Mobilgyseren ’Come Play’ er et generisk stykke med flad uhygge

/i , /af

Biografanmeldelse: Vi lever i en verden af skærme – fra smartphones til tablets. Det er derfor også ganske oplagt at tage udgangspunkt i netop dette faktum i gysets verden. For gemmer vores tekniske hjælpemidler mon på andet end elektronik? Det gør det så absolut i det fesne gys ’Come Play’. For her huser skærmene omkring drengen Oliver nemlig et langlemmet monster ved navn Larry.

For fra bag skærmen på den stumme drengs smartphone lurer noget mystisk og faretruende. Oliver finder ud af via en billedbog – der pludselig popper op på skærmen – at det er et knoglet væsen ved navn Larry, der bor inde i telefonen. Og senere i blandt andet tablets og andre skærme. Larry udgiver sig for egentlig bare at ville være venner med den ensomme Oliver. Men det er ikke hele sandheden.

Du gættede rigtigt. Larry er nemlig ikke så uskyldig, som han giver sig ud for at være. Snart må Oliver såvel som hans mor og far gøre sit for at holde sig i live. Et ganske relaterbart og teknologi-gysende udgangspunkt. For vi omgiver os alle med skærme – og hvad nu hvis også vi blev overrumplet af et monster? Desværre lykkedes det bare aldrig for ’Come Play’ at skræmme mig. Slet ikke.

Det forbliver ved fesne forsøg på adskillige jump scares og fake scares. Men lige lidt hjælper det. Jeg blev under gyset siddende overraskende roligt i mit sæde, mens filmens momentvise forsøg på snigende uhygge heller ikke fik hårene i min nakke til at rejse sig. Hertil opbygges scenerne blandt andet alt for forudsigeligt, mens historien aldrig løfter sig og får den efterstræbte dramatiske tyngde.

Der gøres ellers et forsøg på blandt andet at bringe universelle temaer som ensomhed, mobning og familieproblematikker i spil – det sammen med en kritisk røst om, at vi alle har snuden for dybt begravet i vores skærme i stedet for at se hinanden i øjnene. Men det virker alt sammen både vattet og underligt forceret, hvorfor altså hverken gyset eller karaktererne tager rigtigt fat i mig.

Filmen er basereret på en kortfilm, hvilket da også synes at kunne spores i en historie, der ganske enkelt ikke er nok kød på til at bære en ellers begrænset spilletid på 96 minutter. Grunden til, at ’Come Play’ dog ikke helt ryger på røven er, at Larry er et helt ok ækelt bæst, mens Azhy Robertson gør ganske god figur som Oliver – det sammen med en fint spillet Gillian Jacobs som den beskyttende mor.

’Come Play’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Come Play’ har biografpremiere den 29. oktober.

Trine Dyrholm giver den som soldat og stålsat hønemor i ’Erna i krig’

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvor langt vil man gå for sit barns liv og sikkerhed? I krigsfilmen og det danske drama ’Erna i krig’ – baseret på Erling Jepsens bog af samme navn – vil alenemoren Erna gå i krig for sin enfoldige søn Kalle. Året er 1918 og Første Verdenskrig har sit brutale greb i Europa. Det ellers stille liv for mor og søn i Sønderjylland bliver dog vendt på hovedet, da den lokale betjent Meier banker på døren.

Meiers opgave er som del af krigen at indrulle den 17-årige Kalle – og det i kamp på tyskernes side. Det er som stolt sønderjyde ikke just en plan, Erna er vild med – og da endnu mindre at skulle afgive sin søn til krigens farlige skyttegrave. På snedig vis lykkedes det imidlertid Erna at iklæde sig soldateruniform og under mandligt dække at blive en del af sin søns soldatergruppe, der nu er på vej til krigens frontlinje.

Jeg skulle lige sluge præmissen, at en kvinde under mandligt alias kan klare indrulningen og videre ind i den tyske krigsmaskine uden at blive sendt retur med uforrettet sag. Men ja, det lykkedes altså, og det er så den filmiske virkelighed, jeg må forholde mig til. Så selvom jeg måske ikke helt køber præmissen med Ernas krigskrumspring, har filmen heldigvis et klart trumfkort til at opveje for dette, nemlig Trine Dyrholm.

Trine Dyrholm er med konstant nerve og nærvær til stede i rollen som Erna, hvilket er med til i hvert fald at skyde sin del af troværdighed ind i både fortællingen, men ikke mindst filmens titelkarakter. Hun er ikke til at tage øjnene fra som den beskyttende mor, der ikke tror på, at sin mindrebemidlede søn ville kunne klare skærene på egen hånd. Hvilket måske også er sandt.

Hun omgives desuden af øvrige fine præstationer, der dog ikke skinner igennem på samme måde som Trine Dyrholm, men altså udfylder deres respektive roller på solid vis. I rollen som den krigsretskafne Meier finder man Ulrich Thomsen, der bestemt bærer rollen med god troværdighed og en skrøbelig usikkerhed bag den ellers bestemte facade.

En af soldaterne er den mere forstående Anton – spillet af en solid Anders W. Berthelsen, der leverer sin karakter med en fin blød side. Jeg må ikke glemme Sylvester Byder som Kalle, der undervejs vokser i rollen som en soldat og stor dreng på egne ben. Men trods fine præstationer, mister filmen noget momentum og går i stampe i spilletiden i den klaustrofobiske skyttegrav. Men Trine Dyrholm er på trods filmen værd.

’Erna i krig’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Erna i krig’ har biografpremiere den 29. oktober.

Oh yes! ’Breeder’ leverer klam, grum og brutal kvindekidnapning

/i , /af

Biografanmeldelse: Du kan godt berede dig på, at den kropsklamme ‘Breeder’ står for et møgbeskidt, klamt og brutalt eksperiment med kidnappede kvinder i ulækker fangenskab. For den iskolde og forskruede Dr. Isabel Ruben står nemlig bag et fordækt projekt, der kan omvende ældningsprocessen. Til det mystiskombundne eksperiment skal hun dog bruge kvinder.

Men helt, hvad der foregår i de dystre kælderlokaler – der belejligt er låst af, overvåges døgnet rundt og passes på af to snuskede mænd – er svært helt at gennemskue. Den unge Mia forvilder sig imidlertid grundet en personlig relation ind i de gult belyste lokaler, hvor den komplet klamme sandhed bag projektet først går op for hende alt for sent. Snart gælder det nemlig liv og død for hende.

Mere vil jeg ikke afsløre her, for en del af den snaskede rejse ind i mørket, er nemlig det at opdage, hvad der egentlig er Dr. Isabel Rubens plan. I rollen som Mia finder man Sara Hjort Ditlevsen, der på en og samme tid både kropsliggør en sart skrøbelighed, men ikke mindst også en stærk stålvilje for at holde sig i live på trods af alt, hvad hun udsættes for af fornedrende handlinger.

En smule mindre naturlig i blandt andet sin repliklevering står Signe Egholm Olsen som Dr. Isabel Ruben. Det er dog også et til tider lidt stivbenet manuskripts skyld, hvor der undervejs også lige skal sluges et par plotmæssige kameler, hvor de medvirkendes handlinger ikke helt synes overbevisende. Til gengæld er jeg vild med det snuskede og dejligt klamme projektplot, der tør at levere den brutale vare.

Desuden står en hele vejen ubehagelig Morten Holst for portrættet af en af Dr. Isabel Rubens kvindehadende håndlangere, mens Jens Andersen i en lidt mindre håndlangerroller ligeledes bidrager med herlig klamhed. Hertil kommer, at instruktør Jens Dahl og manuskriptforfatter Sissel Dalsgaard Thomsen synes at have haft en fest med at komme på og iscenesætte alverdens kvindefornedrende klamheder.

Det er bestemt også klamt, men det bliver sine steder også en kende for forceret og fortænkt til, at jeg helt forbliver involveret i den snaskede brutalitet. Det sagt, så vinder ’Breeder’ altså på sit langt ude eksperiment, Sara Hjort Ditlevsens intense præstation og sin del af absolut møgbeskidte, foruroligende og klamt iscenesatte voldsscener.

’Breeder’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Breeder’ vises i udvalgte biografer fra den 21. oktober og har reel biografpremiere den 31. oktober.

’I Walk’ er Jørgen Leths intime selvportræt om ikke at falde

/i , /af

Biografanmeldelse: Digter, filmskaber og sportskommentator. Ja, den 83-årige Jørgen Leth har gennem hele sit kunstneriske virke begået sig med ord og billeder. Det gør sig selv sagt også gældende i hans nye dokumentarfilm ’I Walk’. Den tegner blandt andet et intimt selvportræt af en mand, der måske nok er blevet gammel, men som stadig kæmper for at blive ved med at gå. At gå gennem livet. Ikke at falde.

Filmen tager sit afsæt i det voldsomme jordskælv, der ramte Haiti i 2010. Pludselig stod Leth i livets efterår uden et hjem og med tilværelsens grundlag lagt i ruiner. Nu gjaldt det om at finde fornyet mening med det hele – at finde en ny vej i livet. Det er i årene efter denne tragisk begivenhed og frem til i dag, at man via blandt andet nære telefonoptagelser kommer tæt ind på livet af Leth – også rent fysisk.

’I Walk’ skildrer nemlig med forskellige filmiske greb og her blandt andet fragmenterede montager af ord og billeder Leths liv, tanker og gåture. Eksempelvis med netop grynede nærbilleder optaget med telefonen af Leth selv. Det nære selvportræt suppleres af Leths karakteristiske diktion af egne tanker, digte og ord, der løber som en livlig flod gennem filmen. Personligt, skrøbeligt, ømt og intimt.

For hvad betyder det i grunden at blive gammel? Ligner Leth egentlig mere og mere sin egen far? Og er der mon en gud, som styrer det hele? Dette er ganske vist blandt nogle af de helt store spørgsmål, som filmen og Leth både stiller og forsøger at finde svaret på – gennem ord og billeder. Det gjort med ’lethsk’ schwung, alderdommens autoritet samt varme, nuancer og humor. Humoren må jeg ikke glemme.

For der er bestemt også både en lethed og humor i filmen. Det ser man blandt andet i dynamikken mellem Leth og sønnen Asger Leth, som ’I Walk’ er blevet til i samarbejde med. Der er en smittende drillesyge og varme mellem de to mænd. Mellem far og søn. Ja, dokumentaren har måske nok Jørgen Leth som centrum, men far-og-søn-relationen ekkoer fint med Leths egne tanker om livet, alderdommen og sin egen far.

Der gøres som nævnt brug af rystede telefonoptagelser, som intimt og meget direkte hugger sig ind i Leths liv – fra morgenrutiner med ømme led og problemer med at få sokkerne på – til aftenritualer og drømmestunder under dynen. Men livet fanges blandt andet også med smukke luftoptagelser af jungledyb, hvor eventyret fortsat venter på Jørgen Leth, der stadig går. Et skridt ad gangen. Uden at falde.

’I Walk’ får 4 ud af 6 stjerner:

’I Walk’ har biografpremiere den 22. oktober.

Den romantisk komedie ’Palm Springs’ går i charmerende ring

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er umuligt ikke at komme til at tænke på komedie-klassikeren ’Groundhog Day’ fra 1993 med Bill Murray, der her er fanget i et tidsloop, hvor han vågner op til den samme dag – dag efter dag. Det er nemlig samme tidsloopende præmis, der er udgangspunktet for den charmerende romantiske komedie ’Palm Springs’, hvor man kommer med til det samme bryllup – dag efter dag efter dag…

Man møder her den noget sortsynede, men også sorgløse Nyles, som er fanget i et tidsloop og altså vågner op til den samme dag – dag efter dag. Nemlig dagen for et bryllup, hvor han støder ind i brudens søster – og modvillige brudepige – Sarah. Det går dog hverken værre eller bedre end, at også hun ender med at blive fanget i tidslommen, der går i ring – dag efter dag.

Sammen må de to nu forsøge at finde mening med det hele og egentlig også selve livet. For hvordan skal man lige gribe livet an, når man kender dagen i morgen og alting blot går i ring? Det er noget af det, Nyles og Sarah forsøger at finde svar på, mens Sarah blot bliver mere og mere desperat efter at komme ud af den frustrerende tidslomme, som Nyles derimod synes at have fundet en vis fred med.

Selvom ’tidslomme’-præmissen måske ikke er original, så leveres den veloplagt, med frisk energi og ikke mindst en vellykket vittig slagside. I front finder man da også en skøn duo, som med fin komisk timing engagerer mig i eskapaderne filmen igennem. Andy Samberg har som Nyles ufravigelige funny bones, mens Sarah – i skikkelse af en energisk Cristin Milioti – leverer både sødme og snarrådighed.

De to er virkelig godt selskab, hvilket blandt andet afstedkommer diverse gakkede optrin på den evige bryllupsdag. F.eks. er deres bekymringsfrie møde med både ordensmagten og døden morsomme indspark i en film, der også har en fin – om end let – dramatisk klangbund. Alvoren får altså aldrig overtaget i en film, der får medrivende energi af blandt andet netop Samberg og Miliotis dynamiske samspil.

’Palm Springs’ er kort fortalt et skud komisk charme, der går morsomt i ring med engagerende og ikke mindst morsomme Samberg og Milioti, som blandt andet også tager mig med på syret sjove svampe-trip og med til komiske slåskampe. Morgendagens evige bryllup kendes måske nok, men den leveres på trods af dette med fine overraskelser og farverig charme, som er med til at overvinde filmens momentane stilstand.

’Palm Springs’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Palm Springs’ har biografpremiere den 8. oktober.

Dynamisk duo du leverer lifligt mor-datter-drama i ’Sandheden’

/i , /af

Biografanmeldelse: Forholdet mellem forælder og barn har vel alle dage været mere eller mindre kompliceret. Det er i hvert fald tilfældet i Hirokazu Koreedas fine franske drama ’Sandheden’, hvor forholdet mellem en mor og hendes datter kommer på prøve – henholdsvis den aldrende skuespillerinde og diva Fabienne overfor den noget mere jordnære datter Lumir.

For da den feterede og forfængelige Fabienne udgiver en selvbiografi, vender manuskriptforfatteren Lumir tilbage til Paris fra sit hjem i New York sammen med sin mand Hank og deres lille datter. Gensynet mor og datter imellem bliver starten på en række stridigheder og undertrykte følelser, hvor ikke mindst fortidens skeletter kommer for dagens lys i forbindelse med indholdet af selvbiografien.

For hvordan var Lumirs barndom og liv i grunden under vingerne af hendes stjernemor? Ja, det er der forskellige oplevelser af. Sandheden er i hvert ikke sådan til at få fod på – den er snarere tvetydig i et forhold, der dog også rummer hengiven kærlighed bag skænderier og uenigheder. Det er med dette drama som dramatisk motor, at fortællingen folder sig velspillet ud.

For som Lumir finder man altid seværdige Juliette Binoche, der med nærvær og bestemthed indfanger både troværdige frustrationer og oprigtige følelser. Overfor hende finder man det 76-årige franske ikon Catherine Deneuve. Hun besidder en naturlig autoritet som Fabienne, hvor der under den ellers så selvsikre overflade også befinder sig en fin skrøbelighed – blandt andet i mødet med sin egen alderdom.

De to sammen er skøn dramatisk dynamit, der er med til at holde filmen oven vande, selv når fortællingens udfoldelse af og til mister momentum og engagerende fremdrift. Det suger desværre noget af den ellers fine dramatiske tyngde ud af filmen, der heldigvis også har fin dynamisk nerve i familien som helhed og menneskene omkring den. Blandt andre Ethan Hawke som den knapt så succesfulde tv-skuespiller Hank.

’Sandheden’ er altså et fint og lifligt drama, der på overvejende veldrejet vis sætter mor-datter-forholdet i scene, hvor også universelle tematikker som alderdom, død, familie og livet generelt er til stede. Spejlingen mellem filmen, som Fabienne er ved at indspille og hendes eget datter-forhold bliver desværre en kende klodset leveret, men det sagt, så holder Deneuve og Binoche bestemt dramaet fint i vandet.

’Sandheden’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Sandheden’ har biografpremiere den 8. oktober.

’Shorta’ er intens amerikansk politi-action i danske klæder

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg blev med action-thrillere­­­n ’Shorta’ hevet ind i en barsk boligblok og verden af vold, der fik mig til at tænke på de hårdtpumpede politifilm fra USA. Hvor jeg dog elsker genren. Nu går turen til Danmark, der altså leverer en film, som i samme intense vene pumper politi-action ud til sit publikum. Det i danske klæder. Det lykkedes flere gange ret så overbevisende, men desværre ikke helt nok hele vejen.

Filmen følger betjentene Mike og Jens, der kommer helt galt afsted på en ellers almindelig patrulje, da de bevæger sig ind i boligblokken Svalegården. Uroen ulmer nemlig lige under den betongrå overflade. For den 19-årige Talib Ben Hassi ligger i kritisk tilstand på hospitalet efter at have været i politiets varetægt. Så da nyheden om den unge mands død rammer gaden, eksploderer det hele hurtigt i ansigtet på betjentene.

Politimændene får med andre ord brug for at tage benene på nakken, da en gruppe af rasende unge sætter efter Mike og Jens for at hævne Talibs død, hvilket fører til bål og brand i gaden samt hvislende skududvekslinger. Ja, linjerne er trukket hårdt op. De vrede unge over for ordensmagten i stort undertal. Der sniger sig dog heldigvis også en smule nuancer ind i begge af de to grupperinger.

Det er nemlig ikke blot de onde unge versus de gode betjente, her er tale om. Mike er blandt andet, hvad man på kontant vis kunne kalde et usympatisk dumt svin med racismen buldrende i sindet. En magtsyg mand, der gør, hvad han kan for at sætte sig i respekt under dække af sit politiskilt. Jens er derimod den rolige og retskafne, som forsøger at holde Mikes iltre temperament i ave.

Jacob Lohmann og Simon Sears er gode og intenst nærværende som henholdsvis Mike og Jens. Der er god dynamik mellem de to og noget på spil i deres relation, hvor uenighederne sitrer engagerende. Desværre er duoen bare skrevet lige lovligt sort/hvidt. Ja, grænsende til det karikerede. Klichéen om den onde betjent og den gode betjent lever i bedste velgående. Du ved, good cop/bad cop-dynamikken.

Samme nuance-dynamik finder man hos beboerne i boligblokken, hvor de unge knægte og voksne mænd jo ikke alle er ballademagere. Her er også dem, der vil det gode. Dem, der blot forsøger at leve et roligt liv væk fra volden på gaden. Der er desværre bare ikke meget mere at hente i portrætterne end denne dualitet, hvorfor eftertanken også blive en kende letbenet.

Ja, genren har sin del af klichéer. Det har jeg i udgangspunktet ikke noget imod, hvis de blot leveres veloplagt og fortællingen stadig formår at overraske og holde mig fanget. Det lykkedes som nævnt indledningsvis ikke helt. For blandt andet mister katten-efter-musen-jagten lidt for meget af pusten flere gange undervejs, hvilket punkterer mit engagement i fortællingen og de involverede parter.

Hertil kommer et par noget konstruerede plotelementer, der gør min oplevelse med og indlevelse i filmen lidt mekanisk. Det underminerer det ellers ofte overbevisende faste genregreb, som ’Shorta’ besidder i hænderne på den spillefilmsdebuterende instruktørduo Frederik Louis Hviid og Anders Ølholm, der også har skrevet filmen. Men nej, ’Shorta’ falder dog bestemt ikke på røven, men kommer blandt andet takket være politi-duoen og en håndfuld intenst vellykkede scener i pumpende mål.

’Shorta’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Shorta’ har biografpremiere den 8. oktober.

Bill Murray er en charmerende charmør i ’On the Rocks’

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvem elsker ikke Bill Murray? Det gør jeg i hvert fald. For han er da om nogen en både charmerende, karismatisk og morsom skuespiller. Det er hans rolle som faren Felix i Sofia Coppolas komediedrama ‘On the Rocks’ også. Ja, Bill Murray får her lov til at brænde kækt og konstant flirtende igennem i denne virkeligt fint fortalte fortælling om forholdet mellem far og datter.

Ganske vist er Bill Murray svært uimodståelig som Felix, men jeg må bestemt ikke glemme Rachida Jones i rollen som datteren Laura. Den noget mindre flagrende og impulsive datter og mor til to små piger. Da hun imidlertid får mistanke om, at hendes mand har en affære, bliver det starten på Laura og Felix’ jagt på sandheden – naturligvis ledt an af farmand, der får alt i livet til at blive som et eventyr.

For Felix er måske nok charmerende, man han er på samme tid også pisseirriterende. Han kører nemlig også sit eget løb – bekymringsfri og skilt fra Lauras mor. Du ved, fordi han ikke kunne holde sig til kun en kvinde. Det har naturligvis sat sine spor hos datteren og forholdet far og datter imellem. Det selvom de helt klart også elsker hinanden. Ja, det er et ganske engagerende forhold at blive en del af.

Der er denne fine dynamiske energi mellem de to, men frustrationerne lurer også hos Laura lige under overfladen. Det sammen med en vis melankoli og alvor hos Felix, der dog er langt bedre til at gemme sine bekymringer væk. De to sammen er altså både sjovt og skønt selskab, men deres forskelligheder får også lov til at få plads. Nej, der er vel ikke mange far-datter-forhold, der er gnidningsløse?

Instruktør og manuskriptforfatter Sofia Coppola er altså lykkedes med ’On the Rocks’ at lave et let, opløftende og ikke mindst underspillet morsomt drama med to fint forløste karakterer i front, hvor de veloplagte replikker leveres lige så veloplagt og med en troværdig naturlighed. En ubetinget fornøjelse. Filmen er dog ikke uden men’er.

For jeg savner – de ellers fine præstationer til trods – også en smule mere dramatisk tyngde i dramaet for at få både Laura, Felix og deres forhold mere ind under huden. Det føles nemlig til tider lidt for let det hele og den ellers tilstræbte melankoli og alvor ved den mulige utroskab går desværre en kende fløjten. Heldigvis vejer Bill Murray og Rachida Jones op for dette – og nok til, at filmen kommer engagerende i mål.

’On the Rocks’ får 4 ud af 6 stjerner:

’On the Rocks’ har biografpremiere den 2. oktober.

‘The Trial of the Chicago 7′ er et sprudlende retssalsdrama

/i , /af

Biografanmeldelse: Med et veloplagt greb ikke kun om sit hold af umage karakterer, men også selve den historiske fortælling og helt centralt kernen i filmen, nemlig retssalsdramaet, bringer instruktør og manuskriptforfatter Aaron Sorkin historien engagerende til live i den grundlæggende spændende ’The Trial of the Chicago 7’. Filmen er ikke uden fodfejl, men aldrig nok til at dramaet ikke kommer fint i mål.

Publikum bliver taget med til 1968. USA hiver i tusindvis af unge amerikanere ind i Vietnam-krigen, der som bekendt ikke var uden sin del af modstandere. Således bliver en fredelig protest til Demokraternes landsmøde arrangeret, men ender imidlertid med at blive et voldeligt sammenstød med ordensmagten. Efterfølgende bliver otte mænd slæbt i retten for at stå bag optøjerne.

Blandt de af staten anklagede finder man de ret så forskellige karakterer – blandt andet den kække hippie Abbie Hoffman, den ordentlige Tom Hayden og familiefaderen David Dellinger samt den sorte Bobby Seale. Flokken af tiltalte er måske nok enige i kampen imod krigen i Vietnam, men deres forskelligheder gør også, at de er ret så uenige om, hvordan retssagen og deres protest skal gribes an.

’The Trial of the Chicago 7’ er altså i høj grad også et karakterbåret drama, hvor man finder engagerende skuespillere i front. Blandt andet en underspillet morsom Sacha Baron Cohen som Abbie, mens Eddie Redmayne giver den som mere alvorlige Tom. Mark Rylance er de anklagedes rolige, men også bestemte advokat og Joseph Gordon-Levitt er den unge advokat på statens side.

Således bringer skuespillerne engagerende dynamik til dramaet, mens Aaron Sorkins velskrevne replikker fyger veloplagt afsted – det sammen med filmens overordnede flow, der fint forløses sine to timer og ni minutter til trods. Som indledningsvis nævnt, er filmen dog ikke uden fodfejl. Det hele er nemlig noget firkantet skåret, mens overraskelserne i fortællingens udfoldelse kører noget forudsigeligt derudaf.

Det er desværre med til at hive noget af den karaktermæssige tyngde og nerve ud af dramaet, der også momentvis mister flyvehøjde. Selvom det hele måske nok kører lige lovligt snorlige, så er kampen frem og tilbage i retssalen dog ganske spændende at følge – det sammen med de interne stridigheder blandt de anklagede. Derfor er ’The Trial of the Chicago 7’ også overordnet en dramatisk fornøjelse.

‘The Trial of the Chicago 7′ får 4 ud af 6 stjerner.

‘The Trial of the Chicago 7′ har biografpremiere den 1. oktober.

Få promillen medrivende op med Mads Mikkelsen i ’Druk’

/i , /af

Biografanmeldelse: Ifølge en norsk filosof er mennesket født med en halv alkoholpromille for lidt. Indtag af alkohol er derfor med til at åbne sindet og sætte kreativiteten fri. Med afsæt i denne teori kaster fire gymnasielærere sig ud i at have en konstant halv promille i blodet. De fire venner er nemlig på hver deres måde groet mere eller mindre fast i livet, hvorfor der skal ske noget nyt!

De begynder derfor at drikke afmålte mængder af alkohol i løbet af dagen – naturligvis også i arbejdstiden. Resultatet er ret så interessant. Livet synes nemlig nu pludselig meget lettere og arbejdet kører med langt mere overskud. Men, men, men… deres fordrukne forsøg udi alkoholens virkninger får ikke overraskende sin del af konsekvenser for hver af deres liv.

Mads Mikkelsen leder an som historielæreren Martin, hvis ægteskab slår knuder, mens en generel tomhed har indfundet sig i hans liv. Det er derfor også tillokkende at peppe livet op med en halv promille dagen igennem. Mads Mikkelsen har ganske enkelt et ansigt og en tilstedeværelse, jeg ikke kan løsrive mig fra. Han er både skrøbelig, trist og et menneske af nuanceret liv.

I rollerne som de øvrige tre undervisere finder man engagerende modspil af en veloplagt Thomas Bo Larsen, en underspillet morsom Magnus Millang og en til at starte med forsigtig Lars Ranthe. De fire bakker hinanden både morsomt og sine steder helt rørende op. Et dynamisk samspil, der overvejende virker naturligt og troværdigt – fra drukture til mere alvorstunge scener.

Instruktør og medforfatter Thomas Vinterberg er med ’Druk’ altså blandt andet lykkedes medrivende godt med at give sine karakterer levet liv og har samtidig ramt en overvejende fin balancegang mellem det morsomme og tragiske i sin til tider også tankevækkende fortælling, der sætter alkoholkulturen i stævne. Desværre fremstår filmen bare sine steder lidt som en firkantet samtalestarter om alkohol.

Det gør desværre også fortællingen en kendt stiv i det. Noget af filmens ellers fine dramatiske tyngde ryger derfor en kende ud af kurs og mit følelsesmæssige engagement vakler. Heldigvis lever ’Druk’ i høj grad af netop sit mandlige firkløver, deres venskab, forskelligheder og virile drukture. Det kan de sine steder en kende forcerede tematikkers iscenesættelse heldigvis ikke ændre på. Skål!

’Druk’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Druk’ har biografpremiere den 24. september.