THE CURSE OF LA LLORONA: Desværre en ikke videre gysende uhyggelig gyser

Biografanmeldelse: Fedt! En ny gyserfilm i det skræmmende The Conjuring-univers, der tog sin begyndelse i 2013 med netop ’The Conjuring’. Siden da er det blevet til både fortsættelser og spin-offs med film som ’Annabelle’ og ’The Nun’. Med ’The Curse of La Llorona’ er der et nyt og skræmmende genfærd på færde, hvor en mor og hendes to børn må tage benene på nakken.

For år siden druknede La Llorona nemlig sine egne børn som hævn for sin mands utroskab. Efterfølgende tog hun sit eget liv og er siden da gået igen i jagten på børn, der kan tage pladsen efter hendes egne sønner – det for at erstatte det tragiske tab. Gyseren foregår i 1970’ernes Los Angeles, hvor ovennævnte mor og børn bliver hjemsøgt af det skræmmende væsen. Så nu må de ty til overnaturlige midler for at klare skærene.

Egentlig starter ’The Curse of La Llorona’ ganske godt og urovækkende, hvor vi får den tragiske og grumme forhistorie om La Llorona fortalt i et dystert flashback. Desværre forfalder de gysende eskapader snart til at bero mere på billige og ikke videre effektive jump scares og fake scares end på den momentvise snigende uhygge, filmen sine steder også lægger for dagen.

Det suger ret så meget af uhyggen ud af filmen, der således aldrig for alvor skræmmer mig – andet end ved et enkelt eller to noget slatne jump scares. Hertil kommer, at genfærdet ikke bliver etableret videre vellykket – “reglerne” for, hvad hun kan og ikke kan står hen i det uvisse. Nogle gange kan hun dukke op, hvor det skal være, andre gange kan hun ikke gå igennem en dør.

Når jeg ikke ved, hvad hun kan og ikke kan, så kan hun alt – og så bliver det hele altså sådan lidt rodet for mig. Fred med det, hvis så bare løjerne var uhyggelige. Det er de ikke i min bog, desværre. Det selvom La Llorona ser pænt creepy ud. Som en mere fucked up udseende The Nun – det med sort galde om munden og gule øjne. Men det føles også lidt som genbrug, når dørerne knirker og La Llorona springer frem fra mørket i tide og utide.

På den måde er ’The Curse of La Llorona’ også en klichéfuld omgang gys, hvor klichéerne desværre ikke føles videre friske, men mere noget stive i det. Øv. I sidste ende er dette altså en ret så uhygge-fattig omgang genfærd, der forsøger på at skræmme mere med jump scares end urovækkende atmosfære. Det lykkedes ikke og det hele stikker da også helt ubehjælpsomt af i finalen, der er mere bulder og brag end en uhyggelig afslutning på fortællingen.

’The Curse of La Llorona’ får 2 ud af 6 stjerner:

’The Curse of La Llorona’ har biografpremiere den 17. april.

VÆRK UDEN SKABER: En kunstners personlige kamp for at finde sin plads i livet

Biografanmeldelse: Publikum tages med det tyske drama ‘Værk uden skaber’ med tilbage til det nazibefængte Tyskland i 1930’erne i en fortælling, der strækker sig over tre årtier – og ja, hele 3 timer og 8 minutters spilletid. Det bliver desværre sine steder lige en tand for langt for den ellers engagerende fortællings eget bedste. Heldigvis har filmen meget godt at byde på.

Blandt andet er netop filmens historie på flere niveauer spændende. For ‘Værk uden skaber’ indeholder både familietraumer, moralske dilemmaer, det nazistiske Tyskland og intet mindre end jagten på meningen med det hele – og mere til. Det er meget at gabe over, men faktisk lykkedes det filmen, der på trods af dette mister lidt dramatisk pondus og momentum sine steder. 

Filmen følger den unge tysker Kurt Barnert fra barnsben i 1930’erne til hans voksenliv, hvor han er undsluppet Østtyskland og nu bor i Vesttyskland, hvor han studerer til at blive kunstmaler. Han er dog plaget af et traume og ubehagligt minde fra sin barndom, der således forfølger ham helt op i voksenlivet under nazismen og DDR-regimet.

Med dette politiske bagtæppe er det dog den menneskelige historie, der er i centrum – ikke mindst Kurt Barnert, der kæmper med at finde sin stemme som kunstner, men også i sit forhold til Ellie. De to spilles med fint nærvær og dragende kemi af henholdsvis Tom Schilling og Paula Beer. De er svære ikke at holde af – både sammen og hver for sig.

Men noget tungt indfinder sig over hovedet på det forelskede par som en mørk sky – det i form af Ellies strenge og magtsyge far, der arbejder som en succesfuld og velanset gynækolog, som bringes til live af en intimiderende Sebastian Koch. Han er nemlig langt fra begejstret for sin datters valg af kæreste og vil derfor gøre alt for at splitte det unge par ad.

Dette trekantsdrama trækker imidlertid fælles og dystre tråde tilbage til nazi-Tysklands mørke fortid, der dog i 1960’erne ligger som gemt bag historiens røgslør. Det er på den måde på en gang et intrigant spind af historie og menneskeligt drama, som filmen blandt andet lever af – desværre sine steder en kende for manuskript-klodset i måden brikkerne lige nøjagtigt går op på.

‘Værk uden skaber’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Værk uden skaber’ har premiere den 18. april.

HELLBOY: Der er blodigt og morsomt schwung på den røde djævel

Biografanmeldelse: Det både sprutter med blod, bandeord og sort humor, når den røde djævel Hellboy er på banen i filmen af samme navn. Ja, det er en underholdende, kulørt og monsterbefængt omgang antihelte-film, der her kanter sig energisk igennem sine action-eskapader og voldstunge monsterkampe. Herligt!

Godt nok er Hellboy en rød dæmon, men han kæmper de godes sag – det med hjælp fra to hårdtslående kollegaer, der desværre er noget kedelige sidekicks. Heldigvis har Hellboy både karisma og charme, når han her sendes til England for at bekæmpe olme kæmper, men ikke mindst den genopstandne Bloddronning Nimue, der vil volde verden ondt.

Således er der lagt op til en actionfyldt omgang monstersmadder tilsat sort humor. Det er da også præcis, hvad instruktør Neil Marshall leverer veloplagt og sine steder herlig splattet. Ja, her både flænses og kløves folk i to, så blodigt sprøjter, mens diverse monstre stavrer sig glubsk igennem fortællingen, der desværre mister lidt af pusten sine steder.

Fred med det, for helt overordnet er her et godt flow, hvor jeg kastes fra den ene medrivende scene til den næste og præsenteres for det ene slimede samt creepy monster efter det andet. Nå ja, og så er David Harbour virkelig velcastet som den drikfældige og sært charmerende Hellboy, der ikke finder sig i noget pis og hurtigt slår på tæven, hvis noget ikke lige passer ham.

Filmen er baseret på Mike Mignolas flotte og engagerende tegneserier om Hellboy, mens Guillermo del Toro vellykket har vagt den ikoniske karakter til live i sine to film fra henholdsvis 2004 og 2008. Men selvom dette reboot af Hellboy-universet måske ikke har et nær så distinkt look, så er denne nye ombæring dæmon-action bestemt et vellykket monster-eventyr.

Heksen Nimue spilles af en ok besnærende, men desværre ikke videre skræmmende Milla Jovovich, mens Ian McShane med autoritet indtager rollen som Hellboys menneskelig adoptivfar. Hellboys to kollegaer forbliver desværre ret anonyme i skikkelse af Daniel Dae Kim og Sasha Lane. Det sagt, så er ‘Hellboy’ et dejlig kulørt, underholdende blodigt og veloplagt bekendtskab.

‘Hellboy’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Hellboy’ har biografpremiere den 11. april.

DANMARKS SØNNER: Der males med symboltunge penselsstrøg i dansk drama

Biografanmeldelse: Der er ikke så mange tematiske nuancer at komme efter i det ellers ganske intense drama ‘Danmarks sønner’. Det er med de brede og delvist sort/hvide penselsstrøg, der her males i den noget symboltunge fortælling, der udspiller sig i kølvandet på et terrorangreb i København. Således er der politik, radikalisering og menneskelige skæbner i spil.

Der er et folketingsvalg lige om hjørnet, hvor den stærkt nationalistiske og fremmedfjendske politiker Martin Nordahl – fra det nystiftede parti Nationalbevægelsen – spås en jordskredssejr, der kan ende med at gøre ham til Danmarks næste statsminister. Parallelt med dette følger man den 19-årige Zakaria, der bevæger sig ud ad et stadigt mere og farligt radikaliseret spor.

Det er på den måde fortællingen om en ung mands rejse i livet modstillet med et Danmark, hvor fronterne tegnes både dystopisk, men altså også noget sort/hvidt op: danskere versus indvandrere. Martin Nordahl versus Zakaria. Det er også fortællingen om familie og det at finde sig et tilhørsforhold og rodfæste i en verden, der for de implicerede parter synes på randen af kaos.

Egentlig er ‘Danmarks sønner’ ganske kompetent fortalt og sat i scene af instruktør og manuskriptforfatter Ulaa Salim, men fortællemæssigt mister filmen desværre undervejs noget momentum samt en smule af den ellers intense stemning. Det er fortællingen om, at vold avler vold. Fortællingen om, at vi ikke kan opnå fred uden gensidig respekt og kærlighed.

Det bliver som nævnt desværre bare noget nuancefattigt, mens et par plotelementer undervejs også truer den dystopiske troværdighed en smule. Det sagt, så leverer blandt andet Mohammed Ismail Mohammed som Zakaria et fint, indtagende og dragende drenget portræt af en ung mand, der plages af afmagt og et manglende ståsted i livet.

Overfor ham finder man en engagerende Zaki Youssef som Ali – manden, der er med til at føre Zakaria ned ad den radikaliserede vej, som truer med at sende ham på farlig kollisionskurs. Desværre bliver ellers interessante tematikker som godt og ondt, ret og uret, hævn og tilgivelse samt retfærdighed og afstumpethed unuanceret malet op. Det er desværre med til at smadre noget af det ellers troværdige nærvær og fortællingens engagement.

‘Danmarks sønner’ får 3 ud af 6 stjerner: 

‘Danmarks sønner’ har premiere den 11. April.

SHAZAM!: Der er en ny og kæk superhelt i superhelteklassen

Biografanmeldelse: Okay, hvordan ville du mon lige reagere og agere, hvis du som barn pludselig kunne forvandle dig til en superhelt med op til flere superseje superkræfter? Det er ikke sådan lige til at svare på. I den superhelte-komedien ‘Shazam!’ får man om ikke andet svaret på, hvordan drengen Billy Batson tackler den noget overraskende situation som superhelt.

For noget tilfældigt står Billy en dag nemlig på mystisk vis ansigt til ansigt med en troldmand, der giver ham evnen til at forvandle sig til en voksen superhelt, når han siger det magiske ord “shazam”. Med sin nye identitet tester han således sine superevner med hjælp fra vennen Freddy – for hvad ellers skal man bruge superevner til end at have det sjovt?

Men helt sjov forbliver løjerne dog ikke, for den onde Dr. Sivana vil have fat i hans kræfter og det med hjælp fra en flok olme bæster. Inden historien dog får sig sporet ind på dette plotelement skal Billy og Shazam lige etableres som karakterer. Det roder filmen således lidt i ring med, hvor man blandt andet får Billys en smule triste historie om savnet af sin mor.

For den forældreløse dreng er nemlig på jagt efter at finde sin biologiske mor, mens han ellers er blevet bokset fra den ene plejefamilie til den anden. Således kommer tematikker som familie og tilhørsforhold også i spil – dog lige lovligt overfortalt. Filmen er desværre sådan mere overordnet også en smule ujævnt fortalt, mens plottet flere gange træder vande.

Det sagt, så er der ganske meget fart over feltet, hvor humoren og legen med superheltegenren desværre ikke for alvor løfter sig over et par tøhø’er for mit vedkommende. For måden hvorpå der ellers tages komisk livtag med genren kommer ikke helt til sin ret, mens blandt andet en ellers charmerende Zachary Levi som Shazam ikke helt får sendt komikken rent i mål hele vejen.

Det kulørte univers har dog på trods af dette – samt en alt for lang finale, der blot bliver kedelig frem for medrivende – en tilpas letbenet og munter tone til ikke helt at falde til jorden. Således holder filmen sig altså også ok ovenvande, men ender desværre som både en middelvare og forglemmelig superheltefilm. Men lidt har dog også ret… SHAZAM!

‘Shazam!’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Shazam’ har biografpremiere den 4. april.

PET SEMETARY: Grum Stephen King-filmatisering falder fra hinanden

Biografanmeldelse: Det er sådan set ikke fordi, at Stephen King-filmatisering ‘Pet Semetary’ ikke har sine momenter. Men desværre falder de ellers ok gysende løjer fra hinanden i takt med, at filmen bevæger sig ind i sit sidste og klodsede tredje akt. Det er en skam, for der er både i historien og filmens atmosfære bestemt tilløbet til en langt mere vellykket gyser, end tilfældet er. 

Ganske vist er det en grum gyser, men det hele starter idyllisk med, at familien Creed flytter ud i et stort hus i skovens dejlige grønne natur i det landlige Maine. Men det forbliver dog langt fra ved med at være idyllisk for familien. For i deres baghave viser det sig, at der befinder sig en skummel dyrekirkegård, som gemmer på dystre hemmeligheder i det tågefyldte mørke.

Det finder faren Louis ud af, da familiens kat bliver kørt ned. Sammen med den ældre mand Jud, der bor alene i nabohuset, begraver de nemlig katten, der på mystisk vis efterfølgende vender tilbage fra de døde – men den er ikke helt som, den var før. Noget er forandret ved katten, der nu på delvist urovækkende og ufrivillig komisk vis popper pjusket op filmen igennem.

Noget overnaturligt er på færde i fortællingen, der også blev filmatiseret tilbage i 1989. Jeg vil dog ikke sammenligne de to versioner, da denne nye film skal kunne stå alene. Den står da også nogle gange ok gysende godt – særligt i første del, hvor den urovækkende stemning folder sig ud. Desværre spænder filmen ben for sig selv med tiltagende flere billige jump scares.

Hvis så bare bøh!-effekterne havde virket mere effektivt og været med til, at jeg filmen igennem sad gysende på stikker, så kunne jeg bedre have godtaget de klichéfulde chok. Det er bare ikke tilfældet, hvorfor gyset og uhyggen stille, men sikkert siver ud af filmen, der ganske vist har et par helt ok grumme og gysende scener undervejs. Dem vil jeg dog ikke spoile her.

‘Pet Semetary’ ender således også med at være en frustrerende oplevelse, da her faktisk er ret fine og gysende gode takter undervejs, som dog altså desværre undermineres af en klodset fortalt historie, der mere beror på slatne jump scares end på sine steder ellers helt ok urovækkende atmosfære. Den gysende grumme fortælling har fortjent bedre.

‘Pet Semetary’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Pet Semetary’ har biografpremiere den 4. april.

GIRL: Et ømt, intenst og intimt drama, der går lige i kroppen

Biografanmeldelse: Jeg sidder berørt tilbage efter det, jeg lige har været vidne til udfolde sig dragende, dristigt og dramatisk på det store lærred. For med ‘Girl’ kommer jeg ind på livet af Lara – en 15-årig ung kvinde, der er født i en drengekrop. Hun kæmper en lavmælt og hård kamp for at finde sin identitet og plads i livet, mens hun forsøger at få en karriere som balletdanser.

Det er en meget sanselig og helt fysisk oplevelse at sidde dramaet igennem, der er et både ømt, intenst og intimt portræt af den hårdtprøvede Lara, som leder efter at finde sig til rette både i egen krop og hoved. Helt fysisk i sine intense scener på balletskolen, hvor jeg mærker det fysiske pres, Lara sætter sig selv og sin krop under. Det gør ondt i både min mave og i mit hjerte.

Helt fysisk i måden, hvorpå jeg kommer helt tæt ind på livet af Lara – blandt andet, når hun gang på gang betragter sin nøgne drengekrop i spejlet. Og når hun klæber sit køn ind mellem sine ben med krads tape. Det er både intimt, troværdigt og naturligt at blive lukket helt i Laras virkelighed her i skikkelse af Victor Polsters rørende, ømme og plagede portræt. 

En menneskelig skildring, der er en mindre åbenbaring samt helt og aldeles unikt forløst i den engagerende og dragende fortælling, som sætter spørgsmålet om køn medrivende i spil. Her med Lara, der er i hormonbehandling på vejen mod en kønsskifteoperation. Men ‘Girl’ er også et relaterbart drama om det at skulle gebærde sig i livet som menneske, når det er allersværest.

Jeg må ikke glemme Laras far, der portrætteres kærligt og ligeledes indlevende af Arieh Worthalter og den 6-årige søn i skikkelse af Olivar Bodart. Jeg tror ganske enkelt på den lille familie og deres relationer. Jeg tror på Lara, jeg tror på dramaet og jeg tror på, at hendes valg om at skifte køn er det eneste rigtige. Det er bestemt hårdt at betragte hendes både indre og ydre kamp.

Instruktør og manuskriptforfatter Lukas Dhont har med andre ord skabt et unikt drama, der – for at bruge en kliché – sætter sig både i mit hjerte, min mave og i mit hoved. Ømt, intenst og intimt. Ja, jeg sidder berørt tilbage med mine følelser helt uden på tøjet, hvor de helt sikkert også kommer til at befinde sig, når filmåret er omme med ‘Girl’ som et filmisk højdepunkt i 2019.

‘Girl’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Girl’ har biografpremiere den 4. april.

DEN SIDSTE GENTLEMAN: Robert Redford er cool som bare pokker

Biografanmeldelse: Hvad giver livet mening? Hvad er ens kald? Familie? Rigdom? Rejser? For den 74-årige Forrest Tucker synes meningen af være bankrøverier. Det er i hvad fald det, han fortsat bruger sit liv på – til trods for sin fremskredne alder. Han er dog – udover sin alder – ikke nogen almindelig røver med maske på og automatvåben i hånden. Slet ikke.

Filmen har da også fået den danske titel ‘Den sidste gentleman’ – og det er præcis, hvad han er. En rigtig gentleman, selv når han altså røver banker. Sammenfattet, cool og rolig går han fra bank til bank, hvor han med et smil på læben og charmerende vis får udleveret pengene, dog med hjælp fra en pistol i hånden – ja, originaltitlen lyder ‘The Old Man & the Gun’.

Således følger man en afdæmpet og dybt sympatisk Robert Redford i hovedrollen. Han er et karismatisk, høfligt og engagerende bekendtskab filmen igennem – selv når fortællingen måske nok løber lidt ned ad forudsigelighedens vej. Fred med det. For blandt andet finder man overfor ham den skønne Sissy Spacek, der sammen udvikler et umage venskab – og en mulig romance.

Det er dog Robert Redford, der er filmens utvetydige hovedrolle. Han bærer filmen på sine jakkesætsklædte skuldre – men ja, med god hjælp fra altså Sissy Spacek, mens også en mut Casey Affleck ses som betjenten, der er på nakken af den venlige bankrøver. Deres katten efter musen-leg er ligeledes en fornøjelse at overvære.

Filmen udfolder sig i 1981 og er endda baseret på en sand historie. Fortællingen males således op i flot mættede farver og dynamiske kamerabevægelser, der sender tankerne hen på 70’ernes film-coolness. Dette matcher så absolut fint historien og ikke mindst en pokkers cool Robert Redford. Desværre mister filmen en smule momentum undervejs, til trods for sine blot 93 minutters spilletid. 

Men selvom ‘Den sidste gentleman’ måske nok er lige forudsigelig nok og en smule ujævn i sin fortælling, ændrer det ikke på, at Robert Redford så absolut er hele filmen værd – det sammen med de øvrige medvirkende, en lækker billedside og et ligeledes indtagende soundtrack. En umage fortælling om en usædvanlig mand og hans kald her i livet.

‘Den sidste gentleman’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Den sidste gentleman’ har biografpremiere den 4. april.

DRONNINGEN: Trine Dyrholm i sensuel, farlig og vovet affære

Biografanmeldelse: Den hårdtarbejdende og priviligerede advokat Anne er mor til to piger og vant til at have styr på alt samt kontrol i sit liv. Hun er lykkelig gift med lægen Peter – øjensynligt. Sammen holder de fester, kysser og krammer. Men Anne keder sig også i sit liv. Det er måske det, der er med til at sende hende på sensuel kollisionskurs i dramaet ‘Dronningen’.

For da hendes mands 17-årige stedsøn Gustav flytter ind i deres smukke og strømlinede designerhjem bliver det også starten på mere end blot en farlig flirt mellem ham og Anne, men en seksuel affære med den mindreårige unge mand. Men hvorfor hun drages ind i det sensuelle spind af passioneret og impulsiv sex med Gustav er ikke helt til at blive klog på.

Måske hun falder ind i affæren netop fordi, hun keder sig i sit polerede liv, der egentlig bare kører på skinner, eller om det ganske enkelt er intet andet end kødeligt begær, er ikke sådan til at blive klog på. Men måske netop fordi, at affæren ikke sådan er til at blive klog på, er den også mere interessant, end hvis den var til at gennemskue?

Det er i hvert fald denne usikkerhed, der blandt andet er med til at nuancere affæren og de to parter. Trine Dyrholm spiller med intensitet, nærvær og begærlig troværdighed Anne, mens den unge Gustav i skikkelse af Gustav Lindh ligeså er et fint dragende bekendtskab. Men selvom de to er velspillende, så gnistrer kemien ikke rigtigt mellem dem andet end rent fysisk.

Måske det også er nok? Men desværre er det også rent fortællemæssigt en smule fladt, mens den tematiske dualitet i Annes arbejde som advokat – her blandt andet en sag om voldtægt af en ung kvinde sat overfor Annes affære med Gustav – står en smule for manuskript lækkert frem i filmen, der er bedst, når den kører i mere løs passioneret friløb.

På trods af sine fine skuespillerpræstationer, en engagerende og smuk billedside samt en nuanceret lydside, så bliver ‘Dronningen’ desværre også med sine lige over to timer lange spilletid for lang for sit eget bedste og den fortælling, instruktør May el-Toukhy vil fortælle. Det sagt, så er her bestemt tale om en velafstemt drama, der dog bliver lidt for skrevet i sin finale.

‘Dronningen’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Dronningen’ har biografpremiere den 28. marts.

DUMBO: Den flyvende elefant falder fladt til jorden

Biografanmeldelse: Jeg elsker Tim Burton. Det har jeg gjort lige siden jeg så hans skævt romantiske ‘Edward Scissorhands’ for år tilbage. Nu er den krøllede instruktør tilbage med sin nyeste film, en live-action-fortolkning af Disney-klassikeren ‘Dumbo’ fra 1941. Desværre er der ikke meget Tim Burton tilbage at spore her. Til gengæld er Dumbo vildt sød!

I denne version af den opløftende fortælling lander man i året 1919, hvor man følger et en smule falleret cirkus, der har den karismatiske cirkusdirektør Max Medici i front – spillet herlig energisk af Danny Divito. Han gør, hvad han kan for at holdet skinnet på næsen og cirkusset rullende. Til at redde sin forretning køber han en gravid elefant, der således føder Dumbo.

Elefantungen med de overdimensionerede ører bliver nu passet af den tidligere stjerneartist Holt Farrier – en fattet Colin Farrell – samt hans to børn i skikkelse af de ikke videre mindeværdige Nico Parker og Finley Hobbins. Underligt nok så griner alle publikummer af Dumbo, der bliver helt til grin i manegen. Hvorfor de ikke alle synes han er vildt sød, fatter jeg ikke.

Nå, det til side. For da det viser sig, at Dumbo jo kan flyve, begynder det at gå økonomisk godt for cirkusset. Faren lurer dig forude. Det i form af den tvetydige forretningsmand Vandevere, der i form af Michael Keaton bibringer filmen noget tiltrængt og diabolsk charme. Men Vandevere har naturligvis ikke rent mel i posen og snart skal Dumbo reddes.

Ja, fortællingen er sådan set lige til. Fred med det, hvis den så var blevet fortalt med mere nærvær, charme og følelse. Men det hele bliver noget poleret, strømlinet og kedeligt. Karaktererne brænder aldrig for alvor igennem – ja, selvom Dumbo er sød, mens både Devito og Keaton gør det godt. Men nej, der er som sagt ikke meget af Burtons opfindsomhed og magi at spore her.

Det hele er ret så kønsløst forløst i en fortælling, der også mangler et stærkere fokus for at hive mig med ind i fortællingen, der heller aldrig får sat følelser i sving hos mig. Underligt nok, når nu historien indeholder fin tragedie, men også et opløftende budskab, hvor både sammenhold og ikke mindst vores forskelligheder hyldes. Men Dumbo falder desvære fladt til jorden. Øv.

‘Dumbo’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Dumbo’ har biografpremiere den 28. marts.