Kærlighedskvaler i storbyens larm med ‘Chungking Express’

Biografanmeldelse: Det er ingen nyhed, at kærlighed både kan være det mest fantastiske i verden, men også noget af det værste, når den ikke gengældes. I den kinesiske filmskaber Wong Kar-wais ’Chungking Express’ fra 1994 driller kærligheden to betjente i Hongkongs gader i to på hinanden forskellige fortællinger, der emmer af kærlighedsvemod og stemningstung melankoli – det på den bedste måde.

Den smukt udfoldede film – som nu får biografpremiere i en nyrestaureret version – byder dog også på både lysende gnister af håb og fine dryp af humor. Tungsind balanceres med andre ord fint med kærlighedens forhåbningsfulde væsen. Fortællestrukturen er som nævnt todelt, hvor man i filmens første del møder en ung betjent, som er blevet slået op med af sin kæreste.

Simultant med ham møder vi en kvinde iført blond paryk samt regnfrakke og solbriller. Hun er jaget vildt, da hun uheldigvis har lagt sig ud med en narkobaron. Betjenten og hendes veje mødes, så hvad mon det kan afføde? Kærlighed? Eller måske endnu et tab? I den efterfølgende fortælling, ligeledes sat i storbyens brusende liv, møder vi en anden betjent, som også bearbejder et kærlighedsbrud på indadvendt vis.

Således livligt på hinanden fortalte kærlighedsfortællinger, der med temaer som kærlighedens svært gennemskuelige væsen samt tab og dynamikken mellem fremmede og venner, snor Wong Kar-wai med både svævende og hektisk kameraarbejde historierne om hinanden. Det er visuelt indtagende, men efterlader mig desværre også noget følelsesmæssigt i afstand til de medvirkende følelsesliv.

Det bliver overvejende for mig et indsmigrende visuelt ridt, der i sin todelte struktur mere pirrer mig tematisk end griber mig om hjertet. Det sagt, så er fortællingerne og deres medvirkende interessante at følge, ikke mindst takket være engagerende og velfortalte portrætter samt en legende billed- og lydside, der modsat filmens følelserne, tager fat i mine sanser.

Wong Kar-wai skildrer med andre ord i ’Chungking Express’ på visuelt engagerende vis kærlighedens væsen og forskellige facetter i en fin balancegang mellem melankoli og tungsind samt spænding og vittig varme. Det er således med fine fortællemæssige idéer og detaljer, at filmens to historier holder mig involveret, selvom mine følelser altså ikke rigtigt sættes i medsving med de medvirkendes.

’Chungking Express’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Chungking Express’ har biografpremiere den 2. september.

Den blodige myte er tilbage med et halvfladt gys i ‘Candyman’

Biografanmeldelse: Jeg tør stadig ikke sige ’Candyman’ fem gange, mens jeg kigger mig i spejlet. Sådan har det været siden, jeg første gang hørte om den myteomspundne morder og senere så filmen af samme navn fra 1992. Nu vender den blodige myte tilbage i en efterfølger til den mesterlige gyser af Bernard Rose, hvor vi et årti efter den første films begivenheder møder kunstneren Anthony McCoy.

Historien udspiller sig som den første film delvist i Chicagos boligkompleks Cabrini Green, hvor legenden om morderen Candyman blev født. Anthony begynder som del af et nyt kunstprojekt at dykke ned i myten og historien bag de brutale mord, der fandt sted for år tilbage. Det bliver starten på en makaber rejse tilbage i en mystisk fortid, der kommer til at trække grufulde tråde op til Anthonys eget liv.

Det gør sig naturligvis også gældende her, at hvis man siger ’Candyman’ fem gange, mens man kigger sig i spejlet, at den klohåndede legende hidkaldes og dræber løs. Det er der netop sin del, som gør, hvilket afstedkommer død og blod samt skrig og skrål, men desværre ikke meget uhygge. For bl.a. har den ellers i udgangspunktet grufulde Candyman langt fra nok skræmmende pondus til, at uhyggen rigtigt breder sig.

Den i grunden tragiske myte om manden med klohånden bliver nemlig mest brugt som en noget regulær bøhmand, der sjasker lærredet til med blod i tide og utide. Han bliver bare aldrig rigtigt et hverken intimiderende eller urovækkende bekendtskab. Filmens instruktør Nia DaCosta forsøger ellers med skiftende held at bruge spejle og reflekterende overflader til at bringe Candyman gysende til live.

Desværre doseres gysets virkemidler ikke videre vellykket. Bl.a. får man en småfesen åbningsscene, hvor vi første gang møder, hvad der skulle være den skræmmende Candyman, men mest er en lidt halvfesen gammel mand med en klohånd. En noget gyservag åbning på filmen, der da heller ikke for alvor får løftet sig over det middelmådige, selvom her altså bl.a. sine steder leges ret interessant med spejles refleksion.

Yahya Abdul-Mateen II vokser dog nuanceret filmen igennem med opgaven at spille den kreativt famlende kunstner, hvis rejse ind i Candyman-land, begynder at sætte sig sine spor i hans psyke og relationer til omverdenen. Selvom myten om Candyman desuden rummer interessante og betændte tematikker, som bl.a. de sortes svære kår i USA, bliver filmen bare aldrig nær så gysergribende, som potentialet ellers er til.

’Candyman’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Candyman’ har biografpremiere den 26. august.

‘The Green Knight’ er et billedberusende eventyr indhyllet i nedtonet magi

Biografanmeldelse: Med en utroligt dragende billedside, folder den eventyrlige fortælling om Sir Gawain sig lavmælt ud. Således åbenbares en verden af underspillet magi i den ene sanselige indstilling efter den anden. Den helt meditative fantasy-film ’The Green Knight’ er nemlig en billedbrillant rejse til en verden af magiske væsner, riddere og store slotte, hvor ære og eftermæle er af storbetydning for vores helt i front.

Her finder man netop den unge Sir Gawain, der begiver sig ud på en hård og farlig færd for at finde både sig selv og sin plads i verden samt at bevise sit værd over for sin familie og riget, han bor i. Rejsen går således ud i det mægtige landskab, der med sine frygtindgydende vidder lægger ryk til turen, hvor Gawains mål er igen at stå ansigt til ansigt med den mægtige Grønne Ridder. Et fabelvæsen, der tester dem, det møder.

Fortællingen er på den måde en både indre og ydre rejse for Sir Gawain, der med ufortyndet gåpåmod begiver sig afsted mod den Grønne Ridder for at møde sin endnu uskrevne skæbne. Det lykkedes på forunderlig vis således filmen at sammensmelte den både indre og ydre verden, hvor adskillige scener med mystisk tiltrækningskraft slår knuder på virkelighedens logik. Det er ganske enkelt fascinerende.

Filmen beror på den måde i høj grad på sin visuelle side, der i sig selv bærer på en særegen fortælling. Det med imponerende naturbilleder og billedberusende scener af drømmende magi sat i en rå, brutal og farvenedtonet virkelighed, der rummer meget mere end, hvad øjet umiddelbart ser. Det er billedbesnærende som bare pokker med en fortælling, der tør tage sig tid. God tid.

’The Green Knight’ udspiller sig nemlig i et i høj grad roligt tempo, der indbyder til en helt meditativ tilstand, hvor man overøses af de hele vejen betagende billeder, som filmens fotograf Andrew Droz Palermo på magisk vis er lykkedes med at indfange. Hertil kommer det minimalistisk dragende score af Daniel Hart, der på forførende vis understøtter billedside og fortælling.

Dev Patel indtager med alvorstung og gribende mine portrættet af Sir Gawain, som jeg med spænding følger på hele den farlige færd. Herudover spæder bl.a. Alicia Vikander til med sødme og mystik som kvindeligt modstykke. Instruktøren David Lowery er kort fortalt lykkedes med en fortryllende og tryllebindende billedside at indfange et dystert skåret eventyr, der rummer både en indre og ydre dybde.

’The Green Knight’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Green Knight’ har biografpremiere den 19. august.

‘Sommeren ’85’ sitrer af livlig forelskelse og uforpligtende ungdom

Biografanmeldelse: Den franske ’Sommeren ’85’ er en pokkers sanselig sommerforelskelse med ungdommelig dødsfascination i drønhed forening. Jeg blev grebet om hjertet og ramt i maven. Skønt! Filmskaberen François Ozon sætter nemlig både billeder og ansigt på ungdommens berusende følelser en varm sommer, hvor den 16-årige Alex i en sejlbådsulykke reddes af den en smule ældre og karismatiske David.

Det er ved den vibrerende varme kyst i Normandiet, man følger de to teenageres sommer sammen og spirende venskab, der sitrende udvikler sig til at være mere end blot et venskab. For Alex falder hårdt og altopslugende for David, som har smag på alt i livet og heldigvis gengælder følelserne. Det er en fortælling, der samtidig rummer en besnærende mørk undertone, hvilket bl.a. er med til at give dramaet tyngde.

Endvidere finder man nemlig to naturligt spillende unge mænd i hovedrollerne. Félix Lefebvre er den milde Alex, som dog huser en mørk dødsfascination, hvilket på elegant vis resonerer med dramaet og Davids historie. Sidstnævnte spilles med konstant levende nerve af en drenget Benjamin Voisin. De to har en gribende energi sammen, hvis deres forskelligheder på medrivende vis komplementerer hinanden.

Der er på den måde således en kærlig balance mellem de to, men også en mere farlig ubalance. De tos liflige sommerforelskelse sættes desuden fra første færd op med en helt grundlæggende spændende rammefortælling. Kort fortalt, så griber de to og deres forhold mig om hjertet hele vejen, mens der med grundfortællingens tragiske understrøm medfølger andre følelser, som fornemt nuancerer filmen.

Billedsiden og hele filmens stemning emmer af sommerens uforpligtende liv, hvor alt synes muligt i favnen på den, man med brusende følelser braser ind i helt ud af det blå. Med varme farver, dynamisk kameraføring og store vidder hensættes jeg til ungdommens eventyrsind med alle de følelser, som følger med, når solen står højt på himlen og nætterne indtages af romantik.

François Ozon har ganske enkelt skabt en sommervarm og kærlighedssitrende film med ’Sommeren ’85’, der med forførende portrætter i front og en smuk billedside tog mig med tilbage til de kulørte 80’ere med alt, hvad de indebærer af følelsesdyb forelskelse og uanede muligheder i mødet mellem to sjæle, der lever med livet uden på tøjet, men som også gives et rigt indre liv via fortællingen og de to hovedroller.

’Sommeren ’85’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Sommeren ’85’ har biografpremiere den 19. august.

På blodigt brutale afveje med ‘Wrong Turn: The Foundation’

Biografanmeldelse: En af gysergenrens regler er, at man aldrig skal bevæge sig alt for langt ud i skoven og væk fra civilisationen. For slet ikke at tale om at gå væk fra den afmærkede sti. Det er dog, hvad en gruppe unge mennesker gør i den brutale outback-og-bonderøvs-gyser ’Wrong Turn: The Foundation’. Det går selvsagt derfor kun fra slemt til værre i skovens mørke grumme gru.

Det er denne for genren klassiske præmis, som her foldes veloplagt ud. For langt derude i skovene lurer nemlig nogle meget lidt venlige beboere i skyggerne. Så selvom den blodigt dybe tallerken altså ikke opfindes her, så foldes de rå eskapader energisk ud, mens man også får sin del af dejligt grumme scener.

Filmen er måske nok lige ved at knække nakken på sin noget ambitiøse fortælling, mens spilletiden også bliver en kende for lang for historiens eget bedste. Det sagt, så kom jeg med på en herlig barbarisk skovtur, hvor logikken på en dejligt ligeglad måde sættes ud af spil. Her er det ikke virkelighedens grufuldhed, jeg træder ind i, men skrækfilmens væmmelige verden.

’Wrong Turn: The Foundation’ kender så absolut genrens abc, der altså følges næsten til punkt og prikke. Bl.a. byder rollebesætningen på sin del af velkendte karakterer. Fra den selvsikre gut med hjertet på rette sted, videre til den unge kvinde, der vokser med opgaven at overleve og naturligvis den flabede knægt, som ikke finder sig i noget. De udfylder dog hver især ret så fint deres roller.

Her er tale om en art genindspilning eller nok nærmere et reboot af den underholdende og sjaskede ’Wrong Turn’ fra 2003, der siden har affødt hele fem fortsættelser. Senest i 2014. Med ’Wrong Turn: The Foundation’ sparkes der således nyt liv i den bonderøvsbrutale franchise, som altså fint og snasket beviser, at outback-gyset ikke er dødt.

Instruktør Mike P. Nelson dirigerer nemlig ret så overbevisende de beskidte løjer henimod sin intense og skrækindjagende finale, der måske nok ikke overrasker, men dog underholder. Det gælder for så vidt filmen som helhed, hvor fortællingens tematikker og pointer om samfund kontra natur dog er noget klodset skåret ud i pap. Men pyt med det, når sjaskeren ellers spiller.

’Wrong Turn: The Foundation’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Wrong Turn: The Foundation’ har biografpremiere den 19. august.

Den flabede ninja er veloplagt tilbage i ‘Ternet Ninja 2’

Biografanmeldelse: Fyldt med rappe replikker, flabet attitude og dejligt lige-til-grænsen-jargon. Ja, Anders Matthesen er tilbage med sin kække ninja i ’Ternet Ninja 2’, der er både veloplagt animeret og en velfortalt historie om kærlighed, venskab og hævn. Denne gang går turen således til Thailand, hvor Aske og hans tro ninja må stoppe den snart løsladte morder Phillip Eberfrø.

Den iskolde legetøjsgigant har nemlig en plan, når han slipper ud af det thailandske fængsel. Han vil gøre det af med en række uskyldige børn, der var vidne til hans forbrydelse. Aske har således sørget for, at han og familien samt naturligvis den rapkæftede ninja skal på ferie i Thailand, hvor planen altså ikke er at dandere den, men derimod sørge for, at retfærdigheden sker fyldest og børnene reddes.

Således lægges der fra kaj med fuld fart over feltet, hvor der er et veltimet øje for detaljen. Det både, hvad angår den sirligt iscenesatte animation, der er fyldt med skøre og skønne detaljer i både bevægelse og den spraglede baggrund samt i replikkerne, der med ligeledes veltimet komik rammer rent i bl.a. herlig ping pong mellem ninja og Aske samt i familien og øvrige medvirkende, herunder et gensyn med onkel Stewart.

Anders Matthesen har med andre ord flækket et stærkt manuskript sammen med en skarp tunge, der leveres lige så skarpt af ham selv i nærmest alle filmens roller, bl.a. netop som ninjaen, mens stemmen bag Aske dog er veloplagt leveret af Louis Næss-Schmidt. Desuden er filmens hovedskurk Eberfrø og hans brutale håndlanger tilpas skræmmende portrætteret til faktisk at virke som en reel trussel.

Midt i de politisk dejligt upolerede eskapader finder man desuden et oprigtigt hjerte, der hepper på det at tro på sig selv og ikke ændre sig, bare fordi andre synes, man ikke helt er, som man bør være. Askes flirt Jessica vil ham nemlig ikke længere, men vil hellere have en badboy. Der spædes således fint til med lidt kærlighedsknas, uden det heldigvis tager fokus fra missionen om at stoppe Eberfrø.

Selvom fortællingen dog nok når til en ganske forudsigelig konklusion og nogle af de gakkede indfald er til at gennemskue på forhånd, så er her tale om en vellykket omgang flabet animation i Anders Matthesens kyndige hænder, hvor der ikke er berøringsangst med bl.a. hverken en fuld forælder eller prostituerede. Det er dejligt befriende, flabet og ikke mindst morsomt.

’Ternet Ninja 2’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Ternet Ninja 2’ har biografpremiere den 12. august.

‘Ninjababy’ leverer et charmerende norsk babybenspænd

Biografanmeldelse: Tilværelsen er måske ikke helt let for den 23-årige Rakel. Livet går for hende nemlig sin en smule tilfældige og småkaotiske gang, mens hun drømmer om bl.a. at blive astronaut, skovfoged eller tegneserieskaber. Således sidder hun på sit lille rodede værelse og omformer sit liv til streger på papiret. Hun er en drømmer, der måske blot er gået lidt i livskludder i den norske ’Ninjababy’.

Men da hun får noget af et reality check, tager hendes liv en helt anden, alvorlig og overraskende drejning. Det viser sig nemlig, at hun efter et engangsknald er blevet gravid. Der er bare lige det ved det, at Rakel er hele seks måneder henne. Endvidere ønsker hun bestemt ikke at blive mor, hvilket afstedkommer vrede og frustration. Og hvordan i grunden med faderen og hendes nye romantiske flirt?

Man kastes således med den charmerende og sjove, men altså også velbalanceret alvorlige ’Ninjababy’ ind i Rakels liv, hvor hendes tegnede streger på finurlig og vellykket vis snor sig livligt om hende filmen igennem og bl.a. er med til at understøtte hendes fantasifuldhed og følelser, mens fortællingen herigennem også får en fint engagerende klangbund af noget, der kunne minde om et eventyr sat i virkeligheden.

I hovedrollen som den en smule forvirrede, men også både ærlige og herligt ligefremme Rakel, finder man den hele vejen medrivende Kristine Kujath Thorp, der troværdigt og charmerende livligt bringer både det veloplagte manuskript gribende til live samt lykkedes med at kanalisere alle de følelser, som suser gennem hendes karakter. Fra de modstridende til de alvorstunge og noget mere lette livsnuancer.

’Ninjababy’ fortæller således med en legende lethed det komplicerede i pludseligt at måtte tage stilling til det at skulle føde et uønsket barn med alt, hvad det afføder af både grimme tanker samt op- og nedture. Filmen er dog overvejende et lyst bekendtskab, hvor humoren vinder over alvoren, men uden, at netop alvoren glemmes. På den måde balanceres der fint mellem netop komik og det mere alvorlige drama.

Endvidere finder man i rollebesætningen naturligt spillende skuespillere som en herligt smågenert og nørdet Nader Khademi som flirten Mos, Arthur Berning som den ret så irriterende far og Tora Christine Dietrichson som den søde veninde, der har Rakels ryg uanset hvad. Kort fortalt er ’Ninjababy’ en vellykket fortælling om det svære liv og de uventede drejninger, det kan tage.

’Ninjababy’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Ninjababy’ har biografpremiere den 12. august.

Kærlighed og tiden sammen er det vigtigste i ‘Supernova’

Biografanmeldelse: Hvad kan være vigtigere i verden end at være sammen med den, man elsker? Det er i hvert fald tilfældet med parret Sam og Tusker i den romantisk lavmælte ’Supernova’, hvor hvert et sekund sammen tæller for de to. Tusker er nemlig langsomt, men sikkert ved at miste hukommelsen grundet tidlig demens. Parret er derfor taget på en tur gennem det engelske landskab for at være sammen.

Det er den på en gang både rørende, gribende og triste præmis for en vaskeægte kærlighedsfortælling, hvor man kommer på det klassiske parløb i en road movie mellem en både indre og ydre rejse. For som deres tur i autocamperen skrider frem, viser alvoren sig mellem de to også. For hvordan ser fremtiden i grunden ud? Hvad skal Sam gøre, når Tusker ikke længere vil kunne genkende ham?

’Supernova’ er dog ikke et depressivt tungt drama, men derimod et livsbekræftende portræt af kærligheden og dens evigtgyldige betydning. Både det at have kærligheden, men altså også det at stå overfor at miste den. Colin Firth og Stanley Tucci er i de to altdominerende roller som henholdsvis pianisten Sam og forfatteren Tusker i den grad til stede med gribende kemi.

De folder sig veloplagt ud med et repliksikkert manuskript af Harry Macqueen, der også med sikker hånd instruerer og sætter kærligheden ømt i scene. Tuccis kække og skarpt iagttagende Tusker bringer livligt liv til dramaet, der gennem ham ikke mister livsgnisten, mens Firth med mere lavmælt mine – men ikke uden humor – kæmper en kamp med bl.a. netop udsigten til at miste sin elskede mand.

Så selvom fortællingen måske nok folder sig noget forudsigeligt ud, både i narrativ og karakterudvikling, så er netop Tucci og Firth hele vejen med til at holde dramaet levende. De to er en fryd at være i selskab med. Både i de lyse og mere mørke stunder. Det er på en gang opløftende og samtidig med en fint balanceret alvor midt i kærligheden, der også favner venner og families vigtighed i livet.

’Supernova’ er kort fortalt et både velspillet og velinstrueret drama om den evige kærlighed sat i en lille og fint fortalt fortælling, der med sikker sans for følelserne griber engagerende om de evigt gyldige temaer som kærlighed, venner, familie og vigtigheden af at sætte pris på netop dette og den vigtige tid, man har sammen her på Jorden, mens man er i live.

’Supernova’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Supernova’ har biografpremiere den 12. august.

‘Free Guy’ leverer videospilsaction og kæk komik

Biografanmeldelse: Det er en veloplagt og vittig Ryan Reynolds, man finder som det dramatiske og kække omdrejningspunkt i action-komedien ’Free Guy’. Det med både stor A og stort K. For her overtages den ene action-scene nærmest af den anden, mens det hele serveres med rappe replikker og fjollet fysisk komik. Det er både ok morsomt og eksplosivt medrivende… i hvert fald et stykke af vejen.

Man følger i filmen Guy, der blot er en blandt adskillige baggrundskarakterer i et populært videospil. Han har ingen som helst fri vilje, mens hans dage ikke afviger det mindste fra hinanden. En dag ændrer det sig dog, da han ved synet af en smuk kvinde, pludselig får indskydelsen at følge efter hende. Det bliver en ny start for Guy, der nu begynder at tage kontrol over sit computerskabte liv.

Virkeligheden findes altså udenfor spillet, hvor Guys rejse fra viljeløs baggrundskarakter til en sej helt følges med både forundring og begejstring, alt imens Guy forsøger at redde sin digitale by, inden virkelighedens kampe får alvorlige konsekvenser for Guy og hans verden. For simultant med historien i spillet, følger man ude i virkeligheden et par computernørders kamp mod den onde ejer af spillet.

Det er i udgangspunktet et ganske sjovt tænkt parløb mellem computervirkelighed og verdenen udenfor, hvor Ryan Reynolds er den komiske motor, der skal få det hele til at fungere i samspil med de eksplosive scener, vilde våben og ræsende køretøjer. Han er da også en veloplagt fornøjelse som den blåøjede og romantiske Guy. Men hen ad vejen bliver særligt den vilde CGI-action lidt som en hat med en hat på.

For den ellers ret ok veludførte action mister i al sin iver efter at imponere også noget af sin medrivende pondus og den fare, der egentlig også til tider skal være på færde. Det sagt, så rives jeg flere gange fint med af eksplosionerne. Desværre forfalder de ellers dejligt ligefremme og rappe løjer samt den skødesløse brug af bulder og brag i sidste ende til en omgang dræbende sukkerromantik og slap sentimentalitet.

Det kvæler noget af den ellers ret så vittige tone, der langt overvejende får filmen til at køre på skinner. Filmens to timer er desværre også lige i den lange ende for filmens og fortællingens eget bedste. Men bl.a. er Taika Waititi som computerskurk et kærkomment komisk indspark i filmen, der på trods af mine forbehold altså leverer sin del af gribende action og veltimet komik. En skam løjerne kollapser i sidste ende.

’Free Guy’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Free Guy’ har biografpremiere den 12. august.

‘The Suicide Squad’ leverer en antihelte-sprælsk omgang WTF!

Biografanmeldelse: KAPOW! Ja, der er virkelig smæk på de vilde action-optrin, kulørte WTF-øjeblikke og blodigt splattede drab i ’The Suicide Squad’. Det er en sand fornøjelse! Man følger nemlig her et hold af antihelte med hver deres unikke egenskab – den ene mere gakket end den anden. Alt fra polkaprikket nedskydning og rottefænger-evner til en talende haj på to ben. Skønt, skørt og charmerende.

Historien er måske ikke just det helt store trækplaster. Men filmens i udgangspunktet ret simple præmis fortælles ganske enkelt bare pokkers veloplagt med nok at medrivende scener og overraskende overraskelser undervejs til, at jeg slugte hele det kaotiske bæst af en farveladefilm råt. Nå, men det var den der præmis. Holdet af antihelte – eller faktisk skurke, om man vil – sendes ud på en farlig mission.

Det er dog mod deres vilje, at de skal sætte livet på spil. Men de gør det fordi, de ellers fængslede skurke, kan få nedsat deres straf. Således takker gruppen ja til at begive sig mod den fjendtlige ø Corto Maltese, hvor de møder et væld af skydegale modstandere på deres mission for at destruere en lyssky facilitet, der huser måske selveste Jordens undergang.

Det er bl.a. i rækken af vilde karakterer, at ’The Suicide Squad’ river mig med. Her møder man eksempelvis to ekspertskytter, den seje Bloodsport og den godhjertede Peacemaker. Holdet består endvidere af den evigt soveglade Ratcatcher 2 samt den der talende haj og ikke mindst Harley Quinn. En yderst umage gruppe, hvis indbyrdes forhold og stridigheder er replik-fornøjeligt forløst.

Idris Elba er med forknyt mine den rå leder Bloodsport, mens John Cena er underspillet sjov som hans skudsikre modstykke Peacemaker. Margot Robbie er atter en fornøjelse som den vanvittige Quinn og så er selveste Sylvester Stallone stemmen bag den muskuløse haj. Sammen udgør de et svært uimodståeligt hold af antihelte, jeg ikke kunne andet end at heppe på hele vejen.

Desværre er Quinn noget amputeret i fortællingen et stykke af vejen, hvor den øvrige gruppe er mere vellykket sammentømret. Hertil kommer, at hovedskurkene ikke er nær så karismatiske som vores helte, hvilket af og til udgør en lidt halvflad modpart. Det sagt, så er der absolut nok af medrivende schwung på holdet, selvom spilletiden også er lige en kende for lang for filmens eget bedste. Men ja, et klart KAPOW!

’The Suicide Squad’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Suicide Squad’ har biografpremiere den 5. august.