Bong Joon Hos ‘Memories of Murder’ er en dragende grum seriemorderjagt

Biografanmeldelse: Jeg knuselsker en god seriemorderjagt på film. Det er præcis, hvad Bong Joon Ho mesterligt og dragende leverer med sin underspillede ’Memories of Murder’ fra 2003, der nu får repremiere i biografen. Det er en film, som absolut fortjener et gensyn eller flere – ikke mindst på et stort lærred. Det var i hvert fald for mig en stor fornøjelse at genbesøge seriemorderjagten i 80’ernes Sydkorea.

Fortællingen tager nemlig sin grumme begyndelse i 1986, hvor liget af en bagbundet og voldtaget ung kvinde findes i en grøftekant i Gyeonggi-provinsen i Sydkorea. Det skal vise sig, at hun ikke er det første og eneste offer for en morders bestialske hånd. For snart dukker flere lig af mishandlede kvinder op. Det lokale politi er naturligvis straks på sagen for at finde seriemorderen bag de brutale mord.

Det er kort fortalt udgangspunktet for en drønspændende, konstant dirrende og intenst gribende seriemorderjagt, der kommer til at opsluge alle døgnets timer for det lille lokale team af knapt så erfarne betjente, som gøres selskab af en noget mere erfaren betjent fra Seoul. Filmen er desuden inspireret af en sand historie, hvilket ikke just gør ’Memories of Murder’ mindre skræmmende.

Det er med engagerende sans for detaljen, at Bong Joon Ho sirligt udfolder sin menneskejagt, hvor bl.a. også et hele vejen veludført og dynamisk kameraarbejde er med til at drive historien frem. Det samme gør sig gældende for filmens manuskript – som delvist er skrevet af netop Bong Joon Ho – der hele vejen leger drilsk kispus med mig med flere medrivende plotdrejninger og karaktermæssige spidsfindigheder.

Man finder bl.a. Kang-ho Song, som lægger gribende sjæl og menneskeligt nærvær i rollen som den insisterende og temperamentsfulde lokale betjent Park Doo-man, mens man i dynamisk modspil til ham finder Kim Sang-kyung som betjenten fra Seoul. De to sammen er ren dramatisk dynamit. No-shik Park formidler som en mistænkt og mindre kvik, lokal ung mand både fin skrøbelighed og empati. Et stærkt cast.

’Memories of Murder’ er med andre ord en isnende grum, intenst tiltagende og billedbrillant seriemorderjagt, der griber mig om struben og bliver hængende gennem filmens dragende drejede manuskript, der på detaljerig og sirlig vis folder sig ud på forbilledlig vis. Und dig selv et syn eller gensyn med Bong Joon Hos (’The Host’, ’Mother’, ’Parasite’) thriller på det store lærred, hvor den i den grad hører hjemme.

’Memories of Murder’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Memories of Murder’ har repremiere den 20. maj.