BOOM! ‘Nobody’ leverer blodige tæsk og sortkomiske knoglebrud

Action på 4K Ultra HD: Der er nu ikke noget så herligt som et benbrækkende godt slagsmål på film. Det er præcis, hvad den blodige øretæve ’Nobody’ leverer i hobetal, når først den passive tøffelhelt af en familiefar Hutch ser rødt. Hverdagens kedelige trummerum kører ellers i hamsterhjulsring for Hutch og familien, hvor forholdet til hustruen Becca er så slapt som en våd bananskræl.

Men en nat, da familien udsættes for et groft hjemmerøveri, tændes der et nyt liv i den ellers grå farmand. Starten på en ny livsindstilling tager således form i takt med, at Hutch deler øretæver ud på blodknusende vis, mens hævnen ulmer i familiefarens knyttede næver jo længere ind i den kriminelle underverden, han kommer i jagten på brutal forløsning.

Ja, historien er klichéfuld og set et hav af gange før. En mand ser rødt og søger hævn. Det er sådan cirka afsættet for den yderst medrivende og benbrækkende actionfilm. Humoren er desuden også knogleknusende sjovt på banen, hvor bl.a. Hutch med deadpan-mimik og et underspillet smil på læben står i komisk kontrast til de i den grad eksplicitte tæv, han deler ud af.

Ja, jeg smider forsvarsløst logikken overbord i det tiltagende actionridt, der smyger sig intenst afsted fra den ene håndsmadrende og tandforslåede slåskamp til den næste. Bl.a. står et slagsmål udført i en trang bus’ indre stærkt frem. Her spiller lydsiden også en betydningsfuld del af scenens energiske og engagerende hele. Filmmusikken slukkes nemlig, så kun lydene af knoglebrud og knyttede næver mod kæber høres. Et effektivt eksekveret greb. Av for pokker!

I rollen som den passive familiefars forvandling til rasende hævner, finder man Bob Odenkirk, der fint portrætterer både blødsødenhed, men i høj grad også den aggressive stålvilje, som indtager ham. Han er – som filmen i øvrigt – et stærkt bekendtskab. At skurkegalleriet så er generisk og fortællingen set før ødelægger heldigvis ikke min oplevelse med filmens hårdt potente øretæver.

Det er kort fortalt de kraftfulde action-eskapader, der er filmens helt store stjerne – og den skinner klart. Blodigt og brutalt! Instruktør Ilya Naishuller lykkedes i den grad med virile kampe, der fint fortælles med tungen lige i munden og en veloplagt sort humor som underlag. En herlig forening i en film, der ligeledes er skåret skarpt ind til benet med en spilletid på halvanden times effektive minutter. BOOM!

4K Ultra HD og ekstramateriale: Udover at filmen står både dejlig farvemættet og detaljerigt på det skønne 4K Ultra HD-format, så medfølger der også en omgang ekstramateriale, hvor man bl.a. med en række featurretter ser nærmere på filmens knadhårde action, mens der også er kommentarspor at finde på udgivelsen, hvor filmen desuden også følger med på Blu-ray.

‘Nobody’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 19. oktober.

‘Godzilla vs. Kong’ er en fantastisk og bombastisk monsterfest!

Monster-action på 4K Ultra HD: Hold nu helt op, hvor er det helt igennem en storslået fornøjelse at se de to mægtige og ikke mindst yderst legendariske filmmonster gå op imod hinanden i ‘Godzilla vs. Kong’. Det er stor, større og størst! Nu er filmen udkommet på det visuelt overlegne 4K Ultra HD-format, så både enorme brøl, mægtige muskler og ikke mindst bombastisk action i den grad kan få lov til at folde sig virilt ud.

Handlingen siger du? Den skal du ikke hænge dig videre i. Men den er både legesyg og fantasifuld. Du har dog gættet rigtigt, hvis du satser på, at hovedattraktionen er enorme Godzilla og mægtige King Kong samt naturligvis deres episke slåskampe, der er det helt store trækplaster. For det er det. Samtidig så forløses her også et både engagerende og ikke mindst både helt syret og herligt kulørt univers af filmens instruktør Adam Wingard.

Med ‘Godzilla vs. Kong’ må man i den grad sige, at Adam Wingard har taget et skridt op, hvad angår store og buldrende actionproduktioner. Han har nemlig tidligere stået bag noget mindre filmproktioner som bl.a. den vellykkede gyser ‘You’re Next’, den ganske intense ‘The Guest’ og den delvist vellykkede, men om ikke andet opfindsomme ‘Blair Witch’ fra 2016. Min pointe er egentlig blot, at han i den grad tager opgaven veloplagt på sig – og lykkedes med at levere varen!

Der er nemlig en herlig farverig legesyge og fortællemæssig opfindsomhed, der emmer af et barns naive fantasiverden, hvad angår at skabe den ultimative og mest storslåede kamp mellem giganterne. Det ment på den mest positive måde. For ja, selve plotte måske nok ikke er videre vigtigt, så finder man altså her menneskeheden fanget mellem kampen mellem de to monstre. Her er det ikke kun Kong og Godzillas liv, som er på spil.

Det sagt, så er det rækken af kulørte idéer og en medrivende forløst computergenereret action, det var svært for mig ikke at blive revet med af – for det blev jeg helt bestemt. Kort fortalt, så skuffede dette gigantmøde ikke, hvad angår buldrende, adrenalinpumpende og sine steder nærmest psykedelisk action. Ganske enkelt en herlig legeplads fyldt med monstre, store eksplosioner og et univers, der tør at gå sin vilde line helt ud. Jeg elsker det.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Der er vist ingen tvivl om, at hvis man vil have mest muligt ud af filmen på den rent tekniske front, at det så er udgivelsen i det blændende 4K Ultra HD-format, man skal have fat i. Udgivelsen indeholder desuden også filmen på Blu-ray samt et kommentarspor med netop Adam Wingard og ikke mindst mere end en times øvrig ekstramateriale i form af 10 featuretter, hvor man får indblik i bl.a. de to mægtige fænomener Godzilla og King Kong, videre til et kig på konkrete actionscener med mere.

‘Godzilla vs. Kong’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 11. august.

Tom Cruise og fæle aliens i ‘War of the Worlds’ på 4K Ultra HD

Science fiction på 4K Ultra HD: Lad det være sagt med det samme, jeg er virkelig vild med Tom Cruises film – dette gælder ikke mindst den måske en smule undervurderede og oversete (?) science fiction-film ‘War of the Worlds’ instrueret af ingen ringere en mesteren Steven Spielberg. Jeg mener i hvery fald, at man bør give filmen en chance til eller i det hele taget bare se den. Nu hvor den udkommer på det billed- og lyd-optimerede 4K Ultra HD-format, bør man bestemt gribe netop den chanc.

‘War of the Worlds’ er fra 2005 og er en moderne fortolkning af H.G. Wells klassiske science fiction-thriller, som er historien om en amerikansk familie og deres desperate kamp for at redde menneskehedens fremtid fra fæle rumvæsner, der invaderer Jorden. For at beskytte sin familie må Ray Ferrier derfor nu flygte fra en hær af fremmede maskiner, der ødelægger alt hvad der er på hans vej.

Der er med andre ord i min optik ingen vej unden om denne film – slet ikke, hvis man er til Tom Cruise, science fiction og farlige rumvæsner, videre til film af Steven Spielberg og ganske enkelt medrivende og spektakulære film. Jeg er i hvert fald vild med ‘War of the World’ i denne opdaterede version – og nej, man behøver altså ikke at være lige så vild med Tom Cruise som jeg er for at sætte pris på filmen.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Udover at filmen nu udkommer på det billed- og lyd-optimerede 4K Ultra HD-format, så følger der med udgivelsen også en ret omfattende omgang ekstramateriale, hvor man således kan dykke ned i en række featuretter, blandt andet ‘Revisiting the invasion’, ‘Steven Spielberg and the original War of the Worlds’ og ‘The H.G. Wells
legacy’ og meget mere.

‘War of the Worlds’ udkommer på 4K Ultra HD den 2. juni.

Der er fart på Tom Cruise i ‘Days of Thunder’ på 4K Ultra HD

Fuld fart på 4K Ultra HD: Nej, jeg kan absolut ikke få nok af Tom Cruise på film. Det gælder bestemt også den højoktane ‘Days of Thunder’ fra 1990. Filmen udkommer nu på det skønne, billed- og lyd-optimerede 4K Ultra HD-format, hvor filmen i den grad kommer til sin hæsblæsende ret. Så ja, er du vild med Tom Cruise, ræsende biler og ganske enkelt fart over feltet, så bør du anskaffe dig denne udgivelse.

Tom Cruise her spiller racerkøreren Cole Trickle, hvis talent og ambitioner kun overgås af hans behov for at være en vinder. Cole trænes af teamleder og bilbygger Harry Hogge til at konkurrere om Winston Cup i Daytona 500. Et voldsomt nedbrud er tæt på at sætte Coles karriere på pause, og han må henvende sig til en smuk læge for at genvinde styrken og modet, der kræves for at konkurrere, vinde og leve.

‘Days of Thunder’ er altså en film om blandt andet passion og kærlighed med alt, hvad det indebærer af opture og nedture. Du får det hele i denne måske lidt overset Tom Cruise-film. Men hvis du endnu ikke har set den, bør du altså bestemt ikke snyde dig selv – ellers fortjener den bestemt også et, hvis ikke flere, gensyn.

Så grib roligt muligheden for det, nu hvor ‘Days of Thunder’ altså udkommer på det formidable format 4K Ultra HD, hvor filmens mange fræsende scener i den grad kommer til deres ret. Udgivelsen har dog et noget sparsomt ekstramateriale, hvilket er en skam. Man finder således blot featuretten ‘Filmmaker Focus: Days of Thunder’. Men filmen er nu også hele udgivelsen værd.

‘Days of Thunder’ udkommer på 4K Ultra HD den 2. juni.

Forrygende ‘Top Gun’ med Tom Cruise får skøn 4K Ultra HD-udgivelse

En klassiker på 4K Ultra HD: Ja, jeg er mere end begejstret for mega-stjernen Tom Cruise og hans film. En af dem er den pulserende og maskuline 80’er-klassiker ‘Top Gun’ fra 1986. Nu udkommer filmen – der altså er en af mine klare Tom Cruise-favoritter – på den formidable 4K Ultra HD-format, hvor både billede og lyd er optimeret. Blandt andet kommer de intense fly-scener med andre ord endnu mere til deres ret. Herligt

Tom Cruise spiller som bekendt her en ung og ikke mindst selvsikker pilot ved navn Maverick. Han elsker klart nok fart. Men han har meget at bevise og endnu mere at lære. Det kræver blot lidt mere tålmodighed, end den ivrige pilot måske lige er i besidelse af. Her er med andre ord lagt op til højoktaner scener, 80’er-charme og ikke mindst et engagerende makkerskab de unge piloter imellem.

Forude vender desuden en opfølger – det igen med Tom Cruise i rollen som Maverick. Det er da også derfor kun passende at få set eller genset filmen – og det på 4K Ultra HD. Det er dog ikke kun Tom Cruise, der shiner i filmen, for blandt andet skal stjerneskuespillere som Val Kilmer, Kelly McGillis, Anthony Edwards, Meg Ryan og Tim Robbins også nævnes.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Udover at filmen som nævnt kommer på det overlegne 4K Ultra HD-format, så finder man også en ganske omfattende omgang ekstramateriale. Her kan man blandt andet dykke ned i en række featuretter så som ‘The Legacy Of Top Gun’, ‘On Your Six – Thirty Years Of Top Gun’ og ‘Danger Zone: The Making Of Top Gun’, videre til en kommentarspor og interviews med Tom Cruise med meget mere.

‘Top Gun’ på 4K Ultra HD udkommer den 2. juni.

Harley Quinn og kodyl glitter-vold i ‘Birds of Prey’ på 4K Ultra HD

Antihelt på 4K Ultra HD: Jep, der er fuld fart på både bandeord, glitterbomber og brutal vanvidsvold i den underholdende farveladefest ‘Birds of Prey’, hvor en kugleskør Harley Quinn leder an i de farverige strabadser. Du ved, Jokerens romantiske side-kick og kæreste. Her er den ikoniske duo dog gået hver til sit, hvilket betyder, at Harley Quinn ikke mere lever under Jokerens beskyttelse. Filmen er nu udkommet på 4K Ultra HD.

Derfor har hun nu hele Gothams underverden på nakken, da hun har udestående med gud og hver mand. Mere vil jeg sådan set ikke fortælle om det sparsomme plot – andet end at sige, at der her serveres masser af medrivende slåskampe og vilde skuddueller, som er med til at drive plottet fermt frem i et ret så heftigt tempo, der ikke efterlader videre mange åndehuller tilbage.

Det er sgu også helt ok, når nu både action-ballade og den benbrækkende vold er så underholdende. Det er med andre ord ikke selve fortællingen, som ‘Birds of Prey’ lever højt på. Det er derimod netop de mange vildt koreograferede voldsscener – nå ja, samt naturligvis og ikke mindst en ganske charmerende og ret så skør Margot Robbie som Harley Quinn.

Det er hende, der ejer filmen og er det store trækplaster, hvad karaktererne angår. Man finder dog blandt andet også en ganske ok og ond Ewan McGregor som den skruppelløse skurk Roman Sionis. Han matcher dog desværre ikke Harley Quinn i hverken karisma eller vanvid, men forbliver en smule fersk. Men hey, Harley Quinn-karakteren er også bare svær at hamle op med.

Man finder desuden en række kvindelige sidekicks. Blandt andet sparker disse også røv, så blodet sprøjter. Nemlig Mary Elizabeth Winstead som den armbrøstskydende badass Huntress, Jurnee Smollett-Bell er den hårdtslående sangfugl Black Canary, mens en sød Ella Jay Basco bliver taget under Harley Quinns vanvidsvinger som Cassandra Cain – og så er Rosie Perez en cool betjent.

Kort sagt, så er ‘Birds of Prey’ kulørt og kugleskør anti-helte-underholdning af den groteske skuffe, der overvejende lever af sin glitter-vold og ganske fint forførende flow gennem både solide slåskampe og kugleregnende skuddueller. Margot Robbie er det klare centrum og helt store lyspunkt som en sprudlende Harley Quinn – også selvom hendes vanvid ikke altid rammer helt plet.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Anti-heltefilmen udkommer på det lækre, billed- og lyd-optimerede 4K Ultra HD-format. Udover det finder man også en omgang ekstramateriale, hvor man blandt andet kan dykke ned i en række featuretter, der ser nærmere på forskellige aspekter af filmen – blandt andet filmens sprudlende production design og kulørte karakterer.

‘Birds of Prey’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 15. juni

‘Jojo Rabbit’ er en herligt opløftende nazi-komedie på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Der er gennem filmhistorien lavet en god del af grovkornede og morsomme komedier med afsæt i Hitler og nazismen. Tænk blot på blandt andet Charlie Chaplins ‘The Great Dictator’ – på dansk ‘Dikatoren’ – videre til eksempelvis ‘The Producers’ fra 1967 – ja, og helt frem til noget så grotesk som en nazi-zombiefilm med de to svenske Død sne-film.

Nu udkommer så den herligt opløftende Hitler-og-nazi-komedie ‘Jojo Rabbit’ på 4K Ultra HD her i landet. I filmen følger man således en ensom tysk dreng, hvis verdenssyn vendes op og ned, da han opdager, at hans mor skjuler en ung jødisk pige på loftet. Men ikke nok med det, for med hjælp udelukkende fra sin idiotiske fantasiven, selveste Adolf Hitler, må Jojo nu konfrontere sin naive patriotisme.

Der er med andre ord i den grad lagt op til sorthumoristiske løjer – og det er da også præcis, hvad filmen leverer. Blandt andet og ikke mindst takket være Taika Waititi i rollen som den fjogede Adolf Hitler. Det er desuden også Waititi selv, der har instrueret filmen. Man fornemmer da bestemt også det bankende hjerte indenbag den groteske humor. En både sød, charmerende og ikke mindst morsom nazi-komedie.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Udover at filmen udkommer på det både billed- og lyd-optimerede 4K Ultra HD, medfølger der også en god portion ekstramateriale. Her kan man således blandt andet se filmen med kommentarspor med filmens instruktør, mens man også finder slettede scener og et ‘inside’-kig på ‘Jojo Rabbit’ med mere.

‘Jojo Rabbit’ udkommer på 4K Ultra HD, Blu-ray og dvd den 2. juni 2020.

En sitrende god Christian Bale ræser vildt i ‘Le Mans ‘66’ på 4K Ultra HD

Ræs på 4K Ultra HD: Jeg kan mærke motorens brølende kræfter, vejbanens farlige kurver og adrenalinens sødme pumpe, når jeg med racerkører-dramaet ‘Le Mans ’66’ bringes med ned i de susende racerbiler tilbage i 1966. Det er muskuløse og masseproducerende Ford overfor elegante og unikke Ferrari. Ja, det er amerikanerne mod italienerne, når startskuddet lyder. Nu udkommer filmen på 4K Ultra HD.

Filmen er baseret på en virkelig historie. En klassisk underdog-fortælling. For tilbage i 1960’erne dominerede den strømlinede røde Ferrari på racerbanen under 24-timersløbet Le Mans i Frankrig. Denne dominans vil Ford imidlertid udfordre, hvorfor den både dygtige, visionære og stålsatte bildesigner Carroll Shelby sættes på sagen om at vinde det prestigefulde løb.

Ind på scenen træder den karismatiske, men også noget løse kanon og temperamentsfuld Ken Miles. En yderst talentfuld racerkører, der ganske enkelt bare er bedre end de andre, men også svær at tøjle – hvilket ikke helt passer ind i Fords image. Derfor bliver racerløbet henimod at slå Ferrari ikke kun en kamp mod italienerne, men også en kamp mod Fords interne bureakrati.

Christian Bale er den iltre, men også charmerende Ken Miles, der ved, hvad han vil, kan og må gøre for at slå modstanderen. Han er ganske enkelt svær at få øjnene fra. Overfor ham finder man den noget mere fattede, men ikke mindre passionerede Shelby i skikkelse af en cool Matt Damon. De to er en umage duo, det er svært for mig ikke at holde af og heppe på.

Kampen mod Ferrari er naturligvis ikke kun en ydre kamp, hvor Fords manglende kendskab til racerbiler ikke er den eneste – og meget store – udfordring, der her skal vindes. Det er naturligvis også en indre kamp, der skal kæmpes. Det er dog den ydre kamp, der fylder mest. Jeg kunne godt have tænkt mig at komme lidt længere ind i sindet på de to kamphaner, så løbet fik mere nærvær.

Det er dog til at leve med, da blandt andet netop kemien mellem Damon og Bale er medrivende, mens racene på banen er engagerende. Desværre bliver filmen dog også lige lang nok for sit eget bedste med sine to timer og 32 minutter. Fortællingen mister undervejs lidt af sit momentum, sin intensitet og dramatiske nærvær. ‘Le Mans ’66’ er dog i sidste ende ganske enkelt en solid underholdningsfilm direkte fra Hollywoods drømmemaskine.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Filmen udgives på det billed- og lydoptimerede format 4K Ultra HD, hvor filmens adrenalinfulde scener af ræs kan komme til deres intense ret. Herudover medfølger der også en omgang ekstramateriale. Man kan således blandt andet dykke ned i kig på virkelighedens personer bag filmen, videre til et kig på bilerne samt et kig på, hvordan man har skabt filmens tidsbillede med mere.

‘Le Mans ’66’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 30. marts 2020.

Ikonerne Arnold og Linda er tilbage på 4K Ultra HD med ’Terminator: Dark Fate’

Science fiction-action på 4K Ultra HD: Så skete det. Selveste Arnold Schwarzenegger og Linda Hamilton – den oprindelige duo fra de to første film i Terminator-franchisen – er tilbage i deres ikoniske roller som The Terminator og Sarah Connor for at levere mere fremtids-action. Det gør de med ’Terminator: Dark Fate’, der ser bort fra alle øvrige indslag i serien end James Camerons to første film fra henholdsvis 1984 og 1991. Nu udkommer filmen på 4K Ultra HD.

Denne gang står verden overfor en ny trussel fra fremtiden. Nemlig en ny og mere avanceret dræberrobot end den gamle Terminator-model, der har rejst tilbage i tiden for at gøre det af med den unge og noget forvirrede kvinde Dani, der altså har en vigtig – men ukendt rolle – at spille i fremtidens kamp mellem dræberrobotterne og menneskene.

Ind fra højre kommer Grace – et computer- og styrke-optimeret menneske – der således tager Dani under sine beskyttende vinger, nå ja, og hendes kampklare krop. De to får dog ikke lov til at stå alene mod den farlige robot, for Sarah Connor melder snart sin ankomst med store automatvåben og en bazooka. Boom! Siger det – så er scenen ligesom sat og comebacket for Linda Hamilton skudt i gang.

Hamilton er da også noget af det, der med charme, styrke og autoritet er med til at binde filmen engagerende sammen, når den desværre vælter noget klodset sammen om sig selv. Den starter eller medrivende ud med potent action og voldsomme nævekampe. Jeg er på! Men som fortællingen folder sig ud, begynder korthuset desværre også at falde en smule sammen.

Tonen i filmen bliver undervejs sat en smule ud af kurs med fjollede comic relief-øjeblikke, der desværre rammer mere skævt end plet. Det suger noget af den ellers fine alvor ud af filmen, der også lever af netop sin virile action, der mod slutningen da også går helt agurk og over gevind i over the top-scenarier både til lands, til vands og i luften.

Det sagt, så formår ’Terminator: Dark Fate’ er være en ok underholdende tilbagevenden til det herlige Terminator-univers, hvor både Arnold og Linda charmerer, mens Mackenzie Davis er med til at stjæle billedet som den hårdtslående Grace. Men desværre er dette ikke det helt store og fyldestgørende comeback for franchisen, der ellers står mit hjerte nært.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Udover, at actionbraget udkommer i en steelboks i det billed- og lydoptimerede 4K Ultra HD-format, så kan man også dykke ned i mere end en times ekstramateriale. Her finder man således blandt andet både slettede og forlængede scener, videre til skabelsen af filmens univers og et kig på filmens ‘final showdown’ med mere.

’Terminator: Dark Fate’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 16. marts 2020.

En tilbagevenden til ondskabens hotel med ‘Doctor Sleep’ på 4K Ultra HD

Gys på 4K Ultra HD: Der er ingen grund til at sætte næsen op efter en film, der bare nærmer sig at være i gysende liga med Stanley Kubricks horror-mesterværk ‘The Shining’ fra 1980. Mindre kan bestemt også gøre det – helt nok bliver det dog desværre aldrig med ‘Doctor Sleep’, der følger den nu voksne Danny Torrence, der er mærket af begivenhederne på The Overlook Hotel som barn. Nu udkommer filmen på 4K Ultra HD.

Denne efterfølger er – som den første film – baseret på et bogforlæg af gysets mester Stephen King. Jeg har dog ikke læst nogen af dem, så jeg holder mig fra sammenligninger – men nu skal en film også kunne stå alene og for sig selv. Det kan ‘Doctor Sleep’ også – selvom det bestemt er en fordel at have set ‘The Shining’, blandt andet grundet forhistorien og ok fine referencer undervejs.

Desværre er her tale om en film, der efterhånden som historien skrider frem også bliver en smule søvnig – no pun intended. Det er blandt andet småt med reel spænding og uhyggelig bliver filmen aldrig. Allerhøjest en smule urovækkende, men aldrig noget, der tager for alvor fat. End ikke et par jump scares rammer rent. Det hjælper heller ikke just, at hovedskurken ikke er uhyggelig.

Her finder man en ellers god Rebecca Ferguson som den mystiske Rose the Hat, der leder an i en kultlignende gruppe, som lever af at suge livet ud af mennesker med evnen til at ‘shine’ – evnen man så Danny have i ‘The Shining’ – for at opnå udødelighed. Ja, denne omgang gys er egentlig dejligt skør og langt ude. Det redder bestemt den ellers en smule flade fortælling på vej.

Dannys evne til at ‘shine’ – blandt andet det at kunne kommunikere med de døde og snakke mentalt med andre – er stadig intakt. Han kommer i ‘Doctor Sleep’ i kontakt med teenageren Abra, der har de samme evner. De to må nu stå sammen mod Rose the Hat og hendes følge, inden de tager livet af flere samt ikke mindst dem selv.

Det lyder både spændende, mystisk og engagerende, men det bliver det kun momentvis, mens fortællingen mister momentum flere gange udervejs. Ja, filmen er med sine 2 timer og 31 minutter desværre også for lang for sit eget bedste. Den mister ganske enkelt intensitet, nærvær og dramatisk tyngde. Ewan McGregors martrede Danny gør dog ok fin figur uden dog at bide sig fast.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Udover, at gyserfilmen kommer på det billed- og lydoptimerede 4K Ultra HD-format, så medfølger der også en omgang ekstramateriale, hvor man kan dykke videre ned i filmen. Her ser blandt andet folkene bag filmen på vejen fra Stephen Kings bog, videre til Stanley Kubricks ‘The Shining’ og op til ‘Doctor Sleep’, mens man også får en making of samt en featurette om at vende tilbage til The Overlook Hotel.

‘Doctor Sleep’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 19. marts 2020.