Biografanmeldelse: Med gyserfilmen ’The First Omen’ bringes der nyt liv til den filmserie og det univers, som blev født med Richard Donners klassiker og djævlegyser ’The Omen’ fra 1976. Den første film har affødt flere fortsættelser, en serie og en genindspilning. Denne gang er det forhistorien til originalen, vi får med en fortælling, der udspiller sig i 1971.

Vi møder her den unge og religiøse Margaret, der kommer fra USA til Rom for at tjene kirken. Der går ikke lang tid før, at et mørke og en ondskab anes i filmens dunkle sprækker. Uhyggen står hurtigt også i fuldt skrækindjagende flor, når der spilles vellykket på den usete og lavmælte gru, hvor det ellers smukt indrammede gys skæmmes en smule af et par generiske jump scares.

Det er heldigvis ikke nok til at spænde ben for filmens hele vejen elegant grumme billeder, der dynamisk og stemningsfuldt er indfanget af fotograf Aaron Morton, som både forløser helt nære closeups af udspilede øjne og mareridtslignende tableauer af ubehag. Herligt! Hertil kommer et myrekrybende score af Mark Korven, der isnende sætter sig i hjertet og maven på mig.

Instruktør og medforfatter Arkasha Stevenson bringer pulserende liv til historien af Ben Jacoby, der måske nok har et par skavanker og forudsigelige plotdrejninger. Gyset lever dog virkelig stærkt på atmosfære og sit 70’er-tidsbillede, der krydres med uhygge og brutalitet, mens man som Margaret finder en virkelig god Nell Tiger Free, der forløser naivitet, styrke og sin karakters spændingskurve med gribende nærvær.

’The First Omen’ er bedst, når den tør stole på, at jump scares ikke er vejen til at forløse uhyggen, men snarere det elegant usagte ubehag og sine syrede mareridtsscener, hvor virkelighed og fantasi smelter forrygende klamt sammen, så min puls stiger. Historiens brug af et par smågeneriske genregreb underminerer dog ikke, at her er tale om et visuelt virkeligt dragende gys.

’The First Omen’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The First Omen’ har biografpremiere den 4. april.

Biografanmeldelse: Det er følelsesfint, roligt og tålmodigt, at jeg med Wim Wenders’ smukke og livsreflekterende ’Perfect Days’ bringes ind i livet hos den midaldrende Hirayama. Han lever et stille liv alene og ordknapt, mens arbejdsdagene går med at rengøre offentlige toiletter i Tokyo. Han er yderst sirlig, når han på knæ skrubber både kummer og pissoirs til de skinner. Livet går sin sagte gang.

Det er et liv præget af rutiner og stille stunder, hvor bl.a. sollyset rammer den smilende Hirayama, der synes helt og aldeles i ro med sig selv og livet. Når han har fri, læser han bøger, lytter til musik på kassettebånd med Lou Reed og Patti Smith samt lever et minutiøst liv i sit lille hjem. Han nyder dagene. De små øjeblikke af skønhed, når pauserne i hverdagen tillader det.

Det er det enkle liv, som her er i centrum, hvor den sympatisk udstrålende Hirayama er det menneskelige omdrejningspunkt i en fortælling, der måske nok ikke gør umiddelbart meget væsen af sig, men rummer stor humanisme, mens der manes til rolig eftertanke hos mig selv og det liv, jeg lever med bl.a. spørgsmålet: Er jeg lykkelig?

Det er med simple og afdæmpede greb, at eksistentielle spørgsmål kommer i spil. Livets skønhed og skrøbelighed. Meningen med det hele og om man kan snyde sig lykkelig? Det er et menneskeligt portræt af en mand, der rummer mere og flere følelser, end det måske nok ved første øjekast lader sig afsløre. Det er bl.a. gennem filmens tålmodige væsen, at dens styrke findes.

Det er gennem Kôji Yakushos nærværende og sarte portræt af Hirayama, at filmen bl.a. får sit menneskelige liv og dragende nerve. Det er gennem fotograf Franz Lustigs smukt balancerede og elegante billeder af hverdagen, som her får fortryllende momenter af skønhed. Det at værdsætte de små ting i livet. Det at finde ro med der, hvor man er.

Wim Wenders lykkedes med ’Perfect Days’ på rolig dynamisk vis at åbne ind til et andet menneskes liv. Det magiske i mennesket og livet. For er vi lykkelige, hvis bare vi tror nok på det? Kan det triste og melankolske leve i smuk harmoni med livets skønhed og følelsesdybde? Det er på rørende, hjertevarm og fascinerende eftertænksom vis, jeg får en flig af et andet menneskes indre liv. Det er et smukt syn.

’Perfect Days’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Perfect Days’ har biografpremiere den 27. marts.

Biografanmeldelse: Før eller siden vokser vi op til at blive voksne. Barndommen bliver henlagt til minderne. Både de gode og de dårlige. Nogle venskaber varer ved livet igennem. Andre holder ikke distancen. Det kan der være mange grunde til. I den varmt menneskelige ’Past Lives’ skilles de ellers tætte barndomsvenner Nora og Hae Sung ad, da Nora og hendes familie emigrerer fra Sydkorea til Canada.

Vi møder de to venner i barndommens bekymringsfrie leg videre op i livet, hvor deres veje mange år senere krydses og kulminerer i et møde i New York, hvor Nora nu bor og er gift med forfatteren Arthur. Det er på en yderst følelsesfin måde, at jeg kommer ind på livet af begge parter i venskabet. Deres liv, verdensbillede og relationen mellem de to. Det er både rørende og tankevækkende.

Her sættes bl.a. tanker om skæbne i spil. Kærlighed, fortid, nutid og fremtid. For hvorfor arter livet sig, som det nu gør for os hver især? Kan vi holde fast i noget, der var engang? Kan denne barndommens magi genvindes i et møde årtier senere efter mange års adskillelse? Det er med et særdeles dynamisk greb om både karakterer og temaer, at jeg her drages ind i filmens liv.

Karakterer, der bliver formet og udfoldet som troværdigt ægte mennesker, hvis vej i livet er gået i forskellige retninger. Med det in mente, at venskabet bindes sammen af en fælles fortid. Men er det nok til at vare ved? Jeg bliver i mødet med Nora og Hae Sungs relation hensat til tanker om mit eget liv. Min barndom, venskaber og minder om barndommens uskyld og betydning.

Instruktør og manuskriptforfatter Celine Song har et virkelig godt greb om filmens følelser og en evne til at få dem sat troværdigt i spil, så selv de små nuancer rammer rent og sætter sig lige i hjertet på mig, så jeg kneb op til flere positive tårer undervejs. For livet er ikke nødvendigvis, som man troede det ville blive, da man var barn. Men det er jo nok også meget godt og helt ok.

Trekløveret med Nora og Hae Sung som det stærke dramatiske omdrejningspunkt får et engagerende tredje hjul, der på dragende vis bindes sammen med vennerne i skikkelse af Arthur. Der er en virkelig velbalanceret følelsesdynamik her, hvor fortid og nutid på både rørende og hjerteskærende vis forbindes og giver liv til fortællingen.

Greta Lee og Teo Yoo er vildt engagerende i deres nærværende portrætter af de genforenede barndomsvenner, mens John Magaro med sympatisk tilstedeværelse fuldender dramaets hjertevarme natur, som smukt bindes sammen af fotograf Shabier Kirchners velkomponerede billeder, mens filmens musik af Christopher Bear og Daniel Rossen på elegant vis sætter toner på følelserne.

’Past Lives’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Past Lives’ har biografpremiere den 21. marts.

Biografanmeldelse: Uhyggen lurer lige under overfladen i den ellers idyllisk udseende og azurblå swimmingpool, som man finder i en lille families baghave i ’Night Swim’. Far, mor og deres to børn aner dog ikke uråd, da de køber huset for at starte et nyt kapitel i deres liv. Publikum er imidlertid allerede i en ganske fin åbningsscene blevet introduceret for, at poolen ikke er uden farer.

Lidt efter lidt står det dog også klart for familien, at deres pool ikke er helt så uskyldig, som den ser ud. Men hvad er det præcist, der gemmer sig i poolens mørke dyb? Og hvad gør vandet ved den vandglade familie? Det er nogle af de spørgsmål, som gyset stiller i håbet om, at det afføder gribende uhygge. Det gør det bare aldrig rigtigt.

Helt skævt går det bl.a., når den ellers usete gru byttes ud med billige og ineffektive chokeffekter og jump scares. For selvom der indledningsvis faktisk tages et par ok svømmetag til et nervepirrende familiedrama med indbygget gys, så taber filmen det hele på gulvet undervejs i en historie, jeg ikke tror en tøddel på, hvorfor både et oprigtigt familiedrama og gyset udebliver.

Det er en skam, men når uhyggen i poolen og den hertil knyttede historie og baggrund for poolens væsen ingen mening giver, giver det langt fra den ønskede effekt af uhygge. For når karaktererne ikke får troværdigt drama og karakterskildringer at arbejde med, løber skrækken og rædslen ud med badevandet i en film, der langt fra er original i sit forsøg på at stable gys på benene.

Nu behøver et godt gys som bekendt ikke at være original for at fungere som et effektivt og medrivende gys, men når historien i tilfældet med ’Night Swim’ ikke tør stole på, at bl.a. det usete og usagte i en ellers til at starte med spændende gyserpræmis er nok til at jage uhygge i livet på sit publikum, er det også mere end op ad bakke at blive grebet af filmen.

Instruktør og medforfatter Bryce McGuire har kort fortalt ikke overbevisende flair for at etablere en troværdig uhygge og da slet ikke for at fastholde gruen, så den får bare en smule troværdigt fat i mig gennem bl.a. familiens liv og interne dynamik. ’Night Swim’ drukner med andre ord i en hovedløst klodset historie, der ikke formår at skabe gribende gys.

’Night Swim’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Night Swim’ har biografpremiere den 14. marts.

Biografanmeldelse: Grønlands sneklædte natur og frysende kolde omgivelser danner rammen for det dybt gribende portræt af et menneske på randen af livet. På flugt fra sig selv og sin traumefulde fortid, følger man i ’Kalak’ Jan, der som ung blev misbrugt af sin far. Nu bor han i Grønland med sin hustru og to børn, hvor han arbejder som sygeplejerske og forsøger at finde fodfæste i livet.

Jan plages fortsat af fortiden, der ulmer som et sort monster lige bag hans venlige ydre og melankolske øjne. Livet i Grønland går sin gang, mens Jan udfordrer sig selv i nattelivet væk fra familien. Han forsøger at lære grønlandsk. At passe ind og blive en accepteret del af samfundet og den lokale kultur. At blive elsket og finde et sted til sig selv i verden, hvor han hører til.

Fortiden bliver dog som begsort kviksand ved med at trække Jan længere ned med sig. Den uundgåelige konfrontation med fortiden og traumet står malet op i fremtidens uklare horisont. Man kommer tæt ind på livet af den flerfacetterede Jan, der med stor ømhed, intenst nærvær og nuanceret menneskelighed portrætteres overbevisende af Emil Johnsen.

I rollen som Jans hustru Lærke finder man en empatisk Asta Kamma August, der på fornem vis komplementerer fortællingens menneskelighed og herunder dynamikken i den lille familie. Filmen er instrueret og medforfattet med stor indlevelse og sikker hånd af Isabella Eklöf på baggrund af den selvbiografiske roman ’Kalak’ af Kim Leine.

Den barske fortælling indfanges elegant og råt af fotograf Nadim Carlsen, der dynamisk skildrer både de grønlandske vidder, livet blandt landets beboere og Jans vaklende tilstedeværelse i en verden, han har svært ved at blive en del af. I samspil med billederne og lydsidens nærvær bringes både mennesker og miljø til live gennem historien, der er baseret på virkelige hændelser.

’Kalak’ er svær at fordøje og kapere. Det er en brutal fortælling, der rummer stor sorg og smerte, som i filmens gribende og hjerteskærende skildring griber mig i maven som en kold jernklo, der ikke vil give slip. Selv hvis solens varme stråler måtte ramme den, bliver den siddende. Det er en engagerende film, der fortælles med tankevækkende nuancer og insisterende indlevelse.

’Kalak’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Kalak’ har biografpremiere den 7. marts.