’Once Upon a Time … in Hollywood’ er et veloplagt kærlighedsbrev til filmmediet

Biografanmeldelse: Luften sitrer altid, når jeg sætter mig ind i mørket for at se en ny film af en af mine favoritinstruktører, nemlig Quentin Tarantino. Det var bestemt også tilfældet med ’Once Upon a Time … in Hollywood’, som er den nyeste film fra hans både filmelskende og filmnørdede hånd. Og lad mig da bare med det samme sige, at jeg er begejstret. Meget.

I filmen følger man i 1969 den fallerede skuespiller Rick Dalton samt hans tro væbner og stuntmand Cliff Booth – en yderst veloplagt duo bestående af Leonardo DiCaprio og Brad Pitt. De to komplimenterer i den grad hinanden godt, hvor blandt andet mindreværd møder selvtillid. De er begge godt selskab filmen igennem, hvor de dynamisk udveksler Tarantinos velsmurte replikker.

Filmen er dog ikke videre plotdrevet, men i høj grad et yderst dragende og detaljerigt tidsbillede samt et karakterstudie af netop den ovenfor nævnte duo. Men det er også et kærlighedsbrev til både filmmediet og Hollywoods drømmemaskine. En kærlighed, der i den grad smitter af på min oplevelse med filmen, som kun bliver bedre jo længere ind i den, jeg kommer.

Således følger man de to mænds liv i Hollywood, hvor den grufulde Manson-kult spøger i kulissen, Vietnamkrigen ulmer og hippierne indtager gadebilledet. Jeg kommer på den måde med tilbage til en svunden tid og med på diverse filmset med Rick Dalton, der indtager rollen som cowboy i forskellige westerns. Ja, kærligheden til westerns lever videre fra Tarantinos to forrige film.

Tarantino spæder desuden til med en lang række øvrige og spændende karakterer. Blandt andet kan Margot Robbie nævnes i rollen som skuespillerinden Sharon Tate – instruktøren Roman Polanskis hustru. Hun er både livlig, cool og sød samt et fint modspil til Leonardo DiCaprio og Brad Pitt. I mindre roller finder man videre også en karismatisk Al Pacino.

Det stopper dog langt fra her, for blandt andet bør også Margaret Qualley som kultmedlem fremhæves. Listen fortsætter, det sammen med filmens mange veloplagte scener, der byder på alt fra flammekastere til en Brad Pitt i bar overkrop. Ja, ’Once Upon a Time … in Hollywood’ går lige i mit filmelskende hjerte med sit sitrende tidsbillede og karismatiske karakterer. Tak, Tarantino.

’Once Upon a Time … in Hollywood’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Once Upon a Time … in Hollywood’ har biografpremiere den 15. august.

’Scary Stories to Tell in the Dark’ er hyggelig uhygge

Biografanmeldelse: Find tæpperne frem og kryb sammen om lejrbålet, for nu står den på hyggelig uhygge med ’Scary Stories to Tell in the Dark’. Her diskes der nemlig op med alverdens gespenster – alt lige fra creepy spøgelser, et grumt fugleskræmsel samt et monstrøst bæst og kriblende edderkopper i massevis. Ja, det er både hyggelig klamt sine steder og altså hele vejen hyggelig uhygge.

Gyserfilmens omdrejningspunkt er en mystisk bog, der indeholder netop uhyggelige historier, der skal fortælles i mørket. En gruppe teenagere kommer i besiddelse af bogen, der altså snart viser sig ikke at være farligere end lige antaget. For bogens skræmmende fortællinger viser sig at blive bragt dødeligt til live, så snart er vennerne på spanden og det med døden lige i hælene.

Den gysende stemning etableres fint og med klassisk fornemmelse for dunkle kældre, klistrende spindelvæv og knirkende døre. Ja, her er også sin del af jump scares. Det kammer dog heldigvis ikke over, for filmen bevarer faktisk mere en både underspillet og charmerende uhygge, der måske ikke just skræmte mig, men som hensatte mig i et dejligt gyserunivers af nostalgi og klassisk filmuhygge.

Der er desuden fin dynamik mellem de unge venner, mens fortællingen udspiller sig med Vietnam-krigen som bagtæppe i året 1968, hvor der vises George A. Romeros zombie-klassiker ’Night of the Living Dead’ fra samme år i drive-in-biografen. Tidsbilledet er altså fint beskrevet uden det dog tager fokus fra det, som det her handler om, nemlig at frembringe det pirrende gys i biografens mørke.

Gyset bliver dog måske nok lidt mekanisk i sin struktur, hvor bogens forskellige historier bliver lidt for stift udfoldet i sine episodiske scener. Heldigvis er disse gyserscener fint forløst med nogle herlige, grumme og arketypiske monstre. Jeg så i hvert fald filmen igennem frem til, hvilke gespenster, der ville indtage lærredet i en af bogens mange gyserfortællinger.

’Scary Stories to Tell in the Dark’ er med andre ord en måske ikke videre original gyser, men den leverer sine monstre med fin flair for den hyggelige uhygge, mens der også spædes til med lidt dejligt klam horror. Desuden beror gyset ikke på billige jump scares og fake scares, men mere på stemning og den rolige opbygning af både fortællingen og sine karakterer.

’Scary Stories to Tell in the Dark’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Scary Stories to Tell in the Dark’ har biografpremiere den 8. august.

FAST & FURIOUS: HOBBS & SHAW: Superfjollet actionrabalder for fuld pedal

Biografanmeldelse: Lad det være sagt med det samme: actionfilmen ‘Fast & Furious: Hobbs & Shaw’ skal ikke tages seriøs. Det er lutter vilde actionfjollerier og en omgang selvbevidst bulder og brag. Ja, det er heldigvis ret så underholdende. For man kommer her med på en højoktan tur ind i en actionmaskine, der ledes veloplagt an af de hårdtslående Dwayne ‘The Rock’ Johnson, Jason Statham, Idris Elba og Vanessa Kirby.

Historien skal du med andre ord ikke hænge dig i. Den er simpel og lige til – men ja, desværre nærmest også blot et opkog af actionklichéer. Ikke desto mindre, så lykkedes filmen ganske enkelt fordi, den ikke lægger skjul på, at den ikke vil andet end at action-underholde, mens jeg som sagt er i godt selskab med den umage duo Johnson og Statham tilsat Kirby og skurken i form af Elba.

Nå ja, og så naturligvis fordi her leveres action, action og mere action. Det af den yderst urealistiske slag, men også af den både medrivende, underholdende og morsomme slags. Men ja, det var den der historie. Hobbs og Shaw må her slå sig sammen mod den fælles fjende Brixton – en cyber-makanisk-optimeret bad guy. Her støder den yderst kompetente Hattie til – Shaws søster.

De tre actionhelte skal nemlig stoppe en yderst dødbringende supervirus, inden den altså lander i fjendes hænder. Ja, that’s it. Ikke så meget pis. Det er kort fortalt mere i måden, hvorpå historien udfoldes, end det er det, den indeholder, som her skal holde den desværre en smule for lange film i luften. Ja, 135 minutter er liiige at strække den. Men fred med det – du ved, veloplagt action.

‘Fast & Furious: Hobbs & Shaw’ er en spin-off af den bilfræsende Fast and Furious-serie, hvor man kender Hobbs og Shaw fra. Der er bestemt også sin del af fræsende biler her, men dette actionbæst er også sin egen, hvor der spædes godt til med kæmpe guns, hidsige helikoptere og knoglebrækkende slåskampe. Filmen nærmest løber fra den ene action-scene til den næste.

Her er altså også et fint flow i filmen – den lidt for lange spilletid til trods – hvor de mere afdæmpede og repliktunge scener mest af alt fungerer som korte og luftgivende bindeled inden, man kastes videre til den næste eksplosion. Ja, humoren indfinder sig både her og i action-delen. Jeg kan da også kort og godt opsummere ‘Fast & Furious: Hobbs & Shaw’ i tre ord: action, action og action.

‘Fast & Furious: Hobbs & Shaw’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Fast & Furious: Hobbs & Shaw’ har biografpremiere den 1. august.

CHILD’S PLAY: Dræberdukken Chucky er tilbage i delvist vellykket slasher

Biografanmeldelse: En af alletiders mest ikoniske mordere er dræberdukken Chucky. Først gang han blev bragt til live, var i 1988 i filmen af samme navn – eller på dansk ’Barneleg’. Denne gang er det dog ikke en fæl seriemorder, der forvandler den ellers flinke dukke Billi til en morder, men derimod systemfejl i den nu mekaniserede dukke, som dog også her får navnet Chucky.

For den 13-årige Andy får nemlig den teknik-avancerede dukke i gave af sin mor. Ingen af dem kender dog til dens morderiske natur. Så inden de når at se sig om, begynder dukken at opføre sig noget mindre artigt, end hvad den ellers er bygget til at skulle være. Således optrappes Chuckys morderiske persona filmen igennem, mens mordene følger med.

Desværre er det ikke, hverken de mest opfindsomme eller mest blodige mord, man her udsættes for. Mindre kan dog også gøre det, for ja, blodet får da lov til at sprøjte lystigt sine steder undervejs. Blandt andet er en drab, der involverer en savklinge ganske cool. Det er dog ikke helt nok til, at filmen kommer i mål på slasher-fronten. Men lidt har også ret – det gælder i hvert fald her.

Mordene begynder med andre ord at hobe sig en smule op, så politiet er snart sat på sagen – selvom de dog langt fra har færden af dræberdukken. Filmen har desuden en ganske fin 80’er-stemning over sig – uden at det bliver retro-ramt af neonlys og svenskergarn. Det er mere i filmens simple fortælling og et par ganske kostelige mord – blandt andet også et, der efterlader et ansigt fritskrabet. Herligt.

Gabriel Bateman gør det ok som Andy, der har sit hyr med Chucky, som jo bare vil være hans bedste ven, mens en noget mere komisk afdæmpet Aubrey Plaza er hans mor. Brian Tyree Henry er politimanden, der er på sagen – og ikke mindst med til at indpode humor i filmen, hvor Chucky i høj grad selv står for sort humoristiske indslag. Han har desuden en besnærende stemme af Mark Hamill.

’Child’s Play’ ender på bundlinjen altså med at være en delvist vellykket lille, men desværre også forglemmelig slasher. Den er hverken videre blodig eller som sådan morderisk morsom. Den har dog sine fine øjeblikke – selvom her også leveres sin del af fake scares, mens Chucky aldrig bliver rigtigt skræmmende, men mere et komisk bekendtskab. Fred med det, for en dræberdukke, du ved.

’Child’s Play’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Child’s Play’ har biografpremiere den 18. juli.

‘Løvernes konge’ er yderst imponerende CGI, men desværre lidt halvstiv

Biografanmeldelse: De fleste kender nok Disney-klassikeren ‘Løvernes konge’ fra 1994 – både de karakteristiske karakterer, ørehængende sange samt den både gribende og morsomme fortælling om løveungen Simba, der må gå så grueligt meget igennem på sin vej til at overtage tronen som løvernes konge efter sin far Mufasa. Nu har tegnefilmen fået et halvstift CGI-makeover.

Ja, det fungerer altså sådan delvist. For fortællingen er stadig lige universel og sangene lige ørehængende. Der er dog noget underligt småstift over, at de ellers engagerende, søde, sjove og skræmmende karakterer i deres nye computeranimerede klæder. Men ja, det er på trods virkelig imponerende at se både dyr og natur blive bragt til live med CGI. Det er dog ikke helt nok.

Billedsiden er dog med til at holde filmen kørende, mens fortællingen har et godt flow. Her forløses filmen nemlig ganske gnidningsløst fra den ene scene til den anden. Og nu skal jeg jo heller ikke sammenligne denne med den mesterlige og originale tegnefilm. Denne ‘Løvernes konge’ er på trods af en smule stivhed samt sine steder desværre også mangel på charme bestemt ok.

For rejsen som Simba undergår fra lille til ung og stærk løve fungerer. Lige fra barnsben, hvor det store og kommende ansvar hviler på hans små og ukuelige skuldre, men med den tragiske begivenhed i bagagen, at han tror, han har dræbt sin far, mens det i virkeligheden er hans onde og indsmigrende onkel Scar. Simba forvises som bekendt herefter og møder snart en vis umage duo.

Det er naturligvis den kække Timon samt den godmodige og ganske morsomme Pumba. Sidstnævnte med med karakteristisk stemme og ikke mindst grin af Seth Rogen, mens førstnævnte er en ivrig Billy Eichner. Donal Glover giver den voksne Simba fin troværdighed, mens Chiwetel Ejiofors stemme er ok frygtindgydende i samspil med den arrede Scar.

‘Løvernes konge’ er altså på bundlinjen en blandt fornøjelse, der holdes oppe af sine sange og en smuk, imponerende og yderst detaljerig CGI-billedside. Der er dog noget halvstift over at se de naturalistiske karakterer synge og snakke i de computeranimerede klæder, hvorfor filmen sine steder også synes en kende flad sit fine flow og sin universelle fortælling til trods.

‘Løvernes konge’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Løvernes konge’ har biografpremiere den 17. juli.

Tag på en yderst urovækkende tur til det okkulte Sverige med ‘Midsommar’

Biografanmeldelse: Lad det være sagt med det samme, Sverige bliver aldrig helt det samme efter, at du har set Ari Asters okkulte gyser ‘Midsommar’. For det er en yderst urovækkende filmoplevelse af de helt store. I hvert fald for mig. Ja, jeg er nærmest helt forelsket i filmen, der tog mig med helt ind i mørket, selvom filmen nærmest 100 procent udspiller sig i gysende dagslys.

I filmen følger man det unge amerikanske par, Dani og Christian. Efter en tragisk begivenhed, der udspiller sig for Dani, vælger hun fyldt til randen af sorg at tage til Sverige med nogle af hendes kærestes venner i forbindelse med en antropologi-opgave – og ellers bare som sommerlig afslapning. For i Sverige venter nemlig fejringen af midsommer i en afsidesliggende landsby.

Solen skinner, da de ankommer til den lille landsby, der ligger midt i det naturskønne Sverige. Idyllen varer naturligvis ikke ved, for der er noget helt galt i den lille by, hvilket i snigende tempo og med ond tålmodighed først går alt for sent op for de amerikanske gæster. Med et dvælende øje for detaljen folder filmen sin foruroligende historie ud med et sikkert greb om halsen på mig.

Ari Aster har her en helt klar vision – og den forløser han på yderst engagerende vis, hvor det ligeså meget er de mange enkeltscener og ikke mindst rækken af WTF-øjeblikke, der nærmest som et antropologisk studie udspiller sig for øjnene af mig. Enigmatisk, brutalt og ganske enkelt dragende. Ja, jeg gætter på, at ‘Midsommar’ går hen og bliver en nyklassiker i folk horror-genren.

Her er i hvert fald meget at fordøje efter første gang, der kun opildner mig til et snarligt gensyn for at få mere med af filmens mange detaljer og rituelle scener i det gysende oplyste Sverige. Desuden finder man i de to hovedroller som Dani og Christian henholdvis en både naturlig og engagerende Florence Pugh samt en ligeledes overbevisende everyday fyr i Jack Reynor.

Ari Aster har med den kuldegysefremkaldende ‘Midsommar’ skabt et bæst af en okkult film, der både fascinerer og frastøder. Det er ganske enkelt virkelig vildt at være vidne til denne sært dvælende og sine steder sorthumoristiske fortælling tage sit sikre tag i maven på mig for ikke at give slip – hverken før eller efter rulleteksterne. Filmen sidder så absolut stadig i kroppen på mig.

‘Midsommar’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Midsommer’ har biografpremiere den 11. juli.

Tag en tur tilbage i tiden med den charmerende ‘Mid90s’

Biografanmeldelse: Det kan være svært at vokse op. At finde sig selv til rette i livet. Det har det nok været til alle tider været. Sådan er det også i Jonah Hills spillefilmsdebut som instruktør med den charmerende, engagerende og sine steder rørende ‘Mid90s’. Man følger nemlig her livet for den 13-årige Stevie i 1990’ernes Los Angeles, og hvordan han slås med livet, sin bror og sig selv.

Stevie bor sammen med sin alenemor og aggressive storebror i et hjem, der ikke just emmer af idyl. Moren kan ikke helt holde styr på sine børn, mens storebroderen mopper og er samtidig også voldelig overfor Stevie. Derfor søger han en sommer nye græsgange udenfor hjemmets omklamrende fire vægge. Han bliver nemlig indlemmet i en gruppe af ældre skatere.

Snart bliver en helt ny verden præsenteret for den unge dreng, hvor både fester, cigaretter og alkohol pludselig bliver en del af hans liv – men altså også både skating samt ikke mindst nye venskaber, der stille og roligt folder sig ud i hans nye gruppe af noget ældre drenge. Således lukkes også jeg ind i en vennegruppe, der har sin helt egen tone og hieraki.

Dynamikken er her medrivende og morsom, mens der undervejs i den fint dragende film indfinder sig velafbalanceret alvor. Drengene kommer nemlig – som Stevie – ikke just fra velfungerende baggrunde. Stevies nye liv får dog også konsekvenser for blandt andet det fint beskrevne forhold til den i grunden tragisk ensomme storebror og en mor, der også forsøger at få fod på livet.

Jonah Hill har altså her skabt ikke kun en både fin, dragende og nostalgisk periodeskildring – komplet med Teenage Mutant Ninja Turtles-sengetøj, alt for store baggy pants og slidtage på filmstrimlen – men altså også et på en gang engagerende og morsomt portræt af både en gruppe drenge på jagt efter at finde sig til rette i livet samt en 13-årigs jagt på accept.

‘Mid90s’ er kort fortalt en fin fortalt film, der emmer af 90’er-kærlighed, venskab og oplevelser for livet samt naturligvis også en masse af første gange for Stevie, hvis liv kun lige synes at være begyndt med indlemmelsen i sin nye vennegruppe, der på en gang synes uopnåelige og alligevel i øjenhøjde. Det fungerer på samme måde som den boblende alvor er med til at løfte filmen.

‘Mid90s’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Mid90s’ har biografpremiere den 11. juli.

SPIDER-MAN: FAR FROM HOME: Veloplagt edderkop svinger sig herlig kulørt i mål

Biografanmeldelse: Efter de monumentale begivenheder i den foregående MCU-film, ‘Avengers: Endgame’, tager Spider-Man superhelte-teten videre med ‘Spider-Man: Far From Home’. En noget mindre dyster videreførsel af det store univers, der med netop både ‘Avengers: Infinity War’ og ‘Avengers: Endgame’ efterlod Marvel-heltene med en vis alvorlig understrøm i fortællingen.

Det er der ikke her. Faktisk nærmest slet ikke. Det er kulørt, let og morsom superhelte-underholdning – herligt! Filmen åbner da også med en skøn in memoriam-montage i lavbudget- og komisk stil, hvor de faldne helte mindes. Her står det klar, at SÅ alvorligt skal vi altså heller ikke tage tegneserieuniverset. Herfra svinger Spider-Man sig ellers lystigt gennem løjerne.

For snart står Peter Parker aka edderkoppe-svingeren overfor en lavaspruttende fjende i form at et stort ildmonster. Han får dog imidlertid hjælp af en mystisk og ny superhelt i MCU, nemlig Mysterio – her i skikkelse af en karismatisk Jake Gyllenhaal. Et klart plus for filmen, hvor også Tom Holland som Spider-Man atter engang gør god, likeble og charmerende figur. Virkelig velcastet.

Men udover, at Peter Parker altså lige skal klare denne nye ild-fjende, forsøger han også at jonglere et privatliv, sin skole og ikke mindst sit romantiske øje til klassekammeraten Michelle Jones – en sej og sød Zendaya. Men ja, selvom ‘Spider-Man: Far From Home’ som nævnt er herlig kulørt underholdning, så har filmen dog også en smule og fint doseret dramatisk alvor i sig.

Det finder man blandt andet i, at Peter Parker nu står overfor på det nærmeste at skulle træde i Iron Mans fodspor – en svær arv at løfte. Ikke mindst, når han i grunden også bare gerne vil være en almindelig teenager – og egentlig hellere blot vil klare skurke i nabolaget og ikke på global skala.  Ikke desto mindre er det, hvad han står overfor at skulle håndtere her.

At fortællingen så er ret så forudsigelig er til at leve med, da netop det veloplagte cast og et herligt kulørt univers spiller, hvor der naturligvis også langes sin del af medrivende actionscener over disken. Medrivende og energisk. ‘Spider-Man: Far From Home’ løfter sig dog ikke op i den helt tunge ende af superheltefilm, men mindre kan bestemt også gøre det.

‘Spider-Man: Far From Home’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Spider-Man: Far From Home’ har biografpremiere den 2. juli.

ANNABELLE COMES HOME: Der er dæleme stadig liv i den dæmoniske dukke

Biografanmeldelse: Det hele starterede med det virkeligt vellykkede og foruroligende dæmongys ‘The Conjuring’ i 2013. Siden da er det blevet til både prequels og sequels i det fortsat voksende The Conjuring-univers. Og ja, nu skal vi til det igen. Nemlig at gyse over den dæmoniske dukke Annabelle. For det er tredje gang, at dukken med de stirrende øjne får sin egen film.

I ‘Annabelle Comes Home’ slippes ondskaben således løs på en ellers rolig aften, hvor den 10-årige Judy skal babysittes. Hun er datter af de overnaturlige efterforskere Ed og Lorraine Warren, som man kender fra gyseruniverset. De har et aflukket rum i huset, som er fyldt med artefakter fra deres mange møder med det onde og overnaturlige. Heriblandt den creepy dukke Annabelle.

Det går da heller ikke hverken værre eller bedre end, at Annabelle slipper fri af sit fangenskab for at sprede skræk og rædsel i det lille hjem, mens forældrene er ude af huset. Der venter med andre ord en nat som Judy, babysitteren Mary og hendes veninde Daniela aldrig vil glemme. Nemlig en nat i rædslens navn. Desværre er det også en frygtredet nat, som jeg nok glemmer ret hurtigt.

Dermed ikke sagt, at ‘Annabelle Comes Home’ er uden plusser. For det er den bestemt. Det er blandt andet dejligt med en gyserfilm, der ikke beror på billige jump scares og slatne fake scares. Det gælder mere, hvad jeg vil kalde forventningens frygt. Her er det nemlig mere frygten for det ukendte, der hersker. Dystre skygger og underlige lyde samt det udefinerbare mørke.

Det sagt, så undslipper filmen dog ikke sin del af jump og fake scares, men de leveres overordnet i veldoserede mængder. Og ja, de fungerer faktisk overvejende godt, når de rammer, så jeg sidder med forventningens frygt i kroppen. For hvad gemmer mørket mon på? Ja, ganske vist sin del af gyser-klichéer, men bestemt også sin del af veliscenesatte og underspillede gyserscener.

At jeg så ikke bliver skræmt i specielt nævneværdig grad er til at leve med. For her leveres både masser af gysertåge, et arsenal af grumme gespenster og brutale bæster, mens trekløveret i front er et både dynamisk og likeable bekendtskab. Her jongleres endvidere med temaer som død og ensomhed, skyld og traumer, hvilket ligger som en fin og dyster understrøm filmen igennem.

‘Annabelle Comes Home’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Annabelle Comes Home’ har biografpremiere den 27. juni.

THE SISTERS BROTHERS: Phoenix og C. Reilly bærer støvet western i mål

Biografanmeldelse: Sæt dig op på din hest og find både seksløber samt cowboyhat frem. For med ‘The Sisters Brothers’ står den på western af den tilbagelænede, støvede og sorthumoristiske slags i 1850’ernes Oregon. Altid seværdige Joaquin Phoenix og John C. Reilly indtager titelrollerne som brødrene Sisters – den drikfældige Charlie og den mere eftertænksomme Eli.

Guldfeberen raser her i midten af 1800-tallet, hvor brødrene Sisters – der ernærer sig som skarptskydende lejemordere – får til opgave af den magtfulde Kommandøren at fange guldgraveren Hermann Kermit Warm – der spilles med fin tvetydighed af Riz Ahmed – da han nemlig skylder ham penge. Jake Gyllenhaal dukker også op, det som den veltalende privatdetektiv John Morris.

Således er scenen sat for et portræt af et umage brødreforhold, mens en besnærende jagt på forbryderen skaber spænding undervejs, hvor de involverede parters tilhørsforhold udfordres. For hvem skal man egentlig heppe på i dette firkløver af karakterer? Desværre så bliver udfoldelsen af fortællingen sine steder lige lidt for sløv for sit eget bedste.

Det dræner undervejs desværre noget af det ellers engagerende karakterarbejde, der lægges for dagen samt netop jagten på guldgraveren. Heldigvis er netop skuespillerne og deres fint forløste karakterer med til at holde filmen i søen – det sammen med det troværdige og ikke mindst barske miljø, hvor hver dag synes som den rene overlevelse i det rå western.

Hertil kommer den fint doserede og underspillede sorte humor, der indfinder sig i den ligeledes alvorlige film. For blandt andet i samspillet mellem netop de umage brødre opstår der komiske guldkorn, der løsner op for det ellers trøstesløse vilde vesten. Dette kammer heldigvis ikke over i ren komedie, for filmen bevarer sin jordbundne karakter.

Instruktør Jacques Audiard har med andre ord skabt en stilsikker og fin karakterbåret western, der måske nok bliver lidt for sløv i sin historiefortælling, hvilket dog ok opvejes af netop skuespilpræstationerne og den barske miljøskildring. Men nogen neglebindende spænding indfinder sig ikke – det gør dog heldigvis et par ganske heftige skududvekslinger.

‘The Sisters Brother’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘The Sisters Brother’ har biografpremiere den 27. juni.