‘Bombshell’ har ubehagelig sexchikane og engagerende karakterer

Biografanmeldelse: Med tre kvinder i front, får man med det ret så gribende sexchikane-drama ‘Bombshell’ et på en gang fint, men også ubehageligt kig ind bag facaden på et magtfuldt medieimperium, nemlig den amerikanske og konservative tv-station Fox News. Her leder topchefen Roger Ailes sine tropper med hård hånd – og sexchikane blandt kvinderne.

Filmen er baseret på virkelige og skandaleombruste begivenheder, hvor de tre kvinder hver især alle sætter deres karriere og omdømme på spil, da de vælger at stå frem med hver deres historier om, hvordan Roger Ailes har misbrugt sin magt til at udøve sine seksuelle overgreb. Historien udfolder sig altså i den spæde start på bevægelsen, der senere blev kendt som #metoo.

Det er således med Donald Trumps slingrende vej til magten som bagtæppe, at filmens fortælling folder sig både dragende og medrivende ud. Det gælder blandt andet i måden, hvorpå filmen med sin skarpe klipning og fint forløste flow iscenesættes. Samtidig med dette, så finder man også flere gribende portrætter i centrum for den både ubehagelige og spændende historie.

I kampen for retfærdighed over Roger Ailes overgreb finder man de tre tv-kvinder, nemlig Megyn Kelly, Kayla Pospisil og Gretchen Carlson – spillet af henholdsvis en syleskarp og modig Charlize Theron, videre til det noget den noget mere grønne Margot Robbie og slutteligt den garvede Nicole Kidman. Tre på en gang drønstærke, men også fint skrøbelige portrætter.

Som den magtfulde og ubehageligt portrætterede Roger Ailes finder man en ligeledes rigtig god og ganske intimiderende John Lithgow. Han er virkelig god og balancerer ret engagerende mellem godmodig, streng og ja, direkte grænseoverskridende og dybt ubehagelig. Så selvom filmens nuancer måske nok er til at overse, så står fortællingen stærkt via blandt andet sin rollebesætning.

‘Bombshell’ er med andre ord både et velfortalt, medrivende forløst og engagerende spillet drama, der tager et vigtigt emne op og formår at gøre det vedkommende – og ja, underholdende, det uden at fortællingen mister sin dramatiske skyggeside, der hele vejen hviler over de fint indsatte grin. Det er dog småt med nuancer, men det er ok, når nu så meget andet spiller.

‘Bombshell’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Bombshell’ har biografpremiere den 27. februar.