Biografanmeldelse: Lad mig bare til en start sige, at jeg ikke har spillet computerspillet, som eventyrfilmen ’Uncharted’ er baseret på. Jeg har derfor ikke hverken et forhold til dens karakterer, historie eller univers. Jeg var med andre ord et blankt lærred forud for at blive kastet ind i actionfilmens løjer af oneliners, skattejagt og et umage venskab mellem den unge Drake og den erfarne Sully.

Her forsøges indledningsvist etableret følelsesmæssig tyngde til Drake, der lever med et savn af sin storebror, der forlod ham, da de var små. Der kommer bare aldrig nok dramatisk kød på hans karakter til, at jeg følelsesmæssigt investeres i ham. Det samme gælder også for de øvrige medvirkende, bl.a. hans partner in crime Sully, der hyrer ham ind til jagten på en enorm guldskat.

Det efterlader mig i lidt af et tomrum, når den vilde skattejagt flyver afsted. Men selvom her altså ikke er tale om videre interessante karakterer, hvor nærmest kun Antonio Banderas bidrager med karismatisk skurkeintensitet, er de luftige personager af flere af de medvirkende trods alt ok tjept leveret. Ikke mindst Tom Holland som den kække Drake.

Mark Wahlberg kommer karismatisk til kort som Sully, mens Sophia Ali som duoens tredjehjul ej heller rigtigt formår at engagere mig. Det gør sig også gældende for Braddock, der i skikkelse af Tati Gabrielle dog gør visuelt sej statur som kampklar skurk. Nu forsøger ’Uncharted’ sig nu heller ikke med karakterbåret action, men mere med et ren og skær action-eventyr.

Det skal derfor også siges, at fortællingens buldrende skattejagt leveres med et ok energisk plotmæssigt flow, der trods alt momentvis holder mig nogenlunde til ilden. Dog er Drake og Sullys strabadser for det meste skåret over letkøbte løsninger, når gåder skal løses og de lykkedes med det på ganske let vis, hvor det således forbliver småt med en følelse af reel fare og udfordring.

Kort fortalt er ’Uncharted’ ikke befolket af videre interessante karakterer, mens selve jagten på guldet aldrig rigtigt kommer til at emme af medrivende eventyr. Det sagt, så holder plottet trods alt et ok tempo flere steder undervejs, mens Antonio Banderas gør, hvad han kan med sin rolle. Den store action-finale er dog mere CGI-flad end engagerende bulder, brag og vild skattejagt.

’Uncharted’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Uncharted’ har biografpremiere den 10. februar.

Biografanmeldelse: Det er tilbage i 1996, at den første blodige telefonopringning ramte verden med Wes Cravens nyklassiker og underholdende meta-slasher ’Scream’. Nu 26 år efter den første film – og 11 år efter den seneste – får vi med ’Scream’ et nyt og femte kapitel i franchisen med den dræberglade Ghostface tilbage i byen Woodsboro, hvor det hele startede.

Vi skal således til det igen. Nemlig gættelegen på hvem, der mon gemmer sig bag den morderiske maske. Vi skal til meta-legen, hvor der vanen tro for franchisen refereres til diverse skrækfilm og Scream-serien selv. Denne femte film leger således også veloplagt med gysergenren, dens uskrevne regler og velkendte konventioner. Det er fortsat en underholdende gyserleg at være en del af.

For ’Scream’ er en leg. Det er gysersjov og blodig ballade. En slasher-serie, der nu er klar til at indtage en ny generation med en ny generation af unge skuespillere. Af nye og unge ofre! Men det er også en fortsættelse af løjerne fra de fire første film, hvor det således bliver til gensyn med nogle af franchisens overlevere, nemlig en cool Sidney, betjenten Dewey og reporteren Gale.

Det er altså nyt og gammelt blod, som her blandes på slasher-veloplagt vis, hvor netop blodet får lov til at sjaske, når den skarpe kniv atter finder brutalt vej ind i kødet på byens beboere, der igen hjemsøges af en række brutale mord begået af en morder iklædt Ghostface-masken. Men hvem bærer masken, hvorfor og hvem mon overlever? Det er den hellige treenighed af spørgsmål.

Selvom gyset sine steder måske nok bliver lidt rodet fortalt og ikke alle mord er lige medrivende og brutale, så disker ’Scream’ bestemt op med sin del af engagerende katten-efter-musen-scener, der er med til at holde et sikkert tag i mig. Det sammen med bl.a. også et fint og følelsesladet gensyn med de gamle kendinge i skikkelse af Neve Campbell, Courteney Cox og David Arquette.

’Scream’ forener således på underholdende vis nyt og gammelt i en slasher – der som de øvrige kapitler – er en del af sin samtid. Bl.a. i måden den dekonstruerer genren samt refererer til sig selv og andre gyserfilm. Det er med andre ord både sjovt, medrivende og blodigt underholdende igen at være tilbage i Woodsboro. Jeg ser frem til flere film med Ghostface, blodige telefoner og gyser-referencer.

’Scream’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Scream’ har biografpremiere den 3. februar.

Biografanmeldelse: Fra første til sidste billede af dokumentaren ’Sneleoparden’ er jeg som tryllebundet af filmens natursmukke scenarier af både uberørte klippelandskaber og det tibetanske landskabs dragende dyreliv. Det hele indfanget i en billedbrillant og sine steder helt overjordisk visuel side, der understøttes af interessant reflekterende tanker om bl.a. forholdet mellem menneske og natur.

Vi møder her to mænd i ensom pagt med den storslåede, bjergtagende og barske natur, nemlig naturfotografen Vincent Munier og forfatteren Sylvian Tesson. De to er på en flere uger lang mission. De vil fotografere og forevige den yderst sjældne sneleopard, der befinder sig et eller andet sted ude i det stort udfoldende landskab, der åbenbarer sig ikke kun for dem, men også mig som publikum.

Jeg bliver medpassager på deres traveture gennem naturen, hvor de i deres tålmodige søgen efter sneleoparden får foreviget alskens imponerende dyre- og naturoplevelser. Fra bjørne og okser til fugle og dampende sletter. Jeg får som tredjehjul lov til at være til. Bare at være. At være i pagt med en uberørt natur, hvor jeg mærker historiens langstrakte rute hundredvis af år tilbage i tiden.

Det er en rørende, dragende og tryllebindende oplevelse at blive en del af missionen. En del af de to mænds eksistentielt funderede snakke og naturens overrumplende skønhed. Jeg mærker mændenes rolige nærvær, som jeg her sidder med i deres timevise venten på, at et dyr måske vælger at dukke op foran deres søgende linser. Jeg mærker naturen. Hvordan jeg er blevet løsrevet fra den.

Dokumentaren er nemlig udover jagten på sneleoparden også en film om det at være menneske, naturens kraft og livets dybere mening. Det forløst gennem netop filmens evigt søgende blik, der både peger ud mod vidderne, men som gennem bl.a. også Tessons fint filosoferende voice-over er med til at sætte mine tanker i gang. Både om min plads i verden, men også mennesket i gængs forstand.

’Sneleoparden’ er kort fortalt en dragende udfoldet fortælling om mennesket, naturen og ikke mindst forholdet mellem dem samt livet generelt. Det med alt, hvad det indebærer af både stor skønhed og menneskelige fremmedgjorthed. Lydsiden beriges desuden med musik af Warren Ellis og Nick Cave, hvis smukke toner snor sig elegant om filmens magiske billeder.

’Sneleoparden’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Sneleoparden’ har biografpremiere den 3. februar.

Biografanmeldelse: Langt ude i den brusende natur og omkranset af de mægtige islandske fjelde bor parret María og Ingvar. Her driver de et lille landbrug med får i pagt med naturen. Vinden suser, der er højt til himlen og langt til den nærmeste by. Dagene går med hårdt arbejde, både i marken og med fårene. En dag ændrer deres stille liv sig dog radikalt, da de gør et uventet fund i stalden.

Herfra er der ingen vej tilbage for parret, der nu sendes ned ad en sælsom og snoet sti i den islandske natur. Mystikken tager kun til, mens tematikker som sorg, afsavn og familie vikler sig engagerende omkring María og Ingvar. Fortiden spøger desuden i mere end en forstand. Det gælder her – til trods for fortællingens syrede slagside – en roligt udfoldet historie, der tør at tage sig god tid.

’Lamb’ fortælles nemlig i hænderne på instruktør og medforfatter Valdimar Jóhannsson med et sikkert samt roligt greb om dramaet, hvor naturen spiller sin helt egen smukke og ærefrygtindgydende rolle. Filmen lever nemlig ikke kun af sin både bizarre og hjertevarme historie, men også af sin bjergtagende billedside, hvor det helt eventyrlignende landskab spiller gribende op mod fortællingen.

Her er ikke tale om en plottung film, men altså en film, der også ånder og lever af sin atmosfære, sine billeder og tematikker, hvor man i dramaets menneskelige skikkelser finder Noomi Rapace og Hilmir Snær Guðnason som parret på landbruget. De lever deres ordknappe og intime liv, så jeg tror på dem og den sælsomme fortælling, de pludselig bliver en del af.

Selvom fortællingen og filmens brusende billeder er et dragende bekendtskab, mangler selve historien undervejs måske nok en smule mere dramatisk bid og psykologisk tyngde til helt at hive mig derind, hvor sorgen, afsavnet og kærligheden banker hos María og Ingvar. Det sagt, så har ’Lamb’ meget andet kørende for sig, hvorfor den momentant plotmæssige stilstand bestemt er til at leve med.

’Lamb’ er med andre ord en dejligt sælsom og naturdragende fortælling om mennesket og naturen, hvor sorgen og lykken danser kinddans med vores hovedroller sat i Islands berusende natur. Jeg kom i hvert fald på en rejse til Island, hvor hemmelighederne lever og mystikken gemmer sig langt ude i ødemarken, hvor klipperne knejser mod himlen og kærligheden kan få luft under vingerne.

’Lamb’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Lamb’ har biografpremiere den 27. januar.

Biografanmeldelse: Kunstens verden handler ikke kun om den rene kærlighed til kunsten. Det handler også om penge, prestige, politik og magt. Mange penge! For hvad er et maleri af geniet Leonardo da Vinci egentlig værd? Og kan man overhovedet prissætte et sådant værk? Uanset hvad, er det, hvad der bliver gjort i Andreas Koefoeds spændende dokumentar ’The Lost Leonardo’.

Det er dog ikke kun det svimlende millionbeløb, der er på spil, når maleriet ’Salvator Mundi’ fra cirka år 1500 – forestillende et portræt af Jesus Kristus – sættes på auktion. For er værket nu også malet af netop Leonardo? Det er der delte meninger om, da maleriet pludselig dukkede op i 2005, hvorefter eksperter nu forsøgte at finde ud af, om det virkelig kunne være et ægte Leonardo.

Således udfoldes fortællingen om en af nyere tids vildeste og mest underholdende begivenheder i kunstverdenen. For en ting er usikkerheden om værkets skaber, noget andet er netop hele det magtspil, der udspiller sig rundt om værket. Der er nemlig også både magt, prestige og mange penge i kunst. I denne fortælling tager ’Salvator Mundi’ endda sit greb i selv politiske storspillere.

Det er gennem bl.a. en række interviews med både Leonardo-eksperter, konservatorer, forretningsfolk og kunstkendere, at jeg føres og forføres af den vilde historie, der endvidere også er interessant grundet netop sine iboende paradokser og modsætningsforhold. Det er kunst og kærlighed overfor kynisk kapitalisme, videre til mysteriet bag værket og en jagt på at finde frem til sandheden.

Der er på den måde også en lidt Indiana Jones-agtig stemning over filmen. En skattejagt, hvor mange af de medvirkende inderligt håber på, at her virkelig ér tale om et ægte mesterværk af mesteren selv. Men sandheden kan i kunstens verden gradbøjes og bliver det, når værket forsøges at blive sat ind i et bestemt verdensbillede, politisk spil eller bruges som løftestang for ren og skær forfængelighed.

Selvom ’The Lost Leonardo’ grundlæggende er en interessant og underholdende historie, er det flere gange undervejs også lidt de samme spørgsmål og svar, der går i ring. Bl.a. er værket ægte? Ja. Nej. Måske. Denne ellers nervepirrende tvetydighed til trods, mister filmen noget af sit ellers engagerende momentum i en fortælling, hvor kunst har mere end økonomisk værdi. Men hvor meget? For hvem? Og hvorfor?

’The Lost Leonardo’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The Lost Leonardo’ har biografpremiere den 27. januar.