Borgerkrigsfilmen ‘Civil War’ er som en insisterende knude i maven

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg sidder med en konstant knude i maven, der kun synes at tage endnu mere fat, efterhånden som historien i et borgerkrigshærget USA folder sig intenst ud i Alex Garlands medrivende kig ind i en nær fremtid med ’Civil War’. Vi følger her en lille håndfuld journalister, der bevæger sig gennem landet, som er på randen af totalt sammenbrud.

Jeg kommer med ind i journalisternes bulede bil, der med ’press’ stående på siderne kører gennem et bombet landskab på deres vej mod Washington i håbet om at nå frem, inden en oprørsgruppe indtager Det Hvide Hus i den eskalerende borgerkrig. De vil sikre sig et interview med selveste USA’s præsident, inden muligheden løber dem af hænde.

På turen møder vi bl.a. den anerkendte fotojournalist Lee, der med skarpt og frygtløst blik for krigens rædsler kaster sig ind i frontlinjen med sin linse rettet stålsat mod de brutale begivenheder. Hun indfanger virkeligheden og historien, så den kan blive fortalt og foreviget fra første parket. Historien om borgerkrigen og dens mange konsekvenser for landet og dets indbyggere.

Det er bl.a. gennem Lees kameralinse og de heraf stillestående billeder, som i glimt giver en dokumentarisk kant til filmen. Det bakkes pulserende op af det dynamiske kameraarbejde af fotograf Rob Hardy, der intenst indfanger de ubehagelige begivenheder, men også de få åndehuller for det lille hold journalister, hvor man desuden møder den ihærdige og unge aspirerende fotojournalist Jessie.

Der er et virkelig fint parløb mellem den hærdede fotograf overfor den uprøvede. Jeg oplever borgerkrigen med forskellige øjne. Jeg mærker ubehaget. Jeg føler rædslerne. Jeg hører brutaliteten banke skånselsløst gennem luften i form af dundrende maskinpistoler og susende raketter, der bringer eksplosioner til live og sender mennesker i graven. Kynisk, koldt og kalkuleret.

Kirsten Dunst er gribende martret og nærværende intens som Lee, mens Cailee Spaeny som Jessie bringer en håbefuld uskyld til krigen, der er alt andet end uskyldig. Uskylden bliver dog snart revet ud af livet på Jessie. Jeg rives med. Af bunkerne af blodige lig. Af skudsalver, der får blodet til at sprøjte. ’Civil War’ er som en insisterende knude i maven. Tankevækkende, medrivende og ubehagelig. Forrygende!

’Civil War’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Civil War’ har biografpremiere den 18. april.

‘Abigail’ forener ballet, blod og underholdende vampyrsjask

/i , /af

Biografanmeldelse: Det skulle have været en ukompliceret opgave for et umage hold af kriminelle at kidnappe en rig gangsters unge datter for så at afvente den store løsesum tikke ind. Så let slipper kidnapperne langt fra i den blodsjaskende vampyrgyser ’Abigail’. For den store villa, hvor de skal skjule deres gidsel, huser nemlig sin del af farlige hemmeligheder.

Datteren Abigail er nemlig ikke en helt almindelig pige, der er dansende glad for ballet. Hun viser sig også at være en yderst glubsk og blodtørstig vampyr. Snart får holdet af kidnappere således hænderne fulde og Abigail på nakken. Nu starter en kamp for overlevelse i villaen, der er blevet låst og lukket til, så de kriminelle ikke sådan lige kan undslippe den unge vampyr.

Inden gysereskapaderne for alvor folder sig underholdende ud, forsøger filmen sig med at etablere gruppen af kidnappere. Fra den forhenværende kriminalbetjent til den adrenalinjagende hacker og ham med de store muskler. Problemet er ikke så meget det, at der måske lige går en tand for lang tid, inden blodet begynder at sprøjte, men mere, at karaktererne ikke sådan er rigtigt interessante.

Gruppen udfylder dog på trods af det helt ok deres respektive roller, men dramatisk menneskelig tyngde skal man kigge en smule langt efter. Selvom her bl.a. forsøges med lidt mor-søn-drama. Oprigtigt gribende følelser bliver der dog aldrig udløst på den front. Til gengæld er vampyrballaden heldigvis vildt underholdende på flere andre måder.

Bl.a. er en veloplagt Alisha Weir en fryd som den snarrådige vampyr med kæften fuld af sylespidse tænder og et dyrisk blik i øjnene. Hun har haft en fest i rollen som rap vampyr på rov. Hendes energi smitter af på positiv vis. Dog kunne man godt have skåret ned på scenerne med hende, der danser blodig ballet højt til tå og med sit strutskørt indsmurt i sjask.

Historien er altså ikke en overraskende åbenbaring, men instruktørduoen Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillett får på dynamisk vis en underholdende filmfræser ud af manuskriptet. Så selvom eskapaderne undervejs er ved at rulle ind i en smule dødvande, opvejes det momentvis manglende momentum bestemt af filmens herligt blodspruttende scener og skønne finale.

’Abigail’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Abigail’ har biografpremiere den 18. april.

‘LUPIN III: Kastellet i Cagliostro’ er fuld animationsaction af Miyazaki

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er 45 år siden, at den japanske animationsmester Hayao Miyazaki spillefilmsdebuterede i 1979 med den hæsblæsende ’LUPIN III: Kastellet i Cagliostro’. Nu får filmen repremiere i en nyrestaureret 4K-version. Miyazaki er som bekendt manden bag fortryllende film som ’Min nabo Totoro’, ’Chihiro og heksene’, ’Det levende slot’ og senest ’Drengen og hejren’.

Der er i den grad knald på hans medrivende debutspillefilm, hvor man følger den charmerende tyv Lupin III og hans medsammensvorne Jigen. De kommer ud på et vildt eventyr, der byder på alt fra falskmøntneri, pulserende biljagter og store eksplosioner, når de skal forsøge at råde bod på, at de er blevet snøret efter et storstilet kup.

Det bliver starten på en yderst underholdende rejse mod riget Cagliostro, hvor duoen undervejs bl.a. møder prinsessen Clarisse, der mod sin vilje står til at skulle giftes med en skummel greve. Så nu står den også på en redningsaktion, mens Lupin og Jigen må kæmpe for livet, når turen går rundt i grevens store borg fyldt med fjender og fælder, mysterier og hemmeligheder.

Miyazaki folder sin film ud med en smittende fortælleglæde, der sprudler af skøre og skønne idéer samt scener fyldt med energi og dynamik. Fra enorme tandhjul, der drejer faretruende rundt med Lupin i midten af det hele til energiske kampe med grevens kumpaner. Jeg bliver i lutter godt humør af at være i selskab med Lupin og co., når de sjove og engagerende eskapader ruller lystigt afsted.

Det er kort sagt med stor fortælleglæde og vidunderligt veloplagt animation, at ’LUPIN III: Kastellet i Cagliostro’ folder sig ud for fuld skrue i et herligt virvar af morsomme påfund, umage karakter og medrivende actionscener, der står i kø for at rive mig med. Det lykkedes i den grad. Ja, når mesteren Miyazaki står bag, er 45 år ingen alder.

’LUPIN III: Kastellet i Cagliostro’ får 5 ud af 6 stjerner:

’LUPIN III: Kastellet i Cagliostro’ har repremiere i biografen den 18. april.

‘For evigt’ forener delvist vellykket kærlighed og klimakatastrofe

/i , /af

Biografanmeldelse: Tid og rum, kærlighed og skæbne, klimakatastrofe og jordskælv. Det danske science fiction og romantiske drama ’For evigt’ rummer det hele i en i udgangspunktet interessant cocktail, der historiemæssigt ambitiøst kaster sig ud på dybt vand. Bogstavelig talt. For dybt under Atlanterhavets overflade er en mystisk sprække efter et jordskælv opstået.

Den mystiske sprække er forårsaget af klimaforandringer og kan få fatale konsekvenser for kloden og menneskeheden, hvis ikke den lukkes. Langt fra det dybeste havdyb et sted i Danmark møder vi nu den unge forsker Elias og sangeren in spe Anita, der for fulde følelser falder gnistrende for hinanden. Den unge kærlighed lider dog et knæk og deres veje skilles.

Flere år senere møder vi nu en ældre Elias, der har fået en central rolle på det hold af internationale videnskabsfolk og klimaforskere, der skal forsøge at lukke sprækken på havets bund, inden det er for sent for kloden og dens beboere. Da Elias tilfældigt møder Anita, der er videre i livet med en lille familie, vender det op og ned på hans liv. For hvad gav han egentlig slip på i sin tid?

Det er midt i klimakatastrofe og dybhavsdyk, at kærligheden og spørgsmålet om skæbne spiller ind, men aldrig for alvor får skovlen dybt under mig, ligesom heller ikke mine følelser bliver rørt helt engagerende rundt i. Man finder dog i de dobbelte hovedroller som den unge og ældre udgave af Elias og Anita virkeligt fine præstationer, der løfter følelserne, når historier bliver lidt tung i røven.

Det unge par portrætteres dynamisk og nærværende af Viktor Hjelmsø og Anna Søgaard Frandsen. Jeg tror på dem, forholdet og følelserne. Det samme gælder den ældre version af Elias, hvor en stærk, nuanceret og troværdigt intens Simon Sears gør virkelig dragende figur. Desværre får Nanna Øland Fabricius som Anita ikke nær så meget at arbejde med i sin karakter.

Filmen bliver mere Elias’ historie end det ellers fine parløb, der lægges ud med. Instruktør og manuskriptforfatter Ulaa Salim lykkedes uanset hvad ikke helt med at forløse portrætterne gennemgående formfuldendt, mens også de universelle temaer mangler mere tyngde og flere overraskelser i en ellers interessant præmis. Det hele indfanges dog virkelig elegant godt af fotograf Jacob Møller.

’For evigt’ får 3 ud af 6 stjerner:

’For evigt’ har biografpremiere den 18. april.

Det politiske drama ‘Hammarskjöld’ vakler mellem to stole

/i , /af

Biografanmeldelse: Vi får med det politiske drama ’Hammarskjöld’ på den ene side et kig ind bag facaden på mennesket Dag Hammarskjöld og på den anden side hans officielle jeg som målrettede diplomat. Historien er baseret på virkelige begivenheder og udspiller sig i koldkrigstidens 1961, hvor man møder Hammarskjöld, der sidder på posten som FN’s generalsekretær.

Han gør sit bedste for at skabe fred i menneskeligt og politisk indviklede tider som del af det verdenspolitiske spil, mens han privat kæmper med ensomhed og en evig søgen efter meningen med sit liv og virke. Arbejdsmæssigt har særligt Congo Hammarskjölds opmærksomhed, da han vil skabe fred i landet, der er præget af blodige konflikter. Det synes som en umulig opgave.

Hammarskjöld går dog beslutsomt til opgaven, der kun udvikler sig i en mere og mere kompleks og for ham farlig retning. Det stopper naturligvis ikke den svenske generalsekretær, som man nu følger i de to sideløbende spor med på den ene side det diplomatiske arbejde og på den anden side et stille privatliv, hvor han skriver sine inderste tanker og følelser ned i sene aftentimer.

Vi ser begge sider af mennesket Hammarskjöld, der spilles stærkt og nærværende af Mikael Persbrandt, som dog ikke helt kan forløse manuskriptet, der står stærkest, når historien centrerer sig om det politiske spil og magtkampene. Det private følelsesliv og de afsavn, som Hammarskjöld skriver om sent på aftenerne, kommer ikke helt ud og rører mig stærkt nok.

Det er en skam, da der i udgangspunktet er en interessant todelthed i mennesket Hammarskjöld og her konsekvenserne af de valg, han træffer i kraft af sit arbejde. Både for ham personligt, men også som officiel diplomat. Desværre findes der aldrig for alvor en rigtigt engagerende balancegang mellem de to spor, der kunne have formet et reelt gribende hele.

Per Fly har både instrueret og ageret medforfatter. Han har da også et professionelt godt greb om sin historie, men den løber ind i at vakle mellem Hammarskjölds to sider, så ingen af delene for alvor går ind og bliver medrivende. En styrke ved ’Hammarskjöld’ er dog den grundlæggende interessante politiske historie og mennesket i midten af det hele, der desværre bare ikke forløses formfuldendt.

’Hammarskjöld’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Hammarskjöld’ har biografpremiere den 18. april.

‘Robot Dreams’ er en sød animationsfilm om venskab og ensomhed

/i , /af

Biografanmeldelse: Selv i de største byer med et mylder af mennesker, kan ensomheden ramme hårdt og nådesløst. Hvad stiller man så op, når ensomheden rammer? Når lyset i lejligheden ved siden af rammer krammende par på sofaen, mens venner går op og ned ad gaderne? I den ordløse animationsfilm ’Robot Dreams’ bygger en ensom hund sin egen robot.

Filmen udspiller sig i et summende New York i de kulørte 80’ere, hvor byens indbyggere er dyr i alle afskygninger. Her er aber, grise, myreslugere, elefanter og så er der den ensomme hund med mikroovnsmad siddende foran tv’et alene. Men da han bestiller og modtager sin egen robot, begynder et venskab mellem det umage par at spire.

Venskabet bliver dog testet på uventet vis før end siden. Så nu må jagten ud af ensomheden for hund og robot begynde på ny. For hvad vil vi i grunden ikke gøre for at fastholde venskaber og undgå ensomheden? I den søde ’Robot Dreams’ gør hunden i hvert fald sit bedste for at beskytte sit nye venskab, selvom det altså løber ind i problemer.

’Robot Dreams’ er lige på den anden side af halvanden time, men synes egentlig fint at kunne være fortalt som kortfilm. Historien og dens tematikker føles af og til en smule at blive trukket lidt langt ud over midten. Heldigvis gøres det på sjov og charmerende vis, hvor både hunden og robotten får fint liv i de stilrene tegninger, hvilket også er tilfældet med de andre karakterer og omgivelserne i New York.

Der sker altid sjove ting i baggrunden eller andre fine detaljer i udtrykket hos de medvirkende. Universet fungerer, selvom det af og til kan virke lidt for rent og klinisk i sit udtryk. Her kommer bl.a. netop hund og robot samt deres levende tilstedeværelse til live, selvom der altså ikke siges et eneste ord. Det er elegant historiefortælling med temaer som ensomhed og venskab i fokus.

Temaerne gives desuden en fint nuanceret krølle på halen i sidste ende, som også er med til at skabe lidt mere dybde i karaktererne og historien. ’Robot Dreams’ er med andre ord en fint animeret fortælling, jeg nemt relaterer til, bl.a. gennem fint forløste karakterer med en befriende ordløs fortælling, hvor bl.a. musikken således får plads og stor betydning.

’Robot Dreams’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Robot Dreams’ har biografpremiere den 11. marts.

‘Back to Black’ er en generisk portrætfilm af Amy Winehouse

/i , /af

Biografanmeldelse: Historien om musiker og sanger Amy Winehouse er en sand tragedie. Hun blev med sin unikke stemme, sange og karisma katapulteret til stjernestatus i en ung alder og døde år senere af en alkoholforgiftning kun 27 år gammel i 2011. Den biografiske film ’Back to Black’ fortæller nu historien om den selvsikre sangers tumultariske liv og kaotiske forhold med kæresten Blake.

Historien begynder med den unge Amy, der tryllebinder både sin familie og publikummet på pubben med sin stemme. Herfra går historien sin slagne gang for at fortælle historien om vejen til stjernerne, om misbruget, om succesen og nedturen, hvor særligt forholdet til hendes bedstemor, far og kæresten Blake spiller en central rolle for det desværre ikke vildt gribende portræt.

Marisa Abela gør dog sit bedste for at portrættere unikaet Amy Winehouse. Det er selvsagt ingen nem opgave – og det lykkedes da heller ikke rigtigt at komme helt derind, hvor sangerens dæmoner for alvor får dramatisk dybde og gribende tyngde. Heldigvis ender skildringen ikke som en karikatur, men fremstår trods alt ganske oprigtig, selvom det hele menneske er svær at få øje på.

Historiefortællingen er bare ikke særlig interessant forløst. Hvilket i grunden er ret utroligt, når nu sangerens alt for korte liv var fyldt med så meget drama. Så meget vildskab. Vildskaben og dramaet kommer desværre bare ikke rigtigt helt derind, hvor smerten vinder genklang i mig. Instruktør Sam Taylor-Johnson kommer aldrig rigtigt igennem med en unik stemme i sin menneskeskildring.

Det er heller ikke meget originalitet, at Matt Greenhalghs manuskript tillader i sin desværre ret generiske gennemgang af Amy Winehouses liv. Her står alkoholmisbruget og hendes farlige omgang med stoffer også centralt, hvor jeg bestemt er vidne til tragedien, mens musikken heldigvis også spiller en stor rolle, selvom jeg aldrig for alvor får et troværdigt indblik i stjernens musikalske rejse.

Her er ikke meget indblik i sangskrivningsprocessen og arbejdet med hendes albums. Det er en skam, da balancen mellem tragedien og hendes magiske musik ikke helt finder et gribende fodfæste. I sidste ende er filmen alt det, som Amy Winehouse ikke var, nemlig middelmådig. En film, der ikke rummer videre stor vildskab, hjerte og smerte, men sådan cirka bare er ok.

’Back to Black’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Back to Black’ har biografpremiere den 11. april.

Den djævelske ‘The First Omen’ leverer et urovækkende smukt gys

/i , /af

Biografanmeldelse: Med gyserfilmen ’The First Omen’ bringes der nyt liv til den filmserie og det univers, som blev født med Richard Donners klassiker og djævlegyser ’The Omen’ fra 1976. Den første film har affødt flere fortsættelser, en serie og en genindspilning. Denne gang er det forhistorien til originalen, vi får med en fortælling, der udspiller sig i 1971.

Vi møder her den unge og religiøse Margaret, der kommer fra USA til Rom for at tjene kirken. Der går ikke lang tid før, at et mørke og en ondskab anes i filmens dunkle sprækker. Uhyggen står hurtigt også i fuldt skrækindjagende flor, når der spilles vellykket på den usete og lavmælte gru, hvor det ellers smukt indrammede gys skæmmes en smule af et par generiske jump scares.

Det er heldigvis ikke nok til at spænde ben for filmens hele vejen elegant grumme billeder, der dynamisk og stemningsfuldt er indfanget af fotograf Aaron Morton, som både forløser helt nære closeups af udspilede øjne og mareridtslignende tableauer af ubehag. Herligt! Hertil kommer et myrekrybende score af Mark Korven, der isnende sætter sig i hjertet og maven på mig.

Instruktør og medforfatter Arkasha Stevenson bringer pulserende liv til historien af Ben Jacoby, der måske nok har et par skavanker og forudsigelige plotdrejninger. Gyset lever dog virkelig stærkt på atmosfære og sit 70’er-tidsbillede, der krydres med uhygge og brutalitet, mens man som Margaret finder en virkelig god Nell Tiger Free, der forløser naivitet, styrke og sin karakters spændingskurve med gribende nærvær.

’The First Omen’ er bedst, når den tør stole på, at jump scares ikke er vejen til at forløse uhyggen, men snarere det elegant usagte ubehag og sine syrede mareridtsscener, hvor virkelighed og fantasi smelter forrygende klamt sammen, så min puls stiger. Historiens brug af et par smågeneriske genregreb underminerer dog ikke, at her er tale om et visuelt virkeligt dragende gys.

’The First Omen’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The First Omen’ har biografpremiere den 4. april.

‘Birthday Girl’ leverer et klaustrofobisk mor-datter-drama

/i , /af

Biografanmeldelse: Det starter med store smil og livsglad dans, når moren Nanna sejler på ferie med sin datter Cille og hendes veninde. Cille fylder nemlig 18 år, hvilket fejres med fest og farverige drinks på en luksuriøs tur ombord på et kæmpemæssigt krydstogtskib. Efter nattens festligheder mødes trekløveret dagen derpå imidlertid af en yderst ubehagelig virkelighed.

Cille er blevet voldtaget af en af skibets andre gæster, men husker ikke meget selv. Snart går de lægelige undersøgelser af Cille i gang, mens der tages vidneudsagn fra både Cille og hendes mor. Men herfra synes efterforskningen at gå i stå. Snart indser den handlekraftige Nanna således, at hvis gerningsmanden skal findes, må hun tage sagen i egen hånd.

Starten på et nervepirrende drama er sat i søen med en rå og nærværende Trine Dyrholm som Nanna. Det store ferieskib skifter efter natten nu straks karakter fra at være et festmekka oplyst af diskolys til at være et klaustrofobisk bæst, hvor luften bliver klemt ud af lungerne på en. For hvor langt kan og vil Nanna gå for sin datter? Hvad er hun villig til at gøre i jagten på gerningsmanden?

Det er nogle af de spørgsmål, som instruktør og medforfatter Michael Noer spænder intenst for skuden, der måske nok sejler en smule tematisk fladt rundt i søen med spørgsmål om bl.a. også skyld og retfærdighed. Heldigvis har filmskaberen en stærk Trine Dyrholm til at løfte dramaet og spændingen, når historien mister lidt faldhøjde og en kende troværdighed.

Hævntogtet står måske nok ikke på blodige skuddueller og store eksplosioner. Styrken er snarere at finde i den knugende og dirrende nerve, som filmen formår at rive frem, når en mor og hendes datter står overfor deres livs mareridt. Her er Flora Ofelia Hofmann Lindahl også virkelig god som Cille, der med lige dele naivitet og sejhed leverer et gribende portræt som datteren.

Det er derfor også en skam, at mor-datter-forholdet ikke sætter sig mere fast og rammer de mere dybe følelseslag, end tilfældet er. På samme måde som også filmens finale ender med at stå lidt uforløst hen. Det sagt, så lever og overlever ’Birthday Girl’ takket være bl.a. sine to hovedroller og en trykket atmosfære, der indfanges dynamisk og intenst af fotograf Adam Wallensten.

’Birthday Girl’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Birthday Girl’ har biografpremiere den 4. april.

‘Perfect Days’ er et følelsesfint kig på livets stille eksistens

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er følelsesfint, roligt og tålmodigt, at jeg med Wim Wenders’ smukke og livsreflekterende ’Perfect Days’ bringes ind i livet hos den midaldrende Hirayama. Han lever et stille liv alene og ordknapt, mens arbejdsdagene går med at rengøre offentlige toiletter i Tokyo. Han er yderst sirlig, når han på knæ skrubber både kummer og pissoirs til de skinner. Livet går sin sagte gang.

Det er et liv præget af rutiner og stille stunder, hvor bl.a. sollyset rammer den smilende Hirayama, der synes helt og aldeles i ro med sig selv og livet. Når han har fri, læser han bøger, lytter til musik på kassettebånd med Lou Reed og Patti Smith samt lever et minutiøst liv i sit lille hjem. Han nyder dagene. De små øjeblikke af skønhed, når pauserne i hverdagen tillader det.

Det er det enkle liv, som her er i centrum, hvor den sympatisk udstrålende Hirayama er det menneskelige omdrejningspunkt i en fortælling, der måske nok ikke gør umiddelbart meget væsen af sig, men rummer stor humanisme, mens der manes til rolig eftertanke hos mig selv og det liv, jeg lever med bl.a. spørgsmålet: Er jeg lykkelig?

Det er med simple og afdæmpede greb, at eksistentielle spørgsmål kommer i spil. Livets skønhed og skrøbelighed. Meningen med det hele og om man kan snyde sig lykkelig? Det er et menneskeligt portræt af en mand, der rummer mere og flere følelser, end det måske nok ved første øjekast lader sig afsløre. Det er bl.a. gennem filmens tålmodige væsen, at dens styrke findes.

Det er gennem Kôji Yakushos nærværende og sarte portræt af Hirayama, at filmen bl.a. får sit menneskelige liv og dragende nerve. Det er gennem fotograf Franz Lustigs smukt balancerede og elegante billeder af hverdagen, som her får fortryllende momenter af skønhed. Det at værdsætte de små ting i livet. Det at finde ro med der, hvor man er.

Wim Wenders lykkedes med ’Perfect Days’ på rolig dynamisk vis at åbne ind til et andet menneskes liv. Det magiske i mennesket og livet. For er vi lykkelige, hvis bare vi tror nok på det? Kan det triste og melankolske leve i smuk harmoni med livets skønhed og følelsesdybde? Det er på rørende, hjertevarm og fascinerende eftertænksom vis, jeg får en flig af et andet menneskes indre liv. Det er et smukt syn.

’Perfect Days’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Perfect Days’ har biografpremiere den 27. marts.