‘Shazam! Fury of the Gods’ er halvbagt superhelte-komik

Superhelte på 4K Ultra HD: Den kække superhelt Shazam vender tilbage i fortsættelsen ’Shazam! Fury of the Gods’, der ganske enkelt trækker sig selv i langdrag med en historie, der aldrig engagerer. Til gengæld er der heldigvis et par ganske ok vellykkede replikudvekslinger af den veloplagt sjove slags, mens bl.a. Jack Dylan Grazer som den akavet charmerende Freddy Freeman er filmens gnist.

Desværre er det aldrig nok til at forhindre superhelte-eskapaderne i at ende i en forsumpet omgang tomgangs-buldrende effektjageri, hvor selv momentvis veleksekveret dialog ikke kan holde interessen ved lige. Hverken i historien eller i det alsidige opbud af karakterer, hvor Zachary Levi som hovedhelten Shazam faktisk ender med at være mere irriterende end charmerende.

Efter vi i forgængeren fra 2019 så teenageren Billy Batson blive forvandlet til den voksne superhelt Shazam – ja, ved at sige Shazam – er holdet af nyudklækkede helte tilbage i både teenageform og deres voksne helte-alter-egoer, hvor de unge plejebørn i deres sammenbragte familie forsøger at opretholde et normalt liv, hvilket naturligvis er umuligt, når de besidder mægtige superkræfter.

Gruppen af unge/voksne helte får således snart brug for deres evner, da de såkaldte Atlas-døtre ankommer for at sprede død og ødelæggelse med Jordens skæbne på spil. To af de hævngerrige døtre spilles af den cool duo Helen Mirren og Lucy Liu. De to skurke bliver dog aldrig rigtigt intimiderende, selvom de bl.a. forvandler en flok mennesker til sten.

Det hele starter dog ret veloplagt med fint sjove replikker, hvor en bro kollapser, hvorfor vores hele må redde i massevis af mennesker. Den ellers ganske fine dynamik i flokken af helte – både som teenagere og vokse – har som nævnt øjeblikke af ok morsomme scener, men det hele undermineres af den kedelige historie, hvor flere karakterer desuden efterlades uforløst i filmens udkant.

Bl.a. bliver Shazam et underlig perifert bekendtskab, hvor det er relationen mellem Rachel Zegler som den tredje Atlas-datter og Freddy Freeman, der forsøger at binde rodet sammen med en menneskelig nerve. Det lykkedes desværre ikke, hvorfor de få og ellers ganske fine takter overmandes af en finale, der strækker sig over alt for lang tid ud af filmens ligeledes for lange 2 timer og 10 minutter.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Uanset hvad man måtte mene om filmen, så står den bestemt flot, farvemættet og kontrastfuld på 4K Ultra HD, der også svinger veldefineret og klart afsted på lydsiden.

Udgivelsen byder desuden på en omgang ekstramateriale, der kan gøre en klogere på filmen og dens tilblivelse. Man finder bl.a. et kommentarspor med filmens instruktør samt mere end 90 minutters ekstramateriale, der bl.a. ser nærmere på mytologien bag Shazam! og skurkene med mere.

’Shazam! Fury of the Gods’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 15. juni.

‘Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves’ er et kækt eventyr

Charmerende eventyr på 4K Ultra HD: Der venter en både farefuld, kulørt og ikke mindst underholdende færd, når man i den veloplagte og komisk vellykkede ’Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves’ møder en lille og umage gruppe af eventyrere, der ender på en vild mission i jagten på et helt særligt objekt, så de kan redde dagen og vejen samt måske endda rette op på fortidens fejl.

I front for foretagendet – baseret på spillet af samme navn – finder man den charmerende tyv Edgin, der gøres følgeskab af den uheldige troldmand Simon, den seje krigerinde Holga og den unge Doric, der kan forvandle sig til diverse dyr. Deres rejse for at besejre den grådige og magtfulde Forge tager dem rundt i et mægtigt og fortryllende rige af udfordringer, sære skabninger og medrivende magi.

Således ruller fortællingen sig fra den ene actionscene til den næste, alt imens det rappe manuskript leveres dynamisk af de medvirkende, der alle ser ud til at have haft en fest med at lave filmen. Deres engagement og energi smitter på frydefuld vis. Chris Pine udgør en karismatisk Edgin, som med et traume i bagagen forsøger at rette op på fortidens fejl og skabe sig en bedre fremtid.

Michelle Rodriguez er hårdtslående cool som Holga og er en dynamisk modvægt til den meget lidt kampdygtige Edgin. Justice Smith bringer elskelig kejtethed til gruppen som den udfordrede troldmand, mens Sophia Lillis er et lifligt pust af friskhed i firkløveret, der i form af sig selv og bl.a. både en uglebjørn (!) og en slange bruges opfindsomt imod fjender og andre udfordringer.

Kort fortalt drukner den karaktermæssige og sjove kerne ikke i filmens mange og ofte episke kampe, der involverer alt fra drager til troldkvinder og talende lig. Eskapaderne løber dog undervejs ind i lidt problemer med sin ellers ganske tempofyldte fremdrift med en spilletid på 2 timer og 14 minutter, hvor bl.a. noget af den ellers fint eksekverede finale virker en kende uforløst.

Men filmens fodfejl til trods lever og overlever løjerne bl.a. i kraft af netop sine veloplagte karakterer samt det kulørte opbud af action, det selvom der går lidt fortællermæssigt trummerum i den undervejs. Men bl.a. er en karismatisk og dejlig slesk Hugh Grant som Forge også et herligt bekendtskab, mens han gøres selskab af en ganske skræmmende Daisy Head som kynisk troldkvinde.

4K Ultra HD og ekstramateriale: De sjove og charmerende eskapader med vores helte står virkelig flot på 4K Ultra HD-udgivelsen. Billedet er veldefineret  og farvemættet med stærk kontrast. Lydsiden spiller ligeledes veloplagt med indtagende detaljegrad og gribende dynamik. Ekstramaterialet består bl.a. af slettede og forlængeede scener, mens man også får et kig på at gå fra spil til filmatisering samt diverse karakterer med mere.

’Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 12. juni.

Farverige kolbøtter med ‘Ant-Man and the Wasp: Quantumania’

Marvel-helte på 4K Ultra HD: Der er fart på utrolige verdener og kulørte væsner, når Ant-Man og co. boltrer sig løs i den seneste film om Marvel-universets lille superhelt – der som bekendt også kan vokse til gigant størrelse ved hjælp af sin dragt. Han får brug for begge dele, når de vilde strabadser ved et uheld går ind i det krøllede kvanterum, det såkaldte Quantum Realm.

Vi møder i ‘Ant-Man and the Wasp: Quantumania’ således den vellidte Scott Lang aka Ant-Man, der nu har skrevet en bog om sit superhelteliv med Avengers-holdet. Det går i det hele taget ret så fint for Scott. Lige indtil det ikke går så legende let længere. For ved et uheld ender Scott, hans datter Cassie og Hope Van Dyne aka Wasp samt Hank Pym og Janet Van Dyne i kvanterummet.

I The Quantum Realm er intet som her på Jorden. Bl.a. er tiden en ukendt faktor, mens det farefulde univers – der så at sige ligger under vores egen kendte virkelighed – også adskiller sig fra vores verden ved et utal af vilde farver både foroven og forneden, mens denne kvanteverden befolkes af et utal af sælsomme skabninger og farverige væsner. Det er her, filmen udspiller sig.

Spørgsmålet er så bare, hvordan Scott og resten af flokken mon kan vende hjem til deres egen virkelighed, inden det går helt galt i kvanterummet, hvor farerne konstant lurer om hvert et krøllet hjørne. Ikke mindst i skikkelse af den mægtige skurk Kang The Conqueror. Desværre føles løjerne bare aldrig rigtigt farlige. Det bliver ikke for alvor spændende. Jeg mærker ikke, at her er noget egentligt på spil.

Det menneskelige drama og den magtsyge superskurks frygtindgydende væsen fiser desværre noget fladt ud i intetheden, mens CGI-farveladen overtager opmærksomheden med sine opfindsomme skabninger og en verden af utrolige landskaber. Ja, kvanterummet er et sprudlende bekendtskab, hvor særligt de særegne væsner er et sjovt selskab. Fra en mangearmet bartender til levende bygninger.

Til trods for historien om at overleve kvanterummet og besejre skurken – tilsat et far-datter-drama – mærker jeg aldrig rigtigt, at her for alvor er noget på spil. Det sagt, så er den sprudlende verden et ofte visuelt veloplagt sted at befinde sig, mens Paul Rudd som Ant-Man stadig er charmerende. Jonathan Majors er desuden et interessant og intenst bekendtskab som den martrede Kang.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Superhelte-filmen kommer i sandhed til sin ret på 4K Ultra HD-udgivelsen. Farverne står klart og mættede, mens lydsporet går dynamisk og nuanceret igennem i spændet fra top til bund. Endvidere finder man en portion ekstramateriale med bl.a. slettede scener, spas fra produktionen og et kig på karakterer, mens der også medfølger et kommentarspor.

‘Ant-Man and the Wasp: Quantumania’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 1. juni.

Den festvibrerende ‘Babylon’ er vild, viril og helt vidunderlig

Potent Hollywood-fest på 4K Ultra HD: Det er med at holde godt fast i biografsædet, når Damien Chazelles festliderlige ’Babylon’ lægger medrivende fra land. Man kastes nemlig her ind i en overdådig, potent og hedonistisk fest, hvor den ikke får for lidt med kropsvæsker og stoffer, bare bryster og knaldende gæster samt svedig dans og pulserende musik. Det er vildt, virilt og helt vidunderligt.

Publikum tages således med til midten af 1920’ernes Hollywood, hvor festerne er dekadente og filmoptagelserne dødsensfarlige. Filmmediet er stadig i sin ungdom, hvor talefilmen lurer i horisonten. Man møder i denne stumfilmens æra både etablerede stjerner og håbefulde talenter. Blandt en af tidens største navne er Jack Conrad, mens talentet Nellie LaRoy blot venter på at blive opdaget.

Muligheden for at indtage en plads foran kameraet byder sig snart ved skæbnens uransagelige omveje for den festglade Nellie, mens man også møder den unge og målrettede Manny Torres, der vil gøre, hvad som helst for at få en fod indenfor i filmbranchen. Trioens veje krydser hinanden i en forførende fortælling om Hollywoods forside og bagside, mens man hvirvles op mod begyndelsen af 1930’erne.

Den filmisk sitrende ’Babylon’ formår på forunderlig vis at forevige billeder, som jeg ikke helt fatter, hvordan det er lykkedes at få i kassen. Kameraet flyver dynamisk ind, ud og rundt om scenerne, hvor særligt den pompøse fest i filmens begyndelse og en i særdeleshed vild optagedag på diverse filmsets griber, ryster og rusker mig godt og grundt rundt. Helt og aldeles skønt.

Med en spilletid på lige over tre timer, sænkes farten dog en smule på fortællingens ellers konstant medrivende momentum momentant i filmens sidste tredjedel. Fartgrænsen bliver dog indhentet og overtrådt med drønende fart igen, hvor den ene filmisk muskuløse scene efter den anden brager afsted mod mig, mens hele min krop opsluges af billede og lyd.

’Babylon’ er en vild kærlighedserklæring til filmmediet og alt, hvad det indebærer foran og bag kameraet. Endvidere er en karismatisk Brad Pitt filmstjernen Conrad, Margot Robbie er dejligt ustyrlig som Nellie, mens Diego Calva er min dør ind til filmfesten som den håbefulde Manny. Damien Chazelle blæste mig kort fortalt filmisk godt og grundigt igennem. Se, oplev og mærk ’Babylon’. Nu!

4K Ultra HD og ekstramateriale: De forrygende festligheder leveres medrivende på filmens 4K Ultra HD-udgivelse. Farverne er indtagende, detaljegraden forryende og farverne mættede. Lydsiden spiller ligeledes medrivende op til dans med gode og veldefinerede niveauer.

Endvidere finder man ekstramateriale i form af en række featuretter med titlerne ‘A panoramic canvas calles Babylon’, ‘The costumes of Babylon’ og ‘Scoring Babylon’, mens man også får både slettede og forlængede scener.

’Babylon’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 30. marts.

‘Operation Fortune: Ruse de guerre’ giver dig et skud action

Action og komik på 4K Ultra HD: Der er fuld smæk på action og rappe replikker i Guy Ritchies undercover-basker ‘Operation Fortune: Ruse de guerre’. Det er der faktisk så godt som fra start til slut. Hermed ikke sagt, at filmens momentum ikke momentvis mister en smule pondus. Det rådes der dog løbende bod på, hvor man rejser verden rundt i en byge af knytnæveslag, maskinpistoler og kulørte karakterer.

Det er ganske vist den noget uinspireret spillende Jason Statham, man finder i front, hvor han atter engang giver den som sej type med muskler og et kækt mundtøj. Han spiller superspionen Orson Fortune, der sammen med sit lille hold af eksperter må gå undercover for at sikre, at et stykke stjålet og dødbringende våbenteknologi ikke ender i de forkerte hænder.

Her er ikke tale om en selvhøjtidelig omgang action, men derimod en omgang bulder og brag med humoren siddende løst og et fjollet plotelement i centrum for de velklædte eskapader. Man finder nemlig blandt karaktererne den populære skuespiller Danny Francesco, der som del af Fortunes sindrige plan må hives med på missionen for at smigre en bad guy og fan.

Det lyder fjollet. Det er det også. Det er heldigvis også ret så underholdende at følge det lille specialhold af agenter på deres mission. Jason Statham gør, hvad Jason Statham har gjort så mange gange før. Han er desværre et relativt kedeligt bekendtskab. Derimod finder man i øvrige roller den medrivende gnist, der mangler hos vores hårdtslående hovedspion.

Aubrey Plaza giver den som rap computerekspert. Hun har et konstant skævt smil på læben. Jeg mærker, at hun nyder at agere agent, hvilket smitter. Endvidere spiller Hugh Grant en ond, ond skurk. En charmerende en af slagsen. Slesk og selvfed. Han er ligeledes et muntert bekendtskab. Det samme er Josh Hartnett som den forfængelige Hollywood-skuespiller Francesco.

Det er med andre ord heldigt, at det ikke er Jason Statham alene, der skal bære mig gennem filmens tempofyldte mission og her jagten på den ganske generiske MacGuffin i form af det mystiske våben, der skal opspores. Det er altså ikke just action-originalitet, man finder her. Derimod er det to små timers ganske veloplagt og hurtigt fortalt spionaction.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Den drønhede action og de velsmurte replikker leveres med stor succes med filmens udgivelse på det billed- og lydoptimerede format 4K Ultra HD. Billedet står farvemættet, detaljerigt og kontrastfyldt, mens lydsiden ligeledes brillerer med solid bund og velbalancerede niveauer. Desværre medfølger der intet ekstramateriale.

’Operation Fortune: Ruse de guerre’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 3. april.

Det handler om ondskab i slasher-finalen ‘Halloween Ends’

Gribende gys på 4K Ultra HD: Det er umuligt at holde en god bøhmand nede. Det har historien vist gang på gang i den ene film efter den anden med seriemordere som Jason Voorhees, Freddy Krueger, Ghostface, Jigsaw og Michael Myers. Sidstnævnte slasher-legende blev vakt til live på ny i 2018 med ’Halloween’. Den blev fulgt af ’Halloween Kills’. Nu lander så finalen ’Halloween Ends’.

Her fortsætter historien om overleveren Laurie Strode en håndfuld år efter begivenhederne i den forrige film. Hun er nu i færd med at skrive en bog om sine oplevelser med den mutte dræber Michael Myers. En kamp mellem de to, der tog sin begyndelse helt tilbage i 1978 med John Carpenters første og originale ’Halloween’. Det er igen den nu 63-årige Jamie Lee Curtis, der spiller Laurie.

Som filmens titel indikerer, er det meget vel enden på denne række af nye film i sagaen om Myers og Strode. Den store gyser-finale efter mere end 40 års kamp på liv og død. Her er med andre ord sin del af forventninger, der synes at skulle indfries. Men ’Halloween Ends’ gør noget andet end, hvad i hvert fald jeg lige forventede. Det fungerer både og. Men det er om ikke andet underholdende.

Det handler her om ondskab lige så meget, som det er det klimatiske møde mellem Laurie og hendes morderiske nemesis. Jeg vil ikke spoile, hvordan og i hvilken retning instruktør og medforfatter David Gordon Green tager sit nye dyk ind i mørket med Myers. Jeg vil blot sige, at man ikke skal forvente sig et klassisk stykke med Myers på bersærkergang.

Her er i min optik tale om et interessant take på franchisen og dens temaer, hvor netop ondskab står centralt. Hvad er den? Hvordan opstår den? Hvad gør den ved folk? ’Halloween Ends’ er også en film om at se sig selv i øjnene og konfrontere det, der gør allermest ondt. Her står Jamie Lee Curtis’ portræt af sin signaturrolle stærkt. Hun er sej, skrøbelig og umulig ikke at heppe på.

Selvom ’Halloween Ends’ måske nok er lidt ufokuseret og kringler sin historie i nye retninger for Myers, får man også sin del af blodigt brutale mord, hvilket hører til franchisen. Det er ondt og gør ondt at se på. Jeg er vild med det. I ’Halloween Ends’ er alt og intet på sin vis ved det gamle. Det fungerede for en fan af serien som mig med dette friske pust. Selvom jeg fik noget andet, end jeg ellers lige troede.

4K Ultra HD: Det gribende og grumme slasher-gys ‘Halloween Ends’ præsenteres på 4K Ultra HD med engagerende farveskala, bundsolod kontrast og klare farver, hvor både detaljer og større indstillinger står skarpt. Lydsporet spiller ligeldes virkelig godt med velspillende både top og bund, hvor lyden klinger klart, hårdt og brutalt.

’Halloween Ends’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 27. februar.

Dwayne ‘The Rock’ Johnson buldrer bombastisk løs i ‘Black Adam’

Antihelt på 4K Ultra HD: Hvis der er en skuespiller, som også i virkeligheden ligner en mægtigt muskuløs superhelt, må det da om nogen være Dwayne ’The Rock’ Johnson. Med ’Black Adam’ iklæder han sig et stramt outfit og indtager filmens superstærke titelrolle med skulende blik og forknyt mine, er han klar til at slå på tæven – og han er, modsat mange andre helte, ikke er bleg for at slå ihjel.

Den tvetydige helt-/anti-helt så dagens lys for godt 5000 år, hvor han ellers var et almindeligt menneske. Skæbnen ville dog, at han blev beriget med mægtige superkræfter fra de gamle guder for herefter at blive fængslet. I nutiden bliver hans skæbne som fængslet supermenneske brudt. Således står Black Adam nu overfor skumle skurke, der vil påtvinge sig magten over menneskeheden.

Black Adam er ikke den eneste med superhelte-kræfter, som her må forsøge at overleve sine modstandere. Vi møder nemlig også medlemmer af det såkaldte Justice Society. Bl.a. Atom Smasher, der kan vokse til gigantstørrelse, Dr. Fate med magiske kræfter, en hvirvelvindsflyvende Cyclone og Hawkman med mægtige vinger.

Her er altså samlet en umage og dejlig kulørt trup af helte, der desværre aldrig rigtigt får medrivende luft under vingerne. Det samme gælder Dwayne Johnsons portræt af Black Adam. For selvom både slåskampe og eksplosioner er større end store, er det straks sværere at spore en reel fare i eskapaderne. Jeg mærker aldrig for alvor, at noget er på spil. At noget for alvor kan gå galt.

Bl.a. fremstår Black Adam ovenud usårlig, hvor man så kunne håbe på, at hans kamp mellem lyset og mørket kom mere i spil. Det gør den ikke. Det gælder i øvrigt for hele holdet af helte og øvrige medvirkende, at de fremstår enten flade eller – endnu mere frustrerende – uforløste, hvilket ikke mindst gælder Justice Society-medlemmerne.

Bl.a. får en ellers karismatisk Pierce Brosnan som Dr. Fate slet ikke lov til at udfolde sin karakter, mens eksempelvis også de unikke egenskaber ved Atom Smasher og Cyclone efterlades noget ubrugte i støvet fra filmens mange ikke videre overbevisende og computerskabte actionscener. Flere af dem virker næsten ufærdige, mens bulder og brag desværre ender i en noget generisk superhelte-gryde.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Hvor filmen måske nok har sin del af vanskeligheder, så spiller udgivelsen på 4K Ultra HD virkelig godt. Kontrasten er solid og farverne klare, mens også lydsiden går klart og medrivende igennem. Filmen følger desuden også med på Blu-ray, mens man finder en omgang ekstramateriale, der bl.a. byder på en række featuretter, som kigger på alt fra historien bag Black Adam og Justice Society, videre til filmens kostumer og filmens action.

’Black Adam’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 19. januar.

Idyllen krakelerer på spændende vis i ‘Don’t Worry Darling’

Spænding på 4K Ultra HD: Alt synes yderst idyllisk i ’Don’t Worry Darling’. Filmen udspiller sig nemlig i en solbeskinnet by i 1950’erne, hvor mændene tager simultant på arbejde, mens deres hustruer vinker farvel til dem på samme tid hver dag. Alle er lykkelige. Hækkene sirligt klippede. Vinduerne er pudset til perfektion. Og kyssene sidder løst mellem parrene. Ren lykke samlet i en lille unik by.

Vi møder her ægteparret Alice og Jack. De er berusende forelskede i hinanden, det med et utal kys og hed elskov til følge. De hygger sig, slapper af og fester ofte med vennerne, hvor der drikkes drinks og sjusser, mens der ryges og danses til pladespillerens muntre toner. Langsomt begynder Alice dog at få en idé om, at ikke alt er, hvad det giver sig ud for at være i byen.

Gemmer der sig mon en lyssky hemmelighed bag den renskurede facade? Eller er Alice ved at blive skør? I små, korte glimt titter en noget anden og mere foruroligende virkelighed nemlig frem for hendes øjne. Men kan hun nu også stole på, hvad hun ser? Således bliver man som publikum viklet ind i filmens leg med løgne, virkelighed og uforfalsket lykke.

’Don’t Worry Darling’ er altså en film, der fint leger med genrerne, hvor det lette romantiske drama snart vikler sig ind i intenst thriller-land. Selvom filmens mysterium ikke som sådan overrasker på videre overrumplende vis, så er løjerne ganske enkelt underholdende sat i scene af instruktør Olivia Wilde. Hun har bl.a. sanselig god fornemmelse for skellet mellem rationale og vanvid.

Hertil kommer det ildevarslende og pulserende score af John Powell, der er med til at sætte tryk på spændingen og den foruroligende stemning. I de to hovedroller finder man desuden stærke præstationer af Florence Pugh som Alice, mens Harry Styles er Jack. Det er dog førstnævnte, der stjæler mest af rampelyset. Det er gennem hende, vi oplever idyllens opløsning.

Selvom ’Don’t Worry Darling’ ganske vist ikke ramte helt overraskende rent, hvilket filmens mystiske præmis ellers lægger op til at skulle, var turen til den idylliske by et underholdende ridt, hvor fortællingen måske nok kunne have været en kende strammet op. Men de velinstruerede eskapader lever på sin fine fremdrift, en stærk Florence Pugh samt en visuelt medrivende billedside.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Filmen præsenteres med sin udgivelse i 4K Ultra HD med flotte og mættede farver samt solid kontrast, mens også lydsporet går klart og velbalanceret igennem. Herudover byder udgivelsen på en making of-featurette samt en slette scene.

’Don’t Worry Darling’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 14. december.

Tom Cruise i topform med ‘Top Gun: Maverick’ – en af årets bedste film

Tom Cruise på 4K Ultra HD: Det startede tilbage i 1986 med Tony Scotts Tom Cruise-klassiker ’Top Gun’. Nu hele 36 år senere er den rebelske jagerpilot Pete ’Maverick’ Mitchell tilbage i flyvende fart i luften, hvor han hører hjemme. Men hvad er egentlig sket mellem den første film og dens nye efterfølger ’Top Gun: Maverick’? I grunden ikke så meget, hvad angår vores charmerende hovedperson.

Maverick er stadig plaget af de tragiske begivenheder i den første film, hvor han mistede sin wingman og ven ‘Goose’ i luften. Han bærer skylden på sine skuldre, det selvom han blev frikendt for at være netop skyld i vennens død. Maverick er desuden heller ikke avanceret i det militære hierarki, men har stædigt kæmpet for at holde sig på vingerne og ikke ende bag et skrivebord.

Han er altså fortsat at finde i sit elskede cockpit som testpilot, mens bl.a. hans gamle ven Tom ’Iceman’ Kazansky er steget i graderne og nu er admiral. Det går dog hverken værre eller bedre end, at Maverick beordres til at undervise et hold nye rekrutter på den eftertragtede skole TOPGUN. Han er ikke meget for det, men det er den eneste måde, han kan forblive luftbåren.

Med en farlig mission lige om hjørnet, er det nu Mavericks opgave at gøre de unge piloter endnu bedre, end de allerede er. Men kan han løfte den rolle? Og hvad med den unge rekrut Bradley ‘Rooster’ Bradshaw, der er netop Gooses søn? Fortid og nutid mødes således i dramatisk parløb både på landjorden og højt til vejrs. Det er både rørende og engagerende.

I det hele taget er der godt schwung på følelserne i fortællingen, der måske nok rammer klichéerne lige i røven, men leverer dem ovenud veloplagt og således holder underholdningsværdien fornemt i luften. For bl.a. er netop også scenerne med jagerflyene på vingerne vilde, voldsomme og vildt medrivende. Jeg får selv et sug i maven og pulsen op. Stærkt!

Så selvom der måske ikke er sket så meget siden sidst – eller hos vores hovedrolle og klare helt, bider filmen sig fast i mig, mine følelser og hele min krop med sine spektakulære og veliscenesatte actionscener. Derfor er det absolut også til at leve med filmens mindre vellykkede aspekter. Bl.a. er ikke alle karakterer lige velbeskrevne. Men the need for speed indfries i fornemt parløb med de store følelser.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Der er faktisk ikke noget at sætte en finger på, hvad angår udgivelsens tekniske side. Her er der fuldfed valuta for pengene med en veldefineret billedside, hvor både den hæsblæsende action og ansigtstræk står virkelig flot. Lydsiden leverer endvidere alt fra de drønende fly til replikker skarpt og med fint afstemte niveauer. Sådan! Dertil får man mere end 80 minutters ekstramateriale. Bl.a. med en making of, hvor man får indblik i alt fra filmens vilde stunts til den gennemgribende pilottræning skuespillerne har været igennem. Virkelig spændende.

’Top Gun: Maverick’ udkommer på Blu-ray og 4K Ultra HD den 27. oktober.

Der er vildt mange dinosaurer i ‘Jurassic World: Dominion’

Dinor på 4K Ultra HD: De glubske dinosaurer er tilbage i fuldt og rovædende vigør med ’Jurassic World: Dominion’ – den tredje film i rækken af nye Jurassic-titler, som alle udspiller sig i det dinosaur-univers, som Steven Spielberg indtog verden med i 1993 med den skelsættende ’Jurassic Park’. Nu en god håndfuld film inde i franchisen, møder vi både nye og gamle ansigter.

Vi møder naturligvis igen Owen og Claire, der i den nye film – som udspiller sig fire år efter forgængeren – nu bor isoleret ude midt i en skov med deres plejedatter Maisie. Fortidens hemmeligheder og den omkringliggende verden kan dog ikke holdes på afstand for evigt. Snart er de tre således på en farlig flugt fra både skurke og sultne fortidsmonstre.

Ikke nok med det, så truer mægtige sværme af præhistoriske megagræshopper klodens afgrøder, mens de mange forskellige dinosaurer nu lever side om side med både mennesker og nutidens dyreracer. Brudt fri af deres fangenskab. Det er dog langt fra en idyllisk sameksistens, da fortidens giganter har det med at angribe og smage på klodens øvrige beboere.

’Jurassic World: Dominion’ byder således på en god portion dinosaur-hærg, hvor man nærmest hopper fra den ene actionscene til den næste, mens karaktererne glemmes en smule og forsvinder i baggrunden. Historien har endvidere det hemmelighedsfulde selskab Biosyn – som forsker i dinosaurernes gener – i lyssky spil. Her er med andre ord sin del af karakterer og plottråde at holde styr på.

Desværre lykkedes det ikke lige vellykket hele vejen, hvor hele dinosaur-molevitten bliver noget rodet og uengagerede, mens også en god stak af filmens replikker ligger en smule klodset i munden på karaktererne. Det bliver også til et lidt vaklende gensyn med den originale films treenighed i form af Ellie Sattler, Dr. Alan Grant og Ian Malcolm, det spillet af den oprindelige films skuespillere.

’Jurassic World: Dominion’ byder på trods af sin miskmaskede fortælling på sin del af medrivende dinosaur-action med de glubske bæster i spil. Her er dog et så stort overbud – ja, nærmest overforbrug – af dinosaurer, at det desværre hiver lidt magi ud af de ellers imponerende fortidsdyr. Det sagt, så er der godt fart over feltet, hvor jeg grundlæggende bliver vundet over af dinosaurerne, som jeg knuselsker.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Man finder på 4K Ultra HD-udgivelsen to versioner af filmen: Biografudgaven og så en cirka 10 minutter forlænget udgave. Desværre er der ikke meget andet ekstramateriale. Heldigvis gør filmen sig ovenud lækkert på det knivskarpe 4K Ultra HD-format. Billedet står farvemættet, kontrastfyldt og med flot detajlegrad, hvor alt fra dinosaurernes hud til de mange vilde actionscener i den grad kommer til deres ret. Lydsiden matcher fornemt og dynamisk billedet med afstemte niveaur og klar lyd, hvor både de rungende brøl og dialog går upåklageligt igennem.

’Jurassic World: Dominion’ udkommer på dvd, Blu-rat og 4K Ultra HD den 20. oktober.