Anmeldelser – Side 90 – Filmskribenten

OLDBOY: Ondt remake mangler tyngde, pondus og nærvær

4. december 2013/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Intet er længere helligt, hvad genindspilninger angår. Fred med det, for jeg har som sådan ikke noget imod remakes. Der er da også lavet flere både gode og fremragende af slagsen, hvilket oftest er tilfældet, når der gøres noget nyt med forlægget. Det gælder imidlertid ikke Spikes Lees remake af sydkoreanske Park Chan-wooks mesterlige original fra 2003. Men okay, lad mig holde fokus på remaket.

Josh Brolin spiller den alkoholiserede og usympatiske forretningsmand Joe Doucett, der vælter sig selvdestruktivt mod afgrunden. Efter endnu en spritstiv nat bliver hans tømmermænd dog hans mindste bekymring. Han vågner nemlig op i, hvad der ligner et hotelværelse. Det er imidlertid ikke tilfældet. Han er nemlig spærret inde på værelset, der skal vise sig at blive hans hjem de næste 20 år, inden han sættes fri.

Han får ikke at vide, hvorfor han holdes fanget eller hvorfor han de mange år senere slippes fri. Men en ting ved han og det er, at han vil hævne sig på dem, der står bag. Således følger man Joe på en brutal rejse for at finde frem til årsagen bag tilfangetagelsen – en rejse, der går gennem hævn, vold, anger og mulig soning. Ja, du gættede rigtigt, her gælder det selvfølgelig både en ydre og indre rejse.

Joe må nemlig kigge tilbage på sit liv for at finde svar. En fortid fyldt med fejl, fjender og uforsonlige handlinger. Desværre savner denne eksistentialistiske og menneskeligt udmattende rejse tyngde og troværdighed. Den fremstår mere postuleret end egentligt følelsesmæssigt engagerende. Manuskriptet savner nuancerne og karakteren nærvær – hvilket et par malplacerede forsøg på humor kun er med til at underminere. Du ved, en netop frisat Joe, der forbavses over internettet og en iPhone.

Brolin gør dog sit for at forløse sin karakters kompleksitet – en mand, der tvinges til at stå ansigt til ansigt med indre dæmoner og egne fejl, for herigennem at acceptere og håndtere sin fortid i jagten på soning med sig selv og sin omverden. Brolin formår bare ikke for alvor at give Joe den vrede og frustration eller det vanvid og den determination, der følger med karakteren. Hele den forvandling Joe undergår, får aldrig den fylde og den pondus, der sigtes efter. Det forbliver ved en ujævn forløsning af et en smule stift manuskript.

Hertil kommer filmens herligt excentriske skurke, blandt andet Samuel L. Jackson med hanekam. Men disse farverige karikaturer synes mere at tilhøre tegneserieland, end i dette onde dyk ned i en bundrådden menneskesjæl. Når alt dette dog er sagt, så er filmen ikke helt ueffen. Volden er ofte brutal, stemningen trykkende og så sættes der en djævelsk slutspurt ind de sidste tyve minutter, hvor den grusomme konklusion sender publikum ud af biografen med en knude i maven.

– ‘Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Oldboy | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:

Originaltitel: Oldboy, USA, 2013
Premiere: d. 5. december 2013
Instruktion: Spike Lee
Medvirkende: Josh Brolin, Elizabeth Olsen, Samuel L. Jackson, Sharlto Copley m.fl.
Spilletid: 104 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

MANBORG: Yderst underholdende no-budget science fiction-sjasker

4. december 2013/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

DVD-ANMELDELSE: Okay people, den her skal I se. Manborg er nemlig en yderst charmerende og herlig skramlet science fiction-sjasker. En film lavet for en 20’er, men med et overskud af kærlighed til både 80’er-action og gamle computerspil. Med andre ord en energisk no-budget fremtidsbastard med både vilde mostre og vamle robotter.

Som du måske har luret, så følger man i filmen Manborg – du ved, halvt menneske og halvt cyborg. Han går sammen med tre andre kulørte typer til kamp mod en hær af ækle nazi-monstre, der ledes an af den grumme Count Draculon. Han viser sig dog overraskende nok at have en romantisk side. Og det der med overraskelser, er noget filmen byder på op til flere gange.

For lige som man tror, man har set det hele, foldes der endnu en snasket og spruttende scene ud. Ja, nogle vil nok kalde det kitsch, kult eller dårlig smag, men det vil jeg skide på. For det er ganske enkelt bare pokkers god stil. Så fuck jer, prætentiøse typer, der kan lide film, fordi I synes, at de er så dårlige, at de er gode. Manborg er bare et fucking underholdende sci fi-kick.

Hertil kommer, at det tungt dundrende og labre synthesizer-score skaber lækker atmosfære og pumper liv i strabadserne, hvor man finder skønne stopmotion-monstre samt selvgjorte special effects. Et indtagende univers af VHS-drømme, hologrammer og kærlige referencer til film som The Terminator og RoboCop. Ja, Manborg er både morsom, veloplagt og voldsom. Jeg sagde det jo – den skal du se.

Filmen – Manborg, 4/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmens low-budget feel og skramlede look gengives komplet med støj, ridser og buler og et ofte blødt billede. Det ser med andre ord ud som man kunne forvente sig af en VHS-elskende film, mens også lydsporet spiller og skramler derudaf. Denne rustne billed- og lydside er en del af charmen, men altså ikke det teknisk mest eksemplariske dvd-mediet kan tilbyde.

Ekstramaterialet byder på forlængede/slettede scener (6 min.), der mest udmærker sig ved, at man ser under hvilke skramlede forhold, filmen er blevet til i. Ja, en eller anden beskidt garage med et grønt stykke stof, der skal gøre det ud for en green screen. Den noget tilfældigt sammensatte behind the scenes er mere sjov og ballade fra produktionen (23 min.), mens der også er fjollede fraklip (5 min.), samt lidt om tilblivelsen af effekterne (2 min.) og slutteligt en række korte interviews (21 min.).

Ekstramateriale 3/6 | Billede 4/6 | Lyd 4/6

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.

[tabgroup][tab title=”Manborg | dvd-anmeldelse”]Samlet vurdering af dvd-udgivelsen 4/6:

Originaltitel: Manborg, USA, 2011
Udgivelse: d. 21. november 2013
Instruktion: Steven Kostanski
Medvirkende: Matthew Kennedy, Adam Brooks, Meredith Sweeney m.fl.
Spilletid: 72 min.
Udgiver: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

THE PURGE: Ethan Hawke kan ikke stille noget op med slatten thriller

3. december 2013/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

BLU-RAY-ANMELDELSE: Året er 2022 og USA har efter en voldsom krise fundet løsningen på arbejdsløshed og kriminalitet. Én gang om året er alt nemlig gjort lovligt i 12 timer – inklusiv mord. Denne ene nat virker altså som ventil for samfundet, der således giver afløb for hadet og volden, hvilket har fået USA på fode igen. Vi følger i The Purge således en rig familie i disse farlige timer i deres topsikrede hus – der selvfølgelig ikke er så topsikkert alligevel.

Så mens nogle går amok og dræber, forskanser andre sig. Ja, lad lige den præmis fise ind. Nej vel, den er sgu svær at sluge. Filmen forsøger ellers at give konceptet lidt troværdig tyngde ved at lade eksperter på tv udtale sig om denne katarsis-udøvende nat. Men rent faktisk bliver den ekstreme præmis aldrig for alvor udforsket. Hverken de politiske kvæk om økonomi og samfundslag, eller tematikker som vold, moral og menneskelighed bliver udforsket nævneværdigt.

De mere komplekse aspekter af præmissen forbigås og man får altså en home invasion-film fri af tematisk tyngde. Fair nok, men desværre fungerer The Purge heller ikke på det plan. Hvor andre film i genren, så som Straw Dogs, Funny Games og Panic Room, leverer nervepirrende klaustrofobi, adrenalinfyldt vold og intens spænding, må man her kigge langt efter noget, der bare minder en smule om fugtige håndflader.

Til gengæld er der rigeligt med plothuller og et cast, der opfører sig mere eller mindre dumt. Ethan Hawke får dog som den beskyttende familiefar aktiveret en smule engagement, mens man følger, hvorledes alt kører af sporet for hans familie, der ellers har forskanset sig efter alle kunstens regler. For blandt andet har datterens kæreste gemt sig i huset og konfronterer efter aflåsningen farmand, mens familiens søn med overraskende lethed får afsikret huset for at lukke en hjemløs mand ind, der bankede på deres dør. Nej, man køber den sgu ikke.

Men løjerne optrappes yderlige, da en flok maskeklædte unge banker på døren med pistoler og macheter i hånden samt godt med karikeret overspil. Den hjemløse mand, som sønnen lukkede ind, var nemlig deres bytte og åbenbart også eneste mulighed for ’udrenselse’. Så hvis ikke familien udleverer ham, vil de bryde ind og myrde hele familien. Ja, de bryder selvfølgelig ind, og så står den ellers på en tamt eksekveret katten-efter-musen-pølse.

The Purge har altså ikke mange trumfkort i hånden – hverken som en dyster og tankevækkende fremtidsvision, som medrivende home invasion-thriller eller som blodig exploitation. Og nej, det forudsigelige twist i filmens finale redder altså ikke filmen på målstregen, der trods alt nås efter små 85 minutter.

Filmen – The Purge, 2/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen ikke er det store, men Blu-ray-udgivelsens tekniske side er fremragende. Billedet står veldefineret, hvor de mange mørke scener har solid kontrast, fine nuancer og god detaljegrad. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse med sine dynamiske niveauer, der fornemt balancer de forskellige elementer. Ekstramaterialet er en tam omgang. Her får man kun en ok, men også overfladisk making of, hvor blandt andet historien, karaktererne og de politiske tematikker vendes (9 min.).

Ekstramateriale 1/6 | Billede 5/6 | Lyd 5/6

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.
– Læs også min anmeldelse af en anden home invasion-fuser, You’re Next HER. [tabgroup][tab title=”The Purge | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 3/6:

Originaltitel: The Purge, USA, 2013
Release: d. 28. november 2013
Instruktion: James DeMonaco
Medvirkende: Ethan Hawke, Lena Headey, Max Burkholder m.fl.
Spilletid: 85 min.
Distributør: Universal Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

THE WOLVERINE: Hugh Jackman hvæsser kløerne som forpint mutant på afveje i Japan

1. december 2013/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

BLU-RAY-ANMELDELSE: Hugh Jackman hvæsser atter kløerne i rollen som den brovtne mutant med hår på brystet i The Wolverine. Her møder vi en fortvivlet Wolverine aka Logan med fuldskæg og langt hår, der bor isoleret i en skov. Ja, han sporter det klassiske hjemløse-look, så man ikke er i tvivl om, at han går og grubler over noget – blandt andet sin egen udødelighed, en forpint fortid og ikke mindst sin status som helt.

Men selvom Logan har lagt helterollen på hylden, trækkes han snart ind i manegen igen. For en dag tropper den rødhårede Yukio op for at tage Logan med til Japan, hvor hendes chef, den stenrige forretningsmand Yashida, ligger for døden. Han vil nå at takke Logan for at have reddet sit liv for år tilbage. Men selvfølgelig venter der en overraskelse eller to i samuraiernes hjemland.

For Yashidas barnebarn Mariko, der er arving til det enorme imperium får snart brug for Logans beskyttelse, da både ninajer, yakuzaen og den giftige mutant, Viper, er i hælene på hende. Så mens Logan forsøger at få styr på sin eksistentielle krise, skal han også lige ondulere diverse bad guys. Og her er faktisk en ganske fin balancegang mellem karakterdrevet drama og ferme actionsekvenser – selvom ingen af delene for alvor letter fra jorden.

Men blandt andet sætter en slåskamp på taget af et tog adrenalinen i gang. Her er det altså ikke storbyer, der smadres til ukendelighed, hvilket ellers synes at være blevet normen for superheltefilm. Her gælder det derimod en mere intim historie og velafmålte doser af action, og altså ikke Jordens skæbne eller oppustet CGI-rabalder. Det er sgu lige før, jeg glemmer fadæsen X-Men Origins: Wolverine fra 2009.

Desværre mistes grebet en smule om historien, mens det hele sættes over styr i en unødvendigt larmende, men ganske cool finale, der står i kulørt kontrast til filmens ellers mere jordnære strabadser. Man skal undervejs også sluge et par akavede forsøg på humor, som blandt andet da Wolverine skal bades af to stramme japanske tanter, eller da han bliver nødt til at tjekke sig ind på et elskovshotel.

Heldigvis får filmen dog rettet op på den kollisionskurs, der ellers anes i de første fem minutter, som blandt andet byder på en tissende CGI-bjørn og en dobbeltdrøm – du ved, Logan, der vågner op fra en drøm, der viser sig også at være en drøm. Så selvom The Wolverine er en smule ujævnt afviklet og ikke kommer helt vellykket i mål, er det en delvist vellykket superheltefilm.

Filmen – The Wolverine, 3/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig virkelig godt på Blu-ray. Billede står farvemættet, veldefineret og detaljerigt, lige fra de heftige actionscener til nærbilleder af en skulende Wolverine. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse og spiller både dynamisk og medrivende med klare og velbalancerede niveauer. Ekstramaterialet er endvidere helt ok.

Først og fremmest får man en 12 minutter længere udgave af filmen, der byder på mere vold og blod samt bandeord og mere dialog. Det er ikke noget, der radikalt ændrer filmen, men lidt mere vold er kun en god ting. Herudover får man en femdelt dokumentar, der blandt andet ser på tegneserieforlægget, filmens design og Jackmans træning og arbejde med sin karakter (54 min.). Videre er der en alternativ slutning (2 min.) samt et informativt kommentarspor med instruktør James Mangold, hvilket fans af Marvel og Wolverine fint kan få noget ud af.

Ekstramateriale 4/6 | Billede 5/6 | Lyd 5/6

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Wolverine | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:

Originaltitel: The Wolverine, USA, 2013
Udgivelse: d. 28. november 2013
Instruktion: James Mangold
Medvirkende: Hugh Jackman, Rila Fukushima, Will Yun Lee m.fl.
Spilletid: 126 min.
Udgiver: 20th Century Fox[/tab][/tabgroup]

NOW YOU SEE ME: Heist-trylleri er mere flad CGI end rigtig magi

30. november 2013/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

BLU-RAY-ANMELDELSE: Selvom trylle-thrilleren Now You See Me langt fra er den omgang intelligente heist-underholdning, den gerne vil være, er tryllerierne ikke uden en vis tempofyldt underholdningsværdi. Desværre er der bare mere tale om computerskabt og usandsynligt lir end reelt overraskende magi, når de fire tryllekunstnere afvikler deres storstilede numre.

Her møder man en selvcentreret Jesse Eisenberg, en tjekket Isla Fisher og en tankelæsende Woody Harrelson, mens Dave Franco forbliver en ret så anonym karakter i firkløveret. Men egentlig kommer man ikke til at kende nogen af dem videre godt. Her gælder det mere om at dupere med trylleri og en plotvridende fortælling, end at engagere med interessante karakterer. Fair nok.

Der er da også fart over feltet, hvor særligt den første halve time fænger med noget af den magi resten af filmen mangler. Her bliver de fire tryllekunstnere ført sammen af en ukendt bagmand, der giver dem instrukser om at udføre et vovet nummer foran tusindvis af publikummer. Fra scenen i Las Vegas røver de således en bank i Paris og lader til alles forbløffelse de mange pengesedler regne ned over publikum.

En forvirret Mark Ruffalo agerer FBI-agenten, der sammen med Mélanie Laurent som utroværdig Interpol-kollega skal opklare den mærkværdige sag. Men en tryllekunstner afslører som bekendt aldrig sit trick – og hvad gør man så? Inden længe venter næste magiske kup, hvor agenterne kæmper mod tiden, mens tryllekunstnere lægges under stadigt hårdere pres fra ordensmagten. Og hvem er den mystiske bagmand i grunden?

Men lidt på samme måde som Paris-kuppet bliver forklaret og herved mister magien, på samme måde går luften af filmen, der ikke formår at stable nævneværdig spænding på benene. Det fængende plot udebliver ganske enkelt, hvor man i stedet får serveret svært fordøjelige forviklinger samt en finale, der langt fra er det medrivende pay-off, der eller flittigt lægges op til.

Så selvom det ivrige cast peppes op af altid seværdige Michael Caine og Morgan Freeman, er det ikke nok til at redde tryllerierne ud af middelmådighedens dynd af fortænkte plottwists og lidt for lette løsninger skabt med computermagi. Heldigvis holdes der et fint tempo, som desuden gør det svært at holde styr på alle plothullerne – jep, nothing but smoke and mirrors.

Filmen – Now You See Me, 3/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Mens filmen har sine skavanker, er Blu-ray-udgivelsens billed- og lydside en helt anden fornøjelse. Billedet står klart, skarpt og detaljerigt, mens lydsporet spiller dynamisk og klart med velbalancerede niveauer. Filmen menfølger som dvd, men er gemmer ikke på noget som helst ekstramateriale.

Ekstramateriale 0/6 | Billede 5/6 | Lyd 5/6

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Now You See Me | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 3/6:

Originaltitel: Now You See Me, USA, 2013
Premiere: d. 21. november 2013
Instruktion: Louis Leterrier
Medvirkende: Mark Ruffalo, Jesse Eisenberg, Woody Harrelson, Mélanie Laurent, Isla Fisher, Dave Franco, Michael Caine, Morgan Freeman m.fl.
Spilletid: 115 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

ENDER’S GAME: 12-årig knægt trænes til at redde Jorden fra grumme rumvæsner

27. november 2013/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Der er rift om at overtage tronen efter Harry Potter har sendt Hermione hede blikke for sidste gang og det der Twilight-helvede endelig har nået sin ende. Nu melder science fiction-filmen Ender’s Game sig så på banen – og det er bestemt ikke nogen dårlig kandidat til at hive skejser op af lommerne på de købestærke, unge mennesker. For her er tale om flot og medrivende fremtidsbulder, der ikke taler ned til publikum, men leverer sin historie med engagerende alvor og befriet for påtagede romancer.

Med rumskibssvung og skydegale rumvæsner sparkes filmen brølende i gang. Året er 2086 og Jorden er under angreb af aliens, men reddes i sidste øjeblik fra den nådesløse invasion. Vi springer herefter 70 år frem i tiden, hvor man siden angrebet har forberedt sig på, at de fæle bæster skulle vende tilbage. Man træner derfor børn til at blive krigstaktiske ledere, der vil kunne vinde en kommende intergalaktisk krig.

En af disse børn er den 12-årige Ender Wiggin. Han udviser enestående evner ud i taktisk tænkning og har lederegenskaber, hvorfor han optages på Battle School. Ja, børnesoldater med en hær af rumskibe i ryggen. Ender må nu forlade sin familie for at blive trænet af benhårde militærfolk. Ikke nok med det, Ender udpeges som holdets vidunderbarn, hvilket afføder misundelse og han holdes derfor ude af fælleskabet. Ja, den stakkels knægt isoleres socialt, men forsøger at vende det til sin styrke.

Filmen er baseret på bogen af samme navn fra 1985, den første i en række bøger. Så der er nok af materiale for Hollywood, hvis succesen vel at mærke kommer i hus. Men mon ikke det sker. Her er i hvert fald tale om en tempofyldt film med et i udpræget grad smukt realiseret fremtidsunivers af rumskibe og vægtløse rum. Men netop filmens tempo er også med til, at historien til tider virker forceret – man hopper ganske enkelt fra det ene plotpunkt til det næste, før man nærmest når at følge med.

Dette gør desværre, at filmen til tider føles en smule overfladisk, simpelthen fordi karakterudviklingen ikke når at rodfæstne sig. Det er en skam, for her er masse af dramatisk guf at komme efter. Helt konkret det kyniske hierarki, som Ender indgår i på skolen og ikke mindst det enorme pres, han er under. Mens også temaer som venskab, fælleskab og selvopofrelse er på menuen, samt selvsagt samfundsmæssige problematikker om og hvad man vil ofre i krigens navn.

Man skal selvfølgelig også lige sluge, at her er tale om, at en 12-årig knægt skal redde Jorden. Men Asa Butterfield gør det virkelig godt i titelrollen – en overraskende kalkulerende knægt, der dog bløder op undervejs. En gnaven og autoritær Harrison Ford er desuden god som oberst Graff. Men på trods af sin til tider lidt forjagede plotafvikling er Ender’s Game en flot og medrivende film, der aldrig keder, men som desværre altså ikke helt får givet sine karakterer og tematikker pondus nok.

– ‘Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Ender’s Game | Biografanmeldelse”]Vurdering 4/6:

Originaltitel: Ender’s Game, USA, 2013
Premiere: d. 28. november 2013
Instruktion: Gavin Hood
Medvirkende: Harrison Ford, Asa Butterfield, Hailee Steinfeld m.fl.
Spilletid: 114 min.
Distributør: Walt Disney[/tab][/tabgroup]

INSIDIOUS 2: Skræmmende to’er giver en fuck for logik

27. november 2013/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Okay, hør lige her engang, jeg er skrækfilmsfan med stort S og er normalt ret svær at skræmme. Men James Wan får sgu skovlen under mig igen og igen. Senest med hans isnende uhyggelige The Conjuring (læs min anmeldelse her) og nu med fortsættelsen til hans ulmende onde Insidious fra 2011. Insidious 2 fortsætter lige efter, den første film slap… og gruen fortsætter i den grad.

For godt nok blev familien Lamberts søn i sidste øjeblik reddet ud af kløerne på en fæl dæmon, men ondskaben er langt fra færdig med at hjemsøge familien. Faderen Josh har nemlig – som vi erfarede i den første film – fra barnsben været udsat for lignende grusomheder. Derfor må familien nu med hjælp fra eksperter ud i det overnaturlige kigge tilbage i tiden for finde en måde at stoppe de fæle gespenster på.

Historien bugter sig således sprælsk mellem fortid og nutid, mens man selvfølgelig også kommer en tur ind i det mystiske The Further, som man blev præsenteret for i forgængeren – en art limbo mellem de levende og dødes verden. Således udbygges filmens univers og mytologi, mens ens håndflader bliver fortsat fugtigere. Men hvor den første film var relativt stramt fortalt, skejer to’eren helt ud – og det holder.

For plottet slår flere krøller end jeg her kan ridse op, mens logikken også bliver sendt på porten op til flere gange. Der hersker med andre ord en nervepirrende uforudsigelighed, hvilket også gør, at det i højere grad er den urovækkende stemning, der bærer filmen, end et fuldt forståeligt plot. Filmen agerer altså oftere som et ondt mareridt, der fucker vellykket med logikken og lever af frygten alene.

For den får alt, hvad den kan trække af knirkende døre, vamle skygger, øde huse og mørke kældre. Men selvom James Wan kan sin horror-ABC, rammer han ikke hele vejen alle toner lige rent, mens dialogen til tider bliver en smule stivbenet. Det ændrer imidlertid ikke på, at her er tale om en gyserfilm, der rent faktisk er pisseuhyggelig og formår at fastholde gruen – hvilket desværre gælder alt for få skrækfilm.

Ganske vist er klichéerne til at få øje på, men de er en del af charmen og virker ikke bedagede, men er derimod veloplagt og skræmmende godt leveret. For gyset fungerer så absolut, når James Wan spiller op til sprælsk dødedans med velkoreograferede kamerature, der guider publikum forskræmte ind i mørket, mens musikken kryber koldt ned af ryggen. Ja, Held og lykke med din nattesøvn, efter du har set Insidious 2.

– ‘Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Insidious 2 | Biografanmeldelse”]Vurdering 4/6:

Originaltitel: Insidious: Chapter 2, USA, 2013
Premiere: d. 28. november 2013
Instruktion: James Wan
Medvirkende: Patrick Wilson, Rose Byrne, Lin Shaye, Ty Simpkins, Barbara Hershey m.fl.
Spilletid: 106 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

YOU’RE NEXT: Uventede gæster byder på klodset massakre

27. november 2013/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Jeg sætter lige så meget pris på et godt og grumt drab som enhver anden horrorfilmsfan. Men selvom der deles ud af blodige drab i home invasion-slasheren You’re Next, er det en slap og klodset omgang horror indeholdende sin del af fake scares og plothuller. Der serveres ellers hele ti mulige ofre for de tre mordere, som invaderer det store, knirkende og selvfølgelig ødeliggende hus, hvor familien Davison er samlet.

For ligesom familien har sat sig til bords, flyver en pil hvislende ind gennem vinduet for resolut at bore sig gennem skallen på det første offer. Herfra bryder helvede løs. Panisk forsøger søskendeflokken, deres kærester og forældreparret nu at forskanse sig mod den ydre trussel. Det er selvfølgelig ikke så lige til, og da slet ikke når den udsatte familie handler så ulogisk på den ekstreme situation.

For gang på gang må man ryste på hovedet over hvordan de håndterer den dødelige kattepine. Jeg mener, hvem pokker vil sende deres datter ud af huset for at nå hen til en af bilerne lige efter et blodigt drab, og ikke mindst når de ved, at morderne gemmer sig derude i mørket? Nej, ingen. Det er blot et af mange eksempler på de mere eller mindre utroværdige handlinger, filmen byder på.

Hertil kommer den klodsede dialog, der skærer handlingen ud i pap og overfortæller, hvad familiemedlemmerne tænker og føler. På samme måde virker reaktionerne på massakren ikke videre overbevisende. Det er mest af alt tilfældige udbrud af skrig og skrål, og ikke følelser, der indgyder mavevridende sorg eller gøder jorden for hævntørst. Desuden kommer familiemedlemmerne og deres interne stridigheder aldrig for alvor i spil.

Det kunne ellers have bidraget med mere dramatisk dynamik i den jagede flok og have nuanceret nedslagtningerne samt bidraget til ens indlevelse i de brutale løjer. I stedet efterlades man mere eller mindre kold overfor drabene. Filmens tone spjætter desuden noget ubeslutsomt afsted. Der smides således et par sorthumoristiske kvæk ind i møllen undervejs, hvilket blot virker ude af trit med den ellers grundlæggende alvorlig og urovækkende tone, filmen forsøger at opbygge.

Når alt det er sagt, så byder filmen trods alt på et par brutale drab, hvor der både kommer økser, kødhamre og macheter i spil. Det er dog ikke nok til at redde denne ujævne og uengagerede home invasion-fuser. Dertil er manuskriptet for klodset, spændingen flad og karaktererne for uinteressante. Og så er der desuden ingen anden grund til at morderne bærer dyremasker, end at det ser cool ud. Ja, stil over logik – og slut prut på en flad fuser.

– ‘Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”You’re Next | Biografanmeldelse”]Vurdering 2/6:

Originaltitel: You’re Next, USA, 2011
Premiere: d. 28. november 2013
Instruktion: Adam Wingard
Medvirkende: Sharni Vinson, Joe Swanberg, AJ Bowen m.fl.
Spilletid: 94 min.
Distributør: Scanbox Vision[/tab][/tabgroup]

JOHN DIES AT THE END: Syre og spruttende sprælsk vanvidsridt på tværs af dimensioner

27. november 2013/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Der skrues i den grad op for det spruttende og kulørte vanvid med Don Coscarellis syrede John Dies at the End. Her boltrer det sprælske plot sig legende og veloplagt hele vejen igennem filmens fascinerende og forskruede univers, hvor historien tager sig op til flere både groteske og ikke mindst overraskende drejninger undervejs.

Men hvad handler filmen så egentlig om? Tja, lidt af hvert og en del mere. Men det er noget med et stof, der giver dem, der tager det, evnen til at se ind i fremtiden samt muligheden for at komme i kontakt med andre dimensioner. Vennerne John og Dave prøver stoffet, hvilket sender dem ud på en kringlet rejse, der slår smut med tiden og sender bizarre monstre i deres retning. Så ja, det er sgu bare med at hænge på.

Man må med andre ord selv forsøge at finde meningen, der måske, måske ikke gemmer sig et sted i det herligt udknaldede plot. Eller man kan overgive sig til det medrivende vanvid. For her er intet, hvad det giver sig ud for at være. Og man er mindst lige så forbavset over begivenhedernes gang som de to gutter, der fanges i dette bæst af en film. Det er både skørt, opfindsomt og alt for meget.

Chase Williamson og Rob Mayes er desuden dejligt forvirrede som de to gutter i front, mens Paul Giamatti er skøn som manden, der må se forbavset til fra sidelinjen. Men selvom filmen er pokkers underholdende, mister den en smule momentum undervejs, mens plottet også vælter en tand for meget rundt for sit eget bedste. Det er dog små fodfejl i en film, jeg kun kan anbefale, hvis man har brug for et skud syre – og ja, det har vi alle af og til.

– Filmen, John Dies at the End, 4/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Det spruttende vanvid kommer bestemt til sin ret på Bl-ray. Vanviddet står farvemættet, veldefineret og detaljerigt. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse med sine dynamiske og klare niveauer, der giver fin plads til alle elementer. Udgivelsens ekstramateriale er desværre ikke ligeså tilfredsstillende.

Her får man en kort og overfladigt making of, hvor cast og crew interviewes (6 min.), mens man også får et kig på skabelsen af et par af filmens monstre (9 min.). Videre finder man optagelser fra gennemlæsninger af manus med skuespillerne, hvilket er kedeligt (7 min.), et fint interview med Paul Giamatti om filmen og arbejdet med Don Coscarelli (10 min.). Slutteligt får man en håndfuld ikke vildt interessante slettede scener (10 min.).

Ekstramateriale 2/6 | Billede 5/6 | Lyd 5/6

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”John Dies at the End | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:

Originaltitel: John Dies at the End, USA, 2013
Udgivelse: d. 7. november 2013
Instruktion: Don Coscarelli
Medvirkende: Chase Williamson, Rob Mayes, Paul Giamatti m.fl.
Spilletid: 99 min.
Udgiver: Another World Entertainmet [/tab][/tabgroup]

THE BLING RING: Sofia Coppola sender teens på rov hos de kendte

24. november 2013/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Ja, det er for længst stukket af for kendisdyrkelsen – du ved, kendt for at være kendt og alt det der. Men hvordan påvirker og former det et samfund, når typer som Paris Hilton bliver forbilleder? I Sofia Coppolas The Bling Ring følger man en flok teenagere, der netop jagter den livsstil, de ser de rige og de kendte udleve på den røde løber og i ligegyldige reality-programmer. Ja, ”Super rich kids with nothing but fake friends,” som Frank Ocean passende synger på soundtracket.

De festglade teens finder ud af, hvornår kendisserne er udenbys, for herpå at bryde ind og tage for sig af tasker, sko, penge og smykker – heriblandt hos netop Paris Hilton videre til Lindsay Lohan og Megan Fox. Kriteriet for lykke og succes synes her at være bundet op på materiale goder, mærkevarer, penge, fester på kokain og at være på de rigtige VIP-lister. Du ved, den glimtende overflade.

Filmen er baseret på den rigtige historie om en flok unge, der brød ind hos kendisser i Los Angeles mellem 2008 og 2009. Der er dog ikke af den grund meget substans at komme efter i skildringen af de medvirkende, der optegnes overfladisk. Måske en pointe i sig selv, men det gør også, at man ikke engageres specielt meget i filmen og de unges tyvetogter – well, og så er det desuden ikke specielt sympatiske typer.

Man kommer altså aldrig rigtigt ind under huden de unge, hvor usikkerhed, afsavn og svigt kun i glimt får lov at titte frem. Blandt andet hos den indadvendte Marc, der via gruppen pludselig får venner, eller Nicki, som er på antidepressiver og hjemmeskoles af en mor, der opflasker hende med kendisser som forbilleder. Leslie Mann er som forskruet mor desuden et absurd trumfkort for filmen.

Hun er dog ligeså firkantet skildret som tyve-flokken, hvor man finder Emma Watson, Katie Chang og Claire Julien – alle mere eller mindre utålelige teens med hovedet oppe i røven og alt for travlt med at tage billeder af sig selv. Men hvorfor de er endt sådan forsøges aldrig rigtigt udforsket. Israel Broussard er som Marc den eneste, der har et nogenlunde velbalanceret moralsk kompas (altså lige bortset fra tyvekoster og kokain) – han er nemmere at forstå og engagere sig i.

Løjerne går en smule i tomgang med det ene rov efter det andet, mens kameraet kæler for villaer og mærkevarer. Så var der anderledes smæk på de vilde teens i Harmony Korines sprælske Spring Breakers, der med lignende tematikker også bød bagsiden af den amerikanske ungdom op til dans. The Bling Ring underholder dog mildt, men provokerer eller uddyber ikke sine tematikker nok til at sætte nævneværdige tanker i gang om kendisdyrkelse, ungdommens jagt på lykke og flugt fra virkeligheden.

– Filmen, The Bling Ring 3/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Der medfølger intet ekstramateriale. Men filmen ser flot ud på dvd. Her gengives farverne klart, nuanceret og med god kontrast med et billede, der er både veldefineret og detaljerigt. Lydsporet spiller fint med god balance i niveauerne, hvor både dialog og soundtrack får god plads.

Ekstramateriale 0/6 | Billede 5/6 | Lyd 4/6

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Bling Ring | dvd-anmeldelse”]Samlet vurdering af dvd-udgivelsen 3/6:

Originaltitel: The Bling Ring, USA, 2013
Release: 14. november 2013
Instruktion: Sofia Coppola
Medvirkende: Israel Broussard, Katie Chang, Taissa Farmiga, Claire Julien, Georgia Rock, Emma Watson, Leslie Mann m.fl.
Spilletid: 87 min.
Udgiver: SF Film[/tab][/tabgroup]

OLDBOY: Ondt remake mangler tyngde, pondus og nærvær

MANBORG: Yderst underholdende no-budget science fiction-sjasker

THE PURGE: Ethan Hawke kan ikke stille noget op med slatten thriller

THE WOLVERINE: Hugh Jackman hvæsser kløerne som forpint mutant på afveje i Japan

NOW YOU SEE ME: Heist-trylleri er mere flad CGI end rigtig magi

ENDER’S GAME: 12-årig knægt trænes til at redde Jorden fra grumme rumvæsner

INSIDIOUS 2: Skræmmende to’er giver en fuck for logik

YOU’RE NEXT: Uventede gæster byder på klodset massakre

JOHN DIES AT THE END: Syre og spruttende sprælsk vanvidsridt på tværs af dimensioner

THE BLING RING: Sofia Coppola sender teens på rov hos de kendte

Alt indhold tilhører Filmskribenten.dk

Følg os på Facebook

Nyeste indlæg

KATEGORIER

ARKIV