Biografanmeldelse: Der er fuld fart på 80’er-farveladen, når den sprudlende ’Thor: Love and Thunder’ boltrer sig veloplagt afsted på nye eventyr fyldt med charme, humor og potent tegneserie-action. En kitsch-kulørt bombe af frivol underholdning, men også iklædt en menneskelig nærhed samt et ekko af afgrundsdyb sorg hos den gruopvækkende skurk Gorr the God Butcher.

Thor er med andre ord tilbage i fuldt firspring efter sine seneste soloeskapader i den vellykkede ’Thor: Ragnarok’ fra 2017. Denne gang gælder det et nyt eventyrridt ud i rummet, hvor Tordenguden må forsøge at finde ud af, hvem han i grunden er inderst inde. Snart tropper den galaktiske skurk Gorr imidlertid op og gør livet surt for alt og alle omkring ham i hans jagt på at dræbe alle guder.

Det bliver starten på det voldsomt underholdende Marvel-eventyr i selskab med Thor, som her synes at kunne udkonkurrere enhver guitarsolo fra 80’erne i ren og skær awesomeness. Til at hjælpe sig i kampen mod ondskaben finder man bl.a. seje King Valkyrie og den godmodige Korg samt ikke mindst også Thors ekskæreste Jane Foster, der nu tager gude-hammeren Mjølner i sine hænder. Kapow!

Thor får i den grad kamp til action-stregen udi guddommelig strabadser og farverige outfits. ’Thor: Love and Thunder’ er nemlig også en visuelt campy lækkerbisken af glimtende neonfarver og spruttende gnister. Her er seje monstre, storladne slag samt store guns – både dem med kugler i og dem, der sidder på skuldrene af Thor og Jane Foster. Det er uforskammet skørt og medrivende kulørt.

Chris Hemsworth er en sand fornøjelse som den charmerende og småkluntede Thor, mens Natalie Portman indgyder fortællingen både en fin skrøbelighed og bomstærk helte-styrke. Christian Bale er en ond tilføjelse til MCU som den creepy Gorr. Frygtindgydende og superklam. Desuden dukker en overraskende morsom Russell Crowe op som den selvfede gud Zeus. Ganske enkelt ubetalelig.

’Thor: Love and Thunder’ er herligt useriøs bulder og brag, men ikke uden et seriøst drama inden bag alt det veloplagte rabalder af 80’er-tråd og morsom kådhed. Instruktør og medforfatter Taika Waititi leverer kort fortalt herlig superhelte-eskapisme for fuld smadder. Ufortrødent og hæmningsløst. Det er dejligt og topfjollet – det uden at miste sit hjerte, der naturligvis sidder på det helt rette sted.

’Thor: Love and Thunder’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Thor: Love and Thunder’ har biografpremiere den 6. juli.

Biografanmeldelse: Atmosfæren er tung med urovækkende uhygge i Scott Derricksons gysende grumme ’The Black Phone’. Man bliver her ført tilbage til et farvenedtonet 1970’erne, hvor en seriemorder er på spil i det nordlige Denver. Morderen har fået tilnavnet The Grabber, da han gennem længere tid har kidnappet børn i et angst nabolag. Børn, der aldrig dukker op igen.

Da The Grabber igen slår til, kommer det helt tæt ind på livet af drengen Finney, da det er en af hans bedste venner, der forsvinder. Er det muligt, at vennen stadig er i live? Vil det lykkedes politiet at fange den morderiske kidnapper? Det er spørgsmål, som lokalsamfundet står midt i sammen med Finney, der også kæmper med mobbere i skolen og en voldelig alenefar.

’The Black Phone’ fletter således livet som en almindelig 13-årig ind i den skræmmende historie, hvor seriemorders hærgen plager en by, hvor sorgen og rædslen ligger som et tungt tæppe om samfundet. Det handler altså ikke kun om jagten på en seriemorder, men også livet som ungt barn med alt fra venskaber til spirende kærlighed og at finde sig til rette i livet.

Tag dog ikke fejl, for det er uhyggen og gruen, der er i højsædet, hvor en nærværende Mason Thames giver et naturligt portræt som Finney. Han er god. Det samme er Madeleine McGraw i rollen som hans rappe lillesøster Gwen. De to er svære ikke at holde af. Desværre bliver deres forhold til den fordrukne far lidt generisk beskrevet. Men som dramatisk brik, klarer forholdet til faren dog skærene.

Udover bl.a. filmens tungt forførende gru-atmosfære, så er et stort trumfkort for filmen også den isnende urovækkende Ethan Hawke som den uforudsigelige The Grabber. En virkelig god bøhmand i filmisk form. Han er hele filmen værd. For der er måske lidt knas i gyserhjulene, hvor bl.a. et par karaktermæssige handlinger og generiske relationsbeskrivelser, er lidt svære helt at tro på.

Det er dog langt fra nok til at rive det grusomme tæppe væk under ’The Black Phone’, der er langt overvejende vellykket, hvor der spyttes fint dramatiske elementer ned i den sitrende gysergryde i form af bl.a. forholdet de unge børn imellem, mens et overnaturligt twist i filmens præmis, løfter en måske lidt forudsigelig fortælling ind i en anden og mere overraskende verden af grusomheder.

’The Black Phone’ får 4 ud 6 stjerner:

’The Black Phone’ har biografpremiere den 23. juni.

Biografanmeldelse: Hvordan står det egentlig til med dig? Hvor er du i livet? Hvor vil du hen? Ja, hvad er egentlig meningen med det hele? I norske Joachim Triers elegante ’Verdens værste menneske’ møder vi den næsten 30-årige Julie. Hun har samtlige spørgsmål helt inde på livet i filmen, der folder sig ud hen over en lille håndfuld år af hendes liv.

Det står ikke vildt godt til med Julie. Hun har ikke rigtigt fundet sin retning i livet og da slet ikke sin plads. Men gør det i grunden noget? Det synes lige så meget at være hendes omverden, der stresser og presser Julie for at gøre noget andet med livet. Hun er altid sprunget fra det ene til det andet. Nu arbejder hun i en boghandel og er kærester med den nogle og 40-årige Aksel.

Aksel presser på, da han er klar til at stifte familie. Det er Julie ikke. Hun er som altid ubeslutsom og forvirret over sit liv. Hvilken retning det skal gå i. Her tegnes således et både sart, nuanceret og gribende portræt af Julie, mens jeg spejler mig i både hendes livsspørgsmål, venner og bekendte. Der er nemlig en hudløs og oprigtig ærlighed i fortællingen, der går i spænd med mit eget liv.

For selvom filmen er gjort af en prolog, 12 kapitler og en epilog, så folder fortællingen sig naturligt ud. Det hænger bl.a. også sammen med den naturlighed, man finder i de medvirkende karakterers ageren og færden i filmens levede liv. Dialogerne falder med en troværdig naturlighed hele vejen, hvor vi altså følger Julies noget kaotiske liv. Det indre så vel som det ydre liv.

En både sart og stærk Renate Reinsve formidler med hele sin krop, gestik og stemmeføring et facetteret portræt af den vægelsindede og rodløse Julie. Jeg kan ganske enkelt ikke tage øjnene fra hende. Det både i soloscener, men bestemt også i de dynamiske scener med kærester, flirter, venner, bekendte og familie. Her optegnes en fortælling, der favner livets op- og nedture.

Instruktør Joachim Trier er med sin medforfatter Eskil Vogt lykkedes med et både følsomt og skrøbeligt, bittersødt og morsomt samt tænksomt og gribende drama, der favner Julies livssituation på en måde, så jeg gennem hende også møder mig selv og det liv, jeg lever. Det med en række troværdigt dragende karakterer og medspillere, der bevæger sig ind og ud af Julies liv.

’Verdens værste menneske’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Verdens værste menneske’ har biografpremiere den 16. juni.

Biografanmeldelse: De glubske dinosaurer er tilbage i fuldt og rovædende vigør med ’Jurassic World: Dominion’ – den tredje film i rækken af nye Jurassic-titler, som alle udspiller sig i det dinosaur-univers, som Steven Spielberg indtog verden med i 1993 med den skelsættende ’Jurassic Park’. Nu en god håndfuld film inde i franchisen, møder vi både nye og gamle ansigter.

Vi møder naturligvis igen Owen og Claire, der i den nye film – som udspiller sig fire år efter forgængeren – nu bor isoleret ude midt i en skov med deres plejedatter Maisie. Fortidens hemmeligheder og den omkringliggende verden kan dog ikke holdes på afstand for evigt. Snart er de tre således på en farlig flugt fra både skurke og sultne fortidsmonstre.

Ikke nok med det, så truer mægtige sværme af præhistoriske megagræshopper klodens afgrøder, mens de mange forskellige dinosaurer nu lever side om side med både mennesker og nutidens dyreracer. Brudt fri af deres fangenskab. Det er dog langt fra en idyllisk sameksistens, da fortidens giganter har det med at angribe og smage på klodens øvrige beboere.

’Jurassic World: Dominion’ byder således på en god portion dinosaur-hærg, hvor man nærmest hopper fra den ene actionscene til den næste, mens karaktererne glemmes en smule og forsvinder i baggrunden. Historien har endvidere det hemmelighedsfulde selskab Biosyn – som forsker i dinosaurernes gener – i lyssky spil. Her er med andre ord sin del af karakterer og plottråde at holde styr på.

Desværre lykkedes det ikke lige vellykket hele vejen, hvor hele dinosaur-molevitten bliver noget rodet og uengagerede, mens også en god stak af filmens replikker ligger en smule klodset i munden på karaktererne. Det bliver også til et lidt vaklende gensyn med den originale films treenighed i form af Ellie Sattler, Dr. Alan Grant og Ian Malcolm, det spillet af den oprindelige films skuespillere.

’Jurassic World: Dominion’ byder på trods af sin miskmaskede fortælling på sin del af medrivende dinosaur-action med de glubske bæster i spil. Her er dog et så stort overbud – ja, nærmest overforbrug – af dinosaurer, at det desværre hiver lidt magi ud af de ellers imponerende fortidsdyr. Det sagt, så er der godt fart over feltet, hvor jeg grundlæggende bliver vundet over af dinosaurerne, som jeg knuselsker.

’Jurassic World: Dominion’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Jurassic World: Dominion’ har biografpremiere den 9. juni.

Biografanmeldelse: Det kan være svært at starte på en frisk, når alt bare er gået helt ad helvede til. Det er i hvert fald ikke nemt for Mikey Saber i Sean Bakers morsomme og bittersøde ’Red Rocket’. Her vender den forhenværende og nu afdankede pornostjerne nemlig tilbage til sin lille og slidte hjemby i Texas. Det er dog langt fra med åbne arme, at han bliver taget imod, da han uventet tropper op.

Han banker her på sin ekskones dør. Der bliver åbnet, men det er først efter møjsommelige forsøg på at overtale hende og hendes mor, at han allernådigst får lov til at slippe indenfor og sove på sofaen i det fattige kvarter, hvor dagene synes at gå med ingenting. Mikey må nu gøre sit for at skaffe sig et job, så der kan komme penge på kontoen og han kan komme på fode igen.

Det er lettere sagt end gjort, selvom Mikey er yderst ivrig, charmerende og nærmest konstant snakkende – ikke mindst for sin syge moster. Lige lidt hjælper det ham i jobjagten – og hvad gør han så? Det er Mikeys forsøg på at vende tilbage til livet, man følger i ’Red Rocket’, der ikke som sådan er plotdrevet, men mere er et stykke med levet liv, man her dumper ned i.

Således bliver jeg en del af Mikeys kaotiske liv, men indgår også i rækken af både nye og gamle relationer, han omgiver sig med. Blandt andre ekskonen Lexi og hendes mor, der ikke sådan lige lader sig charmere, videre til byens joint-sælgende beboere og den søde unge kvinde i den lokale donut-butik. Det er alle liv, jeg engageres af med en række fine portrætter, der griber mig.

’Red Rocket’ byder altså på interessante og nuancerede skæbneportrætter, mens instruktør og medforfatter Sean Baker også på fornem vis bygger en troværdig miljøskildring op, det indfanget i billeder af både forfald og klare farver af filmens fotograf Drew Daniels. Jeg bliver lukket ind i et liv i det fattige Texas, jeg ellers ikke sådan lige, ville opleve.

Filmens helt store trumfkort er en magnetisk Simon Rex som Mikey. Han balancerer mellem det manisk sniksnakkende, morsomme og dybt charmerende, der kan overbevise enhver om, at drømmen findes lige om hjørnet. Hele hans krop bevæger sig naturligt i miljøet, mens ordene falder naturligt i hans mund. Han er som en rød raket, der tordner derudad. Det er bare om at følge med.

’Red Rocket’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Red Rocket’ har biografpremiere den 2. juni.