Biografanmeldelse: Hold da helt op, hvor er Anthony Hopkins aldeles formidabel i det engagerende drama ’The Father’. Han er magnetisk fra start til slut og umulig at tage øjnene fra. Han bakkes desuden virkelig medrivende godt op af den øvrige rollebesætning, hvor man bl.a. finder Olivia Colman, Imogen Poots, Mark Gatiss, Olivia Williams og Rufus Sewell, hvis roller smyger sig ud og ind af den gribende fortælling.

Man følger i den altdominerende hovedrolle den aldrende Anthony, som nyder sit pensionistliv i sin store lejlighed, der emmer af kultur og levet liv, mens klassisk musik giver genlyd blandt bogreoler og malerier. Han er umiddelbart i fint hopla, men snart bliver jeg klar over, at han ikke er den mand, han engang var. Hukommelsen svigter ham og hans virkelighed opløses stille og stødt.

Anthony husker nemlig ikke rigtigt hvem, der kommer på besøg i lejligheden. Selv datteren Anne kniber det med at holde styr på, hvem er. Anthony vil dog absolut ikke høre tale om at få en plejer til at se efter ham og da slet ikke at skulle på plejehjem. Erkendelsen af, at han er syg, indfinder sig ikke, mens kampen for at holde sammen på sig selv kun tager til filmen igennem.

Netop måden hvorpå fortællingen foldes ud er i sig selv gribende, men også en barsk oplevelse at være vidne til. For jeg kommer her ind i hovedet på Anthony, hvor det er fra hans perspektiv på den smuldrende virkelighed, jeg oplever begivenhederne. Jeg bliver på den måde også selv helt i tvivl om, hvem det er, der dukker op. Fra netop datteren Anne, til ægtemand og den hårdtprøvede plejer.

For når både tiden og virkeligheden slår knuder for Anthony, gør den det også i fortællingens struktur og derfor også for mig. Dette greb er med til at løfte filmen fra, hvad der måske kunne have været en lidt ordinær fortælling til både at skabe et tankerum og samtidig give mig en ret ubehagelig indsigt i Anthonys skrantende psyke, hvor man som sagt finder en forrygende Anthony Hopkins i centrum.

Hopkins skifter brillant fra at være skarp, morsom og charmerende til at være direkte ubehagelig, vred og dybt forvirret. Nuancerne, følelserne og hans blotte tilstede­værelse giver mig et indblik i et helt menneske. Et menneske, der kæmper med sig selv, sin identitet og kampen for at komme overens med, at alderen har sat sine tydelige spor. ’The Father’ er kort fortalt velspillet hele vejen rundt og fortalt forbilledligt.

’The Father’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Father’ har biografpremiere den 10. juni.

Biografanmeldelse: Hvor skal jeg næsten begynde denne anmeldelse af komedien ’Centervagt’? For der er ikke meget at grine ad. Mest af alt falder filmens forsøg på bl.a. fysiske morsomheder, gakkede optrin og timet komik fra hinanden gang på gang i en komedie, der ikke fik mig til at grine. På noget tidspunkt. Det er i grunden en bedrift i sig selv – bare ikke af den gode slags, når det jo er en komedie.

Ganske vist er humor lige så subjektiv en størrelse som en filmoplevelse er det. For mig fungerede bare hverken humoren eller filmen som fortælling. Jeg er ellers både til plat humor, fysiske fjollerier og skøre karakterer, hvilket ’Centervagt’ i stor stil gør brug af. Det hele er desværre bare så klodset sat i scene, at komikken udebliver – selv den ufrivillige. Det er mest af alt en pinagtig affære at overvære.

Men hvad handler ’Centervagt’ i grunden om? Jo, man følger sikkerhedsvagterne Glen og MC i et økonomisk skrantende shoppingcenter. Chefen skal derfor fyre en af de to, men lader det være op til vagt-duoen at bestemme hvem. En umulig opgave. Men så får den ellers vattede Glen en idé. For hvorfor ikke selv stjæle en smule fra centret, så chefen kan se, at der faktisk ER brug for begge vagter? som sagt så gjort!

Der er således lagt op til sjov, ballade og ufortyndet komediesjov med Rune Klan som Glen og Josephine Park som den cool MC, hvor Glen ikke kun skal slås med at beholde sit job, men også med en hemmelig forelskelse i den skarpe MC. Denne situation besværliggøres kun yderligere, da supervagten og charmøren Patrick hives ind for at hjælpe med at fange tyven aka Glen iført et ”fjollet” ninja-kostume.

Der opstår bare aldrig nævneværdig komisk kemi mellem vagterne. Rune Klan gør bl.a. ellers, hvad han kan. Han ifører sig et skørt søstjerne-kostume, viser sin bare røv og ikke mindst slår sig gul og blå. Det hele er desværre leveret med så slatten komisk tæft i manuskript, klipning og filmisk set-up og pay-off, at intet fremkalder blot et uskyldigt kluk hos mig. Jeg elsker ellers bl.a. at se folk slå sig komisk på film.

Instruktør og manuskriptforfatter Rasmus Heide har ellers forsøgt helgarderet sig ved også at hive en ellers morsom Martin Brygmann og en dejligt deadpan Kirsten Lehfeldt ombord på den synkende skude. De to komiske sikkerhedsnet bukker dog under for filmens forudsigelighed og gennemtyggede komikklichéer. Selv min komiske favorit Charter McCloskey kan ikke stille meget op med et slapt og sløvt manuskript.

Rune Klan får heller ikke meget komikguld at arbejde med i det flade manuskript, hvor selv den ellers søde romantiske sidehistorie falder hult til jorden. Det har ovenikøbet været komisk forgæves for Rune Klan at spise en ulækker larve samt blive slået i gulvet af en penis-skulptur. Komedien forsøger ganske enkelt at spille på en rig flok af komikheste. Fra ulækker mad og bøvser til falden-på-halen-sjov. Intet fungerer.

’Centervagt’ er altså kort og kontant en komedie, der ikke er sjov. Jeg har ellers intet imod bl.a. klichéer og plathed i en komedie, men når det ikke lykkedes at fremtrylle bare ét grin hos mig, står jeg med et styk yderst flad komedie-fuser. Jeg håber i det mindste, at holdet bag har haft det sjovt. Desværre er det bare ikke lykkedes nogen – foran eller bag kameraet – at sparke komisk liv i dette døde komik-kadaver.

’Centervagt’ får 1 ud af 6 stjerner:

’Centervagt’ har biografpremiere den 10. juni.

Biografanmeldelse: Jeg kendte ikke til historien om kunstneren Tove Jansson, der har skabt de elskede mumitrolde samt de øvrige karakterer i det magiske univers. Med det livlige drama ’Tove’ kommer jeg med ind på livet af en kvinde, der er vild med livets mange kringelkroge. Ja, livet er for hende som et stort fantastisk eventyr, der skal udforskes. En glæde og fantasifuldhed, der smittede medrivende af på mig.

Tove er nemlig en kvinde, det er svært ikke at holde af og med, når hun kæmper både med at træde ud af sin succesfulde kunstnerfars skygge og dømmende blik, videre til kampen for selv at skabe sig en karriere som kunstner i egen ret. Jeg kommer således med ind i de kunstneriske kredse i efterkrigstidens Helsinski, hvor der både festes, danses og drikkes, men også kæmpes for penge til dagen og vejen.

I centrum for det hele finder man altså den livsglade Tove, der også kæmper en indre og ydre kamp med sin kunst kontra hendes mumitrolde-univers, som omverdenen og Tove selv ikke betragter som kunst. Men da Tove møder teaterinstruktøren Vivica Bandler, får hun opmuntrende ord med om de fantasifulde skabninger og finurlige historier. Både Vivica og den frisindede Atos Wirtanen bejler dog om Toves hjerte.

’Tove’ er på flere måder en fint engagerende film om kampen med både kunsten, kærligheden og at turde stole på sig selv og ens indre stemme. Det alt sammen nærværende forløst af blandt andet og netop skuespillerinden Alma Pöysti i den altoverskyggende titelrolle. Hun er et livligt livstykke, der både med sarthed og råstyrke går fantasifuldt gennem livet med alt, hvad det har at tilbyde af skønhed og modgang.

Det er svært ikke at blive grebet af hende og hendes historie, mens der også skabes et ganske charmerende tidsbillede af det spruttende kunstnermiljø med alt, hvad det betyder af fester og intern konkurrence. Krista Kosonen skal også fremhæves for en insisterende skildring af Vivica, mens Shanti Roney er både venlig og empatisk som Atos, der er med til at sende Tove ud i sin kærlighedssplittede situation.

’Tove’ er kort fortalt et ret så fint fortalt drama, der tager ok nuanceret livtag med den livsglade, men også splittede kvinde og kunstner Tove Jansson, hvor man i drypvise indspark filmen igennem ser mumitroldenes finurlige verden komme til live. Det er derfor også til at leve med, at fortællingen måske nok går en noget konventionel vej gennem sit portræt, der af og til også mister en smule medrivende momentum.

’Tove’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Tove’ har biografpremiere den 3. juni.

Biografanmeldelse: Hvem er Cruella de Vil egentlig? Eller måske rettere, hvordan blev den fashionable skurkinde til den, hun er? Det forsøger filmen ’Cruella’ at finde ud af, når den fortæller historien om den sort og hvid-hårede tøjdesigner, som man kender fra Disneys ’101 Dalmatinere’. I den rebelske titelrolle finder man en cool Emma Stone, der desværre ikke har et videre interessant manuskript at arbejde med.

Det hele starter ellers ganske veloplagt med Cruellas fødsel, videre til at, man følger hendes første unge år som oprørsk skolepige med to sider – den artige Estella og så den meget mindre artige Cruella. Det er kampen mellem de to sider, som vores titelkarakter kæmper med filmen igennem, hvor en anden central konflikt er at finde i hendes rivalisering med den legendariske tøjskaber Baronesse von Hellman.

Der er bare aldrig for alvor nok dramatisk drivkraft i denne kamp om tronen som den bedste modeskaber, hvorfor også en stor del af filmens momentum fiser ud af de momentvise – trods alt – heftige scener med en energisk og dynamisk Emma Stone i front som den egenrådige kvinde Cruella, der har sin gang i 1970’ernes vilde London, hvor punken banker energisk på døren – ikke mindst i Cruellas tøjdesigns.

Fortællingen om Estellas forvandling til den yderst fashionable og desuden hævngerrige Cruella bidder bare ikke rigtigt fra sig. Både fortællingen, de dramatiske knudepunkter og ikke mindst titelkarakteren forbliver ufarlig. Det er virkelig en skam, at filmen ikke har turdet at omfavne mere af den veloplagte vildskab og ondskab, der ellers er på spil hos Cruella og hendes indre kamp mellem det gode og det onde.

Desuden – og uden at afsløre noget – er indblikket i Cruellas psykologi og motivation for sin forvandling ret så unuanceret. Det selvom her gemmer sig et par overraskelser undervejs. Det egentlige trækplaster er altså Emma Stone som Cruella, de mange spektakulære outfits og ikke mindst filmens formidable brug af musik, der bl.a. tæller numre af Supertramp, The Doors, Queen, Blondie og The Clash. Skønt!

Emma Thompson leverer en hæderlig, men også noget generisk præstation som Cruellas modenemesis Baronesse von Hellman. Det er virkelig en skam, at de to kvinders duellering ikke har mere saft og kraft. Det er ellers Craig Gillespie, instruktøren bag den fandenivoldske ‘I, Tonya’, der instruerer. Samme uhæmmede energi finder man ikke her, men derimod en film, der på trods af en skurk i centrum forbliver ufarlig.

’Cruella’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Cruella’ har biografpremiere den 28. maj.

Biografanmeldelse: Der er nu ikke noget så herligt som et benbrækkende godt slagsmål på film. Det er præcis, hvad den blodige øretæve ’Nobody’ leverer i hobetal, når først den passive tøffelhelt af en familiefar Hutch ser rødt. Hverdagens kedelige trummerum kører ellers i hamsterhjulsring for Hutch og familien, hvor forholdet til hustruen Becca er så slapt som en våd bananskræl.

Men en nat, da familien udsættes for et groft hjemmerøveri, tændes der et nyt liv i den ellers grå farmand. Starten på en ny livsindstilling tager således form i takt med, at Hutch deler øretæver ud på blodknusende vis, mens hævnen ulmer i familiefarens knyttede næver jo længere ind i den kriminelle underverden, han kommer i jagten på brutal forløsning.

Ja, historien er klichéfuld og set et hav af gange før. En mand ser rødt og søger hævn. Det er sådan cirka afsættet for den yderst medrivende og benbrækkende actionfilm. Humoren er desuden også knogleknusende sjovt på banen, hvor bl.a. Hutch med deadpan-mimik og et underspillet smil på læben står i komisk kontrast til de i den grad eksplicitte tæv, han deler ud af.

Ja, jeg smider forsvarsløst logikken overbord i det tiltagende actionridt, der smyger sig intenst afsted fra den ene håndsmadrende og tandforslåede slåskamp til den næste. Bl.a. står et slagsmål udført i en trang bus’ indre stærkt frem. Her spiller lydsiden også en betydningsfuld del af scenens energiske og engagerende hele. Filmmusikken slukkes nemlig, så kun lydene af knoglebrud og knyttede næver mod kæber høres. Et effektivt eksekveret greb. Av for pokker!

I rollen som den passive familiefars forvandling til rasende hævner, finder man Bob Odenkirk, der fint portrætterer både blødsødenhed, men i høj grad også den aggressive stålvilje, som indtager ham. Han er – som filmen i øvrigt – et stærkt bekendtskab. At skurkegalleriet så er generisk og fortællingen set før ødelægger heldigvis ikke min oplevelse med filmens hårdt potente øretæver.

Det er kort fortalt de kraftfulde action-eskapader, der er filmens helt store stjerne – og den skinner klart. Blodigt og brutalt! Instruktør Ilya Naishuller lykkedes i den grad med virile kampe, der fint fortælles med tungen lige i munden og en veloplagt sort humor som underlag. En herlig forening i en film, der ligeledes er skåret skarpt ind til benet med en spilletid på halvanden times effektive minutter. Kapow!

‘Nobody’ får 4 du af 6 stjerner:

‘Nobody’ har biografpremiere den 20. maj.