SHOPLIFTERS: Japansk familie af småsvindlere er både hjertelig og smertelig

Biografanmeldelse: Hvad betyder det egentlig at være en familie, hvornår er man en familie og kan man selv bestemme det? Det er nogle af de universelle og relaterbare spørgsmål, det japanske drama ’Shoplifters’ bringer smukt, eftertænksomt og indtagende til live. Man følger nemlig her en lille og økonomisk trængt familie, der småhustler sig igennem dagen og vejen.

En dag finder familien en lille forsømt pige i deres by. De vælger af et omsorgsfuldt hjerte at tage barnet til sig. Hun bliver således snart en del af familien og lærer her de samme tricks til at klare hverdagen – som familiens unge søn har gjort det før hende. Det er således deres stille, men også stressfyldte liv, og familiemedlemmerne, der her portrætteres intimt og troværdigt.

Men med tilføjelsen af det nye familiemedlem følger også en ny usikkerhed. For der er naturligvis nogle, der savner pigen – og ja, det jo også ulovligt uden videre at tage et barn til sig. Instruktør og manuskriptforfatter Hirokazu Koreeda spinder på den måde en både nuanceret, indtagende og fint følelseskompleks fortælling om familierelationer og kærlighed samt ensomhed og sammenhold.

Filmen vandt Gulpalmen på dette års filmfestival i Cannes for sit både hjertelige og smertelige familieportræt, der ligeså meget lever af sine fint fortalte enkeltscener og karakterer, som af den overordnede fortælling. Det gælder blandt andet scener som når hele familien er samlet i deres trange lille bolig til aftensmad. Man mærker kærligheden, relationerne og det levede liv.

Det er her, at ‘Shoplifters’ er stærk. I nærværet og i menneskeskildringerne. Men selvom dramaet altså har mange både fint fortalte og engagerende scener – eksempelvis også en rørende familietur til stranden – så mister fortællingen lidt sit ellers dragende greb i mig en smule undervejs. Heldigvis aldrig mere end, at den får samlet mig op igen.

Denne japanske Cannes-vinder er med andre ord en ganske velafstemt og varm fortælling om familien, livet og kærligheden. Det nuanceret og naturligt bragt til live af lutter fine præstationer i en familie, der måske nok lever i de etiske gråzoner – hvor livets skyggesider står noget romantisk optegnet – men som tilsyneladende ikke lever i gråzoner, hvad kærligheden angår.

– ‘Shoplifters’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Shoplifters’ får biografpremiere den 11. oktober.

JAKOB OG PETER PLYS: En vemodig tur tilbage til barndommens land

Biografanmeldelse: Jeg har ikke som sådan et forhold til den eftertænksomme bamsebjørn Peter Plys og hans venner. Men nu kan man altså vende tilbage til universet, der huser de populære karakterer fra A.A. Milnes bøger. Med ’Jakob og Peter Plys’ er det dog primært Jakobs verden, man ankommer til. Plysdyrenes barndomsven er nemlig her blevet voksen, ansvarsfuld og familiefar.

Jakob har med andre ord mistet kontakten til den legende, glade og fantasifulde dreng, han var engang. Han er presset på sit arbejde og fravælger en familieweekend. Men så får han uventet besøg. Peter Plys med den røde bluse tropper pludselig op i London. Det bliver starten på en rejse for Jakob, der nu må revurdere sit voksenliv og måske endda komme i kontakt med sit indre barn på ny.

Filmen emmer af vemod, sentimentalitet og tristesse, hvilket den nedtonede og matte farveholdning i den grad underbygger. Peter Plys er fesengul i pelsen, mens London er gråt optegnet og Hundredemeterskoven emmer ikke just af gyldne farver. Men ja, her er naturligvis også sin del af sødme og charme ilagt den gule bamse og hans venner som Grisling, Æsel og Tigerdyret.

Det er dog Jakobs historie, der er i fokus, mens barndomsvennerne er supplerende karakterer. Ewan McGregor spiller Jakob og bærer fint og empatisk en voksen mands ansvar i sit ansigt side om side med sit indre barns legeglæde. Dilemmaet med at være fanget i voksenlivet er dog noget kategorisk fortalt – det samme er filmens pointer om vigtigheden af familie og venner.

Forudsigeligheden er med andre ord til at få øje på i en film, der måske nok også mister noget af sit nærvær undervejs, hvor de samme pointer går på rundtur. Jeg savner nogle flere overraskelser i udfoldelsen af plottet, der desværre træder lidt over sine egne fødder, inden filmens finale sætter tempofyldt sving på dramaet, mens der skrues lige rigeligt op for de rørstrømske strygere.

Det hele bliver en kende for overfortalt, mens der ikke efterlades meget spillerum til fantasien og egne konklusioner. Ja, ’Jakob og Peter Plys’ er bestemt en opbyggelig film med hjertet på rette sted, men den er også fortalt i et lidt for drænende tempo, hvor de kære karakterer står i en lidt underlig kontrast til filmens triste udseende og vemodige grundtone.

– ‘Jakob og Peter Plys’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Jakob og Peter Plys’ får premiere den 11. oktober.

JOURNAL 64: En sidste og halvflad gang i manegen med Afdeling Q

Biografanmeldelse: Endnu en thriller om Afdeling Q. Den fjerde i rækken baseret på Jussi Adler-Olsens bøger. Endnu en grum sag. Og endnu engang med den reserverede Carl Mørck og den joviale Assad på sagen. Men alligevel er det ikke helt det samme. For det er sidste gang, at Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares indtager de to hovedroller. De går desværre ikke ud med at brag.

Derimod sejler filmen ind i et fladt tredje akt, hvor intensiteten og spændingen går af det farlige opklaringsarbejde, der ellers lægger netop spændende og ikke mindst grumt ud. For i en gammel københavnsk lejlighed finder man tre mumificerede lig muret inde. De er sidder om et bord – med en fjerde stol ledig. Men hvem er den plads tiltænkt, og hvem er ligene i det hele taget?

Det bliver to centrale spørgsmål, som Carl Mørck og Assad må forsøge at finde svar på i en sag, der trækker dystre tråde tilbage i tiden og hele vejen op i nutiden. En kringlet sag med mange hemmeligheder, der altså nu skal for dagens lys. Således fortælles filmen i parløb med ulykkelige flashbacks til den berygtede kvindeanstalt på Sprogø for årtier siden.

Det er sådan set i udgangspunktet et dragende mordmysterie. Men efterhånden som fortællingen foldes ud mister mysteriet faldhøjde samt både medrivende troværdighed og opklaringsmæssig spænding. Helt skævt går det dog ved et afgørende og forceret plotpunkt, som sætter gang i et tredje akt, der både trækker i langdrag og lander på en træg middelmådighedsvej.

Desuden får forholdet mellem Carl Mørck og Assad ikke nok tilfredsstillende spillerum, men bliver sine steder mere postuleret end oprigtigt engagerende. Kemien mellem Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares er dog bestemt til stede i flere scener, men balanceres desværre ikke indtagende nok i parløbet med opklaringsarbejdet, hvor en karismatisk Anders Hove dog bestemt gør god figur.

‘Journal 64’ er kort fortalt en film, der ender som en lun krimi-mellemvare. Her er et ok mordmysterie og ganske fin kemi blandt de medvirkende, men spændingen og plottet punkteres af et overfortalt og klodset tredje akt, hvor alle brikkerne falder noget forudsigeligt og fladt på plads. Instruktør Christoffer Boe sætter med andre ord et noget tamt punktum for det umage makkerpar.

– ‘Journal 64’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Journal 64’ får premiere den 4. oktober.

GRÆNSE: En sælsom, enigmatisk og dragende filmisk oplevelse

Biografanmeldelse: Hun har et helt almindeligt job som toldbetjent. Men Tina er langt fra som sine kollegaer. Eller som nogen andre for den sags skyld. Ikke kun på grund af sit aparte udseende, men mest af alt fordi hun har en utrolig lugtesans, der gør hende i stand til at opsnuse andres følelser. Hun kan altså hurtigt udpege dem, der ikke har rent mel i posen.

Således står Tina på sin plads dag ud og dag ind i den svenske ’Grænse’, hvor en helt almindelig dag dog tager en uventet drejning. En uventet drejning ud af flere i en film, der desuden blander flere genrer i en dragende fortælling, som både rummer fantasi, horror samt menneskeligt drama og et spændende karakterportræt af den tilbagetrukne, men retfærdighedssøgende Tina.

Netop i sine historiemæssige drejninger ligger en af filmens styrker, så jeg vil faktisk ikke komme meget nærmere ind på selve plottet. Det skal have lov til at folde sig enigmatisk ud i takt med, at filmens sælsomme natur bliver tegnet mere og mere tydeligt op. For hemmelighederne lurer i hjørnerne – sammen med både kærligheden og ensomheden for den mutte Tina.

‘Grænse’ sætter altså på forførende og tankevækkende vis relaterbare temaer som netop kærlighed og ensomhed stævne, videre til spørgsmål om identitet – at finde sig selv og at høre til. Det er engagerende fortalt, blandt andet også takket være netop karakteren Tina, der spilles af en komplet forvandlet Eva Melander, der bærer de følelsesmæssige nuancer med indtagende lethed.

Hun er en spændende karakter at følge, blandt andet fordi hun synes at være fyldt med hemmeligheder – også for sig selv. Hertil kommer en billedside, der drilsk balancerer mellem socialrealisme og det langt mere fortryllende, som hele tiden er til stede ved Tinas evne til at fremsnue forbrydere – eller som blandt andet, når hun synes at gå i dialog med en nysgerrige ræv.

Filmen er baseret på en historie af John Ajvide Lindqvist – der også har skrevet bogen bag ‘Lad den rette komme ind’. En sælsom fortælling, der forløses på dragende, mystisk og engagerende vis af instruktør Ali Abbasi i hans anden spillefilm. Det obskure kontra det normale står her levende frem i både karakterer og måden fortællingen får leveret sine evigt gyldige temaer.

– ‘Grænse’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Grænse’ får premiere den 27. september.

RUMREJSEN 2001: En svimlende fantastisk filmoplevelse

Biografanmeldelse: Det er svært at undervurdere den indflydelse, som Stanley Kubricks komplet duperende science fiction-film ‘2001: A Space Odyssey’ fra 1968 har haft på genren samt det ligeledes enorme aftryk den har sat i populærkulturen. Jeg forstår godt hvorfor. For det er på alle mulige måder en imponerende, tankevækkende og svimlende vild oplevelse.

I anledning af filmens 50 års jubilæum er den blevet nyrestaureret og vises nu i IMAX-format i København og Århus. Jeg kan ligeså godt allerede nu sige, at det er en filmoplevelse, du bør unde dig selv – også selvom du allerede har set den. For at se fortællingen, der starter i menneskeheden vugge og tager turen ud i fremtiden, hvor mennesket har nået stjernerne med rumfart er ganske enkelt enestående – og som skabt til det store lærred.

En ting er naturligvis filmens både dragende, smukke og imponerende visuelle side, der står for op til flere ikoniske øjeblikke og billeder. Fra den mystiske sorte monolit, der pludselig dukker op i menneskeheden morgengry, videre til supercomputeren HALs røde øje samt alle de smukke billeder af verdensrummet filmen igennem. Noget andet er den enigmatiske og spædende historie.

For det er en fortælling, der ikke giver ved dørene, men lader sine store spørgsmål folde sig tankevækkende ud og nuancerede pointer sive ind. For det er de helt store emner, der her kommer i spil, mens rumskibene bevæger sig lydløst gennem verdensrummet, hvor vi blandt andet møder en besætning på mission mod Jupiter, hvor der er fundet en mystisk sort monolit – den man også så indfinde sig i filmens start i menneskehedens morgengry.

Her er det emner som liv og død, menneske og maskine samt fortid, nutid og fremtid samt tid i det hele taget, der rulles ud og giver grublende ekko selv efter, at filmens sidste dragende billede har efterladt mig. Men det er også en film, der sætter sig i mine øregange – blandt andet med sine klassiske toner, hvor mest kendt vel nok må være de episke og indledningsvise toner af Richard Strauss samt den valsende musik af Johan Strauss.

Det er musik, der på udødelig vis matcher himmelrummets uendelighed, hvor jeg også mærker menneskets nærvær i besætningen ombord på rumskibet, mens supercomputeren HAL giver mig kuldegysninger med sin rolige og kølige stemme upåagtet, hvor katastrofal en drejning missionen tager. ‘2001: A Space Odyssey’ er ganske enkelt både smuk og svimlende, intens og spændende, dragende og tankevækkende. En udødelig film, der vil vil stå ligeså stærkt om endnu 50 år.

– ‘2001: A Space Odyssey’ får 6/6 stjerner:

– ‘2001: A Space Odyssey’ får har re-premiere den 27. september.

HELL FEST: En skramlet og slatten slasher

Biografanmeldelse: Den står på en uforpligtende slasher med ‘Hell Fest’. Desværre er det bare en ret så slatten slasher, der blandt andet mangler både en interessant morder og nogle mere medrivende mord. Desuden er eskapaderne hverken uhyggelige eller for den sags skyld spændende, mens de medvirkende teens blot udfylder deres kliché-kasser. Kedeligt.

Grundlaget for en både kulørt og medrivende omgang drab er ellers til stede. For de morder-jagtende strabadser udspiller sig nemlig under selveste Halloween i en gigantisk horror-forlystelsespark, hvor det går ud på at skræmme gæsterne fra vid og sans. Der er så bare lige det twist, at der naturligvis er en ægte maskeret morder på færde i parken.

Det finder de medvirkende dog alt for sent ud af, da de blot tror, at den creepy udseende morder er en del af parkens forlystelser. Men inden den knapt så blodige alvor altså alt for sent går op for flokken af venner, bliver de jaget igennem den ene olme gyser-labyrint efter den anden, hvor det eneste gyser-trick i posen blot er at lade ting poppe frem fra mørket og sige ‘bøh!”.

Desværre fungerer ikke ét eneste af filmens ellers forpustende mange forsøg på jump scares. Timingen er off og de få spæde forsøg på at skabe bare en smule spænding eller slasher-intensitet undermineres i næste nu af endnu et fladt “bøh!”. Det er en skam, når nu man ellers har en hel forlystelsespark, der potentielt kunne levere klamme locations og gode gys.

Her er altså på ingen måde noget nyt under slasher-solen – og nej, det behøver der bestemt heller ikke at være for at levere en medrivende slasher. Men når klichéerne og genreelementerne er så uinteressant forløst, så bliver det desværre til en slatten, ligegyldig og forglemmelig oplevelse, hvor man heller ikke finder hverken mindeværdige mord, medvirkende eller morder.

Men ret skal være ret. For der er faktisk to drab, der på en kold dag i slasher-land har en smule at byde på i de meget få sekunder, man får lov at overvære de drabelige løjer, der involverer en stor hammer versus et hoved samt en kanyle versus et øje. Regn selv resten ud. Men nej, disse to mildt underholdende drab er bare langt fra nok til at ‘Hell Fest’ kommer bare ok medrivende i mål.

– ‘Hell Fest’ får 1 ud af 6 stjerner:

– ‘Hell Fest’ har premiere den 27. september.

A SIMPLE FAVOR: Et fladt og fersk forløst thriller-mysterie

Biografanmeldelse: Du må ikke lade dig narre af plakaten til ’A Simple Favor’. Her ser man nemlig filmens to hovedroller, Anna Kendrick og Blake Lively, der poserer på pastelfarvet baggrund og med en drink i hånden – ja, det ligner mest af alt en romantisk komedie. Det er det altså ikke. Det er derimod en thriller med indbygget mysterie, plotdrejninger og sort humor i.

Anna Kendrick spiller den tilbageholdne Stephanie, der bliver bedste veninder med den yderst selvsikre Emily, som spilles af Blake Lively. Men en dag forsvinder Emily ud af det blå. Politiet sættes på sagen, men som bedste veninde begynder Stephanie sin egen efterforskning, der som filmen skrider frem, åbenbarer den ene hemmelighed efter den anden.

Problemet er blandt andet bare, at mysteriet aldrig rigtigt bliver hverken spændende, dragende eller videre overraskende. Der forsøges ellers med flere plotdrejninger undervejs, men fortællingen forbliver fersk og fladt forløst. Det samme kan siges om både karaktererne og filmens forsøg på grotest, underspillet og sort humor.

Anna Kendrick er dog som altid både sød og charmerende, mens Blake Lively er ok troværdig som den udfarende kvinde, der ikke finder sig i noget pis. Men de er bare ikke særligt interessante at følge – mest af alt fordi den plotdrejende fortælling altså aldrig bliver videre vedkommende eller spændende at følge. Jeg føler aldrig, at der for alvor er noget på spil.

Kimen til en interessant genrebastard er ellers til stede med netop sine thriller- og mysterie-elementer samt forsøget på grotesk humor og to kvindelige karakterer, der er hinandens modsætninger. Men heller ikke venskabet og dynamikken mellem de to kvinder er videre engagerende, hvorfor Emilys forsvinden også forbliver noget ligegyldig.

’A Simple Favor’ er med andre ord en både forglemmelig og uinspireret film, der med sine to timers spilletid desuden er alt for lang i forhold til sit mysterie og fortælling. Det hele mister momentum undervejs og fiser bare trægt ud hele vejen henimod den ikke videre spændende finale, der blot bliver et længe ventet punktum på det flade thriller-mysterie.

– ’A Simple Favor’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ’A Simple Favor’ får premiere den 27. september.

BLACKKKLANSMAN: Ku Klux Klan får røven på sort komedie

Biografanmeldelse: Det er både vild og utrolig historie, der fortælles i ‘BlacKkKlansman’ – og ja, så er den ovenikøbet baseret på sande begivenheder. En film, der både morsomt og tankevækkende sætter racisme på menuen, mens man tages tilbage til 1970’erne, hvor en ung, sort betjent sammen med et par hvide kollegaer forsøger at infiltrere Ku Klux Klan.

Man følger således den vovede efterforskning, der er sat i værk af Ron Stallworth – den første afroamerikanske betjent i Colorado. Han skaber nemlig kontakt til den racistiske klan over telefonen, hvorfor han har brug for en hvid betjent til, når de skal mødes ansigt til ansigt. Således indledes et både sorthumoristisk og spændende forsøg på at fælde klanen indefra.

John David Washington spiller den ambitiøse betjent Ron, mens Adam Driver ses som hans noget mere uimponerede og tilbagelænede kollega Flip Zimmerman. De to udgør med hver deres forskellige energi et godt og dynamisk team i en 70’er-virkelighed, hvor racismen trives både i politiets egne rækker og på gaden, mens Ku Klux Klan forsøger at få et mere renskuret image.

Instruktør Spike Lee fortæller altså her en historie med tematisk tyngde og sørgelig relevans på både vedkommende, spændende og morsom vis. For godt nok er klanen et skræmmende bekendtskab, men de er også portrætteret som dumme, fjollede og sørgerlige eksistenser, hvilket afføder både groteske samt morsomme scener. Ja, komedien opstår, hvor modsætninger mødes.

Modsætningerne mødes i den grad her, hvor kontrasten med Ron på den ene side og de racistiske klan-medlemmer på anden anden ikke kunne være større. Godt nok er ‘BlacKkKlansman’ morsom, men alvoren ligger hele vejen som en latent understrøm i fortællingen, der ligeledes er et interessant tidsbillede af et Amerika, hvor de sorte må kæmpe for deres rettigheder.

Instruktør Spike Lee lykkedes altså med at fortælle en engagerende, humoristisk og nærværende historie med et potent og flerfacetteret emne. Godt nok bliver pointerne sine steder måske lige bastante nok, men det er til at leve med, når man altså får en overordnet dragende og spændende fortælling, der fint forløses af de medvirkende – betjente såvel som klan-medlemmer.

– ‘BlacKkKlansman’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘BlacKkKlansman’ har premiere den 20. september.

THE PREDATOR: Rumuhyret er tilbage i klodset og kedelig monsterfilm

Biografanmeldelse: Første gang verden mødte det sidenhen ikoniske filmmonster predatoren var i 1987, hvor Arnold Schwarzenegger havde sit hyr med at holde sig i live. Nu er rumuhyret tilbage i en ny film med den simple titel ‘The Predator’. Men nej, filmen holder det ikke ligefrem simpelt. Her kastes der nemlig en lang række nye idéer ind i en fortælling, der snubler klodset rundt i dumheder.

Det starter ellers mere eller mindre – og ok herligt – action-simpelt med en heftig konfrontation mellem en predator og en flok soldater. Efter et par manuskriptmæssige krumspring løber filmen sig således kluntet i gang med fortællingen om en flok skøre eks-soldater på jagt efter predatoren, der selv er på jagt efter soldaten Quinns søn, alt imens øvrigt militær boltrer sig løs i jagten på både de tidligere elitesoldater og det dødsensfarlige rumvæsen. Bulder, brag og gab.

Her er ellers flere af de helt rigtige ingredienser til en omgang veloplagt monster-action med en af mine monster-favoritter. Vi har blandt andet flokken af skydegale soldater med hver deres brist – en har bande-anløben tourettes, mens en anden konstant lirer jokes af. Der er også sin del af blodsprøjtende action. Men de gode takter drukner i et rodet fortalt og dumhedsfyldt plot.

Der er blandt andet Quinns søn, der får fingrene i noget predator-teknologi, som han lige lynhurtigt afkoder – og altså sætter ham uforvarende i kontakt med monstrene – mens en biolog viser sig overraskende dygtig udi at håndtere skydevåben. Men en ting er, at blandt andet dette og andet i plottet er utroværdigt, hvad værre er, så er filmen bare ikke særligt underholdende.

Ganske vist ræser filmen igennem sit miskmask af en historie, men det høje tempo underminerer blandt andet også noget af det karaktermæssige engagement, der ellers lægges op til. Desuden fremstår det olme monster ikke videre frygtindgydende, mens mystikken omkring det er totalt fraværrende. Det er eksplosioner og flade oneliners, der her har overtaget.

Det betyder blandt andet, at spænding, uhygge og intensitet udebliver, mens det hele bare forbliver uvedkommende. På samme måde som karaktererne og historien, der forsøger at levere løjerne med et glimt i øjet. Men lige lidt hjælper det denne plot- og idé-mæssige rodebutik, der dog har har enkelte cool drab. Det redder bare ikke filmen fra at være en flad jagt på at underholde.

– ‘The Predator’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘The Predator’ har premiere den 13. september.

DITTE & LOUISE: Komisk duo, kønsroller og røven på komedie

Biografanmeldelse: Der er sæd-, blowjob- og prutte-jokes samt kønsdebat, #MeToo og sexisme på menuen, når Ditte Hansen og Louise Mieritz med ‘Ditte & Louise’ går fra tv til filmen. Der er også et dramatisk centrum i form af det i filmen hårdtprøvede venskab mellem de to kvinder. Således forsøges der balanceret det dramatisk oprigtige med det komiske spundet om en fortælling, der sætter ovenstående emner i spil. Det lykkedes desværre ikke helt.

Der er dog god og troværdig kemi mellem Ditte og Louise, når de her kommer på den ene prøvelse efter den anden. Både professionelt og privat. I filmen udgør de nemlig en duo, der optræder med deres sang-og-danse-show, hvilket ikke helt kører på succesfulde skinner. Og da Ditte går til casting på en rolle i en vikingefilm, bliver det starten på et skred professionelt og i deres venskab.

Nå ja, der er lige det med rollen, at det er en manderolle. Derfor klæder Ditte sig ud som manden Ditlev – og scorer søreme det prominente job og skal nu spille overfor Anders W. Berthelsen. Således er der indledt et farligt og kønskomisk dobbeltspil, der afføder både sjove samt forsøg på sjove scener, der sætter kønsrollerne absurd og grovkomisk på spidsen. Ikke altid lige vellykket.

Men blandt andet pointeres det, hvordan kvinder i branchen naturligvis skal være unge og smukke, hvis de skal have succes, mens mændenes holdning har vægt og kvinderne ignoreres, videre til lavkomiske sammenstød som når Ditte som Ditlev nu skal forsøge at sno sig ud af en tur på pissoiret eller begå sig i mødet med en kvinde, der vil i bukserne på hende aka ham.

Det er måske ikke just kønskomisk raffineret, men dog ok morsomt sine steder. Så mens filmen altså forsøger på komisk at jonglere mand-kontra-kvinde-problematikkerne, er det også med den dramatiske fortælling om de to kvinders forhold, at filmen folder sig ud. På den måde er ‘Ditte & Louise’ i grunden ligeså meget et drama som det er en komedie – og det er i denne balancegang, at de duoen desværre falder lidt på røven og ender en smule uforløst midt imellem.


Jeg har ikke set tv-serien med de to, men i spillefilmsform fungerer de to altså godt og dynamisk. Men det halter altså på fortællefronten og med den nævnte balancegang mellem komik, drama og kønsaktuelle problematikker. Helt skævt går det i tredje akt og finale, hvor det hele bliver for manuskript-tænkt og dramatisk postuleret. Oprigtigheden går fløjten og bliver i stedet afløst af sentimentalt sødsuppedrama uden det vid og bid, der eller ligger potent i filmen.

– ‘Ditte & Louise’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Ditte & Louise’ har biografpremiere den 13. september.