Hold da helt op, hvor er Anthony Hopkins formidabel i ‘The Father’

Biografanmeldelse: Hold da helt op, hvor er Anthony Hopkins aldeles formidabel i det engagerende drama ’The Father’. Han er magnetisk fra start til slut og umulig at tage øjnene fra. Han bakkes desuden virkelig medrivende godt op af den øvrige rollebesætning, hvor man bl.a. finder Olivia Colman, Imogen Poots, Mark Gatiss, Olivia Williams og Rufus Sewell, hvis roller smyger sig ud og ind af den gribende fortælling.

Man følger i den altdominerende hovedrolle den aldrende Anthony, som nyder sit pensionistliv i sin store lejlighed, der emmer af kultur og levet liv, mens klassisk musik giver genlyd blandt bogreoler og malerier. Han er umiddelbart i fint hopla, men snart bliver jeg klar over, at han ikke er den mand, han engang var. Hukommelsen svigter ham og hans virkelighed opløses stille og stødt.

Anthony husker nemlig ikke rigtigt hvem, der kommer på besøg i lejligheden. Selv datteren Anne kniber det med at holde styr på, hvem er. Anthony vil dog absolut ikke høre tale om at få en plejer til at se efter ham og da slet ikke at skulle på plejehjem. Erkendelsen af, at han er syg, indfinder sig ikke, mens kampen for at holde sammen på sig selv kun tager til filmen igennem.

Netop måden hvorpå fortællingen foldes ud er i sig selv gribende, men også en barsk oplevelse at være vidne til. For jeg kommer her ind i hovedet på Anthony, hvor det er fra hans perspektiv på den smuldrende virkelighed, jeg oplever begivenhederne. Jeg bliver på den måde også selv helt i tvivl om, hvem det er, der dukker op. Fra netop datteren Anne, til ægtemand og den hårdtprøvede plejer.

For når både tiden og virkeligheden slår knuder for Anthony, gør den det også i fortællingens struktur og derfor også for mig. Dette greb er med til at løfte filmen fra, hvad der måske kunne have været en lidt ordinær fortælling til både at skabe et tankerum og samtidig give mig en ret ubehagelig indsigt i Anthonys skrantende psyke, hvor man som sagt finder en forrygende Anthony Hopkins i centrum.

Hopkins skifter brillant fra at være skarp, morsom og charmerende til at være direkte ubehagelig, vred og dybt forvirret. Nuancerne, følelserne og hans blotte tilstede­værelse giver mig et indblik i et helt menneske. Et menneske, der kæmper med sig selv, sin identitet og kampen for at komme overens med, at alderen har sat sine tydelige spor. ’The Father’ er kort fortalt velspillet hele vejen rundt og fortalt forbilledligt.

’The Father’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Father’ har biografpremiere den 10. juni.

Komedien ‘Centervagt’ falder konstant klodset fra hinanden

Biografanmeldelse: Hvor skal jeg næsten begynde denne anmeldelse af komedien ’Centervagt’? For der er ikke meget at grine ad. Mest af alt falder filmens forsøg på bl.a. fysiske morsomheder, gakkede optrin og timet komik fra hinanden gang på gang i en komedie, der ikke fik mig til at grine. På noget tidspunkt. Det er i grunden en bedrift i sig selv – bare ikke af den gode slags, når det jo er en komedie.

Ganske vist er humor lige så subjektiv en størrelse som en filmoplevelse er det. For mig fungerede bare hverken humoren eller filmen som fortælling. Jeg er ellers både til plat humor, fysiske fjollerier og skøre karakterer, hvilket ’Centervagt’ i stor stil gør brug af. Det hele er desværre bare så klodset sat i scene, at komikken udebliver – selv den ufrivillige. Det er mest af alt en pinagtig affære at overvære.

Men hvad handler ’Centervagt’ i grunden om? Jo, man følger sikkerhedsvagterne Glen og MC i et økonomisk skrantende shoppingcenter. Chefen skal derfor fyre en af de to, men lader det være op til vagt-duoen at bestemme hvem. En umulig opgave. Men så får den ellers vattede Glen en idé. For hvorfor ikke selv stjæle en smule fra centret, så chefen kan se, at der faktisk ER brug for begge vagter? som sagt så gjort!

Der er således lagt op til sjov, ballade og ufortyndet komediesjov med Rune Klan som Glen og Josephine Park som den cool MC, hvor Glen ikke kun skal slås med at beholde sit job, men også med en hemmelig forelskelse i den skarpe MC. Denne situation besværliggøres kun yderligere, da supervagten og charmøren Patrick hives ind for at hjælpe med at fange tyven aka Glen iført et ”fjollet” ninja-kostume.

Der opstår bare aldrig nævneværdig komisk kemi mellem vagterne. Rune Klan gør bl.a. ellers, hvad han kan. Han ifører sig et skørt søstjerne-kostume, viser sin bare røv og ikke mindst slår sig gul og blå. Det hele er desværre leveret med så slatten komisk tæft i manuskript, klipning og filmisk set-up og pay-off, at intet fremkalder blot et uskyldigt kluk hos mig. Jeg elsker ellers bl.a. at se folk slå sig komisk på film.

Instruktør og manuskriptforfatter Rasmus Heide har ellers forsøgt helgarderet sig ved også at hive en ellers morsom Martin Brygmann og en dejligt deadpan Kirsten Lehfeldt ombord på den synkende skude. De to komiske sikkerhedsnet bukker dog under for filmens forudsigelighed og gennemtyggede komikklichéer. Selv min komiske favorit Charter McCloskey kan ikke stille meget op med et slapt og sløvt manuskript.

Rune Klan får heller ikke meget komikguld at arbejde med i det flade manuskript, hvor selv den ellers søde romantiske sidehistorie falder hult til jorden. Det har ovenikøbet været komisk forgæves for Rune Klan at spise en ulækker larve samt blive slået i gulvet af en penis-skulptur. Komedien forsøger ganske enkelt at spille på en rig flok af komikheste. Fra ulækker mad og bøvser til falden-på-halen-sjov. Intet fungerer.

’Centervagt’ er altså kort og kontant en komedie, der ikke er sjov. Jeg har ellers intet imod bl.a. klichéer og plathed i en komedie, men når det ikke lykkedes at fremtrylle bare ét grin hos mig, står jeg med et styk yderst flad komedie-fuser. Jeg håber i det mindste, at holdet bag har haft det sjovt. Desværre er det bare ikke lykkedes nogen – foran eller bag kameraet – at sparke komisk liv i dette døde komik-kadaver.

’Centervagt’ får 1 ud af 6 stjerner:

’Centervagt’ har biografpremiere den 10. juni.

Få et okkult gys med ‘The Conjuring: The Devil Made Me Do It’

Biografanmeldelse: Det begyndte i 2013 med James Wans vellykkede og urovækkende ’The Conjuring’. En skrækfilm, der siden har affødt et helt univers af gysende grumme film og karakterer. Fra filmene om bl.a. den uhyggelige dukke Annabelle og den dæmoniske nonne samt naturligvis en to’er om det paranormale efterforskerpar Ed og Lorraine Warren. Nu er parret klar med et nyt okkult gys med deres tredje film.

‘The Conjuring: The Devil Made Me Do It’ har således Warren-parret i centrum for endnu en skræmmende sag, som involverer en mordanklaget, der hævder at være besat af en dæmon i gerningsøjeblikket. En sag, der er baseret på virkelighedens Warren-par. Efter en lidt bumlet start, finder filmen dog en ganske medrivende kurs gennem en fortælling, der lever i krydsfeltet mellem overnaturligt gys og en krimigåde.

Spørgsmålet er nemlig bl.a. hvorfor og ikke mindst hvem, der står bag at have hidkaldt dæmonen, der også kommer til at true, ikke kun den unge mordanklagede mand, men også de to paranormale efterforskere. Gyset kombinerer således på fin vis et krimimysterie med både snigende uhygge samt dog mest grumt bulder og brag. Det er dog også en historie, der har Warren-parret som bl.a. dramatisk rygrad.

Ganske vist spiller den mordanklagede – bl.a. hans forhold til sin kæreste – også en dramatisk rolle, men det er for mig Ed og Lorraine, der får et fint følelsesmæssigt greb i mig. Det ikke mindst takket være Patrick Wilson og Vera Farmiga i rollerne som parret, der med liv og sjælen på spil går ind i sagen. De har en uskyldsren sødme sammen og ikke mindst intens pondus – både hver for sig og særligt sammen.

Filmens fortælling er måske nok en kende kantet udfoldet. Der diskes dog heldigvis op med flere veliscenesatte gyserscener. Bl.a. en, der på opfindsom vis indebærer en lille dreng og en vandseng, videre til klaustrofobisk skumle krybekældre og naturligvis klassiske dæmonuddrivelser. Her leges endvidere på engagerende vis med et farligt spil mellem makabre okkulte syn og virkeligheden.

Kort fortalt er ‘The Conjuring: The Devil Made Me Do It’ endnu et skræmmende fint og urovækkende vellykket kapitel i fortællingen om Warren-parret, men også en god tilføjelse til det efterhånden store Conjuring-univers. Patrick Wilson og Vera Farmiga binder på følelsesmæssigt rørende vis filmens dramatisk sammen, mens der bestemt også spædes til med en solid omgang gysende godt tænkte skrækscener.

‘The Conjuring: The Devil Made Me Do It’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘The Conjuring: The Devil Made Me Do It’ biografpremiere den 3. juni.

Den livlige ‘Tove’ byder på kunst, kærlighed og mumitrolde

Biografanmeldelse: Jeg kendte ikke til historien om kunstneren Tove Jansson, der har skabt de elskede mumitrolde samt de øvrige karakterer i det magiske univers. Med det livlige drama ’Tove’ kommer jeg med ind på livet af en kvinde, der er vild med livets mange kringelkroge. Ja, livet er for hende som et stort fantastisk eventyr, der skal udforskes. En glæde og fantasifuldhed, der smittede medrivende af på mig.

Tove er nemlig en kvinde, det er svært ikke at holde af og med, når hun kæmper både med at træde ud af sin succesfulde kunstnerfars skygge og dømmende blik, videre til kampen for selv at skabe sig en karriere som kunstner i egen ret. Jeg kommer således med ind i de kunstneriske kredse i efterkrigstidens Helsinski, hvor der både festes, danses og drikkes, men også kæmpes for penge til dagen og vejen.

I centrum for det hele finder man altså den livsglade Tove, der også kæmper en indre og ydre kamp med sin kunst kontra hendes mumitrolde-univers, som omverdenen og Tove selv ikke betragter som kunst. Men da Tove møder teaterinstruktøren Vivica Bandler, får hun opmuntrende ord med om de fantasifulde skabninger og finurlige historier. Både Vivica og den frisindede Atos Wirtanen bejler dog om Toves hjerte.

’Tove’ er på flere måder en fint engagerende film om kampen med både kunsten, kærligheden og at turde stole på sig selv og ens indre stemme. Det alt sammen nærværende forløst af blandt andet og netop skuespillerinden Alma Pöysti i den altoverskyggende titelrolle. Hun er et livligt livstykke, der både med sarthed og råstyrke går fantasifuldt gennem livet med alt, hvad det har at tilbyde af skønhed og modgang.

Det er svært ikke at blive grebet af hende og hendes historie, mens der også skabes et ganske charmerende tidsbillede af det spruttende kunstnermiljø med alt, hvad det betyder af fester og intern konkurrence. Krista Kosonen skal også fremhæves for en insisterende skildring af Vivica, mens Shanti Roney er både venlig og empatisk som Atos, der er med til at sende Tove ud i sin kærlighedssplittede situation.

’Tove’ er kort fortalt et ret så fint fortalt drama, der tager ok nuanceret livtag med den livsglade, men også splittede kvinde og kunstner Tove Jansson, hvor man i drypvise indspark filmen igennem ser mumitroldenes finurlige verden komme til live. Det er derfor også til at leve med, at fortællingen måske nok går en noget konventionel vej gennem sit portræt, der af og til også mister en smule medrivende momentum.

’Tove’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Tove’ har biografpremiere den 3. juni.

‘Rocks’ er både skøn teenager-energi og en ubærlig skæbne

Biografanmeldelse: Det er med skøn ungdommelig energi, at den skæbnesvangre fortælling om teenageren Rocks og hendes lillebror Emmanuel skyder sig veloplagt afsted. Jeg kommer med ’Rocks’ nemlig helt ind i kernen af en tæt vennegruppe af unge piger, der med hver deres smittende tilstedeværelse giver fortællingen ægte liv og charmerende humor

Der er dog en alvorlig side af fortællingen. Shola – med kælenavnet Rocks – og hendes bror bliver nemlig fra den ene dag til den anden forladt af deres alenemor, da hun af ikke helt klare grunde vælger at forsvinde uden andet end et kortfattet brev og en håndfuld penge. Nu må Rocks på egen hånd tage hånd om livet og sin bror. Hun vil nemlig ikke fortælle omverdenen om deres ulykkelige situation.

Det bliver starter på en både rørende og engagerende fortælling om blandt andet afsavn, sorg, familie og ikke mindst vigtigheden af venskaber. Det er netop hos sidstnævnte element, at en af filmens helt store trumfkort skal findes. For gruppen af veninder er ganske enkelt spillet med både stor overbevisning og troværdig indbyrdes dynamik, der både rører og maner til eftertanke.

I front finder man en hele vejen skøn Bukky Bakray som Rocks, der med nerve, nærvær og nuancer i sit portræt af en teenager i problemer – ydre som indre – bringer sjæl, varme og ren menneskelighed til den desværre en kende forudsigelige fortælling. Det sagt, er netop hun filmen værd. Det ikke mindst også i samspil med blandt andet Emmanuel i skikkelse af en dejlig drenget D’angelou Osei Kissiedu.

Jeg bliver også nødt til blandt andet at fremhæve den omsorgsfulde veninde Sumaya, der spilles energisk og med indtagende empati af Kosar Ali. I det hele taget lykkedes det instruktør Sarah Gavron at få yderst fine præstationer frem hos samtlige medvirkende. Fra perifere teenagere til skolens lærere. ’Rocks’ lever altså lige så meget af sine karakterportrætter som af sin konkrete handling.

’Rocks’ er kort fortalt en velfortalt lille historie, der også favner de store linjer i teenager-livet, der byder på stærke venskaber og for Rocks en ubærlig situation, der pludselig kræver, at hun skal være langt mere voksen end, hvad man på nogen måde kan forvente sig af hende. Filmen kender desuden sin besøgstid med en fin spilletid på 93 minutter, der ret så engagerende omfavner både sine karakterer og historie.

’Rocks’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Rocks’ har biografpremiere den 3. juni.

‘Cruella’ langer en ufarlig skurkinde over Disney-disken

Biografanmeldelse: Hvem er Cruella de Vil egentlig? Eller måske rettere, hvordan blev den fashionable skurkinde til den, hun er? Det forsøger filmen ’Cruella’ at finde ud af, når den fortæller historien om den sort og hvid-hårede tøjdesigner, som man kender fra Disneys ’101 Dalmatinere’. I den rebelske titelrolle finder man en cool Emma Stone, der desværre ikke har et videre interessant manuskript at arbejde med.

Det hele starter ellers ganske veloplagt med Cruellas fødsel, videre til at, man følger hendes første unge år som oprørsk skolepige med to sider – den artige Estella og så den meget mindre artige Cruella. Det er kampen mellem de to sider, som vores titelkarakter kæmper med filmen igennem, hvor en anden central konflikt er at finde i hendes rivalisering med den legendariske tøjskaber Baronesse von Hellman.

Der er bare aldrig for alvor nok dramatisk drivkraft i denne kamp om tronen som den bedste modeskaber, hvorfor også en stor del af filmens momentum fiser ud af de momentvise – trods alt – heftige scener med en energisk og dynamisk Emma Stone i front som den egenrådige kvinde Cruella, der har sin gang i 1970’ernes vilde London, hvor punken banker energisk på døren – ikke mindst i Cruellas tøjdesigns.

Fortællingen om Estellas forvandling til den yderst fashionable og desuden hævngerrige Cruella bidder bare ikke rigtigt fra sig. Både fortællingen, de dramatiske knudepunkter og ikke mindst titelkarakteren forbliver ufarlig. Det er virkelig en skam, at filmen ikke har turdet at omfavne mere af den veloplagte vildskab og ondskab, der ellers er på spil hos Cruella og hendes indre kamp mellem det gode og det onde.

Desuden – og uden at afsløre noget – er indblikket i Cruellas psykologi og motivation for sin forvandling ret så unuanceret. Det selvom her gemmer sig et par overraskelser undervejs. Det egentlige trækplaster er altså Emma Stone som Cruella, de mange spektakulære outfits og ikke mindst filmens formidable brug af musik, der bl.a. tæller numre af Supertramp, The Doors, Queen, Blondie og The Clash. Skønt!

Emma Thompson leverer en hæderlig, men også noget generisk præstation som Cruellas modenemesis Baronesse von Hellman. Det er virkelig en skam, at de to kvinders duellering ikke har mere saft og kraft. Det er ellers Craig Gillespie, instruktøren bag den fandenivoldske ‘I, Tonya’, der instruerer. Samme uhæmmede energi finder man ikke her, men derimod en film, der på trods af en skurk i centrum forbliver ufarlig.

’Cruella’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Cruella’ har biografpremiere den 28. maj.

‘Marco effekten’ mister momentum, men Ulrich Thomsen er god som Mørck!

Biografanmeldelse: Der er med krimi-thrilleren ’Marco effekten’ kommet nyt blod til Jussi Adler-Olsens Afdeling Q på film. For efter, at Nikolaj Lie Kaas i en række filmatiseringer af den populære bogserie har portrætteret den martrede vicekriminalkommissær Carl Mørck og Fares Fares hans sidekick Assad, træder to nye mænd til i skikkelse af Ulrich Thomsen og Zaki Youssef som det umage makkerpar.

Dem vender jeg tilbage til. For hvad er der egentlig på spil i dette nye kapitel om Mørcks jagt på de onde? Jo, det hele starter med en ellers skrinlagt sag om den forsvundne pædofilisigtede embedsmand William Stark. Men noget stemmer ikke – og hvordan passer en ung østeuropæisk dreng, der er i besiddelse af Starks pas, ind i det hele? Mørck og Assad genoptager sagen, som herfra snor og drejer sig om sandheden.

Læg hertil svindel for millioner, korruption samt en kriminel underverden og der er lagt fra krimikaj med et plot, der foldes ud med drypvise spor, som måske kan lede Mørck og co. mod sandheden bag hele den spegede affære. En sag, der kun synes at vokse for hver vendt sten, hvor man bl.a. også stifter bekendtskab med en ulden og storsvedende Teis Snap spillet gravalvorligt ok af Anders Matthesen.

Som lovet vender jeg nu tilbage til Thomsen som den sært charmerende og egenrådige Mørck. For det er ham, der er den klare primus motor i sagen og samtidig er med til at udgøre filmens dramatiske midte. Thomsen er veloplagt underspillet og med dæmonerne liggende latent på lur bag sine trætte øjne. Ham bliver jeg ikke træt af. Desværre står det øvrige persongalleri noget uforløst hen.

Bl.a. kommer Mørcks mindre bistre kollega Assad – i skikkelse af Zaki Youssef – til at stå noget blafrende hen i udkanten af sagen. Det er dog mest af alt manuskriptets skyld, der desværre også har det med at miste fremdrift undervejs, hvorfor filmen mister noget af krimi-pusten og sagens intensitet, mens spændingen har det med at blive punkteret undervejs.

Selvom det øvrige persongalleri altså står noget i skyggen af Mørck, har bl.a. Henrik Noél Olesen stærk autoritet som den bestemte politidirektør Jacobsen, mens Thomas W. Gabrielsson bringer fin følsomhed til bordet som Carls ekspartner Hardy. Man får her et par fine og sarte scener mellem ham og Thomsen. Mere af den slags nuancer i karakteren Mørck, kunne have gjort ham mere interessant at følge.

Instruktør Martin Zandvliet har dog et ganske fint greb om sit plot og fortællingens drejninger, der desværre ender med en forhastet finale, som sætter den ellers ok forudgående jagt på sandheden noget over styr. Sidst, men ikke mindst skal Luboš Oláh som den østeuropæiske dreng, der er med til at få sagen til at rulle, fremhæves. Han har en hele vejen gribende intensitet i hele sin tilstedeværelse. Ikke desto mindre ender ’Marco effekten’ som en forglemmelig sag, der mangler spænding og momentum.

’Marco effekten’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Marco effekten’ har biografpremiere den 27. maj.

Kapow! ‘Nobody’ leverer blodige tæsk og sortkomiske knoglebrud

Biografanmeldelse: Der er nu ikke noget så herligt som et benbrækkende godt slagsmål på film. Det er præcis, hvad den blodige øretæve ’Nobody’ leverer i hobetal, når først den passive tøffelhelt af en familiefar Hutch ser rødt. Hverdagens kedelige trummerum kører ellers i hamsterhjulsring for Hutch og familien, hvor forholdet til hustruen Becca er så slapt som en våd bananskræl.

Men en nat, da familien udsættes for et groft hjemmerøveri, tændes der et nyt liv i den ellers grå farmand. Starten på en ny livsindstilling tager således form i takt med, at Hutch deler øretæver ud på blodknusende vis, mens hævnen ulmer i familiefarens knyttede næver jo længere ind i den kriminelle underverden, han kommer i jagten på brutal forløsning.

Ja, historien er klichéfuld og set et hav af gange før. En mand ser rødt og søger hævn. Det er sådan cirka afsættet for den yderst medrivende og benbrækkende actionfilm. Humoren er desuden også knogleknusende sjovt på banen, hvor bl.a. Hutch med deadpan-mimik og et underspillet smil på læben står i komisk kontrast til de i den grad eksplicitte tæv, han deler ud af.

Ja, jeg smider forsvarsløst logikken overbord i det tiltagende actionridt, der smyger sig intenst afsted fra den ene håndsmadrende og tandforslåede slåskamp til den næste. Bl.a. står et slagsmål udført i en trang bus’ indre stærkt frem. Her spiller lydsiden også en betydningsfuld del af scenens energiske og engagerende hele. Filmmusikken slukkes nemlig, så kun lydene af knoglebrud og knyttede næver mod kæber høres. Et effektivt eksekveret greb. Av for pokker!

I rollen som den passive familiefars forvandling til rasende hævner, finder man Bob Odenkirk, der fint portrætterer både blødsødenhed, men i høj grad også den aggressive stålvilje, som indtager ham. Han er – som filmen i øvrigt – et stærkt bekendtskab. At skurkegalleriet så er generisk og fortællingen set før ødelægger heldigvis ikke min oplevelse med filmens hårdt potente øretæver.

Det er kort fortalt de kraftfulde action-eskapader, der er filmens helt store stjerne – og den skinner klart. Blodigt og brutalt! Instruktør Ilya Naishuller lykkedes i den grad med virile kampe, der fint fortælles med tungen lige i munden og en veloplagt sort humor som underlag. En herlig forening i en film, der ligeledes er skåret skarpt ind til benet med en spilletid på halvanden times effektive minutter. Kapow!

‘Nobody’ får 4 du af 6 stjerner:

‘Nobody’ har biografpremiere den 20. maj.

Bong Joon Hos ‘Memories of Murder’ er en dragende grum seriemorderjagt

Biografanmeldelse: Jeg knuselsker en god seriemorderjagt på film. Det er præcis, hvad Bong Joon Ho mesterligt og dragende leverer med sin underspillede ’Memories of Murder’ fra 2003, der nu får repremiere i biografen. Det er en film, som absolut fortjener et gensyn eller flere – ikke mindst på et stort lærred. Det var i hvert fald for mig en stor fornøjelse at genbesøge seriemorderjagten i 80’ernes Sydkorea.

Fortællingen tager nemlig sin grumme begyndelse i 1986, hvor liget af en bagbundet og voldtaget ung kvinde findes i en grøftekant i Gyeonggi-provinsen i Sydkorea. Det skal vise sig, at hun ikke er det første og eneste offer for en morders bestialske hånd. For snart dukker flere lig af mishandlede kvinder op. Det lokale politi er naturligvis straks på sagen for at finde seriemorderen bag de brutale mord.

Det er kort fortalt udgangspunktet for en drønspændende, konstant dirrende og intenst gribende seriemorderjagt, der kommer til at opsluge alle døgnets timer for det lille lokale team af knapt så erfarne betjente, som gøres selskab af en noget mere erfaren betjent fra Seoul. Filmen er desuden inspireret af en sand historie, hvilket ikke just gør ’Memories of Murder’ mindre skræmmende.

Det er med engagerende sans for detaljen, at Bong Joon Ho sirligt udfolder sin menneskejagt, hvor bl.a. også et hele vejen veludført og dynamisk kameraarbejde er med til at drive historien frem. Det samme gør sig gældende for filmens manuskript – som delvist er skrevet af netop Bong Joon Ho – der hele vejen leger drilsk kispus med mig med flere medrivende plotdrejninger og karaktermæssige spidsfindigheder.

Man finder bl.a. Kang-ho Song, som lægger gribende sjæl og menneskeligt nærvær i rollen som den insisterende og temperamentsfulde lokale betjent Park Doo-man, mens man i dynamisk modspil til ham finder Kim Sang-kyung som betjenten fra Seoul. De to sammen er ren dramatisk dynamit. No-shik Park formidler som en mistænkt og mindre kvik, lokal ung mand både fin skrøbelighed og empati. Et stærkt cast.

’Memories of Murder’ er med andre ord en isnende grum, intenst tiltagende og billedbrillant seriemorderjagt, der griber mig om struben og bliver hængende gennem filmens dragende drejede manuskript, der på detaljerig og sirlig vis folder sig ud på forbilledlig vis. Und dig selv et syn eller gensyn med Bong Joon Hos (’The Host’, ’Mother’, ’Parasite’) thriller på det store lærred, hvor den i den grad hører hjemme.

’Memories of Murder’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Memories of Murder’ har repremiere den 20. maj.

‘The Unholy’ står for billige gysertricks og slatne chok

Biografanmeldelse: Det er den klassiske kamp mellem det gode og det onde, der udkæmpes i det religiøse gys ’The Unholy’. Det er også de klassiske gysertricks i skuffen, der her hives frem i tomgang – rækken af billige gysertricks. Desværre. Der skrues nemlig gyset igennem bl.a. op for slatne chok og ikke mindst forcerede jump scares. Desværre gav ingen af delene mig nævneværdige gib i kroppen.

Det er en skam, at gyset ikke tør tro på og bero mere på fortællingens ellers iboende uhygge og religiøst gysende tvetydighed. Filmen handler nemlig om den unge kvinde Alice, der øjensynligt får besøg af den hellige Jomfru Maria. Efterfølgende bliver hun på utrolig vis i stand til at udføre mirakler og helbrede de syge. Dette tiltrækker snart stor opmærksom fra den omkringliggende verden til Alice og hendes lille by.

Fra starten har den afdankede journalist Gerry fulgt begivenhederne på tæt hold, da han var i byen for at skrive en anden historie, der dog snart kom til at stå i skyggen af Alice og miraklerne. Nu har han således fået mulighed for på nærmeste hold at stille de vigtige spørgsmål og fortælle den utrolige historie til verden. Han begynder dog snart at se, at der måske ulmer noget skræmmende ondt i skyggerne.

For måske det ikke er den gode Jomfru Maria, der stråler fra himlen, men noget ondt? Det er netop i krydsfeltet mellem det gode og det onde, at filmens religiøse gys udspiller dig. Det med Alice som sart katalysator. Hun spilles med ganske fin lethed og uskyldsrent nærvær Cricket Brown, uden dog helt at brænde igennem. Men her spænder bl.a. det klodsede manuskript og de billige gysertricks også ben.

Overfor den mirakeludøvende Alice finder man netop Gerry. En journalist, der for år siden havde stor succes. Nu triller han rundt i sin bil med en sprutflaske på passagersædet og må hustle sig til en god pris for sine små historier. Med historien om Alice øjner han igen at kunne få den succes og berømmelse, han higer efter. Det er altså bl.a. også i samspillet mellem Alice og Gerry, at den dramatiske nerve skal findes.

Der opstår dog ikke videre medrivende dramatisk nerve mellem de to, hvor et ellers umage og fint forhold kunne have spiret. Skeptikeren, der møder miraklet. Jeffrey Dean Morgan har dog ok tilstedeværelse og tilpas med charme som Gerry til, at jeg fint både kan holde af og med ham. Jeg bliver bare aldrig revet med af karaktererne og da slet ikke af det forjagede og klichéfulde gys, der skærer alt ud i grimt og larmende pap og bøjede neonrør af klodset manuskriptskrivning. Øv.

’The Unholy’ får 2 ud af 6 stjerner:

’The Unholy’ har biografpremiere den 20. maj.