Biografanmeldelse: Jorden er stadig under belejring af de glubske og yderst lydfølsomme monstre, som vi mødte i den første film fra 2018. Nu er de tilbage i opfølgeren ’A Quiet Place 2’. Det samme er Emily Blunt som moren Evelyn, der med sine to teenagebørn og en nyfødt baby fortsat må gøre alt, hvad de kan for ikke at blive slagtet af monstrene, der dukker op ved selv den mindste lyd.

Således leverer instruktør og manuskriptforfatter John Krasinski både medrivende monster-action og intens stilleleg i et univers, hvor den lille familie nu forlader deres – inden bæsternes angreb i ’A Quiet Place’ – ellers rolige landejendom i en søgen efter andre overlevende. Mere vil jeg ikke røbe om plottet, da blandt andet netop familiens neglebidende rejse ud i en øde verden bedst opleves som et blankt lærred.

Det er dog en god idé at have set den første film, da fortællingen udspiller sig i direkte forlængelse af den og med flere referencer til gyset fra 2018. I denne omgang er der imidlertid skruet en del op for det voldsomme monster-rabalder. Heldigvis er det i den grad både medrivende og velinstrueret foldet ud. Man får desuden også for universet sin del af scener, der spiller på lyden og manglen på samme.

Netop legen med lyd er virkelig velbrugt og fungerer blandt andet som fin modvægt til de mere spektakulære og larmende scener, hvor monstrene river mennesker itu. For modsat den første film, der foregik på én location, nemlig familiens gård, bevæger de sig som nævnt nu ud i verden, hvor farerne på ny truer om hvert et hjørne. På den måde er her også en noget anden fortællermæssig struktur.

Den engagerende film deler sig nemlig op i parallelle fortællerspor. Det er både et interessant greb, da der her krydsklippes delvist vellykket mellem sporene. Men det er også et greb, der desværre en smule undervejs punkterer den ellers fint tiltagende intensitet. Det sagt, så tager det dog ikke noget fra de enkeltstående scener, der som nævnt er både medrivende og neglebidende intense.

Hertil kommer en stærk og nærværende præstation af Emily Blunt som moren, der må og vil gøre alt for at beskytte sine børn, der spilles troværdigt af henholdsvis Noah Jupe og Millicent Simmonds, som i særdeleshed brænder engagerende igennem som den døve datter. Man møder denne gang også en anden overlevende i skikkelse af Cillian Murphy, der bidrager fint til fortællingen med ny og dynamisk energi.

’A Quiet Place 2’ får 4 ud af 6 stjerner:

’A Quiet Place 2’ har biografpremiere den 1. juli.

Biografanmeldelse: Man skal huske at drømme. Man skal ikke give slip på sine drømme. Men vigtigst: Man skal handle på og gå efter sine drømme. Man skal gå derhen, hvor hjertet bærer en. Netop det er, hvad den aspirerende forfatterinde Joanna gør – eller rettere forsøger på i ’My Salinger Year’, der er baseret på den sande historie om den unge kvinde, som flytter til New York i 90’erne for at søge lykken.

Det skal naturligvis vise sig at være noget sværere end som så at indfri forfatterdrømmen. Men døren synes nu alligevel at stå på lovende klem, da hun bliver ansat som assistent for den litterære agent Margaret, som har den legendariske forfatter og mystiske eneboer J. D. Salinger i sin stald. Joanna får dog ikke her forløst sine forfatterdrømme, men bliver i stedet ansat til at tage sig af fanposten til Salinger.

Hun skal dog ikke videregive de mange og personlige fanbreve til den aldrende forfatter, men derimod blot besvare dem med korte standardsvar, hvor det gøres klart, at Salinger ikke tager imod den slags henvendelser. Således flyttet til den mægtige storby er Joanna trådt bare en smule ind i de hellige haller, hvor hendes egne drømme trues med at ryge ud med badevandet til fordel for det noget trivielle job.

Så let giver Joanna nu bestemt ikke op på sin egen forfatterstemme, hvorfor hun nu udtænker en plan hvormed, hun kan få kreativt afløb for sine skriverier. Således er der med den søde, sjælelige og menneskelige ’My Salinger Year’ sat et på flere måder følelsesfint og veloplagt drama på skinner, hvor man i førerhuset på den smukt fotograferede fortælling finder en hele vejen skøn Margaret Qualley.

Hun alene er hele filmen værd, da hun med nærvær, smittende sødme og charmerende schwung forløser rollen som den drømmende og målrettede Joanna. Et portræt af en kvinde med en drøm, der går på kanten af at briste. Ikke nok med det, så bakkes Margaret Qualley engagerende op af sine medspillere. Ikke mindst Sigourney Weaver som den bestemte, men også underspillet omsorgsfulde Margaret.

Der er virkelig god dynamisk energi mellem de to kvinder, som befinder sig i hver sin ende af livet. Videre er der en velcastet Douglas Booth som Joannas selvoptagede forfatterkæreste, mens bl.a. Brían F. O’Byrne og Colm Feore bidrager med forførende menneskelighed i mindre roller. ’My Salinger Year’ er ganske enkelt et besnærende drama, der med fin lethed tager livtag med bl.a. det at turde drømme.

’My Salinger Year’ får 4 ud af 6 stjerner:

’My Salinger Year’ har biografpremiere den 1. juli.

Biografanmeldelse: Den svære kærlighed bruser billedberigende i Wong Kar-Wais ’Happy Together’ fra 1997. Man følger her det passionerede, men også problemfyldte forhold mellem Ho Po-wing og Lai Yiu-fai, der gang på gang går fra hinanden og finder sammen igen. De rejser her fra Hong Kong til Argentina for at finde retning i livet og måske endda hinanden – sådan for alvor.

Det er med smittende energi, at den dragende fortælling om de to mænd folder sig ud og griber mig om struben – dog primært visuelt. Her får filmfotograf Christopher Doyle nemlig spundet en livlig, sitrende og bevægelse billedside sammen, der med bl.a. håndholdt kamera og helt svimlende bevægelser fornemt matcher den ligeledes svimlende kærlighedsfortælling.

Følelserne bruser ganske vist mellem Ho Po-wing og Lai Yiu-fai, men de tager desværre aldrig sådan for alvor fat i mig, hvor også historien bølger en kende frem og tilbage i samme kærlighedsspor. Heldigvis stikker fortællingen dog også af i ganske overraskende retninger mellem de to, hvilket på ok engagerende vis holder mig fortsat interesseret i de to stridende kærlighedsfugle.

Selvom det for mig ganske vist mest er den både medrivende hektiske og smukt komponerede billedside med alt fra tilrøgede barer, gult belyste gader og patinafyldte lejligheder, så er både Leslie Cheung og Tony Leung virkeligt gode og giver fortællingen levet liv, nerve og nærvær – både hver for sig, men særligt sammen, hvor forholdet og lidenskaben slår de famøse filmiske gnister.

Det er måske nok en lille, men heldigvis også følelsesmæssigt nuanceret kærlighedsfortælling, som Wong Kar-Wai med stor energi skyder både energisk fortumlet og visuelt forførende afsted mod både mine øjne, ører og mit hjerte. At jeg så primært gribes af filmens legende visuelle univers er lidt en skam, når nu der ellers både er smæk på de store følelser og nærværende præstationer af de to mænd i front.

Kort fortalt er ’Happy Together’ et billedsmukt ridt ind i den svære kærlighed, der berusende bruser frem og tilbage mellem to søgende og rodløse sjæle portrætteres med troværdigt liv af Leslie Cheung og Tony Leung. Så selvom jeg måske nok ikke sådan fuldbyrdet løftes ind filmens følelsesliv, vil jeg anbefale, at man bevæger sig ind i biografens magiske mørke for at opleve denne repremiere.

’Happy Together’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Happy Together’ får repremiere den 24. juni.

Biografanmeldelse: Det er den brutale natur mod det udsatte menneske i den rå overlevelsesfilm ’Hunter Hunter’. En glubsk ulv er nemlig på farlig færde, hvorfor en lille familie, der bor i den canadiske vildmark, må tage deres forholdsregler, hvis de skal overleve den dødsensfarlige ulv, som har gjort sit indtog i det område af den viltre skov, hvor familien ernærer sig som pelsjægere.

Den forknytte far Joseph, hans seje hustru Anne og deres unge datter Renée er således udfordret ikke kun af ulvens skarpe tænder, men også af et pelsmarked, der kun går dårligere og dårligere. Det er et barsk liv, de lever, hvorfor der også er intern splid i familien. Anne ser nemlig ikke nødvendigvis den fremtid i livet som pelsjæger langt fra civilisationen, som hendes mand gør.

’Hunter Hunter’ har således en dramatisk midte i den lille familie, hvor ikke mindst Camille Sullivan som den stærke Anne er et ganske engagerende bekendtskab uden dog helt at bide sig følelsesmæssigt fast i maven på mig. For desværre lykkedes det ikke helt at få mig investeret i det menneskelige drama og hver af karakterernes udfordringer – indre som ydre. Hertil er de ikke skrevet helt godt nok.

Derimod rives jeg flere gange godt med rent fysisk af filmens intense og spændende scener. Instruktør og manuskriptforfatter Shawn Linden har nemlig et noget bedre greb om at opbygge spænding og snigende intensitet, end det at skabe helstøbte karakterer. Det sagt, så er familien trods alt fint nok beskrevet til, at jeg holder med dem, når først helvede bryder løs.

Det der dog gør ’Hunter Hunter’ det mere interessant end, hvad præmissen med ulv-versus-familie angår, skal ikke afsløres her. Jeg vil dog sige så meget som, at Shawn Linden på en interessant måde leger med mine forventninger til fortællingens udfoldelse. Så selvom finalen måske nok stikker mere eksplicit af end den øvrige fortælling helt kan bære, så er der også en styrke i dette brutale modsætningsforhold.

Kort fortalt leveres der med ’Hunter Hunter’ en film og fortælling, der lever bedst gennem sin intensitet og flere spændende scener, mens selve dramaet i familien står mindre skarpt, hvorfor mine følelser da heller ikke blev revet videre med af den rå og vilde historie, der trods alt og helt bestemt disker op med godt tænkte udfordringer af genrens konventioner og mine forventninger til, hvad filmen kan og vil.

’Hunter Hunter’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Hunter Hunter’ har biografpremiere den 17. juni.

Biografanmeldelse: Jeg bliver overøst med det ene dragende, nedtonet triste og forførende billede efter det andet i Roy Anderssons billedbrillante ’Om det uendelige’. Her bliver jeg nemlig først fornemt og i et adstadigt tempo igennem en lang række af stilistisk stillestående indstillinger, hvor scener fra diverse menneskeskæbner folder sig roligt, sorthumoristisk og sørgmodigt ud.

Her er vel overordnet tale om en art refleksion over selve livet. Både de helt store linjer som død, ødelæggelse og krig, mens der også i glimt er plads til kærligheden og troen på Gud – eller mangel på samme. Videre bliver det også til de mindre øjeblikke i livet, såsom en grotesk tur til tandlægen, en beruset præst og en akavet rødvinsbetjening. Jeg kan ikke andet end at gribes, forføres og hengive mig til scenerne.

Hverdagens trummerum har måske nok fortrinsret i de visuelt velbalancerede billedkompositioner, men der hænger en konstant slags følelsesmæssig tåge over de medvirkende, der mestendels både taler og bevæger sig som søvngængere med helt zombielignende tilstedeværelse. Det sammen med scener af surrealistisk karakter – bl.a. et svævende kærestepar – giver en herligt bizar grundstemning.

Det er med den lange række af nærmest helt billeddirrende karakter i nedtonet farveskala, at Roy Anderssons tableauer af livet med en både finurlig, absurd og underfundig humor sætter sig i kroppen på mig. Jeg bliver måske nok ikke som sådan følelsesmæssigt grebet af de medvirkendes liv og skæbner. Det er mere gennem selve billederne, at filmen får engagerende og af og til helt hjerteskærende liv.

Det er med andre ord de mesterligt komponerede billeder og de forskellige situationer, som giver filmen pondus og nerve. Det sammen med måden, hvorpå scenerne på fornem vis afløser hinanden med en rolig fortællerstemme, der dukker op undervejs, giver mig engagerende adgang til det grålige og gribende, unikke og universelle univers.

’Om det uendelige’ er kort fortalt en billedskøn fortælling om det store og det små i livet, der i Roy Anderssons vanligt betagende stil og underspillede humor, tager mig med på en rejse, der både rummer det smukke, det grumme og det melankolske i livet. Jeg blev ganske enkelt henført til et nærmest parallelt univers, der dog ekkoer virkeligheden uden for filmens sælsomme univers.

’Om det uendelige’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Om det uendelige’ har biografpremiere den 17. juni.