Den usynlige stalker slår til i thrilleren ‘The Invisible Man’

Biografanmeldelse: Det er ikke første gang, at en filmskaber forsøger sig med at filmatisere H.G. Wells klassiske fortælling om den usynlige mand. Denne gang er turen kommet til instruktør Leigh Whannell, der blandt andet også har instrueret gyset ‘Insidious: Chapter 3′ og den vellykkede science fiction-film ‘Upgrade’.

Det er også science fiction, der er den usynlige mands værktøj i ‘The Invisible Man’ – for hvad nu hvis man kunne blive usynlig? Det er præcis, hvad lykkedes for den brillante forsker Adrian, som er mand til Cecilia. Han er dog langt fra en varm og kærlig ægtemand, men derimod dybt kontrollerende og manipulerende, hvorfor Cecilia flygter fra ham.

Efterfølgende tager Adrian sit eget liv. Men er han nu også død? For snart oplever Cecilia mystiske ting i sin efterfølgende hverdag, der er præget af angst for eks-manden. Er Adrian stadig i live og nu stalker sin eks-hustru eller er Cecilia bare ved at blive skør af paranoia? Således er det nu op til hende at bevise, at Adrian er lykkedes med at blive usynlig, inden det er for sent.

Desværre er den ellers grundlæggende spændende paranoia-og-stalker-præmis ret så generisk forløst i sin fortælling og endvidere ikke som sådan interessant. Jeg skal da også undervejs sluge et par plotmæssige kameler. Heldigvis er filmen sine steder fermt instrueret, hvor der gøres god brug af billedets ramme til at lade mit blik glide rundt i en søgen efter den usynlige mand.

Trumfkortet for ‘The Invisible Man’ er dog helt og holdende Elisabeth Moss i rollen som den forfulgte Cecilia. Hun formår at forløse sin karakter medrivende og engagerende, det med både en fin skrøbelighed og en stålsat vilje til at komme sin svære og paranoia-fyldte situation til livs. Det er en skam, at den præstation ikke har en bedre film at spille op ad.

Det sagt, så er ‘The Invisible Man’ – på trods af, at den aldrig som sådan bliver nervepirrende andet en i korte momenter undervejs, mens også et par plotelementer stikker noget ud og historien forbliver ret triviel – en ganske underholdende og letbenet omgang thriller-underholdning, der med en håndfuld vellykkede scener og ikke mindst Elisabeth Moss løfter filmen i mål.

‘The Invisible Man’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘The Invisible Man’ har biografpremiere den 27. februar.