Ring roligt til spøgelsesjægerne i ‘Ghostbusters: Afterlife’

Biografanmeldelse: Lad det være sagt med det samme: Jeg elsker de to originale Ghostbusters-film. Nå ja, samt naturligvis både legetøjet, tegnefilmene og tegneserierne, der følger med. Lad det derfor også være sagt med det samme: Denne fortsættelse til de originale film – eller reboot, om man vil – er en glædelig, sjov og underholdende tilføjelse til det hjemsøgte univers.

’Ghostbusters: Afterlife’ bringer således nyt og frisk blod til franchisen – hvor vi fik den første og anden film i henholdsvis 1984 og 1989 – og altså nu spiller videre på den oprindelige historie om de fire umage spøgelsesjægere, der her spøger i kulissen, mest dog Egon Spengler. Det viser sig nemlig, at han siden begivenhederne i 80’erne har trukket sig tilbage til et faldefærdigt landsked langt ude på landet.

Men da han dør, bringer det hans datter Callie og hendes to børn – teenageren Trevor og den fysiknørdede Phoebe – derud for at indkassere, hvad der måtte være af arv. Dette bliver starten for de to børns opdagelse af deres bedstefars fortid som vaskeægte spøgelsesjæger. Snart er der ingen vej tilbage, da en mystisk ondskab truer den lille by og måske meget mere end det.

Ganske vist er ’Ghostbusters: Afterlife’ rig på referencer til 80’er-filmene, mens den også rammer tonen fra originalerne ganske godt, men på sin egen måde, da det her er børn, som er i front og altså ikke voksne mænd. Her er virkelig en veloplagt og dynamisk pingpong, hvor ikke mindst Mckenna Grace som Phoebe er et stærkt kort. Hun er både dejlig nørdet, charmerende og med rammende komisk timing.

Finn Wolfhard er tilpas kejtet som Trever uden at blive en teenager-karikatur. I gruppen finder man bl.a. også Logan Kim, der er et mindre scoop som podcasteren Podcast, der fint komplimenterer filmen med humor og velplacerede kække replikker. De to fremtrædende voksne er en altid charmerende Paul Rudd som læreren Grooberson, mens en uvidende mor spilles sødt og omsorgsfuldt af Carrie Coon.

Her er med andre ord både hjerte og humor i spil takket være en gruppe engagerende karakterer, hvilket lægger det medrivende underlag for den omgang bulder og spøgelsesbrag, der også diskes op med. Det selvom fortællingen måske nok sine steder bliver lige træg nok for sit eget bedste. På trods af det, er filmens stemning vellykket hele vejen, hvor jeg dog savner en måske nok mere original finale.

Det sagt er ’Ghostbusters: Afterlife’ rig nok på rap humor, velportrætterede karakterer og med velbalanceret humoristiske kant, hvor der også bliver plads til enkelte yderst rørende scener, uden det bliver påklistret kvalmt. Jeg kan derfor også kun håbe på, at der venter flere eventyr med de nye spøgelsesjægere, hvor der således vil kunne blive plads til for alvor at blive sin helt egen nye start.

’Ghostbusters: Afterlife’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Ghostbusters: Afterlife’ har biografpremiere den 18. november.

‘The Power of the Dog’ er en knugende god western

Biografanmeldelse: Glem alt om bragende seksløbere og diligence-ræs, når Jane Campions underspillede western ’The Power of the Dog’ foldes knugende lavmælt ud. Det er nemlig ikke med store armbevægelser, at dramaet får luft under vingerne. Det sker derimod i detaljen. I alt det usagte. Her med en forknyt Benedict Cumberbatch i rollen som ranchejeren Phil Burbank i Montana anno 1925.

Han er en mand og cowboy af den gamle skole, hvor mænd er beskidte, kan kastrere tyre og har brede skuldre. Phil har derfor også ekstra svært ved at acceptere og administrere sin bror Georges nye hustru Rose og ikke mindst hendes klejne søn Peter. Det er her, dramaet snart får sit engagerende greb i mig med følelserne sitrende latent lige under overfladen. Som en trykkoger, inden den eksploderer.

Følelser er nemlig ikke noget Phil på nogen måde snakker om eller beskæftiger sig med. De er gemt langt væk og ned i dybet af hans plagede sjæl. Men Phils øjne og korte bemærkninger løfter sløret for en fortid, der hjemsøger ham. En tid, han længes efter. Men i stedet for at tage livtag med egne martrede minder, kører han et psykologisk manipulerende spil med dem omkring sig, særligt Rose og Peter.

Selvom Phil ganske vist umiddelbart fremstår som en led, kynisk og kold satan, gemmer den ordknappe cowboy altså på mere bag al den hårde hud. Det er bl.a. og netop Cumberbatchs knudemandsportræt, som drager mig filmen igennem, hvor netop hans manipulerende væsen er et spændende og nuanceret bekendtskab. For hvornår ryger trykkogeren i luften?

Desuden er samspillet med en rolig Jesse Plemons som broderen George, Kirsten Dunst som den skrøbelige Rose og en splejset Kodi Smit-McPhee som Peter nærværende sat i scene. Hertil kommer, at Jane Campions manuskript – baseret på en bog af Thomas Savage fra 1967 – tør tage sig god tid til sin historie, og ikke mindst lykkedes med dette uden, at dramaet falder slapt til jorden.

Naturens barske væsen og de smukke vidder af storslået skønhed bruges endvidere med sans for at udvide dramaet med en ligeledes gribende billedside, der emmer af både spirende liv og stilstand. ’The Power of the Dog’ er med andre ord et velfortalt og underspillet intenst drama om bortgemte følelser og fortidens spøgelser, hvor også et portræt af maskulinitet fint får et sitrende følelsesliv lige der bag de barske øjne.

’The Power of the Dog’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Power of the Dog’ har premiere i et begrænset antal biografer den 18. november.

Will Smith er en ukuelig tennistræner i den glatte ‘King Richard’

Biografanmeldelse: Det er sådan set ikke fordi, at fortællingen om de to nu legendariske tennisikoner Venus og Serena Williams ikke er interessant. Jeg mener, her er bl.a. både familiedrama, søskende-misundelse, vedholdende passion og et farforhold i centrum i skikkelse af den visionære og ukuelige Richard Williams med en komplet plan for sine to døtres vej til stjernestatus på tennisbanen.

’King Richard’ er med andre ord et klassisk underdog-drama i feelgood-kategorien. Det er der bestemt intet galt med. Men i dette tilfælde, forbliver dramaet åleglat, Hollywood-pænt og ufarligt. Her er ikke egentlige modhager i hverken dramaet, fortællingen eller relationerne, som man her lærer at kende. Lige fra Venus, Serena og farmand Richard, til deres mor og øvrige søskende.

Jo vist, Richard får et par på hovedet af nogle uromagere på gaden i Compton, hvor familien bor. Et sted, som både Richard og hans hustru Oracene drømmer om at flytte væk fra, mens de ligeledes gør alt, hvad de kan for at beskytte deres døtre og holde dem væk fra gaden. Men selvom Richard altså møder lidt modstand i et par punks, så er modstanden som beskrevet i filmen ret så minimal.

Her glider også de to søstre legende let igennem spillet og dramaet, hvor bl.a. deres interne relation aldrig udfordres, mens forholdet til den hårde, men også godhjertede træner Richard forbliver uden problemer af nævneværdig karakter. Så selvom bl.a. Will Smith er god som Richard, falder hans præstation noget fladt på maven i et drama, der ligeledes forbliver fladt og med en desuden generisk spændingskurve.

Ethvert tilløb til blot en smule mere engagerende og farligt drama manes konstant i jorden. Det hele forbliver holdt på den glatte overflade, selvom der da bl.a. er et skænderi eller to mellem Richard og Oracene, som desuden spilles med tæft og nærvær af Aunjanue Ellis. Ægteskabsskærmydslerne overvindes dog lige så nemt som øvrige tilløb til lidt modhager i dramaet, bl.a. også pigernes forhold til Richard.

For godt nok kan man tale om, at Venus og Serena paces, men der stilles aldrig for alvor spørgsmål ved farmand Richards metoder og hans plan med døtrene fra allerede inden de kom til verden. Dog er også Saniyya Sidney og Demi Singleton både charmerende og stærke som Venus og Serena. Det er derfor også ekstra frustrerende og ærgerligt, at ’King Richard’ er en så tandløs, som tilfældet er.

’King Richard’ får 2 ud af 6 stjerner:

’King Richard’ har biografpremiere den 18. november.

Den romantiske ‘Venuseffekten’ er sødmefyldt kærlighedsknas

Biografanmeldelse: Der er følelser, kærlighed, familie og vigtige relationer på spil i den sødmefulde ’Venuseffekten’, hvor romantiske forviklinger og usikkerheder slår både knuder og gnister mellem Liv og Andrea. Liv arbejder på sine forældres gartnergård ude på landet. Hendes liv og hverdag ændrer sig dog pludselig, da Andrea iført fisse-kostume og lyserødt hår nærmest dumper ned fra himlen.

Andrea kommer nemlig brasende ind på gården en dag. Hendes bil er gået i stykker og i stå, så nu må Liv hjælpe den noget febrilske og småforvirrede Andrea, der er på vej til polterabend. Deres korte møde bliver dog den spirende start på noget andet og mere end blot et venskabeligt rendezvous. Der er bare lige det ved det, at Liv allerede har en kæreste. Han hedder Sebastian.

’Venuseffekten’ er således også fortællingen om både en spirende forelskelse og vækkelsen af en seksualitet. På samme måde, som også planterne på gården spirer, slår rødder og får liv. Desværre bliver dramaet og kærlighedskomplikationerne noget generisk forløst i en fortælling, der også synes at mangle nogle mellemregninger for at få forholdets udvikling til at gå helt op og mig ombord.

Det forekommer af og til, at der er en scene eller to for lidt til, at jeg sådan rigtigt får lov til at komme derind, hvor det både gør godt og ondt, når følelserne får frit løb. Hertil kommer, at det romantiske parløb også forsøges flettet sammen med Livs familieforhold, ikke mindst til sin mor, hvor der endvidere også er knas i familiebaglandet. Det lykkedes delvist at få forløst denne side af fortællingen.

Det er dog Liv og Andrea, som er det klare dramatiske omdrejningspunkt, hvor der bl.a. spilles på deres tydelige forskelligheder. Desværre så meget, at det sine steder tenderer karikaturen mellem de spraglede københavnere og de jordnære provinsboere. Filmens skavanker til trods, er bl.a. Johanne Milland og Josephine Park som det nyudklækkede par med til at redde filmen nogenlunde engagerende i land.

Her står Millands fint nuancerede portræt af den søgende Liv både sart, drømmende og stærkt frem, mens Park er sprudlende, kaotisk og charmerende, men desværre også skrevet en kende for karikeret. Ikke desto mindre er de to gode både på egen hånd, men bestemt også sammen. Kort fortalt er ’Venuseffekten’ fint spillet, men desværre også lidt for forudsigelig i sin udfoldelse af følelseslivets op- og nedture.

’Venuseffekten’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Venuseffekten’ har biografpremiere den 18. november.

Hell yeah! ‘Titane’ er fucked up snask i billedbrillant indpakning

Biografanmeldelse: Hvad pokker er det lige, der sker her? Altså i den potente genrebastard ’Titane’. For det er med en overraskende vredet fortælling, at instruktør og manuskriptforfatter Julia Ducournaus sexede sjasker bugter sig gennem sine vilde eskapader, der byder på lidt af hvert og mere til. Det er nemlig ikke sådan at forudse, hvor filmen tager en hen, når den sparker speederen ufortrødent i bund.

Her bliver man således vidne til alt fra sensuel bolleomgang med biler til barndomstraumer og en titaniumplade i kraniet på vores hovedperson. Og det er kun filmens spæde start. Man følger danseren Alexia, der med et traume i baghovedet bugter sig i sexet forening med en flammemalet bil foran et sultent publikum. Alexia er dog ikke kun danser og en forpint sjæl, hun er også seriemorder.

For på sin gang gennem natten gør hun som vindens tilfældige susen det af med mænd og kvinder. Brutalt og blodigt. Koldt og kynisk. Grumt og grotesk. Helt på samme måde, som filmen også er det. En medrivende snasket og fucked up bizar rejse ind i en kvindes syge sjæl, der tog mig i uventede retninger med sin originale fortælling, der kanthugger sig gennem sorg, afsavn, sex, familierelationer og traumer.

I front for de virile løjer finder man en hele vejen dragende Agathe Rousselle som Alexia. Hun har ganske enkelt et sådant nærvær og intensitet, at jeg ikke kan andet end at lade hende føre mig gennem alle filmens voldsomme og vilde begivenheder. Det takket være bl.a. også den uforudsigelige historie, der sine steder helt sætter virkeligheden ud af spil og indsætter groteskheden i al sin snaskede vælde.

Jeg bliver nødt til også at nævne Vincent Lindon, der i en betydningsfuld rolle – hvilken vil jeg dog ikke afsløre – er engagerende i al sin maskuline sårbarhed.  ’Titane’ er nemlig mange ting. Det er blodigt gys. Det er traumeramt drama. Det er far-søn-sorg. Det er ildpåsættende galskab. Det er sexondulerende exploitation. Det er kropsklamt snask. Det er fucked up. Det er helt forrygende!

Julia Ducournau har med sin grusomme og billedbrillante ’Titane’ skabt et værk, der tør trampe sig gennem uforudsete sumpområder af råd, ubehag og voldsomme overraskelser. Det er som om, at den franske film er lavet direkte til mig, men samtidig er ’Titane’ også en film alle bør opleve, høre og mærke. Helt ind i kraniet, kroppen og ned i maven. Det er i hvert fald en fucked up oplevelse, man ikke glemmer.

’Titane’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Titane’ har biografpremiere den 11. november.

Fortidens grimme spøgelser er overalt i ‘The Card Counter’

Biografanmeldelse: Fortidens mørke snører sig stramt om livet på den plagede William Tell i ’The Card Counter’. Den hemmelighedsfulde mand lever af at gamble – eller måske rettere af at tælle kort. Han har nemlig lært sig selv den svære disciplin i sine trivielle år i fængsel, hvor han nu ude i friheden bruger tælle-teknikken til at ernære sig ved bl.a. at spille blackjack.

William Tell kan lide sit livs rutinetunge dage med at bevæge sig gennem USA fra kasino til kasino, hvor han i anonymitetens navn ikke går efter at vinde de svimlende summer af dollars, men derimod går efter bare at vinde nok til at leve sit liv i fred – og altså holde sig selv ude af søgelyset for at blive opdaget i at snyde ved at tælle kort. Han er en mand i rutinens magt med en fortid, der plager ham i nutiden.

Den martrede William Tells nutid bliver dog sparket ud af kurs, da den unge Cirk opsøger ham med information, der binder de to mænds liv og fortid sammen i et dystert spindelvæv af bortgemte skeletter. ’The Card Counter’ borer sig således som et grimt spøgelse fra fortiden ind mellem mine ribben, hvorfra det bevæger sig som en knude ned i min mave, mens filmens intensitet blot tager til. Herligt.

Fortællingen om den fortidsplagede William Tell foldes nemlig med sikker hånd ud af instruktør og manuskriptforfatter Paul Schrader, hvor ikke kun selve plottets insisterende og nervepirrende væsen sætter sig i min krop, men også netop karakteren William Tell i skikkelse af en knugende god Oscar Isaac, der bærer mørket i både sit indre og sit ydre. Jeg mærker ham og hans smerte.

Thrilleren hiver mig med andre ord elegant ind i sin verden af vemod og melankoli, hvor bl.a. også filmens musik af Robert Levon Been og Giancarlo Vulcano griber mine øregange og rammer en nerve i mig, der kun forstærker min relation til William Tell og fortællingens dejligt dystre univers af evige nætter på trøstesløse kasinoer og livets rutiner fra det ene kønsløse motel til det næste.

75-årige Paul Schrader – der af mange nok kendes for manuskripterne til Matin Scorseses ’Taxi Driver’ og ’Raging Bull’ – leverer med ’The Card Counter’ kort fortalt en fortættet, nervepirrende og karakterbundet fortælling om at leve i skyggen af en dyster fortid. Det er dog også fortællingen om at søge tilgivelse med spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet er muligt også at tilgive sig selv. Stærkt!

’The Card Counter’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Card Counter’ har biografpremiere den 4. november.

‘Swan Song’ giver scenen til Udo Kiers flamboyante frisør

Biografanmeldelse: Den for evigt karismatiske Udo Kier griber i ‘Swan Song’ sin flamboyante rolle som frisør og skønhedsekspert om struben på både rørende, melankolsk og morsom vis. Den 77-årige legende gør nemlig den måske nok lidt ujævne film hele turen værd. Han har med andre ord et af de der ansigter, jeg ikke kan tage øjnene fra. Det i både skønne nærbilleder og dansende totaler. Han er forrygende!

Udo Kier er den egenrådige Pat Pitsenbarger, en nu pensioneret frisør, der engang var toppen af poppen i de finere kredse samt en del af sin bys festlige natteliv og homomiljø. Nu er han derimod bosat på et trist plejehjem, der mest af alt minder om et fængsel, hvor han bruger dagene på at ryge i smug, folde servietter og stirre ud i luften. Ikke just et liv, der passer den aldrende excentriker.

Da Pat imidlertid får tilbuddet om at fikse sin netop afdøde klient op til begravelsens åbne kiste, flygter han fra plejehjemmets grå indre og ud i virkeligheden, hvor han kommer til at møde sig selv i den omverden, som nu har forandret sig, siden han sidst var en del af den. Fortidens spøgelser og uløste konflikter skyder op omkring ham, mens Pat på sin vej også mindes om, hvem han i virkeligheden er og var.

Der er ingen tvivl om, at ’Swan Song’ er Udo Kiers ubetingede show. Han vibrerer medrivende i hvert et billede, han indtager med sit umiskendelige nærvær og sine dragende øjne, der lyser hver en scene op. Det både de melankolske og bittersøde samt de humoristiske og kærlige. Fortællingen rummer nemlig både mørket og lyset – opture og nedture – som det nu engang er tilfældet med livets gang.

Pat bærer da også på en stor sorg og smerte i mindet om sin nu afdøde partner, men han er også et levende livstykke, der vil det smukke og sjove her i livet. Det betyder bl.a. store diamantringe, en farverig hat og et affekteret kropssprog. Han indtager filmen, scenerne og verden omkring sig. Det er derfor også en skam, at filmen bl.a. løber ind i fortællemæssige ujævnheder undervejs.

’Swan Song’ får nemlig ikke helt givet samme nærværende tyngde til de øvrige medvirkende, mens beskrivelsen af byen Sandusky og dens miljø er en smule underudviklet. Det sagt, så er ’Swan Song’ kort fortalt en på flere måder både livsbekræftende, betagende bittersød og underspillet sjov fortælling om livet, døden og alt det, vi bruger tiden på, mens vi er i live.

’Swan Song’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Swan Song’ har biografpremiere den 4. november.

‘The Boy Behind the Door’ er et intenst og brutalt kidnapningsgys

Biografanmeldelse: Det er med et bistert greb om en nervepirrende opbygget spændingskurve, at instruktører og manusforfattere David Charbonier og Justin Powell folder deres brutale kidnapningsgys ud. ‘The Boy Behind the Door’ er således en intens lille knaldperle, hvor der ganske vist skal sluges et par plotmæssige kameler undervejs, men som sejrer takket være bl.a. sin intensiverende spænding.

Jeg bliver smidt direkte ud i grusomhederne, hvor man møder to drenge, der er låst inde i en bils bagagerum. Herfra hives drengen Kevin op for at blive slæbt skrigende ind i et stort og afsidesliggende hus. Bobby efterlades tilbage spærret inde i bilens mørke indre. Det lykkedes ham dog at smadre sig fri af bilens greb, hvorfra starten på at befri sin ven fra tilfangetagerens skjul nu indledes.

Det er den simple og gribende grumme præmis for gyset, der kender sin besøgstid med en stramt afviklet spilletid på lige under 90 minutter. Her er ikke så meget pis. Det er intens katten-efter-musen-spænding krydret med brutal vold og blodigt ubehag. Desuden finder man en virkelig god, nærværende og naturligt spillende Lonnie Chavis som Bobby. Han portrætterer engagerende alt fra angst til håbløshed og styrke.

Ezra Dewey må ikke glemmes, da han som Kevin ligeledes brænder gribende igennem i sin neglebidende kamp for at klare den dødsensfarlige situation. En ting er nemlig filmens veliscenesatte intensitet, hvor bl.a. en skarp brug dunkle skygger og snigende lyde bibringer gyset sin uhygge. En anden ting er netop de to drenge, der er med til at give gyset et dramatisk nærvær og en anspændt nerve.

For selvom ’The Boy Behind the Door’ ikke just kan siges at være innovativ som sådan, så er det ganske enkelt en pokkers velfortalt, fermt instrueret og hidsig lille film, der på effektiv vis bruger sin spilletid til at fortælle sin medrivende historie om to drenges kamp for at slippe fri og overleve deres kidnappers jerngreb. Det er spænding i ren form fortalt i gennemgående dunkelt belyste scener af uhygge.

’The Boy Behind the Door’ er kort fortalt et dunkende sikkert favntag med intens spænding og ubehagelig vold, der ganske vist ikke genopfinder genren, men som både medrivende og effektivt gør brug af sine gysende virkemidler, hvor de to kidnappede drenge bidrager med dramatisk tyngde og menneskelig nerve midt i ubehaget, der skyder sig som et lyn gennem mine nervebaner. Herligt!

’The Boy Behind the Door’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The Boy Behind the Door’ har biografpremiere den 4. november.

‘CODA’ er et feel-good-drama lige efter bogen… men det fungerer

Biografanmeldelse: Der er sådan set ikke så meget pjat med dramaet ’CODA’. Det er en feel-good-film lige efter bogen… men den fungerer. Her er dog tale om en fortælling, der til tider måske nok kan virke en smule konstrueret, men som til trods for bl.a. det og sin forudsigelighed både er rørende, gribende og helt hjerteskærende. Desuden spædes der til med hjertevarm humor. Ja, feel-good lige efter bogen.

Man følger i denne genindspilning af den franske ’The Bélier Family’ fra 2014 gymnasieeleven Ruby, som er den eneste hørende i sin familie, hvor både mor, far og storebror er døve. Det har gjort hende til en uundværlig del af familiens liv og levevej som fiskere, hvor hun er tolk og arbejdskraft. Da Ruby imidlertid fanges af musikken og det at synge, ændrer hendes planer for fremtiden sig radikalt.

Ruby vil nemlig læse videre for at studere musik og altså ikke fortsætte med familiefiskeriet. Der noget fint og dramatisk modsætningsfyldt i en smukt syngende datter, som familien aldrig kommer til at kunne høre. Rubys fremtidsdrømme i storbyen spiller dog ikke overens med familiens fremtid, hvor deres levevej som fiskere endvidere trues af grådige fiskeindkøbere. Ruby står nu fanget i midten af det hele.

’CODA’ er altså – udover at være historien om en ung kvinde, der er ved at finde sig selv og sin vej i livet – også en film om den svære løsrivelse fra familien, ikke at ville skuffe sin forældre, at gå egne veje og turde tro på ens drømme. Alle ingredienserne til netop en feel-good-film. Heldigvis balanceres hjertevarmen fint med de dilemmafyldte problematikker i en film, der desuden er både velfortalt og velspillet.

I rollen som den splittede Ruby finder man en charmerende og gribende Emilia Jones, som det er svært ikke at holde af og holde med, mens mor Jackie og far Frank ses i skikkelse af omsorgsfulde Marlee Matlin og Troy Kotsur. De fungerer virkelig godt som par samt i rollen som de både drillende og bevidst akavede forældre, hvor det dramatisk alvorlige forhold til Ruby dog heldigvis ikke lider overlast.

Jeg må ikke glemme et af filmens øvrige hovedelementer, nemlig en karismatisk Eugenio Derbez som den bestemte, men også kærlige musiklærer Mr. V. Han kan måske nok til en start virke en anelse karikeret, men rollen vokser sig troværdig og smelter fint sammen med de andre relationer, som Ruby har. Familie, kærlighed, musik og hjertevarm humor. Ja, ’CODA’ er en rigtig feel-good-film lige efter bogen.

’CODA’ får 4 ud af 6 stjerner:

’CODA’ har biografpremiere den 4. november.

Passionen sitrer i dokumentaren ‘Trøffeljægerne fra Piemonte’

Biografanmeldelse: Jeg bliver med Michael Dweck og Gregory Kershaws dokumentarfilm ’Trøffeljægerne fra Piemonte’ taget med ind i en naturskøn verden af passion og trøfler samt kærlighed og pengemaskiner. Man følger nemlig her en gruppe ældre trøffeljægere på den anden side af både 70 og 80 år. De kender skovenes hemmeligheder, mens de godmodigt jager trøflerne med deres hunde.

Den minutiøse og tålmodighedskrævende jagt foregår i Piemontes smukke skove i Italien, hvor der er højt til himlen og luften er ren. De dyrebare og sjældne trøfler er en eftertragtet vare blandt gourmetelskende feinschmeckere, der køber naturens klumper af velduftende guld for flere tusinde euro. Skellet mellem de beskidte støvler i skovbunden og de højt oplyste lokaler, hvor trøflerne sælges, er stor.

Denne udtalte forskel i miljøerne giver filmen en interessant dynamik, hvor det dog er jægerne, som er filmens klare fokus. Men fortællingen kommer også ind på netop, hvordan der forsøges lukreret grådigt på jægernes arbejde og trøflerne, mens deres hunde endda forsøges forgiftet i skovbunden. Der er med andre ord rift om de aldrende trøffeljægeres hemmeligheder. Dem giver de dog ikke fra sig så let.

Der er bl.a. en, der helt er stoppet med at lede efter trøfler, da netop branchen og her de rige opkøbere ifølge ham er blevet alt for grådige. Filmen favner dog mere end ”blot” at være en film om jagten på de delikate trøfler. Det er også en fortælling om at finde mening med livet. Det simple, gode og givende liv. Det at have en livslang passion, der giver mening. Det gør forholdet til naturen, trøflerne og hundene.

Det er også en film om en gammel kultur og tradition, der desværre synes at synge på sidste vers, da en ny generation af trøffeljægere ikke just står på spring for at føre de dyrebare hemmeligheder videre. Det er fortællingen om en række mænd, der lever livet simpelt og dedikeret. Det hele fortalt i fint komponerede billeder og scener, der rummer både ømhed, harme og af og til er helt rørende.

Kort fortalt er ’Trøffeljægerne fra Piemonte’ et både interessant og sine steder helt hjerteskærende indblik i et miljø af passioneret livsførelse og traditionstunge hemmeligheder. En verden, som trues af en fremtid og branche, der mangler tålmodigheden til selv at finde trøflerne. Det er bl.a. derfor også til at leve med, at nogle scener synes gentaget en smule for meget. Men bestemt en fin filmoplevelse.

’Trøffeljægerne fra Piemonte’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Trøffeljægerne fra Piemonte’ har biografpremiere den 4. november.