Biografanmeldelse: Der bliver ganske vist delt sin del af brutale øretæver ud i actionfilmen ’The Beekeeper’, men det er desværre minimalt med spænding og en engagerende historie. For slet ikke at tale om karakterer. I hovedrollen finder man en ordknap Jason Statham, der bevæger sig ud på et hævntogt i en hårdtslående jagt på retfærdighed.

Der er bare det ved historien, at selve det dramatiske afsæt hverken fremstår troværdigt eller med følelsesmæssig pondus. Afsættet runger falsk og hult, hvilket desværre er med til at underminere filmens fortælling. Fred med det. For utroværdighed og en simpel præmis har ikke nødvendigvis stået i vejen for en underholdende omgang action-rabalder.

’The Beekeeper’ er bare fattig på bl.a. opfindsomme slåskampe, der overordnet mere keder end engagerer. Det er fatalt for en film, der bl.a. lever af sin action. Plottet bevæger sig desuden ud ad en tosset og så overdreven tangent, at det er svært at tage filmen alvorlig, selvom både netop filmen og Jason Statham gør netop det, hvorfor det hele i stedet bliver kikset komisk.

Det er da også mere eller mindre ufrivilligt komisk, når der filmen igennem leveres ordspil med bier og analogier over biflokke og deres bikuber. Ja, ”to bee or not to bee”. Det havde nok fungeret bedre i en film, der tog sig selv mindre alvorligt. Filmens overgjorte og ynkelige skurk Derek Danforth ræsonnerer da heller ikke med filmen som helhed, som aldrig finder en velbalanceret tone.

Til gengæld giver Josh Hutcherson den fuld gas som kulørt og røvbelastende kriminel. Filmen kunne godt have brugt et skud ekstra af dette overgjorte schwung. Jason Statham er mest af alt bare mut og med et ikke særligt gribende stoneface, som man har set mange gange før. Her forbliver han en flad karakter, selvom der forsøges puttet nogle følelser ind bag hans hårde facade.

Det lykkedes bare aldrig at løfte filmen ind i at blive en medrivende omgang action-underholdning. Dertil mangler bl.a. historien engagerende overraskelser, mere interessante karakterer og så havde det ikke gjort noget, hvis netop afsættet for hævntogtet havde været troværdigt og haft en flig af følelsesmæssig ballast. Afslutningsvis lander der i filmen trods alt et ok håndgemæng. Det er langt fra nok.

’The Beekeeper’ får 2 ud af 6 stjerner:

’The Beekeeper’ har biografpremiere den 22. februar.

Biografanmeldelse: Det er med en konstant ildevarslende atmosfære, at den underspillede og triste zombiefilm ’Håndtering af udøde’ slæber sig dragende ind i et menneskeligt mørke, hvor kærligheden banker hos de efterladte. Fortalt i nedtonede farver og gråt vejr, forløses her tre historier, der fletter sig sirligt ind og ud af hinanden, hvor de døde vågner på mystisk vis.

Det hele fortalt i et adstadigt tempo, der med isnende ro og faretruende dommedagsstemning griber mig om struben og sætter sig i maven på mig, mens mit hjerte knuses af de tragiske skæbner, jeg er vidne til. Det er sorg og melankoli omsat til en fåmælt historie indrammet i smukt komponerede billeder af fotograf Pål Ulvik Rokseth, der elegant hiver mig ind i filmens triste verden.

Her er med andre ord ikke tale om en drønende zombiefilm med blodig splat og glubsk hjernespisning. Det er tungt på den knugende måde og på egen vis også smukt i al sit vemod. Det er visuel historiefortælling, der tager mig ind i en sælsom virkelighed, hvor de døde vågner til en tilstand af koma med deres kære omkring sig, mens forrådnelsen tager til og stanken stiger.

‘Håndtering af udøde’ er instrueret med et sitrende nærvær af Thea Hvistendahl, der også er medforfatter i samspil med John Ajvide Lindqvist, hvis bog filmen er baseret på. En fascinerende film, der på sin egen måde fatter sig i ordknaphed med gruen dirrende i billedet og dets udkant. For hvad vil de levende døde? Hvad gør det ved de efterladte, at de nu får deres kære tilbage i zombietilstand?

Med menneskelig indlevelse møder vi bl.a. et ældre par, hvor den ene vender tilbage til livet med tilbageholdt åndedrag, ordløs og grå hud. Kærligheden er evig og rækker også videre end selve døden. Det er her, at en smule lys får lov at titte frem fra mørket. Nemlig gennem kærligheden til dem, vi holder af. Partnere, børn og familie.

Thea Hvistendahl forløser med et roligt og sikkert greb den nuancerede historie om de levende og de levende døde med en befriende jerntro på, at jeg ikke behøver stopfodres med en tempofyldt plotafvikling for at få en stor oplevelse. Her er det atmosfære, billeder og lyd i samspil med fint afdæmpede menneskeskildringer, der griber mig. En zombiefilm, der er helt sin egen.

’Håndtering af udøde’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Håndtering af udøde’ har biografpremiere den 15. februar.

Biografanmeldelse: Man bliver med ’One Love: Bob Marley’ sendt tilbage til Jamaica i slut-70’erne, hvor reggae-musikeren nyder stor popularitet. Men i Jamaica bruser en konflikt voldeligt mellem to politiske fronter. Bob Marley vil freden og kærligheden. Hans vej til at opnå det skal ske gennem musikken og dens budskab ved en gratis og upolitisk koncert.

Bob Marley er dog nu selv et mål i en kamp, han ikke vil være en politisk del af. Musikikonet flygter derfor ud af landet, hvor man således følger ham og ser hans musikalske talent folde sig ud verden over. Han tager sit budskab om fred og samhørighed med sig, men hans succes er ikke uden private konsekvenser. Hans børn og hustru Rita bliver efterladt i slipstrømmen af succesen.

Bob Marley længes desuden hele tiden efter sit hjemland. Det kommer med en pris at ville sprede fred og kærlighed, hvor de mange koncerter og den store medgang i bl.a. Europa og USA får overtaget. Desværre får bagsiden af succesen aldrig rigtig en engagerende pondus og plads i fortællingen, der mest af alt står uforløst hen og som en lidt generisk hyldest af legenden.

Heldigvis har filmen Bob Marleys udødelige musik på lydsiden, under live-koncerter og i studiet. Her får man bl.a. klassikere som ‘Could You Be Loved’, ‘Jamming’ og ‘No Woman No Cry’. Det er dog ikke nok til at styre filmen udenom et drama, der ikke griber mere end tilfældet er – til trods for, at Bob Marley og hans historie jo rummer mange facetter. Dem er det desværre småt med i filmen.

Kingsley Ben-Adir gør dog ganske godt, hvad han kan med det lidt vage manuskript og den en smule kedeligt instruerede historie, der på trods opretholder et ganske fint tempo. En nærværende og intens Lashana Lynch er dog god som Rita. Hende havde jeg gerne set mere til. På samme måde som også deres børn og konsekvensen af Bob Marleys turné og flugt kunne have fyldt mere.

‘One Love: Bob Marley’ fungerer mest af alt gennem musikken og den i udgangspunktet spændende fortælling om ikonet, troen på fred og kærlighed gennem musikken og på det gode i mennesket. Filmen mangler dog mere oprigtig nerve i sine menneskelige portrætter og det drama, der udfolder sig både i privaten og på den professionelle front.

’Bob Marley: One Love’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Bob Marley: One Love’ har biografpremiere den 14. februar.

Biografanmeldelse: Med følelsesfin sans for fortryllende verdener og magiske væsner, kaster den japanske mester Hayao Miyazaki mig ind i sin historie, der gribende og eventyrligt forener temaer som tab, sorg og afsavn i ’Drengen og hejren’. Gennem drengen Mahito bringes jeg ind i fortællingen, der også får dramatisk tyngde i en art overgang fra barn til voksen hos vores unge hovedkarakter.

Netop overgangen fra en ting til noget andet ekkoer filmen igennem. Her føres man bl.a. fra en verden og ind i en anden. Fra vores kendte virkelighed og ind i en anden virkelighed, hvor magien spirer og mystiske væsner lever. Hvor intet nødvendigvis er, hvad det giver sig ud for. Visuelt legens der også med spejlinger og forvridninger. Der synes at være to sider af alt i dette flerlagede eventyr.

Det hele starter med en tragedie i 1943, hvor 2. Verdenskrig spreder død og ødelæggelse i Tokyo. Mahito mister her sin mor i en brand. Sammen med sin far flytter han nu fra byen og ud på landet. Tynget af sorg og vrede møder den forvirrede Mahito nu sin fars nye kæreste, der gerne vil overtage morens plads. Det er Mahito ikke klar til. Men så begynder hans virkelighed pludselig at knirke i kanterne.

En mystisk og blåvinget hejre dukker op i tide og utide for at gøre ham selskab. Hvad vil hejren? Hvad gemmer sig mon inde i skoven? Og hvordan skal Mahito overhovedet kunne leve videre uden sin mor? Det handler nemlig ikke om blot at overleve, men om at leve. Om hvordan vi kan leve. Om at omfavne livet. Bl.a. også på trods af netop stor sorg og frustrerende vrede.

Livsgnisten blafrer for fuld eventyrlighed i historien, mens livet ånder og lever gennem filmens verdener og virkeligheder, hvor Mahito må følge efter den underlige hejre i håbet om at finde sin mor i live. For er der mon en bro mellem livet og døden, han kan betræde? Eller vil han forblive fanget i sin egen virkelighed eller blive fanget et sted midt imellem de to verdener?

’Drengen og hejren’ er hjerteskærende, tankevækkende og sjov. Den er en visuel fornøjelse, som viser, at den i dag 83-årige Hayao Miyazaki fortsat mestrer eventyret, fortælleglæden og fantasien. Ikke mindst at indfange og omforme det til en gribende fortælling forløst i magisk animation, der drilsk og legende bringer eventyret til live og borer sig lifligt vej tilbage til min egen barndom.

’Drengen og hejren’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Drengen og hejren’ har biografpremiere den 8. februar.

Biografanmeldelse: Det er med en minutiøs tilgang til sin fortælling, at instruktør og medforfatter Justine Triet folder det bølgende plot ud i dramaet ’Frit fald’. Forfatteren Sandras mand omkommer i filmens start efter et fald fra anden sal i deres hus, der omkranses af sneklædt natur og bjergudsyn. Det tragiske udfoldet i det smukke. Denne dobbelthed finder man også i selve historien.

Sandra kommer nemlig under mistanke for at have myrdet sin mand. Således bølger spekulationerne frem og tilbage mellem for og imod om, hvorvidt hun har dræbt ham eller ej. Det er med et intenst iscenesat retssalsdrama, at historien nu tager sit greb i mig, mens sandhed og løgn væves ind og ud af hinanden i vidneskranken, hvor skeletter i skabene kommer til syne.

Ganske vist er det centrale spørgsmål: Har Sandra slået sin mand ihjel eller ikke? Og i så fald hvorfor? Mens min indre detektiv kommer på arbejde, så er filmen også mere end det fermt fortalte retssalsdrama. Det handler om relationer, om kærlighed, om os som mennesker. Det handler om fejlbarlighed, om hemmeligheder og om at opretholde et forhold på trods af modstand.

Sandra er det primære anker i fortællingen, der griber mig både som krimiplot og menneskeligt drama, der kommer til at stå stærkere og stærkere i takt med, at jeg bliver klogere på de medvirkende, herunder også den 11-årige søn Daniel og hans relationen til forældrene. Han spilles med både en naiv sarthed og en bestemt styrke af Milo Machado Graner.

En fascinerende Sandra Hüller portrætterer forfatteren Sandra med finesse og menneskelige nuancer, der får lov at komme til fuldt skue gennem det velskrevne, engagerende og smart konstruerede manuskript. Det hele jongleret med sikker hånd af Justine Triet, der både formår nøgternt at skildre dramaet i retssalen samt bringe bankende menneskelige følelser til live.

’Frit fald’ giver på dynamisk vis god plads til både krimigåden og menneskene i historien, som dog ikke helt formår at holde sin ellers flot dirrende væren i hævd hele filmens spilletid på 2 timer og 30 minutter. Det er dog til at leve med, når menneskeskildringerne og dramaets mange facetter er så nærværende og dragende sat i scene.

’Frit fald’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Frit fald’ har biografpremiere’ den 1. februar.