Harrison Ford og en CGI-hund på eventyr i ‘The Call of the Wild’

Naturdrama på Blu-ray:Godt nok finder man Harrison Fords navn øverst på plakaten. Det er dog ikke ham, der som sådan er filmens hovedperson. Det er derimod den ok søde, sjove og charmerende hund Buck – i filmen realiseret med ganske flot computer-trylleri. Selvom der nu alligevel er noget off ved den CGI-skabte hund. Fred med det, hvis så bare filmen var engagerende.

Det er den desværre ikke. Faktisk langt fra. For computer-hunden kan altså ikke bære fortællingen på sine pelsede skuldre. Harrison Ford gør bestemt også sit knurrende bedste for at bringe sin ulykkelige og triste karakter til live. Men det hjælper desværre ikke meget på, at filmen forbliver en noget vag og ujævn oplevelse, der aldrig bliver spændende.

End ikke følelsesmæssigt bliver jeg grebet af Bucks strabadser, der ellers tager mig med op i flotte sneklædte bjergområder og smukt oplyste nattehimler. Der er ellers drama på hunden. For Bucks forkælede og rolige tilværelse i Californien ændrer sig brat, da han kidnappes for at blive solgt videre som slædehund i Alaska, hvor guldfeberen raser i 1980’erne.

Buck bliver her indlemmet i en flok slædehundes hårde liv. Det bliver starten på et naturskønt, men også hårdt liv, der bringer Buck vidt omkring i de kolde omgivelser. Han støder her på John Thornton – en smågnaven Harrison Ford, der dog også indeholder sin del af menneskelig varme. Det umage par bliver venner, mens Buck søger sin plads i verden, flokken og i naturen.

Samspillet mellem Buck og de rigtige mennesker – her ikke mindst Harrison Ford – har dog en underlig og utroværdig klangbund. Ikke kun grundet, at Buck er skabt i en computer, men også fordi, at relationerne ikke står videre stærkt frem. Følelserne forbliver flade for mit vedkommende og herved forbliver fortællingen også uvedkommende. Det er en skam.

‘The Call of the Wild’ har dog trods alt et par ok medrivende actionscener, mens CGI-Buck da også er ganske imponerende skabt, omend bare ikke videre engagerende som hund og karakter. Familiefilmen er med andre ord en flad oplevelse, der aldrig løfter sig – hverken følelsesmæssigt eller i engagement og spændende.

‘The Call of the Wild’ udkommer på dvd og Blu-ray den 6. juli.