#6bcf67

GIALLO: Adrien Brody på morderjagt i Torinos gader

Nej, selvfølgelig er det ikke rart at blive kidnappet, tortureret og myrdet af en psykotisk galning. Men vi ser gerne med, når gruen udspiller sig – i filmens verden that is. I seriemorder-thrilleren Giallo er det smukke unge tøser, det går ud over – as ususal. For en fæl morder er på færde i den italienske by Torino, hvor han hiver uskyldige bimbos med hjem i sin fugtige kælder for at lege tortur-fotograf.

Adrian Brody agerer mut og traumatiseret kriminalbetjent, nu med toiletbræt-skæg og god sans for det morderiske sind. Han får kvindelig assistance af den kønne Linda (Emmanuelle Seigner), hvis søster er blevet kidnappet af den perverse psykopat. Menneskejagten er begyndt, mens håbet for søsterens liv svinder ind.

Og så er det vist på tide, jeg hiver instruktøren på banen, for han er hovedårsagen til, at jeg har haft filmen igennem afspilleren. Og når nu coveret ikke nævner hans navn, så gør jeg – og det i versaler: DARIO ARGENTO. Faste læsere vil vide, jeg har et soft spot for denne italienske horror-instruktør. Desværre matcher hans seneste produktioner ikke glansperioden i 70’erne og 80’erne – det gælder også Giallo.

Men uanset om man ser filmen med Argentos mesterværker som Profondo Rosso og Suspiria i baghovedet eller ej, så er Giallo en noget konventionel omgang seriemorder-spas – tilsat et par plotmæssige kameler, der ikke sådan er til at sluge. Det er fx ikke just troværdigt, at Linda sådan uden videre kommer med helt frem i felten af opklaringsarbejdet i den ellers hemmeligholdte morderjagt.

Men selvom plotafviklingen og opklaringsarbejdet ikke leveres lige elegant hele vejen, så serveres der ofte vellykket atmosfære og herlig blodindsmurt gore. Bl.a. tilføjer Torinos indtagende arkitektur og en obduktion i et gammelt auditorium filmen en vis charme og stil, mens man heller ikke snydes for et par brutale nedslagtninger ’up close’ og med kniven helt ind i kødet, Argento-style.

Desuden er parløbet mellem Brodys karakter og morderen også ret interessant, om end ikke videre original. De arbejder begge i mørke lokaler under jorden og bærer begge på en traumatiseret barndom. Giallo leverer dog ikke overraskende psykologisk dybde, men folder trods alt et par spændende idéer ud.

Tja, måske er det meget godt, at det er Brodys Oscar-indsmurte fjæs, der pryder coveret (hele 7 gange, hvis man tæller efter) og ikke Argentos navn bøjet i versaler. For Giallo er altså ikke Argentos ’finest hour’, men går dog an som et rutinepræget seriemorder-fiks komplet med genrens slidte klichéer og tunge oneliners – desværre serveret uden den finesse, man kunne have håbet på fra Argentos hånd.

En lille kuriøs afslutningsbemærkning er, at man i filmen ser plakaten for Juno. Måske er det Argento, som her siger tak for cadeauen til Junos filmskabere, der som bekendt nævnte ham i filmen. Uanset hvad, er det pudsigt at se den farvestrålende plakat med en gravid Ellen Page tone frem i Torinos bybillede.

– Læs også mine anmeldelser af Argentos Inferno og Pokerspilleren.

Ekstramateriale:

Man finder ikke skyggen af ekstramateriale på Blu-ray-udgivelsen, som desværre heller ikke har den mest imponerende billedside. Her er billedet til tider en kende uldent og nuancerne heller ikke hele vejen lige i skabet. Lydsporet er bedre, hvor det ofte indtagende score fint balanceres med dialog.

Originaltitel: Giallo, USA, 2010
Instruktion:
Dario Argento
Medvirkende:
Adrien Brody, Emmanuelle Seiger m.fl.
Spilletid:
1 time 33 min.
Udgiver:
Pan Vision

Sødt lille ’feel-good-sæddonor-komedie-drama’

Der er sgu ikke noget i vejen for et lille ’feel good-fiks’ – og slet ikke, når man finder en charmerende Jason Bateman i den ene af hovedrollerne – pessimistisk og ironisk – og den søde Jennifer Aniston i den anden. Baby Surprise er ganske vist hverken nyskabende eller overraskende, men sød, sentimental og sarkastisk.

…og selvfølgelig romantisk. For det er endnu en gang den pokkers kærlighed, der slår knuder. Wally og Kassie datede nemlig en gang. Hun er kommet videre, det er han ikke og de er nu blot bedste venner. Kassie vil imidlertid være mor og som single bliver løsningen en donor. Men i en massiv brandert ender Wally med at bytte donorsæden ud med sit eget – jep, det giver mening i filmen, sort of.

Kassie flytter ud af byen for at udfylde rollen som mor, mens Wally bliver i New York. Han husker intet om den fordrukne-sædombytning, men nogle år senere, da Kassie flytter tilbage til byen begynder brikkerne at falde på plads. For sønnen minder uhyggeligt meget om Wally og ikke den formodede donor Ronald (Patrick Wilson). Forviklinger tager til, mens sød musik måske, måske ikke redder dagen…

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

THE HORSEMAN: en far på nådesløst hævntogt

Det er ikke ligefrem brutal vold, man savner i den australske hævnfilm The Horseman. Her tager Christian nemlig på et nådesløst road trip, hvor han opsøger, torturerer og myrder de mænd, han mener var medvirkende til sin datters død. Desværre matches det rå hævntogt ikke af samme følelsesmæssige slagkraft, som de øretæver, der deles ud filmen igennem.

I hovedrollen som farmand på bersærkergang finder man ellers en overbevisende Peter Marshall. Han formår at udtrykke både den smerte og vrede, der har formørket hans sind –  og det uden, at han mister sin skrøbelighed midt i volden. Samtidig aner man også en tvivl om, hvorvidt hævnen overhovedet vil bringe ham sjælefred.

horse03

Men selvom man forstår hans vrede, kommer man desværre ikke for alvor ind under huden på ham. Måske forbi man kender for lidt til hans liv før tragedien, eller fordi forholdet til datteren aldrig rigtigt kommer til sin ret. Her får man blot et par flashbacks til datterens barndom uden skæven til, hvad det er, der er gået skævt senere i livet, som har sent hende udi et stofmisbrug.

Man bliver altså aldrig rigtig emotionelt involveret i Christians morderiske mission, men står mere som tilskuer til volden. Det har bestemt også sin brutale og medrivende intensitet. For som et ondt adrenalinkick og kynisk dyk ned i menneskets mørke sider spiller filmen uden problemer.

horse01

Desuden gøres det ellers simple setup en kende mere interessant ved at datteren selv har opsøgt det rå miljø, der bliver hendes skæbne. Hun var altså ikke uskylden selv – og måske allerede en fortabt sjæl. Christian havde altså nok allerede mistet hende, men det går først alt for sent op for ham. Det gør ikke hendes død mindre tragisk, men sparker blot mere sortsyn ind i filmens allerede kyniske univers.

Det eneste håb, man synes at ane i filmen er hos en ung blaffer, som Christian samler op undervejs – og selv hun har en tragisk baggrund. The Horseman glimrer altså ved sit konsekvente dystre univers, hvor alle synes at være enten kyniske pengemænd, psykopatiske voldsmænd eller blot fortabte sjæle.

horse02

Ekstramateriale:
Der medfølger et fint og interessant ekstramateriale. Her finder man instruktørens ligeledes brutale kortfilm, som han byggede filmen på (15 min.). Den kan ses med et fint og informativt kommentarspor af instruktøren. Herudover får man også en klassisk ’The Making of’ (36 min.) bl.a. med interviews med folkene bag og klip fra instruktørens kortfilm. Slutteligt får man gallerier med billeder fra filmen og settet, filmens trailer og trailere for andre af selskabets udgivelser samt tre slettede scener (9 min.), som også kan ses med kommentarspor af instruktøren.


Originaltitel: The Horseman, Australien, 2008
Instruktion:
Steven Kastrissios
Medvirkende:
Peter Marshall, Brad McMurray, Jack Henry, Chris Sommers, Caroline Marohasy m.fl.
Spilletid:
96 min.
Udgiver:
Another World Entertainment

Moderbinding spænder ben for kærligheden

Kærligheden dukker op de mest uventede steder – især på film. I Cyrus sker det til en fest, hvor John plørefuld, deprimeret og fraskilt på syvende år står og pisser i en busk. Her dukker den søde Molly op med et kækt ”Nice penis…” – og så ruller den søde romance ellers afsted. Der er bare lige ét problem, Mollys 21-årig søn Cyrus.

Cyrus bor nemlig stadig hjemme og hans usunde moderbinding, gør det svært for den nyfundne kærlighed at slå rod. Et fordækt magtspil er sat ind fra Cyrus’ side, der vil gøre alt for at bevare sin position som eneste mand i Mollys liv.

Selvom Cyrus kan placeres i den forslidte kasse med romantiske komediedramaer, så lad dig ikke narre. For Cyrus er ikke blot endnu en af genrens forudsigelige ligegyldigheder, men en skæv, ærlig og håbefuld lille perle, der leverer sin historie om kærlighedens hårdknuder usentimentalt, råt og ikke mindst morsomt.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN –> Læs mere

Uheldige hillbillies og tåbelige teens

’Feel-good-hillbilly-horror-og-buddy-komedien’ Tucker & Dale vs. Ondskab var en af de sjoveste filmoplevelser på dette års filmfestival CPH PIX – og den holder bestemt til et gensyn. Her bliver den fortærskede ’unge-farer-vild-i-skoven-og-slagtes-af-ondt-indavl-genre’ vendt morsomt på hovedet. For de to hillbillies Tucker og Dale er slet ikke onde, de er bare meget uheldige.

Desværre for de to sympatiske skovmænd tror flokken af festglade og obligatorisk tåbelige teens, der er taget ud i skoven for at feste, hore og drikke igennem, at de er psykopatiske mordere. Og grundet misforståelser er det pludselig bonderøvene, der må løbe for livet – og således er der byttet om på rollerne.

Alle genrens herlige klichéer er på plads, men leveres blot med modsat fortegn. Og det er vitterligt en vellykket kovending denne blodige komedie tager, hvilket ikke mindst skyldes Tyler Labine og Alan Tudyk i hovedrollerne. Deres charme, elskværdige naivitet og komiske dynamik svinger upåklageligt, mens de groteske blodudgydelserne morsomt sviner deres skovmandsskjorter til.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN –›› Læs mere

Djævelen leger kispus i tamt elevatorgys

Med en spilletid på knap 80 minutter sparkes der hurtigt gang i løjerne i elevator-gyset Devil, der som titlen antyder er med indlagt besøg af selveste Mørkets Fyrste. Her strander fem personer i en elevator med det ’men’, at en af dem er Djævelen i menneskelig skikkelse – men hvem? Lad uhyggen og gættelegen begynde… gisp!

Men ikke nok med det klaustrofobiske drama i elevatoren. For mens Djævelen i ly af mørklagte strømafbrydelser myrder den ene passager efter den anden, forsøger politiet at redde flokken ud inden sidste mand må lade livet. Desværre stjæler redningsholdet filmens fokus og man hives således ud af det egentlige gys i tide og utide.

Men den nervepirrende præmis er bestemt potent og taler direkte til ens indre detektiv – for kan man lure hvem Djævelen er? Samtidig ligger det også i kortene, at man burde blive bare en smule skræmt undervejs. Desværre udebliver uhyggen og man mister også hurtigt interessen for at gætte med på Djævelens identitet.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Makaber affære i skummel villa

Selvom blodet flyder tungt fra hullet i et dukkehoved på coveret til den netop udgivne Macabre fra 1980, så er det faktisk en relativt diskret skrækfilm. Her er det mere olm atmosfære, tragiske traumer og bizarre lyster, der hersker i skyggerne, end udpenslet gru.

Der lægges stærkt fra start. For midt i den yndige Jane Bakers hede affære, drukner hendes datter lillebroren hjemme i villaen. Med elskeren bag rettet suser de hjem, men ender i en blodig ulykke. Hun overlever, mens han dør. Traumatiseret og skyldbetynget indlægges Jane på et psykiatrisk hospital. Et år senere erklæres hun rask, men er hun nu også det – og hvad med datteren?

Jane flytter ind i lejligheden, der plejede at huse de hede stævnemøder. I samme villa bor også den blinde Robert. Han ser sig lun på Jane, men må nøjes med de lystfylde hvin, der kommer fra hendes værelse. Men hvem er på besøg og hvad gemmer hun i sin aflåste fryser? Der er bestemt lagt op til makaber skyggedans…

Filmen er instrueret af Lamberto Bava, søn af skrækfilms-mesteren Mario Bava. Inspirationen fra farmand samt min personlige favorit Dario Argento er tydelig, både tematisk og stilistisk. Resultatet er desværre ikke så gruopvækkende vellykket som forbillederne. Den grufulde fortælling er stærkest, men visuelt er Macabre også sporadisk interessant, bl.a. et skummelt POV-skud gennem den mørklagte villa.

Men tempoet er trægt og de ellers potente tematikker og interessante karakterer tager ikke for alvor fat. Den makabre slagkraft, man kunne have håbet frigivet i mødet mellem bl.a. den morderiske datter og moderen – samt den blinde Roberts opdagelse af Janes dystre hemmelighed får ikke den kradse pondus, man hungrer efter.

Lamberto kommer dog langt med både lummer New Orleans-stemning, forskruede familie-relationer og grotesk elskov. Ja, og så er der jo ingen grund til at hænge sig i detaljer som skuespillet, hvor Bernice Stegers som Jane er mere succesfuld udi at være letpåklædt end leveringsdygtig i troværdige sammenbrud.

Det er også muligt, at Veronica Zinny ikke imponerer som datteren, men det kunne have været interessant, hvis hendes rolle havde fyldt mere. Og bare fordi Stanko Molnar spiller blind, er der vel ingen grund til at bevæge sig som en robot. Men han har et indbydende fjæs, der gør sig godt i den gådefulde setting – hvor fryserens hemmelighed dog ikke er svær at lure inden den ”store” afsløring.

Janes traumatiske nedtur ender altså ikke helt, som den makabre optur, der lægges op til. Men Macabre er med sin grumme historie og forskruede relationer trods alt en herlig bizar, kuriøs og ofte atmosfærefyldt sag, der fint vil matche en lummer sommeraften – også selvom man ikke måtte befinde sig i et hedt New Orleans.

Ekstramateriale:
Desværre er ekstramaterialet meget sparsomt. Her får man blot en håndfuld stills fra filmen og vanen tro en række trailere for andre af selskabets titler, dog ikke for Macabre. Til gengæld står billedet flot og farvemættet, men med en del ridser i ”filmstrimlen”, det bliver dog aldrig et irritationsmoment.

 


Originaltitel: Macabro, Italien, 1980
Instruktion:
Lamberto Bava
Medvirkende:
Bernice Stegers, Veronica Zinny, Stanko Molnar, Roberto Posse m.fl.
Spilletid:
87 min. (uncut)
Udgiver:
Another World Entertainment

Jordens undergang er allerhelvedes smuk

Hvem havde troet, at Jordens undergang ville være så allerhelvedes smuk? Det er ikke desto mindre tilfældet i Lars von Triers Melancholia. Her svæver den enorme planet Melancholia i filmens åndeløse prolog elegant og altødelæggende ind i vores lille blå planet. Dommedag malet op i panoramiske skønhedstableauer og skudt i magisk ultra slowmotion, hvor fugle falder fra himlen og livet går op i flammer.

Filmen starter mildt sagt med enden – på det hele! Herefter tager filmens to kapitler fat – et til hver af søstrene Justine (Kirsten Dunst) og Claire (Charlotte Gainsbourg), altså før udslettelsen. Justine er blevet gift og bryllupsfesten holdes i Claire og hendes mands imponerende palæ. En passende pompøs location til Jordens undergang. Selvfølgelig med godt udsyn til dommedag – og vi sidder med på første parket. Herligt.

Det er ikke så meget den enorme planets kollisionskurs med Jorden, der er i centrum. Her er det dramaet mellem søstrene, der binder universets kispus med menneskeheden sammen. Den uligevægtige Justine og den rationelle Claire. Men som filmen foldes ud og menneskets styrker og svagheder testes, bider den forestående undergang sig mere og mere fast i karaktererne og de eksistentielle tematikker om liv og død.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN –> Læs mere

Forrygende zombie-serie leverer varen

Lige siden jeg læste om Frank Darabonts (The Mist, En verden udenfor) planer for en tv-serie bygget på zombie-tegneserien The Walking Dead, har jeg siddet på stikker. Det har været ventetiden værd, for der serveres både medrivende zombie-snask og karakterdrevet drama i den 6 episoder lange 1. sæson, der netop er udkommet.

Serien er centreret om betjenten Rick Grimes (Andrew Lincoln), der efter at have ligget i koma pga. skudsår vågner op til en verden i ruiner. En zombie-epidemi har lagt verden øde, mens de få overlevende har forskanset sig i mørklagte huse eller langt fra zombie-befængte byområder. Zombie-apokalypsen er en grum realitet og håbet for en fremtid for menneskeheden hænger i en tynd og blodig tråd.

Rick begiver sig nu ud i verden i håbet om at finde sin kone og søn. Men farerne lurer om hvert hjørne og som det ofte gælder for genren, viser det sig snart, at det ikke nødvendigvis er zombierne, som er de farligste monstre, der venter Rick og den flok af overlevende, han slutter sig til i skovene uden for Atlanta.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN –> Læs mere

Meningen med det hele anes i ’The Tree of Life’

Der favnes bredt i Terrence Malicks The Tree of Life. Her er vi med fra før tidernes morgen og frem til nutidens storbyer. Fra universets afkroge og ind i naturens inderste celler. Et komplekst og fragmentarisk værk med mennesket i frit fald, mens man synes at ane meningen med det hele i det nære så vel som i et uforståeligt kosmos.

Mellem billeder af præhistoriske naturlandskaber, mikroorganismer og kosmiske eksplosioner finder vi filmens menneskelige ansigt i en kristen middelklassefamilie i 1950’ernes Texas. Her vokser tre brødre op med to forskellige pejlemærker i livet – en streng far (Brad Pitt) og en omsorgsfuld mor (Jessica Chastain). Man springer filmen igennem mellem naturbilleder, drengenes barndom og en af sønnerne (Sean Penn), der som voksen mindes sin opvækst – som i et forsøg på at forstå sig selv og sit liv.

The Tree of Life er vanskelig at favne – endsige sætte ord på. Man griber dog et forsøg på at finde menneskets plads i verden. Her fylder forstadsfamilien mening på livet med Gud, mens naturen upåagtet kristne dogmer både giver og tager liv. Midt i det hele må man selv – præcis som brødrene – forsøge at finde sin egen vej.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN -> Læs mere