’Freaky’ er en halvgod kropsforbyttende slasher-komedie

Biografanmeldelse: Det starter faktisk både veloplagt blodigt og morderpotent medrivende i slasher-komedien ’Freaky’. Her er nemlig en maskeret morder på fri fod, der slagter en håndfuld teenagere med koldt og brutalt blod. Det med ganske opfindsomme mord, som blandt andet involverer den grumme kombination af en vinflaske og en ung studerendes hals. Av!

Desværre mister løjerne noget af den brutale pust efterhånden som filmen skrider frem og bliver mere en delvist vellykket komedie end en viril slasher med et tvist. For filmens ellers ret sjove præmis hiver også noget af slasher-genrens opfindsomme mord ud af løjerne. På mystisk vis forbytter teenageren Millie nemlig krop med seriemorderen. Ja, vi har at gøre med en kropsforbyttende gyserkomedie.

Der går dog en rum tid, førend kropsbytningen finder sted – og det er desværre her, at ’Freaky’ mister noget af sit ellers ganske medrivende momentum. Vince Vaughn giver den ellers ret fint gas i sin dobbeltrolle som et brød af en morder, men det meste af vejen som en pige fanget i en stor mands krop – og ja, omvendt med Kathryn Newton i skikkelse af Millie, hvis krop er indtaget af morderen.

Helt medrivende morder-morsomt bliver det dog ikke. Filmen bliver en kende slap over midten, men genvinder heldigvis noget af indledningens dynamik, hvor der er medrivende mord på menuen. At der så er spædet til med en småalkoholisk mor og tabet af en far – ja, Millies forældre – giver ikke rigtigt en dramatisk ballast til filmen, hvorfor karaktererne da også forbliver noget flade.

Men selvom de medvirkende måske ikke er de mest opfindsomme og nuancerede af slagsen, udfylder de ganske fint deres roller – som blandt andet netop skrigende teenagere på flugt, men også som stærke unge, der tager kampen op. Det med øje for, at Millie og seriemorderen skal bytte kroppe igen. Vejen til den ganske effektive finale går dog desværre som nævnt en smule i dødvande.

På trods af sine fodfejl og en smule flade midte, kommer ’Freaky’ i mål som en ret veloplagt slasher-komedie. Ja, som en letbenet, ok morsom og sine steder dejligt brutal slasher-komedie, lykkedes det trods alt at komme fint i mål. Det blandt andet også takket være en både charmerende og sej Kathryn Newton i dobbeltrollen som Millie og morder.

’Freaky’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Freaky’ har biografpremiere den 12. november.

’Akira’ er stadig en vild, voldsom og voldelig filmoplevelse!

Biografanmeldelse: Det er nu, du skal slå til! For japanske Katsuhiro Ôtomos mesterlige, opfindsomme og overrumplende animationsværk ’Akira’ fra 1988 kan nemlig nu opleves på det store lærred i en ny-restaureret 4K-version. Det er her 32 år senere stadig en vild, voldsom og voldelig filmoplevelse af de store, hvor den sirlige animationskunst drager mig ind i en futuristisk fremtid, der omslutter mig totalt.

Året er 2019. 31 år efter, at 3. verdenskrig har raset. Tokyo er blevet til Neo Tokyo – bygget op på ruinerne af den gamle metropol. Det er dog langt fra en idyllisk fremtid, vi her ankommer til. Dystopien synes snarere at herske i byen, der hærges af kriminelle, blodig vold, politibrutalitet og korruption. Bag statens hemmelige mure huses imidlertid et tophemmeligt og mystisk projekt kaldet Akira.

Men hvad går Akira egentlig ud på? Det får motorcykelbande-anføreren Kanedas ven Tetsuo mulighed at se nærmere på, da han hvirvles ind i det lyssky projekt – og det med katastrofale følger. Det, der følger, er nemlig et virilt, potent og pumpende ridt ind i en verden af mutationer, maskiner og motorcykler, mens et brølende opgør synes at true i horisonten. Det med hele verden som gidsel.

Som en animeret hvirvelvind af imponerende fremtidslandskaber, brusende motorcykelræs og telekinetiske evner, folder ’Akira’ sig ud med de ikoniske og urovækkende toner fra Shôji Yamashiros musik, der svøber sig ubesværet om den bjergtagende billedside. Historien bølger og bruser sig ligeledes hektisk, medrivende og i konstant bevægelse gennem den dystre metropol, hvor det gode og onde tordner sammen.

Der er fra start til slut animeret fart over feltet, hvor jeg opsluges af denne fremtidsvision, der blandt andet huser en mere end voldsomt cool finale, der i kropssnaskende mutationsvold river mig medrivende rundt i en intens billedstorm, der skvulper af animeret overlegenhed. Men ’Akira’ er altså mere end mesterlig animation, det er også en fortælling, som dejlig kinetisk får liv gennem sin zigzag-udfoldelse.

Godt nok er ’Akira’ fra 1988, men står altså stadig veloplagt, frisk og forførende her mere end 30 år senere. Jeg er kort sagt hensat til filmens verden og fortælling fra første til sidste tegning. At fortællingen så måske nok slår en håndfuld knuder undervejs, gør heldigvis ikke det store, for netop billedsiden griber mig gang på gang i tegninger af dystopisk opfindsomhed, brutal vold og mystiske evner.

’Akirka’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Akira’ har repremiere den 5. november.

En vildt gnaven Lance Henriksen stjæler billedet i ’Falling’

Biografanmeldelse: Det er to vidt forskellige verdner, der støder intenst sammen i far-søn-dramaet ’Falling’, der er Viggo Mortensens instruktørdebut, mens han også har forfattet filmens sprudlende manuskript. Han spiller desuden selv sønnen John, hvis liv clasher hårdt med faderen Willis – spillet med konstant nerve af den 80-årige Lance Henriksen. Han stjæler billedet.

For da den konservative far, som er af den gamle skole, hvor en kvinde står i køkkenet og en mand går på jagt (groft sagt), kommer på besøg hos sin homoseksuelle søns familie i Los Angeles, bliver det starten på næsten intet andet end dramatiske sammenstød ham og familien imellem. Willis er nemlig mere end gnaven, fordomsfuld og i grunden et rigtigt ubehøvlet svin, det er svært at finde empati for.

Men den måske nok meget lidt elskelige Willis og hans mange spydige stikpiller, bliver ofte også så grotesk ubehøvlet, at smilet indfinder sig hos mig. Fint balanceret med alvoren. John og hans partner Erics adoptivdatter har dog et noget mindre problemfyldt forhold til sin farfar, hvor der således sniges noget varme og skrøbelighed ind i den ellers hårde og kyniske far.

Willis døjer også med hukommelsessvigt, mens han undervejs i filmen nuanceres. Blandt andet netop i Lance Henriksens meget fint intime spil, der med sit ansigt kan veksle fra det helt indebrændte til det milde i næste nu. For hvorfor opfører han sig i grunden som et dumt svin uden hverken filter eller situationsfornemmelse? Det er noget af det, fortællingen blandt andet også engagerende dykker ned i.

’Falling’ er altså også et portræt af en aldrende mand, men dog mest af alt et drama om det svære forhold, der kan være mellem far og søn, hvor der filmen igennem krydsklippes til Johns barndom og oplevelser med sin dengang unge far og mor. Det giver en fin dramatisk klangbund og bedre forståelse af nutiden og forholdets knaster, hvor både vrede, jalousi og en higen efter kærlighed har fornemme pladser.

Jeg må dog bestemt ikke glemme Viggo Mortensens meget fine og velbalancerede portræt af en søn, der i den grad bliver testet på tålmodigheden og hvor meget lort, man egentlig skal tolerere fra sin far. ’Falling’ er kort fortalt et velspillet samt både vittigt og vredt skrevet drama, hvor Lance Henriksen stjæler billedet med et både bistert og momentant skrøbeligt portræt af en mand i sit sene efterår.

’Falling’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Falling’ har biografpremiere den 5. november.

Den 41 år gamle ’Bliktrommen’ er fortsat et helt magisk filmværk

Biografanmeldelse: Med repremieren på Volker Schlöndorffs dragende ‘Bliktrommen’ fra 1979, har man en unik mulighed for at opleve værket på det store lærred. Det i al sin krigsbombede vælde og med det intimt dramatiske skuespil fra ikke mindst David Bennent. Han ses i rollen som drengen Oskar fra hvis synsvinkel filmen fortælles i en fin forening af rå, jordnær realisme og med glimt af det surreelle.

Det tyske drama er altså centreret om Oskar, man følger fra fødslen, som man desuden følger fra hans synspunkt og vej ud i verden inde fra sin mors skød. Han vokser op i det krigstruede Danzig, der senere må se sig bombet til ruiner, hvor han til sin tre års-fødselsdag får en rød/hvid bliktromme. Han beslutter sig samtidig for ikke at ville vokse sig større, selvom han ganske vist bliver ældre. Ja, helt surreelt.

Denne beslutning er en art protest mod den verden, der omslutter ham, hvor han blandt andet senere i livet kommer til at møde netop krigens rædsler og nazismens fremtog. Et andet helt surreelt element er Oskars talent for at udgyde så høje skrig, at han kan splintre glas. En evne, der blandt andet kommer ham til gavn senere i fortællingen, der altså spænder over en længere årrække.

Filmen lever ikke kun af sit portræt af krig og den medfølgende frygt, håbløshed og nazistiske fremmarch, men i høj grad også spillet af David Bennent som vores hovedperson Oskar, hvis verdensbillede vi bliver placeret midt i. For det er ganske enkelt et imponerende portræt af et barn og hans svære opvækst. Jeg kan ikke få øjnene fra ham. Han er simpelthen et imponerende magnetisk bekendtskab.

Fortællingen folder sig ud over hele 2 timer og 44 minutter, men ikke desto mindre synes den lange spilletid også nødvendig for at fortælle sin både dragende, engagerende og satiriske fortælling, der måske nok har krigens dystre klangbund, men som absolut også huser en fin humoristisk side, der dog ikke underminerer det fornemme drama og nuancerede portræt af Oskar og hans opvækst i en kaotisk verden.

’Bliktrommen’ er ganske enkelt her 41 år efter sin oprindelige premiere stadig et stærkt, veloplagt og potent portræt af en historisk kompleks tidsperiode set igennem en drengs naive og fantasifulde øjne. David Bennent er med drenget naturlighed et stærkt, stærkt trumfkort, der i den grad er med til at bære og løfte filmen op og blive både helt magisk, tankevækkende og sine steder også livligt provokerende.

’Bliktrommen’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Bliktrommen’ har repremiere den 29. oktober.

Mobilgyseren ’Come Play’ er et generisk stykke med flad uhygge

Biografanmeldelse: Vi lever i en verden af skærme – fra smartphones til tablets. Det er derfor også ganske oplagt at tage udgangspunkt i netop dette faktum i gysets verden. For gemmer vores tekniske hjælpemidler mon på andet end elektronik? Det gør det så absolut i det fesne gys ’Come Play’. For her huser skærmene omkring drengen Oliver nemlig et langlemmet monster ved navn Larry.

For fra bag skærmen på den stumme drengs smartphone lurer noget mystisk og faretruende. Oliver finder ud af via en billedbog – der pludselig popper op på skærmen – at det er et knoglet væsen ved navn Larry, der bor inde i telefonen. Og senere i blandt andet tablets og andre skærme. Larry udgiver sig for egentlig bare at ville være venner med den ensomme Oliver. Men det er ikke hele sandheden.

Du gættede rigtigt. Larry er nemlig ikke så uskyldig, som han giver sig ud for at være. Snart må Oliver såvel som hans mor og far gøre sit for at holde sig i live. Et ganske relaterbart og teknologi-gysende udgangspunkt. For vi omgiver os alle med skærme – og hvad nu hvis også vi blev overrumplet af et monster? Desværre lykkedes det bare aldrig for ’Come Play’ at skræmme mig. Slet ikke.

Det forbliver ved fesne forsøg på adskillige jump scares og fake scares. Men lige lidt hjælper det. Jeg blev under gyset siddende overraskende roligt i mit sæde, mens filmens momentvise forsøg på snigende uhygge heller ikke fik hårene i min nakke til at rejse sig. Hertil opbygges scenerne blandt andet alt for forudsigeligt, mens historien aldrig løfter sig og får den efterstræbte dramatiske tyngde.

Der gøres ellers et forsøg på blandt andet at bringe universelle temaer som ensomhed, mobning og familieproblematikker i spil – det sammen med en kritisk røst om, at vi alle har snuden for dybt begravet i vores skærme i stedet for at se hinanden i øjnene. Men det virker alt sammen både vattet og underligt forceret, hvorfor altså hverken gyset eller karaktererne tager rigtigt fat i mig.

Filmen er basereret på en kortfilm, hvilket da også synes at kunne spores i en historie, der ganske enkelt ikke er nok kød på til at bære en ellers begrænset spilletid på 96 minutter. Grunden til, at ’Come Play’ dog ikke helt ryger på røven er, at Larry er et helt ok ækelt bæst, mens Azhy Robertson gør ganske god figur som Oliver – det sammen med en fint spillet Gillian Jacobs som den beskyttende mor.

’Come Play’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Come Play’ har biografpremiere den 29. oktober.

Trine Dyrholm giver den som soldat og stålsat hønemor i ’Erna i krig’

Biografanmeldelse: Hvor langt vil man gå for sit barns liv og sikkerhed? I krigsfilmen og det danske drama ’Erna i krig’ – baseret på Erling Jepsens bog af samme navn – vil alenemoren Erna gå i krig for sin enfoldige søn Kalle. Året er 1918 og Første Verdenskrig har sit brutale greb i Europa. Det ellers stille liv for mor og søn i Sønderjylland bliver dog vendt på hovedet, da den lokale betjent Meier banker på døren.

Meiers opgave er som del af krigen at indrulle den 17-årige Kalle – og det i kamp på tyskernes side. Det er som stolt sønderjyde ikke just en plan, Erna er vild med – og da endnu mindre at skulle afgive sin søn til krigens farlige skyttegrave. På snedig vis lykkedes det imidlertid Erna at iklæde sig soldateruniform og under mandligt dække at blive en del af sin søns soldatergruppe, der nu er på vej til krigens frontlinje.

Jeg skulle lige sluge præmissen, at en kvinde under mandligt alias kan klare indrulningen og videre ind i den tyske krigsmaskine uden at blive sendt retur med uforrettet sag. Men ja, det lykkedes altså, og det er så den filmiske virkelighed, jeg må forholde mig til. Så selvom jeg måske ikke helt køber præmissen med Ernas krigskrumspring, har filmen heldigvis et klart trumfkort til at opveje for dette, nemlig Trine Dyrholm.

Trine Dyrholm er med konstant nerve og nærvær til stede i rollen som Erna, hvilket er med til i hvert fald at skyde sin del af troværdighed ind i både fortællingen, men ikke mindst filmens titelkarakter. Hun er ikke til at tage øjnene fra som den beskyttende mor, der ikke tror på, at sin mindrebemidlede søn ville kunne klare skærene på egen hånd. Hvilket måske også er sandt.

Hun omgives desuden af øvrige fine præstationer, der dog ikke skinner igennem på samme måde som Trine Dyrholm, men altså udfylder deres respektive roller på solid vis. I rollen som den krigsretskafne Meier finder man Ulrich Thomsen, der bestemt bærer rollen med god troværdighed og en skrøbelig usikkerhed bag den ellers bestemte facade.

En af soldaterne er den mere forstående Anton – spillet af en solid Anders W. Berthelsen, der leverer sin karakter med en fin blød side. Jeg må ikke glemme Sylvester Byder som Kalle, der undervejs vokser i rollen som en soldat og stor dreng på egne ben. Men trods fine præstationer, mister filmen noget momentum og går i stampe i spilletiden i den klaustrofobiske skyttegrav. Men Trine Dyrholm er på trods filmen værd.

’Erna i krig’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Erna i krig’ har biografpremiere den 29. oktober.

Oh yes! ’Breeder’ leverer klam, grum og brutal kvindekidnapning

Biografanmeldelse: Du kan godt berede dig på, at den kropsklamme ‘Breeder’ står for et møgbeskidt, klamt og brutalt eksperiment med kidnappede kvinder i ulækker fangenskab. For den iskolde og forskruede Dr. Isabel Ruben står nemlig bag et fordækt projekt, der kan omvende ældningsprocessen. Til det mystiskombundne eksperiment skal hun dog bruge kvinder.

Men helt, hvad der foregår i de dystre kælderlokaler – der belejligt er låst af, overvåges døgnet rundt og passes på af to snuskede mænd – er svært helt at gennemskue. Den unge Mia forvilder sig imidlertid grundet en personlig relation ind i de gult belyste lokaler, hvor den komplet klamme sandhed bag projektet først går op for hende alt for sent. Snart gælder det nemlig liv og død for hende.

Mere vil jeg ikke afsløre her, for en del af den snaskede rejse ind i mørket, er nemlig det at opdage, hvad der egentlig er Dr. Isabel Rubens plan. I rollen som Mia finder man Sara Hjort Ditlevsen, der på en og samme tid både kropsliggør en sart skrøbelighed, men ikke mindst også en stærk stålvilje for at holde sig i live på trods af alt, hvad hun udsættes for af fornedrende handlinger.

En smule mindre naturlig i blandt andet sin repliklevering står Signe Egholm Olsen som Dr. Isabel Ruben. Det er dog også et til tider lidt stivbenet manuskripts skyld, hvor der undervejs også lige skal sluges et par plotmæssige kameler, hvor de medvirkendes handlinger ikke helt synes overbevisende. Til gengæld er jeg vild med det snuskede og dejligt klamme projektplot, der tør at levere den brutale vare.

Desuden står en hele vejen ubehagelig Morten Holst for portrættet af en af Dr. Isabel Rubens kvindehadende håndlangere, mens Jens Andersen i en lidt mindre håndlangerroller ligeledes bidrager med herlig klamhed. Hertil kommer, at instruktør Jens Dahl og manuskriptforfatter Sissel Dalsgaard Thomsen synes at have haft en fest med at komme på og iscenesætte alverdens kvindefornedrende klamheder.

Det er bestemt også klamt, men det bliver sine steder også en kende for forceret og fortænkt til, at jeg helt forbliver involveret i den snaskede brutalitet. Det sagt, så vinder ’Breeder’ altså på sit langt ude eksperiment, Sara Hjort Ditlevsens intense præstation og sin del af absolut møgbeskidte, foruroligende og klamt iscenesatte voldsscener.

’Breeder’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Breeder’ vises i udvalgte biografer fra den 21. oktober og har reel biografpremiere den 31. oktober.

’I Walk’ er Jørgen Leths intime selvportræt om ikke at falde

Biografanmeldelse: Digter, filmskaber og sportskommentator. Ja, den 83-årige Jørgen Leth har gennem hele sit kunstneriske virke begået sig med ord og billeder. Det gør sig selv sagt også gældende i hans nye dokumentarfilm ’I Walk’. Den tegner blandt andet et intimt selvportræt af en mand, der måske nok er blevet gammel, men som stadig kæmper for at blive ved med at gå. At gå gennem livet. Ikke at falde.

Filmen tager sit afsæt i det voldsomme jordskælv, der ramte Haiti i 2010. Pludselig stod Leth i livets efterår uden et hjem og med tilværelsens grundlag lagt i ruiner. Nu gjaldt det om at finde fornyet mening med det hele – at finde en ny vej i livet. Det er i årene efter denne tragisk begivenhed og frem til i dag, at man via blandt andet nære telefonoptagelser kommer tæt ind på livet af Leth – også rent fysisk.

’I Walk’ skildrer nemlig med forskellige filmiske greb og her blandt andet fragmenterede montager af ord og billeder Leths liv, tanker og gåture. Eksempelvis med netop grynede nærbilleder optaget med telefonen af Leth selv. Det nære selvportræt suppleres af Leths karakteristiske diktion af egne tanker, digte og ord, der løber som en livlig flod gennem filmen. Personligt, skrøbeligt, ømt og intimt.

For hvad betyder det i grunden at blive gammel? Ligner Leth egentlig mere og mere sin egen far? Og er der mon en gud, som styrer det hele? Dette er ganske vist blandt nogle af de helt store spørgsmål, som filmen og Leth både stiller og forsøger at finde svaret på – gennem ord og billeder. Det gjort med ’lethsk’ schwung, alderdommens autoritet samt varme, nuancer og humor. Humoren må jeg ikke glemme.

For der er bestemt også både en lethed og humor i filmen. Det ser man blandt andet i dynamikken mellem Leth og sønnen Asger Leth, som ’I Walk’ er blevet til i samarbejde med. Der er en smittende drillesyge og varme mellem de to mænd. Mellem far og søn. Ja, dokumentaren har måske nok Jørgen Leth som centrum, men far-og-søn-relationen ekkoer fint med Leths egne tanker om livet, alderdommen og sin egen far.

Der gøres som nævnt brug af rystede telefonoptagelser, som intimt og meget direkte hugger sig ind i Leths liv – fra morgenrutiner med ømme led og problemer med at få sokkerne på – til aftenritualer og drømmestunder under dynen. Men livet fanges blandt andet også med smukke luftoptagelser af jungledyb, hvor eventyret fortsat venter på Jørgen Leth, der stadig går. Et skridt ad gangen. Uden at falde.

’I Walk’ får 4 ud af 6 stjerner:

’I Walk’ har biografpremiere den 22. oktober.

Den romantisk komedie ’Palm Springs’ går i charmerende ring

Biografanmeldelse: Det er umuligt ikke at komme til at tænke på komedie-klassikeren ’Groundhog Day’ fra 1993 med Bill Murray, der her er fanget i et tidsloop, hvor han vågner op til den samme dag – dag efter dag. Det er nemlig samme tidsloopende præmis, der er udgangspunktet for den charmerende romantiske komedie ’Palm Springs’, hvor man kommer med til det samme bryllup – dag efter dag efter dag…

Man møder her den noget sortsynede, men også sorgløse Nyles, som er fanget i et tidsloop og altså vågner op til den samme dag – dag efter dag. Nemlig dagen for et bryllup, hvor han støder ind i brudens søster – og modvillige brudepige – Sarah. Det går dog hverken værre eller bedre end, at også hun ender med at blive fanget i tidslommen, der går i ring – dag efter dag.

Sammen må de to nu forsøge at finde mening med det hele og egentlig også selve livet. For hvordan skal man lige gribe livet an, når man kender dagen i morgen og alting blot går i ring? Det er noget af det, Nyles og Sarah forsøger at finde svar på, mens Sarah blot bliver mere og mere desperat efter at komme ud af den frustrerende tidslomme, som Nyles derimod synes at have fundet en vis fred med.

Selvom ’tidslomme’-præmissen måske ikke er original, så leveres den veloplagt, med frisk energi og ikke mindst en vellykket vittig slagside. I front finder man da også en skøn duo, som med fin komisk timing engagerer mig i eskapaderne filmen igennem. Andy Samberg har som Nyles ufravigelige funny bones, mens Sarah – i skikkelse af en energisk Cristin Milioti – leverer både sødme og snarrådighed.

De to er virkelig godt selskab, hvilket blandt andet afstedkommer diverse gakkede optrin på den evige bryllupsdag. F.eks. er deres bekymringsfrie møde med både ordensmagten og døden morsomme indspark i en film, der også har en fin – om end let – dramatisk klangbund. Alvoren får altså aldrig overtaget i en film, der får medrivende energi af blandt andet netop Samberg og Miliotis dynamiske samspil.

’Palm Springs’ er kort fortalt et skud komisk charme, der går morsomt i ring med engagerende og ikke mindst morsomme Samberg og Milioti, som blandt andet også tager mig med på syret sjove svampe-trip og med til komiske slåskampe. Morgendagens evige bryllup kendes måske nok, men den leveres på trods af dette med fine overraskelser og farverig charme, som er med til at overvinde filmens momentane stilstand.

’Palm Springs’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Palm Springs’ har biografpremiere den 8. oktober.

Dynamisk duo du leverer lifligt mor-datter-drama i ’Sandheden’

Biografanmeldelse: Forholdet mellem forælder og barn har vel alle dage været mere eller mindre kompliceret. Det er i hvert fald tilfældet i Hirokazu Koreedas fine franske drama ’Sandheden’, hvor forholdet mellem en mor og hendes datter kommer på prøve – henholdsvis den aldrende skuespillerinde og diva Fabienne overfor den noget mere jordnære datter Lumir.

For da den feterede og forfængelige Fabienne udgiver en selvbiografi, vender manuskriptforfatteren Lumir tilbage til Paris fra sit hjem i New York sammen med sin mand Hank og deres lille datter. Gensynet mor og datter imellem bliver starten på en række stridigheder og undertrykte følelser, hvor ikke mindst fortidens skeletter kommer for dagens lys i forbindelse med indholdet af selvbiografien.

For hvordan var Lumirs barndom og liv i grunden under vingerne af hendes stjernemor? Ja, det er der forskellige oplevelser af. Sandheden er i hvert ikke sådan til at få fod på – den er snarere tvetydig i et forhold, der dog også rummer hengiven kærlighed bag skænderier og uenigheder. Det er med dette drama som dramatisk motor, at fortællingen folder sig velspillet ud.

For som Lumir finder man altid seværdige Juliette Binoche, der med nærvær og bestemthed indfanger både troværdige frustrationer og oprigtige følelser. Overfor hende finder man det 76-årige franske ikon Catherine Deneuve. Hun besidder en naturlig autoritet som Fabienne, hvor der under den ellers så selvsikre overflade også befinder sig en fin skrøbelighed – blandt andet i mødet med sin egen alderdom.

De to sammen er skøn dramatisk dynamit, der er med til at holde filmen oven vande, selv når fortællingens udfoldelse af og til mister momentum og engagerende fremdrift. Det suger desværre noget af den ellers fine dramatiske tyngde ud af filmen, der heldigvis også har fin dynamisk nerve i familien som helhed og menneskene omkring den. Blandt andre Ethan Hawke som den knapt så succesfulde tv-skuespiller Hank.

’Sandheden’ er altså et fint og lifligt drama, der på overvejende veldrejet vis sætter mor-datter-forholdet i scene, hvor også universelle tematikker som alderdom, død, familie og livet generelt er til stede. Spejlingen mellem filmen, som Fabienne er ved at indspille og hendes eget datter-forhold bliver desværre en kende klodset leveret, men det sagt, så holder Deneuve og Binoche bestemt dramaet fint i vandet.

’Sandheden’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Sandheden’ har biografpremiere den 8. oktober.