‘Ad Astra’ er visuelt fængende science fiction på 4K Ultra HD

Science fiction på 4K Ultra HD: Der er ret så meget gang i den fra første rumfærd, når science fiction-filmen ‘Ad Astra’ folder sine teknisk imponerende rumscener ud i det uendelige univsers. Brad Pitt leder an som astronauten og militæringenøren Roy McBride, der kommer på noget af en rejse ud i rummet og langt væk fra Jordens overflade i sin søgen efter sin forsvundne far. Filmen udkommer nu på 4K Ultra HD.

Han har nemlig siden en mission, der søgte efter intelligent liv andetsteds i rummet været forsvundet i omkring 30 år. Men som du nok kan regne ud, så arter denne rejse til det yderste af solsystemet sig ikke som forventet. Snart dukker der hemmeligheder op, mens intensiteten blot stiger i takt med, at Roy McBride kommer længere og længere på sin færd.

‘Ad Astra’ er utvivlsomt en teknisk imponerende og visuelt dragende filmoplevelse. Man får virkelig meget både rumaction og mere vægtløst svævende scener, hvor både bulder og brag samt rummets snigende stilhed indfinder sig. Her er en ret fin balance mellem eftertænksomt rumdrama og mere svulstig action med astronaut-schwung på drengen.

Desværre så tynges den ellers visuelt fængslende film af en meget overfortalt historie, hvor både Roy McBrides voiceover og replikker for sig selv overforklarer både, hvad der sker og skal ske i filmen, videre til en udpensling af fortællingens tematikker og pointer. Ja, her tales delvist en smule ned til mig, synes jeg. Det er en skam, når nu netop både tematikker og pointer er interessante.

Her kommer man nemlig omkring store temaer så som selve meningen med livet og liv i rummet, videre til familie og kærlighed samt ensomhed og passion. Universelle tematikker det er nemt at spejle sig i, men som dog mister noget dramatisk tyngde i sin overforklarende eksekvering. Det selvom Brad Pitt faktisk helt fint lægger udtryksfuldt ansigt til bag sin astronaut-hjelm.

Jeg må da heller ikke glemme, at intet mindre end alt liv på Jorden og i universet trues, hvis ikke Roy McBride lige klarer skærene. Ja, her er bestemt også lige sin del af suspension of disbelief, der skal overvindes. Det sagt, så er det bestemt svært for mig ikke at blive revet med af filmens visuelle side og de mange både intense og imponerende rumscenarier.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Filmen udkommer på det billed- og lyd-optimerede 4K Ultra HD-format, hvor både rumscener og den omsigsluttende lydside i den grad kommer til sin ret. Herudover medfølger der også en omgang ekstramateriale, hvor man blandt andet kan dykke ned i slettede scener og en række featuretter, der kigger bag om filmen – blandt andet med ‘The Art of Ad Astra’ og ‘Reach for the Stars’, mens der også medfølger et kommentarspor med filmens instruktør.

‘Ad Astra’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 3. februar.

‘It Chapter Two’ er solid popcorn-og-Hollywood-horror på 4K Ultra HD

Gys på 4K Ultra HD: Gisp! Så starter det hele igen. For i denne anden og sidste del i fortællingen om Pennywise, vender den dansende klovn nemlig tilbage. Der er gået 27 år siden han sidst spredte død og ødelæggelse i byen Derry. Dengang satte børnene i The Losers Club en stopper for dræberklovnen. Men nu må flokken af venner så vende tilbage til, hvor det hele startede.

Det bliver starten ikke kun på at få Pennywise ned med nakken, men også at finde hinanden igen og ikke mindst at få bugt med frygten og egne dæmoner i mødet med den grumme fortid. Stephen King-filmatiseringen ‘It Chapter Two’ byder således på både dystre traumer, et ubrydeligt venskab og naturligvis sin del af gysende gru i skikkelse af den ækle klovns mange former.

Så selvom jeg ikke rigtigt bliver bange undervejs i de ellers mange foruroligende optrin, er gyserfilmen altså et ganske medrivende bekendtskab. Både blodigt, voldeligt og grumt. Herligt. Og selvom ‘It Chapter Two’ har en spilletid på intet mindre end to timer og 50 minutter, så er flowet ret vellykket – det selvom fortællingen bliver en smule klodset i sin episodiske opbygning.

På den måde forstås, at vennerne en for en lige skal stå ansigt med klovnen og deres personlige frygt. Det giver lidt gentagelser i måden, hvorpå Pennywise popper op, hvor gyset da også lidt for ofte beror på mere eller mindre vellykkede jump scares, hvor klovnen forsøger at jage en skræk i livet på mig. Det lykkedes ikke for alvor. Dermed ikke sagt, at det ikke er fedt at være vidne til de mange både slimede, ækle og blodige optrin.

I rollen som de vokse venner i The Losers Club finder man blandt andre Jessica Chastain, James McAvoy og Bill Hader. De er alle gode – ligesom dynamikken i flokken er gribende. De tumler hver især engagerende med deres problemer – eksempelvis Jessica Chastain med en voldelig mand. Det giver en fin og dyster klangbund til både dramaet og gyset.

Nå ja, og så må jeg bestemt ikke glemme en formidabel Bill Skarsgård i rollen som det onde selv, nemlig Pennywise. Han er intens, klam og foruroligende. Et klart trumfkort for denne solide omgang popcorn-horror fra Hollywoods monstermaskine, der desuden også er overraskende morsom. Bestemt en værdig afslutning på den ligeledes vellykkede første del.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Udover, at filmen udgives på det både billed- og lyd-optimerede format 4K Ultra HD, så finder man også her en omgang ekstramateriale, der tager en med bag filmen og dens produktion. Således kan man dykke ned i blandt andet tre dokumentarer samt tre behind-the-scenes featuretter, mens man også finder et kommentarspor med filmens instruktør.

– It Chapter Two udkommer på 4K Ultra HD, Blu-ray og dvd den 20. januar 2020.

Der er medrivende ild i ‘X-Men: Dark Phoenix’ på 4K Ultra HD

Superhelte på 4K Ultra HD: Så er det blevet tid til endnu en film i den fortløbende saga om de mange mutanter i X-Men-universet, der på film startede med ’X-Men’ helt tilbage i 2000. Siden da er det blevet til en række både prequels, sequels og solo-film. Nu er turen kommet til historien om Jean Grey aka den magtfulde Dark Phoenix, der her ses i skikkelse af Sophie Turner i ’X-Men: Dark Phoenix’.

Jean Grey er dog ikke fra starten Dark Phoenix – en af de mest magtfulde karakterer i X-Men-universet. Men efter en farlig mission i rummet går det dog hverken værre eller bedre end, at den allerede magtfulde mutant bliver endnu mere magtfuld – med kræfter, der synes nærmest grænseløse. Nu må den ellers usikre Jean således kæmpe med at komme overens både med sine nye kræfter, men også sig selv.

Det er dog ikke kun Jean, der her kæmper en både indre og ydre kamp, for den skelsættende begivenhed i rummet ender også med at splitte X-Men-familien ad og truer samtidig selveste den menneskelige eksistens. Det er altså de helt store dramatiske vinger, der her foldes ud – de kan dog ikke helt bære vægten og mister noget nærvær og karakter undervejs.

For når X-Men-universet er bedst, så er det blandt andet netop, når karaktererne er i fokus – mere end actionfyldt bulder og brag. Her truer de mange – ganske vist flot iscenesatte action-sekvenser – med at overtrumfe både karakterarbejde, men også de ellers spændende tematikker i spil, der dog forbliver en smule i periferien. Desværre. Blandt andet mutanternes forhold til samfundet og omvendt.

Det er med andre ord meget action-delen i ’X-Men: Dark Phoenix’, der holder superhelte-eskapaderne ganske godt flyvende. Det gør de heldigvis også langt overvejende både medrivende og flot, hvor blandt andet mutanternes forskellige evner kommer opfindsomt i spil. At den bombastiske finale bliver en kende for lang for sit eget bedste er altså til at leve med.

På bundlinjen er ’X-Men: Dark Phoenix’ en solid tilføjelse til X-Men-sagaen, der dog mangler noget mere karaktermæssigt nærvær og mere fokus på både tematikkerne og deres gråzoner. Heldigvis leveres der mange veleksekverede action-scener undervejs, mens de mange forskellige mutanter og deres evner er underholdende at overvære.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Udover at filmen leveres på det både billed- og lyd-optimerede format 4K Ultra HD, så medfølger filmen også på Blu-ray, mens man også kan dykke ned i en omgang ekstramateriale. Her finder man blandt andet en making of i fem dele, videre til et kommentarspor og slettede scener med mere.

– ’X-Men: Dark Phoenix’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 21. oktober.

‘Godzilla: King of the Monsters’ er monstre, monstre og monstre på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Det er muligt, at der ikke er meget, som giver mening i ‘Godzilla: King of the Monsters’. Til gengæld er den yderst underholdende, når arsenalet af mægtige monstre folder sig medrivende ud i enorme kæmpe kampe på liv, død og vildt meget ødelæggelse. Det hele leveret med en barns livlige entusiame og glæde over monstrøs destruktion. Herligt! Nu udkommer filmen på 4K Ultra HD.

Filmen er en opfølger til ‘Godzilla’ fra 2014 og befinder sig i samme univers, hvor man har set kæmpegorillaen Kong i ‘Kong: Skull Island’ fra 2017. Det gælder med andre ord mægtige bæster, der ryger i titaniske totter på hinanden, hvor man naturligvis finder monstrenes konge i skikkelse af den ikoniske Godzilla i front. Kæmpeøglen er dog ikke alene her.

Det viser sig nemlig, at Jorden huser sin del af enorme monstre, som Godzilla nu må gå i kamp med, blandt andet Mothra, Rodan og ikke mindst dets tre-hovede nemesis King Ghidorah. Mellem de mægtige monstre finder man menneskene og her bureauet Monarch, der gør sit for at holde kæmperne i ave og fortsat sikre balance i verden. Det er dog langt fra så let sagt som gjort.

Ind på banen træder således Madison og hendes mor Emma – henholdsvis Millie Bobby Brown og Vera Farmiga. De leverer et fint mor-datter-forhold, hvor der bliver plads til nuancer og overraskelser. Men selvom man altså finder mennesker på rollelisten, så er der ingen tvivl om, at det er giganterne, som har den egentlige hovedrolle i dette skønt buldrende bæst af en film.

For det er når de apokalyptiske kampe udfolder sig med menneskene som små statister, at ‘Godzilla: King of the Monsters’ får det hele til at buldre, brage og rumle helt ned i maven. Jeg bliver her blandt andet begejstret over, hvor lidt undskyldende filmen er over, at den bare smadrer derudaf med sine monstre med en naiv og herlig barnlig glæde ved at levere monster på monster.

‘Godzilla: King of the Monsters’ er kort fortalt uforskammet monsterunderholdning, der præcis ved, hvad den er – nemlig monstrøs monster-destruktion for fuld smadder. Der er så også lige nogle mennesker med – og de gør det godt – men det er Godzilla og monster-co., der er de egentlige trækplastre her, når først lortet går ned. Og ja, det går virkelig ned. Brøøøl!

4K ULTRA HD og EKSTRAMATERIALE: Filmen leveres på det brølende flotte og bombastisk vellydende 4K Ultra HD med netop en optimeret billed- og lydside. Endvidere medfølger filmen på Blu-ray, mens der også er en stor omgang ekstramateriale at dykke ned i. Man kan således få et indblik i blandt andet alt fra filmens vilde effekter, videre til de spektakulære locations og mytologiens bag monstrene med flere. Her er også slettede scener samt et kommentarspor med blandt andet filmens instruktør.

‘Godzilla: King of the Monsters’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4k Ultra HD den 14. oktober.

‘Pokémon Detective Pikachu’ spreder sjov og ballade på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Jeg kender ikke særlig meget til Pokémon-universet andet end, at jeg har et overfladisk kendskab til diverse Pokémon-karakterer. Jeg var derfor spændt på at blive lukket ind i det populære univers med ‘Pokémon Detective Pikachu’. Blandt andet fordi, man her finder Ryan Reynolds lægge stemme til den legendariske Pokémon Pikachu. Desværre er hen nærved at være filmens eneste lyspunkt. Men også kun næsten.

For det er nu ganske sjovt at overvære rækken af kulørte, nuttede og opfindsomme Pokémon folde sig ud i en historie, der desværre overforklarer sit plot filmen igennem – bare lige så alle kan være med. Men det bliver også bare en smule trættende. Her er dog trods alt ganske godt fart på løjerne, hvor der leveres et par ok medrivende action-scener undervejs.

Man følger den 21-årige Tim, der begiver sig ud for at efterforske privatdetektiven og sin fars mystiske forsvinden. Han støder her på sin fars tidligere Pokémon-makker, nemlig ingen ringere end den gule Pikachu. Underligt nok kan Tim pludselig forstå alt, hvad Pikachu siger – hvilket viser sig at bestå af sin del af jokes, også de mere grovkornede af slagsen.

Det er her Ryan Reynolds stemme kommer veloplagt ind i billedet. For han bærer i sin gule rolle nærmest egenhændigt filmen på sin charme, komik og nuttethed alene. Det er desværre bare ikke nok til at sikre filmen kommer medrivende nok i mål. For undervejs mister de ellers ok tempofyldte løjer en smule momentum, men endnu mere noget af grebet om sin delvist forudsigelige fortælling.

‘Pokémon Detective Pikachu’ falder derfor også en kende flat på maven undervejs, hvor der desværre heller aldrig synes at være reel fare på færde. Det hele bliver en smule for poleret – altså bortset lige fra den kække Pikachus af og til dejligt upassende jokes. Men det øvrige persongalleri er bare ikke for alvor spænende, mens filmens sentimentale scener ikke rigtigt fungerer.

Kort fortalt så charmerer Ryan Reynolds sig igennem filmen som Pikachu, mens action og øvrige både sjove og bizarre Pokémon er med til at bære filmen. Desværre er det bare ikke nok til at redde filmen fra at blive en kende rodet undervejs og på sin vis også en forglemmelig affære, der aldrig rigtigt får mig revet med ind i filmens opklaringsarbejde og Pokémon-mysterie.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Filmen udkommer på det både billed- og lydoptimerede 4K Ultra HD-format, så både billede og lyd er helt i top. Filmen medfølger desuden på Blu-ray. Herunder kan man dykke ned i en omgang ekstramateriale, hvor man blandt andet finder en længere række af featuretter, der går bag om filmen og det store Pokemon-univers.

‘Pokémon Detective Pikachu’ udkommer på dvd, blu-ray og 4K Ultra HD den 16. september.

‘Alita: Battle Angel’ er hæsblæsende sci fi-action på 4K Ultra HD

Action på 4K Ultra HD: Der er fuld actionfart over feltet i Robert Rodriguez’ energiske science fiction-film ‘Alita: Battle Angel’, der desuden har legendariske James Cameron som medforfatter. Jeg kendte dog ikke til den japanske tegneserie, filmen er baseret på, så jeg er helt ny til det flot forløste fremtidsunivers, hvor vi ankommer til den forfaldne og rå Iron City år 2563.

Her møder vi den sympatiske og teknisk dygtige robot-og-cyborg-bygger Dyson Ido, portrætteret med fin tilstedeværelse af Christoph Waltz. Han bringer en ellers kasseret cyborg til live, som han kalder Alita. Den nyvågnede cyborg kan dog intet huske. Filmen er således også en historie om at finde sig selv, selvstændiggørrelse og spørgsmålet om, hvad det vil sige at være menneske.

Det er dog ikke tematikker, der som sådan bliver videre dybt forløst, men det er fine tanker, der krydrer den ganske vist noget forudsigelige historie, der dog ganske medrivende overlever og lever af sine mange både veloplagte, ok voldelige og overrumplende actionscener. For som filmen skrider frem, begynder Alita også at genfinde hukommelsen om sin vilde fortid.

Bag den komplet computeranimerede Alita finder man skuespillerinden Rosa Salazar, der bringer den ret så overbevisende cyborg til live. Ja, alene teknisk set er filmen langt overvejende en fornøjelse, hvor jeg udover Alita også rives med og imponeres af den flot udfoldende futuristiske fremtid, der er rig på detaljer og idéer.

Desværre er der færre nuancer i fortællingen, der også har en noget cheesy plottråd, der ikke helt fungerer, selvom jeg godt kan se formålet med den. Jeg vil dog ikke afsløre, hvad det er, for når filmen i grunden ikke er så rig på plotmæssige overraskelser, skal man selv have lov til at opleve dem. Ja, det er altså overvejende den gribende action, der holder filmen på rette køl.

Heldigvis har filmen et godt flow, der fint svinger fortællingen veloplagt fra scene til scene, fra den ene hårdtslående slåskamp til endnu et voldsomt ræs, hvor cyborgs clasher tungt og medrivende med både Alita og hinanden. ‘Alita: Battle Angel’ er kort sagt en veliscenesat science fiction-film, der serverer både et flot univers, medrivende action, men også en lidt forudsigelig historie.

4K Ultra HD og ekstramateriale:
Filmen udkommer i det yderst flotte og billedoptimerede 4K Ultra HD, hvor også lydsiden er optimeret til at matche den indtagende billedsiden. Filmen følger desuden også med på Blu-ray. Hertil kommer, at man kan dykke ned i en omgang ekstramateriale, der giver en indblik i filmen og dens tilblivelse.

‘Alita: Battle Angel’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 19. august.

Byd velkommen til den morsomme superhelt Shazam! på 4K Ultra HD

Superhelt på 4K Ultra HD: Okay, hvordan ville du mon lige reagere og agere, hvis du som barn pludselig kunne forvandle dig til en superhelt med op til flere superseje superkræfter? Det er ikke sådan lige til at svare på. I den superhelte-komedien ‘Shazam!’ får man om ikke andet svaret på, hvordan drengen Billy Batson tackler den noget overraskende situation som superhelt.

For noget tilfældigt står Billy en dag nemlig på mystisk vis ansigt til ansigt med en troldmand, der giver ham evnen til at forvandle sig til en voksen superhelt, når han siger det magiske ord “shazam”. Med sin nye identitet tester han således sine superevner med hjælp fra vennen Freddy – for hvad ellers skal man bruge superevner til end at have det sjovt?

Men helt sjov forbliver løjerne dog ikke, for den onde Dr. Sivana vil have fat i hans kræfter og det med hjælp fra en flok olme bæster. Inden historien dog får sig sporet ind på dette plotelement skal Billy og Shazam lige etableres som karakterer. Det roder filmen således lidt i ring med, hvor man blandt andet får Billys en smule triste historie om savnet af sin mor.

For den forældreløse dreng er nemlig på jagt efter at finde sin biologiske mor, mens han ellers er blevet bokset fra den ene plejefamilie til den anden. Således kommer tematikker som familie og tilhørsforhold også i spil – dog lige lovligt overfortalt. Filmen er desværre sådan mere overordnet også en smule ujævnt fortalt, mens plottet flere gange træder vande. 

Det sagt, så er der ganske meget fart over feltet, hvor humoren og legen med superheltegenren desværre ikke for alvor løfter sig over et par tøhø’er for mit vedkommende. For måden hvorpå der ellers tages komisk livtag med genren kommer ikke helt til sin ret, mens blandt andet en ellers charmerende Zachary Levi som Shazam ikke helt får sendt komikken rent i mål hele vejen.

Det kulørte univers har dog på trods af dette – samt en alt for lang finale, der blot bliver kedelig frem for medrivende – en tilpas letbenet og munter tone til ikke helt at falde til jorden. Således holder filmen sig altså også ok ovenvande, men ender desværre som både en middelvare og forglemmelig superheltefilm. Men lidt har dog også ret… SHAZAM!

4K Ultra HD og ekstramateriale:
Filmen udkommer på det overlegne 4K Ultra HD-format, der leverer filmens løjer billed- og lydoptimeret. Hertil kan man dykke ned i en omgang ekstramateriale, der blandt andet består af mere en 90 minutter – eksempelvis både en alternativ start og slutning på filmen, videre til slettede scener og audition-bånd samt spas fra produktionen med mere.

‘Shazam!’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 12. august.

Stephen King-filmatiseringen ‘Pet Semetary’ bringes til live i 4K Ultra HD

Gysende gys på 4K Ultra HD: Det er sådan set ikke fordi, at Stephen King-filmatisering ‘Pet Semetary’ ikke har sine momenter. Men desværre falder de ellers ok gysende løjer fra hinanden i takt med, at filmen bevæger sig ind i sit sidste og klodsede tredje akt. Det er en skam, for der er både i historien og filmens atmosfære bestemt tilløbet til en langt mere vellykket gyser, end tilfældet er. 

Ganske vist er det en grum gyser, men det hele starter idyllisk med, at familien Creed flytter ud i et stort hus i skovens dejlige grønne natur i det landlige Maine. Men det forbliver dog langt fra ved med at være idyllisk for familien. For i deres baghave viser det sig, at der befinder sig en skummel dyrekirkegård, som gemmer på dystre hemmeligheder i det tågefyldte mørke.

Det finder faren Louis ud af, da familiens kat bliver kørt ned. Sammen med den ældre mand Jud, der bor alene i nabohuset, begraver de nemlig katten, der på mystisk vis efterfølgende vender tilbage fra de døde – men den er ikke helt som, den var før. Noget er forandret ved katten, der nu på delvist urovækkende og ufrivillig komisk vis popper pjusket op filmen igennem.

Noget overnaturligt er på færde i fortællingen, der også blev filmatiseret tilbage i 1989. Jeg vil dog ikke sammenligne de to versioner, da denne nye film skal kunne stå alene. Den står da også nogle gange ok gysende godt – særligt i første del, hvor den urovækkende stemning folder sig ud. Desværre spænder filmen ben for sig selv med tiltagende flere billige jump scares. 

Hvis så bare bøh!-effekterne havde virket mere effektivt og været med til, at jeg filmen igennem sad gysende på stikker, så kunne jeg bedre have godtaget de klichéfulde chok. Det er bare ikke tilfældet, hvorfor gyset og uhyggen stille, men sikkert siver ud af filmen, der ganske vist har et par helt ok grumme og gysende scener undervejs. Dem vil jeg dog ikke spoile her.

‘Pet Semetary’ ender således også med at være en frustrerende oplevelse, da her faktisk er ret fine og gysende gode takter undervejs, som dog altså desværre undermineres af en klodset fortalt historie, der mere beror på slatne jump scares end på sine steder ellers helt ok urovækkende atmosfære. Den gysende grumme fortælling har fortjent bedre.

4K Ultra HD og ekstramateriale:
Udover, at filmen præsenteres i det billedoptimerede og lydoverlegne format 4K Ultra HD, så medfølger der også mere end 90 minutters ekstramateriale, hvor man således blandt andet kan dykke ned i en alternativ slutning, videre til slettede og forlængede scener. Så ja, endnu mere gys og gru venter, når du har overlevet selve filmen.

‘Pet Semetary’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 22. august.

De morsomme klodser er tilbage i ‘The LEGO Movie 2’ på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Vi fik det første klods-eventyr i 2014 med ‘LEGO filmen: Et klodset eventyr’. Nu er vi så tilbage i det sprudlende univers med ‘The LEGO Movie 2’, hvor der bygges diverse sager op med medrivende fart. Men ikke alt ånder fred i Klodsby, der nemlig kommer under en invasion fra rummet af LEGO DUPLO. De smadrer alt på deres vej, så nu må byen stå sammen.

Kampen er således gået ind mod modstanderne, hvor Emmet, Lucy og Batman er i front for at genoprette freden. Dette sender de tre venner og andre klodsede karakterer ud på en farlig og farverig rejse, der bringer dem vidt omkrig i det kulørte og tempofyldte LEGO-univers. Det betyder blandt andet, at temaer som venskab og fjender samt gråzonerne herimellem kommer i spil.

Det er således med et særdeles højt og energisk tempo, at fortællingen folder sig ud – også lige lidt for tempofyldt en god del af filmen, hvor flere tiltrængte åndehuller i den vilde action kunne bibringe noget mere nærhed og intimitet i fortællingen og karaktererne. Det hele bliver en kende for forjaget til for alvor at gribe mere end på et rent teknisk niveau.

Men ja, filmen er heldigvis også en særdeles velanimeret film, der både fyger afsted med den ene opfindsomme LEGO-byggede maskine efter den anden, videre til farverige eksplosioner og ikke mindst vilde rumrejse-ræs. Det er således altså på trods også ret medrivende at være vidne til den både detaljerede og morsomme animation, der konstant bølger afsted.

For humoren i filmen er bestemt også allestedsnærværende, hvor det blandt andet også fyger afsted med diverse morsomme referencer til andre og velkendte universer – som blandt andet netop Batman, videre til Ringenes Herre-trilogien og Back to the Future-filmen. Det er både komisk veltimet og sjovt at spotte de mange velplacerede jokes og henvisninger.

Desværre er fortællingen lige forudsigelig nok, mens tempoet hiver lidt karaktermæssig engagement ud af filmen. Ujævnhederne gøres dog op for af den medrivende og flotte animation samt ikke mindst humoren, der er både dejligt subtil og mere udbasuneret. ‘The LEGO Movie 2’ er med andre ord en ret så veloplagt animationsfilm, der er ganske underholdende, så længe den står på.

4K ULTRA HD OG EKSTRAMATERIALE: Filmen kommer i det billed- og lydoptimerede 4K Ultra HD, hvor både billede og lyd således kommer flot og medrivende til sin ret. Herudover følger filmen også med på Blu-ray, mens man også finder en omgang ekstramateriale. Her kan man således dykke ned i blandt andet slettede scener, featuretten ‘They come in pieces: Assembling’ samt musikvideo med mere.

‘The LEGO Movie 2’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 1. juli 2019

Karateklassikeren ‘The Karate Kid’ er nu ude på 4K Ultra HD – KAPOW!

Karate på 4K Ultra HD: Hvis du er et barn af 80’erne, så kender du uden tvivl også til filmen og karateklassikeren ‘The Karate Kid’ fra 1984. Det hvad enten du allerede har set den eller har den til gode. For det er en film, der om man vil det eller ej, er blevet til en del af populærkulturen på forskellig vis. Nu er filmen så genudgivet på det flotte format 4K Ultra HD.

Men ja, 1984 var på mange måder et helt vildt filmår. For en lang række film, der sidenhen har fået klassiker-status udkom nemlig dette år. Så på den måde har ‘The Karate Kid’ altså også have konkurrence til stregen om publikums gunst – men har altså i sidste ende så absolut vundet den. Det vidner filmhistorien og populærkulturen i hvert fald om.

Det siger da heller ikke så lidt, når man ser på det øvrige filmudbud i 1984. Tag eksempelvis blot film som ‘Gremlins’, ‘Ghostbusters’, ‘The Terminator’, ‘A Nightmare on Elm Street’, ‘The Never Ending Story’, ‘Beverly Hills Cop’ og ‘Footloose’. Ja, ganske enkelt en række i særklasse vidunderlige film – hvoraf flere da også er personlige favoritter.

Jeg håber med andre ord også, at det bliver til flere udgivelser på 4K Ultra HD med nogle af ovenstående herlige film fra 1984. Men indtil da kan du jo passende nyde ‘The Karate Kid’, der er instrueret af den Oscar-vindende instruktør John G. Avildsen (‘Rocky’, 1976), mens man i hovedrollerne som bekendt finder Ralph Macchio og Noriyuki “Pat” Morita, der oven i købet modtog en Oscar-nominering i kategorien Bedste mandlige birolle for sin præstation som Mr. Miyagi.

Udover, at filmen kommer på det billed- og lyd-optimerede 4K Ultra HD-format, så medfølger filmen også på Blu-ray, mens man endvidere kan dykke ned i en stor omgang ekstramateriale, der går bag om filmen med blandt andet et kommentarspor med instruktøren og de to hovedrolleindehavere, mens man også finder en ‘making of’ med mere.

‘The Karate Kid’ udkommer på 4K Ultra HD den 6. maj.