‘Anyone But You’ leverer forglemmelig komik og halvbagt romantik

Biografanmeldelse: Der er nu intet så skønt som en vellavet romantisk komedie med veloplagt komik og underholdende kærlighedsforviklinger. Med ’Anyone But You’ er det netop, hvad der sigtes efter, når vi møder to unge og smukke mennesker, der går kærlighedsskævt af hinanden i perfekte omgivelser af rigdom, australsk skønhed og menneskeligt overskud.

Inden vi dog ankommer til Australien, har vi mødt Bea, der ved et tilfælde møder Ben i køen på en café. Et morsomt og sødt møde komplet med akavethed og flirtende gnister, der fører til en perfekt date med overnatning og kærlighedskemi. Men deres veje skilles på kikset vis, hvilket afføder misforståelser, hvorfor de to snart bliver ærkefjender.

Skæbnen vil dog, at de to støder på hinanden et halvt år senere, da familie og venner på kryds og tværs fører Bea og Ben til det samme bryllup i Australien. Herfra står den på kærligt rænkespil fra familie og venner samt fra Bea og Ben selv, hvor alle har hver deres agendaer om enten at føre de to sammen eller splitte dem ad. Med andre ord et klassisk setup til en romcom.

Desværre kommer strabadserne bare ikke rigtigt udover rampen eller helt vellykket i mål. Et comic relief i form af en kliché af en australsk surfer dude gør det ikke alene. Der er dog heldigvis ganske god kemi mellem Sydney Sweeney og Glen Powell som Bea og Ben. De har umiddelbart haft det ret så sjovt i rollerne, hvilket smitter fint af på mit humør.

Det er dog svært ikke at blive bare en smule irriteret på de tos egoisme, da de udmærket er klar over, at de er ved at stjæle billedet fra bryllupsparret og herved spolere både festen og den gode stemning. Ja, grow up, får jeg lyst til at sige. Men så igen, kærlighed er en lusket sag. Dog ikke mere lusket end, at jeg allerede fra filmens start kan se, hvor historien går hen.

Fortællingen rammer alle forudsigelige takter undervejs, hvilket suger engagerende overraskelsesmomenter og en uforudsigelighed ud af løjerne. ’Anyone But You’ er kort fortalt en lidt halvbagt affære, der dog reddes ok fint af en komisk veltimet Sydney Sweeney og en tilpas smørret Glen Powell. Desværre ender kærlighedsknuderne som en forglemmelig sag.

’Anyone But You’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Anyone But You’ har biografpremiere den 25. december.

‘Monster’ leverer livet nuanceret, gribende og dybfølt

Biografanmeldelse: Fortalt i flere forskellige narrative spor, tager den japanske filmskaber Hirokazu Kore-eda fat på barndommens uskyld, venskaber og problematikker, mens de voksnes verden også indfinder sig i form af bl.a. en bekymret alenemor og en skolelærer i uføre. Men hvor skal sandheden i de forskelligt fortalte spor findes? Det er en del af den fint fortalte leg i ’Monster’.

Vi møder her Saori, der er alene med sin søn Minato, der går i 5. klasse. Drengen har en livlig fantasi og begynder at opføre sig en kende aparte. Men hvad dækker hans ændrede opførsel mon over? Samtidig møder vi også skolelæreren hr. Hori, der beskyldes for at have overfaldet en elev både verbalt og fysisk. Men kan det nu også passe?

Der er altså flere forskellige sandheder i spil, når dramaet folder sig ud med engagerende sans for menneskelige detaljer og skæbneportrætternes nuancer. Overfor Minato finder man den lidt mindre dreng Yori. Han er udsat for mobning i klassen, hvor jungleloven gælder og hierarkiet er tydeligt. Men hvad er egentlig relationen mellem Minato og Yori? Venner eller fjender?

Konflikterne står i kø i dette fint afstemte og ikke mindst tankevækkende og interessant fortalte drama, hvor de involverede parters udsyn udfordrer mig alt efter øjnene, der ser. Men udover det spændende formmæssige greb, lykkedes det gennem disse skiftende narrativer at puste både nuancer og gråzoner ind i karaktererne og det levede liv, som her foldes elegant ud.

Desuden leveres der gribende portrætter, hvor bl.a. Soya Kurokawa og Hinata Hiiragi som henholdsvis Minato og Yori er et yderst overbevisende bekendtskab med både indlevelse og nærvær. Der er også gråzoner at finde i både Eita Nagayamas portræt af hr. Hori og alenemoren Saori, der spilles med en engagerende troværdighed af Sakura Ando.

Kore-eda Hirokazu er i høj grad lykkedes elegant og engagerende med at forløse det narrativt interessante og menneskeligt gribende manuskript af Yûji Sakamoto. ’Monster’ er kort fortalt et dybfølt drama, der skildrer både sine karakterer og sit miljø med stor overbevisning, hvor både barndommen og voksenlivet gøres levende og relaterbart.

’Monster’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Monster’ har biografpremiere den 14. december.

‘Nattevagten – Dæmoner går i arv’ er en ganske solid 2’er

Biografanmeldelse: Det startede i 1994 med den ret så fermt intense ’Nattevagten’. Nu er et par gamle ansigter tilbage, mens nye kommer til i fortsættelsen ’Nattevagten – Dæmoner går i arv’, der ligeledes er instrueret og skrevet af Ole Bornedal. Traumet fra den første films brutale begivenheder hænger tungt over den gamle nattevagt Martin, som siden har fået datteren Emma.

Den medicinstuderende datter vil modsat sin far konfrontere fortidens dæmoner og finde ud af, hvad der i grunden skete for de godt 30 år siden. Hvad det er, der gør, at hendes far ikke er kommet videre siden dengang, hvor han og hendes mor Kalinka næsten blev dræbt af den bestialske seriemorder Wörmer. Emma tager derfor jobbet som nattevagt det samme sted, som hendes far i sin tid arbejdede.

Det bliver starten på et dystert opgør med fortidens mørke og nutidens ar på sjælen. Det bliver også starten på en række nye mord, der minder skræmmende meget om dem, som den nu indespærrede Wörmer i sin tid begik. Men hvem står bag de nye drab? Hvem kan Emma stole på? Hvem bliver det næste offer? Det er i spil i denne ganske underholdende fortsættelse.

Der er godt nok nogle plotmæssige kameler at sluge. Det sagt, så gik jeg på trods med på den morderiske krimileg, der leverer et par fint ækle gyserscener, som bl.a. involverer Ulf Pilgaard som den isolerede Wörmer. Videre til de natlige ture rundt i de dunkle gange blandt lig, mens der også findes plads til fine øjeblikke mellem Martin og Emma.

For selvom filmen ikke helt forløser sig til fulde tilfredsstillende eller formfuldendt, så er det en fint engagerende krimi. Nikolaj Coster-Waldaus Martin er måske ikke videre nuanceret i sit traumefyldte liv, mens nuancerne i karaktergalleriet i det hele taget måske er til at overse. Dermed ikke sagt, at de ikke momentant er til stede eller at skuespillerne ikke gør det godt.

For bl.a. er også Fanny Leander Bornedal god som Emma. Hun har en smittende naturlighed og et engagerende gåpåmod over sig, der virker overbevisende, selv når historien af og til mister sin troværdighed. Kim Bodnia er også tilbage, det i sin drilske rolle fra den første film. Han får sat flere nuancer på sit portræt, end der ellers lige umiddelbart synes at være gjort helt plads til. Stærkt.

’Nattevagten – Dæmoner går i arv’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Nattevagten – Dæmoner går i arv’ har biografpremiere den 14. december.

‘Wonka’ synger sig forudsigeligt, men veloplagt gennem chokoladen

Biografanmeldelse: Der skrues op for charmen og sættes fut i chokoladen, når ’Wonka’ synger og danser sig igennem historien om Wonkas rejse mod at blive den største chokoladeopfinder i verden. Ja, ham man møder i klassikeren ’Willy Wonka & the Chocolate Factory’ fra 1971 med Gene Wilder i titelrollen. I ’Wonka’ møder man Timothée Chalamet som en yngre udgave af chokolademageren.

Med intet andet end store drømme og højt humør ankommer Wonka til storbyen med planer om at åbne sin egen chokoladebutik. Han støder dog ind i sin del af problemer og modstand. Bl.a. er det forbudt at dagdrømme i den ellers ganske hyggelige by, myndighederne er svære at danse med og så er op til flere skumle typer ude på at narre ham på hver deres måde.

Bl.a. gør et trekløver af onde chokoladefabrikanter alt, hvad de kan for at sætte en stopper for Wonkas chokoladedrøm, mens et par hotelejere også gør livet surt for den unge chokolade-entreprenør. Nå ja, og så møder man også en gnaven Oompa-Loompa. En lille mand med grønt hår og skrigorange hud. Det er ikke helt nemt at være Wonka, men han klarer skærene med gåpåmod og sangnumre.

Musicalnumre indfinder sig nemlig undervejs, som veloplagt giver den noget forudsigelige historie et livligt pift. Det er dog småt med overraskelser i historien, som kører sikkert og uden den store slinger i valsen på sin vej mod slutningen, jeg har forudset fra filmens start. Det sagt, så er vejen mod rulleteksterne dynamisk og ganske charmerende foldet ud.

Det er dog ikke en filmoplevelse, der sætter sig helt i kroppen på mig, selvom følelserne bl.a. forsøges sat i sving gennem Wonkas forhold til sin mor. Det lykkedes bare aldrig rigtigt. Det hele ryger dog letspiseligt ned, men forsvinder igen lige så hurtigt som candyfloss på tungen. Det er sødt, lifligt og en kortlivet fornøjelse. Men ikke desto mindre en sød fornøjelse.

Timothée Chalamet er ok charmerende, men mangler mere skæv kant for at blive rigtig interessant som Wonka. Så er der mere quirky kant i Hugh Grants Oompa-Loompa. ’Wonka’ ender med andre ord på den rigtige side af chokoladens sødme, selvom historien godt kunne have klaret noget uforudsigelighed og ikke mindst et skud ekstra skævhed midt i magiens fint bankende hjerte.

’Wonka’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Wonka’ har biografpremiere den 14. december.

‘Sparta’ er et trøstesløst dyk ned i en mands komplekse psyke

Biografanmeldelse: Gråt i gråt. Beton på beton. Tungsind på tungsind. Ja, Ulrich Seidls drama ’Sparta’ er en trøstesløs filmoplevelse. Men også en virkelig forrygende filmoplevelse. Den knugende mavepine, som han her bygger minutiøst op, sætter sig i min krop på den helt rigtigt snigende ubehagelige måde. En fortælling om en mands komplekse psyke sat i en verden, hvor døden ånder alt i nakken.

Man følger en undskyldning for sig selv i skikkelse af den fåmælte Ewald. Det går ikke skidegodt for ham. Livet er tungt, gråt og forholdet til kæresten vakler. Da det uundgåelige brud skiller de to ad, tager Ewald nu videre ud i verden på en knudret rejse ind i livet for at finde sig selv og realisere et liv, der synes fortabt. Uden formål og retning.

Men måske han i mødet med en forfalden skole ude på landet finder noget, der kan ligne en mulig lysning. Med skrøbelig sans for at tegne et portræt af en mand i 40’erne, der tumler med sig selv og verdenen omkring sig, lykkedes Ulrich Seidl med sikker og dragende hånd at hive mig ind i Ewalds verden. Det ikke mindst i brillant forening med Georg Friedrichs traurige skildring af Ewald.

’Sparta’ er film nummer to i den østrigske filmskabers dobbeltværk, hvor man med den melankolske og ligeledes triste skæbnefortælling i ’Remini’ fra 2022, nu følger den films hovedkarakter og fallerede sangers bror Ewald, som ligeledes forsøger at genfinde sig selv i det liv, han er blevet givet. Han er en outsider fra starten, hvilket kun trænger sig mere og mere tydeligt på filmen igennem.

’Sparta’ er ikke nogen nem film at opleve. Den kværner underspillet og urovækkende stærkt ind Ewalds hoved og sætter sig med hans fortid, skæbne og personlighed i mit hjerte og krop. Det er stærke sager, hvor lyset ikke slipper meget ind gennem fortællingens bortgemte sprækker i mørket, mens man følger enspænderen i et forfaldent og landligt Rumænien.

Ulrich Seidl griber med andre ord mig insisterende og isnende langsomt, men ubehageligt sikkert om struben og giver ikke slip særligt mange gange i sit skæbneportræt, hvor særligt netop Georg Friedrichs præstation er forknyt dragende og svær at forstå. Hertil kommer en miljøskildring af grå virkelighed, hvor selv en gruppe drenges uskyld trækkes gennem ubehaget og mørket.

’Sparta’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Sparta’ har biografpremiere den 7. december.

‘Maestro’ forener energisk kunsten og kærligheden

Biografanmeldelse: Det er med en vidunderlig og smittende energi, at det biografiske drama ‘Maestro’ fortælles. Komponist, pianist og dirigent Leonard Bernstein er måske nok det dramatiske udgangspunkt, men det er i høj grad historien om forholdet til Broadway-skuespilleren Felicia Montealegre, der er med til at få hjertet til at banke ekstra og gøre dramaet det mere levende.

Det er mellem de to, at kærligheden og kunsten slår gnister og mødes i al deres ligeledes modsætningsfulde væsen. Kunstens konsekvenser for kærligheden og kærlighedens vigtighed i livet. Leonard Bernstein blev født i 1918, mens vi møder ham noget senere i livet, hvor han er godt på vej mod stjernestatus. Det er her, hans vej krydser Felicias. Frøet er sået til et livslangt forhold.

Bradley Cooper har både instrueret, er medforfatter og spiller Leonard Bernstein, det i forskellige stadier i livet. Fra ung til gammel. Det gør han ret så overbevisende, selvom det i høj grad for mig er Carey Mulligans sarte og selvstændigt stærke portræt af Felicia, der banker hårdest ind i mit hjerte. Men sammen er de dramatisk dynamit på både sødeste og mest komplicerede vis.

Det er de to stærke portrætter, der leder an i dramaet, som desværre spiller sine kort for sikkert og forudsigeligt. Det ændrer heldigvis ikke på, at skuespillet er elegant eksekveret og historien velinstrueret. Fra de dirigerende scener med stort orkester til intimt nærvær mellem Leonard og Felicia. Jeg tror på hendes kærlighed og smerte, mens Cooper skal kæmpe mere for troværdigheden hos mig.

’Maestro’ har altså gode kort på hånden i både form og historie. Dramaet bliver dog aldrig rigtigt farligt, så at sige. Det hele kører lidt for sikkert på de ganske vist velsmurte skinner, men det bliver en tand tandløst ind imellem. Musikken, kærligheden til kunsten og det stærke forhold mellem Leonard og Felicia kan en noget forudsigelig fortalt historie ikke tage fra filmen. Heldigvis.

Kort fortalt er ’Maestro’ en solid film, der dirrer allerbedst og mest engagerende, når den dramatiske musik spiller med energisk schwung under dirigentstokken hos Leonard og ikke mindst, når relationen mellem dirigenten og skuespilleren får lov til at slå hjerteskærende huller i idyllen. Kærlighed, kunst og familie forenes på overvejende fin vis, desværre uden at ramme de helt høje toner.

’Maestro’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Maestro’ har biografpremiere den 7. december.

‘Ønsket’ er et sødt, opbyggeligt og forudsigeligt eventyr

Biografanmeldelse: Det er med kulørte farver, godt humør og veloplagt animation, at Disneys nye animationsfilm ’Ønsket’ folder sig tempofyldt fortalt ud. Hertil kommer en række ganske fine sange med dertilhørende animeret schwung, men desværre også en lidt flad forudsigelighed. Ikke desto mindre er her tale om en både fin, opbyggelig og morsom film.

Historien udspiller sig i det umiddelbart helt igennem idylliske rige Rosas. Her møder vi den 17-årige Asha, der går op i alles ve og vel. Ikke mindst også i rigets. Her regerer den hjertegode konge Magnifico. Han passer på befolkningens ønsker, som han ved eftertragtede ceremonier får til at gå i opfyldelse. Men ikke alt er, som det tager sig ud i det fortryllende rige.

Det må Asha snart sande, hvilket bringer hende ud på en farefuld færd, hvor hun må stå op for de ting, hun tror på og samtidig opretholde troen på det gode i mennesker. Men magt kan korrumpere, hvilket man hurtigt må indse. Ja, her er tale om en kamp mellem det gode og det onde, men også med strejf af gråzoner. Dog af den forudsigelige og ikke videre dybe slags.

Det sagt, så er ’Ønsket’ en dynamisk fortalt historie, der er beriget med sin del af sjove karakterer. Asha er den optimistiske hovedkarakter, der med gåpåmod og selvstændighed begiver sig ud i verden. Hun er nem at holde af. Hertil kommer en række andre karakterer, hvor bl.a. en lille ged er charmerende, sød og sjov, mens en nuttet stjerne leger magisk kispus med karaktergalleriet.

I det hele taget er ’Ønsket’ en sød film, hvor ondskaben godt nok sniger sig ind i riget Rosas, dog uden sådan for alvor at blive rigtig farlig. Det gør ikke nødvendigvis det store, når historien er overvejende velfortalt og ok stramt eksekveret med en fin spilletid på halvanden time. Det er lige præcis nok tid til at folde historien ud, mens rækken af sange giver musikalsk energi til filmen.

’Ønsket’ er måske nok ikke videre original i historie eller karakterer, men den er dynamisk og veloplagt fortalt med en engagerende animeret billedside, der har en dejlig stoflighed over sig. Filmen er hverken mere eller mindre en liflig oplevelse med godhjertede pointer om kærlighed, drømme og magt. En film om at turde stole på sig selv og det gode i ens medmennesker.

’Ønsket’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Ønsket’ vises både med engelske og danske stemmer. Filmen har biografpremiere den 7. december.

‘Godzilla Minus One’ er traurige krigstraumer og monstrøs masseødelæggelse

Biografanmeldelse: Det mægtige filmmonster Godzilla er tilbage for fuld følelsesmæssigt og storbynedrivende smadder i den japanske ’Godzilla Minus One’. Bæstet er altså atter på færde i endnu en film, hvor vi fik den første ’Godzilla’ i 1954. Siden er det blevet til et væld af titler i den monstrøse franchise, der både har affødt og inspireret adskillige andre monsterfilm i megaskala.

Med denne nye film om det legendarisk monster, tages vi tilbage til årene omkring afslutningen på Anden Verdenskrig. Her møder vi den unge pilot Kōichi, der i årene efter krigen tumler med et tungt skyldstraume. Han får dog snart mere og andet at se til, da skæbnen i Tokyos ødelagte gader sender ham i favnen på den unge kvinde Noriko, som også har sit at tumle med.

Deres relation er kompleks, hvilket ikke gøres nemmere af, at netop Godzilla tropper smadrende op i Japan og med kurs mod Tokyo i efterkrigstidens ulykkeligheder. Traurige krigstraumer og kæmpemonstrøs masseødelæggelse forenes på medrivende vis i ’Godzilla Minus One’, der spiller stort og svulstigt på følelsesregistret. Ja, jeg kneb en tåre midt i Godzilla-smadder og kærlighedsknuder.

Filmens instruktør og manuskriptforfatter Takashi Yamazaki buldrer ganske vist ikke videre underspillet igennem hverken sin historie, det menneskelige drama eller ødelæggelserne. Tak for det! For det må godt være stor, større og størst, når det som i dette tilfælde fungerer så underholdende godt. Ja, tematikker som krig, skyld og traumer er bøjet i atombombeblåt neon. Men det holder.

Det holder bl.a. fordi, det gøres overbevisende godt i destruktionsscenerne, der sætter sig ét tungt Godzilla-skridt efter det andet på brystet af mig, mens murbrokker knuses og menneskemængder løber for livet. Det hele leveret med en højsvungen alvor i den skøre historie, der herigennem også får følelserne til at fremstå ægte for de medvirkende. Selvom de er overgjorte. Jeg er vild med det.

Den menneskelige nerve midt i det computerskabte, men altså også medrivende og gribende monsterkaos findes bl.a. i netop portrættet af den krigsplagede Kōichi, som spilles med indlevelse, nærvær og ungdomsgejst af Ryunosuke Kamiki, mens Minami Hamabe er det seje og selvstændige modstykke som Noriko. Jeg er med de to hele vejen gennem både kaos og kærlighed.

’Godzilla Minus One’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Godzilla Minus One’ har biografpremiere den 1. december.

Højtids-slasheren ‘Thanksgiving’ leverer en veloplagt blodfest

Biografanmeldelse: Det er med veloplagt og blodigt schwung, at højtids-slasheren ’Thanksgiving’ slagter sig vej igennem beboerne i den amerikanske by Plymouth, hvor traditionen med kalkun på bordet og taksigelser startede. Nu begynder så et blodbad, som en maskeret seriemorder med en hemmelig identitet står bag. Men hvem gemmer sig mon så bag masken?

Det forsøger den lokale ordensmagt at finde ud af, mens en gruppe unge venner også er på banen for at få løst mysteriet bag morderen og hermed stoppet drabene. Netop drabene er – som slasher-genren byder det – både opfindsomme, groteske og medrivende forløst. Her kommer alt fra en ellers uskyldig trampolin til en skarpslebet økse i spil, når morderen bevæger sig gennem sine ofre.

Det er med et veloplagt tempo, at historien folder sig ud, hvor bl.a. også dynamikken i vennegruppen er god og engagerende – det side om side med de brutale mordscener, der ikke efterlader meget til fantasien. De er dog mere kulørt underholdende og over the top-groteske, end vildt ubehagelige, selvom de bestemt er ok klamme. Men nu er det også Eli Roth, der er manden bag gyset.

Eli Roth står nemlig også bag bl.a. den ækle sjasker ’Cabin Fever’, de to første tortur-klamme Hostel-film og kannibal-gnaskeren ’The Green Inferno’. Nu er han med ’Thanksgiving’ altså tilbage i blodigt hopla med en film, der kender sin slasher-abc. Ja, her er så absolut tale om en genretro film, der dog ikke er mindre underholdende foldet ud af den grund.

Egentlig startede filmen som lidt af en gyser-joke. Det var nemlig i forbindelse med Quentin Tarantino og Robert Rodriguez’ grindhouse double feature ’Death Droof’ og ’Planet Terror’ i 2007, at en række filmskabere lavede trailers for fiktive film. En af dem var netop en trailer for den dengang fiktive ’Thanksgiving’ af Eli Roth.

Det er altså nu på medrivende vis lykkedes at få en herlig spillefilm ud af den korte trailer fra dengang. Komplet med morderisk mystik, opfindsomme mord og frisk leverede genretroper tilsat godt med blod og grotesk humor. Ja, altså en hyldest til 80’ernes mange slasherfilm, der også lykkedes med at bringe genren ind i sin samtid. Jeg krydser allerede fingre for en ’Thanksgiving 2’.

’Thanksgiving’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Thanksgiving’ har biografpremiere den 30. november.

‘Priscilla’ får vist både det grimme og det smukke ved kærligheden

Biografanmeldelse: Det er med en indlevende skrøbelighed og sart sans for menneskelig ensomhed, at instruktør og manuskriptforfatter Sofia Coppola fortæller den komplicerede historie om forholdet mellem den meget unge Priscilla Beaulieu og det noget ældre rockikon Elvis Presley i det atmosfæremættede drama ’Priscilla’. Fra hendes tidlige teenageår og en årrække frem.

Man følger således Priscilla fra at være en blot 14-årig skoleelev og her hendes første møde med Elvis. Priscilla keder sig bravt i et begivenhedsløst liv, så da hun inviteres til fest med den allerede feterede stjerne, bliver det starten på, hvad der umiddelbart ligner en glamourøs drøm, der dog udvikler sig i en stadigt mere følelsesmæssig kompleks retning.

Fra at være et nysgerrigt forhold med kærligheden spirende og i fuldt kyssende flor, udvikler Elvis sig til at være mere og mere kontrollerede overfor, hvordan Priscilla skal gå klædt og i det hele taget agere. Et forhold på Elvis’ præmisser. Det er hjerteskærende og ubehageligt at se, hvordan Priscilla forsøger at bevare sig selv og sin identitet i det kaotiske forhold og dikterede liv.

Cailee Spaeny giver med nuanceret indlevende og gribende engagement et stærkt portræt af en ung pige, der gennem et svært og kvælende forhold af ensomhed og usikkerhed, går ind i voksenlivet. Jacob Elordi er på en gang både charmerende, skræmmende og fortabt som Elvis. De to komplimenterer hinanden virkeligt godt, hvor en naiv menneskelighed får lov at være til stede hos dem begge.

’Priscilla’ er en fortælling om et forhold, der udvikler sig til en yderst skæv magtbalance. En historie om ensomhed. Både hos Priscilla og Elvis. En historie om sårbarhed, lidenskabelig kærlighed og skyggesiderne ved kærligheden. En historie om en ung kvinde, der må forsøge at finde sig selv og sin vej i et liv, der synes konstant overvåget og forsøgt defineret af andre.

Det hele fortalt i ofte helt drømmelignende billeder indfanget med intensitet og insisterende nærvær af fotograf Philippe Le Sourd, mens musikken af Phoenix på elegant vis understøtter dramaet og de mange følelser, der er i spil i det uligevægtige forhold. Sofia Coppola får hevet både det grimme og smukke frem i sin historie, der er kompleks, nuanceret og tankevækkende fortalt.

’Priscilla’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Priscilla’ har biografpremiere den 23. november.