’Weathering With You’ er magiske vejrfænomener og fortryllende kærlighed

Biografanmeldelse: Den japanske animationsfilm ’Weathering With You’ tager mig med til et regntungt, forførende og neonoplyst Tokyo. Her finder man den unge teenager Hodaka. Han er løbet hjemmefra, da livet på den lille ø, hvor han kommer fra keder ham. Han håber derfor på, at der venter et sandt metropoleventyr foran ham. Det viser sig dog at være noget langt fra sandheden.

Nej, det er ikke nemt for den unge dreng at få fodfæste i byen, der hverken står klar med et job eller et sted at bo – og så regner det konstant. Hodaka møder imidlertid manden Keisuke, som han får job som assistent hos. Livet i Tokyo lysner dog for alvor op, da han møder den lidt ældre teenager Hina. Hun viser sig ovenikøbet at have magiske evner til at kunne styre vejret.

Den søde Hina kan således for øjeblikke vende det regnvåde Tokyo til en by med blå himmel og solskin. Mødet mellem Hina og Hodaka bliver starten på et både sødt, akavet og stormombrust forhold, der både byder på helt fortryllende scener samt sin del af problemer med ordensmagten. Her forenes med andre ord drømmende vejrmagi med jordbunden realisme i en storby, der aldrig sover. Forrygende.

’Weathering With You’ er også fortællingen om en ung drengs vej ind i de voksnes rækker, hvor han må finde sin egen plads i livet – og ikke mindst skabe den fra bunden i en svær by som Tokyo. Det er fortællingen om den første forelskelse og mødet med det modsatte køn. Begge dele dragende fint fortalt gennem vores to teenagere, der begge forsøger at finde fodfæste i livet.

Dette møde mellem to unge mennesker er altså et medrivende møde, der har en næsten helt dommedagsagtig stemning som bagtæppe med den konstante regn, der indhyller byen i et skydække af dunkelhed og mørke. ’Weathering With You’ er desuden også – og ikke mindst – en yderst visuel lækkerbisken. Den er smuk i al sin detaljerigdom af storbyforfald og magiske scener i frit fald.

’Weathering With You’ er med andre ord en fortryllende smuk animationsfilm, der med de store følelser svinger både sentimental og letbenet kærlighed ind i en verden, der huser både den barske virkelighed og magiske begivenheder i vejrets vold. Filmen får kort fortalt en varm anbefaling – det samme gør instruktør og manusforfatter Makoto Shinkais forrige film ’Your Name’ fra 2016 desuden også.

’Weathering With You’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Weathering With You’ har biografpremiere den 12. marts.

Kom på et charmerende road trip med ’The Peanut Butter Falcon’

Biografanmeldelse: Vi har alle brug for mere eventyr i vores liv. Det eventyr kan meget passende være den charmerende road trip-film ’The Peanut Butter Falcon’. Jeg blev i hvert fald hevet med ind i en skøn virkelighed, hvor faren ganske vist både lurer og er helt håndgribelig, men her er også både hjertevarme, rørende øjeblikke af levet liv og ikke mindst eventyret midt i en ellers triviel og trist hverdag.

Den 22-årige Zak med Downs syndrom drømmer nemlig om mere end, hvad livet hidtil har budt ham. Hans familie har efterladt ham og han bor derfor nu på et plejehjem, hvor han bruger dagene på at se gamle VHS-bånd med wrestling. Hans største drøm er at komme på en wrestling-skole og selv blive professional wrestler. Men han føler sig fanget i sit eget hjem.

Det lykkedes ham imidlertid at undslippe. Han er nu helt og aldeles alene i den store verden – kun iført sine hvide underbukser. Heldigvis støder han ind i den rodløse Tyler, der selv er på flugt – men af helt andre årsager. Nemlig både fra nogle bad guys og sit eget kaotiske indre. Det umage par slår sig sammen, hvilket bliver starten på et road trip, som de begge har mere brug for, end de måske lige selv tror.

’The Peanut Butter Falcon’ er på den måde en fortælling om venskab og spørgsmålet om, hvem der er ens egentlige familie. En fortælling om at møde hinanden i øjenhøjde og uden fordomme – og ikke mindst også en film om, at eventyret kan vente lige om hjørnet, hvis bare man tør gribe det. Alt sammen er fint og ikke mindst både charmerende og underspillet morsomt forløst.

Den godmodige Zak spilles med engagerende oprigtighed og naturligt af Zack Gottsagen. Han udgør et godt, mere muntert og dynamisk modstykke til den i starten ret så plagede, indadvendte og en smule kyniske Tyler, der dog har et varmt hjerte gemt bort bag den smerte, han bærer rundt på. Han spilles med konstant intensitet og nerve samt fin komisk timing af Shia LeBeouf.

’The Peanut Butter Falcon’ er kort fortalt en film, der både rører mig og gør mig i godt humør uden, at fortællingens også alvorstunge klangbund er fint til stede – dog uden at tage over for en grundlæggende varm tone filmen igennem. Godt nok er løjerne måske nok sine steder lige forudsigelige nok, men når nu det hele leveres så charmerende, som tilfældet er, så er det i sidste ende også helt ok.

’The Peanut Butter Falcon’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The Peanut Butter Falcon’ har biografpremiere den 12. marts.

Den danske ’Kød & blod’ er et tragisk og kriminelt familiedrama

Biografanmeldelse: Da den 17-årige Ida mister sin mor i en bilulykke, står hun pludselig helt alene uden familie eller søskende til at gribe hende. Hun bliver derfor nu placeret hos sin tante Bodil og hendes sønner, der bor et sted ude på landet. De tager varmt imod hende, men snart vendes varmen til noget langt mindre indbydende. Den lille familie ernærer sig nemlig ved en kriminel levevej.

Matriarken Bodil styrer således både familien og deres kriminelle foretagende med både hård og sikker hånd. Det betyder imidlertid også, at den skrøbelig Ida uvildigt bliver viklet ind i den kriminelle løbebane. Således afføder dette nye liv både farlige problemer og ikke mindst dystre konsekvenser, som det er svært for både Ida og hendes nye familie at vende tilbage fra.

En bestemt Sidse Babett Knudsen ses i rollen som Bodil, der balancerer på en knivsæg mellem at være hjertelig og iskold. Det gør hun ganske godt – selvom hun desværre ikke får spilletid nok til for alvor at komme ind under huden på mig. Det samme gælder desværre også rækken af hendes sønner, der står en smule vagt tegnet op som karakterer. I hvert fald mærker jeg dem ikke helt hele vejen.

Elliott Crosset Hove gør ellers ganske god og akavet figur som David, mens Joachim Fjelstrup er både barsk og brutal som overhovedet Jonas. Besir Zeciri er en smule smådum som den tredje fætter til Ida. Men også ganske intimiderende uforudsigelig – samtidig med at være sin mors kæledække. Et ok fint trekløver, hvor jeg bare ikke rigtigt kommer ind på livet af dem. Desværre.

Filmens trumf er derimod Sandra Guldberg Kampp som Ida. Det er da også gennem hendes karakter, at man oplever familien – og hvor dramaet tager sit afsæt. Hun bærer sine scener ret så engagerende igennem både fint nærvær og skrøbelig tilbageholdenhed. Desværre er hun – som de øvrige karakterer – ikke helt stærkt nok fortalt, hvorfor fortællingen af og til mister en smule nerve og nærvær.

’Kød & blod’ er således både et krimidrama, men altså også fortællingen om en lille familie, deres interne relationer og en fortælling om, hvad netop blodets bånd betyder. Det på godt og ikke mindst ondt. Det er bare en skam, at karaktererne mangler at blive optegnet mere engagerende, mens jeg også først meget sent i filmen mærker, hvad der reelt er på spil for familien og ikke mindst Ida.

’Kød & blod’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Kød & blod’ har biografpremiere den 12. marts.

‘Fremad’ er eventyrlige løjer med en sorgfuld klangbund

Biografanmeldelse: Tænk hvis verden en gang havde været fyldt med magi? Det er præcis, hvad tilfældet er i Pixar/Disneys eventyrlige animationsfilm ‘Fremad’. Men tryllerierne er nu forsvundet til fordel for jordnære opfindelser, der har overtaget pladsen efter troldmænd og magiske evner. Det er dog fortsat fabeldyr, der bebor den verden, vi her ankommer til i en lille forstad.

Her bor brødrene Ian og Barley sammen med deres mor. Deres far er nemlig år forinden død, hvorfor de to brødre lever med et savn efter en far, de aldrig rigtigt er vokset op med. Men da de to får foræret en trylleformular, der kan bringe ham tilbage for én dag, bringer det dem ud på en rejse, hvor magien atter engang må komme i spil i deres søges efter at fuldende far-formularen.

På den måde er ‘Fremad’ altså sat i en eventyrlig verden, hvorfor man da også møder sin del af fabelvæsner. Lige fra nuttede drager, til biker-alfer og ikke mindst en kvindelig manticore med løvekrop, flagermuse-vinger og en skorpionhale! Dem og andre støder de to blå brødre ind i på deres tur, der fortællemæssigt er tempofyldt, men desværre også en my overfladisk.

For jeg kommer ikke rigtigt ind under huden på brødrene og deres fader-savn. Det forbliver langt hen ad vejen et postuleret savn, der ikke rigtigt rammer mig følelsesmæssigt. Det sagt, så forløses netop faderkarakteren på morsom og opfindsom vis – hvordan vil jeg ikke afsløre her. Det, der dog spiller bedre emotionelt er forholdet mellem netop Ian og hans muntre storebror Barley.

De to sammen har god intern dynamik og broderlige drillerier – ikke mindst takket være deres forskelligheder. Ian er den generte, mens Barley konstant snakker – særligt om sit eventyrlige rollespil, der i filmen jo er den skinbarlige historiske sandhed. En magisk viden, der kommer de to til medrivende gavn i deres jagt på at få deres far tilbage ved hjælp af netop vaskeægte magi.

Filmens pointer bliver måske nok skåret lidt for meget ud i pap til, at de får den naturlige tilstedeværelse i fortællingen, som de behøver for også at ramme rent – rent følelsesmæssigt. Men ja, pointer om, at den lige vej ikke altid den rigtige vej til målet samt at lykken måske er lige foran næsen på en er trods alt fint båret frem af de to blå hovedkarakterer og deres muntre løjer.

‘Fremad’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Fremad’ har biografpremiere den 5. marts.

’Emma’ er et særdeles charmerende stykke med kærlighed

Biografanmeldelse: Med det romantiske og ret så muntre periodedrama ’Emma’ blev jeg taget med tilbage til et i den grad visuelt betagende og konstant smukt England i 1800-tallet. Her lever den yndige og unge kvinde Emma Woodhouse et ganske sorgløst liv hos en velhavende landadel i det idylliske Highbury. Det er småt med drama, mens dagene mest går med småsyslerier og sociale komsammener.

Derfor må Emma gøre sit til at skabe bare en smule mere underholdende drama i sit og sine omgivelsers liv, hvor hun blandt andet må tage sig af sin noget hypokondriske far. Emma går dog således med krum hals på at agere Kirsten giftekniv. Det blandt andet for sin elskede guvernante, der således bliver gift med en rig gentleman.

Emma stopper dog ikke her og fortsætter jagten efter kærligheden på vegne af sin gode veninde Harriet. Veninden har måske nok romantiske følelser for landmanden Mr. Martin. Denne Mr. Martin synes Emma dog ikke er egnet for Harriet, da han ifølge hende er under venindens stand. Emma skubber hermed den smukke veninde i en anden retning – nemlig først mod den lokale præst Mr. Elton og senere den veltalende Frank Churchill.  

I sin søgen efter at få veninden afsat til den rigtige, overser Emma helt selv, at der nok er mænd med følelser for netop Emma selv – endog måske også fra hendes hårdeste kritiker Mr. Knightly. Der er altså lagt i ovnen til kærlighedsforviklinger, muntre optrin og et charmerende periodedrama, når Emma og resten af det fine karaktergalleri først får kærligheden ind under huden.

Instruktør Autumn de Wilde gendigter her Jane Austens klassiker ’Emma’, hvor ikke mindst det morsomme, vittige og charmerende drama omsluttes af det ene smukke billede efter det andet. Alt står lækkert, indbydende og klart frem i dette velhavende sociale lag i 1800-tallets landlige idyl. Det er en fornøjelse at lægge øjne til – og rart når nu fortællingen måske nok mister lidt nerve og nærvær undervejs.

Det sagt, så er der heldigvis også godt med engagerende schwung på persongalleriet. Her finder man en både sart og stålsat Emma i skikkelse af den yndige Anya Taylor-Joy, der ikke helt har øje for alt det usagte i kærlighedsspillet. Mia Goth er både fin og morsom som Harriet, mens Josh O’Connor som den akavede Mr. Elton tager komiske kegler filmen igennem – det sammen med den kuldskære Mr. Woodhouse i skikkelse af en altid god Bill Nighy.

’Emma’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Emma’ har biografpremiere den 5. marts.

En ubærlig tragedie og ensomme mænd med ‘Krudttønden’

Biografanmeldelse: Angrebet på kulturhuset Krudttønden og Københavns Synagoge i februar 2015 lægger til grund for dramaet ‘Krudttønden’ af Ole Christian Madsen. Filmen er dog som det fremgår af pressematerialet “frit inspireret af de virkelige begivenheder”. Man følger filmen igennem fire mænd, der på hver deres måde er eller bliver en del af angrebet.

Der er den fraskilte Rico, som arbejder for en specialstyrke i politiet, der sættes ind ved særligt farlige opgaver. En mand, der grundet sit arbejde er nedslidt og af den grund på randen til at måtte indstille sin karriere. Han spilles fermt, med indlevelse og fint melankolsk af Nikolaj Coster-Waldau. En mand, der kæmper med sig selv, sin identitet og plads i livet.

Lars Brygmann spiller filmskaberen Finn Nørgaard, der døde under angrebet. En passioneret mand, der ikke vil gå på kompromis med sig selv, sin overbevisning om fri tale og sit arbejde. Han står i filmen derfor også noget udenfor den øvrige verden. Han vil blandt andet diskutere ytringsfrihed ved et middagsselskab, hvor han bliver lukket ned, da hyggesnak er vigtigere.

En rolig Adam Buschard ses i rollen som den veluddannede og arbejdssøgende samt hjertelige og oprigtige single Dan Uzan, der i sit virke af frivillige vagt i synagogen også blev skudt og drabt af attentatmanden Omar el-Hussein. Et fint menneskeligt portræt af en mand, der på trods af fin social omgang også synes noget ensom i sit liv.

Og så er der attentatmanden Omar el-Hussein, der spilles intenst Albert Arthur Amiryan. Et svært portræt at forløse. Men han gør, hvad han kan med sin rolle og lykkedes fint med det. Desværre kommer jeg bare ikke for alvor ind i hovedet på ham andet en flygtigt og en smule overfladisk. Det er en skam for filmen, der i øvrigt måske nok savner lidt flere nuancer.

Det sagt, så er det en ganske fint forløst fortælling om fire mænd, der på hver deres måde synes at stå enten udenfor samfundet eller i den omgangskreds, de befinder sig. Denne vinkel på mændene er på trods af filmens skønhedsfejl et fint greb, der viser, hvordan det at stå ved sin overbevisning eller standhaftigt holder fat i sin vej i livet påvirker mennesker meget forskelligt.

‘Krudttønden’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Krudttønden’ har biografpremiere den 5. marts.

‘Bombshell’ har ubehagelig sexchikane og engagerende karakterer

Biografanmeldelse: Med tre kvinder i front, får man med det ret så gribende sexchikane-drama ‘Bombshell’ et på en gang fint, men også ubehageligt kig ind bag facaden på et magtfuldt medieimperium, nemlig den amerikanske og konservative tv-station Fox News. Her leder topchefen Roger Ailes sine tropper med hård hånd – og sexchikane blandt kvinderne.

Filmen er baseret på virkelige og skandaleombruste begivenheder, hvor de tre kvinder hver især alle sætter deres karriere og omdømme på spil, da de vælger at stå frem med hver deres historier om, hvordan Roger Ailes har misbrugt sin magt til at udøve sine seksuelle overgreb. Historien udfolder sig altså i den spæde start på bevægelsen, der senere blev kendt som #metoo.

Det er således med Donald Trumps slingrende vej til magten som bagtæppe, at filmens fortælling folder sig både dragende og medrivende ud. Det gælder blandt andet i måden, hvorpå filmen med sin skarpe klipning og fint forløste flow iscenesættes. Samtidig med dette, så finder man også flere gribende portrætter i centrum for den både ubehagelige og spændende historie.

I kampen for retfærdighed over Roger Ailes overgreb finder man de tre tv-kvinder, nemlig Megyn Kelly, Kayla Pospisil og Gretchen Carlson – spillet af henholdsvis en syleskarp og modig Charlize Theron, videre til det noget den noget mere grønne Margot Robbie og slutteligt den garvede Nicole Kidman. Tre på en gang drønstærke, men også fint skrøbelige portrætter.

Som den magtfulde og ubehageligt portrætterede Roger Ailes finder man en ligeledes rigtig god og ganske intimiderende John Lithgow. Han er virkelig god og balancerer ret engagerende mellem godmodig, streng og ja, direkte grænseoverskridende og dybt ubehagelig. Så selvom filmens nuancer måske nok er til at overse, så står fortællingen stærkt via blandt andet sin rollebesætning.

‘Bombshell’ er med andre ord både et velfortalt, medrivende forløst og engagerende spillet drama, der tager et vigtigt emne op og formår at gøre det vedkommende – og ja, underholdende, det uden at fortællingen mister sin dramatiske skyggeside, der hele vejen hviler over de fint indsatte grin. Det er dog småt med nuancer, men det er ok, når nu så meget andet spiller.

‘Bombshell’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Bombshell’ har biografpremiere den 27. februar.

Den usynlige stalker slår til i thrilleren ‘The Invisible Man’

Biografanmeldelse: Det er ikke første gang, at en filmskaber forsøger sig med at filmatisere H.G. Wells klassiske fortælling om den usynlige mand. Denne gang er turen kommet til instruktør Leigh Whannell, der blandt andet også har instrueret gyset ‘Insidious: Chapter 3′ og den vellykkede science fiction-film ‘Upgrade’.

Det er også science fiction, der er den usynlige mands værktøj i ‘The Invisible Man’ – for hvad nu hvis man kunne blive usynlig? Det er præcis, hvad lykkedes for den brillante forsker Adrian, som er mand til Cecilia. Han er dog langt fra en varm og kærlig ægtemand, men derimod dybt kontrollerende og manipulerende, hvorfor Cecilia flygter fra ham.

Efterfølgende tager Adrian sit eget liv. Men er han nu også død? For snart oplever Cecilia mystiske ting i sin efterfølgende hverdag, der er præget af angst for eks-manden. Er Adrian stadig i live og nu stalker sin eks-hustru eller er Cecilia bare ved at blive skør af paranoia? Således er det nu op til hende at bevise, at Adrian er lykkedes med at blive usynlig, inden det er for sent.

Desværre er den ellers grundlæggende spændende paranoia-og-stalker-præmis ret så generisk forløst i sin fortælling og endvidere ikke som sådan interessant. Jeg skal da også undervejs sluge et par plotmæssige kameler. Heldigvis er filmen sine steder fermt instrueret, hvor der gøres god brug af billedets ramme til at lade mit blik glide rundt i en søgen efter den usynlige mand.

Trumfkortet for ‘The Invisible Man’ er dog helt og holdende Elisabeth Moss i rollen som den forfulgte Cecilia. Hun formår at forløse sin karakter medrivende og engagerende, det med både en fin skrøbelighed og en stålsat vilje til at komme sin svære og paranoia-fyldte situation til livs. Det er en skam, at den præstation ikke har en bedre film at spille op ad.

Det sagt, så er ‘The Invisible Man’ – på trods af, at den aldrig som sådan bliver nervepirrende andet en i korte momenter undervejs, mens også et par plotelementer stikker noget ud og historien forbliver ret triviel – en ganske underholdende og letbenet omgang thriller-underholdning, der med en håndfuld vellykkede scener og ikke mindst Elisabeth Moss løfter filmen i mål.

‘The Invisible Man’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘The Invisible Man’ har biografpremiere den 27. februar.

‘The Gentlemen’ er discount-Tarantino, hvilket bare ikke er godt nok

Biografanmeldelse: Den står på skumle planer, masser af kriminelle, afpresning, død, vold og masser af magtkampe i Guy Ritchies hurtigtsnakkende actionkomedie ‘The Gentlemen’. Her følger man nemlig narkokongen Micky i skikkelse af en slick og velklædt Matthew McConaughey med taletøjet i orden. Han pønser på at sælge sin forretning, hvilket dog ikke er uden problemer.

For nej, naturligvis er det ikke sådan at få solgt et marihuanaimperium uden sin del af skrammer, hårde metoder og andre kriminelle, der er ivrige efter at overtage den lukrative forretning. Således sættes en sand lavine i gang af netop magtkampe og dobbeltspil, hvor hver mand synes at være sig selv nærmest i et spil hvor, der ikke kun er penge, men også liv og død, der er på spil.

Mere vil jeg sådan set ikke komme ind på handlingen, da en del af fornøjelsen netop består i måden, hvorpå historien folder sig ud med overraskende twists and turns. Desværre er det bare ikke en særlig interessant historie, mens heller ikke de eller mange kulørte karakterer som sådan er interessante. Men ja, der langes da sin del af bad guy-charme over disken.

Blandt andet i skikkelse af netop Matthew McConaughey som manden på toppen af sit game og konge over sit ulovlige imperium. Han står for intenst nærvær og sin del af rappe replikker. Derimod bliver hans højre hånd – portrætteret af Charlie Hunnam – aldrig videre fremtrædende eller mindeværdig, men noget anonym. Det er en skam, når nu han fylder meget i filmen.

Ind fra højre kommer derimod en cool, rap og overlegen Colin Farrell som hårdkogt gangster i track suit og med store briller. Den mest veloplagte og morsomme overraskelse skal man dog finde i graver-journalisten Fletcher, som spilles af en ivrig Hugh Grant, der – som de mange andre i det farlige spil – forsøger at afpresse Matthew McConaugheys Mickey Pearson.

Men på trods af gode takter – som ovenstående præstationer og sine steder ok rappe replikker – forbliver historien og de fleste medvirkende for uinteressante til, at jeg for alvor engageres i en actionkomedie, der mest af alt er et fesent stykke med Tarantino-discount. Det er dog heller ikke det værste forbillede, men ‘The Gentlemen’ er og forbliver discount, og det er bare ikke godt nok.

‘The Gentlemen’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘The Gentlemen’ har biografpremiere den 27. februar.

Harrison Ford og en CGI-hund på fladt eventyr i ‘The Call of the Wild’

Biografanmeldelse: Godt nok finder man Harrison Fords navn øverst på plakaten. Det er dog ikke ham, der som sådan er filmens hovedperson. Det er derimod den ok søde, sjove og charmerende hund Buck – i filmen realiseret med ganske flot computer-trylleri. Selvom der nu alligevel er noget off ved den CGI-skabte hund. Fred med det, hvis så bare filmen var engagerende.

Det er den desværre ikke. Faktisk langt fra. For computer-hunden kan altså ikke bære fortællingen på sine pelsede skuldre. Harrison Ford gør bestemt også sit knurrende bedste for at bringe sin ulykkelige og triste karakter til live. Men det hjælper desværre ikke meget på, at filmen forbliver en noget vag og ujævn oplevelse, der aldrig bliver spændende.

End ikke følelsesmæssigt bliver jeg grebet af Bucks strabadser, der ellers tager mig med op i flotte sneklædte bjergområder og smukt oplyste nattehimler. Der er ellers drama på hunden. For Bucks forkælede og rolige tilværelse i Californien ændrer sig brat, da han kidnappes for at blive solgt videre som slædehund i Alaska, hvor guldfeberen raser i 1980’erne.

Buck bliver her indlemmet i en flok slædehundes hårde liv. Det bliver starten på et naturskønt, men også hårdt liv, der bringer Buck vidt omkring i de kolde omgivelser. Han støder her på John Thornton – en smågnaven Harrison Ford, der dog også indeholder sin del af menneskelig varme. Det umage par bliver venner, mens Buck søger sin plads i verden, flokken og i naturen.

Samspillet mellem Buck og de rigtige mennesker – her ikke mindst Harrison Ford – har dog en underlig og utroværdig klangbund. Ikke kun grundet, at Buck er skabt i en computer, men også fordi, at relationerne ikke står videre stærkt frem. Følelserne forbliver flade for mit vedkommende og herved forbliver fortællingen også uvedkommende. Det er en skam.

‘The Call of the Wild’ har dog trods alt et par ok medrivende actionscener, mens CGI-Buck da også er ganske imponerende skabt, omend bare ikke videre engagerende som hund og karakter. Familiefilmen er med andre ord en flad oplevelse, der aldrig løfter sig – hverken følelsesmæssigt eller i engagement og spændende.

‘The Call of the Wild’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘The Call of the Wild’ har biografpremiere den 20. februar.