Biografanmeldelse: KAPOW! Ja, der er virkelig smæk på de vilde action-optrin, kulørte WTF-øjeblikke og blodigt splattede drab i ’The Suicide Squad’. Det er en sand fornøjelse! Man følger nemlig her et hold af antihelte med hver deres unikke egenskab – den ene mere gakket end den anden. Alt fra polkaprikket nedskydning og rottefænger-evner til en talende haj på to ben. Skønt, skørt og charmerende.

Historien er måske ikke just det helt store trækplaster. Men filmens i udgangspunktet ret simple præmis fortælles ganske enkelt bare pokkers veloplagt med nok at medrivende scener og overraskende overraskelser undervejs til, at jeg slugte hele det kaotiske bæst af en farveladefilm råt. Nå, men det var den der præmis. Holdet af antihelte – eller faktisk skurke, om man vil – sendes ud på en farlig mission.

Det er dog mod deres vilje, at de skal sætte livet på spil. Men de gør det fordi, de ellers fængslede skurke, kan få nedsat deres straf. Således takker gruppen ja til at begive sig mod den fjendtlige ø Corto Maltese, hvor de møder et væld af skydegale modstandere på deres mission for at destruere en lyssky facilitet, der huser måske selveste Jordens undergang.

Det er bl.a. i rækken af vilde karakterer, at ’The Suicide Squad’ river mig med. Her møder man eksempelvis to ekspertskytter, den seje Bloodsport og den godhjertede Peacemaker. Holdet består endvidere af den evigt soveglade Ratcatcher 2 samt den der talende haj og ikke mindst Harley Quinn. En yderst umage gruppe, hvis indbyrdes forhold og stridigheder er replik-fornøjeligt forløst.

Idris Elba er med forknyt mine den rå leder Bloodsport, mens John Cena er underspillet sjov som hans skudsikre modstykke Peacemaker. Margot Robbie er atter en fornøjelse som den vanvittige Quinn og så er selveste Sylvester Stallone stemmen bag den muskuløse haj. Sammen udgør de et svært uimodståeligt hold af antihelte, jeg ikke kunne andet end at heppe på hele vejen.

Desværre er Quinn noget amputeret i fortællingen et stykke af vejen, hvor den øvrige gruppe er mere vellykket sammentømret. Hertil kommer, at hovedskurkene ikke er nær så karismatiske som vores helte, hvilket af og til udgør en lidt halvflad modpart. Det sagt, så er der absolut nok af medrivende schwung på holdet, selvom spilletiden også er lige en kende for lang for filmens eget bedste. Men ja, et klart KAPOW!

’The Suicide Squad’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Suicide Squad’ har biografpremiere den 5. august.

Biografanmeldelse: Jeg elsker et godt whodunit-mysterie. For det at gætte med på, hvem der mon er morderen, er virkelig sjovt. Altså så længe mysteriet leveres både spændende, velfortalt og veloplagt. Det er netop tilfældet med gyserkomedien ’Werewolves Within’, der netop folder et dejligt dragende og engagerende mordmysterie ud. Jeg gættede med fra start til slut!

For kortene holdes tæt ind til kroppen, når man her følger en broget flok af karakterer, der alle bor i en lille provinsby langt ude i ingenting. Da en voldsom snestorm imidlertid afskærer byen fra omverdenen, går det dog snart fra slemt til værre. Det viser sig nemlig, at en glubsk varulv lusker rundt og farer frem fra mørket for at dræbe løs, når ingen ser det. Snart begynder den vilde gætteleg: Hvem er mon varulven?

Således er der lagt op til en god gammeldags gætteleg på, hvem der mon er den brutale morder blandt et umage ensemble af alt fra beskidte særlinge til godmodige karakterer. Samtidig foldes historien velfortalt ud i én klaustrofobisk location – den lille by – omringet af snedynger, der sikrer, at ingen kan undslippe den farlige situation, mens spændingen blot tager intenst til efterhånden som natten skrider frem.

Udover det veliscenesatte mordmysterie af instruktør Josh Ruben, så er her også tale om et veloplagt og vittigt manuskript af Mishna Wolff, der skarpt bringes til komisk og gysende live af filmens alsidige rollebesætning. Det er nemlig en fornøjelse at se gruppen af medvirkende ping ponge på kryds og tværs, hvor både forskelle og interne stridigheder forløses engagerende.

Man møder bl.a. den nytilkomne og overflinke skovbetjent Finn Wheeler, der spilles elskeligt af Sam Richardson, mens man overfor ham finder det charmerende postbud Cecily Moore i skikkelse af en kvik Milana Vayntrub. Videre er der både en skydegal forretningsmand, et ret så tosset kærestepar og en hysterisk brugskunstelsker med flere. Et skønt ensemble at følge og gætte løs med.

’Werewolves Within’ er baseret på computerspillet af samme navn og er altså for en gangs skyld en vellykket film baseret på et computerspil. Ja, kort fortalt et solidt stykke med whodunit-spænding sat i gyserkomediens rammer, hvor humoren vinder over gyset, som dog ikke udebliver, når varulven slippes løs. Så selvom mysteriets ender måske ikke flettes lige elegant sammen hele vejen, bæres det hele engagerende frem af det veloplagte cast, den velskrevne dialog og op til flere intense scener.

’Werewolves Within’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Werewolves Within’ har biografpremiere den 29. juli.

Biografanmeldelse: Vi kender alle klichéen om udkantsdanmark versus København. Bønder versus akademikere. Kødspisere versus veganere. Bøvet rock versus snobbet kunst. Jo Nesbø versus finlitteratur. Traditioner versus nytænkning osv. osv. Det er netop sammenstødet mellem jyder og københavnere, der er det absurdkomiske knudepunkt i det sorthumoristiske drama ’Hvor kragerne vender’.

Vi møder således her forfatterinden, der har skiftet navn fra Laura til Irina, som vender hjem fra Københavns kunstnerliv til sin hjemstavn i Jylland, da hendes bror Jannik skal giftes. Irina flygtede ellers i sin tid fra landet til storbyen, så snart hun kunne komme til det. Hun har i den grad taget afstand til sin fortid og efter hendes ord forfærdelige opvækst, hvilket hun netop har skrevet en bog om.

Nu er tiden så kommet til, at hun efter mange år og uden megen kontakt til familien skal til bryllup. Der er bare lige det ved det – udover, at hun ikke kan udstå landet – at Jannik viser sig at skulle giftes med Irinas mobber-nemesis fra barndommen, Catrine. Det bliver starten på et klichékomisk sammenstød mellem to meget forskellige kulturer. Det er netop i de veletablerede forskelle, at komikken udspringer fra.

Det er desværre bare småt med de mere nuancerede komiske situationer og personopgør. Jokes og situationskomik kommer derfor også til at fremstå noget triviel og forudsigelig. Heldigvis er bl.a. miljøbeskrivelsen af det lille jyske samfund ramt godt med bryllup i laden, den mutte far og de store vidder. Endvidere er der mange virkeligt fine præstationer fra den velcastede rollebesætning.

I front finder man Rosalinde Mynster, der får fine nuancer ud af sit kunstnerportræt som Irina, mens der er en drenget naturlighed over Adam Ild Rohweder i rollen som Jannik. Troværdigheden er også fint til stede hos Anne Sofie Wanstrup som den mobbende Catrine, der desværre er skrevet en kende for psykologisk karikeret til rigtigt at røre, hvilket er tilfældet med flere af filmens karakterer.

Mine forbehold og kritikpunkter til trods, så lykkedes ’Hvor kragerne vender’ også flere gange at ramme hovedet urkomisk på sømmet, hvad angår forskelle samt også menneskelige ligheder mellem Jylland og København. Skuespillerne er endvidere med til at løfte den en kende forudsigelige fortælling op til et andet og sine steder helt rørende niveau.

’Hvor kragerne vender’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Hvor kragerne vender’ har biografpremiere den 22. juli.

Biografanmeldelse: Det er med dragende billeder i sort/hvid af fotograf Andrey Naydenov, at den både brutale og visuelt smukke ’Kammerater!’ tager sit dramatiske livtag i mig. Året er 1962 og vi befinder os i Sovjetunionen. Kommunismen har sit tag i befolkningen, hvor det en dag dog går helt galt ved en strejke i byen Novocherkassk. En fatal begivenhed, der er baseret på en grufuld sand historie.

På en lokal fabrik stables der nemlig en arbejdsstrejke på benene, hvor det ender med, at ordensmagten skyder med skarpt og dræber flere af demonstranterne. Massakren forsøges efterfølgende hemmeligholdt af staten. Bl.a. skal byens befolkning skrive under på, at de aldrig vil tale om den frygtelige hændelse, mens der også lægges ny asfalt for at skjule blodsporene efter de døde.

I centrum for fortællingen finder man Lyudmila, der er et betroet medlem af kommunistpartiet og lodret imod oppositionen. Dette forhold bliver der dog rykket ved, da hun er førstehåndsvidne til nedskydningerne, hvor de mange lig i al hemmelighed efterfølgende bliver kørt ud af byen og begravet. Lyudmila begynder nemlig at tvivle på det kommunistiske projekt i kølvandet på blodbadet.

Den russiske film fortælles på den måde gennem Lyudmilas øjne og sind, hvor jeg ikke kun gennem hende, men i høj grad også via en dragende miljøbeskrivelse bringes tilbage til Sovjetunionen anno 1962. Jeg får her et glimt af en fortid – også før tragedien indtræffer – hvor bl.a. madprisernes stigning er med til at puste til gløderne under utilfredsheden hos oppositionen.

Der er altså flere interessante og evigt relevante tematikker i spil. Centralt bl.a. hvor tro, man skal være overfor statsmagten kontra egne tanker. Denne splittelse er fint beskrevet gennem Lyudmila, der spilles nærværende og intenst af Yuliya Vysotskaya. Men på trods af tematikkerne og en stærk hovedrolle, griber filmen mig desværre ikke rigtigt om følelserne, men mere om en rationel indignation.

Jeg kommer aldrig helt ind, hvor det gør ondt i følelserne, men oplever meget filmen som ren observant. Det kan måske bl.a. tilskrives mangel på bedre portrætterede relationer, mens også kommunist-kritikken er lige firkantet nok. Filmen mister derfor også af og til sit greb i mig. Heldigvis holdes ’Kammerater!’ oppe af miljøbeskrivelsen, der for mig bliver filmens stærkeste kort sammen med scenerne fra massakren.

’Kammerater!’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Kammerater!” har biografpremiere den 15. juli.

Biografanmeldelse: Det kan være svært at tage de første store skridt ind voksenlivet. Det at flytte hjemme fra mor og fars trygge rammer. Det er blandt andet netop det, teenageren Alex skal i den romantiske og fint morsomme ’S#!%house’. Han er nemlig førsteårsstuderende på college, hvilket ikke kun betyder et farvel til barndomshjemmet, men også det at være langt væk fra vennerne og sat i helt nye omgivelser.

Det er ikke nogen nem ting for den noget tilbageholdende Alex med denne overgang ind i et nyt livskapitel. Det gør det ikke just nemmere for ham at se, hvordan alle omkring ham øjensynligt trives med collegelivet, masser af nye venner og vilde fester. Ensomheden og savnet til sin familie gnaver mere og mere i Alex, men måske det hele bliver lidt lettere en lun sommernat til en af skolens mange fester?

Der er nemlig fest i det såkaldte ’Shithouse’ og Alex beslutter sig for at deltage. Her møder han den medstuderende og noget mere udadvendte Maggie. Det bliver starten på en tur ud i sommernatten, hvor romantikken så småt begynder at spire mellem de to i en på en gang både let, dyb og eftertænksom samtale, der dynamisk bølger mellem de to på denne helt magiske nat.

’S#!%house’ er på den måde i høj grad Alex og Maggies film og fortælling. Her finder man henholdsvis Cooper Raiff og Dylan Gelula i de to roller, som de hver især skildrer med naturlig lethed og troværdig nerve. Det gælder både i de vidtløftige øjeblikke, men også når alvoren og den dramatiske tyngde indfinder sig. De er virkelig gode sammen, hvor den der eftertragtede filmkemi bestemt opstår.

Det er desuden Cooper Raiff, der endvidere både har skrevet og instrueret filmen. Han rammer virkelig fint rækken af følelser, der følger med til livet som ’næsten voksen’, hvor der sker en masse nyt – både i ens indre, men bestemt også, som tilfældet er her, i de ydre omgivelser. Studielivets vildskab, kådhed og bekymringsfrie levevis rammes fint, men bedst er dog samspillet mellem netop Raiff og Gelula.

Desværre mister den ellers veloplagte fortælling og ligeledes veloplagte dialog lidt momentum undervejs, hvor mit følelsesmæssige engagement også siver lidt ud mellem sidebenene. Heldigvis lever ’S#!%house’ også virkelig fint af netop sin sommernatsstemning og ungdommelige miljøskildring, der altså overbevisende supplerer dramaet mellem Alex og Maggie.

’S#!%house’ får 4 ud af 6 stjerner:

’S#!%house’ har biografpremiere den 8. juli.