‘Uncharted’ leverer bulder, brag og en hul skattejagt

Biografanmeldelse: Lad mig bare til en start sige, at jeg ikke har spillet computerspillet, som eventyrfilmen ’Uncharted’ er baseret på. Jeg har derfor ikke hverken et forhold til dens karakterer, historie eller univers. Jeg var med andre ord et blankt lærred forud for at blive kastet ind i actionfilmens løjer af oneliners, skattejagt og et umage venskab mellem den unge Drake og den erfarne Sully.

Her forsøges indledningsvist etableret følelsesmæssig tyngde til Drake, der lever med et savn af sin storebror, der forlod ham, da de var små. Der kommer bare aldrig nok dramatisk kød på hans karakter til, at jeg følelsesmæssigt investeres i ham. Det samme gælder også for de øvrige medvirkende, bl.a. hans partner in crime Sully, der hyrer ham ind til jagten på en enorm guldskat.

Det efterlader mig i lidt af et tomrum, når den vilde skattejagt flyver afsted. Men selvom her altså ikke er tale om videre interessante karakterer, hvor nærmest kun Antonio Banderas bidrager med karismatisk skurkeintensitet, er de luftige personager af flere af de medvirkende trods alt ok tjept leveret. Ikke mindst Tom Holland som den kække Drake.

Mark Wahlberg kommer karismatisk til kort som Sully, mens Sophia Ali som duoens tredjehjul ej heller rigtigt formår at engagere mig. Det gør sig også gældende for Braddock, der i skikkelse af Tati Gabrielle dog gør visuelt sej statur som kampklar skurk. Nu forsøger ’Uncharted’ sig nu heller ikke med karakterbåret action, men mere med et ren og skær action-eventyr.

Det skal derfor også siges, at fortællingens buldrende skattejagt leveres med et ok energisk plotmæssigt flow, der trods alt momentvis holder mig nogenlunde til ilden. Dog er Drake og Sullys strabadser for det meste skåret over letkøbte løsninger, når gåder skal løses og de lykkedes med det på ganske let vis, hvor det således forbliver småt med en følelse af reel fare og udfordring.

Kort fortalt er ’Uncharted’ ikke befolket af videre interessante karakterer, mens selve jagten på guldet aldrig rigtigt kommer til at emme af medrivende eventyr. Det sagt, så holder plottet trods alt et ok tempo flere steder undervejs, mens Antonio Banderas gør, hvad han kan med sin rolle. Den store action-finale er dog mere CGI-flad end engagerende bulder, brag og vild skattejagt.

’Uncharted’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Uncharted’ har biografpremiere den 10. februar.

Mesterdetektiven Poirot er tilbage i den slappe ‘Døden på Nilen’

Biografanmeldelse: Jeg er vild med et velkonstrueret whodunnit-mysterie på film. Hvem er ikke det? Det at få lov til at gætte med på, hvem der mon er morderen. Med krimidronningen Agatha Christies bogforlæg af samme navn, bliver der med ’Døden på Nilen’ netop foldet et mordmysterie ud, hvor vi følger mesterdetektiven Hercule Poirot med det karakteristiske overskæg.

Det er som i filmens forløber ’Mordet i Orientekspressen’ fra 2017 Kenneth Branagh, der både indtager detektivrollen og instruktørtjansen. Det hele starter dog ikke med et mord, men med Poirot på ferie i Ægypten, hvor han med rolig mine betragter pyramiderne. Han møder her tilfældigvis en gammel bekendt, der nu inviterer ham ombord på et luksusskib med sin tur ned ad Nilen.

Således bliver et alsidigt arsenal af karakterer nu præsenteret ikke kun for den observante Poirot, men også mig som publikum. Jeg ved allerede nu, at en af disse personer bliver vedkommende, der står bag en kommende forbrydelse. Men hvem? Ganske rigtigt. Poirots ferie bliver nemlig afbrudt af et mord ombord på skibet. Nu må han således bruge sine sirlige detektivevner og løse mysteriet.

Der går desværre bare virkelig lang tid, førend selve mysteriet indtræffer. Man skal som publikum først introduceres for rækken af karakterer, mens plottet ligeledes etableres. Desværre er karaktererne ikke i videre interessante, hvor heller ikke en central kærlighedsintrige får nok dramatisk pondus til rigtigt at få sit tag i mig. Allerede her mister filmen nerve og nærvær.

Jeg ender derfor desværre også med at sidde og vente noget utålmodigt på, at forbrydelsen sker. Men selv da mordet begås, engageres jeg ikke videre af filmens intrigante plot. Jeg bliver ikke grebet eller revet med. Hverken af karaktererne eller mordmysteriet. Det er virkelig en skam, da jeg fornemmer mysteriets styrke et sted i filmens skygger.

Mysteriet og persongalleriet kommer bare aldrig rigtigt ud af pappet og popper op af manuskriptet, der måske nok ville have haft godt af en tilslibning, så både plotudfoldelse og karakterernes forskellige relationer kom til at stå stærkere frem, end hvad tilfældet er. ’Døden på Nilen’ er groft sagt et noget slapt fortalt mordmysterie, der aldrig rigtigt engagerer. Agatha Christie har fortjent bedre.

’Døden på Nilen’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Døden på Nilen’ har biografpremiere den 10. februar.

‘Scream’ er en veloplagt og blodig tur tilbage til Woodsboro

Biografanmeldelse: Det er tilbage i 1996, at den første blodige telefonopringning ramte verden med Wes Cravens nyklassiker og underholdende meta-slasher ’Scream’. Nu 26 år efter den første film – og 11 år efter den seneste – får vi med ’Scream’ et nyt og femte kapitel i franchisen med den dræberglade Ghostface tilbage i byen Woodsboro, hvor det hele startede.

Vi skal således til det igen. Nemlig gættelegen på hvem, der mon gemmer sig bag den morderiske maske. Vi skal til meta-legen, hvor der vanen tro for franchisen refereres til diverse skrækfilm og Scream-serien selv. Denne femte film leger således også veloplagt med gysergenren, dens uskrevne regler og velkendte konventioner. Det er fortsat en underholdende gyserleg at være en del af.

For ’Scream’ er en leg. Det er gysersjov og blodig ballade. En slasher-serie, der nu er klar til at indtage en ny generation med en ny generation af unge skuespillere. Af nye og unge ofre! Men det er også en fortsættelse af løjerne fra de fire første film, hvor det således bliver til gensyn med nogle af franchisens overlevere, nemlig en cool Sidney, betjenten Dewey og reporteren Gale.

Det er altså nyt og gammelt blod, som her blandes på slasher-veloplagt vis, hvor netop blodet får lov til at sjaske, når den skarpe kniv atter finder brutalt vej ind i kødet på byens beboere, der igen hjemsøges af en række brutale mord begået af en morder iklædt Ghostface-masken. Men hvem bærer masken, hvorfor og hvem mon overlever? Det er den hellige treenighed af spørgsmål.

Selvom gyset sine steder måske nok bliver lidt rodet fortalt og ikke alle mord er lige medrivende og brutale, så disker ’Scream’ bestemt op med sin del af engagerende katten-efter-musen-scener, der er med til at holde et sikkert tag i mig. Det sammen med bl.a. også et fint og følelsesladet gensyn med de gamle kendinge i skikkelse af Neve Campbell, Courteney Cox og David Arquette.

’Scream’ forener således på underholdende vis nyt og gammelt i en slasher – der som de øvrige kapitler – er en del af sin samtid. Bl.a. i måden den dekonstruerer genren samt refererer til sig selv og andre gyserfilm. Det er med andre ord både sjovt, medrivende og blodigt underholdende igen at være tilbage i Woodsboro. Jeg ser frem til flere film med Ghostface, blodige telefoner og gyser-referencer.

’Scream’ får 4 ud af 6 stjerner:



’Scream’ har biografpremiere den 3. februar.

Lady Diana-dramaet ‘Spencer’ er smuk, klaustrofobisk og tragisk

Biografanmeldelse: Nærmest som et drømmende mareridtsspejl holdt op mod fortidens virkelighed, foldes historien om en række skæbnesvangre juledage sig dragende ud i dramaet ’Spencer’. Her følger man prinsesse Diana, der er på ferie med sin royale familie på et stort gods sat i den smukke engelske natur. Der er dog langt fra noget smukt over forholdet mellem Diana, familien og manden Charles.

Diana synes her nærmest som fanget i det ornamenterede gods’ indre, der kun tager et mere og mere klaustrofobisk greb i prinsessen, hvor skilsmissen med prins Charles sitrer forude, mens Lady Di også kun agerer mere og mere oprørsk overfor husets mange stive traditioner. En juleferie pakket ind i melankolsk tungsind i form af prinsessen, der ikke længere vil de royale gemakker.

’Spencer’ er således en både smuk, tragisk og klaustrofobisk film, der emmer af feberdrømme viklet rundt om Dianas sind, der filmen igennem bliver nedbrudt så meget, at hendes virkelighed slår knuder og bevæger sig over i syner og mareridt. Jeg vikles med ind i hendes sind. Det er både engagerende forløst og visuelt brillant sat i scene, hvor ikke mindst også Kristen Stewart er stærk i titelrollen.

Her går Kristen Stewart på det nærmeste i et med sin rolle, der emmer af en sart skrøbelighed, men også en bestemt stædighed og en sød charme. Hun er nem at holde af og holde med. At lade sig gribe af. Det blev jeg i hvert fald. På samme måde som også filmens bjergtagende univers af naturens vidder og godsets draperede indre greb mig. Ganske enkelt en visuel lækkerbisken af fotograf Claire Mathon.

Hertil kommer også det vibrerende smukke og klassisk legende score af Jonny Greenwood, der både har filmisk sammenhængskraft og musikalsk kaos, der fornemt smelter sammen med fortællingens helt drømmende greb om titelkarakterens udvikling og rejse gennem juledagene, hvor vanviddet synes at gemme sig pirrende i kulissen. Diana, en kvinde på randen af et sammenbrud.

Instruktør Pablo Larraín har med andre ord skabt et mesterligt værk om bl.a. sorg, melankoli, fangenskab, vanvid, skæbne og bristede drømme. Det hele bundet sammen af en billedbrillant slagside, hvor lyddesign og dirrende musik snøres smukt og gribende sammen med Kristen Stewarts gribende og rørende skæbneportræt af prinsesse Diana, som vi alle kender den tragiske udgang på.

’Spencer’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Spencer’ har biografpremiere den 25. december.

Dokumentaren ‘Sneleoparden’ er ganske enkelt billedfortryllende

Biografanmeldelse: Fra første til sidste billede af dokumentaren ’Sneleoparden’ er jeg som tryllebundet af filmens natursmukke scenarier af både uberørte klippelandskaber og det tibetanske landskabs dragende dyreliv. Det hele indfanget i en billedbrillant og sine steder helt overjordisk visuel side, der understøttes af interessant reflekterende tanker om bl.a. forholdet mellem menneske og natur.

Vi møder her to mænd i ensom pagt med den storslåede, bjergtagende og barske natur, nemlig naturfotografen Vincent Munier og forfatteren Sylvian Tesson. De to er på en flere uger lang mission. De vil fotografere og forevige den yderst sjældne sneleopard, der befinder sig et eller andet sted ude i det stort udfoldende landskab, der åbenbarer sig ikke kun for dem, men også mig som publikum.

Jeg bliver medpassager på deres traveture gennem naturen, hvor de i deres tålmodige søgen efter sneleoparden får foreviget alskens imponerende dyre- og naturoplevelser. Fra bjørne og okser til fugle og dampende sletter. Jeg får som tredjehjul lov til at være til. Bare at være. At være i pagt med en uberørt natur, hvor jeg mærker historiens langstrakte rute hundredvis af år tilbage i tiden.

Det er en rørende, dragende og tryllebindende oplevelse at blive en del af missionen. En del af de to mænds eksistentielt funderede snakke og naturens overrumplende skønhed. Jeg mærker mændenes rolige nærvær, som jeg her sidder med i deres timevise venten på, at et dyr måske vælger at dukke op foran deres søgende linser. Jeg mærker naturen. Hvordan jeg er blevet løsrevet fra den.

Dokumentaren er nemlig udover jagten på sneleoparden også en film om det at være menneske, naturens kraft og livets dybere mening. Det forløst gennem netop filmens evigt søgende blik, der både peger ud mod vidderne, men som gennem bl.a. også Tessons fint filosoferende voice-over er med til at sætte mine tanker i gang. Både om min plads i verden, men også mennesket i gængs forstand.

’Sneleoparden’ er kort fortalt en dragende udfoldet fortælling om mennesket, naturen og ikke mindst forholdet mellem dem samt livet generelt. Det med alt, hvad det indebærer af både stor skønhed og menneskelige fremmedgjorthed. Lydsiden beriges desuden med musik af Warren Ellis og Nick Cave, hvis smukke toner snor sig elegant om filmens magiske billeder.

’Sneleoparden’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Sneleoparden’ har biografpremiere den 3. februar.

Den sortkomiske ‘Vildmænd’ har et trumfkort i norsk betjent

Biografanmeldelse: Kender du det der med bare at ville have lidt fred og ro? Lidt alenetid langt fra hverdagens trummerum, ansvar og forventninger? Det kender jeg i hvert fald til. Det at få højt til himlen og langt til byens larm. Langt ud i naturens fred og ro. Det er her vi møder Martin i den sortkomiske ’Vildmænd’, hvor han har iklædt sig pels og bosat i de norske fjelde.

Livet i den rå natur er dog ikke nogen leg for den nogle og 40-årige mand, der har efterladt hustru og to børn hjemme i Danmark. Roen og hans jagt efter at finde ind til livets kerne og betydning afbrydes imidlertid, da den unge gut Musa dukker op med en taske fyldt med suspekte penge. Politiet er snart på færden af de to vildfarne vildmænd. Hvordan skal det dog ikke ende?

Det er med den både smukke og brutalt udfoldede natur som dragende kulisse, at jeg her følger Martin og Musas umage tur i naturens vildnis, mens politiet forsøger at finde hoved og hale i, hvad der egentlig er op og ned på de to mænds historier. Det hele starter ganske engagerende i en simultant fortalt historie om Martin, Musa og ordensmagten, hvis veje flettes ganske fint sammen.

Fortællingen mister dog undervejs noget af sit ellers ret fint fremdrevne momentum. Det sagt, så står flere af filmens enkeltscener stærkt, bl.a. – og ikke mindst – scenerne med en helt igennem eminent og underspillet Bjørn Sundquist. Han er den erfarne betjent Øyvind med en stærkt komisk bullshit-detektor inkorporeret i sine sorthumoristiske scener, hvor replikkerne leveres herligt tørt.

Filmens replikker er i det hele taget flere gange velsmurt komik i samspil dramatisk ladede afbræk fra den rendyrkede humor. Desværre får filmens overvejende morsomme natur bare ikke helt den troværdige modvægt, dramaet også forsøger at omfavne. Bl.a. kommer jeg aldrig rigtigt ind på livet af Martin, der ellers spilles veloplagt af en god og veltimet Rasmus Bjerg.

Musa portrætteres desuden med fin indlevelse og troværdighed af Zaki Youssef, der hægter sig på Martins ganske sjove selvrealisering. Instruktør Thomas Daneskov, der har medforfattet filmens ofte fint velsmurte replikker med Morten Pape, formår kort fortalt at iscenesætte enkeltscener stærkere end filmen bliver som helhed, hvor bl.a. også overraskelserne mister en smule kant undervejs.

’Vildmænd’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Vildmænd’ har biografpremiere den 3. februar.

Tag straks på en sælsom tur til Island med ‘Lamb’

Biografanmeldelse: Langt ude i den brusende natur og omkranset af de mægtige islandske fjelde bor parret María og Ingvar. Her driver de et lille landbrug med får i pagt med naturen. Vinden suser, der er højt til himlen og langt til den nærmeste by. Dagene går med hårdt arbejde, både i marken og med fårene. En dag ændrer deres stille liv sig dog radikalt, da de gør et uventet fund i stalden.

Herfra er der ingen vej tilbage for parret, der nu sendes ned ad en sælsom og snoet sti i den islandske natur. Mystikken tager kun til, mens tematikker som sorg, afsavn og familie vikler sig engagerende omkring María og Ingvar. Fortiden spøger desuden i mere end en forstand. Det gælder her – til trods for fortællingens syrede slagside – en roligt udfoldet historie, der tør at tage sig god tid.

’Lamb’ fortælles nemlig i hænderne på instruktør og medforfatter Valdimar Jóhannsson med et sikkert samt roligt greb om dramaet, hvor naturen spiller sin helt egen smukke og ærefrygtindgydende rolle. Filmen lever nemlig ikke kun af sin både bizarre og hjertevarme historie, men også af sin bjergtagende billedside, hvor det helt eventyrlignende landskab spiller gribende op mod fortællingen.

Her er ikke tale om en plottung film, men altså en film, der også ånder og lever af sin atmosfære, sine billeder og tematikker, hvor man i dramaets menneskelige skikkelser finder Noomi Rapace og Hilmir Snær Guðnason som parret på landbruget. De lever deres ordknappe og intime liv, så jeg tror på dem og den sælsomme fortælling, de pludselig bliver en del af.

Selvom fortællingen og filmens brusende billeder er et dragende bekendtskab, mangler selve historien undervejs måske nok en smule mere dramatisk bid og psykologisk tyngde til helt at hive mig derind, hvor sorgen, afsavnet og kærligheden banker hos María og Ingvar. Det sagt, så har ’Lamb’ meget andet kørende for sig, hvorfor den momentant plotmæssige stilstand bestemt er til at leve med.

’Lamb’ er med andre ord en dejligt sælsom og naturdragende fortælling om mennesket og naturen, hvor sorgen og lykken danser kinddans med vores hovedroller sat i Islands berusende natur. Jeg kom i hvert fald på en rejse til Island, hvor hemmelighederne lever og mystikken gemmer sig langt ude i ødemarken, hvor klipperne knejser mod himlen og kærligheden kan få luft under vingerne.

’Lamb’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Lamb’ har biografpremiere den 27. januar.

Guillermo del Toros ‘Nightmare Alley’ er pokkers stemningsfuld neo-noir

Biografanmeldelse: Filmskaberen Guillermo del Toros neo-noir ’Nightmare Alley’ oser ganske enkelt af dragende stemning, hvor man bl.a. kommer med ombord hos et omrejsende cirkus. Inden det sker, åbner filmen med en både smuk og brutal scene, hvor vi møder en mand, der tilsyneladende efterlader fortiden bag sig for at starte på en frisk. Men hvorfor?

Manden hedder Stanton Carlisle og han støder nu på det nævnte cirkus. Her får han et job i slutningen af 1930’ernes USA, hvor fortællingen tager sin begyndelse. I sit nye arbejde blandt gøglere og godtfolk, slangemennesker og elektrificerede kvinder, møder Stanton den clairvoyante Zeena og tankelæseren Pete. Det bliver starten på en rejse ind i en okkult verden af fup og fiduser.

For der er naturligvis ikke helt rent mel i posen, når Zeena og Pete folder deres ”overnaturlige” show ud for øjnene af et både bondefanget og måbende publikum. Stanton får snart smag for metieren og kaster sig nu ud i den svære kunst at læse tanker, eller i hvert fald at snyde sig til at kunne det. Det sætter gang i en rejse, som Stanton dog ikke helt har kontrol over.

Jeg bliver således medrejsende i cirkusset, der knager af levet liv og huser sin del af skumle bagsider. Fortællingen lever dog ikke kun af fortællingens roligt udfoldende plot af mystik og farefuldhed, men er i høj grad også en karakterbåret fortælling, hvor man i hovedrollen som Stanton finder Bradley Cooper, der med lige dele charme og plaget melankoli giver sin karakterer nuanceret liv.

Filmen er i det hele taget befolket af interessante personager og stærke præstationer fra castet, der bl.a. også tæller Cate Blanchett som farlig femme fatale, karismatiske Toni Collette som Zeena og Rooney Mara som cirkusartisten Molly. Desuden giver en herlig Willem Dafoe den fuld skrue som cirkusdirektør, mens David Strathairn bidrager med et råt liv i skikkelse af Pete.

’Nightmare Alley’ er baseret på bogen af samme navn fra 1946, der også blev filmatiseret i 1947. I sin nye form lever fortællingen i særdeleshed af det univers og miljø, jeg træder gribende ind i, hvor bl.a. – og ikke mindst – filmens production design af Tamara Deverell og Dan Laustsens atmosfæremættede fotografering elegant indrammer den sælsomme fortælling om umage menneskeskæbner.

’Nightmare Alley’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Nightmare Alley’ har biografpremiere den 27. januar.

Kærlighed og kapitalisme i kunstens verden med ‘The Lost Leonardo­’

Biografanmeldelse: Kunstens verden handler ikke kun om den rene kærlighed til kunsten. Det handler også om penge, prestige, politik og magt. Mange penge! For hvad er et maleri af geniet Leonardo da Vinci egentlig værd? Og kan man overhovedet prissætte et sådant værk? Uanset hvad, er det, hvad der bliver gjort i Andreas Koefoeds spændende dokumentar ’The Lost Leonardo’.

Det er dog ikke kun det svimlende millionbeløb, der er på spil, når maleriet ’Salvator Mundi’ fra cirka år 1500 – forestillende et portræt af Jesus Kristus – sættes på auktion. For er værket nu også malet af netop Leonardo? Det er der delte meninger om, da maleriet pludselig dukkede op i 2005, hvorefter eksperter nu forsøgte at finde ud af, om det virkelig kunne være et ægte Leonardo.

Således udfoldes fortællingen om en af nyere tids vildeste og mest underholdende begivenheder i kunstverdenen. For en ting er usikkerheden om værkets skaber, noget andet er netop hele det magtspil, der udspiller sig rundt om værket. Der er nemlig også både magt, prestige og mange penge i kunst. I denne fortælling tager ’Salvator Mundi’ endda sit greb i selv politiske storspillere.

Det er gennem bl.a. en række interviews med både Leonardo-eksperter, konservatorer, forretningsfolk og kunstkendere, at jeg føres og forføres af den vilde historie, der endvidere også er interessant grundet netop sine iboende paradokser og modsætningsforhold. Det er kunst og kærlighed overfor kynisk kapitalisme, videre til mysteriet bag værket og en jagt på at finde frem til sandheden.

Der er på den måde også en lidt Indiana Jones-agtig stemning over filmen. En skattejagt, hvor mange af de medvirkende inderligt håber på, at her virkelig ér tale om et ægte mesterværk af mesteren selv. Men sandheden kan i kunstens verden gradbøjes og bliver det, når værket forsøges at blive sat ind i et bestemt verdensbillede, politisk spil eller bruges som løftestang for ren og skær forfængelighed.

Selvom ’The Lost Leonardo’ grundlæggende er en interessant og underholdende historie, er det flere gange undervejs også lidt de samme spørgsmål og svar, der går i ring. Bl.a. er værket ægte? Ja. Nej. Måske. Denne ellers nervepirrende tvetydighed til trods, mister filmen noget af sit ellers engagerende momentum i en fortælling, hvor kunst har mere end økonomisk værdi. Men hvor meget? For hvem? Og hvorfor?

’The Lost Leonardo’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The Lost Leonardo’ har biografpremiere den 27. januar.

‘The Tragedy of Macbeth’ leveres i billeddragende sort/hvid

Biografanmeldelse: Baseret på William Shakespeares klassiske tragedie foldes ’The Tragedy of Macbeth’ i hænderne på instruktør og forfatter Joel Coen billedskønt ud i det ene dragende billede efter det andet i smuk sort/hvid. Her er nemlig tale om en film, der i særdeleshed også fortæller sin dramatiske historie via sin visuelle side, der fører mig ind i sit sitrende univers af interessante skæbner.

Her møder man i front Macbeth, der overbevises af tre urovækkende hekse om, at han skal være Skotlands næste konge. Det er helt kort det dramatiske afsæt for fortællingen, der med sikker hånd om sine æstetiske virkemidler hvirvler mig ind i dramaet, hvor Macbeth – med støtte fra sin hustru – kun bliver præget mere og mere af sine ambitioner om magt og det at besidde tronen.

Det er således historien om en mand, der kigger lige lukt ind i vanviddet og sin egen undergang, uden dog tilsyneladende at kunne gøre noget for at stoppe sin egen tragedie, der synes uundgåelig. Til at forløse filmens temaer som netop magt og farlige ambitioner, videre til skyld, skæbne og paranoia samt rå menneskelighed, finder man i titelrollen en karismatisk Denzel Washington.

En ting er som nævnt filmens fandens flotte billedside af bl.a. skarpt skåret arkitektur og hårde skygger, noget andet er rollebesætningens præstationer og forløsningen af manuskriptets gamle ordbrug, der i ånd med Shakespeares forlæg maler med billedskabende beskrivelser og gribende metaforer. Her formår netop og bl.a. Denzel Washington at give ordene et naturligt liv og dramatisk pondus.

Som Macbeths støttende hustru finder man den altid seværdige Frances McDormand, der her tager sit dramatisk sikre greb i mig med et ansigt, jeg ikke kan tage øjnene fra. Dette gælder i særdeleshed også Kathryn Hunter som de tre foruroligende og helt overjordiske hekse. Hun er for vild. Men alles ansigter – nogle mere karismatiske end andre – står som mejslet i forførende sort/hvid.

’The Tragedy of Macbeth’ er fotograferet billedbrillant af Bruno Delbonnel, mens filmens særegne arkitektur og helt mytiske omgivelser er bragt til dirrende live af production designer Stefan Dechant. Lydsidens skarpe væsen og musikken af Carter Burwell understøtter desuden fornemt dramaet og de medvirkendes præstationer, hvor Denzel Washington ejer hver en scene, han er med i.

’The Tragedy of Macbeth’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Tragedy of Macbeth’ har biografpremiere den 16. januar.