Biografanmeldelse: Lad det være sagt med det samme: Jeg elsker de to originale Ghostbusters-film. Nå ja, samt naturligvis både legetøjet, tegnefilmene og tegneserierne, der følger med. Lad det derfor også være sagt med det samme: Denne fortsættelse til de originale film – eller reboot, om man vil – er en glædelig, sjov og underholdende tilføjelse til det hjemsøgte univers.

’Ghostbusters: Afterlife’ bringer således nyt og frisk blod til franchisen – hvor vi fik den første og anden film i henholdsvis 1984 og 1989 – og altså nu spiller videre på den oprindelige historie om de fire umage spøgelsesjægere, der her spøger i kulissen, mest dog Egon Spengler. Det viser sig nemlig, at han siden begivenhederne i 80’erne har trukket sig tilbage til et faldefærdigt landsked langt ude på landet.

Men da han dør, bringer det hans datter Callie og hendes to børn – teenageren Trevor og den fysiknørdede Phoebe – derud for at indkassere, hvad der måtte være af arv. Dette bliver starten for de to børns opdagelse af deres bedstefars fortid som vaskeægte spøgelsesjæger. Snart er der ingen vej tilbage, da en mystisk ondskab truer den lille by og måske meget mere end det.

Ganske vist er ’Ghostbusters: Afterlife’ rig på referencer til 80’er-filmene, mens den også rammer tonen fra originalerne ganske godt, men på sin egen måde, da det her er børn, som er i front og altså ikke voksne mænd. Her er virkelig en veloplagt og dynamisk pingpong, hvor ikke mindst Mckenna Grace som Phoebe er et stærkt kort. Hun er både dejlig nørdet, charmerende og med rammende komisk timing.

Finn Wolfhard er tilpas kejtet som Trever uden at blive en teenager-karikatur. I gruppen finder man bl.a. også Logan Kim, der er et mindre scoop som podcasteren Podcast, der fint komplimenterer filmen med humor og velplacerede kække replikker. De to fremtrædende voksne er en altid charmerende Paul Rudd som læreren Grooberson, mens en uvidende mor spilles sødt og omsorgsfuldt af Carrie Coon.

Her er med andre ord både hjerte og humor i spil takket være en gruppe engagerende karakterer, hvilket lægger det medrivende underlag for den omgang bulder og spøgelsesbrag, der også diskes op med. Det selvom fortællingen måske nok sine steder bliver lige træg nok for sit eget bedste. På trods af det, er filmens stemning vellykket hele vejen, hvor jeg dog savner en måske nok mere original finale.

Det sagt er ’Ghostbusters: Afterlife’ rig nok på rap humor, velportrætterede karakterer og med velbalanceret humoristiske kant, hvor der også bliver plads til enkelte yderst rørende scener, uden det bliver påklistret kvalmt. Jeg kan derfor også kun håbe på, at der venter flere eventyr med de nye spøgelsesjægere, hvor der således vil kunne blive plads til for alvor at blive sin helt egen nye start.

’Ghostbusters: Afterlife’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Ghostbusters: Afterlife’ har biografpremiere den 18. november.

Biografanmeldelse: Det er sådan set ikke fordi, at fortællingen om de to nu legendariske tennisikoner Venus og Serena Williams ikke er interessant. Jeg mener, her er bl.a. både familiedrama, søskende-misundelse, vedholdende passion og et farforhold i centrum i skikkelse af den visionære og ukuelige Richard Williams med en komplet plan for sine to døtres vej til stjernestatus på tennisbanen.

’King Richard’ er med andre ord et klassisk underdog-drama i feelgood-kategorien. Det er der bestemt intet galt med. Men i dette tilfælde, forbliver dramaet åleglat, Hollywood-pænt og ufarligt. Her er ikke egentlige modhager i hverken dramaet, fortællingen eller relationerne, som man her lærer at kende. Lige fra Venus, Serena og farmand Richard, til deres mor og øvrige søskende.

Jo vist, Richard får et par på hovedet af nogle uromagere på gaden i Compton, hvor familien bor. Et sted, som både Richard og hans hustru Oracene drømmer om at flytte væk fra, mens de ligeledes gør alt, hvad de kan for at beskytte deres døtre og holde dem væk fra gaden. Men selvom Richard altså møder lidt modstand i et par punks, så er modstanden som beskrevet i filmen ret så minimal.

Her glider også de to søstre legende let igennem spillet og dramaet, hvor bl.a. deres interne relation aldrig udfordres, mens forholdet til den hårde, men også godhjertede træner Richard forbliver uden problemer af nævneværdig karakter. Så selvom bl.a. Will Smith er god som Richard, falder hans præstation noget fladt på maven i et drama, der ligeledes forbliver fladt og med en desuden generisk spændingskurve.

Ethvert tilløb til blot en smule mere engagerende og farligt drama manes konstant i jorden. Det hele forbliver holdt på den glatte overflade, selvom der da bl.a. er et skænderi eller to mellem Richard og Oracene, som desuden spilles med tæft og nærvær af Aunjanue Ellis. Ægteskabsskærmydslerne overvindes dog lige så nemt som øvrige tilløb til lidt modhager i dramaet, bl.a. også pigernes forhold til Richard.

For godt nok kan man tale om, at Venus og Serena paces, men der stilles aldrig for alvor spørgsmål ved farmand Richards metoder og hans plan med døtrene fra allerede inden de kom til verden. Dog er også Saniyya Sidney og Demi Singleton både charmerende og stærke som Venus og Serena. Det er derfor også ekstra frustrerende og ærgerligt, at ’King Richard’ er en så tandløs, som tilfældet er.

’King Richard’ får 2 ud af 6 stjerner:

’King Richard’ har biografpremiere den 18. november.

Biografanmeldelse: Hvad pokker er det lige, der sker her? Altså i den potente genrebastard ’Titane’. For det er med en overraskende vredet fortælling, at instruktør og manuskriptforfatter Julia Ducournaus sexede sjasker bugter sig gennem sine vilde eskapader, der byder på lidt af hvert og mere til. Det er nemlig ikke sådan at forudse, hvor filmen tager en hen, når den sparker speederen ufortrødent i bund.

Her bliver man således vidne til alt fra sensuel bolleomgang med biler til barndomstraumer og en titaniumplade i kraniet på vores hovedperson. Og det er kun filmens spæde start. Man følger danseren Alexia, der med et traume i baghovedet bugter sig i sexet forening med en flammemalet bil foran et sultent publikum. Alexia er dog ikke kun danser og en forpint sjæl, hun er også seriemorder.

For på sin gang gennem natten gør hun som vindens tilfældige susen det af med mænd og kvinder. Brutalt og blodigt. Koldt og kynisk. Grumt og grotesk. Helt på samme måde, som filmen også er det. En medrivende snasket og fucked up bizar rejse ind i en kvindes syge sjæl, der tog mig i uventede retninger med sin originale fortælling, der kanthugger sig gennem sorg, afsavn, sex, familierelationer og traumer.

I front for de virile løjer finder man en hele vejen dragende Agathe Rousselle som Alexia. Hun har ganske enkelt et sådant nærvær og intensitet, at jeg ikke kan andet end at lade hende føre mig gennem alle filmens voldsomme og vilde begivenheder. Det takket være bl.a. også den uforudsigelige historie, der sine steder helt sætter virkeligheden ud af spil og indsætter groteskheden i al sin snaskede vælde.

Jeg bliver nødt til også at nævne Vincent Lindon, der i en betydningsfuld rolle – hvilken vil jeg dog ikke afsløre – er engagerende i al sin maskuline sårbarhed.  ’Titane’ er nemlig mange ting. Det er blodigt gys. Det er traumeramt drama. Det er far-søn-sorg. Det er ildpåsættende galskab. Det er sexondulerende exploitation. Det er kropsklamt snask. Det er fucked up. Det er helt forrygende!

Julia Ducournau har med sin grusomme og billedbrillante ’Titane’ skabt et værk, der tør trampe sig gennem uforudsete sumpområder af råd, ubehag og voldsomme overraskelser. Det er som om, at den franske film er lavet direkte til mig, men samtidig er ’Titane’ også en film alle bør opleve, høre og mærke. Helt ind i kraniet, kroppen og ned i maven. Det er i hvert fald en fucked up oplevelse, man ikke glemmer.

’Titane’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Titane’ har biografpremiere den 11. november.

Biografanmeldelse: Den for evigt karismatiske Udo Kier griber i ‘Swan Song’ sin flamboyante rolle som frisør og skønhedsekspert om struben på både rørende, melankolsk og morsom vis. Den 77-årige legende gør nemlig den måske nok lidt ujævne film hele turen værd. Han har med andre ord et af de der ansigter, jeg ikke kan tage øjnene fra. Det i både skønne nærbilleder og dansende totaler. Han er forrygende!

Udo Kier er den egenrådige Pat Pitsenbarger, en nu pensioneret frisør, der engang var toppen af poppen i de finere kredse samt en del af sin bys festlige natteliv og homomiljø. Nu er han derimod bosat på et trist plejehjem, der mest af alt minder om et fængsel, hvor han bruger dagene på at ryge i smug, folde servietter og stirre ud i luften. Ikke just et liv, der passer den aldrende excentriker.

Da Pat imidlertid får tilbuddet om at fikse sin netop afdøde klient op til begravelsens åbne kiste, flygter han fra plejehjemmets grå indre og ud i virkeligheden, hvor han kommer til at møde sig selv i den omverden, som nu har forandret sig, siden han sidst var en del af den. Fortidens spøgelser og uløste konflikter skyder op omkring ham, mens Pat på sin vej også mindes om, hvem han i virkeligheden er og var.

Der er ingen tvivl om, at ’Swan Song’ er Udo Kiers ubetingede show. Han vibrerer medrivende i hvert et billede, han indtager med sit umiskendelige nærvær og sine dragende øjne, der lyser hver en scene op. Det både de melankolske og bittersøde samt de humoristiske og kærlige. Fortællingen rummer nemlig både mørket og lyset – opture og nedture – som det nu engang er tilfældet med livets gang.

Pat bærer da også på en stor sorg og smerte i mindet om sin nu afdøde partner, men han er også et levende livstykke, der vil det smukke og sjove her i livet. Det betyder bl.a. store diamantringe, en farverig hat og et affekteret kropssprog. Han indtager filmen, scenerne og verden omkring sig. Det er derfor også en skam, at filmen bl.a. løber ind i fortællemæssige ujævnheder undervejs.

’Swan Song’ får nemlig ikke helt givet samme nærværende tyngde til de øvrige medvirkende, mens beskrivelsen af byen Sandusky og dens miljø er en smule underudviklet. Det sagt, så er ’Swan Song’ kort fortalt en på flere måder både livsbekræftende, betagende bittersød og underspillet sjov fortælling om livet, døden og alt det, vi bruger tiden på, mens vi er i live.

’Swan Song’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Swan Song’ har biografpremiere den 4. november.

Biografanmeldelse: Der er sådan set ikke så meget pjat med dramaet ’CODA’. Det er en feel-good-film lige efter bogen… men den fungerer. Her er dog tale om en fortælling, der til tider måske nok kan virke en smule konstrueret, men som til trods for bl.a. det og sin forudsigelighed både er rørende, gribende og helt hjerteskærende. Desuden spædes der til med hjertevarm humor. Ja, feel-good lige efter bogen.

Man følger i denne genindspilning af den franske ’The Bélier Family’ fra 2014 gymnasieeleven Ruby, som er den eneste hørende i sin familie, hvor både mor, far og storebror er døve. Det har gjort hende til en uundværlig del af familiens liv og levevej som fiskere, hvor hun er tolk og arbejdskraft. Da Ruby imidlertid fanges af musikken og det at synge, ændrer hendes planer for fremtiden sig radikalt.

Ruby vil nemlig læse videre for at studere musik og altså ikke fortsætte med familiefiskeriet. Der noget fint og dramatisk modsætningsfyldt i en smukt syngende datter, som familien aldrig kommer til at kunne høre. Rubys fremtidsdrømme i storbyen spiller dog ikke overens med familiens fremtid, hvor deres levevej som fiskere endvidere trues af grådige fiskeindkøbere. Ruby står nu fanget i midten af det hele.

’CODA’ er altså – udover at være historien om en ung kvinde, der er ved at finde sig selv og sin vej i livet – også en film om den svære løsrivelse fra familien, ikke at ville skuffe sin forældre, at gå egne veje og turde tro på ens drømme. Alle ingredienserne til netop en feel-good-film. Heldigvis balanceres hjertevarmen fint med de dilemmafyldte problematikker i en film, der desuden er både velfortalt og velspillet.

I rollen som den splittede Ruby finder man en charmerende og gribende Emilia Jones, som det er svært ikke at holde af og holde med, mens mor Jackie og far Frank ses i skikkelse af omsorgsfulde Marlee Matlin og Troy Kotsur. De fungerer virkelig godt som par samt i rollen som de både drillende og bevidst akavede forældre, hvor det dramatisk alvorlige forhold til Ruby dog heldigvis ikke lider overlast.

Jeg må ikke glemme et af filmens øvrige hovedelementer, nemlig en karismatisk Eugenio Derbez som den bestemte, men også kærlige musiklærer Mr. V. Han kan måske nok til en start virke en anelse karikeret, men rollen vokser sig troværdig og smelter fint sammen med de andre relationer, som Ruby har. Familie, kærlighed, musik og hjertevarm humor. Ja, ’CODA’ er en rigtig feel-good-film lige efter bogen.

’CODA’ får 4 ud af 6 stjerner:

’CODA’ har biografpremiere den 4. november.