Excentrisk Robert Downey Jr. taler med dyr i den ligegyldige ‘Dolittle’

Biografanmeldelse: Tænk sig at kunne tale med alverdens dyr – det ville være ret så vildt, ikk’? I den forglemmelige ‘Dolittle’ er det præcis, hvad filmens titelkarakter kan. Efter sin hustrus død har den excentriske Dr. Dolittle dog imidlertid vendt verden – og ikke mindst menneskene – ryggen. Han er med andre ord opslugt af selvmedlidenhed og kun med sine talende dyr som venner.

Der går dog ikke længe førend, at den gode Dolittle atter engang bevæger sig ud i menneskenes verden. For da den dødeligt syge dronning Victoria har brug for hans hjælp, bliver det også starten på en mere eller mindre eventyrlig rejse, der bringer Dolittle og de mange dyr ud på verdenshavene og ind i ukendt land for at skaffe modgiften til dronningen.

Robert Downey Jr. indtager måske nok ganske fint rollen som den småskøre, elskværdige og charmerende Dolittle – han drukner dog hurtigt i en film, der er fersk, forglemmelig og for kedelig i sin fortælling til, at jeg engageres – hverken i historien eller i de medvirkende. Fra Dolittle til de mange talende dyr. Der forsøges ellers stablet alverdens morsomheder på benene.

Det bliver dog nærmest aldrig til komiske pletskud, men mest af alt flade forsøg på dette, hvor timingen synes mere off end on. Desværre. For der er ellers lagt i gryden til sin del af morsomme optrin. Man finder blandt andet alt fra en kuldskær isbjørn til en tiger med moderkomplekser og en guldsmed med mere end selvtilliden i orden – nå ja, og en solid omgang pruttehumor.

Lige lidt hjælper det desværre en ellers ok veloplagt Robert Downey Jr., der mest synes som en vag skygge af den kaptajn Sparrow. Excentrisk, kulørt og karismatisk. Det bliver denne Dolittle bare ikke rigtigt – det samme kan siges om det ellers kulørte eventyr, der mangler mere schwung, flere troværdige farer samt udfordringer og ikke mindst en skurk, der bare har en smule pondus.

Robert Downey Jr. lander altså fladt som Dolittle i det forglemmelige eventyr, hvor de talende CGI-dyr aldrig rigtigt får komisk fat. Her er ellers prominente stemmer af blandt andre Rami Malek, Octavia Spencer og Emma Thompson. Det hele fremstår desværre bare mest af alt som venstrehåndsarbejde. Et eller andet sted i processen er hjertet i hvert fald blevet tabt på gulvet. Øv.

‘Dolittle’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘Dolittle’ har biografpremiere den 23. januar 2020.

‘Just Mercy’ er et solidt retssalsdrama krydret med grim racisme

Biografanmeldelse: Det er et tankevækkende stykke drama, der serveres med den solide ‘Just Mercy’. For her tages der nemlig blandt andet hånd om den grimme racisme, når den unge og idealistiske advokat Bryan Stevenson kæmper sagen for de sorte, der ikke selv kan eller har råd til det. At filmen er baseret på en sand historie, er kun endnu mere grumt.

I 1987 bliver den sorte skovhugger Walter McMillian nemlig dømt til døden for mordet på en ung kvinde – det selvom der foreligger i massevis af beviser, der peger på hans uskyld. Det er primært denne sag, som den velfortalte fortællingen folder sig engagerende ud omkring. For hvordan får man omstødt en sådan dom, når ordensmagten og systemet synes at være imod en?

For ikke at tale om den racisme, de sorte i filmens periode fra 1987 og frem i start-90’erne bliver forfulgt af hos politiet og i fængslerne. Det er svære vilkår for den dømte Walter McMillian, men også – og ikke mindst – den ligeledes sorte advokat, der ikke alene kæmper en række dødsdømtes komplicerede sager, men også selv oplever racisme og trusler fra politiet.

Michael B. Jordan gør god, solid og stålsat figur i rollen som den unge Bryan Stevenson, mens Brie Larson ligeledes leverer et fokuseret portræt som Bryan Stevensons kompagnon. Jamie Foxx ses som Walter McMillian, hvilket han med fint nærvær, nuancer og indlevelse bringer ud til mig. Et stærkt spillende trekløver, der er med til at holde filmen i gang, når den mister lidt momentum.

‘Just Mercy’ er nemlig noget så – måske lidt kedeligt – som et solidt spillet og solidt fortalt drama, der folder sig ud uden de store overraskelser. Den noget generiske instruktion af Destin Daniel Cretton er dog ligeledes solid – i mangel af bedre ord. Men nej, der er ikke meget personlighed i instruktionen, hvor det altså netop er de tre karakterer, som bringer karakter til filmen.

Her er med andre ord tale om et godt gammeldags drama, der er både velspillet og velfortalt, mens almengyldige tematikker som racisme, godhed og næstekærlighed er i spil – måske lige firkantet nok sat i scene sine steder, men ikke desto mindre på ganske tankevækkende vis. Det er altså i sidste ende den grundlæggende interessante historie og præstationer, som holder filmen kørende.

‘Just Mercy’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Just Mercy’ har biografpremiere den 23. januar 2020.

Dramaet ‘De særlige’ er rørende fransk feel-good

Biografanmeldelse: De arbejder utrætteligt og hele tiden. Privatlivet er der ikke noget af, og de springer til uden varsel – selvom midt i dates eller på en fredag aften. Vincent Cassels Bruno og Reda Katebs Malik står altid klar i arbejdets tjeneste med at tage sig af dem, samfundet ikke kan finde plads til – de svært autistiske og andre hårdt diagnoseramte: de særlige.

Det er således dette disse to herrer og deres pressede hverdag, man følger i det franske feel-good-drama ‘De særlige’ – der dog også har en fint balanceret og alvorstung klangbund. Det er de to mænds tålmodige arbejde, professionelle partnerskab og ikke mindst stærke venskab, man her kommer ind på livet af – det sammen med rækken af dem, de tager sig af.

‘De særlige’ er ikke så meget en plotdrevet film, som det er et kig ind i en virkelighed af omsorg, konstante problematikker og svære konfliktløsninger. Her kommer netop blandt andet Vincent Cassel og Reda Kateb på banen med hver deres engagerende portræt og dynamiske interne forhold. De to er dynamit – både hver for sig og ikke mindst sammen.

Det er et på en gang rørende, tankevækkende og engagerende drama, der både fik mig til at smile og blive rørt af den godhed, de to mænd smitter deres omgivelser med. Men også deres bestemthed overfor de unge, der tages ind i gruppen af hjælpere af de ‘særlige’, der kommer under deres vinger, mens politikkerne ånder deres foretagende i nakken med mulig lukning for øje.

Filmen er den sande historie om to mænd arbejde med netop at tage sig af alle dem, som samfundet har svært ved at placere eller ganske enkelt ikke ved, hvordan de skal tage sig af. Men det er sådan set lige meget for mig, om filmen er baseret på en sand historie – eller hvor vigtig en problematik, den måtte behandle.

Det der tæller hos mig ved ‘De særlige’ er, om dramaet, miljøskildringen og karaktererne fungerer – og det gør det. Desværre mister filmen dog også lidt momentum af og til eftersom den ikke videre plotdrevne fortælling sine steder kommer til at stå lidt i stampe. Det sagt, så er blandt andre netop Vincent Cassel og Reda Kateb med til at løfte og bære filmen hele vejen i mål.

‘De særlige’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘De særlige’ har biografpremiere den 23. januar 2020.

De slemme drenge er – desværre – tilbage med ‘Bad Boys For Life’

Biografanmeldelse: Den første film med det umage kriminalbetjente-makkerpar Mike Lowrey og Marcus Burnett kom i 1995. Michael Bay fulgte op på sin egen film i 2003 med 2’eren. Nu er det så tid til, at de to slemme drenge vender tilbage for tredje gang – det med ‘Bad Boys For Life’. Denne gang dog uden den eksplosionsglade Michael Bay ved roret.

Her er det nemlig de noget mindre kendte instruktører Adil El Arbi og Bilall Fallah, der har skullet forsøge at få samling på Will Smith og Martin Lawrence i en film, der roder rundt i de samme jokes, som bare aldrig bliver rigtigt sjove. Ja, de er blevet ældre, så naturligvis er joken om, at Martin Lawrences Marcus Burnetts skal huske at tage sine briller på sjov. Hver gang. Ak nej.

Men hvad er der så i grunden sket med duoen siden 2003? Egenlig ikke særlig meget. Mike er stadig en uforbederlig single, der jagter adrenalinsuset i sit arbejde, mens Marcus har sin familie som centrum i sit liv – og nu faktisk går så langt som til at ville pensionere sig. Det går naturligvis hverken værre eller bedre end, at de to må slå sig sammen en sidste gang.

For tråde fra Mikes fortid synes her at indhente ham, da en skurk vil ham til livs. De to må nu selvklart forsøge at stoppe mordet på Mike, inden det er for sent. Det bliver starten på en hæsblæsende jagt med skarptladte automatvåben, fræsende biler, hårdtslående slåskampe og ikke mindst store eksplosioner – nå ja, tilsat lidt ubehjælpsom humor.

Alt er med andre ord mere eller mindre ved det gamle, når ‘Bad Boys For Life’ folder sig mere eller mindre uinteressant ud. Bortset fra, at de to herrer altså er er blevet noget ældre. Indsæt Viagra-joke. Men ja, Joe Pantoliano er stadig den samme iltre chef. Hertil kommer et par plotmæssige overraskelser, der ganske enkelt virker alt for forceret til at fungere engagerende.

Will Smith og Martin Lawrence forsøger ellers efter bedste evne at løfte det stive manuskript op ad dybet, men deres interne dynamik og ordmæssige ping pong kommer aldrig op at flyve. Det der dog momentant virker en smule er actiondelen. Her er der trods alt lidt veloplagt ødelæggelse at lægge øjne til. Det er bare langt fra nok til at redde denne rodebutik ud af glemslens mørke.

‘Bad Boys For Life’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘Bad Boys For Life’ har biografpremiere den 16. januar.

Det danske krigsdrama ‘De forbandede år’ er forbandet kedelig

Biografanmeldelse: Med instruktør Anders Refns 2. verdenkrigsdrama ‘De forbandede år’ tages publikum med tilbage til 1940, hvor et knapt så romantisk billede af den nazistiske besættelse af Danmark sættes i scene. For blandt andet kommer man ind på samarbejdspolitikken i Danmark i besættelsestiden – her skildret gennem en familie med far, mor og deres fem voksne børn.

I centrum finder man den succeshulde fabriksejer Karl Skov – spillet af en altid seværdig Jesper Christensen. Han og familien lever et godt liv i overklassen på Strandvejen nord for København. Men da nazisterne i april 1940 besætter landet, vendes deres liv – som resten af landet – på hovedet. For Karl står nu overfor at skulle overleve under den tyske besættelse.

Det betyder, at han for sin egen, familien og de ansattes overlevelse også modstræbende begynder at samarbejde med tyskerne og producere til det tyske marked. Dette smertelige dilemma er således afsættet for filmens drama, hvor familien stille, men sikkert splittes ad, da der internt er meget forskellige holdninger til den politiske situation og nazistiske besættelse.

Ja, det er en interessant præmis, hvor netop moralske dilemmaer kan sættes medrivende i scene, mens et mere mørkt kapitel i Danmarks historie bliver belyst. Men ak og ve. ‘De forbandede år’ er og bliver en forbandet kedelig film. Den slæber sig afsted med ofte abrupte scener, der klippes klodset og ubehjælpsomt sammen, hvor blandt andet filmens tone skubbes ud af balance.

Desuden halter flere af de medvirkendes præstationer. Men på trods af filmens kedelige måde at folde sin fortælling ud på, gør netop Jesper Christensen god figur – intens, splittet og nærværende. Det sagt, så er det tunge manuskript svært at danse med, hvor fortællingens struktur og udførelse virker forceret og klar til en halvflad folkeskole-analyse af nuancerne under besættelsen.

‘De forbandede år’ ender altså med at være en træg film, der med sine cirka 2 timer og 30 minutter slet ikke kan bære sin fortælling hjem. Den mister konstant momentum og skydes ud af retning, hvor spændingskurven knækker og falder fladt sammen filmen igennem. Det er virkelig en skam, når nu udgangspunktet for en nuanceret skildring af Danmark under krigen er til stede. Øv.

‘De forbandede år’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘De forbandede år’ har biografpremiere den 9. januar 2020

Første Verdenskrigsfilmen ‘1917’ er et vildt sansebombardement

Biografanmeldelse: Der er ingen tvivl om, at Sam Mendes’ Første Verdenskrigsfilm ‘1917’ er en både teknisk imponerende og mange steder ikke mindst visuelt overrumplende filmoplevelse. Men den kommer desværre ikke helt ind under huden på mig eller ned i maven, hvor jeg ville ønske at den satte sig som et intenst stykke krigsfilm med hjertet i halsen. Men den gør bestemt sit bedste.

I filmen kastes to unge engelske soldater, Scofield og Blake, nemlig ud i en mildest talt vild og ikke mindst en øjensynligt umulig mission. De skal nemlig på krigens højeste ud i et kapløb mod tiden i et forsøg på at viderebringe en besked, der vil kunne forhindre et altødelæggende angreb på hundredevis af britiske soldater – blandt andet Blakes egen storebror. Det betyder også, at de skal krydse fjendtligt territorie.

Ja, en simpel, intens og effektiv præmis – der på trods af fortællingens skønhedspletter og mit en smule manglende følelsesmæssige engagement – bestemt er leveringsdygtig i en række elementært spændende scener, hvor nerverne får lov til at sitre – ikke mindst på de to hovedkarakterer, der konstant er på røven i dette krigskaos. George MacKay og Dean-Charles Chapman udgør en medrivende duo, det er svært ikke at heppe på og holde af.

De to gør bestemt god og nærværende figur, men desværre undermineres den ellers fint forløste og simple historie blandt andet af en overgjort sentimental scene, der skærer ud i pap, at krig er noget lort. Ja, kombinationen af en baby og krig er jo noget hø. Desværre står blandt andet den scene uelegant og forceret frem – det sammen med filmens noget sort/hvide pointer om krig.

Det er en skam, at både fjender og venner ikke som sådan får mere nuanceret pondus, end tilfældet er. Nuancerne er dog at finde i netop portrætteringen af Scofield og Blake, der med nerve fostrer både desperation og passion samt håb og håbløshed. Det står ganske enkelt malet medrivende i deres ansigter på deres mission, der desuden er fortalt som i én lang optagelse.

Med ‘1917’ fastholdes jeg således fra start til slut i ét enkelt skud. Her får mesterfotografen Roger Deakins lov til at trylle med sit kamera, hvor billedsiden hele vejen er leveringsdygtig i vilde kompositioner, kamerature og indstillinger. Ja, ‘1917’ er bestemt en teknisk imponerende bedrift, der desværre bare ikke rigtigt griber mig om hjertet eller får intenst fat i maven på mig.

‘1917’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘1917’ har biografpremiere den 2. januar 2020.

Urovækkende hævnånd i et forglemmeligt gys med ‘The Grudge’

Biografanmeldelse: Hvis du synes, at titlen på gyserfilmen ‘The Grudge’ lyder bekendt, så er det fordi, at der allerede findes en god håndfuld film i det grumme gyserunivers – det både de originale japanske og de amerikanske takes på filmene. Nu er der altså nyt i universet med dette art reboot og requel. Det er altså samme præmis med en hævngerrig ånd, der er på dødeligt spil.

Denne gang ankommer vi fra Japan til USA, hvor ejendomsmægleren Peter Spencer i den lille by Cross River står for at skulle sælge et stort – og naturligvis dunkelt – hus. For huset er ikke som huse er flest. Her er nemlig blevet begået grumme mord. Så nu får alle, der bevæger ind i husets mørke en hævngerrig ånd på nakken, der ikke slipper sine ofre, før de er døde.

To betjente bliver sat på sagen – den just ankomne Muldon samt den forknytte betjent Goodman, der tidligere har været involveret i en lignende grum sag. Snart bliver de to betjente dog mere og mere viklet ind i den dødeligt farlige sag. Ja, det er grumme sager og en cool præmis for et godt gys, der altså allerede er blevet lagt grundlaget for år tilbage med de andre ‘The Grudge’-film.

Det er fortsat et interessant plot, der her vikles ud i nutid og en række flashbacks til ofre for den dræbende ånd. Det fungerer godt med disse grufulde hop i tid, hvor der således også serveres sin del af blodige og vamle mord. Her er flere cool af slagsen. Desværre forfalder gyset flere – og for mange – steder til forudsigelige og fesne jump scares, der bare ikke fungerer.

Nej, ‘The Grudge’ fungerer langt bedre, når den tør stole på sin urovækkende stemning – alt det usete og på de medvirkendes fortsatte fald ind i en ond spiral af skræk og rædsel. Men det tør den desværre bare ikke, hvorfor gyset også falder noget fladt sammen om sig selv, efterhånden som filmen skrider frem, hvor den mere og mere forjager gyset. Uden nævneværdig effekt.

‘The Grudge’ er altså et sine steder ret så indtagende og atmosfærefyldt gys, der har et ok flow, men som forfalder til flade jump scares og fesne chok. Der er dog flere fint blodige drab undervejs, der underholder i gruens tegn. Men opfindsom er filmen desværre ikke, hvorfor den da også ender som værende et forglemmeligt, men trods alt ok underholdende bekendtskab.

‘The Grudge’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘The Grudge’ har biografpremiere den 2. jananur.

Forglemmelig politi-thriller med den generiske ’21 Bridges’

Biografanmeldelse: Ja, politi-thrilleren ’21 Bridges’ er ganske vist en både forglemmelig og generisk omgang action. Men jeg vil bestemt ikke benægte, at filmen er uden sine momenter. Det er særligt i sin action, at ’21 Bridges’ bider sig en smule fast hos mig og bliver medrivende. For når blandt andet kugleregnen siler, er der cool knald på drengen.

Det er da også i en sand kugleregn, at der mere eller mindre lægges fra action-kaj. For et i særdeleshed voldsomt shootout ender med flere dræbte NYPD-betjente. To røvere kom nemlig på røven, da de skulle sjæle en sending narko. Således er de nu to politimordere på flugt i New Yorks mørke nat. Menneskejagten sættes straks ind – det med den rå betjent Andre Davis i spidsen.

Som sådan er her altså tale om en ganske velkendt action-opskrift, der bare aldrig sådan for alvor kommer ud over rampen og sætter sig i hverken halsen eller maven på mig. Det er primært og momentant, når filmens action-scener folder sig potent ud, at jeg er på. Fra vilde biljagter, til skududvekslinger og blandt andet også en intens scene sat i et kørende tog.

Desværre bliver disse ellers ganske virile scener aldrig nok til, at ’21 Bridges’ forlader sin sikre havn af klichéer og forudsigelighed. Ja, selv i sit forsøg på at plottwiste sig vej ind i sidst sidste akt, har jeg allerede luret “overraskelserne”. Men uanset om man måtte lure plottets krumspring eller ej, så mangler filmen altså desværre noget mere pondus i sine karakterer.

Jeg bliver aldrig rigtigt engageret i vores slidsomme Andre Davis, der spilles med stort set samme mine filmen igennem af ellers ellers ganske nærværende, intens og fokuseret Chadwick Boseman. J.K. Simmons dukker også op, det som Captain McKenna. Endnu et generisk politiportræt. Sienna Miller er som Andre Davis’ kollega Frankie Burns en smule mere interessant. Men aldrig nok.

Ingen af filmens karakterer bliver dog særligt spændende – ligesom heller ikke historien bliver videre spændende. Det er som nævnt i sin action, at filmen momentant bliver medrivende. ’21 Bridges’ hæver sig aldrig op over middelmådigheden, hvilket jo bestemt også kan have sin berettigelse. Et let, hurtigt og forglemmeligt actionfix og så ikke mere.

’21 Bridges’ får 3 ud af 6 stjerner:

’21 Bridges’ har biografpremiere den 2. januar.

Den franske ‘Les Misérables’ er spædstig socialrealisme

Biografanmeldelse: Med det franske drama, der udvikler sig til en regulær spændingsfilm, leveres der en både brutal, intens og nuanceret miljøskildring af de skramlede ghettoer i Paris. Man kommer så at sige med på begge sider af hegnet, nemlig i et ganske gribende, medrivende og engagerende portræt af både betjente og beboeres liv.

Det hele starter ellers godt. Paris er på den anden ende i en glædesrus over Frankrigs nyvundne VM-titel. Men lykken varer bestemt ikke ved, hvilket snart går op for mig og de medvirkende. Man kommer nemlig her med ind i bilen hos tre betjente, der patruljerer som urørlige eneherskere i gaderne. Særligt den ene af de tre mænd er ekstra ubehagelig og magtliderlig.

Det er ubehageligt at være vidne til hans chikane af uskyldige beboere – både grundet behandlingen af beboerne, men også grundet den nyankomne betjent Stéphane, der ligger under for gruppepres hos de to garvede kollegaer. Ja, dynamikken mellem civile og politiet er betændt og bliver det kun endnu mere, efterhånden som jeg føres ind i filmens rå realisme.

For spændingerne mellem ordensmagten og beboerne ulmer med et uundgåeligt oprør som følge. Én begivenhed sætter dog for alvor gang i gaderne på intens og uforudsigelig vis. Hvad præcis plottet her gemmer på, vil jeg ikke afsløre – ligesom jeg heller ikke vil komme nærmere ind på handlingen. Blandt andet også fordi, at filmen i høj grad lever af sin miljøskildring.

Her kommer man således med ned i gaderne, hvor flokken af børn leger, mens de voksne kæmper med både politiet, livet og hinanden. Der hersker her et råt hieraki – både ghettoens beboere imellem, men så absolut også mellem politiet og de civile samt betjentene imellem. Det er en fødekæde, det er hårdt for alle at være en del af. Opslidende, uforudsigelig og farlig.

‘Les Misérables’ er ganske enkelt et velspillet stykke socialrealisme tilsat nervepirrende spænding, der for alvor sitrer i filmens sidste tredjedel. Inden da ulmer gaderne på engagerende vis af et kommende oprør, mens jeg bringes fint ind i et miljø, hvis karakterer og omgivelser skildres med både nerve og smerte, troværdighed og intensitet.

‘Les Misérables’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Les Misérables’ har biografpremiere den 2. januar 2020.

Den herligt slingrende dramathriller ‘Parasite’ sitrer af spænding

Biografanmeldelse: Du kan godt glæde dig til det tredje og sidste akt af sydkoreanske Bong Joon Hos nervepirrende dramathriller ‘Parasite’. For her udfoldes der sitrende spænding for fuld plade. Vejen dertil er bestemt hele turen værd og ligeledes et engagerende bekendtskab. For roligt og med sikker hånd bygges der sten på sten op til den intense og overraskende finale.

Men følger i filmen en ludfattig familie bestående af en mor og far samt deres to unge børn – en bror og søster. De bor i et af Seuls beskidte kvarterer, hvor de kæmper for at klare sig til dagen og vejen. Men da sønnen får job i at undervise en ung pige i engelsk i et rigt overklassehjem, synes lykken at vende for familien – og ikke nok med det, andre muligheder synes nu også at opstå.

For snart aner den snu søn muligheden for at få sin søster indlemmet i familien som kunstterapeut for deres yngste og ustyrlige søn. På den måde æder den lille fattige familie sig ind på den rige husstands funklende domæne, mens pengene ryger ned i deres lommer – alt imens snyderiget blot udvides og tager til. Ja, vejen mod finalen sættes således både morsomt og grotesk op.

‘Parasite’ lever således ikke kun af sine fint beskrevne og velspillede karakterer – den fattige familie i kontrast til den velhavende. Det er også en film, der suger liv til sig af sin historie, der måske nok forløber ganske lige ud af landevejen til at starte med, men så tager den sig et krumspring – og et til. Og pludselig sidder jeg og tager mig selv i at holde vejret i spænding. Herligt.

Måske bliver nogle af filmens tematikker dog skåret lige lovligt firkantet ud undervejs. Så som klasseskellet mellem den fattige underklasse-familie overfor den rige overklasse-familie. Heldigvis er der fine nuancer at finde i blandt andet filmens moralske dilemmaer, i de fint definerede karakterer og ikke mindst dynamikken internt i de to familier.

Det er dog, når filmen skifter gear og går over i at være en regulær spændingensfilm, at jeg rigtigt indfanges af ‘Parasite’. Her kommer der nemlig pludselig for alvor noget på spil, alt imens jeg sidder og knuger mine hænder i spænding over, hvad der venter om næste hjørne af filmens historie, der kommer ud på medrivende slingrekurs. Ja, af den bedste slags.

‘Parasite’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Parasite’ har biografpremiere den 25. december.