Lad dig forføre af Juliette Binoche i det psykologiske drama ’Forført’

Biografanmeldelse: Kan du overhovedet stole på, at den, som sidder på den anden side af skærmen nu også er den, som vedkommende giver sig ud for at være? Det kan man ikke i det franske og psykologiske drama ’Forført’. Den 50-årige Claire laver nemlig her sin egen virkelighed på nettet, der snart vikles ind i et intrigant spind af løgne, da hun udgiver sig for at være den 24-årige Clara.

For da den fraskilte Claire bliver forladt af sin unge elsker Ludo, bliver det starten på internet-løgnen og hendes unge alias. Men snart skifter Claires fokus fra Ludo til hans ligeledes unge ven Alex. De to bygger snart et intimt forhold op over Facebook og med hede telefonsamtaler. Alex ved bare ikke, at Clara altså langt fra er den, som hun giver sig ud for at være.

Men selvom Claire fortier sin sande identitet og Alex lever på en løgn, så er følelserne mellem de to ægte. Men kan løgnen bære eller vil den briste? Hverken Claire – og slet ikke Alex – ved i hvert fald langt fra, hvilket brusende farvand de sammen sejler passioneret ud på. Således leger ’Forført’ altså kispus med internet-virkelighed, farlige løgne og blind kærlighed.

Fantasi og virkelighed danser således hedt side om side, mens kærligheden i internettets tidsalder sættes stævne i en film, der desværre mister sig selv, sit dramatiske fodfæste undervejs og sætter det over styr i sit sidste akt. Plotdrejningerne bliver for fortænkte og dramaet underligt stift. Jeg hives derfor også ud af, hvad der ellers grundlæggende var et æggende drama om kærlighed, identitet og passion.

På trods af ovenstående dramatiske fodfejl, så er ’Forført’ værd at se takket være en besnærende og fint nuanceret Juliette Binoche i rollen som den forvirrede og manipulerende Claire. En karakter, der også puster til emner som jagten på evig ungdom, lykke og ubetinget kærlighed – eller kærlighedssult, om man vil. Claire er gennem Binoche både relaterbar og sårbar, men også knudret og forvirret.

’Forført’ har med andre ord et trumfkort i Binoche. Desværre kan selve filmen ikke helt følge troværdigt trit med hendes engagerende spil i dobbeltrollen som Claire og Clara, hvor nogle af filmens tematikker måske nok også bliver en kende for unødvendigt bøjet i neon, hvilket dog igen – og heldigvis – modarbejdes af de fine nuancer i netop Binoches præstation.

’Forført’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Forført’ har biografpremiere den 13. august.

‘Train to Busan 2: Peninsula’ er zombie-action for fuld pedal

Biografanmeldelse: En af nyere tids mest underholdende og intense zombiefilm er for mig den sydkoreanske action-snasker ’Train to Busan’ fra 2016. Nu lander opfølgeren ’Train to Busan 2: Peninsula’ – og det med fuld fart på mere action-smadder, rablende zombier og blodige drab. Skønt! Så selvom filmen ikke er uden fodfejl, er der tale om rendyrket zombie-underholdning med foden på pedalen.

‘Train to Busan 2: Peninsula’ er dog ikke som sådan en egentlig fortsættelse af den første film, men den udspiller sig i samme univers med sin egen historie, som foregår fire år efter begivenhederne i ’Train to Busan’. Her er Korea i karantæne og nu rent kaos, død og ødelæggelse. De overlevende, der stadig holder til på halvøen lever i evig frygt for de levende døde, der ikke holder sig tilbage for at gnaske løs.

Jung-seok – der undslap begivenhederne fire år forinden – får imidlertid mulighed for at tage tilbage til halvøen for at få fat i en formue. Han vælger at slå til, da håbet om en bedre fremtid opvejer de farer, der lurer forude. Det zombie-befængte område byder dog på yderst ubehagelige overraskelser for ham og hans lille team, hvor liv og død snart danser intenst side om side.

’Train to Busan 2: Peninsula’ leverer bestemt sin del af vildt voldsomme zombie-scener. De involverer blandt andet og ikke mindst sin del af skarpskydende maskinpistoler, blodspruttende action og i hobetal af hurtigløbende levende døde, hvor også fræsende biljagter med zombier i hælene pumper vellykket adrenalin ind i de sultne kadavere.

Desværre vælter filmen sine steder over i lidt for meget computergeneret zombie-action, hvor noget af den ellers medrivende action mister tyngde og nærvær. Men blandt andet holder scenerne, hvor kampen står til fods mellem de levende døde og menneskene i den grad nervepirrende momentum. Noget af dette ellers medrivende momentum futter dog en smule ud af filmens lidt for lange finale.

Mine forbehold til trods, så er ’Train to Busan 2: Peninsula’ – som indledningsvis skrevet – potent zombie-underholdning med foden på speederen, selvom lidt momentum ryger undervejs. Det er dog ikke nok til ikke at holde mig til fadet i de mange action-scener, der foldes dynamisk og velinstrueret ud – lige fra automatvåben og slåskampe til fræsende bilræs med læssevis af smadrede zombier. Stærkt!

’Train to Busan 2: Peninsula’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Train to Busan 2: Peninsula’ har biografpremiere den 30. juli.

Fanget mellem Jorden og de uendelige stjerner i ’Proxima’

Biografanmeldelse: Hvordan håndterer man lige det at skulle på en 1-årig lang mission ud i rummet og derfor må efterlade sin 7-årige datter på Jorden? Det er præcis den situation, astronauten Sarah står i med det afdæmpede og ganske fint fortalte drama ’Proxima’. For ikke alene er presset stort, hvad den krævende mission angår, men også det at måtte sige et farvel til livet på Jorden og datteren er hårdt.

Det er således Sarah og forholdet til datteren, der er filmens dramatiske centrum. Eva Green indtager moderrollen med ro og nærvær samt både styrke og skrøbelighed, mens Zélie Boulant er naturlig som datteren Stella. Den nerve, man finder mellem de to er ganske gribende – også selvom jeg ikke er lige følelsesmæssigt engageret filmen igennem.

For selvom instruktør Alice Winocour sætter fine følelser i spil med scener, hvor man blandt andet følger Sarahs egen indre rejse og usikkerhed, videre til hendes forhold til datteren og sin fraskilte mand, så mister filmen desværre også noget nærvær undervejs. Fortællingen mister grebet i mig. Det er en skam, for egentlig er det en grundlæggende interessant problematik, der foldes ud.

Udover det fine bånd, der er at finde mellem mor og datter, så kommer der også lidt skarpe stikpiller ind fra højre i form af med-astronauten Mike i en umiddelbart lidt kynisk rolle af Matt Dillon, der ikke kan lade være med at prikke til det, at Sarah er en kvinde og derfor måske også mindre egnet til opgaven end sine mandlige kollegaer. Dette får heldigvis ikke lov til at kamme over.

’Proxima’ er nemlig langt mere det dilemma og den indre kampe, som Sarah kæmper med. Men ja, netop Mike-karakteren får altså ganske subtilt vist, hvilke udfordringer Sarah også står overfor, foruden den i forvejen yderst krævende træning. Det er tvivlen hos Sarah om, hvor vidt hun nu også gør det rigtige – nemlig det at forfølge sin barnedrøm eller blive på Jorden – der overskygger kønsproblematikken.

Kort fortalt, så leverer astronaut-dramaet en grundlæggende interessant og fint fortalt problemstilling med overvejende engagerende præstationer af særligt Eva Green, men desværre mister ’Proxima’ også noget af sit dramatiske nærvær undervejs, hvor fortællingen bliver en smule slap over midten. Men filmen undgår dog heldigvis at blive prædikende omkring, at kvinder kan præcis, hvad mænd kan.

’Proxima’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Proxima’ har biografpremiere den 16. juni.

’Little Joe’ leverer et urovækkende og satirisk sødt blomster-gys

Biografanmeldelse: Det er med rolige skridt, at jeg føres ind i det foruroligende, men også underspillet morsomme science fiction-gys ’Little Joe’. Således bliver jeg grebet af fortællingen i rolige drag af urovækkende gru, hvor blandt andet det dirrende score både er med til at slå filmens kuldegysfremkaldende stemning an og løfte den, når historiens uhygge ikke helt selv kan følge med.

For hvad er det egentlig, der er så skræmmende i ’Little Joe’? Jo, det er såmænd nogle røde blomster, der er skabt i et klinisk laboratorium med målet at få dets ejere til at blive lykkeligere. Ja, en ny art blomst med antidepressiv virkning. Således vil ejere af blomsten både blive lykkeligere og samtidig vil den kunne kurere depression. Smart!

Men måske er det ikke helt så smart, som forskeren Alice havde tænkt det. For det viser sig på snigende vis, at der er noget underligt urovækkende ved blomsterne, der snarere end at gøre folk lykkeligere, ændrer deres personlighed til noget andet – og ikke umiddelbart til det bedre. Men kan det nu også passe – for det er jo bare blomster?

Jeg er dog naturligvis ikke i tvivl om, at der er noget skummelt ved blomsterne – og at de naturligvis har en negativ effekt på dem, der kommer i duftende kontakt med dem. Men måden, hvorpå fortællingen sættes i scene og foldes ud, gør ’Little Joe’ til en fornøjelig og sine steder også dejligt gysende oplevelse, der står på ryggen af blandt andet en film som ’Invasion of the Body Snatchers’ fra 1978.

Desuden fungerer plantelaboratoriet med sine kliniske lokaler, koldt lys og helt klaustrofobiske indre som en solid setting for det isnende blomstergys, der heldigvis ikke tager sig selv alt for seriøs. I takt med, at filmens intensitet tager til, bliver der således også gjort plads til underspillet og satirisk sort humor. Ja, instruktør og medforfatter Jessica Hausner ved udmærket godt, hvad hun laver.

Det kan man også se på måden, hvormed fortællingen sættes i scene – blandt andet med fornemt eksekverede kamerabevægelser, der holder ellers rolige scener i live og mig til gyserfadet. ’Little Joe’ er med andre ord en velinstrueret blomstergyser, der har øje for det morsomme i sin fortælling, uden at det giver helt afkald på sin grundlæggende urovækkende stemning. Skønt!

’Little Joe’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Little Joe’ har biografpremiere den 9. juli.

Grove mobbeløjer på arbejdspladsen med thrilleren ’Undtagelsen’

Biografanmeldelse: Det er et stærkt firkløver, man finder i front for filmatiseringen af Christian Jungersens bestseller ’Undtagelsen’. Nemlig Danica Curcic, Sidse Babett Knudsen, Amanda Collin og Lene Maria Christensen. De arbejder alle på den samme arbejdsplads, hvor den i forvejen trykkede stemning intensiveres, da to af kvinderne modtager trusselsbreve.

Dette sætter for alvor gang i den ubehagelige stemning på arbejdspladsen, hvor beskyldninger og hemmeligheder således bølger frem og tilbage mellem de fire kvinder. For hvem står mon bag dødstruslerne i brevene – kan det være en af dem? Således sættes der thrillerfut på fortællingen, der blandt andet kredser om sprængfarlige emner som ondskab, fortrængninger og menneskelige magtkampe.

På den måde danner den konstant dunkelt belyste arbejdsplads rammen om voksenmobning for fuld udblæsning, hvor et spil om intet mindre end liv og død foldes ud. Det er sine steder ganske fermt iscenesat paranoia, jeg her bringes ind i, hvor plottets sirlige udfoldelse fint bringer vores kvinder i spil. Desværre taber filmen pusten momentant undervejs, mens det hele sættes helt over styr i en klodset finale.

I filmens tredje og sidste akt falder historien altså utilfredsstillende fra hinanden, hvor den netop ellers fint etablerede paranoia, videre til frygt og intense intriger, flader ud og afløses af unødvendigt bulder og brag. Helt på røven falder ’Undtagelsen’ dog heldigvis ikke, da særligt første del af filmen og her etableringen af de fire kvinders relationer, ganske engagerende og minutiøst sættes op.

Man aner hver af de fire hovedrollers indre dæmoner og problemfyldte skyggesider, hvilket er med til at gøre dem hver især til den potentielle person bag dødstruslerne. Desværre gør en ganske vellykket første del af filmen ikke en overordnet medrivende filmoplevelse. Hertil ramler filmen som nævnt desværre ned over sig selv og mister den intensitet, løjerne ellers fint lever af.

Til gengæld gør rollebesætning hele vejen rundt god figur. Curcic som den traumatiserede Iben, Collin som den gigtplagede Malene, Babett Knudsen som den upopulære Anne-Lise og Christensen som den mere mutte sekretær. Det er også kun derfor desto mere frustrerende, at det ikke lykkedes instruktør Jesper W. Nielsen at holde den intense og paranoiafulde skrue i vandet hele vejen til rulleteksterne.

’Undtagelsen’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Undtagelsen’ har biografpremiere den 2. juli.

Den næsvise animationsfilm ’Blokhavn’ er ikke særlig næsvis

Biografanmeldelse: Den danske animationsfilm ’Blokhavn’ vil gerne være den frække dreng i klassen, men ender som sentimental, ufarlig og politisk korrekt. Det er virkelig en skam, da der undervejs ellers er små kvæk af kækheder, der kunne have båret filmen bedre igennem sin forudsigelige historie – hvis man altså havde turdet at holde fast i denne friske frækhed.

Men over stregen går løjerne aldrig. Ja, de nærmer sig nærmest ikke stregen med sine gags og jokes, hvor lærerne enten er nogle dumme tumper eller lige det modsatte – nemlig en fornuftens stemme, der ser og hører filmens hovedroller i øjenhøjde. På samme måde bliver og er filmen også denne fornuftens stemme, der mere prædiker, at man skal opføre sig ordentligt end at drille det etablerede.

Hertil kommer, at den flade animation ikke just gør, at jeg engageres mere i eskapaderne. En animation, der ikke kan bære filmens ellers korte spilletid på 1 time og 16 minutter. Det er satiregruppen Gigis, der står bag filmen. De har tidligere stået for blandt andet diverse korte YouTube-videoer. Det lykkede dem dog ikke vellykket at løfte deres satiriske univers ind i spillefilmsformatet. Desværre.

For der er uden tvivl et godt og oprigtigt hjerte bag ’Blokhavn’, der dog ender som en halvflad opsang om at tage sig sammen i skolen og at opføre sig ordentligt. For ja, hvad handler filmen egentlig om? Jo, man følger en gruppe venner, der bor i ghettoområdet Blokhavn. Deres skole udnævnes imidlertid til landets værste, hvorfor den står til at blive lukket.

De fem venner sætter derfor alt ind på at redde skolen, så de ikke skal spredes for alle vinde. Redningsaktionen er således sat i søen, mens der blandt andet gøres noget halvsent grin med de halvgamle Jokeren og Niarn. Det synes mere bedaget end frækt fremme i skoene. Men uanset, hvor fræk eller ikke fræk ’Blokhavn’ er, kan den ikke løbe fra at være en kedelig omgang med kun små vellykkede komiske kvæk undervejs.

’Blokhavn’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Blokhavn’ har biografpremiere den 25. juni.

’Unge Ahmed’ er en smertelig film om en ung drengs vej ind i ekstremismen

Biografanmeldelse: Det kan være svært at finde sin plads i livet i ens unge år. Det gælder i hvert fald for den 13-årige belgier Ahmed i Dardenne-brødrenes dragende drama ’Unge Ahmed’. Her finder den unge dreng et hjem og mening i islam. Men snart påvirkes han af en lokal imam i ekstremistisk retning, hvilket resulterer i en livsændrende handling, der ingen vej er tilbage fra.

Således fanget mellem imamens ekstreme idealer og sin families meget mere afslappede forhold til det at være muslim, finder man altså den letpåvirkelige Ahmed. Han spilles af den konstant nærværende og gribende Idir Ben Addi, der balancerer fornemt mellem en drenget skrøbelighed og en voksens stålsatte blik. Det er ham og hans vej ind i ekstremismen, der er fortællingens knugende centrum.

’Unge Ahmed’ savner undervejs måske nok at kunne holde sit ellers fint gribende greb i mig – i mit hjerte og i min mave. Men det sagt, så er det helt grundlæggende en både interessant, nervepirrende og smertelig fortælling om en ung dreng, der søger efter en mening med det hele og en plads i livet – det med en for ham farlig tolkning af Koranen.

Ahmed omgives dog ikke kun af imamen, men mest af alt af en kærlig familie og voksne, der vil ham det bedste. Blandt andet sin egen mor, der ikke ved, hvad hun skal gøre for at få sin søn tilbage og ikke som en dreng, der går ad fanatismen vej, mens Ahmed også har en lærerinde, som tager sig af ham og præger ham i en anden retning end ekstremismen.

’Unge Ahmed’ er med andre ord en både troværdig og ganske nuanceret samt ikke mindst gribende og smertelig film, der på en gang rummer både håb og håbløshed. Filmen efterlod mig i hvert fald med en følelsesmæssig mavepuster, der ramte rent i både maven og hjertet på mig.

’Unge Ahmed’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Unge Ahmed’ har biografpremiere den 18. juni.

‘Dark Waters’ leverer stilsikker og vedholdende advokatspænding

Biografanmeldelse: ‘Dark Waters’ er noget af et sammenbidt drama, der folder sig stilsikkert ud med vedholdende advokatspænding. Det selvom fortællingen om den utrættelige advokat Robert Bilott trækker en smule i langdrag af og til, mens filmens flow momentvis også mister lidt intensitet og nærvær. Det sagt, så er Bilotts kamp for retfærdighed overordnet en spændende film.

For da Bilott afslører en yderst dyster hemmelighed hos et af verdens største kemikalieforetagener, nemlig Dupont Chemicals, bliver det starten på et årelangt forløb med en kamp mod et system, der synes uigennemtrængeligt. Det bliver desuden også starten på en kamp for at holde Bilotts lille familie sammen på trods af hans konstante kamp for at få sandheden frem.

Det er da bestemt heller intet let søgsmål for Bilott og hans advokatfirma. Hverken det at få sagen startet eller at fortsætte med den miljømæssige sag mod kemikalievirksomheden, der har skjult en lang historie af forurening, der går udover mennesker, hvor blandt andet både kræft, adskillige sygdomme og misdannelser hos fostre opstår som følge af forureningen.

Mark Ruffalo spiller den dedikerede advokat, der går i front for sagen, hvor han nu forsøger at hjælpe et amerikansk lokalsamfund. Ruffolo giver et konstant nedtonet og fint sammenbidt portræt af en passioneret mand under et enormt pres. Han er et ganske engagerende bekendtskab – hvilket også er nødvendigt for, at jeg bliver ved med at følge fortællingen med interesse.

Det er nemlig Ruffalo, der karaktermæssigt primært skal bære fortællingen. I andre og mindre roller bakkes Ruffalo dog fint op af blandt andet Anne Hathaway i rollen som den både kærlige og overvejende overbærende hustru, mens Tim Robbins med autoritet og sindsro er god som Bilotts ligeledes retfærdighedssøgende chef.

‘Dark Waters’ er skræmmende nok baseret på en sand historie, der fortsat forløber med virkelighedens Bilott i kamp for de berørte beboere. Filmen er kort fortalt et fermt fortalt spændingsdrama med en sammenbidt Ruffalo i den altdominerende hovedrolle, som jeg desværre også mangler at komme lidt tættere ind på livet af. Det er dog ikke nok til, at filmen kuldsejler.

‘Dark Waters’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Dark Waters’ har biografpremiere den 28. maj.

’Weathering With You’ er magiske vejrfænomener og fortryllende kærlighed

Biografanmeldelse: Den japanske animationsfilm ’Weathering With You’ tager mig med til et regntungt, forførende og neonoplyst Tokyo. Her finder man den unge teenager Hodaka. Han er løbet hjemmefra, da livet på den lille ø, hvor han kommer fra keder ham. Han håber derfor på, at der venter et sandt metropoleventyr foran ham. Det viser sig dog at være noget langt fra sandheden.

Nej, det er ikke nemt for den unge dreng at få fodfæste i byen, der hverken står klar med et job eller et sted at bo – og så regner det konstant. Hodaka møder imidlertid manden Keisuke, som han får job som assistent hos. Livet i Tokyo lysner dog for alvor op, da han møder den lidt ældre teenager Hina. Hun viser sig ovenikøbet at have magiske evner til at kunne styre vejret.

Den søde Hina kan således for øjeblikke vende det regnvåde Tokyo til en by med blå himmel og solskin. Mødet mellem Hina og Hodaka bliver starten på et både sødt, akavet og stormombrust forhold, der både byder på helt fortryllende scener samt sin del af problemer med ordensmagten. Her forenes med andre ord drømmende vejrmagi med jordbunden realisme i en storby, der aldrig sover. Forrygende.

’Weathering With You’ er også fortællingen om en ung drengs vej ind i de voksnes rækker, hvor han må finde sin egen plads i livet – og ikke mindst skabe den fra bunden i en svær by som Tokyo. Det er fortællingen om den første forelskelse og mødet med det modsatte køn. Begge dele dragende fint fortalt gennem vores to teenagere, der begge forsøger at finde fodfæste i livet.

Dette møde mellem to unge mennesker er altså et medrivende møde, der har en næsten helt dommedagsagtig stemning som bagtæppe med den konstante regn, der indhyller byen i et skydække af dunkelhed og mørke. ’Weathering With You’ er desuden også – og ikke mindst – en yderst visuel lækkerbisken. Den er smuk i al sin detaljerigdom af storbyforfald og magiske scener i frit fald.

’Weathering With You’ er med andre ord en fortryllende smuk animationsfilm, der med de store følelser svinger både sentimental og letbenet kærlighed ind i en verden, der huser både den barske virkelighed og magiske begivenheder i vejrets vold. Filmen får kort fortalt en varm anbefaling – det samme gør instruktør og manusforfatter Makoto Shinkais forrige film ’Your Name’ fra 2016 desuden også.

’Weathering With You’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Weathering With You’ har biografpremiere den 12. marts.

Kom på et charmerende road trip med ’The Peanut Butter Falcon’

Biografanmeldelse: Vi har alle brug for mere eventyr i vores liv. Det eventyr kan meget passende være den charmerende road trip-film ’The Peanut Butter Falcon’. Jeg blev i hvert fald hevet med ind i en skøn virkelighed, hvor faren ganske vist både lurer og er helt håndgribelig, men her er også både hjertevarme, rørende øjeblikke af levet liv og ikke mindst eventyret midt i en ellers triviel og trist hverdag.

Den 22-årige Zak med Downs syndrom drømmer nemlig om mere end, hvad livet hidtil har budt ham. Hans familie har efterladt ham og han bor derfor nu på et plejehjem, hvor han bruger dagene på at se gamle VHS-bånd med wrestling. Hans største drøm er at komme på en wrestling-skole og selv blive professional wrestler. Men han føler sig fanget i sit eget hjem.

Det lykkedes ham imidlertid at undslippe. Han er nu helt og aldeles alene i den store verden – kun iført sine hvide underbukser. Heldigvis støder han ind i den rodløse Tyler, der selv er på flugt – men af helt andre årsager. Nemlig både fra nogle bad guys og sit eget kaotiske indre. Det umage par slår sig sammen, hvilket bliver starten på et road trip, som de begge har mere brug for, end de måske lige selv tror.

’The Peanut Butter Falcon’ er på den måde en fortælling om venskab og spørgsmålet om, hvem der er ens egentlige familie. En fortælling om at møde hinanden i øjenhøjde og uden fordomme – og ikke mindst også en film om, at eventyret kan vente lige om hjørnet, hvis bare man tør gribe det. Alt sammen er fint og ikke mindst både charmerende og underspillet morsomt forløst.

Den godmodige Zak spilles med engagerende oprigtighed og naturligt af Zack Gottsagen. Han udgør et godt, mere muntert og dynamisk modstykke til den i starten ret så plagede, indadvendte og en smule kyniske Tyler, der dog har et varmt hjerte gemt bort bag den smerte, han bærer rundt på. Han spilles med konstant intensitet og nerve samt fin komisk timing af Shia LeBeouf.

’The Peanut Butter Falcon’ er kort fortalt en film, der både rører mig og gør mig i godt humør uden, at fortællingens også alvorstunge klangbund er fint til stede – dog uden at tage over for en grundlæggende varm tone filmen igennem. Godt nok er løjerne måske nok sine steder lige forudsigelige nok, men når nu det hele leveres så charmerende, som tilfældet er, så er det i sidste ende også helt ok.

’The Peanut Butter Falcon’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The Peanut Butter Falcon’ har biografpremiere den 12. marts.