Biografanmeldelse: Forrygende skør, medrivende opfindsom og kampsportsvoldsom. Den univers-opsplittende ’Everything Everywhere All at Once’ er det hele på en gang og mere til. Det starter dog ganske roligt og meget normalt. Evelyn og hendes mand Waymond har et vaskeri og er i økonomiske vanskeligheder. Et slidsomt liv, hvor hver dag ligner den forrige.

Som du nok har gættet, vendes der snart op og ned på Evelyns liv og verden. Det viser sig nemlig, at der findes uendelige parallelle universer – og hermed også et utal af alternative versioner af Evelyn og hendes liv. Det går nu hverken værre eller bedre end, at den godt 60-årige Evelyn pludselig står med opgaven at redde intet mindre end sit eget og alle andre universer fra undergang.

Det er den korte version af den visuelt sprudlende film, der med overraskende klippestil og en sand pallette af opfindsomme alternative universer giver medrivende liv til sin historie, der handler om meget andet end at redde universerne fra at gå under. Det er også en film om bl.a. familie, ens forventninger til – og selve meningen med – livet samt forholdet mellem mor og datter.

Evelyn og datteren Joy har nemlig et problemfyldt forhold. Joy lever bl.a. ikke op til sin mors forventninger, mens Evelyn også har svært ved at vænne sig til, at Joys kæreste er en kvinde. Generationsforskelle, familierelationer og selve essensen af livet samt de mange valg og fravalg, man tager smides således veloplagt ned i en boblende gryde af multiverser. Aldeles medrivende!

Michelle Yeoh er intet mindre end en sand badass som Evelyn, der indtager en række alternative versioner af sin karakter. Bl.a. en kendt sangerinde, en med pølser som fingre (!) samt en yderst kampdygtig version, hvilket afføder flere vildt virile og overraskende slåskampe, mens der bestemt også filmen igennem er godt med fart på absurd, bizar og grotesk humor.

Man må dog hverken glemme en nærværende Ke Huy Quan som Waymond, Stephanie Hsu som småfortumlet Joy og Jamie Lee Curtis som slagfærdig skrankepave. De to filmskabere Dan Kwan og Daniel Scheinert har med ’Everything Everywhere All at Once’ skabt en både visuelt overrumplende, herligt vanvittig og tankevækkende filmoplevelse, der satte sig i hele min krop. Stærkt!

’Everything Everywhere All at Once’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Everything Everywhere All at Once’ har biografpremiere den 12. maj.

Biografanmeldelse: Der er fuld fart over animationsfeltet, når den vildt underholdende ’Bad Guys – de er super barske’ opfindsomt og legende ruller sig veloplagt ud. Der er nemlig vildt meget at kigge på, når flokken af barske og sjove skurke indtager scenen. Men følger således en ulv, en piratfisk, en tarantel, en slange og en haj (!). En røverbande i fuldt vigør på landjorden.

Ulven leder charmerende an i banden, hvor et kup ikke kan blive stort eller vovet nok. Da heldet imidlertid er ude, står de fem røvere over for valget mellem enten at lade sig fængsle eller forsøge at være gode. Men kan de ellers kriminelle dyr mon sådan uden videre blive gode og lægge deres liv helt om? Det er spørgsmålet i en fortælling, der bl.a. leger med fordomme samt det gode og onde i os alle.

Røverne mødes nemlig af fordomme i, hvad der ellers skal være en frisk start for vennerne. For kan man overhovedet få lov til at blive god, hvis ingen tror på en? Ganske vist er det ikke de mest spidsfindige pointer, der her males op, men historien og dens tematikker er ganske enkelt pokkers velfortalt, hvor det ikke mindst er en fryd at være i selskab med de medvirkende.

Lige fra de fem røvere, der både hver for sig og i samspil er yderst medrivende bragt til live, til historien, der er i konstant engagerende animeret bevægelse. Fra den dejligt hidsige piratfisk til den godmodige haj. Så selvom filmens fortælling måske ikke som sådan overrasker i sine plotdrejninger, blev jeg revet med af filmen, der er en ren animationsbombe udi fortælleglæde, humor og charme.

Det er en fornøjelse at se, hvor umage folkene bag har gjort sig – og samtidig får det til at se så legende let ud. Her er virkelig kælet for karaktererne, universet og selv de mindste detaljer. Det i alt fra de helt små bevægelser hos de medvirkende – hvilket er med til at give både hoved- og bikarakterer et eget liv – videre til de store actionscener, der blæser mig omkuld i al sin dynamiske iver.

’Bad Guys – de er super barske’ er med andre ord en vildt veloplagt og morsomt fortalt historie med et hold af karismatiske karakterer. En film, der bl.a. omhandler eviggyldige temaer som det gode og det onde i os alle – og om, at man ikke skal skue hunden på hårene. En skøn og skønt animeret film. Jeg så filmen med de velfungerende danske stemmer og glæder mig til et gensyn i selskab med originalstemmerne.

’Bad Guys – de er super barske’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Bad Guys – de er super barske’ har biografpremiere den 12. maj.

Biografanmeldelse: Iført glimtende paillet-heldragt drager Sandra Bullock ud på et vildt eventyr med en sød Channing Tatum ved sin side. De spiller henholdsvis den romantiske eventyrforfatter Loretta og hendes bogforside-model Alan. Hvad der dog blot skulle være fiktion i bøgernes verden, udvikler sig i ’The Lost City’ snart til et meget virkeligt action-eventyr i romantisk komedieland.

Den begavede Loretta har et indgående kendskab til både arkæologi og gamle sprog, hvorfor hun kidnappes af den excentriske rigmand Abigail Fairfax. Han vil have hende til at lede ham til en dyrebar skat i en forsvunden by. Hans ledetråd er dog ganske lille, hvorfor Loretta kommer på noget af en prøve. Alan sætter derfor straks en redningsaktion i gang efter hende.

Herfra går den vilde skattejagt gennem jungledybet, mens en sovende vulkan øjnes i horisonten. Ganske vist genopfinder ’The Lost City’ ikke noget nyt udi actioneventyr. Heldigvis leveres hele baduljen dog ret så veloplagt, hvor ikke mindst den umage og charmerende duo i front med Bullock og Tatum er et herligt bekendtskab. De ser ud til virkelig at have haft det sjovt, hvilket smitter.

Hertil kommer Daniel Radcliffe som den megalomaniske Fairfax. Han leverer ligeledes sin herlige kliché af en skurk både veloplagt og med skøn komisk kant, hvilket går fint i spænd med vores to helte og filmens letbenede tone som helhed. Desværre løber de ellers ganske engagerende eskapader ind i lidt dødvande undervejs, hvor momentum og mit engagement mistes en smule.

Det lykkedes heldigvis at samle eventyr-tråden op, ikke mindst takket være netop Bullock, Tatum og Radcliffe. For selvom her ikke som sådan er overraskelser at finde på turen gennem junglen, er ’The Lost City’ et underholdende ridt, hvor potent action og eventyrlysten skattejagt kombineres ret vellykket med komik og kærlighed. En skøn omgang feel-good.

’The Lost City’ er med andre ord ikke nogen åbenbaring i genren, men limen, der holder sammen på klichéerne, er heldigvis stærk nok i form af kemien mellem Bullock og Tatum, mens også netop Radcliffe har haft en smittende fest som den grådige überskurk. Jeg var kort fortalt godt underholdt af dette actioneventyr. Intet mere. Intet mindre. Og det er bestemt helt ok.

’The Lost City’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The Lost City’ har biografpremiere den 28. april.

Biografanmeldelse:­ Hvordan var det nu lige at være barn? Hvordan så man på de voksne? Hvordan så verden ud? Hvordan så fremtiden ud? Det er med et barns udsyn på verden og klodens fremtid, at den varme, morsomme og rørende ’C’mon C’mon’ får liv. Det i forholdet mellem en voksen og et barn. Et spirende venskab, det ganske enkelt er pokkers medrivende at følge.

Man møder her den midaldrende journalist Johnny, der rejser rundt i USA for at interviewe børn om netop deres forhold til verden og herunder fremtiden. Han har dog aldrig selv fået børn. Da han imidlertid skal tage sig af sin nevø Jesse over en længere række dage, står han pludselig midt i et barns virkelighed, der er et noget andet sted at befinde sig end i rollen som interviewer.

Joaquin Phoenix er både morsom, klodset og klog som Johnny, mens Woody Norman er et sandt fund som Jesse. Han har en helt naturlig tilstedeværelse i fortællingen og i samspillet med en ligeledes engagerende Phoenix. De to sammen er et skønt selskab at være i, hvor tanker og følelser udveksles og venskabet vokser frem.

Jesse kommer med et par skeletter i familieskabet, mens hans mor også har sit at slås med, mens Johnny tager sig af hendes søn. Det skaber en fin dramatisk tyngde i historien, der således både rummer livets alvor og modsætningen i form af en velafstemt humor og lethed. Det er en meget menneskelig film, jeg her bliver en del af, hvor historien foldes ud i smukt komponeret sort/hvid.

Jeg bliver med ’C’mon C’mon’ sendt direkte ind i filmens liv og kommer herigennem også ind på livet af mig selv som barn. Gennem Jesse og Johnny får jeg desuden et nuanceret indblik i de følelser, bekymringer og tanker, der knytter sig til både en voksen og et barns verdenssyn. De to sammen skaber kort fortalt en gribende ramme om filmens drama.

Instruktør og manuskriptforfatter Mike Mills er med ’C’mon C’mon’ lykkedes at fortælle en vedkommende historie om både forholdet mellem voksen og barn, men også de forskellige livsperspektiver, man finder hos begge parter. Blandt andet også, hvordan børn både kan og skal udfordre voksnes måske nok af og til noget fastgroede tanker og idéer om verden.

’C’mon C’mon’ får 5 ud af 6 stjerner:

’C’mon C’mon’ har biografpremiere den 21. april.

Biografanmeldelse: Møgbeskidt. Brutal. Blodig. Robert Eggers’ vikingefilm ’The Northman’ er det hele og mere til. Med mytisk schwung pulserer den intense hævnfortælling sig ud i imponerende naturscenerier og heftige nærbilleder af vores målrettede hævner Amleth, der ikke viger en tomme fra sit mål – at gøre det af med sin fars banemand og redde sin mor, dronning Gudrún.

Denne hævn har prins Amleth tørstet efter fra han var en lille dreng, der så sin far blive dræbt med koldt blod. Nu som en voksen og muskelsvulmende mand begiver han sig mod sin fars morder, der ikke aner uråd, da han er overbevist om, at prinsen i sin tid også døde. Det er simpelt sagt filmens præmis, der i hænderne på Eggers får et medrivende liv af urinstinkter, gudetro og vilde slåskampe.

Her gælder det ikke mindst temaer som hævn, skæbne og ære. Det er kongefaderens ære, Amleth vil genvinde gennem sin hævn, mens spørgsmålet om han mon også er manden, der skal fuldende sin skæbne og blive den nye konge efter sin far svirer i luften. Det er med hele vejen brutalt nærvær, at Alexander Skarsgård træder ind i rollen som Amleth med hele sin krop og tilstedeværelse.

Han er et sandt menneskeligt bæst, der både river struben ud med tænderne på sine fjender, halshugger og parterer sine modstanderne og hyler mod månen. Han overbeviser som en nådesløs viking. Jeg kan ganske enkelt ikke tage mine øjne fra ham. Det samme gælder i øvrigt filmens billedside, der på både rå, natursmuk og mytisk vis gribende er indfanget af filmens fotograf Jarin Blaschke.

Desuden buldrer filmens sitrende score af Robin Carolan og Sebastian Gainsborough hårdt og ubarmhjertigt i takt med både den berusende natur og den nådesløse vold. ’The Northman’ er med andre ord også en film, der i høj grad lever af sin medrivende tilstedeværelse i sin rene filmiske form. Jeg hensættes til den helt primale tilstand, hvormed Amleth søger sin hævn.

’The Northman’ er en berusende rejse ind i både Amleths sind og en ydre bersærkergang, der fra start til slut har et blodigt greb i struben på mig. Jeg blev ganske enkelt henført til det rå vikingeunivers, hvor guderne og naturen hersker i brutal forening med hævn, ære og skæbne.

’The Nothman’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Northman’ har biografpremiere den 13. april.