PACIFIC RIM: Mægtige monstre og enorme robotter er buldrende god underholdning

Du kan godt ånde lettet op, for selvfølgelig er Pacific Rim en yderst fornøjelig omgang kulørt underholdning. Jeg mener, gigantiske monstre i kamp med enorme menneskestyrede robotter. Ja, en buldrende og berusende vinderkombination. Det er da også monsterentusiasten Guillermo del Toro, der instruerer – manden bag monstrøse titler som Pans Labyrint, Hellboy-filmene og Mimic.

I en nær fremtid er Jorden mildest talt er på røven. For fra en sprække på Stillehavets bund er en portal til en anden dimension åbnet, hvorfra kæmpemæssige monstre stiger op for at lægge storbyer i ruiner. Man har derfor bygget enorme robotter, såkaldte Jaegers, der med to piloter ombord bekæmper bæsterne inden de spreder død og ødelæggelse.

pacific rim 01

Men efter en årrække begynder robotterne at lide nederlag. Uhyrerne, der oftere og oftere dukker op fra dybet, overvinder menneskene og dommedag nærmer sig med hastige skridt. Så da den ukonventionelle ex-pilot Raleigh Becket hives tilbage i sadlen af officeren Pentecost, er det i et sidste forsøg på at overvinde monstrene. Det er kort fortalt filmens herligt bombastiske præmis.

Med en nærmest barnlig logik og eventyrlysten naivitet foldes det tegneserielignede univers legende og medrivende ud med sine utrolige maskiner, fascinerende monstre og lettere firskårne karakterer samt selvfølgelig videnskabsmænd med vilde teorier. Ja, vi befinder os i en verden, hvor tyngdeloven strækkes til sit yderste og fantasien overvinder virkeligheden. Lidt som dengang man legede med sine action-figurer.

pacific rim 02

Filmen er måske en smule fattig på mindeværdige karakterer, men Idris Elba har som den rå Pentecost godt med karisma, mens en sød Rinko Kikuchi byder på indtagende uskyld som den uprøvede pilot Mako Mori. Desuden dukker Ron Pearlman op som flamboyant sortbørshandler af monster-organer, selvfølgelig. Charlie Hunnam mangler dog en smule pondus som den egenrådige Raleigh.

Men nu er det ikke karakterstudier, der bærer filmen i mål, men derimod bæsterne, de spektakulære kampe og det flotte univers. Det simple plot byder da også på tilpas med overraskelser og finurlige facetter til, at spektaklet ikke henfalder til monumental action-smadder i kedelig tomgang. Ja, her får fantasien og eventyret frit spil. Uhøjtideligt, fantasifuldt og sprudlende af en kærlighed til genren.

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”Pacific Rim | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:
5_6 - stars

pacific rim poster
Originaltitel: Pacific Rom, USA, 2013
Premiere: d. 1. august 2013
Instruktion: Guillermo del Toro
Medvirkende: Charlie Hunnam, Idris Elba, Rinko Kikuchi, Charlie Day, Robert Kazinsky, Max Martini, Ron Perlman m.fl.
Spilletid: 2 timer 12 min.
Distributør: Warner Bros.[/tab][/tabgroup]