‘Cruella’ langer en ufarlig skurkinde over Disney-disken

Biografanmeldelse: Hvem er Cruella de Vil egentlig? Eller måske rettere, hvordan blev den fashionable skurkinde til den, hun er? Det forsøger filmen ’Cruella’ at finde ud af, når den fortæller historien om den sort og hvid-hårede tøjdesigner, som man kender fra Disneys ’101 Dalmatinere’. I den rebelske titelrolle finder man en cool Emma Stone, der desværre ikke har et videre interessant manuskript at arbejde med.

Det hele starter ellers ganske veloplagt med Cruellas fødsel, videre til at, man følger hendes første unge år som oprørsk skolepige med to sider – den artige Estella og så den meget mindre artige Cruella. Det er kampen mellem de to sider, som vores titelkarakter kæmper med filmen igennem, hvor en anden central konflikt er at finde i hendes rivalisering med den legendariske tøjskaber Baronesse von Hellman.

Der er bare aldrig for alvor nok dramatisk drivkraft i denne kamp om tronen som den bedste modeskaber, hvorfor også en stor del af filmens momentum fiser ud af de momentvise – trods alt – heftige scener med en energisk og dynamisk Emma Stone i front som den egenrådige kvinde Cruella, der har sin gang i 1970’ernes vilde London, hvor punken banker energisk på døren – ikke mindst i Cruellas tøjdesigns.

Fortællingen om Estellas forvandling til den yderst fashionable og desuden hævngerrige Cruella bidder bare ikke rigtigt fra sig. Både fortællingen, de dramatiske knudepunkter og ikke mindst titelkarakteren forbliver ufarlig. Det er virkelig en skam, at filmen ikke har turdet at omfavne mere af den veloplagte vildskab og ondskab, der ellers er på spil hos Cruella og hendes indre kamp mellem det gode og det onde.

Desuden – og uden at afsløre noget – er indblikket i Cruellas psykologi og motivation for sin forvandling ret så unuanceret. Det selvom her gemmer sig et par overraskelser undervejs. Det egentlige trækplaster er altså Emma Stone som Cruella, de mange spektakulære outfits og ikke mindst filmens formidable brug af musik, der bl.a. tæller numre af Supertramp, The Doors, Queen, Blondie og The Clash. Skønt!

Emma Thompson leverer en hæderlig, men også noget generisk præstation som Cruellas modenemesis Baronesse von Hellman. Det er virkelig en skam, at de to kvinders duellering ikke har mere saft og kraft. Det er ellers Craig Gillespie, instruktøren bag den fandenivoldske ‘I, Tonya’, der instruerer. Samme uhæmmede energi finder man ikke her, men derimod en film, der på trods af en skurk i centrum forbliver ufarlig.

’Cruella’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Cruella’ har biografpremiere den 28. maj.

‘Marco effekten’ mister momentum, men Ulrich Thomsen er god som Mørck!

Biografanmeldelse: Der er med krimi-thrilleren ’Marco effekten’ kommet nyt blod til Jussi Adler-Olsens Afdeling Q på film. For efter, at Nikolaj Lie Kaas i en række filmatiseringer af den populære bogserie har portrætteret den martrede vicekriminalkommissær Carl Mørck og Fares Fares hans sidekick Assad, træder to nye mænd til i skikkelse af Ulrich Thomsen og Zaki Youssef som det umage makkerpar.

Dem vender jeg tilbage til. For hvad er der egentlig på spil i dette nye kapitel om Mørcks jagt på de onde? Jo, det hele starter med en ellers skrinlagt sag om den forsvundne pædofilisigtede embedsmand William Stark. Men noget stemmer ikke – og hvordan passer en ung østeuropæisk dreng, der er i besiddelse af Starks pas, ind i det hele? Mørck og Assad genoptager sagen, som herfra snor og drejer sig om sandheden.

Læg hertil svindel for millioner, korruption samt en kriminel underverden og der er lagt fra krimikaj med et plot, der foldes ud med drypvise spor, som måske kan lede Mørck og co. mod sandheden bag hele den spegede affære. En sag, der kun synes at vokse for hver vendt sten, hvor man bl.a. også stifter bekendtskab med en ulden og storsvedende Teis Snap spillet gravalvorligt ok af Anders Matthesen.

Som lovet vender jeg nu tilbage til Thomsen som den sært charmerende og egenrådige Mørck. For det er ham, der er den klare primus motor i sagen og samtidig er med til at udgøre filmens dramatiske midte. Thomsen er veloplagt underspillet og med dæmonerne liggende latent på lur bag sine trætte øjne. Ham bliver jeg ikke træt af. Desværre står det øvrige persongalleri noget uforløst hen.

Bl.a. kommer Mørcks mindre bistre kollega Assad – i skikkelse af Zaki Youssef – til at stå noget blafrende hen i udkanten af sagen. Det er dog mest af alt manuskriptets skyld, der desværre også har det med at miste fremdrift undervejs, hvorfor filmen mister noget af krimi-pusten og sagens intensitet, mens spændingen har det med at blive punkteret undervejs.

Selvom det øvrige persongalleri altså står noget i skyggen af Mørck, har bl.a. Henrik Noél Olesen stærk autoritet som den bestemte politidirektør Jacobsen, mens Thomas W. Gabrielsson bringer fin følsomhed til bordet som Carls ekspartner Hardy. Man får her et par fine og sarte scener mellem ham og Thomsen. Mere af den slags nuancer i karakteren Mørck, kunne have gjort ham mere interessant at følge.

Instruktør Martin Zandvliet har dog et ganske fint greb om sit plot og fortællingens drejninger, der desværre ender med en forhastet finale, som sætter den ellers ok forudgående jagt på sandheden noget over styr. Sidst, men ikke mindst skal Luboš Oláh som den østeuropæiske dreng, der er med til at få sagen til at rulle, fremhæves. Han har en hele vejen gribende intensitet i hele sin tilstedeværelse. Ikke desto mindre ender ’Marco effekten’ som en forglemmelig sag, der mangler spænding og momentum.

’Marco effekten’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Marco effekten’ har biografpremiere den 27. maj.

Kapow! ‘Nobody’ leverer blodige tæsk og sortkomiske knoglebrud

Biografanmeldelse: Der er nu ikke noget så herligt som et benbrækkende godt slagsmål på film. Det er præcis, hvad den blodige øretæve ’Nobody’ leverer i hobetal, når først den passive tøffelhelt af en familiefar Hutch ser rødt. Hverdagens kedelige trummerum kører ellers i hamsterhjulsring for Hutch og familien, hvor forholdet til hustruen Becca er så slapt som en våd bananskræl.

Men en nat, da familien udsættes for et groft hjemmerøveri, tændes der et nyt liv i den ellers grå farmand. Starten på en ny livsindstilling tager således form i takt med, at Hutch deler øretæver ud på blodknusende vis, mens hævnen ulmer i familiefarens knyttede næver jo længere ind i den kriminelle underverden, han kommer i jagten på brutal forløsning.

Ja, historien er klichéfuld og set et hav af gange før. En mand ser rødt og søger hævn. Det er sådan cirka afsættet for den yderst medrivende og benbrækkende actionfilm. Humoren er desuden også knogleknusende sjovt på banen, hvor bl.a. Hutch med deadpan-mimik og et underspillet smil på læben står i komisk kontrast til de i den grad eksplicitte tæv, han deler ud af.

Ja, jeg smider forsvarsløst logikken overbord i det tiltagende actionridt, der smyger sig intenst afsted fra den ene håndsmadrende og tandforslåede slåskamp til den næste. Bl.a. står et slagsmål udført i en trang bus’ indre stærkt frem. Her spiller lydsiden også en betydningsfuld del af scenens energiske og engagerende hele. Filmmusikken slukkes nemlig, så kun lydene af knoglebrud og knyttede næver mod kæber høres. Et effektivt eksekveret greb. Av for pokker!

I rollen som den passive familiefars forvandling til rasende hævner, finder man Bob Odenkirk, der fint portrætterer både blødsødenhed, men i høj grad også den aggressive stålvilje, som indtager ham. Han er – som filmen i øvrigt – et stærkt bekendtskab. At skurkegalleriet så er generisk og fortællingen set før ødelægger heldigvis ikke min oplevelse med filmens hårdt potente øretæver.

Det er kort fortalt de kraftfulde action-eskapader, der er filmens helt store stjerne – og den skinner klart. Blodigt og brutalt! Instruktør Ilya Naishuller lykkedes i den grad med virile kampe, der fint fortælles med tungen lige i munden og en veloplagt sort humor som underlag. En herlig forening i en film, der ligeledes er skåret skarpt ind til benet med en spilletid på halvanden times effektive minutter. Kapow!

‘Nobody’ får 4 du af 6 stjerner:

‘Nobody’ har biografpremiere den 20. maj.

Bong Joon Hos ‘Memories of Murder’ er en dragende grum seriemorderjagt

Biografanmeldelse: Jeg knuselsker en god seriemorderjagt på film. Det er præcis, hvad Bong Joon Ho mesterligt og dragende leverer med sin underspillede ’Memories of Murder’ fra 2003, der nu får repremiere i biografen. Det er en film, som absolut fortjener et gensyn eller flere – ikke mindst på et stort lærred. Det var i hvert fald for mig en stor fornøjelse at genbesøge seriemorderjagten i 80’ernes Sydkorea.

Fortællingen tager nemlig sin grumme begyndelse i 1986, hvor liget af en bagbundet og voldtaget ung kvinde findes i en grøftekant i Gyeonggi-provinsen i Sydkorea. Det skal vise sig, at hun ikke er det første og eneste offer for en morders bestialske hånd. For snart dukker flere lig af mishandlede kvinder op. Det lokale politi er naturligvis straks på sagen for at finde seriemorderen bag de brutale mord.

Det er kort fortalt udgangspunktet for en drønspændende, konstant dirrende og intenst gribende seriemorderjagt, der kommer til at opsluge alle døgnets timer for det lille lokale team af knapt så erfarne betjente, som gøres selskab af en noget mere erfaren betjent fra Seoul. Filmen er desuden inspireret af en sand historie, hvilket ikke just gør ’Memories of Murder’ mindre skræmmende.

Det er med engagerende sans for detaljen, at Bong Joon Ho sirligt udfolder sin menneskejagt, hvor bl.a. også et hele vejen veludført og dynamisk kameraarbejde er med til at drive historien frem. Det samme gør sig gældende for filmens manuskript – som delvist er skrevet af netop Bong Joon Ho – der hele vejen leger drilsk kispus med mig med flere medrivende plotdrejninger og karaktermæssige spidsfindigheder.

Man finder bl.a. Kang-ho Song, som lægger gribende sjæl og menneskeligt nærvær i rollen som den insisterende og temperamentsfulde lokale betjent Park Doo-man, mens man i dynamisk modspil til ham finder Kim Sang-kyung som betjenten fra Seoul. De to sammen er ren dramatisk dynamit. No-shik Park formidler som en mistænkt og mindre kvik, lokal ung mand både fin skrøbelighed og empati. Et stærkt cast.

’Memories of Murder’ er med andre ord en isnende grum, intenst tiltagende og billedbrillant seriemorderjagt, der griber mig om struben og bliver hængende gennem filmens dragende drejede manuskript, der på detaljerig og sirlig vis folder sig ud på forbilledlig vis. Und dig selv et syn eller gensyn med Bong Joon Hos (’The Host’, ’Mother’, ’Parasite’) thriller på det store lærred, hvor den i den grad hører hjemme.

’Memories of Murder’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Memories of Murder’ har repremiere den 20. maj.

‘The Unholy’ står for billige gysertricks og slatne chok

Biografanmeldelse: Det er den klassiske kamp mellem det gode og det onde, der udkæmpes i det religiøse gys ’The Unholy’. Det er også de klassiske gysertricks i skuffen, der her hives frem i tomgang – rækken af billige gysertricks. Desværre. Der skrues nemlig gyset igennem bl.a. op for slatne chok og ikke mindst forcerede jump scares. Desværre gav ingen af delene mig nævneværdige gib i kroppen.

Det er en skam, at gyset ikke tør tro på og bero mere på fortællingens ellers iboende uhygge og religiøst gysende tvetydighed. Filmen handler nemlig om den unge kvinde Alice, der øjensynligt får besøg af den hellige Jomfru Maria. Efterfølgende bliver hun på utrolig vis i stand til at udføre mirakler og helbrede de syge. Dette tiltrækker snart stor opmærksom fra den omkringliggende verden til Alice og hendes lille by.

Fra starten har den afdankede journalist Gerry fulgt begivenhederne på tæt hold, da han var i byen for at skrive en anden historie, der dog snart kom til at stå i skyggen af Alice og miraklerne. Nu har han således fået mulighed for på nærmeste hold at stille de vigtige spørgsmål og fortælle den utrolige historie til verden. Han begynder dog snart at se, at der måske ulmer noget skræmmende ondt i skyggerne.

For måske det ikke er den gode Jomfru Maria, der stråler fra himlen, men noget ondt? Det er netop i krydsfeltet mellem det gode og det onde, at filmens religiøse gys udspiller dig. Det med Alice som sart katalysator. Hun spilles med ganske fin lethed og uskyldsrent nærvær Cricket Brown, uden dog helt at brænde igennem. Men her spænder bl.a. det klodsede manuskript og de billige gysertricks også ben.

Overfor den mirakeludøvende Alice finder man netop Gerry. En journalist, der for år siden havde stor succes. Nu triller han rundt i sin bil med en sprutflaske på passagersædet og må hustle sig til en god pris for sine små historier. Med historien om Alice øjner han igen at kunne få den succes og berømmelse, han higer efter. Det er altså bl.a. også i samspillet mellem Alice og Gerry, at den dramatiske nerve skal findes.

Der opstår dog ikke videre medrivende dramatisk nerve mellem de to, hvor et ellers umage og fint forhold kunne have spiret. Skeptikeren, der møder miraklet. Jeffrey Dean Morgan har dog ok tilstedeværelse og tilpas med charme som Gerry til, at jeg fint både kan holde af og med ham. Jeg bliver bare aldrig revet med af karaktererne og da slet ikke af det forjagede og klichéfulde gys, der skærer alt ud i grimt og larmende pap og bøjede neonrør af klodset manuskriptskrivning. Øv.

’The Unholy’ får 2 ud af 6 stjerner:

’The Unholy’ har biografpremiere den 20. maj.

Den følsomme ‘Ammonite’ har fine øjeblikke af øm skønhed

Biografanmeldelse: Listen af film om den svære, ulykkelige eller aldeles tragiske kærlighed kan ikke sådan lige opgøres. Men det er bestemt også et aldeles gribende emne at behandle. Med den følsomme ’Ammonite’ er det atter den komplekse kærlighed, der får lov at spire. Her i alt det usagte mellem to kvinder, hvis skæbne vil, at de mødes i et blæsende og havbrusende England i 1840’erne.

Ja, scenen sættes på naturdramatisk og billedgribende vis, hvor man møder den anerkendte palæontolog Mary Anning, der udfører sit næsten helt naturstridige arbejde nær den sydengelske kyst. En dag banker det imidlertid på døren hos Mary og hendes aldrende mor i deres trange kår. Udenfor står Roderick Murchison med sin depressive hustru Charlotte. Besøget ender med, at Mary modvilligt, men mod kærkommen betaling, skal tage sig af Charlotte, mens Roderick er bortrejst.

De to ganske forskellige kvinder støder til en start mod hinanden. Den mutte og forpinte Marys tålmodighed testes af den depressive Charlottes livsopgivende ugidelighed. Men med små skridt begynder de to at nærme sig hinanden i et ordknapt drama med store berusende følelser gemt bort bag de store gevandter. Fortællingen favner både det storslåede i naturens susen og modsvares i den intime intensitet af vibrerende følelser, der dirrer i alt det usagte.

Der er således et ganske dragende modsætningsforhold i både form og indhold, hvilket filmens drama lever fint af. Desværre mister de to kvinders svære forhold og forbudte følelser noget tyngde undervejs, hvor historien folder sig noget forudsigeligt ud, mens de plotmæssige løsninger og udfordringer bliver en kende flade. Heldigvis finder man blandt andet i de to hovedroller en gribende styrke.

Kate Winslet er konstant intens og knugende sammenbidt med følelserne spændt engagerende ud over sin minutiøse ansigtsgestik, mens en mere sart Saoirse Ronan med fin ynde og voksende selvsikkerhed portrætterer den modsætningsfulde Charlotte. Mellem de to opstår der undervejs flere fine scener af ren dramatisk dynamit – både af den ekspressive og lavmælte slags.

Instruktør og manuskriptforfatter Francis Lee er med ’Ammonite’ kort fortalt lykkedes med et måske ikke videre overraskende drama, men et drama, der dog heldigvis holder sig ganske fint oven vande takket være sine to kvindelige hovedroller og ikke mindst en gribende billedside af både storslået natur og store følelser, der i flere fine øjeblikke emmer af øm skønhed.

’Ammonite’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Ammonite’ har biografpremiere den 20. maj.

’Demon Slayer: Mugen Train’ serverer storslået og dæmondræbende anime

Biografanmeldelse: Der er i den grad fart på anime-dæmonen og de helt store følelser i den heftige, japanske ’Demon Slayer: Mugen Train’. Filmen udspringer af og bygger videre på anime-serien ’Demon Slayer: Kimetsu no Yaiba’, der tog sin begyndelse i 2019. Den serie har jeg dog ikke stiftet bekendtskab med, inden jeg satte mig i biografens mørke for at blive blæst igennem filmens vilde actonridt.

Jeg var med andre ord et blankt lærred, der snart skulle vise sig at blive udfyldt med vilde farver, drabelige dæmoner og ikke mindst fuld fart på. I filmen følger man drengen Tanjirô, der trænes til at blive dæmondræber. Sammen med et par venner – bl.a. en med menneskekrop og vildsvinehoved (!) – stiger han ombord på Mugen-toget, der gemmer på en fæl dæmon, som truer med at slå samtlige passagerer ihjel.

Det er derfor nu Tanjirô og vennernes mission at stoppe dæmonen, før det er for sent. Således er banen kort fortalt kridtet op til voldsom og action-fræsende anime for kampklar kedel. Speederen på toget – der suser gennem natten – er således trådt godt i bund, mens der bl.a. leges med en cool vekselvirkning mellem drøm og virkelighed. Det kommer der nogle ret så imponerende og opfindsomme scener ud af, hvor bl.a. skønheden spirer i drømmene – modsat i virkeligheden, hvor dæmoner hærger toget.

’Demon Slayer: Mugen Train’ lever bl.a. netop af sin visuelle opfindsomhed og energiske billedside, hvor jeg både tages med op blandt dragende skyscenarier, videre til – ikke mindst – vilde kampscener med isnende brutale eller blot dejligt kødskvulpende dæmoner. Jeg hives ganske enkelt med rundt i op til flere voldsomme scener, men også scener, som emmer af sart sødme og menneskelig skønhed.

Det er dog filmens action, der for mig står stærkest. Det sammen med særligt to af dæmonerne, hvoraf den ene har en bizart talende hånd (!) – herligt! Mens også vores helte har fin og veloplagt intern dynamik. Men ja, ganske vist spilles der på de helt store følelser – særligt filmens store finale går all in på det storslåede drama. Problemet for mig er bare, at jeg aldrig gribes rent følelsesmæssigt af dramaet.

Karakterernes følelser og begivenhedernes dramatiske klangbund får aldrig sit tag i mig, selvom filmen i den grad forsøger at få bl.a. tårerne frem hos mig. ’Demon Slayer: Mugen Train’ fungerer kort fortalt bedst for mig, når den deler dæmonsmadder ud samt i scenerne, hvor drøm og virkelighed blandes. Visuelt er det dynamisk og veloplagt leveret anime, men jeg bliver bare ikke engageret følelsesmæssigt i vore heltes kamp mod ondskaben, selvom jeg faktisk godt kan lide et svulstigt melodrama.

’Demon Slayer: Mugen Train’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Demon Slayer: Mugen Train’ bliver vist ved eksklusive eventvisninger fra den 20. maj.

Fight! Der er blodig fart på knytnæverne i Mortal Kombat

Biografanmeldelse: Damn! Der bliver i den grad langet blodige knytnæveslag og sjasksprøjtende sværdsving afsted i kampsportsfilmen ’Mortal Kombat’. Ja, filmen er baseret på spillet af samme navn. Og ja, spillet lagde også til grund for filmfuseren af samme navn fra 1995. Nu gælder det dog dette brutale og bombastiske film-reboot af det populære spilunivers, hvor der i den grad bliver smadret igennem.

Historien, siger du? Tjo, den er der et eller andet sted klemt inde mellem de mange medrivende actionscener, hvor den ene kampklare karakter efter den anden går blodigt til stålet med hver deres vilde evner. Fra isfrysende angreb til laserøjeskydende rabalder. Herligt! Men ja, det var den der historie. Man følger her den forslåede MA-kæmper Cole Young, der mildt sagt ikke har succes med at vinde sine kampe.

Men da Cole opsøges af specialsoldaten Jax, bliver det starten på sandheden bag Coles kampklare rødder, der peger tilbage på en lang krigerisk slægt, som har vogtet Jorden gennem tiderne. Nu er det således hans tur til at tage føringen i en brutal krig mod alverdens vilde kæmpere, der kommer fra den dystre Outworld, hvor bl.a. den yderst farlige Sub-Zero er på nakken af Cole og hans umage slæng af kæmpere.

Det er groft sagt filmens præmis, der mest af alt synes som en undskyldning for netop at lade de mange farverige karakterer slå på tæven. Det er for mig undskyldning nok, når netop speederen holdes storslåsende i bund det mest af filmen igennem. Det er dog ikke stor skuespillerkunst, der serveres her. Det er altså de intense kampe, der er den egentlige hovedperson. Det fungerer helt ok for mig.

Desværre er Lewis Tan som Cole Young måske egentlig den kedeligste af filmens karakterer – i hvert fald det meste af vejen. Mens det øvrige og noget mere kulørte persongalleri har mere tilstedeværende pondus. Bl.a. en dejligt overspillende Josh Lawson som den storbandende Kato, mens Mehcad Brooks leverer pumpet muskelmasse til rollen som Jax.

’Mortal Kombat’ kigger sig stort set ikke tilbage efter, at filmens indledende og blodigt medrivende kamp har blæst mig rivende godt igennem. Skønt! Jeg var med andre ord i godt og blodsprøjtende selskab filmens lidt for lange spilletid. Men som sagt, så leveres der brutale og engagerende kampe på stribe filmen igennem – og det var i dette tilfælde også helt fint for mig. Fight!

’Mortal Kombat’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Mortal Kombat’ har biografpremiere den 20. maj.

Sadistiske drab og fuld skrue på dumhed i ‘Spiral: From the Legacy of Saw’

Biografanmeldelse: Det er svært – ja, vel i grunden umuligt – at holde en god morder nede. Eller en succesfuld filmfranchise for den sags skyld. Begge dele gør sig gældende for ’Spiral: From the Legacy of Saw’, der er det nye og niende kapitel i Saw-serien, som tog sin intense begyndelse i 2004 med den blodige lille knaldperle af samme navn. Nu er de groteske og sadistiske mord tilbage!

For at sige det pænt, så er her absolut ikke tale om en gory skønsang, men snarere et gory trafikuheld af plotmæssige huller og andre umuligheder. Nå ja, og skuespillet? Det er mildt sagt set bedre. Det til trods, så langer instruktør Darren Lynn Bousmann også et par for universet dejligt grumme dødsfælder over disken, der er med til blodigt at holde sammen på løjerne, som ellers er ved at falde fra hinanden undervejs.

Det sker ikke helt. Bl.a. også takket være en spilletid på omkring de halvanden time. For ja, mere kan de brutale eskapader om en sadistiske seriemorder på rov ikke holde til. Darren Lynn Bousmann ved bestemt godt, hvad han laver – selvom han som nævnt ikke just er nogen stor personinstruktør eller for den sags skyld subtil i sin seriemorderfortælling, der har sin del af logiske udfordringer.

En fæl dræber er nemlig på færde i nattens dunkle skygger, hvor vedkommende synes at kopiere det legendariske og afdøde morder-geni John Kramer aka Jigsaw, som man kender fra franchisens øvrige film. Jagten på denne nye bestialske morder, der altid synes at være et skridt foran politiet, får imidlertid den ihærdige og temperamentsfulde kommissær Zeke på nakken.

Det bliver starter på en katten-efter-musen-jagt, hvor den kringlede efterforskning tager Zeke og hans makker med ned i en makaber verden af død og splattede mord. Ja, det er bl.a. de gruopvækkende og opfindsomme dødsfælder, der spiller en afgørende rolle i filmen, men som bekendt også i selve franchisen. Heldigvis iscenesættes her netop et par ganske neglebidende af slagsen.

De blodige træer vokser dog ikke ind i himlen. Bl.a. er Chris Rock langt fra overbevisende som Zeke, der har meget få ansigtsudtryk at gøre godt med. Øvrige medvirkende er sådan set heller ikke videre interessante, hvor man bl.a. finder Samuel L. Jackson i en mindre rolle, hvor han gør, hvad han så ofte gør, nemlig at være Samuel L. Jackson. Men nej, ’Spiral: From the Legacy of Saw’ skal ikke være realistisk og må gerne være dum og plotkrøllet umulig. Det er præcis, hvad tilfældet er – og det er også cirka ok.

’Spiral: From the Legacy of Saw’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Spiral: From the Legacy of Saw’ har biografpremiere den 12. maj.

Den potente kupfilm ‘Wrath of Man’ slår fint drejede krimikrøller

Biografanmeldelse: Det er med et tungt dunkende actionhjerte, at Guy Ritchies kupfilm ’Wrath of Man’ folder sig og sine velorkestrede kup energisk ud. I midten af dette dejligt dystre krimibæst finder man en ordknap og cool Jason Statham med det lige så ordknappe navn H, som med tør mine agerer hårdtslående sikkerhedsvagt med fint underspillede og komisk velplacerede oneliners.

H får nemlig job i et sikkerhedsfirma, der står for at transportere adskillige millioner af dollars sikkert rundt i Los Angeles’ gader. Det er dog absolut ikke noget sikkert erhverv at køre rundt i de velpansrede pengetransporter. For med så mange penge i bagagerummet bliver hårdkogte kriminelle naturligvis fristet til at stjæle de rullende guldgruber.

Således bliver en af disse vogne en dag angrebet, hvilket får tragiske konsekvenser. Det står dog hurtigt klart, at ikke alt er, som det ellers umiddelbart lader til at være på overfladen. Jeg drages nemlig ikke kun ind i en viral pumpet kupfilm, hvor action-scenerne rulles engagerende ud, men også i en verden af mandemænd, der hver har deres dæmoner lurende tungt i fortiden.

På trods af et i den grad mandsdominerede karaktergalleri, så er det Statham som den skudsikre H, der er karakteren i front for den godt tænkte og ikke mindst energisk udførte action. Action, som desuden også er en af de yderst vigtige ingredienser, der er med til at bære filmen gennem sin fortælling om både grådighed og hævn. En fortælling, som også fint holder mig til biddet med sine plotmæssige krumspring.

Jeg har ganske vist ikke set den franske original ’Le convoyeur’ fra 2004, men i Ritchies kyndige hænder er kupfortællingen virkelig veludført og dundrende dyster krimiaction. For godt nok render de eksplosive løjer af og til ind i en smule fortællermæssig tomgang, men heldigvis aldrig mere end, at netop action, Statham eller det ganske veloplagte manuskript hiver filmen op af det momentant truende dødvande.

’Wrath of Man’ er ganske enkelt en dejlig drejet og action-potent satan af en kupfilm, der har flere tricks i ærmet og særligt er eksekveringsdygtig i kampklare action-scener, fræsende biljagter og skudskarpe mandedueller, hvor både Statham og hans vittige kollega Bullet – i skikkelse af en veloplagt Holt McCallany – også er med til at holde foden virilt på speederen hele vejen mod den voldsomme finale.

‘Wrath of Man’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Wrath of Man’ har biografpremiere den 12. maj.