/i , /af

Biografanmeldelse: Der deles både komiske kantslag og verbale ørefigener ud, mens der også manes til menneskelig eftertanke, når Anders Matthesen ruller sig veloplagt ud med sin animerede ’Ternet Ninja’. Her får teenageren Aske nemlig en ternet ninja-dukke i gave. Men det er ikke en almindelig dukke, da den både kan tale, er dødsensfarlig og har en hævnfuld plan i hovedet.

Det bliver starten på et umage venskab mellem 7. klasses-eleven og ninjaen, der kommer til at hjælpe hinanden. Aske lover nemlig at hjælpe ninjaen med sin hemmelige plan, mens ninjaen så hjælper med hans problemer – blandt andet plageånden Glenn og at skabe romantisk kontakt til Jessica, der går i 8. klasse. Nå ja, og så er der lige Askes ulidelige stedbror og uforstående stedfar.

Det er således i højt tempo, at filmen ruller sig replik-rapt ud, hvor Matthesen har lagt stemmer til samtlige karakterer – på når Aske og Jessica, der leveres veloplagt af henholdsvis Alfred Bjerre Larsen og Emma Sehested Høegh. Filmen er desuden baseret på Matthesens bog af samme navn. Ja, dette er så afgjort en Matthesen-film, hvilket ikke mindst de skarpe replikker vidner om.

Det er da også i de både grove og velplacerede jokes samt den skarpe levering, at filmen får liv – i samspil med den fine animation, hvor blandt andet den lille ninja hopper veltimet rundt. Desuden dukker Matthesen-favoritten Onkel Stewart op i en væsentlig birolle med sin del af krasbørstige replikker, mens gamle kendinge som Terkel og Arne Nougatgren ses i små cameo-roller.

Dette er dog uden tvivl Aske og den ternede ninjas film, hvor tematikker som blandt andet hævn og retfærdighed kommer under behandling i form af ninjaens vendetta mod den onde legetøjsfabrikant Phillip Eberfrø samt i forholdet mellem bøllen Glenn og Aske. Mens også et tema som venskab er i spil – for hvor langt vil Aske egentlig gå for sin nye ninja-ven?

Men selvom blandt andet ninjaen måske nok taler grimt, er der et omsorgsfuldt indre i den ternede hævner – og i filmen i det hele taget. ’Ternet Ninja’ er kort fortalt morsom og veloplagt animation med Matthesens sans for skarpe replikker og skæve karakterer – uden for alvor at træde nogen over tæerne. Filmen er af den grund dog ikke uden vid, bid og så lige et varmt hjerte i sin midte.

– ’Ternet Ninja’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ’Tenet Ninja’ har premiere den 25. december.

HAPPY ENDING: Hvad gør man lige, når 49 års ægteskab ryger på røven?

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvad stiller man lige op med kærligheden og ikke mindst livet, når et ægteskab bliver til en skilsmisse efter hele 49 år? Det er præcis, hvad det nu forhenværende ægtepar på omkring de 70 år, Helle og Peter, må finde ud af i Hella Joofs komedie-drama ‘Happy Ending’. Nej, det er bestemt ikke nemt, hvorfor der da også deles ud af både tragik og komik.

Birthe Neumann er kvinden, der bliver forladt af sin vin-glade mand i skikkelse af Kurt Ravn i senior-hopla, der ikke længere har fidus til sit ægteskab. Han har andre planer for sit liv som netop udsprunget pensionist. Helle går derimod i spåner, da hun havde set frem til at dele pensionist-livet med sin mand. De må nu begge forsøge at finde sig til rette med deres nye livssituation.

Det er altså nogle af de helt store tematikker, der her smides i komik-møllen, som tager selve livet op til revision i en sen alder. Både kærlighed, familieliv samt naturligvis ægteskab og ikke mindst spørgsmålet om, hvad livet i det hele taget skal bruges på bliver her vendt og drejet på både trist og vittig vis. Desværre bliver filmen bare aldrig for alvor morsom og heller ikke gribende nok.

Her er dog på trods flere vellykkede scener, hvor ikke mindst netop Birthe Neumann og Kurt Ravn er med til at holde filmen ovenvande, når fortællingen mister nærvær og momentum. For jeg mærker blandt andet lige dele sorg og tragikomik, når Neumann gemmer sig grædende i tøjskabet, mens det er akavet morsomt, når Ravn låner svigersønnens tøj og forsøger sig med dating.

Men både filmens momentvis fine scener og ikke mindst hovedrolle-indehavere er desværre ikke nok til, at ‘Happy Endning’ kommer helt vellykket i mål. Hertil går fortællingen blandt andet også lidt for meget i ring, mens den dramatiske slagside bliver en kende luftig. Filmen ender derfor desværre også med at være mere forglemmelig end gribende sine gode takter til trods.

– ‘Happy Ending’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Happy Ending’ får premiere den 25. december.