Krigsdramaet fortsætter med den ujævne ‘De forbandede år 2’

/i , /af

Biografanmeldelse: 2. verdenskrigsdramaet fortsætter med Anders Refns opfølger ’De forbandende år 2’, der handler om familien Skov under krigens greb i Danmark. Efter begivenhederne i forgængere er den dramatiske historie nu nået til 1943 og strækker sig tre år frem til 1945. Der er denne gang fokus på den danske modstandsbevægelse, der spirer op i landet.

Familien Skovs mandlige overhoved Karl må atter forsøge at få livet til at gå op, både hvad angår en udfordret økonomi i sin forretning og her et samarbejde med besættelsesmagten samt ikke mindst også som far i en familie, der er i opbrud. Herunder forholdet til hustruen Eva, mens børnene er gået i vidt forskellige retninger.

Den ældste søn Aksel er gået aktivt ind i den farlige og brutale modstandsbevægelse, mens andre forsøger sig ad jazzmusikkens vej og en anden igen er på tyskernes side iført SS-uniform og med en plaget sjæl, der druknes i alkoholens dulmende slurke. Endvidere er der også drama i kærlighedens navn, mens kuglerne svirrer i luften mellem modstandsfolk og tyskere.

Her er sin del af karakterer at holde styr på og balancere i fortællingen, der rammer en spilletid på to timer og 30 minutter, hvilket er mere end, hvad dramaets momentum og historie kan holde til. Her vakles der noget ujævnt ind og ud af de mange karakterers liv, hvor ingen sådan for alvor bider sig fast. Det er på det nærmeste kun Aksel, der får nok tid i historien til at gøre indtryk.

Det er ikke fordi, at bl.a. Jesper Christensen som Karl ikke er god og nærværende, men hans rolle er bare ikke skrevet fyldigt nok til at få et egentligt tag i dramaet. Det samme gør sig desværre gældende for en stor del af persongalleriet, hvor ikke alle overbeviser lige godt. Det samme kan siges om flere af filmens scener, der på underlig vis synes amputerede eller løsrevne fra helheden.

’De forbandende år 2’ ender som en desværre lidt rodet affære. Det er virkelig en skam, når nu ellers det historiske udgangspunkt og tilhørende menneskelige gråzoner faktisk er til stede. De får bare aldrig sådan rigtigt engagerende liv i en historie, der ikke helt lykkedes med at balancere sine mange karakterer med både action til cykel og skuddueller med tysken.

’De forbandede år 2′ får 3 ud af 6 stjerner:

’De forbandede år 2’ har biografpremiere den 21. april.

Den brutale ‘The Northman’ leverer blodig vikingehævn

/i , /af

Biografanmeldelse: Møgbeskidt. Brutal. Blodig. Robert Eggers’ vikingefilm ’The Northman’ er det hele og mere til. Med mytisk schwung pulserer den intense hævnfortælling sig ud i imponerende naturscenerier og heftige nærbilleder af vores målrettede hævner Amleth, der ikke viger en tomme fra sit mål – at gøre det af med sin fars banemand og redde sin mor, dronning Gudrún.

Denne hævn har prins Amleth tørstet efter fra han var en lille dreng, der så sin far blive dræbt med koldt blod. Nu som en voksen og muskelsvulmende mand begiver han sig mod sin fars morder, der ikke aner uråd, da han er overbevist om, at prinsen i sin tid også døde. Det er simpelt sagt filmens præmis, der i hænderne på Eggers får et medrivende liv af urinstinkter, gudetro og vilde slåskampe.

Her gælder det ikke mindst temaer som hævn, skæbne og ære. Det er kongefaderens ære, Amleth vil genvinde gennem sin hævn, mens spørgsmålet om han mon også er manden, der skal fuldende sin skæbne og blive den nye konge efter sin far svirer i luften. Det er med hele vejen brutalt nærvær, at Alexander Skarsgård træder ind i rollen som Amleth med hele sin krop og tilstedeværelse.

Han er et sandt menneskeligt bæst, der både river struben ud med tænderne på sine fjender, halshugger og parterer sine modstanderne og hyler mod månen. Han overbeviser som en nådesløs viking. Jeg kan ganske enkelt ikke tage mine øjne fra ham. Det samme gælder i øvrigt filmens billedside, der på både rå, natursmuk og mytisk vis gribende er indfanget af filmens fotograf Jarin Blaschke.

Desuden buldrer filmens sitrende score af Robin Carolan og Sebastian Gainsborough hårdt og ubarmhjertigt i takt med både den berusende natur og den nådesløse vold. ’The Northman’ er med andre ord også en film, der i høj grad lever af sin medrivende tilstedeværelse i sin rene filmiske form. Jeg hensættes til den helt primale tilstand, hvormed Amleth søger sin hævn.

’The Northman’ er en berusende rejse ind i både Amleths sind og en ydre bersærkergang, der fra start til slut har et blodigt greb i struben på mig. Jeg blev ganske enkelt henført til det rå vikingeunivers, hvor guderne og naturen hersker i brutal forening med hævn, ære og skæbne.

’The Nothman’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Northman’ har biografpremiere den 13. april.

‘Bergmans ø’ forener kærlighed, filmkunst og parforhold

/i , /af

Biografanmeldelse: Kærlighed, filmkunst og parforhold. ’Bergmans ø’ folder sig ud med denne ganske gribende treenighed, hvor vi møder de to filminstruktører Chris og hendes kæreste Tony. De er taget til den svenske ø Fårö, hvor naturen bruser og roen sænker sig. Det er øen, hvor den hæderkronede svenske filmskaber Ingmar Bergman havde sin gang og optog flere af sine film.

Parret er taget i skriveeksil på øen. For både at få ro, men også at følge i Bergmans inspirerende fodspor. Således smyger Bergmans væsen og film sig om både de to, men også om instruktør og manuskriptforfatter Mia Hansen-Løves drama. Vicky Krieps er Chris, mens Tim Roth er partneren Tony. Forholdet mellem de to sættes her på prøve, mens solen skinner og vejret tager fat i øen.

Deres forhold bølger således frem og tilbage, mens de synes at bevæge sig længere og længere væk fra hinanden. Vicky Krieps og Tim Roth gør fin figur som den usikre Chris overfor den mere selvsikre Tony. Dramaet mellem dem er både ganske fint beskrevet og ikke mindst portrætteret. Det er et parforholdsdrama, som man kender det. Men det er også relaterbart leveret.

Filmen tager imidlertid en overraskende drejning undervejs i sin fortælling og struktur, der er ret interessant, men som også gør, at selve dramaet mellem Chris og Tony lidt mister sit ellers fine greb i mig. Jeg bliver nemlig sat ind i et andet drama, som ikke helt får samme vellykkede greb i mig, grundet netop den overraskende drejning, filmen tager.

Det er dog ikke fordi, at de nye karakterer, som træder ind på scenen, ikke gør det godt. Her finder man blandt andet en dragende Mia Wasikowska og en mere distanceret Anders Danielsen Lie. Begge forhold er dog fint fortalt og spillet, men det er altså forholdet mellem Chris og Tony, der har mest fat i mig. Det er en skam, at deres drama kommer til at lide lidt under det nye pars indtog i fortællingen.

’Bergmans ø’ er med andre ord et fint og sine steder gribende parforholdsdrama, der er velfortalt og har en indtagende billedside. Filmen er desuden velspillet, men selve dramaet lider desværre et knæk undervejs. Det sagt, kan det ikke tage fra ’Bergmans ø’, at det er et både interessant og flot udfoldet drama, hvor kærlighed, filmkunst og parforhold fint forenes.

’Bergmans ø’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Bergmans ø’ har biografpremiere den 13. april.

‘Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmeligheder’ er fin filmmagi

/i , /af

Biografanmeldelse: Eventyret er tilbage med ’Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmeligheder’. Den tredje film i serien ’Fantastiske skabninger’, der udløber af og er en forhistorie til Harry Potters fortælling. Kampen mellem det gode og det onde bølger fortsat frem og tilbage i denne eventyrlige fortsættelse, hvor forholdet mellem Albus Dumbledore og Gellert Grindelwald får endnu mere schwung.

For selvom Dumbledore og Grindelwald er hinandens modstandere, er der også en følsom side til deres relation. Det giver fin dramatisk ballast til deres parløb – og når eventyret løber en smule af sporet undervejs. De to holder dramaet ganske fint på ret køl, hvor man desuden møder en lang række andre karakterer, som det desværre ikke helt lykkedes at balancere lige godt hele vejen.

Det sagt, så er her tale om en umage og ganske medrivende flok af personager, hvor man bl.a. igen møder den magiske zoolog og småakavede Newt Scamander, videre til Queenie Goldstein og hendes romantiske modstykke i Jacob Kowalski, mens vi også får et bedre indblik i Credence Barebones følelsesliv, hvor han kæmper en kamp mellem lyset og mørket.

Her er dog overordnet tale om kampen mellem det gode og det onde. Mellem Dumbledore og hans hold af bl.a. troldmænd mod Grindelwalds dystre planer om at tage magten over troldmandsverdenen og menneskene. Det hele pakket ind i lækre magi-effekter og opfindsomme skabninger, hvor man bl.a. møder ækle skorpionlignende monstre og andre eventyrlige væsner.

Jeg kan med andre ord godt lide det magiske univers, der foldes ud i nedtonet farveskala, mens ondskaben lurer om hvert et hjørne og undervejs også står i fuldt flor, når tryllestavene trækkes i storslået kamp. Her er bl.a. en cool og charmerende Jude Law som Dumbledore svær ikke at holde af, mens Mads Mikkelsen som hans onde modstykke Grindelwald har intenst nærvær.

Herudover bibringer Eddie Redmayne quirkiness som Scamander, mens Dan Fogler er et hjertevarmt comic relief som Kowalski og Ezra Miller er en mand i kamp med sig selv som Credence. ’Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmeligheder’ er på trods af sin en smule ujævne udfoldelse og lidt for lange spilletid et magisk bekendtskab, der giver håb for serien af film, som venter forude.

’Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmeligheder’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmeligheder’ har biografpremiere den 7. april.

‘Nitram’ er tankevækkende, brutal og svær at blive klog på

/i , /af

Biografanmeldelse: Den tungt sitrende ’Nitram’ er ikke en nem film at se. Den er rå, urovækkende og brutal. Dog ikke på en grafisk udpenslet måde. Fortællingen lever derimod et underspillet liv, hvor uroen konstant rumler dybt lige under overfladen i historien og ikke mindst hos filmens hovedkarakter Nitram, der bor hjemme hos sin mor og far, selvom han er i slut-20’erne.

Nitram har det ikke godt. Han kæmper med et plaget sind og et svingende humør. Han har ingen venner eller et arbejde. Hans sociale kontakt er akavet og ikke videre succesfuld. Han bærer på en konstant dirrende frustration og vrede omsluttet af en nærmest kvælende ensomhed. Han passer kort fortalt ikke ind nogen steder. Hverken derhjemme eller i den verden, som omgiver ham.

Filmen er baseret på et masseskyderi, der fandt sted på øen Tasmanien i Australien i 1996, hvor mere end 30 mennesker blev dræbt, mens yderligere blev såret. Manden bag tragedien var den 29-årige Martin Bryant. Det er ham og dette massemord, filmen er baseret på. Vi oplever ikke selve skyderiet, men følger derimod Nitram – Martin stavet bagfra – og hans liv, der leder op til tragedien.

Her er tale om Nitrams historie, hvor man finder en dragende god Caleb Landry Jones indtage den svære rolle med krop og sjæl. Han er uafrysteligt god. Jeg mærker hans indre konflikt. Hans frustration, smerte og ensomhed. Mens jeg også ser hans higen efter at blive elsket og omfavnet. Nuancerne foldes i hans skikkelse ud i både det rolige og det udadreagerende. Helt forrygende!

Filmen brillerer endvidere i den tilbageholdende måde, hvormed historien foldes ud af instruktør Justin Kurzel efter et velafstemt manuskript af Shaun Grant. Jeg suges roligt, men yderst sikkert ind i Nitrams verden og komplekse liv. I hans kamp med sig selv og verden omkring ham. Her er ingen store armbevægelser, men et konstant uroligt øje på den tragedie, der lurer i horisonten.

Hertil kommer den subtilt gribende måde, hvorpå fotografen Germain McMicking indfanger historien. Både i sitrende nærbilleder af Nitram og i totaler af den verden, som omklamrer ham. Anthony LaPaglia og Judy Davis udgør som forældrene et komplekst parløb med sønnen, mens Essie Davis bibringer et øjebliks lys i mørket. ’Nitram’ er hård kost. Tankevækkende, skræmmende og svær at blive klog på.

’Nitram’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Nitram’ har biografpremiere den 7. april.

‘Drive My Car’ er skrøbelig eftertænksomhed og gribende drama

/i , /af

Biografanmeldelse: Det japanske og underspillede drama ’Drive My Car’ har ikke travlt. Her hastes der ikke gennem den ene scene efter den anden. Her tager instruktør Ryûsuke Hamaguchi sig dejligt god tid til at fortælle sin historie og lade sine karakterer få nuanceret liv, hvor der filmen igennem bygges flere og fine lag til både personerne og fortællingens tematikker.

Vi møder her teaterinstruktøren og skuespilleren Yûsuke Kafuku, der er i et forelsket og komplekst forhold med sin hustru gennem 20 år, forfatteren Oto Kafuku. De udveksler både idéer i hver deres skabende regi samt intime tanker og deler nærværende stunder. Det er dog ikke kun ren idyl mellem de to. Noget skurrer lige under en dirrende overflade.

En tragedie indtræffer imidlertid en dag, hvilket vender op og ned på livet, mens det bliver det sørgmodige afsæt for en eftertænksom historie om blandt andet fortrydelse, savn og sorg samt et melankolsk samspil mellem fortid, nutid og fremtid. Det er elegant fortalt og visuelt indtagende udfoldet med blandt andet billeder af Yûsukes gamle, røde Saab, der kører gennem landskabet.

I bilen opstår der for både Yûsuke og hans fåmælte chauffør Misaki et nyt rum, hvor der efterhånden som fortællingen folder sig ud bliver udvekslet stadigt mere dybe samtaler med de inderste følelser mellem Yûsuke og Misaki. Det er på en gang både smukt og gribende at overvære disse køreture. I det hele taget er manuskriptet dragende tilbagelænet forløst gennem fine skuespillerpræstationer.

Her finder man i front for dramaet den rolige og indelukkede Yûsuke, der gennem Hidetoshi Nishijimas få, men sikre virkemidler åbner op for et helt menneske. Tôko Miura indtager rollen som Misaki, der med traumer i bagagen og et stille gemyt gribende komplementerer Yûsuke. De to leverer fint afstemte og roligt boblende scener af dynamisk sårbarhed, følsomhed og menneskelighed.

Ryûsuke Hamaguchi har med sikker hånd om både fortælling og karakterer forløst det dejligt dvælende og rolige manuskript, der er baseret på en novelle af Haruki Murakami. Alt sammen bundet rørende sammen om tabte muligheder, nutidens sorg samt en forlist fortid, der har affødt traumer, som nu hjemsøger vores hovedkarakterer. ’Drive My Car’ er skrøbelig, elegant og dragende. Fornemt.

’Drive My Car’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Drive My Car’ har biografpremiere den 31. marts.

‘Old Henry’ er en intenst underspillet western

/i , /af

Biografanmeldelse: Livet går sin rolige gang på det lille landbrug, som bonden Henry og hans unge søn Wyatt møjsommeligt passer og lever af. Roen varer dog ikke ved. En dag falder Henry nemlig over en døende mand, en pistol og ikke mindst en taske fyldt med penge. Dette bliver starten på den underspillede og intenst tiltagende western ’Old Henry’.

Henry skulle naturligvis have både ladet den døende mand, pistolen og de mange penge blive liggende. Snart er tre ryttere med sherifstjerner nemlig på færten af Henry, som de mistænker for at huse både den døende mand og at være i besiddelse af pengene. De tre cowboys gør nu krav på pengesedlerne og vil ved en udlevering i så fald lade både Henry og sønnen gå.

En simpel western-præmis, som man kender den. Den enkle historie er både velfortalt og godt spillet, ikke mindst af Tim Blake Nelson som den mutte Henry, der bærer på en fortid, som han forsøger at undslippe. Ham kan jeg ikke tage øjnene fra. For selvom Tim Blake Nelson ikke gør meget i sit spil, gør han alligevel alverden med velafstemt mine, kropsholdning og stemmeføring.

Det er netop vores hovedrolleindehaver, som for mig bærer meget af filmen, der desværre går en smule i stampe undervejs, mens det dog heldigvis lykkedes med ganske sikker hånd at opbygge en dirrende intensitet på vejen mod den uundgåelige konfrontation med svirrende seksløbere. Hertil kommer stemningsskabende billeder indfanget elegant af fotograf John Matysiak.

Filmens score af Jordan Lehning er ligeledes atmosfæremættet, hvor jeg nærmest kan dufte landstedet og krudtslammet. Stephen Dorff er desuden klassisk skurk i skikkelse af den noget generiske Ketchum, men spillet med fin nerve. Filmen er dog stærkest i form af den hemmelighedsfulde Henry og i sin dragende western-atmosfære.

Instruktør og manuskriptforfatter Potsy Ponciroli har med ’Old Henry’ kort fortalt skabt en fin lille western, der ganske vist ikke på nogen måde fornyer genren og som måske nok også mister en smule nærvær undervejs. Den er dog bestemt velfortalt og har ikke mindst et yderst solidt trumfkort i skikkelse af den vejrbidte Tim Blake Nelson.

’Old Henry’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Old Henry’ har biografpremiere den 31. marts.

‘Belfast’ er en drengs barske oplevelser i en splittet by

/i , /af

Biografanmeldelse: Fortalt i smukke sort/hvid billeder, hensættes man i instruktør og manuskriptforfatter Kenneth Branaghs charmerende og gribende drama ’Belfast’ til slut-60’ernes Irland. Her møder man den kvikke 9-årige Buddy, der leger i gaderne, klarer sig godt i skolen og har set sig lun på en sød pige i sin klasse. Det er livet i børnehøjde, man møder. Ubekymret, uspoleret og uskyldigt.

Uroen ulmer dog i den nordirske hovedstad, hvor gaderne snart eksploderer i vandalisme og barske konfrontationer mellem det katolske mindretal og det protestantiske flertal. Således forvandler Buddys verden sig fra den ene dag til den anden. Volden har indtaget livet i byen og utrygheden har taget sig greb om både ham og familien i en hverdag, der ellers var dejlig sorgløs.

I stedet for den ubekymrede leg, de eventyrlige biografture og fantastiske tegneserier, møder Buddy nu også livets alvor. Han står således ansigt til ansigt med fare og utryghed, hvor tanker om ikke mindst sin families sikkerhed pludselig vokser sig store. Hvad skal der ske med bedsteforældrene? Hvad med mor, far og storebror? Hvordan skal det hele egentlig gå?

Det er denne konflikt, filmens historiske drama udspringer fra, mens den menneskelige kerne bindes sammen af Buddy og hans lille familie, hvor moren kæmper med at få dagligdagen til at hænge sammen, mens faren må tage til England i uger ad gangen for at tjene til føden. ’Belfast’ er dog ikke et tungt drama, men er derimod fortalt med en liflig lethed, der rummer både lune og humor.

Det sker ikke mindst takket være Buddys udsyn på verden, hvor han dog pludselig må agere mere voksen end hans alder ellers burde fordre. Men selvom man her lander midt i farligt gadeoptøjer, hvor butikker plyndres og truslerne går højt, har Kenneth Branagh en fin evne til at skyde en gribende uskyld og lethed ind i sit drama, der dog desværre kører ned ad en lidt for forudsigelig vej.

Det er ikke en fortælling, der som sådan byder på de store overraskelser. Derfor har dramaet heller ikke hele vejen et lige godt tag i den nuancerede tyngde, filmen ellers rummer. Det sagt, så løfter blandt andet skuespillerne fornemt deres karakterer, hvor man møder en varm menneskelighed, som smitter af på mig. ’Belfast’ er kort fortalt en fin lille historie fortalt på charmerende og empatisk vis.

’Belfast’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Belfast’ har biografpremiere den 24. marts.

Jake Gyllenhaal er trumfkortet i Michael Bays ‘Ambulance’

/i , /af

Biografanmeldelse: Man kan bestemt ikke beskylde eksplosionernes mester Michael Bay for at være en subtil filmskaber. Det er så absolut heller ikke tilfældet med hans nye action-basker ’Ambulance’, der er baseret på den danske ’Ambulancen’ fra 2005. Den har jeg desværre ikke set, men i hænderne på Michael Bay opstår der i hvert fald hektisk intensitet for fuld pedal.

Man følger således her krigsveteranen Will, der gør sit ypperste for at skaffe penge til at behandle sin hustrus kræftsygdom. Det lykkedes desværre bare ikke for den desperate Will, hvorfor han nu opsøger sin bror Danny, der modsat Will ikke befinder sig på den rigtige side af loven. Danny – hvis familie adopterede Will som barn – gør sig nemlig i højspændte og farlige bankrøverier.

På dagen, hvor Will tropper op hos broren for at bede om hjælp med en lån, bliver han i stedet tilbudt at hoppe ret så improviseret med ombord på et stort og højrisikofyldt bankrøveri i Los Angeles. Will vælger noget modvilligt at takke ja til jobbet, der naturligvis snart går fra slemt til værre. Maskinpistolerne kommer i hæsblæsende brug og så er de to brødre på spanden.

De kaprer en ambulance, der huser en redder og en døende betjent. Med Will bag rattet og Danny ombord med en maskinpistol i hånden og millioner af dollars i den anden, går den vilde biljagt nu gennem byens gader. Det hele klippet i et konstant hektisk tempo, hvor adrenalinen forsøges holdt kørende, hvilket desværre ikke lykkedes hele vejen gennem filmens for lange 2 timer og 15 minutter.

Desuden er hele grundlaget for filmen ret så vag og noget fjollet. For hvem vælger lige på dagen at smide en ekstra mand ind i et nøje planlagt kup, der er med livet som indsats? Det fremstår i hvert fald her noget sløset og utroværdigt. Den kamel sluger jeg dog gerne. Michael Bay vil bare underholde med spektakulære kamerature, fræsende biler og hvislende maskinpistoler.

Det lykkedes da også flere gange at banke godt med intensitet ind i historien og karaktererne, der bare aldrig kommer ind under huden på mig. Filmens trumfkort er imidlertid Jake Gyllenhaal som den vanvittige og utilregnelige Danny. Han har en fest i den overgearede rolle. En karikeret fornøjelse. Yahya Abdul-Mateen II bakker ham desuden ganske intenst op som den desperate Will.

’Ambulance’ får 3 ud af 6 stjerner:



’Ambulance’ har biografpremiere den 24. marts.

En psykolog-session går helt galt i den klodsede ‘Klienten’

/i , /af

Biografanmeldelsen: Den psykologiske thriller ’Klienten’ byder på en psykolog-session, der går helt galt. For da den dygtige psykolog Susanne en dag byder den mystiske Mark velkommen, går det snart op for hende, at noget er helt skævt fat med hendes nye klient. Det viser sig nemlig, at Mark er en brutal seriemorder på flugt. Starten på en ordtung thriller er nu begyndt.

Deres møde er nemlig det dramatiske omdrejningspunkt for en film, der desværre er tungt forløst med ofte uinspireret kameraarbejde og et score, der generisk filer derudad. Hertil kommer et klodset manuskript, hvor de kantede dialoger hakkes utroværdigt ud og fremstår skrevne og hermed ofte ikke formår at blive løftet fra papiret og troværdigt ind i munden på vores to hovedpersoner.

Mark forlanger her, at Susanne skal kurere ham. Hvis ikke hun indvilliger og lykkedes, bliver hun hans næste offer. Det er således gennem mange samtaletunge scener, at dramaet udspiller sig. Eftersom netop samtalen er en væsentlig bærer af filmen, står ’Klienten’ med sine uelegante replikker ofte vagt frem, hvor tematikker og pointer desuden sømmes fast med store syvtommersøm.

Den erfarne psykolog spilles ok overbevisende af Signe Egholm Olsen, der dog – som filmen generelt – kæmper noget forgæves med det kantede manuskript. Det samme kan siges om Anton Hjejle som den udspekulerede morder, der skærer fostre ud af maven på sine kvindelige ofre. Han overbeviser mig desværre aldrig rigtigt i den ellers kolde og kalkulerede rolle.

Der opstår i de tos ordudveksling en utroværdig klangbund, da ikke mindst de replikker, som Hjejle slås med, er klodset skrevet og desuden kandiderer til seriemorder-floskler hele vejen. Jeg tror kort fortalt ikke rigtigt på ham som et menneske, men mere som en brik i Anders Klarlund og Jacob Weinreichs manuskript, der trods alt byder på et par overraskelser og en dejlig ækel åbningsscene.

’Klienten’ åbner nemlig med både maveopskæring og et blodigt foster. Desværre går filmen ikke for alvor videre ad den vej, men vakler slapt ind i alvorsland, hvor man desuden får sin del af utroværdigt forløste scener. Anders Klarlund, der også er instruktør, formår med andre ord aldrig for alvor at gribe mig med thrilleren, der desværre sine steder også er mere ufrivillig komisk end gruopvækkende intens.

’Klienten’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Klienten’ har biografpremiere den 24. marts.