AFGANGSFILM 2013 / FIKTION: Nyt kuld fra filmskolen vælger den sikre vej

En ny årgang er netop udklækket fra Den Danske Filmskole – og dermed også en flok filmskabere, man forhåbentlig vil stifte bekendtskab med på den danske filmscene i fremtiden. Jeg har set de seks afgangsfilm indenfor fiktion, hvor man præsenteres for både stilsikre og velfortalte 30 minutters kortfilm – men det er også film uden de store overraskelser. Det er historier, man har set før, hvor der kredses om temaer som familie, tilhørsforhold og ensomhed.

Men selvom der spilles med sikre kort, kan man ikke tage fra filmene, at de fungerer godt som små afsluttede fortællinger, der desuden alle er hårdværksmæssigt stærke – ja, de ser flotte ud og lyder godt. Men de uforudsigelige bump på vejen er det desværre småt med. Professionalismen brænder igennem, men modet til at teste mediet og fortællingens rammer af er svær at få øje på.

en maler

En maler (instr. Hlynur Pàlmason)
I Hlynur Pàlmasons En maler mere end titter noget af den vildskab og det vanvid frem, der ellers mest glimrer ved sit fravær på årgangen. Her drejes en fandenivoldsk fortælling om en selvoptaget maler, der i pagt med naturen skaber sin kunst, men som samtidig er endt op med at skubbe alle fra sig. Men da en af hans sønner tropper op, konfronteres han med sin egen utilstrækkelighed – både som far, men også som et menneske, der har svært ved at bevare en vedvarende relation til andre end sig selv.

Det er fortalt med skarp sort humor, hvor den egocentriske kunstner i skikkelse af en ilter Ingvar Eggert Sigurðsson spiddes med både vid og dramatisk flair. Og selvom Paul Thomas Anderson og især hans There Will Be Blood mere end spøger i kulissen, hvilket den til tider minimalistisk skramlede lydside vidner om samt den ensomme hovedkarakters slidsomme kamp med sig selv og elementerne, er det en film med personlighed og råstyrke, hvilket de betagende billederne fotograferet med poetisk tæft af Maria von Hausswolff blot understreger.

association of joy

The Association of Joy, (instr. Amanda Kernell)
Humor er også et vigtigt element i Amanda Kernells satiriske The Association of Joy, hvor danskernes trang til at købe sig fri af dårlig samvittighed med sponsorbørn og et medlemskab i Børnefonden tages et skridt videre. Det barnløse overklassepar Charlotte og Mads får her fløjet den thailandske teenager Joy til Danmark, hvor hun skal indgå i Charlottes uddannelsesprojekt, der dog nok mest af alt er et forsøg på at udfylde det tomrum og den ensomhed, der runger i det velindrettede hjem.

Der er således lagt op til et skævt kultursammenstød og en hudfletning af overfladisk, dansk næstekærlighed. Scenariet afføder da også flere absurde og morsomme scener, hvor særligt Ida Dwinger med deadpan-gestik får udstillet den hult klingende godhed. Humoren fungerer altså ofte fint, men satiren og karaktererne forbliver noget unuancerede, hvilket gør det svært for rigtige følelser og fornemmelsen af andet end karikaturer at trænge igennem og give tyngde til satiren og den i grunden alvorlige og relevante tematik.

spidse albuer

Spidse albuer, blødende knæ (instr. Karoline Lyngbyes)
Så kommer man i instruktør Karoline Lyngbyes Spidse albuer, blødende knæ noget bedre ind på livet af den 15-årige Julie, der tumler med sine forældres skilsmisse samt gængse teenagekvaler – ja, blandt andet den klassiske ’ikke rigtigt voksen, ikke rigtigt barn’-problematik. Og da hendes storesøster planlægger at rejse til England med sin kæreste, kommer der for alvor røre i parcelhuset. Julie har nemlig ikke sådan tænkt sig at lade sin søster rejse væk – som også hendes far forlod familien – så hun forsøger med sin Lolita-list at komme ind på livet af søsterens kæreste.

Det lykkedes på indtagende vis at skildre en frustreret teenager – ikke mindst takket være Coco Hjardemaal i hovedrollen. Hun rummer som Julie både uskyldigheden og naiviteten, men er samtidig beregnende og selvbevidst. Filmen er desuden fornemt fotograferet af Lis Dyre, der giver forstadsmiljøet en sart poesi, det uden at give afkald på virkeligheden. Så selvom et par af filmens dramatiske højdepunkter ikke kommer helt troværdigt i mål, er her tale om en velafstemt fortælling med et godt greb om en teenagepiges kvaler.

flokken

Flokken (instr. Klas Marklund)
Ungdommen og dens dramatisk potente materiale er også i centrum med Klas Marklund Flokken. Her gælder det dynamikken og hierarkiet hos en gruppe unge drenge. Her får outsideren Lasse en invitation ind i varmen hos de seje drenge (ja, det er dem med læderjakkerne) efter at han har brilleret på fodboldbanen. Men selvfølgelig er sådan en optagelse ikke uden problemer – og da slet ikke, når man som Lasse har et godt øje til alfahanens pige (ja, blondinen med det søde smil). Således venter den obligatoriske manddomsprøve og nævekamp.

Det er stramt fortalt og med et fint øje for både den selvtillid og usikkerhed sådan en flok drenge rummer – men det er også et noget klichéfyldt billede, der tegnes. Drenge spiller fodbold, har Rambo-plakater på værelset og de seje går med læderjakke. Men som fortælling fungerer filmen, blandt andet i sin skildring af det stammelignende sammenhold i omklædningsrummet. Sonny Lindberg er troværdig og konstant på vagt i rollen som Lasse, mens et rituelt opgør i filmens afsluttende højdepunkt tilføjer det ellers forudsigelige drengedrama en nærmest mytologisk kant.

oasen

Oasen (instr. Carl Marott)
Med Carl Marotts genrebevidste Oasen er vi langt fra drengenes omklædningsrum, men løftes her ind i et helstøbt univers af neon og regnvejr på et lille snusket motel. Her ender den formælte Tom med den smukke Laura og hendes ubehøvlede kæreste efter at have hjulpet dem med deres benzintomme bil. Således er et trekantsdrama på et lurvet motel er sat i spil. Historien fortælles fermt og med et godt greb om sine virkemidler – fra akavet humor, over naiv romance til pulserende thriller. Fornemt.

Jens Andersen bærer den nervøse Tom med både medlidenhed og medynk på sine spinkle skuldre, mens Laura i skikkelse af Danica Curcic bløder op på filmens til tider manglende logik med sin varme og smittende nærvær. Mellem de to opstår ægte og helt rørende kemi, blandt andet i en fin dansescene – mens der med filmens dramatiske og genremæssige kovending halvvejs stables oprigtig spænding på benene og det lækre synthscore forfører på lydsiden.

escort

Escort (instr. Jonas Grum)
Mindre nervepirrende er Jonas Grums ’manden-der-falder-for-luderen’-dramaet Escort. Vi er dog langt fra Pretty Woman, når man her kommer med ind i escort-chaufføren Alex’ bil, hvor Lulu fragtes fra den ene mand til anden. Men forholdet mellem de to udvikler sig til mere end at være rent professionelt. Det er således forholdet mellem de to ensomme sjæle, der er filmens omdrejningspunkt.

Dar Salim og Maria Erwolter udfylder for så vidt fint de to hovedroller, men forholdet mellem dem bliver ikke udviklet nok og sender hermed også noget af troværdigheden til tælling undervejs. Man savner mere nuancerede persontegninger, men i glimt øjnes der rigtige følelser mellem de to. Desværre er de ikke videre interessante karakterer og engagementet i filmen bliver også derefter.

Den Danske Filmskoles afgangsfilm 2013 / fiktion:
En maler
(instr. Hlymur Pálmason) 4/6: 4_6 - stars_LILLE
The Association of Joy (instr. Amanda Kernell) 3/6: 3_6 - stars_LILLE
Spidse albuer, blødende knæ (instr. Karoline Lyngbye) 4/6: 4_6 - stars_LILLE
Flokken
(instr. Klas Marklund) 3/6: 3_6 - stars_LILLE
Oasen (instr. Carl Marott) 4/6: 4_6 - stars_LILLE
Escort (instr. Jonas Grum) 3/6: 3_6 - stars_LILLE

– Besøg filmene her og på Facebook her.
– Bestil din billet til visninger i Dagmar her.
– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook her.

7 fremragende remakes

I forbindelse med premieren på genindspilningen af Skytten, anbefaler jeg 7 fremragende remakes. For selvom der er en klar overvægt af dårlige remakes, så er der også nogle virkelig gode imellem – hvilket jeg må indse i forsøget på at holde mig til kun 7 stykker. Dem prøver jeg så at berolige mig med, når stakken af jammerlige genindspilninger bunker sig op. Du finder min anmeldelse af Skytten her.

INVASION OF THE BODY SNATCHERS (instruktør: Philip Kaufman, 1978)
En urovækkende invasionsfilm, der absolut stadig er leveringsdygtig i medrivende paranoia og olm stemning. En tankevækkende og fængslende historie, hvor udgaven fra 1956 har affødt hele tre genindspilninger – den her omtalte version fra 1978 med blandt andet Donald Sutherland, igen i 1993 og senest i 2007.

invasion of the body snatchers remakes

THE THING (instruktør: John Carpenter, 1982)
John Carpenters remake af The Thing from Another World fra 1951 er en af hans bedste film, en af mine favoritter og ja, en af de bedste skrækfilm nogensinde. En isnende isolationsgyser, hvor både Kurt Russell og publikum får paranoiaen at føle i et sneklædt Antarktis. Intens, spektakulær og atmosfæremættet uhygge.

the thing remakes

THE FLY (instruktør: David Cronenberg, 1986)
David Cronenberg leverer med remaket af 1958-udgaven vammel, tankevækkende og fascinerende body horror for fuld udblæsning. Jeff Goldblum forvilder sig ind i sit eget eksperiment, der løber helt af sporet, hvilket får ham til at miste både øre, næse og mund – bogstavelig talt. Fantastisk og fantastisk klamt.

the fly remakes

HEAT (instruktør: Michael Mann, 1995)
Michael Man gav med Heat en genfortolkning af sin egen L.A. Takedown fra 1989 – og resultatet er en af filmhistoriens mest mindeværdige actionfilm. Ikonerne Al Pacino og Robert De Niro tørner her medrivende sammen med et ben på hver deres side af loven. En smuk opvisning i karakterdrevet og veleksekveret action.

heat remakes

WAR OF THE WORLDS (instruktør: Steven Spielberg, 2005)
Den her har ganske vist delt publikum, men jeg er vild med Steven Spielbergs livtag med invasionsgyset fra 1953. En dyster og storslået omgang science fiction, hvor Tom Cruise forsøger at holde sin familie samlet under et grumt besøg fra det ydre rum. Giv den en chance til, hvis du er en af dem, der har afskrevet den.

war of the worlds remakes

THE DEPARTED (instruktør: Martin Scorsese, 2006)
Ingen er for god til at ville genindspille film. Således tog mesteren Martin Scorsese med The Departed fat på de tre Hong Kong-film i Infernal Affairs-serien. Det endte heldigvis med en forrygende gangsterfilm, der desuden indbragte Oscars for blandt andet bedste film og bedste instruktion.

departed remakes

13 ASSASSINS (instruktør: Takashi Miike, 2010)
Takashi Miikes helt igennem forrygende remake af Eiichi Kudos original fra 1963 leverer i den grad cool, blodig og åndeløst pulserende action. Her foldes det smukke univers flot og stemningsfuldt ud med dragende æstetik og dramatisk klangbund. En omgang yderst potent samurai-underholdning.

13 assassins remakes

Se også:
7 fremragende film om kulter
7 fremragende film om zombier
7 fremragende film med Bruce Willis

7 fremragende film med Bruce Willis

I forbindelse, at John McClane har indtaget biograferne med A Good Day To Die Hard, anbefaler jeg 7 fremragende film med Bruce Willis. En pokkers charmerende actionstjerne, der er god til at sprænge ting i luften og se cool ud, mens han gør det. Du finder min anmeldelse af A Good Day To Die Hard her.

DIE HARD (instruktør: John McTiernan, 1988)
Det er en af de absolut bedste actionfilm nogensinde. Vittig, nervepirrende og leveringsdygtig i flere mindeværdige scener og one-liners, hvor blandt andet ”yippee-ki yay motherfucker” stadig lyder sprødt, når Bruce Willis siger den udødelige replik. En film, der bestemt stadig holder. Hårdt. Død hårdt (get it).

Die Hard Bruce Willis

PULP FICTION (instruktør: Quentin Tarantino, 1994)
”Zed’s dead baby, Zed’s dead,” lyder det køligt fra Bruce Willis, der har sat sig op på sin nye Harley Davidson-motorcykel med sin tøs bag på. Endnu en sikker one-liner i endnu en fremragende film. Han spiller her den aldrende bokser Butch, der har taget imod en røvfuld penge for en fikset kamp. Cool og med benene på nakken.

Pulp Fiction Bruce Willis

TWELVE MONKEYS (instruktør: Terry Gilliam, 1995)
Terry Gilliams dystopiske og post-apokalyptiske Twelve Monkeys er en både fascinerende og medrivende tidsrejsethriller. Bruce Willis bliver her sendt tilbage i tiden for at indsamle viden om en dødelig virus, der har lagt jorden øde. Men hvordan hænger fortid, nutid og fremtid egentlig sammen? Endnu et must-see.

12 Monkeys Bruce Willis

DET FENTE ELEMENT (instruktør: Luc Besson, 1997)
Luc Bessons sprudlende Det femte element er en kulørt omgang science fiction-underholdning med Bruce Willis i front samme med den smukke Milla Jovovich. Han spiller den rustikke taxachaufør, der ved et tilfælde bliver blandet ind i jagten på et magtfuldt våden, der skal holde ondskaben på afstand.

Det femte element Bruce Willis

UNBREAKABLE (instruktør: M. Night Shyamalan, 2000)
Ja ja, M. Night Shyamalans spøgelsesgyser Den sjette sans er også en virkelig fremragende film, men jeg har altid haft et blødt punkt for Unbreakable. Bruce Willis leverer her en mere afdæmpet præstation i rollen som David Dunn – en ikke helt almindelig mand. En både spændende, overraskende og velfortalt thriller.

Unbreakable Bruce Willis

MOONRISE KINGDOM (instruktør: Wes Anderson, 2012 )
Wes Anderson tager os med tilbage til et naivt 1965 og ud på en vindskudt ø i det smukke New England.Bruce Willis spiller her en ensom betjent med hentehår. Ja, han er her langt fra automatvåben som den hårdtslående betjent McClane. Men det er en aldeles fin film, der viser Bruce Willis fra sin mere bløde side.

Moonrise Bruce Willis

LOOPER (instruktør: Rian Johnson, 2012)
Det er unægteligt en fascinerende tanke at kunne rejse frem og tilbage i tiden, hvilket forløses både medrivende og intelligent i den intense tidsrejsethriller Looper. Bruce Willis spiller her en gut, der møder sit yngre jeg og må tage kampen op med mere eller mindre lyssky personer – og ja, sig selv. Fængslende og tankevækkende.

Looper Bruce Willis
Se også:
7 fremragende film om zombier
7 fremragende film om lyssky kulter

7 fremragende film om zombier

Zombier har i efterhånden mange år rejst sig fra graven for at frastøde, underholde og gnaske sig igennem publikum. Genren har bestemt også en umiddelbare visuel appel med sine forgnaskede kranier og blodige headshots. Nu har zombierne igen indtaget biograferne – denne gang med den kærlighedsramte Warm Bodies. I den forbindelse anbefaler jeg en 7 fremragende zombiefilm. Du finder man anmeldelse af Warm Bodies her.

NIGHT OF THE LIVING DEAD (instruktør: George A. Romero, 1968)
Den sultne zombie med åbenstående mavesæk blev bragt til live af George A. Romero med dette sort/hvide mesterværk. Stemningsfuld og grum gru, der stadig holder. Husk også de fremragende efterfølgere, Dawn of the Dead (1978) og Day of the Dead (1985). Romero har fulgt trilogien op med de mindre vellykkede Land of the Dead (2005), Diary of the Dead (2007) og Survival of the Dead (2010).

night of the living dead top liste

RÆDSLERNES GRØNNE Ø (Instruktør: Lucio Fulci, 1979)
Italienske Lucio Fulcis zombie-sjasker Rædslernes grønne ø (aka Zombi 2 aka Zombie Flesh Eaters) er en både bizar og vammel omgang voodoo-splat. Her diskes der blandt andet op med ormebefængte levende lig, bare bryster og den legendarisk kamp mellem en sulten zombie og en glubsk haj (!?!). Ja, det er både vanvittigt og vanvittigt underholdende zombie-sleaze.

zombi 2 top liste

THE RETURN OF THE LIVING DEAD (Instruktør: Dan O’Bannon, 1985)
”Braaaaains…!!!”, lyder det sultent fra zombierne i denne skønne 80’er-film, hvor punkere fester på en kirkegård, regnen siler fareturende ned og de døde rejser sig muddertilsølet fra gravene. Tilsæt videre en afgnavet zombie-afhøring, en nøgen punker-tøs samt et herligt synth-score og du har The Return of the Living Dead – eller Ligene er ligeglade, som er den oprindelige danske titel.

return of the living dead top liste

RE-ANIMATOR (instruktør: Stuart Gordon, 1985)
Her er ikke tale om zombier i klassisk Romero-forstand,  men det afholder heldigvis ikke de døde fra at rejse sig. En manisk Jeffrey Combs spiller den medicinstuderende Herbert West, der eksperimenter med at bringe de døde tilbage til livet – og det med grufuld succes. Det er altså ikke mæskende smittefare, men en gal doktor, der er på spil. Ikke desto mindre er det en grotesk og yderst underholdende 80’er-perle.

reanimator top liste

28 DAYS LATER (Instruktør: Danny Boyle, 2002)
Den langsomt stavrende zombie er i nyere film blevet udfordret af mere moderne afarter. Specielt var Danny Boyles dystopiske 28 Days Later med til at træde speederen i bund på de levende døde, der her løber sig ind på de skrigende ofre. Ja, man kan så diskutere, om det overhovedet er zombier – men den tager vi lige en anden gang. Husk også den herligt splattede sequel, 28 Weeks Later.

28 days later top liste

DAWN OF THE DEAD (Instruktør: Zack Snyder, 2004)
Zack Snyders effektive Dawn of the Dead byder også på zombier i topfart – et for en gangs skyld vellykket remake. En tempofyldt, blodig og underholdende omgang horror-action med både zombie-babyer og blodindsmurte kadavere. Det er måske ikke vildt uhyggeligt, men det er bestemt både medrivende og splattet zombie-sjov.

Dawn of the dead top liste

SHAUN OF THE DEAD (Instruktør: Edgar Wright, 2004)
Lige så gruopvækkende det kan være at se sine medmennesker blive revet midt over af sultne zombier, lige så morsomt kan de sultne døde også være. Det mere end beviser Edgar Wright med den fantastiske zombie-komedie Shaun of Dead. Fyldt med veltimet tør humor, filmreferencer og ikke mindst medrivende splat indtager den også en sikker plads blandt mine all time-filmfavoritter.

shaun of the dead top liste

7 fremragende film om kulter

I Paul Thomas Andersons nye film The Master spiller Philip Seymour Hoffman den karismatiske kultleder Dodd Lancaster, mens Joaquin Phoenix er hans protegé. I den forbindelse anbefaler jeg syv fremragende film, der på hver deres måde også omhandler skræmmende kulter og lyssky fællesskaber. Du finder min anmeldelse af The Master her – og se flere ‘7 fremragende film’ her.

ROSEMARY’S BABY (instruktør: Roman Polanski, 1968)
Den skræmmende tvivl og alt det usagte får i Roman Polanskis mesterlige film lov til at lege ondskabsfuld kispus med både publikum og den gravide Rosemary. For hvad tumler naboerne egentlig rundt med og hvor meget foregår blot oppe i hovedet på Rosemary? Ja, selvom filmen har mere end 40 år på bagen, er den stadig et både nervepirrende og medrivende bekendtskab.

rosemarys baby kulter

THE WICKER MAN (instruktør: Robin Hardy, 1973)
Kultiske sange, dansende ritualer og uhyggelige dyremasker. Robin Hardys kultgyser er en både bizar, dybt fascinerende og skræmmende rejse udi indspiste fællesskaber og mystiske ceremonier. En helt unik film, der desuden rangerer højt på min liste over favoritfilm. Så har du kun set det ufrivilligt morsomme remake med Nicolas Cage, bør du straks få fingre i originalen.

wicker man kulter

SUSPIRIA (instruktør: Dario Argento, 1977)
Italienske Dario Argento er en personlig favorit og med Suspiria skabte han en både kulørt, larmende og ikke mindst chokerende film. Man følger her ballerinaen Suzy Bannions grufulde møde med en danseskole, der gemmer på andet end balletsko i skabene. Gruen driver ned af væggene, farverne skriger og soundtracket trygger terroren helt ind i hjertet. Herligt.

suspiria kulter

EYES WIDE SHUT (instruktør: Stanley Kubrick, 1999)
Mesterinstruktøren Stanley Kubricks sidste film omhandler en maskeklædt og orgieglad kult, der sender Tom Cruise og Nicole Kidman på en sælsom rejse ind bag lukkede facader. Man bliver her mødt af uudforsket begær og farlige lyster, der fornemt lader sig optrevle, men aldrig til fulde afsløre. En dragende film, der er indhyllet i uudgrundelig mystik.

eyes wide shut kulter

MARTHA MARCY MAY MARLENE (instruktør: Sean Durkin, 2011)
En film, der roligt, men sikkert tager et insisterende greb om sit publikum efterhånden som det går op én i hvor stort et omfang Martha er blevet hjernevasket af sin tid i en omklamrende kult. John Hawkes er skræmmende god som den egenrådige kultleder, mens Elizabeth Olsen nuanceret får portrætteret en pige i kamp med sig selv og sin fortid. En på mange måder fængslende film.

martha may kulter

RED STATE (instruktør: Kevin Smith, 2011)
Filmen udspiller sig i en flække i USA’s bibelbælte, hvor en gruppe fundamentalistiske kristne pryder bybilledet med hadfyldte demonstrationer imod homoseksualitet og andet, der ifølge deres bibellæsning fordærver verden – og de vil gå langt for at håndhæve Guds ord. Den ekstremistiske menighed holder således gryden lystigt i kog med denne herligt uimponerede bastard af gys, action, komedie og thriller. Dynamisk, fandenivoldsk og uforudsigelig.

red state kulter

KILL LIST (instruktør: Ben Wheatley, 2011)
Der gemmer sig dystre hemmeligheder lige under overfladen i den forrygende Kill List. En mørk rejse væk fra hverdagens spisebordsskænderier og langt ind i et sitrende vanvid, hvor volden hersker og det okkulte regerer. Jep, en urovækkende oplevelse, der med tålmodig insisteren knuger sig ondt om sit publikum. Her kan man ikke andet end hjælpeløst at følge med ind i det klaustrofobiske mareridt.

kill list kulter

Top 10 – de bedste film fra 2012

Det er blevet tid til årets top 10 med de bedste film fra 2012. Herudover peger jeg på en række film, der også er værd at nævne fra året, der er gået samt ikke mindst højdepunkter fra filmfestivalerne CPH PIX og Blodig Weekend. Listen er baseret på film, der har været i dansk biografdistribution i 2012.

1. Take Shelter (Instr. Jeff Nichols)
Den knugende intense og fremragende Take Shelter behandler dommedagsfilmen på original og fængslende vis. Michael Shannon er fænomenal i hovedrollen som en mand, der kæmper med egne indre dæmoner og uhyggelige forudanelser om Jordens undergang. Min anmeldelse.

2. Amour (Instr. Michael Haneke)
Usentimentalt og med fængslende sanselighed giver Amour livets sidste åndedrag en øm skrøbelighed og døden et koldt nærvær. For nej, vi lever ikke evigt. En kendsgerning, der med Hanekes film får håndgribelig tyngde og et menneskeligt ansigt. Smuk, tragisk og pokkers gribende. Bum. Min anmeldelse.

3. Dame Konge Es Spion (Instr. Tomas Alfredson)
Paranoiaen sitrer i hvert billede, mens den forførende koldkrigsthriller folder sit komplekse puslespil ud. I roligt tempo drages man således ind i et kringlet spil af løgne, dobbeltagenter og skjulte dagsordener. En smukt orkestreret spionfilm. Min anmeldelse.

4. The Dark Knight Rises (Instr. Christopher Nolan)
Med dødsforagt og episk svung kaster The Dark Knight Rises sig ud fra Gothams svimlende tinder og ned i et fængslende mørke af desperation og anarki. Til trods for mindre skavanker er her bestemt tale om et tilfredsstillende sidste kapitel i Nolans Batman-trilogi. Min anmeldelse.


5. Prometheus (Instr. Ridley Scott)
Lige fra den episke åbningssekvens af en brusende natur og videre ned i de mørke dybder indfanges eventyret i fængslende billeder. En spektakulær film med nok pondus til at overvinde sine ujævnheder og som heldigvis ikke er bleg for at servere overgearet B-films-snask. Min anmeldelse.

6. Shame (Instr. Steve McQueen)
Shame
er som et insisterende råb af afmagt og indestængt vrede. Carey Mulligan er lige så sart og skrøbelig som Michael Fassbender er frygtløs og altomsluttet af sin fordærvede rolle. Deres samspil er følsomt, nærværende og tæt på at afføde en smule håb i et ellers håbløst landskab. Min anmeldelse.


7. Looper (Instr. Rian Johnson)
Man kan hurtigt blive rundtosset, hvis man forsøger at få fod på tidsrejser og deres hjernevridende muligheder. Her lykkedes det dog at etablere tidsrejsekonceptet uden at man mistes undervejs – men heldigvis nok til at tidskomplikationerne pirrende kilder ens intellekt. Min anmeldelse.


8. Young Adult (Instr. Jason Reitman)
Charlize Theron er forrygende som følelsesmæssigt forskruet ungdomsforfatter. En kvinde i slut-30’erne, der hænger ubehjælpsomt fast i sin high school-fortid. En tragikomedie, der er et både smerteligt og morsomt portræt af den usympatiske forfatter og hendes umulige jagt på lykken. Min anmeldelse.


9. Dredd (Instr. Pete Travis)
Dredd
er fandenivoldsk action med blod, kugler og sort humor lige i fjæset. Det brutale bæst holder løjerne simple og tonser blot nådesløst afsted, men ikke uden, at der indskydes et par smukke åndehuller af svævende voldspoesi. Sådan. Min anmeldelse.


10. The Cabin in the Woods (Instr. Drew Goddard)
En både opfindsom og sprælsk sag, der oplagt og med en ivrig kærlighed til genren vender horror-klichéerne på hovedet. For hvad der til at starte med ligner en gængs omgang metervaregys, ruller sig snart uventet om på maven for at lege tagfat med publikums forventninger. Min anmeldelse.

Andre nævneværdige film fra 2012
Udover årets top 10, vil jeg vanen tro fremhæve en række andre solide film fra året, der er gået. Bl.a. invasionssjov med Attack the Block, Wes Andersons fine Moonrise Kingdom, den episke vandretur Hobbitten: En uventet rejse, smuk agentaction med Skyfall, den charmerende The Artist, kulørt superheltesaction med The Avengers, den medrivende Mission: Imposible – Ghost Protocol og David Cronenbergs A Dangerous Method.

Videre til en herlig manisk Nicloas Cage i Ghost Rider: Spirit of Vengeance, isnende hjernevask med Martha Marcy May Marlene, det rå gangsterdrama Lawless, ondskabsfuld gru med Kill List, den hjerteskærende Extremely Loud & Incredibly Close, en klipklappe-klædt George Clooney i The Descendants, Martin Scorseses Hugo samt den buldrende Battleship.

Filmfestivalerne CPH PIX og Blodig Weekend
Jeg dækkede for tredje gang den københavnske filmfestival CPH PIX, hvor jeg nåede igennem 38 film. Her fik jeg nogle af årets bedste filmoplevelser og vil fremhæve følgende titler. Den intime Weekend, eksistentialistisk lejemorder-action med den thailandske Headshot, den dramatisk forførende Himizu og vanvidskomedien Tim and Eric’s Billion Dollar Movie.

Videre til den skæve ’feel-good-samurai-komedie’ Scabbard Samurai, ‘slow burner’-dramaet Snowtown, adrenalinkicket The Raid: Redemption, den rørende I Wish, udpenslede perversiteter med The Human Centipede 2, det gotiske gys Livid, den absurde Alps, den foruroligende Killer Joe, terrorfyldt junglehelvede med Captive og Todd Solondz’ sorte komedie Dark Horse.

2012 var også året, hvor København fik en ny mini-filmfestival, Blodig Weekend. En festival primært dedikeret til skrækfilm. På den fire dage lange festival nåede jeg 15 film og vil bl.a. fremhæve det voldsomme remake Maniac, som jeg også havde fornøjelsen af at introducere.

Videre til den italienske exploitation-shocker Morituris, medrivende blodsprøjt med [REC]³ Génesis, psychodramaet Excision, charmerende science fiction-snask med Manborg og klaustrofobisk gru med The Incident samt herlige gensyn med Lamberto Bavas 80’er-perler Demons og Demons 2, hvor jeg også fik hilst på instruktøren.

De forsømte film fra 2012
Når jeg går listerne igennem, kan jeg desværre igen i år se, at jeg mangler en håndfuld film, jeg har glædet mig til. Det får jeg indhentet i 2013 og glæder mig således bl.a. til De urørlige, Holy Motors, The Woman in Black, Hvad med Kevin?, Magic Mike, Modig, Ted, Monsieur Lazhar, Sinister, Tyrannosaur og Killing Them Softly. Ja, samt selvfølgelig alle de nye filmlækkerier, der venter i 2013.

– Læs også mine top 10-lister for 2009 og 2010 og 2011.
– Læs om alle mine filmoplevelser på CPH PIX 2012 HER.
– Læs om min gang på Blodig Weekend: DAG 1, DAG 2, DAG 3, DAG 4.

Top 10 – de bedste film fra 2011

Så blev det tid til årets top 10 over de bedste film fra 2011. Listen er baseret på film, der har haft dansk biografpremiere i 2011 – selvom flere af titlerne egentlig er fra i 2010. Men uden videre introduktion, her er de 10 bedste film fra året, der er gået.

1. Drive (Instr. Nicolas Winding Refn)
En udsøgt filmisk fornøjelse fra start til slut. Refn får her balanceret sine komponenter med en legende lethed, så både billede og lyd sitrer af energi og filmisk kærlighed. Desuden er Ryan Gosling übercool og volden smuk. Refn har bestemt rykket sig siden sin rolle som monstret Glubsk – se ham iført monster-dragten HER.

2. Cold Fish (Instr. Sion Sono)
Vanvittig og vild japansk filmoplevelse, hvor alt synes at kunne ske og mere til. En film, der uden bekymringer kaster sig ud i en ambitiøs og forskruet fortælling, der byder på både maniske seriemordere og undertrykte instinkter i sin blotlæggelse af syge menneskelige og familiære relationer. Ubehagelig, charmerende og suveræn.

3. Black Swan (Instr. Darren Aronofsky)
Jeg kender flere, der fandt Aronofkys psyko-thriller-og-ballet-gyser Black Swan for karikeret og overfortalt, men jeg var vild med den bastante fortælling og symbolik. Det fungerede for mig og matchede medrivende både den smukke musik og ballet. Så absolut filmisk fryd og rå power i billede og lyd. Skønt.

4. Melancholia (Instr. Lars von Trier)
“En smuk film om Jordens undergang” var hvad Trier i sin tid lovede og det er godt ramt. Skræmmende smuk og romantisk melankoli spundet i en til tider næsten plastisk æstetik. Lækkert og sådan lidt for meget af det gode (altså på den gode måde). Heldigvis er dette en undergang, man modsat filmens medvirkende kan opleve igen.

5. The Tree of Life (Instr. Terrence Malick)
Et abstrakt, ekspressionistisk og mystisk billedværk, men også nærværende og med kærligheden som fakkelbærer gennem mørket. Men al analytisk sniksnak og ordgøgl til side, så blev jeg ganske enkelt bare revet med af den både smertelige og smukke historie – lige fra de enorme himmelhvælvingers gåder til det nære drama.

6. Rango (Instr. Gore Verbinski)
Sprudlende animationsfilm ledt an af Johnny Depp som kæk kamæleon. En film, der bobler af visuel opfindsomhed, fortælleglæde og vidunderligt skæve karakterer. En herlig genre-bastard og ikke mindst uhyggeligt smukt animeret. Lige fra surreelle drømmesyner og vidtstrakte ørkenlandskaber. Et vildt visuelt western-ridt.

7. Kongens store tale (Instr. Tom Hooper)
En ganske enkelt velfortalt og gribende historie om et stærkt venskab og om at overvinde egne svagheder og finde en styrke, man ikke troede mulig at grave frem. Colin Firth og Geoffrey Rush er her den sprængfarlige duo, der giver liv til de vittige og veldrejede dialoger. Scenerne mellem dem er elektriske og elegante. Forrygende.

8. Hanna (Instr. Joe Wright)
Stilbevidst og hjertebankende smuk actionfilm, hvor man forføres af både et sneklædt Finland og videre til Berlins pulserende liv. Det heftige soundtrack leveres af The Chemical Brothers, mens Saoirse Ronan er både sart og sejlivet som en tøs på flugt fra Cate Blanchett som stram CIA agent. En af årets overraskelser.

9. True Grit (Instr. Ethan Coen og Joel Coen)
Coen-brødrene leverer med deres westen en film, der lever af klassiske dyder som solide og interessante karakterer, en gribende historie og spændstig dialog samt bjergtagende billeder. Jeff Bridges er svært charmerende som den snøvlende Cogburn, mens Hailee Steinfeld næsten stjæler billedet som den rappe tøs Mattie.

10. 127 Hours (Instr. Danny Boyle)
Selvom filmen stort set kun udspiller sig med James Franco klemt fast imellem to klippevægge, så holder Boyle medrivende liv i dramaet. Her er følelser som ensomhed, egoisme og afsavn hele vejen relaterbare, ikke mindst takket være en fremragende Franco. En både opløftende og visuelt forførende film.

Det er svært at udpege blot 10 film, ikke mindst når det kommer til at sortere i titlerne på listens sidste plader. Anyways, jeg tillader mig lige at fremhæve andre solide filmoplevelser fra 2011.

Året bød bl.a. også på time-bender-sci fi med Source Code, en flot afslutning på sagaen med Harry Potter og Dødsregalierne del 2, håndholdt alien-film i jungledybet med Monsters, candyfloss-overkill med Sucker Punch, den intense Winter’s Bone, Christian Bale i junkie-hopla med The Fighter, Mads Brüggers vanvidstur til Afrika i Ambassadøren, græsk bizarro med Dogtooth, hjerteskærende kærlighedsknuder med Blue Valentine, abeskøn action med Abernes Planet: Oprindelsen, den vildt sjove Bridesmaids, neonoplyst syretrip med Enter the Void, gangsterdramaet Animal Kingdom, uhygge med Insidious og det gribende vampyr-remake Let Me In.

Igen i år fik jeg mange af årets bedste filmoplevelser på den københavnske filmfestival CPH PIX. Jeg har dog valgt kun at inkludere én enkelt på min top 10 (Cold Fish), da her jo ikke er tale om en egentlig dansk biograf-distribution, men mere en eksklusiv visning. Men der er flere, der er værd at nævne.

Bl.a. det spruttende menneskemonster Tetsuo: The Bullet Man, den vanvittige og morsomme Big Man Japan, skamløs underholdning med Super, samurai-action med 13 Assassins, opfindsomt blodige mord med Dream Home, pulserende politi-thriller med Fire of Conscience, den isnende The Housemaid, lavmælt kannibalisme med We Are What We Are og exploitation med Hobo with a Shotgun.

Der er også titler, jeg desværre ikke har nået at se, men som jeg vil nuppe i 2012, bl.a. In Time, X-Men: First Class, Moneyball, Kill List, Midnight in Paris, Huden jeg bor i, Submarine, Contagion, Beast, 50/50 og The Girl with the Dragon Tattoo.

– Læs om alle mine filmoplevelser på CPH PIX 2011 HER.
– Læs også mine top 10-lister for bedste film for 2009 og 2010.

Top 10 – de bedste film fra 2010

Det er tid til at se tilbage på filmåret 2010. Det var umiddelbart ikke det stærkeste filmår, men da jeg løb min liste igennem, så det alligevel ikke helt sløjt ud. Jeg kan dog ikke udpege én absolut bedste film. Jeg har simpelthen savnet filmen, der slog benene totalt væk under mig. Ikke desto mindre har året bestemt budt på mange store filmoplevelser. Årets top 10 over de bedste film er listet i vilkårlig rækkefølge og valgt ud af de film, som har haft dansk biografpremiere det forgangne år.

Kick-Ass (Instr. Matthew Vaughn)
Helt og aldeles suveræn superhelte-underholdning, der giver den til tider fortærskede genre nyt liv. Volden er nådesløs, replikkerne rappe og karaktererne interessante. Hele farveladen bakkes op af et heftigt soundtrack og så efterlades man faktisk ikke følelseskold overfor vanviddet.

Where the Wild Things Are (Instr. Spike Jonze)
Filmatisering af den populære børnebog om drengen Max, der havner i landet med de store bæster. En både rørende, smuk og medrivende film om det at føle sig udenfor og misforstået. Bestemt ikke uden kant eller reel uhygge – og så har Karen O fra Yeah Yeah Yeahs leveret filmens fantastiske soundtrack.

The Social Network (Instr. David Fincher)
Tænkt at historien om tilblivelsen af Facebook kunne være så hamrende spændende og dramatisk, som tilfældet er med The Social Network. Men så igen, filmen handler jo ikke om Facebook, men bl.a. om ulykkelig kærlighed, magt og grådighed.

Scott Pilgrim vs. The World (Instr. Edgar Wright)
Der bliver i den grad gået til stålet i Edgar Wrights tredje spillefilm. Et visuelt overdådighedshorn, hvor computerspilsæstetik og tegneserievold blandes unikt og ubesværet med historien om den smaskforelskede Scott Pilgrim, der må bekæmpe sin udkårnes syv onde eks-kærester for at vinde kærligheden.

Amer (Instr. Hélène Cattet og Bruno Forzani)
Et nutidigt tag på en giallo – en italiensk thriller-genre med sin storhedstid i 70’erne med forgangsmænd som Dario Argento og Mario Bava. Den næsten ordløse film duperer med konstant smukke og gruopvækkende billeder, der åndeløst og intenst forenes med en dirrende og hypnotiserende lydside.

Fantastic Mr. Fox (Instr. Wes Anderson)
Vildt charmerede stop motion-film om en flok dyr, der ledt an af en snu ræv, den fantastiske Mr. Fox begiver sig ud på deres hidtil største hønsetyveri. Det er viril fortællekunst med øje for detaljen og ganske enkelt en film, der bugner af opfindsomhed og smittende legelyst.

Roman Polanskis Skyggen (Instr. Roman Polanski)
Polanski er en af undertegnede helt store favoritter og skuffede ikke med sin seneste film. En stemningsfuld og bundsolid politisk thriller, der udspilles i et klaustrofobisk og nærmest labyrintisk hus på en lille forblæst ø på kanten af det brusende hav.

Det hvide bånd (Instr. Michael Haneke)
Hvad er er ondskab, eller måske snarere, hvordan opstår den? Haneke folder elegant og med stoisk overblik sin sort/hvid film ud over mere end 2 timer, hvor vi dykker ned i et lille, indelukket tysk samfund i tiden før Første Verdenskrig bryder ud. En fascinerede film, der tager pusten fra en flere gange undervejs.

Inception (Instr. Christopher Nolan)
Det er slemt underholdende at se Nolan slippe sine vilde idéer løs med et budget, der kan matche de visuelle narrestreger. Æstetisk er Inception en drøm af en film, hvor vi væltes rundt i både velorkestreret vægtløs tilstand og forskellige bevidsthedsniveauer, alt imens vejene slår krøller i sindets afkroge.

Piranha 3D (Instr. Alexandre Aja)
Herlig uforpligtende splatter, hvor letpåklædte strandgæster bliver foder for en flok sulte piratfisk. Det er både dumt, fjollet og tåbeligt, men filmen er mindst ligeså underholdende, som de kaskader af blod, der skamløst sprøjter ud af alle tænkelig kropsåbninger.

Jeg smider også lige et par titler ind, som ikke nåede listen. Nogle var tættere på end andre, men alle bestemt seværdige film. Den dystopiske The Road, Martin Scorseses skumle Shutter Island, den franske fængselsfilm Profeten, den ubehagelige The Killer Inside Me, den hypnotiske Valhalla Rising og Pixars Toy Story 3.

Og så var CPH PIX igen i år garant for nogle af årets bedste filmoplevelser (læs alt HER). Bl.a. leverede Werner Herzog to pletskud, den udknaldede My Son, My Son, What Have Ye Done? og en rablende Nicolas Cage i The Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans. Herudover vil jeg også fremhæve den brutale Kinatay, den groteske The Human Centipede, den velorkestrerede Mother og ikke mindst den djævelsk gode The House of the Devil. Well – måske jeg bare skulle have lavet en top 20 …

Der er også titler, jeg desværre ikke har nået at se endnu, bl.a. Tron: Legacy, The Town, Buried og Somewhere. Dem snupper jeg i det nye år, som forhåbentlig byder på flere forrygende filmoplevelser.

– Læs også: De bedste film 2009

Top 10 – de bedste film fra 2009

Så er det blevet tid til at kaste et blik tilbage på filmåret 2009. Jeg har i den forbindelse lavet en top 10 over mine bedste filmoplevelser fra året, der nu er gået. Listen indeholder kun film, som har haft dansk biografpremiere eller er blevet vist på en af de danske filmfestivaler i 2009. Anyways – here we go.

1. Moon (Duncan Jones)
Det er virkelig en skam at Duncan Jones fremragende spillefilmsdebut Moon ikke fik en bred dansk distribution. For det er både smuk, stemningsfuld og tankevækkende science fiction, hvor Sam Rockwell imponerer i den altoverskyggende hovedrolle. Jeg var heldig at fange filmen på filmfestivalen CPH:PIX.

2. District 9 (Neill Blomkamp)
Et af årets helt store og positive filmoplevelser kom fra spillefilmsdebutanten Neil Bodenkamp. District 9 er ganske enkelt fantastisk fra start til slut og beviser at karakterdrevet science fiction ikke behøver gå på kompromis med hverken visuel idérigdom, bombastisk action eller svimlende special effects.

3. Antichrist (Lars von Trier)
Lars von Triers Antichrist er på en gang poetisk, perverteret og smuk filmkunst. Et angstfyldt og ondt mareridt, der forfører og frastøder i et og samme åndedrag. Kompromisløs, elegant, voldsom og med pragtpræstationer af Charlotte Gainsbourg og Willem Dafoe. En forrygende filmoplevelse. Elsk eller had den, men lov mig at se den!

4. Star Trek (J.J. Abrams)
Et fænomenalt og medrivende rumeventyr. Et særdeles vellykket reboot af den populære Star Trek-franchise med fuld tryk på kedlerne. Man ryger både frem og tilbage i tid og møder glubske monstre uden at filmen glemmer sine karakterer. Ubetinget underholdende.

5. Inglourious Basterds (Quentin Tarantino)
Skamløst underholdende krigsfilm a la Tarantino, som igen leverer velsmurte replikker og medrivende billeder. Og til trods for et stort persongalleri, var det Christoph Waltz, der med sit portræt af den ordekvilibristiske SS officer Hans Landa brændte mest igennem. Fantastisk

6. Watchmen (Zack Snyder)
En ikke alene overrumplende visuel oplevelse, men også en fortællermæssig dyb og eftertænksom film om småting som mennesket, verden, livet og døden. Og selvom filmen ikke matcher sit forlægs historiemæssige detaljerigdom, så leveres den ambitiøse historie troværdigt og medrivende.

7. The Wrestler (Darren Aronofsky)
En nedslidt wrestler, der forsøger at finde tilbage til livet og kærligheden kan lyde en kende corny. Det er bestemt ikke tilfældet. The Wrestler er ganske enkelt et usentimentalt og ægte stykke drama, som forhåbentlig lader Mickey Rourke forblive i rampelyset mange år endnu.

8. Synecdoche, New York (Charlie Kaufman)
Charlie Kaufmans instruktørdebut er et krøllet, forførende og medrivende drama. Her vendes eksistentielle temaer som livet, ensomheden, kærligheden og døden med en formidabel Philip Seymour Hoffman i hovedrollen. Et originalt og karakterdrevet drama, som hele vejen forløses med nærvær.

9. Zombieland (Ruben Fleischer)
Hvad er en top 10 liste værd uden zombier. Anyways, for selvom Zombieland langt fra er perfekt zombieunderholdning, så er det bestemt veloplagt zombiesmadder med rappe replikker, medrivende kills og en Woody Harrelson i zombiedræbende topform.

10. Observe and Report (Jody Hill)
Der skal også været plads til en komedie på listen, men det er nu heller ikke noget problem, når man kan hive en både grotesk og særdeles sorthumoristisk en af slagsen op af hatten. Amoralsk, over grænsen og overraskende voldelig. En sand fornøjelse.

Det er aldrig nemt at lave sådanne lister. Der vil altid være film, som også fortjener en plads. Jeg tillader mig derfor at nævne et par stykker uden for den forgyldte top 10. Jeg var bl.a. slemt underholdt af Sam Raimis tilbagevenden til gyset med Drag Me To Hell og så var det også en udsøgt fornøjelse at se den ultrasplattede Tokyo Gore Police blandt marmorstatuer på Glyptoteket under CPH:PIX. Paranormal Activity var også en herlig hårrejsende overraskelse, mens Coraline var en i særdeleshed forførende og eventyrlige film – og senest tryllebandt Terry Gilliam mig med The Imaginarium of Doctor Parnassus.

Men ligesom der er film, der ikke kom med på listen, er der også film, jeg af uransagelige årsager ikke fik set i løbet af året. Det gælder bl.a. Pixars UP, Coen-brødrenes A Serious Man, Sam Mendes Revolutionary Road, The Hurt Locker og Waltz with Bashir. Dem glæder jeg mig til, at få set i hjemmebiografen i det kommende år.

Jang og de desperate mænd

I forbindelse med udgivelsen af Nicolas Winding Refns seneste film, Bronson, har jeg kigget lidt nærmere på instruktørens øvrige film.

Tilbage i 1996 bragede Winding Refn – også kaldet Jang – gennem det store lærred med spillefilmsdebuten Pusher. Det var håndholdt desperation med Kim Bodnia i hovedrollen som dopedealeren Frank, der ”skulder” Milo (Zlatko Buric) penge. Tre år senere fulgte han succesen op med Bleeder (1999). Igen var Kim Bodnia, Mads Mikkelsen og Zlatko Buric med – og igen ledte Bodnia an. Denne gang som Leo, der ikke kan forholde sig til sit liv og langsomt går op i limningen.

Kim Bodnia i "Pusher"

Herefter drog instruktøren til udlandet for at indspille den engelsksprogede Fear X (2003). Her finder man John Torturro i hovedrollen som Harry, der i et forsøg på at opklare mordet på sin kone begynder at miste besindelsen. Filmen var en kunstnerisk succes og fortalte sin historie med et andet og mere roligt filmsprog, end hvad Refn tidligere havde leveret med sine håndholdte adrenalinindsprøjtninger. Fear X blev modtaget godt af anmelderne – men var bl.a. pga. pengeproblemer og anden produktions-polemik med til at sende Jang til økonomisk tælling med et konkursramt produktionsselskab.

John T i Fear X

John Torturro i "Fear X"

Der skulle nu penge i kassen. Fallitten skulle vendes til profit, så Jang fortsat kunne være en spiller på filmscenen. Planen blev at lave to efterfølgere til debut-successen, nemlig Pusher II (2004) og Pusher 3 (2005). På bare et år både skrev, producerede og indspillede den pressede instruktør de to film. En stresset og energifyldt proces, man kan følge i den fine dokumenter Gambler fra 2006, som går tæt på Refn i den stormombruste periode.

Pusher II kom i kassen og blev en stor succes. Publikum gik i biografen og anmelderne stod i kø for at rose filmen, ikke mindst Mads Mikkelsens præstation i rollen, som den forsømte Tonny. Året efter landede så Pusher 3 med den bombastiske undertitel Angel of Death. Denne gang med Zlatko Burics karakter Milo i centrum. Den fik ikke nær samme positive modtagelse, det selvom filmen er en fremragende skildring af en mands håbløse kamp for at holde sig oven vande.

Z B i Pusher 3

Zlatko Buric i "Pusher 3"

Inden turen kom til den nu aktuelle Bronson (2008), var Refn et smut forbi DR2 programmet den 11. time hvor han i en interviewrække udleverede sig selv for åben skærm, komplet med tårevæddet ansigt og efterfølgende overskifter på spisesedlerne. Om det hele blot var spil for galleriet står uklart, men det gav instruktøren en del spalteplads. Med Bronson er Refn så tilbage i sit rette element, som filminstruktør.

Tom Hardy i Bronson

Tom Hardy i "Bronson"

Forude venter allerede endnu en film af Refn, nemlig vikingefilmen Valhalla Rising med en stum Mads Mikkelsen i rollen som krigeren One-Eye. Filmen har premiere d. 19. marts næste år.